Normalt holdt Rafixul sig inden for RT's borgmure. Når han ikke var der, så var han ude at plyndre og skabe kaos med selvsamme gruppe. Men på det sidste havde han haft behov for en pause fra deres lidt hysteriske leder, så nu havde han taget til hovedstaden. For at lave gammelt arbejde. Han havde været her før, i kamparenaen. Han havde tjent skidefedt på det, men før i tiden havde hans varulveproblemer været i vejen, til RT havde fundet ham og han havde fået en hvis mængde træning i sit problem. Nu kunne han godt være vred, og stadig undgå at blive et stort, frådende behåret monster. Nu kunne han kæmpe, som det var meningen, han skulle have gjort, havde det ikke været fordi han netop var varulv.

Manden var en bjørn af størrelse, men samtidig meget atletisk bygget. Det gav ham et lettere ærefrygtindgydende udseende. En mand der både var stærk og hurtig, var en dødeligt farlig mand. Og Rafixul var dødeligt farlig, det vidste han udmærket godt selv også.
Nu var han her igen, og da han trådte frem på pladsen var det til en hujen fra mange af de andre trænende. De kunne stadig huske ham, selvom han havde ændret sig en del. Dengang havde han lignet en hulemand, kæmpelangt skæg og hår ud over det hele. Han havde givet sig selv et nyt pift. Og så brugte han ikke så meget rustning længere. Faktisk foretrak han at slås med bar overkrop. Han gik direkte hen til én af trænerne.

"Hey! Jeg hørte, I ikke havde så meget publikum på længere! Hvad med, at du smider mig ind i en kamp her senere?"

Spurgte han meget direkte. Manden forklarede ham, at der faktisk skulle have været en kamp om et kvarter, men at en af modstanderne havde meldt sig syg og de egentlig var godt på vej til at aflyse det hele. Men det kunne jo være, at den anden modstander gerne ville acceptere Rafixul som indtræder. Dette fik den store mand til at le buldrende.

"Fint med mig! Sig til ham, jeg er klar! Jeg har længe ventet på, at kunne slås med én modstander i stedet for fire på én gang!"

Pralede han højlydt, mens han svang sin store daneøkse i én hånd. Den var næsten et stykke legetøj for en mand med hans styrke.

"Faktisk er det en kvinde, men du vil nok ikke se den store forskel,"

Jokede arrangøren, til hvilket Rafixul lo endnu mere, men på ingen måder hånende.

"Så vil jeg glæde mig endnu mere!"

Katah havde længe befundet sig i Norden, alt den ravage hun havde skabt i hovedstaden havde lokket hende tilbage til de kolde bjergtinder med gode historier og pralerier der ikke kunne gå hendes klan forbi. Katah havde været en af de mere eventyrlystne i stammen, de fleste holdt sig til at nedlægge store bjørne, men det var ikke nok for den endnu unge kvinde, hun havde fået blod på tanden efter mere.

Af samme årsag var hun taget afsted da vinteren rasede mest, til fods havde hun vandret fra bjerget og ned i en af de mange byer, hvor der virkede til at være overvældende styr på tingene sammenlignet med sidst hun havde været der, og en hurtig sludder for en sladder med en lille fyr der virkede mere fascineret af hende end skræmt havde afsløret, at landet tilsyneladende havde været ude for et regentskifte.. Hvad det så nu engang betød.
Den samme ro havde ligeledes medført, at der ikke længere rigtigt var nogle barslagsmål at finde og Katah havde selv måtte starte et, der døde ud ret hurtigt grundet af vedkommende Katah havde kastet sig over var gået ud som et lys efter den første kajerasler. Få øjeblikke efter bar hun blevet tilbude at deltage i en turnering, der betød kamp og af samme årsag havde hun ikke været længe om at takke ja.

Nu sad hun så her, under tribunen og ventede på at få i vide, at hun måtte gå i arenaen, ved indgangen stod en lille (i Katahs optik) forvirret mand og skævede skælmsk til hende, det var hans job at lede hende ind i arenaen. På trods af at det var vinter var hun endnu kun iført en nederdel af skind, som afslørede de yderst muskuløse lår, skinnebenene var dækket af lang pels og udover det et par solide jernbeslåede benskinner, efterfulgt af et par praktiske læderstøvler. På overkroppen havde hun blot en top, der lod den muskuløse mave være bar, for mange var dette en ganske upraktisk ting, de mest basale organer var blottede for angreb, men når man nu alligevel var oppe i Katahs vægtklasse ville en smule rustning ikke redde en fra et hug med et våben alligevel.
Prøvende lukkede hendes hånd sig omkring det læderbeklædte skæfte til den store tveæggede økse, inden hun løftede den af ryggen og gav den et enkelt sving, ikke mange sekundter efter blev hun ledt ud i arenaen, hvor solen kortvarrigt blændede hende og de hujende jubelråb ramlede imod hendes ører. Den lyd ville få de fleste til at synke en klump, men ikke Katah, i stedet hævede hun den ene armskinnebeklædte arm og mødte publikum med et stort, blodtørstigt smil.

Der gik ikke lang tid, før aftalen var i hus. Arrangøren kom tilbage med et smil på læberne.

"Det er ordnet. Er du klar, Leon?"

Spurgte han, til hvilket Rafixul lo en hjertelig latter. Hans smil blev hurtigt meget mere manisk og han kunne mærke blodrusen, trangen efter at hakke ud efter folk med sin økse, stige meget hurtigt. Han hamrede øksen fladt mod sin brystkasse og smilede et stort tandsmil til manden.

"Jeg har altid været klar. Vis mig ind, min ven, og du skal få se, præcis hvor klar jeg er!"

Sagde han, igen bramfrit og højt. Arrangøren ledte ham hen til indgangen til selve arenaen og kort før Rafixul gik ind, klemte han en hånd om varulvetanden der hang i en lædersnor om halsen på ham.

Så trådte han ind, med øksen i hånden og det samme, vanvittige smil på læberne. Synet der mødte ham, gjorde ham blot endnu mere vild. En kvinde. En nordkvinde, helt sikkert! Og så havde hun også en økse! Det kunne overhovedet ikke blive bedre!

Han trådte frem hvor hun var, og arrangøren forlod arenaen. Nu var der kun den ene tilbage.

"Husk reglerne. Ned på jorden og klap den med hånden hvis en af jer ønsker at give op. Vi kan ikke tage hensyn til mulige dødsfald,"

Rafixul lo kort og smilede af ham.

"Åh, men jeg kender dem. Lad os se at komme i gang, jeg har ikke hele aftenen!"

Igen var tonen hos ham næsten som én der var på vej i bersærkergang. Han var dog i kontrol. Selvom hans øjne kort lyste gult, var han i fuldkommen kontrol over, hvad han havde gang i, og nu var hans vilde blik på nordkvinden.

Den store nordkrystalianer missede let med øjnene grundet lyset, så skævede hun mod sin modstander der kom gående fra modsatte side, synet gjorde hende overrasket, positivt vel at mærke, det var de færreste rigtige mænd man kunne finde i denne del af krystallandet, de fleste var svage, små og kunne ikke slå fra sig, det havde irriteret hende, hun havde mødt et par enkle, Marduk og Samson, havde han vidst heddet. Langsomt fugtede hun læberne og sendte så Rafixul et stort smil, det kunne ikke blive andet end godt, den stille fyr der havde ført Katah ind i arenaen havde tilsyneladende givet op på at forklare hende reglerne, det interesserede hende heller ikke, i Norden var der kun én regel: Overlev hvis du kan.
En dyb rungende latter formede sig vej gennem kvindens strube, hun så ham kort an, inden hun stillede sig parat, hver eneste muskel arbejdede åbenlyst under den solbrændte hud og de røde tribal tatoveringer. Så tog hun de første prøvende skridt mod den store mand, han havde lyst til at æde hende levende, og omvendt, det var tydeligt, det var det der gjorde det hele spændende.
"Jamen dog, det kan være du faktisk kan slås!"
Lo hun hæst efter kort at have set sin modstander an, Katah havde knust flere små mandslinge end hun kunne tælle på flere hænder, så det kunne kun blive godt. Øksen hvilede tungt i hendes højre hånd, på trods af dens absurde størrelse var det tydeligvis intet problem for kvinden med den overnaturlige styrke, hun kunne teknisk lige så godt have svunget en simpel kniv.

Rafixuls latter rungede på ny i arenaen, som den store nordkrystallisianer talte til ham. Han kunne lide hende, virkelig. Hun var spændende. Han ville have elsket, at plyndre byerne sammen med hende, så meget var sikkert. Hvis han tabte, ville hun sikkert æde ham. Han ville nok gøre det samme hvis hun tabte, og det fik hans tænder til at ville gro, meget kort, men med en mindre kommando til hjernen, stoppede han det, før de nåede at gro.

"Det skal blive spændende at se den økse der i krydsning med min, nordbo!"

Svarede han, mens han selv løftede sin egen daneøkse op. Ligesom hende, havde han overhovedet intet problem med, at svinge den. Den var faktisk forstærket, for at undgå, at han skulle ende med at knække den midt over. Hele vejen ned over skæftet var der flere stålringe og selve bladet var der nogle runer på. Tydeligvis lavet af dværge. De var de eneste der kunne lave et ordentligt våben og denne gang havde de overgået deres egen højde, for Rafixuls skyld.

"Kom, lad os slås!"

Råbte han, før han løftede øksen og sendte et hurtigt, men yderst brutalt sidehug mod hende, igen kun med én hånd på den enorme, etbladede økse.

Katah bevægede sig en kende stift, men det var ikke underligt taget hendes voldsomme bygning i betragtning, hun så ham an, under normale omstændigheder havde hun kastet sig hovedkulds imod ham og forsøgt at knække hver en knogle i hans krop, men det var tydeligt, at han som hende, havde overdrevne fysiske kræfter.
Lyden af hans stemme fik de stålgrå øjne til at flamme op, så sendte hun ham endnu engang det store tandsmil, inden hun tog et hurtigt skridt til den ene side.

"Mhm, jeg er vidst ikke den eneste nordbo her!"

Knurrede hun hæst, inden hun med en parade understøttet af begge hænder på det kraftige stålskæfte blokerede hans sving med øksen, der var lagt væsentligt flere kræfter bag slaget end først antaget og af samme grund gav hun et kort overrasket prust fra sig, inden hun slap øksens skæfte med den ene hånd, som hun hamrede imod Rafixuls maveregion med alle kræfter, inden hun tog et vældigt skridt bagud i tilfælde af, at han skulle finde på at lave samme trick, desværre var Katah ikke så adræt, så hvad hun havde planlagt som et elegant lille hop blev snarre et kejtet hurtigt skridt bagud.

Rafixuls økse mødte modstanden af en økseparade understøttet af nordkvindens to hænder. Han kunne se anstrengelsen hos hende, men kunne samtidig mærke, at hun ikke bukkede under for hans råstyrke. Det overraskede ham positivt. Han havde ikke haft en kamp som denne i lang tid, og de var lige begyndt. Kun lige. Det her var vældigt spændende.

"Nej, det er du ikke,"

Lød hans meget simple svar, lige før hun selv langede hårdt ud efter ham med sin økse. Han valgte, at lade være med at parére. I stedet trådte han et par skridt tilbage, noget hurtigt, mens han så øksen hvirvle forbi sig, ret så tæt på. Faren fik ham blot til at le. Det var hvad han levede for.

"Jeg er Leon Rafixul, og det er mig en stor glæde at kæmpe mod dig,"

Præsenterede han sig selv, før han satte i en dyrisk knurren og lukkede afstanden mellem dem, ved at lave et drabeligt overhåndshug mod hende. Han var sikker på, at hun nok skulle undgå døden. Han tvivlede ikke et sekund på, at han havde mødt en ligemænd. Skønt hun ikke var lige så hurtig som han, så gjorde hun mere end op for det ved at være urokkelig. Hun ville sikkert parére.

Katah var ikke overrasket over, at hun ikke fik ram på ham, han var stor og han var stærk, ligesom hende. I en hurtig bevægelse trak hun øksen til sig, inden hun stillede sig parat med en passende fodstilling, havde et af dem blot været et normalt menneske havde de nok bukket under for længe siden.

En vældig ringen og en enorm hujen fra publikum var resultatet af Katahs økse der hamrede imod hans i en hård parade, hun gav et anstrengt støn fra sig, nok var de begge udover det sædvanlige rent styrkemæssigt, men hans varulvegener hjalp også godt til.
Med et brøl skubbede hun ham tilbage, eller forsøgte på det, for at lægge lidt afstand imellem dem, hun kunne ikke rigtigt finde ud af om det var smart eller om hun i virkeligheden burde smide sin økse og gå direkte i nævekamp med ham. Det måtte vente, og blive brugt som en sidste udvej i tilfælde af, at han fik udkonkurreret hende våbenmæssigt.

"Aha, jaså, I lige måde Leon Rafixul, jeg er Katah datter af Ramil!"

Knurrede hun så med det lille smil fast klistret på læberne. Inden hun endnu engang svang den store økse sidelæns imod Rafixul, vinklen var svær at blokere, men med hans fysik ville det ikke være umuligt

Rafixul kunne mærke den ekstreme ringen i deres økser, som de hamrede mod hinanden. Det føltes godt, den enorme vibration de gav og sendte ned ad hans armmuskler og hendes skub fik ham sendt et par skridt tilbage, mens han smilede et halvdyrisk smil. Nu gik det rigtigt i gang, det han havde ventet på så længe. En ordentlig udfordring. Hun var en rigtig udfordring og det sendte en strøm af ophidset glæde gennem Rafixuls krop.

Hendes præsentation gik ikke uhørt hen. Hun havde et godt, nordisk navn. Han kunne lide det og han kunne også lide hende. Hun var en meget spændende karakter.
Pludselig svang hun økse igen. Rafixul kunne godt se den dumme vinkel den havde, så han kastede sin egen økse fra sig og greb hendes, som den kom tæt på. Den nåede dog alligevel at snitte sig en smule ind i hans venstre hånd, men smerten fik ham kun til at blive endnu mere fyldt med adrenalin, som han flåede øksen ud af hendes hænder og smed den over til hans egen.

"God vægt, Katah. Jeg kan lide din økse. Måske vil jeg sige det samme om dine næver!"

Snerrede han, næsten som et dyr, før han kastede sig over hende med hvad der måtte svar til en haymaker rettet direkte mod hendes hoved.