Det var en dyster dag, både i vejr og i stemning. Skumringen var passeret uden sære hændelser, og nattens mørke havde allerede et godt tag i Krystallandet. Ulvene vågnede til deres nattevandringer og folk gik tilbage til deres hytter. Slette ting skete for dem der var ude efter mørkets frembrud, medmindre de beherskede den. Skoven var stille, og kun vindens hylen kunne høres længere oppe ad bjergene.
Et par hvide ulveører vibrede let i reaktion til den hylende tone, og den hvide pels blev rusket let, som var ulven irriteret over vindens distraherende tag i de træer der omgav den. De ravgyldne øjne var opmærksomme som ulven sprang op på et klippefremstød, så den kunne se langt omkring sig.
Den jagtede nogen. Men at jagte et Nattens Væsen var sjældent nemt, og den fnøs i stille forargelse. Det var en ære at blive sendt på en vigtig mission af Silhuetten, men derfor betød det ikke at Snow skulle kunne lide opgaven. At jage et væsen som ikke var meget mere end en skygge selv stod ikke på listen over yndlingsbeskæftigelserne.
Ulven forlod lydløst klippefremspringet og vandrede roligt igennem vandløbet. Vandets reaktion på forstyrrelsen lød høj i den ellers så stille nat, og ulvens ører sitrede, igen, i reaktion på lyden. Den rystede forsigtigt sine hvide poter for at få det værste vand ud af den hvide pels, og et hurtigt svirp med halen fik ligeledes smidt vandet af. Den hadede vand...

Han var ikke ude for at jage. Ikke denne nat. Denne nat var han ude for, at tage sig af et offer. Han havde fået sin betaling og skulle nu tage sig af den højtstående kvinde. Men det er var en længerevarende rejse til Medanien og han var lige taget af sted. Han var dog ganske tidligt på den, og derfor havde han rigtig meget tid til, at nå kroen der lå en nats rejse herfra. Lige nu var han blot på vej, på gåfod. Han ville ikke rejse til hest, da dette ville larme, og han gjorde en stor kunst ud af, at bevæge sig lydløst af sted. Han havde fået genoprettet sit omdømme ret hurtigt. Det tog blot et par drab på et par højtstående mennesker, en enkelt eller to i selve hovedstaden, og så var hans navn på alle snigmordernes læber; Mordekai. Mange troede han var hændelser, der bare.. Skete. Andre var helt og holdent sikre på, at han var en dæmon. De tog fejl.

Mordekai var en vampyr med alt, alt for mange år på bagen. Han havde erfaring fra hvad der svarede til flere hundrede levealdre og var virkelig dygtig til sit arbejde. Han var Grev Lorgath Korbin, den femte af sit navn. Han var mange og meget. Han var en vampyr, men for menneskeheden kunne han lige så vel blot være et menneske med næsten uanede resourcer.
Lige nu var han dog Mordekai. Klædt i sin "uniform", bestående at komplet sort tøj med skjulte, meget tynde og skarpe knive gemt omkring på sig, samt masken; Et menneskekranium med ritualer på, malet i blod. Det eneste bevis han havde på, hvem han egentlig var, var denne maske. Og så halskæden lavet af sølv, med et ravnehoved.

Han gik let og elegant af sted, komplet usynlig for omverdenen, og endte ved et flodløb hvor han stoppede op ved duften af et underligt væsen. Dyrisk. Og så alligevel ikke? Havde han ikke lugtet dette før? Det mindede næsten om Izilarna og så alligevel ikke. Det her virkede bare anderledes. Han lod sin maske blive synlig, men udelukkende dén, mens han fløjtede lavt. En egentlig fin lille melodi, havde det ikke været for roden til lyden.

Ulven stoppede på stedet da den hørte en skarp lyd. Eller, skarp for ulveører i hvert fald. Dens ører vibrerede sagte som den lokaliserede lyden, og den vendte om for at gå tilbage til flodløbet. Men dens pels strittede en anelse, og den blottede skarpe tænder i forberedelse på hvad der mon ventede den bag træerne.
Selv havde Snow ingen rigtige anelser om denne ’Mordekai’, udover at den behøvede et nyt navn. Om det var en bølle der legede at den var snigmorder, eller en sær sygdom, så var det ikke hendes sag. Det var Skyggen og Silhuetterne, som bestemte hvad der var værd at bruge tid på. Et eller andet sted havde denne ’Mordekai’ gjort indtryk, så nu måtte de finde ud af hvad der var bag navnet. Men Snow anede at det var et væsen af en slags, og ikke naturlige årsager. Medmindre der var en ny sygdom der kun angreb folk med en overflod af magt, så var der en mening med drabene.

Ulven trådte igennem det sidste lag af træer som skyggede den, og hun rystede lidt på det hvide hoved. Der var... Noget på den anden side af vandløbet. Noget hvidt. Men lugten tydede på et væsen, og den sniffede grådigt til luften omkring den, for at placere hvad end der var i nærheden. Det var lidt sværere end som så, men hun var sikker på at der var nogen i nærheden. Ulven sprang op på det samme klippefremstød fra før, ganske hurtigt og let, for at få et bedre udsyn over den hvide genstand der fløj.
Et dødningehoved? Tvivlsomt. Ulven lagde sig langsomt på fremstødets sten, stadig på vagt, og lagde hovedet let på skrå. Dens gyldne øjne forlod ikke dødningehovedet for et sekund, som den ventede på et eller andet træk fra dets side.

Han snusede let ind, som han kunne lugte hvad der var i nærheden, flyttede på sig. Han rettede sit skarpe blik mod lugten men lige nu kunne han ikke se nogle bevægelser. Han endte med, at fløjte videre, til en lyd ved klipperne fik ham til at stoppe. Interessant. Det måtte være hvad end han havde opsnust. Som han fokuserede deroveraf, kunne han både lugte ulv. Og menneske. Men det var ikke et menneske og en ulv. Det var samme lugte i én krop. Han kunne lugte, at det flød sammen, så det kunne kun være sådan. Et smil dukkede op bag masken. Hvem end det var, så var vedkommende hunkøn. Det var gået hen og blevet en meget interessant nat, for hendes slags så man ikke umiddelbart hver dag.

Uden tøven, svævede han op i luften, til han var på højde med det klippefremspring, som ulven var på. Det gik hverken meget langsomt eller voldsomt hurtigt. Det var en rolig svæven, hvor man stadig kun kunne se kraniet. Han svævede inden for ti meter af "dyret".
"Hvad laver én som dig her? Det er et mørkt sted, Tusmørkedalen. Jeg troede ellers ikke, halvdyr brød sig om mørke," konstaterede han, i sin rolige, lettere mørke stemme. Den gav genklang i stilheden omkring dem og nu hvor han smed noget af kamouflagen, var der en mærkelig lugt af blod ved ham.

Som kraniet kom svævende op imod den virrede ulven med hovedet ganske stille. Den var ti meter fra ulven nu, og den talede til den. Ulven rynkede på sin næse. Halvdyr? Så var spillet vel tabt. Hun lukkede de ravgyldne øjne i, som hun lod sin forvandling trække af. Da øjnene blev åbnet igen var det ene blevet et grønt menneskeøje, og pelsen på den venstre halvdel af hendes krop blev trukket tilbage ind i hendes hud. Hun vred sig lidt som hendes ulvekrop voksede, strak sig og ændredes. Hendes snude blev smallerede, hendes tænder blev flade og smallere og hendes poter blev langsomt til hænder.
Hun lod, til gengæld, pelsen bliver i form af tøj på de mest nødvendige steder, og hun lagde hovedet på skrå, som hun nu sad på klippefremstødet, en ung kvinde med lange blonde lokker.

”Jeg er ikke sikker på hvilket halvdyr du har mødt før, men nogle af os foretrækker mørket,[/color]” svarede hun monotont, som hun rynkede på hendes næse. På trods af at hun var i sin rette form nu, så havde hun stadig en bedre lugtesans end normale mennesker. Og lugten af blod der hang over dødningehovedet fik hende til at græmmes.
”Hvad er din rigtige form så?[/color]”

Mordekai observerede mens ulven forvandlede sig tilbage i sin oprindelige skikkelse. Igen, var det meget interessant, for hun virkede stadig til at have kontrol over, hvad hun ville lade forblive ulv og hvad der skulle være menneske. Meget interessant, især hendes næsten ligeglade attitude. Det var altid rart at møde folk, der ikke var bange for ham. Og det var heller ikke frygt han søgte hos folk. Det var genkendelse. Han ville være berømt for sit arbejde, om det skulle være positivt eller negativt, var ham fuldstændig underordnet, så længe folk vidste hvem han var. Det ville give flere resourcer og flere kontakter. Og respekt, naturligvis.

"Hm, sandt. Jeg ville ikke kunne forestille mig et menneske med flagermusedele i sig, være særlig glad for lys," indrømmede han med et lille, tørt grin. Han var, modsat hende, alt andet end monoton. Han var skræmmende god til at efterligne følelser og lige nu var det det, han gjorde. Efterlignede alle de mennesker han med tiden havde mødt, for at kunne le en mere menneskelig latter.
Hendes spørgsmål om hans sande form fik ham til at le. Han svævede lidt tættere på hende, men stadig i et tempo der ikke ville virke alt for provokerende.
"Min sande form? Du ser på den. Resten af mig er blot ikke synlig for omverdenen," forklarede han hende, mens han lod sig blive fuldt ud synlig. De 190 centimeter virkede i forvejen voldsomme når han blot stod på jorden, men nu hvor han svævede i luften, virkede det næsten værre.

Snow kunne ikke være mere ligeglad til grunden for Mordekais legen snigmorder, så længe han holdt sig langt væk fra Ordenen. Og hun var da bestemt ikke bange for ham. Snow satte stor ære i ikke at være bange for noget... Bortset fra hunde, men dét holdt hun for sig selv. Hun himlede lidt med øjnene da kraniet pointerede at et halvdyr med flagermusevæsen nok ikke ville være glad for lys. Det kunne somend være rigtigt nok, men hun havde aldrig mødt et halvdyr med dét væsen. Langt de fleste af hendes race var med pelsdyr. Hvorfor var ikke til at sige...
Kraniet fløj tættere på hende, og selvom Snows ører sitrede en smule i reaktion på det, flyttede hun sig ikke. Hun var meget selvsikker i sin evne til at beskytte sig selv, og så længe hun var på vagt, så hun ingen grund til at være ’bange’ for dette kranie.
Som jo så viste sig ikke at være et kranie alligevel. Men en meget høj, svævende mand, som af en eller anden grund kunne lide at have masker på. Og en ret dum maske også...

”jeg tror jeg foretrak det da du var et svævende kranie,[/color]” sagde hun uden humor. ”Jeg bryder mig ikke om at se op.[/color]” tilføjede hun så, som en slags eftertanke. Gud forbyde at hun fornærmede ham... Hun rynkede en anelse på næsen ved idéen. Ikke at fornærme en wannabe-snigmorder ikke lød meget morsomt, men måske var det bedst at vente lidt med mulige fornærmelser...

Mordekais latter fyldte stilheden ved halvdyrets kommentar. Han kunne virkelig ikke se problemet. Alle dyr var nødsagede til at se op når de skulle kigge efter mennesker og alle halvdyr var på en måde dyr. Det burde virkelig ikke være et problem for hende, men et problem var det. Ikke at det var relevant for ham. Hvis hun fik nakkeproblemer kunne hun vel bare rejse sig? Han svævede hele vejen hen til hendes afsats, hvor hans fødder rørte sten og han slap taget i sin telekinetiske magi, så han nu stod, ansigt til ansigt med hende, lige foran hende. Hun havde virket meget uanfægtet af ham indtil videre. Men han var heller ikke klar over præcis hvor gammel hun var. Måske ældre? Nej. Det kunne knapt være muligt at være ældre end Mordekai. Han var ældre end næsten alle han mødte på sin vej. Der var kun ét væsen der var ældre end ham. Hans skaber.

"Hvis du rejste dig, ville du ikke skulle være nødsaget til at se op," pointerede vampyren med et lille grin, mens han foldede hænderne bag ryggen. En naturlig magtposition at stå i. det var tydeligt, at han virkede til, at være en person der var meget glad for magt - eller måske bare var vant til, at have den. Han havde i hvert fald fuldstændig styr på, hvordan man skulle fremføre sig hvis man var af adelig byrd. "Så hvad laver én som dig her? Leder du efter føde? Den slags finder man ikke meget af her, med mindre du selvfølgelig skulle ønske at tage kampen op mod de ældre drager i bjergene," han talte mest fordi, hun ikke rigtig gjorde, og så fordi han vitterligt syntes det var et mærkeligt sted at befinde sig for et halvdyr. Om hun så var glad for mørket eller ej. Her var mere mørkt end normalt. Dette sted var dystert og de fleste befandt sig i en aldeles ulykkelig tilstand når de befandt sig her. Det var ikke et sted for det gennemsnitlige menneske. Ej heller for det gennemsnitlige halvdyr.

Det kunne godt ske at alle dyr var nødsaget til at se op, men det betød ikke at hun skulle kunne lide det. Hun var, trods alt, halvdyr, og den ’menneskelige’ del af hende var umedgørlig og lidt af en strigle, hvis hun selv skulle sige det. Det var i hvert fald nogle af de ord hun hørte andre hviske om hende i hjørnerne, når de troede hun var uden for ørevidde. Fjolser... De burde vide bedre, bare med størrelsen af hendes ører. De omtalte ulveører vrikkede lidt ved tanken.
Hun lagde hovedet let på skrå da Mordekai nu stod lige foran hende, og hun trak let på skuldrene i reaktion. Ældre var hun nok ikke, hverken af udseende eller egentlig alder. Snow var meget ung, specielt af en Kniv at være, men hun opførte sig, hvis hendes adoptivmor kunne blive troet, ’tidsløst’. Ingen ville, åbenbart, kunne gætte hendes alder ud fra hendes opførsel, hvilket i sig selv vel var en god ting?

”Jeg kunne også lade være,[/color]” mumlede hun for sig selv, før hendes øjne blev hevet ned til hans arme. Han havde foldet hænderne bag på ryggen. Han var selvsikker, klar over den kontrol han havde af situationen. Eller, troede han var, i hvert fald. Snow kunne ikke tale for hvad der ville ske hvis de to blev nødsaget til at slå ud efter hinanden, men for nu virkede det ikke nødvendigt, i det mindste.
”Jeg arbejder,[/color]” svarede hun som svar på hans spørgsmål, men lavede hun et lille svirp med hovedet, som tydeligt tegn på at hun ikke havde tænkt sig at sige mere om dén sag. Når alt kom til alt havde hendes jobbeskrivelse været at ’finde ud af hvad Mordekai var, og vurdere hans trussel mod Den Hvide Rose’. En ganske simpel jobbeskrivelse, måtte hun indrømme. Selvom det måske var en smule svært at finde ud af hvad fyren var. Han var et væsen, af en art, som lignede et ganske almineligt menneske, men samtidig var der noget sært ved ham. Han lugtede forkert. Der var noget helt galt med hans lugt, og den irriterede faktisk hendes næse en anelse.

Allerede nu kunne Mordekai gætte sig lidt frem til kvindens personlighed, og han havde egentlig blot lige mødt hende. Hun talte ikke meget og virkede ret reserveret, og alligevel lidt som en åben bog. Han kunne sagtens se, at hun ikke brød sig om ham, det lå dybt i hendes ellers rolige kropssprog, men han var ligeglad. Hun var her, han var her, hvis hun virkelig ikke gad ham, kunne hun jo bare smutte. Hans smil falmede langt fra, da han snusede ind en gang mere. Nu hvor han var tæt på, kunne han lugte noget mere ved hende. Død. Og ikke blot død fra et dyr. Hun var ikke bare en jæger, som de fleste ulve var. Hun var en dræber. En menneskedræber. Det var en let dunst der hang ved hende, og Mordekai kunne prise sig stolt over, at hans fænomenale lugtesans havde fået fat i lugten.

"Ja så, du arbejder," sagde han roligt, mens han i sit hoved regnede forskellige scener ud. Hende i sin kælder, hende oven på ham i frådende vildskab, ham jagende hende, som hun jagtede alle mulige andre. Meget spændende.
"Det virker kedeligt i forhold til hvad du har lavet i løbet af de sidste par dage. Du lugter af død," konstaterede vampyren, næsten nonchalant. Der var noget entusiastisk ved hans stemmeleje. "Menneskedød. Men det kan måske være, du venter på at et menneske skal komme her forbi?" Hans spørgsmål var noget indgående, men han var bedøvende ligeglad med om hun ville blive vred over dem. Det var ham fuldstændig underordnet hvad hun følte.

At Mordekai kunne læse hende som en åben bog kunne Snow egentligt være ligeglad med. Der var, trods alt, en begrænsning for hvad man kunne læse på en persons ansigt, og så længe det var hendes følelser og ikke andet han kunne læse, så måtte det jo være sådan. Om hun kunne lide ham eller ej, derimod, var et koldt punkt. Hun kunne ikke lide ham, men hun kunne heller ikke ikke lide ham. Hun var fuldstændigt neutral. Snow rynkede på næsen i reaktion til Mordekais tone da han sagde ’arbejder’. Hun brød sig, så afgjort, ikke om det.
Hun ville nok heller ikke have kunnet lide scenerne i Mordekais hoved hvis hun havde været telepat.
Mordekais næste kommentarer gjorde imidlertidig Snow klar over hvad der havde føltes så forkert med hensyn til fyren foran hende. Den sære lugt.
”Og du skulle snakke, Mordekai. Du stinker praktisk talt af det,[/color]” pointerede hun med en hurtig viften foran sin næse. Det var dog ikke ment som en fornærmelse, hun pointerede det bare. Hans næste spørgsmål fik hende dog til at se væk med et demonstrativt hovedkast. Dårligt emne. Hun var ret sikker på at det var en dårlig idé at nævne hendes ærinde, så hellere bare en demonstrativ stilhed. Dém var hun god til...

Lorgaths smil bag masken blev kun større ved ulvekvindens kommentar om hans stank. Det var, som han kunne lide det. Han var døden selv. Han var en vampyr. Om han så stank kunne være nok så irrelevant, da det kun var få der kunne lugte det på ham. Halvdyr. Og ulve. Og andre, der var som ham. Måske et par andre mere "normale" folk, der havde magiske evner inden for overnaturlige sanser. Før han nåede at stoppe sig selv, kom han til at grine. Det var altid så hyggeligt, når folk forsøgte at gøre hån af ham ved at sige, at han stank. Ikke at denne kvinde virkede til at være fjendtligt indstillet på den måde. Det virkede nærmere som en konstatering.
"Åh, du kender mit navn. Så ved du hvorfor jeg stinker sådan af død, jeg har jo selv et arbejde at udføre. Nåh ja, og så er der selvfølgelig også min egen tilstand," han hyggede sig gevaldigt. Denne ulvekvinde var interessant med hendes næsten ligeglade attitude, til hun så væk ved hans snak om at vente på et menneske. "Fint fint, jeg vil ikke spørge mere ind til dit arbejde. Det er trods alt ikke noget, der burde vedkomme andre... Hvad man laver på arbejdet.. Jeg har ikke noget arbejde for tiden. Venter på den rette... Kontrakt.. Det skal nok blive spændende," han var rigtig kommet i snakkehumøret, selvom ulvekvinden ikke virkede til, at ville snakke særlig meget. Ærgeligt for hende.