Det var meget længe siden, han havde været rigtig ude. Han var ikke sikker på, om rejser var ham gode længere, ikke som han flere gange på dagen måtte tage en kort pause for sit bens skyld. Han kunne vel have taget fugleskikkelse, men det ville bare ikke være det samme som at være i stand til at se alting tættere på, som han gik. Han kunne både lide himmelen og jorden. Og han ønskede at være tæt på begge dele. I det mindste havde han en pakhest til sine ting, for selvom han helst gerne ville rende rundt med det selv, så var hans fyiske tilstand ikke helt til det.

Xharlion gik iført sit sædvanlige, lettere pompøse tøj, i dagens anledning i lyse farver, og så selvfølgelig med sin pæne stav hvor der var flere indgraveringer i træet, på elvisk naturligvis.
Og nu var han her endelig. Lindeskoven. Tættere på sin familie end han havde været længe. Med familie mentes der naturligvis Toorah Nattefrost, som han ikke havde set i rigtig, rigtig mange år. Han savnede hende, men ikke lige så meget som han stadig savnede hendes fader. Men det var en tanke, der i dag ikke var velkommen. I dag skulle bruges på naturen i Lindeskoven. Her var meget mere behageligt at være end i Frostheim. Lige meget hvor meget han så end ikke ønskede at indrømme det, så var kulden ikke rar for ham længere.

Som han trådte ind over grænsen, fløj uglen, der havde siddet på hans skulder, op i mellem træerne og han så efter den, mens han gik videre. Den lille komme tilbage. Han kom længere ind i skoven, til han nåede en større bro, hvor han lukkede øjnene og lod sig fokusere på planterne og dyrene herinde. Her var meget mere levende end i det kolde Frostheim. Det var en fantastisk følelse, at stå her.

Det var en lys dag med en klar sol skinnende fra en næsten skyfri himmel og ganske lun for årstiden. Det betød at der ingen frost var at se indenfor Elverlys og Lindeskovens grænser og ingen sne at spore nogen steder. Sne var i det hele taget en sjældenhed i skovlandet og en ting Maerwen stadig ikke havde fået at se. Frit faldende og naturligt det var. En magiker havde vist hende og de andre sne ved flere lejligheder som han havde frosset fugtigheden i luften og ladet den falde fint ned over dem i månelysets skær. Men at se det dække jorden. Det ville hun gerne. En dag.

I dag var dog ikke dagen, men ude i det fri var hun. Som raskløsheden havde ramt hende hen over middag, var hun smuttet fra forældrenes hytte hjemme i Elverly, hvor hun havde været holdt de sidste dage, og ud i den mest sikre del af skoven. Som træerne lukkede deres vinterklædte kroner over hende lukkede hun øjnene og tog en dyb indånding. Roen kom med den næste - eller næsten da. For som hun åbnede øjnene igen, snorede hun glad en gang rundt om sig selv, for at sætte i let dansende løb frem mellem stammerne.

Et smil var at finde på hendes læber og i hendes grøngyldne øjne, som hun fandt sin fløjte frem, satte farten ned og begyndte at spille en lystig, dansende melodi, som hun fulgte med sine skridt, mens håret flagrede omkring hende. Bevidst eller ubevidst fulgte hun stiens retning mod floden, skønt hun gjorde det i god afstand af den. Til hun så Sølvfloden glimte lige fremme og satte kursen mere direkte mod den. Som hun nåede den fulgte hun den tilbage mod stien og broen, mens hendes toner blev mere alvorlige og hendes dans langsommere og mere formel.

Den enkle, grønne kjole hvivlede stadig om hende og understregede hendes bevægelser som ærmerne blafrede i den lette vind der også hev i skørterne og håret. Maerwen nød det. Til hun så en fremmed ved broen og brat stoppede op. At han var elver var der ingen tvivl om og heller ikke at han havde betydning på den måde han var klædt. Det gik dog ikke an blot at stå og betragte ham på afstand, når han så tydeligt måtte have både set og hørt hende komme, så hun fortsatte på lette fod langs floden det sidste stykke hen til broen, hvor hun bukkede med en hånd på hjertet og et lille finurligt smil på læberne og glimt i øjnene. "Cormamin lindua ele lle, Hallaer."

--------------------------------------------------------------------------------

"Cormamin lindua ele lle, Hallaer." - My heart sings to see thee, Tall one

Xharlion var ikke klar over hvor længe han stod, lænet op af sin stav, nydende den larmende, men rolige skov omkring sig, for når han lyttede, havde han aldrig helt styr på tiden omkring sig. Det var en fløjtende lyd, der brød harmonien med sin livlighed. En positiv overraskelse, men Xharlion vidste godt, at den ikke hørte til i skovlivet. Derfor brød han sit fokus og så frem for sig, til en dansende elver dukkede op med en fløjte i hænderne. Hendes bratte opstoppen gjorde ham opmærksom på, at det ikke var komplet roligt herinde. Nogle af fuglene havde også sagt noget om det til ham. Her var kaos. Hvor meget vidste han ikke, men elverens årvågenhed var et bevis på det. Heldigvis var hun ikke blevet helt paranoid for kort efter gik hun alligevel ud på broen til ham.

Hendes hilsen var lidt speciel, især fordi Xharlion længe havde undgået al kontakt med både elvere, og alle andre væsner der ikke var fugle. Men det var også en positiv hilsen, hvad så end den betød, så han smilede høfligt, mens hun bukkede for ham og bøjede selv hovedet. "Mae govannen," svarede han, før hans smil falmede. Uglen fra før kom flyvende ned til ham igen og satte sig på hans skulder. "Mit navn er Xharlion. Hvad er Deres?" Han valgte blot at præsentere sig med fornavn for nu, og holdt sine bekymringer om skoven, væk fra samtalen.

Maerwen betragtede den fremmede med åben nysgerrighed. det var ikke ofte der kom fremmede elvere til Elverly og slet ikke nogen med en udstråling, som ham der stod foran hende. Hun kunne mærke alderen som en kappe om ham på lige fod med den autoritet han dårligt virkede sig bevidst om. En elver der havde levet længe og set mere end han brød sig om. Hendes grønne øjne gled til hans mørke før hun blinkede et par gange. Måske var hendes ene evne nært knyttet til sang og usik, men den var også knyttet til følelser og til at kunne fornemme dem.

Det slog hende dog ikke ud længe, før smilet atter var let tilbage på hendes læber, skønt det ikke længere blev gengældt. Hans præsentation fik hende til lægge hovedet let på skrå, men ikke til at tage anstod eller undres det store mere end det. Så mange havde deres grunde til ikke at ville give hele deres navn. "Maerwen er mit." Hendes blik gled fra hans til uglen som den landede og blev der et øjeblik beundrende, før hun så tilbage op på ham. "De kommer lang vejs fra?" Det var kun halvt et spørgsmål, som hun vendte sig rundt for at lede vejen mod byen. "Har De været her før?" Hun spurgte ikke hvorfor han kom, so hun ikke spurgte hvorfor han ikke gav sit efternavn.