Dagen var knapt begyndt, og allerede nu havde Rhovandír været mere end rigeligt beskæftiget med at færdiggøre og aflevere rapporter, stået ret på Toorahs kontor, kun for at få en temmelig meget yngre ungelver på nakken.
Renaél, der efter alt at dømme var en ugidelig, og dermed temmelig meget en skændsel for hele hans race, især folket der på nuværende tidspunkt befandt sig i Elverly.
Noget der også var faldet over Toorahs viden efter at hun havde brugt noget tid på at skælde den yngre ud og beordre Rhovandír til at tage sig af hans fremtidige træning. Det var bestemt ikke noget nogen af de unge syntes om, det havde de tydeligt kunne aflæse på hinanden. Men de måtte bare tage til takke med det, og Rhovandír tage til takke med den ære det var at have en at træne, at hun følte hun kunne stole nok på ham til det, han havde svoret ved sig selv at gøre sit ypperste for at få den dovne blonde i form. Altså var de taget en smut forbi hans forældre og havde erklæret at nu var den unge Renaél kommet i træning som spejder, og hvis der var problemer eller lignende skule de komme til den rødblonde.
I den korte tid han havde snakket med Renaéls forældre, havde denne fået lov til at få noget ordentligt tøj der kunne bruges til træning på, såvel som at få sjasket vand i ansigtet. Under den korte tid var det blevet Rhovandír endnu mere bevidst at den blonde bestemt ville blive en udfordring efter hans forældre at dømme.
Han sukkede tungt som de endelig havde fået fat i begynder udstyr til knægten, selvom Rhovandír valgte, at holde våbnet fra knægten, hvert fald indtil han vidse hvor meget Renaél vidste om brug af sådanne genstande.

De stod nu på en forholdsvis åben lysning i skoven, med Rhovandír sendende den yngre et afventende blik. Våbnene stod lænet op af træerne et stykke væk. både begynderbue med pile og trædolke. Gu pokker om han ville lade ham have en sløv dolk før den anden vidste hvordan man holdt og brugte dem.
'' Hvor meget træning har du fået? Hvad ved du om brug af dolke og sværd? Har du nogensinde prøvet dem? Hvad med bue og pil? '' Han forsøgte ikke at lade spørgsmålene hagle over den anden, men det var besværligt når han gerne skulle vide så meget som muligt om eventuel tidligere træning.
Det ville uhjælpeligt blive en lang dag for dem begge, men dagen i morgen ville bestemt blive længere, når de begge vidste hvor hinanden stod og hvad han skulle fokusere specielt meget på i træningen af den anden. Det skulle nok blive besværligt at lade denne forstå meningen i spejdernes løfte om at gøre en god gerning om dagen for en anden.

Renaél kom vandrende ind i lysningen gumlende på et stykke brød. Det var i den korte tid, hvor Rhovandír havde snakket med hans forældre, lykkedes ham at få vasket sig lidt, få tøjet til at sidde, som det skulle, samt få snørret det løse snørrebåmd.
De lyse lokker så stadig en anelse pjuskede ud, men det gjorde de som regel, og Renaél kunne egentlig også godt lide det sådan. De unge frøkener plejede at finde det ganske charmerende.

Rhovandír var bestemt ikke den eneste, der på ingen måde var tilfreds med dette arrangement. Den unge elver var godt og grundigt træt af belærende trænere, og han brød sig særdeles ikke om at blive hundset rundt med.
Hans blik hæftede sig ved våbene, der stod i nærheden, og han mindedes de stunder, der i hans yngre år var blevet spenderet sammen med våbentrænere. Før han holdt op med at dukke op til træningen, naturligvis.

"Jeg har prøvet lidt af hvert, ja. Mest bue og pil."

Medlemmer af Runeldth-familen havde ofte været respektable bueskytter, og flere af dem havde tjent i beskyttelsen af Elverly gennem tiderne. Renaél havde derimod langt fra arvet familiens evner, og han havde med tiden opgivet at lære bueskydningens kunst.
Den unge elver skyndte sig at færddiggøre brødstykket og lod de sidste krummer dale ned på græsset.

Rhovandír skævede imod den yngre da denne kom spankulerende ind i lysningen, selvsikker som et ungt hjortekid.
Han sukkede mentalt da han lagde mærke til brødet i Renaéls hånd. Han havde håbet at han til en start kunne tjekke hvordan dennes kondition og motorik var, men det lod ikke til at være en mulighed nu. Ikke med mindre han ville give den yngre mand kvalme ved at dyrke motion på en arbejdende mave. Altså, måtte han tage sig til takke med hvad han havde ved hånden.

''Jamen så lad mig se hvordan du holder bue og pil. ''
Han gik hen og tog buen samt pilekoggeret med de 'døve' pile. Pile der havde en blød spids så de ikke kunne gøre større skade. De var dog ikke de helt samme som børnepilene. Renaél ville nok have set dem som værende en fornærmelse med deres runde ender der var svøbt ind i gammelt stof. Han vidste at han selv ville have fundet det fornærmende i den alder.
Bue og pilene blev rakt mod Renaél, så han kunne se hvordan den pjusket udseendet knægts holdning og greb var.
'' Prøv at sigt mod skiven ved træet derhenne. Ikke affyr endnu, okay+ ''

Han skar en mental grimasse af sig selv og sin stemme. Den var så alvorlig, nærmest som en voksen talende til et lille barn, hvilket han helst ikke ville ses som, han var jo trods alt stadig ung.

Renaél havde iført sig en let læderkofte holdt på plads af et bælte ud over nogle lette, mørkegrønne klæder. Han børstede med et let bevægelse en brødkrumme af tøjet - den unge elver var godt klar over, at hans nye træner næppe var begejstret for, at han kom gående og spiste på den måde, men det var på ingen måde sjovt at træne på tom mave, og Renaél havde ikke nået at spise morgenmad, da vagterne vækkede ham.

Han nærmest skulede let imod buen og pilekoggeret, der blev rakt hen imod ham. Ikke så meget på grund af pilenes bløde spidser, som på grund af det faktum, at han med det samme blev sat til at skyde med pile.
Han havde igennem årene opbygget et indvendigt had til buen - familiens foretrukne våben - da han ikke havde udvist evnerne til at håndtere den.

Han kunne mærke, at det var meget lang tid siden, at han havde haft en bue i hænderne, da han lagde en pil på og spændte den. Det krævede en vis kraftanstrengelse, og den unge elver var rimelig splejset og hans arme tynde. Han forsøgte at lade være med at lade sig gå på af Rhovandírs voksne, belærende stemme, og sigtede i stedet så godt han kunne imod målskiven.
Det var imidlertid tydeligt at se på hans bevægelser, at han nærmest havde opgivet på forhånd.

Det ville være en direkte løgn at sige, at han var særligt imponeret af Renaél. Hele dennes holdning lod til at skrige dovenskab. I det mindste havde den yngre sat tøjet rigtigt sammen, måske det eneste han kunne finde ud af+ Det ville tiden vise.
Rhovandír betragtede, med hånden hvilende let på hans hofte, sin unge elev.
For det var jo hvad Renaél i bund og grund var nu, en tanke der krævede en smule tilvænning for den rødblonde.

Det var tydeligt at den blonde selv, ikke var videre begejstret for brug af bue og pil, og hans arme lod heller ikke til at have opbygget muskulaturen til det, selvom det jo kunne trænes op med lethed.

''Hvor meget træning har du haft med bue og pil+ Og hvor længe+ ''

Afbrød hans stemme, mens han så tænksomt på den højere knægt, overvejede om der mon var et våben som Renaél selv gerne ville lære at bruge. Det var vel værd at spørge ham.

'' Du må fyre mod målskiven hvis du vil. Er der noget våben du har tænkt på selv at ville lære at bruge.. Dolke+ sværd+ måske noget helt tredje+''

Den letteste måde at få opbygget en form for venskabelighed imellem lærer og elev var vel at forsøge at tage våbentræningen med et gran salt og se om den anden havde en bedre ide om hvilken type våben han ville være bedst til at håndtere.

Jovist var størstedelen af Elverlys befolkning habile og dygtige bueskyttere, men han vidste også at der var afstikkere, folk som Miilaethorn, der lod til at være bedre med sværd end med bue og pil, og selvsagt foretrak sværdets skæfte imod at undgå at føle modstanden fra sit offer.
Selv fandt Rhovandír fornemmelsen det gav af at skære igennem marv, kød og ben ubehagelig. Han huskede tydeligt den første gang han havde gjort det, og at han havde været nødt til at brække sig med hovedet i den nærmeste busk, ude af stand til at få tankerne væk fra fornemmelsen. Det var dog blevet bedre med tiden, og nu affandt han sig blot med det, det betød dog stadig ikke at han nød det.

Hans fokus vendte tilbage til Renaél, tålmodigt afventende en mulig beslutning fra denne.

Renaél havde det lidt som om, han igen var i sine tidligere teenageår, og skulle præstere foran en årvågen træner. Buen føltes uvant og klodset i hans hænder, og de pjuskede lokker blev ved med at glide ind foran hans ansigt, som han tog sigte mod målskiven. I det mindste var her kun ham selv og Rhovandír - ingen familiemedlemmer til at komme med små suk af skuffelse.

"Det er måske .. 10 år siden sidst.. Jeg startede med at træne, da jeg var fyldt femten år. Men jeg opgav hurtigt, så der er gået lang tid imellem træningerne.."

Han gjorde et let træk med skuldrene. I lange perioder havde han ladet være med at møde op til træning, og så havde de ikke gidet bruge mere tid på ham. I starten havde han faktisk gjort et ærligt forsøg, men det var som om, han slet og ret bare ikke havde noget som helst talent for det.
Kamp med sværd og tungere våben havde kun været endnu værre. Han brød sig ikke om at komme i nærkamp og havde en tendens til at tabe våbene og blot opgivende række begge hænder i vejret.

Han gav slip på pilen, som sejlede i en bue over i en busk nogle meter fra målskiven, hvor den forsvandt mellem bladene.
Igen trak han let på skuldrene og var allerede begyndt at overveje, hvornår denne omgang træning ville være overstået.

"Det ved jeg ikke .. tror helst bare jeg vil bruge bue og pile.."

Han var lige ved at spørge, om han kunne lade være med at få våbentræning, men det ville den ældre elver næppe godtage.

Selvom Renaél tydeligtvis ikke var interesseret i at træne eller blive stærk, og langt hellere ville dovne den af, selvom han nok godt vidste at det var for hans egen såvel som Elverlys interesse at træne og holde det ved lige, om man så var nok så træt. Altså kunne han ikke undgå at endnu en ny belærende sætning forlod hans læber før han nåede at stoppe sig selv.

'' Du skal træne dagligt, især i starten. Uden fejltagelser som du kan lære af bliver du ikke bedre, især hvis du forsøger at skulke fra timerne. ''

Han sendte den yngre et let strengt blik fulgt af et hævet øjenbryn idet pilen sejlede i en bue langt fra målet, det kunne dog have været værre langt værre. Desuden var de lidt for langt fra målet end man egentligt reelt skulle være som begynder, næsten 5 meter for langt, han havde dog valgt ikke at nævne dette for den unge, mere for at prøve ham af, trods alt kunne de fleste elvere i hans alder skyde de ca. 15 meter der nu engang var til målet med lethed, men at ramme plet på målskiven var til gengæld en større sjældenhed.

'' Har du prøvet at skyde med begge typer buer+ for både højre og venstre hånd+ ''

Rhovandír overvejede om det muligvis kunne være fordi Renaél hele tiden var blevet trænet i brug af bue og pil til hans ikke dominerende øjne, at han ikke syntes at have det større talent. Det kunne meget let være, det var sket før at man havde opdaget at elvere der var elendige med bue og pil i den ene hånd viste sig langt bedre til det med den anden hånd.
Han sendte en bølge af sin magi ud gennem skoven for at sikre sig at den blondes pil ikke var kommet til at ramme et eller andet forsvarsløst dyr. Heldigvis lod det ikke til at være sagen.

'' Prøv den næste, og hæv albuen noget mere denne gang, den skal være oppe omkring dine ører, ikke omkring dit bryst. ''

Han nikkede sagte mod de resterende 5 pile der stadig var, ville se om det muligvis blev bedre, eller om han skulle have fat i en anden bue, eller prøve bueskydningen fra en helt anden vinkel.

Den ældre elver havde tilsyneladende en plan om, at få Renaél til at skyde med samtlige former for buer, før han var tilfreds, og det stod efterhånden klart for den unge elver, at de ville blive her det meste af dagen.
Et svagt suk undslap ham, idet han tænkte på det kølige glas elvervin, han næppe ville kunne nå at få sig på en af de små elverbeværtninger, efter træningen.
Hvad værre var - Rhovandír havde tænkt sig at få ham til at møde op til træningen hver eneste dag. Forhåbentlig ikke alt for tidligt på døgnet..

"Ja, jeg har prøvet mange buer.."

Svarede han. Hans tidligere træner havde nærmest stukket alle tænkelige former for våben i hænderne på ham, i håb om, at han havde det, der skulle til.
Og Renaél havde hadet at vågne dagen efter med ømme arme og udsigten til endnu en dag med træning.
Han havde troet, at det endelig var slut, men Elverlys leder havde tydeligvis andre planer.

Han tog en ny pil og hævede armene, idet han med et halvt øre lyttede til den ældre elvers formaninger. Albuen blev ikke hævet helt så meget, som den skulle, og pilen sejlede af sted og fandt sig en ny plads i buskadset - stadig på god afstand af målskiven.

Det var tydeligt at ingen af dem rigtigt synes om denne plan Taurn Edhel havde haft med dem begge, men den der så ud til at have mest imod det var den yngre. Måske forståeligt når man så på at han bare havde dovnet den af de sidste mange år.

Dog kunne Rhovandír ikke være mere ligeglad, om den anden hadede ham. Han ville gøre sit ytterligt bedste for at få en uddannelse banket ind i knolden på den korthårede knægt. Han ville hade sig selv til sine dages ende hvis det skulle fejle. Det ville være et personligt nederlag for ham, ja faktisk for dem begge, hvis han skulle fejle denne opgave der var blevet ham stillet.
Desuden vidste han at Toorah nok højest sandsynligt havde følerne ude, enten via hendes kontakt med naturen, eller via spejdere, for at se hvordan de bege tog opgaven an.

Han sukkede kort og sendte Renaél et intetsigende blik.
''Så går jeg ud fra at du også har prøvet langbuer, begynderbuer, de helt små buer samt både venstre og højrehåndsbuer+ og buer af forskellige vægt+''
Det var bedre at være på den sikre side før han begyndte at eksperimentere rundt, hvis der da skulle blive behov for det. Desuden så det ikke ud til at have med Renaéls sigtehøjde at gøre, mere at han sigtede alt for langt til siden, det kunne hurtigt blive aflært, forhåbentligt.

Endnu en pil susede igennem luften og havnede i buskadset nær den anden, dog en smule tættere på målet af hvad han lige kunne bedømme.
Med et mindre suk, tog han en pil op fra jorden og gik om bag Renaél, og hjalp denne med at få pilen op på buestrengen.
'' Du har det rigtige greb om buen og strengen. Det der er i vejen lader tila t være din kropsholdning. Ret ryggen, og albuen OP til ørerne. '' Med dette sagt, prikkede han let den yngre elver i lenden indtil denne havde rettet ryggen ordentligt op, alt imens han løftede albuen helt op hvor den burde være.

''Foden en smule frem for balancens skyld, lås ikke i knæene, og prøv at sigt en smule foran dit mål. det er trods alt ikke muldvarper du skal skyde, vel+. '' Det måtte lyde vanvittigt i den blondes ører at sigte ved siden af et mål, men Rhovandír vidste af erfaring at det tit kunne hjælpe meget godt og at man kom tættere på målet denne vej.

'' Prøv nu. ''

Hvis Renaél skulle være helt ærlig, havde han ikke styr på navnene på alle de forskellige typer buer. Han vidste bare, at elverfolket havde pokkers mange af dem, og de var alle besværlige at skyde med. Hans onkel havde haft nogle smukt udformede langbuer med udskæringer på - dem havde han naturligvis aldrig fået lov til at røre ved.

"Det tror jeg.."

Svarede han lidt tøvende. Der havde i hvert fald været noget med venstre og højrehåndsbuer. Og han mente bestemt også, at han havde prøvet en langbue. Den havde været svær at håndtere, når man mest var vandt til en begynderbue.
Han drejede hovedet og betragtede den ældre elver et lille øjeblik. Han havde allerede en idé om, at denne hurtigt ville blive træt af at have ham på slæb, men der lod ikke til at være noget, de kunne gøre ved det.

Med et lille suk forsøgte han at ranke ryggen noget mere. Det var frygtelig mange formaninger, Rhovandír kom med på en gang, og han syntes, at det var utrolig besværligt at koncentrere sig om dem alle. Især når han også lige pludselig stod at plaprede om muldvarpe.
Den yngre elver så en anelse forvirret ud, men sigtede i det mindste en smule foran målet, som Rhovandír havde bedt ham om. Pilen landede denne gang en smule tættere på målet - men også kun en smule.

''Det tror du+ ''
Et øjenbryn blev hævet fra den rødblonde elver, men han kommenterede det ikke yderligere, han vidste at der trods alt ventede ham en bunke papirarbejde når han kom hjem igen, ikke kun i at skrive dagens rapport om dagens træning, men også for at finde og læse tidligere rapporter om den tidligere træning den yngre elver havde modtaget, måske han kunne være heldig at se noget de andre havde overset.

Ganske rigtigt kunne han ikke lide at han var blevet sendt til at træne denne, tilsyneladende dovne, elverknøs. Men ikke desto mindre var det en opgave der var blevet ham givet, af ingen ringere end Toorah selv. Og hvis Toorah mente at han kunne træne denne blonde, med dennes slappe holdning, jamen så ville han da ikke skuffe hende, ikke hvis han kunne undgå det.

Et vågent øje gled tilbage på buen og pilen som denne fløj igennem luften.

'' Igen, indtil du ikke har flere pile, derefter ud og finde dem igen. Jeg håber du kan huske hvor de lander. '' Et kort, spøgende, smil forlod ham inden alvoren igen overtog ham.


For en stund var der total stilhed mens han betragtede Renaél der fortsatte med bue og pil. Ventende til han ikke havde nogen pil på buen før han endnu engang åbnede munden.

'' Har du nogensinde prøvet at skyde med slynger..+ '' Spørgsmålet var ærligt og tænksomt.

Tanken om at skulle på knæ gennem buskadset for at finde de tabte pile, fik Renaél til at ranke ryggen yderligere og tage meget grundigt sigte, inden han fyrede den næste pil af.
Han forstod pludselig, hvor meget talent de dygtige elverbueskytter måtte have, når de kunne fyre den ene pil af efter den anden uden at trække en mine og nærmest uden at tage sigte.

Bevægelsen var anstrengende for hans arme, og et lille suk kunne høres fra den unge elver, som han så pilen sejle i en bue mod målskiven - og ramme ved siden af.
Hans tanker kredsede igen om den lune seng, han var blevet tvunget ud af tidligere på dagen, og den morgenmad, han var gået glip af. Brødet, som han havde spist på vej herhen, var ikke ligefrem det store festmåltid.

Opmærksomheden vendte sig igen mod den ældre elver, der sagde noget om slynger.

"Nej .. det har jeg ikke.."

Sagde han tøvende. Skulle han virkelig i gang med et nyt våben nu? Tanken var ikke noget der tiltalte den unge elver, som han lagde en ny pil på buen og tog sigte.
Var det virkelig nødvendigt for at lære at mestre et våben? Det var jo ikke fordi, de var i krig længere..

Selvom Rhovandírs ansigt ingen følelser eller tanker lod vise, kunne han i sit indre ikke lade være med at smile da han bemærkede den yngres pludselige bedre fokus. Hvad havde mon fået ham til det+ Var det tanken om at skulle arbejde eller få beskidte bukser der syntes at skræmme den yngre+
Tanken morede ham som han noterede sig dette mentalt.

'' Hvornår gik du overhovedet i seng i går+ Hvad med mad og væske+ ''
Tanken slog ham pludseligt at grunden til at Renaél ikke lod til at have sønderligt megen energi, kunne ligge i at han ikke havde fået noget indenbords, hvert fald ikke noget ordentligt og energi givende.
Han nikkede mod de resterende pile som et tegn på at den yngre lige så godt kunne prøve med resten.
'' Du sigtede for højt, det er ikke duer du skyder. ''

En pludselig skræppen fra en krage fik kort den rødblonde elver til at se hastigt op, kun for at komme af med et mindre fnys som svar til hvad der i hans ører lød mere som en spottende latter end særligt meget andet, det var dog utvivlsomt at Renaél kunne have bemærket det, for ha ville de ve lyde som ved enhver anden krage.

Han nikkede til svaret han fik fra Ren. Måske hvis han ikke viste tegn på bedring i træning med bue og pil kunne der blive udarbejdet en form for slynge der kunne skyde med pile, det kunne måske være en mulighed, selvom en sådan træning nok skulle fungere et langt mere åbent og æde sted. Tanken om hvor pile i en sådan træning kunne ende tiltalte ikke ligefrem Rho.

Han ventede tålmodigt på at den anden havde affyret den nye pil før han endnu engang stak ham et spørgsmål.. Hvor måtte han egentligt lyde dødirriterende med alle de spørgsmål, også selvom det kun var ment godt så den blonde ikke, om muligt, skulle gennemgå noget helt nyt eller noget han allerede havde gennemgået utallige gange og mestrede. Selvom Rhovandír egentligt tvivlede lidt på at Renaél mestrede noget som helst der havde med kamp og forsvar at gøre.. Udover det verbale.

'' Hvad med styrketræning og konditionstræning+ Hvordan er den for dig+ Træner du overhovedet noget af det+ ''

De friske grønne øjne så vurderende på den spraglede krop i den slidte læderrustning der blev givet til låns til de elvere der var i træningsstadiet og ikke havde deres eget., der havde utvivlsomt været mange i denne allerede.

Endnu engang tvivlede han stærkt.

Den ældre elver spurgte meget, syntes Renaél. Normalt fandt han det værende en god ting, når andre viste interesse for hans person, og han holdt som regel også oftest meget af at tale om sig selv. Dette var imidlertid en undtagelse, for samtaleemnet omhandlede en masse ting, den unge elver ikke var god til.

"Det var ikke så sent .. men jeg nåede ikke at få morgenmad.."

Den ældre elver virkede næsten helt bekymret. Forhåbentlig ville han give Renaél tilladelse til at holde frokostpause - gerne så snart som muligt.
Solen var efterhånden en del højere på himlen, end den havde været, da han var blevet 'trukket' ud af sengen, og hans mave var begyndt at lave små, knurrende lyde.
Med en lettere opgivende bevægelse, lagde Renaél en ny pil på buen, men tog ikke sigte endnu. Hvis han skulle være ærlig, tvivlede han meget på, at han ville være i stand til at skyde en due .. også selv om han sigtede højt.

Et øjeblik hvilede hans øjne på målskiven, som han allerede var begyndt at hade synet af. Så vendte han igen opmærksomheden mod den ældre elver, der nu var hans læremester.
En let lyserød farve var steget op i hans kinder, og han fik travlt med at fjerne nogle lokker hår fra sit ansigt, imens han kiggede op imod himlen. Han var godt klar over, at han burde træne og holde sin krop i form - det gjorde de fleste af de andre elvere også. Det var bare så .. besværligt. Og det var jo ikke fordi, han var fed eller noget..

"Ikke rigtig.."

Lød det mumlende, undvigende svar.

'' Tjae, jeg så da at du fik et brød indenbords under forberedelserne. ''
Lød kommentaren tilbage. Den yngre skulle ikke tro at den ældre var fuldstændig blind, han var jo trods alt spejder, og spejdere skulle have deres sanser i orden.

Et kort smil forlod ham.
'' Når du rammer skiven kan du få lov at holde tyve minutters pause, men jeg advarer dig om at spise for meget og for tungt... ''

En slank finger blev prikket imod den andens læderudstyr omkring maveregionen, han havde godt lagt mærke til den mindre bule der gik ud, men havde egentligt i starten blot troet at det var den yngre der havde sløset med uniformen selvom det var blevet ham vist hvordan man tog den af og på.
Umiddelbart fortalte den modstand hans finger fik, ham, at det ikke var stof men mavefedt der fik uniformen til at se sær ud, en fornemmelse der i den grad fik Rhovandír til at hæve øjenbrynene.
En tyk elver+ Hvornår havde man sidst set en tyk elver+ En der ikke var gravid+

Det virkede nærmest i sig selv groteskt, og fik en gysen til at løbe ned at den rødblondes rygsøjle som han trak fingeren til sig og besluttede sig for at våbentræning ikke var så vigtig som at få den dovne yngre, skid, til at komme i en bedre form. At kæmpe og være i dårlig form kunne kun betyde døden for en.

Tanken fik ham til at løfte hånden og kort berøre sit spaltede øre, dertil evig tid ville være ham en påmindelse om at holde sig kørende, om ikke at lade nogen fremmede komme ind i Elverly uden Toorahs tilladelse. At den forbistrede sortelver så havde været der var en helt anden side af sagen.
Han rystede på hovedet inden blikket blev fast igen, og hånden sænket ned omkring hans egen dolk.

'' Fra og med i morgen, vil det stå på en halv times motion og en halv times styrketræning, samt øvelse i at gøre din holdning bedre. Tykke elvere er døde elvere. ''

Den ældre elver lod til at være rimelig skarp og ikke til at løbe om hjørner med. Renaél kunne godt fornemme, at han gik en hård tid i møde med denne som træner. Når det kom til stykket ville han egentlig også gerne hjælpe til i elversamfundet .. han følte bare, at det var en meget langsommelig vej, og at han hele tiden blev 'sparket på', idet han ikke var helt så .. lærenem og talentfuld .. som så mange andre elvere.

Når jeg .. rammer den!? Renaél kastede et nærmest fortvivlet blik på læremesteren. Kunne han da ikke se, at der ville gå lang tid, før der ville sidde en pil i den dumme målskive!?

Læderuniformen sad ganske rigtigt også stadig lidt sløset, og Renaél trådte automatisk et skridt tilbage, da han blev prikket i maven. Et menneske ville næppe gå så vidt at kalde den unge elver for 'tyk', da han efter disses standarder var ganske slank, men for elverfolket som sjældent havde et eneste gram overflødigt fedt på kroppen, var det ofte en anden sag.
Kaldte han mig lige .. tyk? Renaél stirrede lettere perplekst fra Rhovandír ned på sin mave. Måske var han ved at blive lidt for rund!? Han syntes også at bæltet havde strammet lidt for meget her den anden dag...

"Javel!" Det var en yderst sjældenhed, at Renaél lød så frisk på en udfordring, der indeholdt unødig anstrengelse, men var der noget, den unge elver gik op i, var det sit udseende..

Den ældre elvers blik stod stålfast på Renaél, nærmest som kunne han læse hans tanker, selvom det nok nærmere var den blondes fortvivlede blik på målskiven der skreg.
'' Sigt, og ram. Det gør ikke noget hvis du rammer træet, så længe du kommer tættere på målskiven. ''

Rhovandír forsøgte virkelig sit bedste for ikke at stirre på den lille, og meget væmmelige bule. Regnorme kunne han tage, tudser og snegle lige så, men dellet mavefedt der lå sådan. Det fik en gysen af direkte væmmelse til at gå igennem ham, alt imens han kun var glad for at han ikke havde rørt ved dellen, hud mod hud, at der havde været lag af læder og tøj imellem. At Renaél overhovedet var sunket så lavt at han havde ladet sig selv blive fedladen. Det var jo groteskt.

Han lagde armene over kors, skulle lige til at kommentere imod de indvendinger han næsten var sikker på ville komme imod hans planer om ændring af kost og motion. Et enkelt øjenbryn blev dog hævet i overraskelse.
Knægten lød næsten ligefrem ivrig efter det+ Dette frembragte et lille smil på Rhovandírs læber. Måske var Renaél ikke helt en lost case alligevel.
Han nikkede imod skydeskiven, som tegn på at knægten godt kunne fortsætte, han havde selv ingen planer om bare lige sådan at forlade ham nu han var smidt den opgave på nakken at få lavet en spejder ud af den yngre.

'' Det er godt at høre at du har energien til at få gjort noget ved dg selv og din krop. Det kan blive svært i starten, men det handler blot om tilvænning, om et par måneder vil din krop takke dig for det hvis du overholder træningen og madplanen jeg udarbejder til dig.. Også forventer jeg også at du overholder den og ikke småspiser eller drikker ved siden af. ''

Endnu et lille smil før alvoren tog over på hans ansigt igen.
'' Du skal blot være glad for at hun ikke smed dig til træning som kriger. Det er en langt hårdere træning. ''

Et lille suk gik gennem den yngre elver, som igen skævede ned til sin mave. Havde han virkelig fået en .. delle? En del af ham havde lyst til at løbe ind i skoven og blive væk mellem træerne - og først vende tilbage, når dellen var forsvundet.
Elverlys leder og hans nye træner ville imidlertid næppe se med milde øjne på elvere, der stak af, og Rhovandírs .. kostplan .. var sikkert også meget fornuftig.

Det var ikke nogen hemmelighed, at Renáel holdt af at leve det søde liv. Nu så der imidlertid ud til at stå andre ting på menuen.
De skrå elverøjnes opmærksomhed var igen vendt mod målskiven. Jo før dette var overstået jo bedre, tænkte han, idet han med en pil på buen endnu en gang tog sigte.
Han gav sig god tid denne gang, og pilen sejlede denne gang tæt forbi træet og snittede dette, før den forsvandt i buskene.
Måske var der stadig håb..

Den unge elver blev overivrig og lagde med det samme en ny pil på buen. Sigtet var dog slet ikke nær så grundigt, så den næste pil ramte langt forbi træet.
Ærgeligt kiggede han på den ældre elver, som havde snakket noget om krigertræning.

"Jeg tvivler på, at jeg ville være særlig egnet som kriger," kommenterede han mumlende, men ærligt.

Den ældre elver lagde blot armene over kors, stadigt forsøgende at få den klamme delle-fornemmelse lagt langt tilbage i hans hukommelse hvor han ikke kunne huske den, og meget gerne for evigt.
Blikket blev igen fokuseret på pilespidsen som Renaél endnu engang forsøgte at tage sigte, og næsten ramte træet. Rhovandír kunne selv fornemme en kort stikken i huden som pilen svitsede siden af træet, efterladende et mærke i den tykke bark, mentalt undskyldte han overfor træet.

En arm blev rakt ud og holdt let på buen, men det var for sent idet den anden synes at blive for overivrig og pilen sejlede igennem luften. Et lille suk forlod ham som han fangede Renaéls blik og gav ham et kort nik.
'' Den er fin nok, selvom den første ikke ramte helt hundrede procent, ramte den trods alt stadig. ''
Hånden blev fjernet igen.

'' Det tror jeg ærligt også at du ville, så det er vel godt t Taurn Edhel fik dig læsset over på mig... Jeg er næsten sikker på at du kunne have fået værre. '' lød det halvtørt fra ham.
Han nikkede ind mod buskene.
'' Løb du hen og få dig noget at spise. Bare husk ikke at spise for tungt, for når du kommer tilbage står den på motion. Jeg forventer at du er tilbage om en halv time. For hvert minut du skulle komme for sent, bliver der sat ti minutter mere til motionen.. Imens vil jeg for den ene gangs skyld forsøge at finde dine pile, næste gang finder du dem selv. ''

Han end ikke ventede på svar før han trådte ud i buskene og krattet bag træeerne for at forsøge at finde de pile Renaél havde affyret.

//out

Renaél blev nærmest overrasket, da den ældre elver nærmest virkede venlig, på trods af sit tørre tonefald. Han havde jo egentlig også ret - der fandtes elvere, der kunne have udsat ham for hård krigertræning.
Selvom Renaél på ingen måde syntes om dette arrangement, måtte han indrømme over for sig selv, at han kunne være langt værre stillet. Denne ældre elver gav ham rent faktisk en chance mere med buen, selvom Renaél inderst inde tvivlede på, at han nogensinde kom til at mestre den.

"Javel.." Lød det lettere stammende fra den unge elver, der ikke helt vidste, hvad han skulle sige. Han havde faktisk ikke forventet, at han ville blive tilladt en frokostpause.

Han gjorde et lille buk med hovedet, før han lagde buen fra sig og hastigt gik derfra. Han havde så sandelig ikke tænkt sig at komme for sent tilbage og derved udsætte sig selv for endnu mere motion..

/out