Kira var ikke helt sikker på hvorfor hun skulle med. Hun var aldrig rigtig blevet indviet i sin fars arbejde, forbindelser og generelle gøremål. Hun havde altid været den fine lille pige, som skulle blive hjemme og lærer at opføre sig pænt. Noget som hun også var mester til, bestemt, bortset fra at hun havde en skjult side, som gjorde ting, der normalvis ikke var anset at en rigmandsdatter begav sig ud i. Det var ikke lang tid siden hun havde været i det fattigere kvarter i hovedstaden uden hendes forældres viden deraf. Yderst til inderst, fremstod den unge Kirana som værende en meget fin og uskyldig, og ikke mindst yndig skabning. Hvem skulle have troet at hun kunne gøre ting på egen hånd? Og dertil også var vel uddannet, tækket være sin mor.
Hun havde været oppe på Krystalpaladset før, det var ikke nogen ekstrem speciel oplevelse for hende, selvom hun stadig beundrede dens majestætiske udstråling og følelse af tryghed.
Kira fulgte stille med rundt i de store gange og haller, som hendes far så ud til at skulle snakke med gud og hver mand herinde. I og for sig, fint nok for Kira, hun havde aldrig været utålmodig anlagt. Dog forsvandt hendes interesse og koncentration om de mange samtaler, da hendes blik ramte den store riddersal, hvor alle lysets krigere holdte til fra tid til anden. Det var først da faren blidt tog fat om hendes skulder at hun vente tilbage til virkeligheden, og måtte kæmpe en brag kamp for ikke at begynde at rødme over sin pludselig forsvinding fra virkelighedens verden.

Endelig nåede de frem til staldbygningen, som så ud til at være deres endestation. Hendes far smilede faderligt til hende og aede hende blidt over hovedet med en stor og forsigtig hånd. ”Jeg skal lige hjælpe med at kigge på den her hest, så skal vi hjem igen.” Kira fulgte med ind i stalden og betragtede hvordan han nærmede sig den usikre og nervøse hest, som trippede lidt. Hun rynkede brynene sammen, som den store hvide bryggerhest, der nærmest var højere over ryggen end Kira, stadig forholdte sig en smule nervøs, som dens øjne blev undersøgt. Pludselig, var der noget der skræmte den, og den begyndte at forsøge at kæmpe sig fri af mændenes greb. Kira bakkede nogle skridt først, af forskrækkelse, inden hun, imod sin fars ordre, gik tæt på og begyndte at snakke blidt og roligt til den. Hele hendes aura var rolig, hvilken hesten tydeligt kunne fornemme. ”Uuma dela. Man le trasta.” man kunne godt svagt høre, at det ikke var hendes modersmål, men hesten så ud til at falde mere til ro, som hun blidt aede den over mulen og så ind i de matte øjne, der afslørede at hestens syn var stærkt nedsat. ”Mellon nîn. Helt roligt, jeg gør dig ikke noget.” Kira havde altid været glad for heste, og haft et godt tag i dem, så at denne også begyndte at slappe af, kom ikke som nogen overraskelse for hende. Dog var hendes far ikke så tilfreds over at hun var gået hen til den farlige situation.

Askild havde brugt størstedelen af morgenen på at få motioneret krigernes heste. Det havde været langt og hårdt, men med et godt udbytte og resultat. Han havde hørt noget om at der skulle komme en adelsmand senere i dag for at se på den næsten blinde hest, der nok ville ryge til slagtning hvis ikke man fandt en anden ejer til den, da den jo ikke kunne bruges som krigerhest længere, det var den blevet for nervøs til. Han håbede dog på det bedste for det store, stolte dyr. Ingen burde fortjene at blive slagtet bare fordi man havde fået pådraget sig nogle skader der gjorde at man ikke kunne arbejde, det var hvert fald hans mening.

Med en hest på hver side, roligt spadserende bag den høje halvelver med det mørke hår ind i den brede staldgang. Han havde lige fået hovedtøjet af den ene hingst da stemmer lød, han forholdt sig dog roligt sammen med hestene. Den ene stående inde i boksen, dovent gumlende på noget hø, mens den anden roligt stod udenfor og holdt øje med at han fik taget sig af dens kammerat indtil den selv kunne få udstyret af og blive striglet.
Lyden af klaprende og urolige hove på staldgangen fik ham ikke desto mindre til at se op. Et uroligt hestevrinsk som kort efter blev besvaret af den hvide hest foran boksen, som imidlertidigt satte igang hen imod sin ven. Med en sukken klappede Askild hesten han havde striglet inden han hastede ud af boksen, lukkede døren til boksen i, og hastede efter den anden hingst inden den fik skabt ballade. En let klippen med tungen lød fra ham, sædvanligvis fik det dem til at stoppe op, hvilket da også skete denne gang. Han fik fat i tøjlerne inden han en smule uroligt så hen imod hvor larmen kom fra.
Ah, det var den blinde.
Han betragtede adelskvinden som hun roligt fik taget sig af hesten og dæmpet den ned, hvilket vækkede hans nysgerrighed. Hvad var det for et sprog hun havde talt.+ Han sendte et kort blik til de andre staldknægte der nærmest så ud som om de havde været på vej efter hjælp. Kvinden og den ældre mand,som han antog til at måtte være enten hendes far eller guardian, virkede lettere bekendte. Måske han havde set dem til en eller anden fest før+ Han anede det ikke. '' Du har et godt tag på heste frøken. '' Brød hans stemme tavsheden, hvilket resulterede i et enkelt blik fra den ældre af de to andre staldknægte, velvidende at det ikke ligefrem var kotume at snakke sådan til dem der var højere oppe i hierakiet end en selv. Men Askild selv havde ikke den større respekt for hierakier. Alle væsner var i bund og grund ens. De blev født og de døde, nogen var bare heldigere stillet end andre og det var det.

Kiras far havde skiftet farve i ansigtet, og hvis ikke det var fordi han vidste at hun ville være i større fare, hvis han rev hende væk fra hesten havde han gjort det. Ham mumlede noget med at hun lignede sin mor for meget, hvilket kun fik Kira til at smile lidt mere, som hun aede det store stolte dyr ned af halsen og lod det store dyr presse sin mule hen imod hende, for at den bedre kunne lugte og fornemme hende. Naturligt nok, når dens synsevne var så stærkt nedsat. ”Kirana, det der, gør du aldrig igen!” lød der strengt fra den velkendte faderlige stemme, og kira vendte sig en smule for at møde hans blik. Hans stemme havde ikke været høj, faktisk kun sådan at Kira og enkelte af dem som stod tættest på kunne høre ham. Hun nåede dog ikke at svare, før en anden stemme tiltrak hendes opmærksomhed, og hun vendte hovedet, sammen med hesten, der ligeledes fornemmede en stemme. For den, var stemmen bare velkendt.
Det var en af staldknægtende som havde talt, og selvom det ikke var normalt, havde Kira absolut intet imod det. Hun var heller ikke ligefrem særlig interesseret i hierarkiet på nogen måder. Selvfølgelig havde hun lært om stand, takt og tone, men hun foretrak at tale med alle som ligemænd eller kvinder. ”Tak.” svarede hun ham med et varmt og velkommende smil. Hun lavede et tegn med hånden om at han gerne måtte komme tættere på. Hun vidste at det var sådan man normalvist gjorde, når hun var af højere stand. ”Kan De sige mig, hvad der er galt med denne hest?” egentlig kunne hun havde vendt sig om og spurgt sin far, eller en af de andre mænd, men det var ham her der havde tiltalt hende som værende et normalt menneske og ikke bare en pyntegenstand, som hun normalvis blev anset for at være.
Drengen var meget højere end hende selv, og hun bemærkede godt de lettere spidse øre. Hun gik derfra ud fra, at han godt kendte til elvernes sprog og hvad hun havde sagt til hesten. Hvilket nok var en af hovedårsagerne til at hesten rent faktisk var faldet til ro!

Han bukkede let imod de to adelige, ikke det dybeste buk, men lige nok til at vise hvert fald lidt respekt uden at være helt spytslikkende. Stadig med den hvide hingst bag sig ved tøjlerne tog han et par skridt tættere på, stoppede så op og klikkede let med tungen for at få den hvide til at blive stående, selvom den ene af staldknægtene fes over og tog den ved tøjlerne, tydeligvis bange for at der skulle ske uheld med dem der var lidt finere på den.
Askild holdt de nu frie hænder frem imod den brede arbejdshest, sædvanligvis var den brugt til at fragte mad og vintønder til og fra slottet, det kunne den dog ikke bruges til mere.
Hesten lod mulen møde med hans ru hænder, som han nussede den prustende hest beroligende på mulen mens han betragtede dens øje. '' Han havde et uheld under et ridt og fik en gren i øjet. Uheldigvis blev øjet ikke set på i tide og det eneste med at han har fået grå stær. Han kan dog godt bruge det andet øje, men det er ikke forsvarligt at have ham i arbejde her med den skade... Desværre. ''
Svarede han hende ærligt. His han selv havde haft pengene til det havde han haft sin egen stald så han personligt kunne tage sig af de heste der ikke længere kunne bruges. Man knyttede sig desværre hurtigt til dyrene man arbejdede med, om man ville det eller ej, måtte han erkende. Han hadede disse situationer hvor det var med at få dem solgt eller slagtet.
'' Vi har gjort hvad vi kunne for ham, frøken. ''

Hendes far og den anden adelig begyndte dog så småt at tale lidt sammen, omkring nogle andre emner, hvor hestens tilstand også blev nævnt engang imellem. Kira kunne dog tydeligt mærke sin fars blik hvile på sig oftere end normalt. Han var bekymret for hende, hvilket hun godt var klar over, selvom hun til tider havde meget svært ved at forstå det.
Drengen, som var højere end Kira, fortalte om hvad der var sket og Kira rynkede brynene sammen og bed sig diskret i læben. Det lød ikke ligefrem til at havde været rart. Jamen hvis ikke den kunne arbejde, hvad skulle der så ske med den store hest? Den var ikke farlig eller ondsindet på nogen måde. Men han havde ret i at hesten ikke ville kunne arbejde som før, og heller at det ville være forsvarligt at for både hesten og dens rytter. ”Men han kan da heller ikke bare stå.” svarede hun og kiggede op på drengen.
Kira mærkede hestens varme ånde puste let til det krøllede hår, som hun fortsat aede den blidt ned af halsen. ”Hvad skal der så ske med ham?” spurgte hun, stadig uden interesse for hvad de to mænd bag dem talte om, selvom hun mærkede et stik af let utilfredshed fra hendes fars side af. Fordelen ved at være telepatisk. Hun kunne mærke når folk var utilfredse med et eller andet, eller anden stærk følelse som i det øjeblik overvældede dem.

Han betragtede hende, overvejede kort hvor gammel hun var, om denne fint udseende kvinde kunne holde til at høre sandheden+
Han rystede tanken fra sig som han følte hendes fars blik hvile på sig, som en ubehagelig klam hånd. Endnu en fornemmelse han rystede af sig mens han fiskede en godbid op af lommen og gav til bryggerhesten.
'' Tjae, hvis jeg skal være helt ærlig frøken. Så vil han ryge til slagtning hvis der ikke er nogen der vil tage sig af ham. '' Lød svaret, en anelse dæmpet, men ellers meget ligefremt.
Det ar nu egentligt meget normalt at spise hestekød i denne alder, generelt synes folk ikke at tage sig videre af hvilken slags kød de spiste så længe det bare var kød. For Askild var det dog en lidt anden sag, og han foretrak at spise de naturlige produkter over kødet, hvis han kunne slippe afsted med det, det gjorde ham dog ikke yderligere kræsen. Som fattig måtte man tage til takke med hvad man kunne få fingrene i, om det så var kød eller brød eller en håndfuld korn.

Kira fornemmede godt at han tøvede, men ventede roligt på at han svarede hende. Hvad han ikke vidste var, at hun ville finde ud af sandheden om han gav den til hende eller ej. Hun brugte som regel ikke sine evner, med mindre hun følte behovet virkelig var der! Hun havde for megen respekt for folks privatliv. Dog valgte han at svare hende ligeud, og det lød ikke ligefrem som om han pakkede noget ind eller løj for hende. Hun kiggede på ham med store øjne. Hun havde hørt om at man spiste hestekød, men hun havde aldrig selv fået det. Hun fik kød derhjemme, naturligvis, men aldrig hestekød. Mest fordi hendes far ikke kunne lide smagen. Hun rømmede sig let og vendte blikket tilbage mod hesten.
Dette ville blive hans skæbne, hvis ikke der var nogen til at tage sig af ham. Hun bed sig i læben, og sig blive bragt ind i en mere beroligende verden ved lyden af hesten gumlen på godbiden. Hun vendte sig langsomt og roligt mod sin far og manden ved hans side.”Far?” Faren stoppede med det samme sin talestrøm som Kira havde vendt sig og talt til ham. Ikke fordi Kira ville afbryde ham, men lige nu var faren også på højalarm omkring sin datters velbefinde. Overbeskyttende forældre, der findes intet bedre. Faren sukkede og så opgivende på sin datter, som havde han haft evnen til at læse hendes tanker.
”Vi har plads, far. Og mad og jeg skal nok tage mig af ham.” en lille del af det plagende barn kom frem i hendes varme grønne øjne, som hun var bakket tættere på hesten, således at dens hoved var over hendes skulder. Hun så bedende på ham. Hun vidste at det var meget at spørge om, men de havde jo plads og penge nok til at tage sig af ham, og tanken om at han skulle slagtes var ikke rar på nogen måde. Hun havde knap mødt den store hest og følte allerede et bånd til den. ”Du kan jo ikke ride ham, som en almindelig hest.” svarede han, selvom man tydeligt kunne mærke at han var sekunder fra at tabe til de store bedende øjne. ”Fint.. Fint, du får ham med.” Kira lyste op i et varmt og glad smil og det mærkedes næsten som om at hesten også forstod hvad der foregik.

Han betragtede roligt hele sceneriet foran sig, med et næsten tomt blik. Det var det form for blik han plejede at bruge når der skete ting som dette, ting som overforkælede unger der ville få deres viljer, faktisk gjaldt det både voksne såvel som børn, nogen kunne simpelthen være så sippede når de forsøgte at få deres vilje.
Så da faren endelig gav sit samtykke bukkede Askild kort for ham. ''Mange tak hr. Jeg vil hente staldmesteren hvis De vil drøfte forhandlingerne nu. '' Han brugte for en gangs skyld des, men det var mest fordi hendes far mindede om en der ville blive pænt knotten hvis man ikke overholdt standarderne inden for hierakiet. Normalt ville han ignorere det, men nu hvor en hests liv stod på spil, valgte han at følge livsspillets regler.
Han drejede om på hælen, sendte en kort besked til staldknægten der stadig stod dumt og holdt den hvide kriger hest, bad ham om at sætte den på plads imens han selv fik fundet staldmesteren.

Der gik ikke så længe før han havde fundet ham ude på springbanen, de talte dæmpet sammen og han endte med at følge Askild ind til de fine folk i stalden for at drøfte forhandlinger. Askild selv gik ind i en nærtstående boks hvor den hvide hest var blevet placeret og nu stod og gumlede på sit foder, sadeltøjet skulle af og hesten skulle strigles. Han ville ikke risikere kolik i denne kulde. Dog var hans opmærksomhed stadig på hvad der skete ude på staldgangen.

Kira vidste godt at hun var heldig stillet. Hun vidste at hun var heldig med at hendes far var rig, og hun oven i købet var enebarn. Kira kunne nærmest få alt det hun pegede på, hvis bare hun plagede nok. Ikke at hun var voldsomt sporleret af den grund. Hun var stadig utrolig venlig og varmhjertet, og foretrak at give noget tilbage af al den tryghed og varme hun havde haft gennem sin opvækst og stadig besad. Og i dette øjeblik var det en hests liv der var på spil, og som hun havde sagt, så havde hendes familie penge og mad nok til at tage sig af det store dyr.
Hun fornemmede godt at staldknægtens udtryk ændredes og hun vidste også godt hvorfor. Han havde lige set den forkælede side af hende, som havde fået sin vilje, og at han måske aldrig på samme måde havde været så heldigt stillet. Faktisk tvivlede hun på at han nogensinde havde, kunne gøre det.
Så mens hendes far talte med staldmesteren, og Kira aede hesten over mulen, kiggede hun diskret over mod den boks som staldknægten var gået over i for at arbejde videre.
”Hvad hedder du?” tanken kom frem inde i drengens hoved, måske en smule mere flydende end ved almindelig tale, men han ville kunne høre det lige så godt, som havde hun stået ved siden af og snakkede til ham. Hun sørgede for at kigge over på ham, så han vidste at det var hendes som forsøgte at kommunikere. Hun tilføjede dog alligevel hurtigt. ”Mit navn er Kira” hun havde faktisk lyst til at undskylde for at havde udvist hun var heldig stillet, men det var jo egentlig ikke hendes skyld.

I mellemtiden havde Askild fået seletøjet og sadlen af den hvide hingst, og var gået i gang med at strigle den. Der skulle ligges en del arbejde i at holde de lyse heste hvide og smukke, især om vinteren hvor mudder og snavs let kunne ses under de lyse hår, selv hvis man gav dem dækkener på ville det ikke beskytte dem særligt meget mod snavsen.
Han var gået i gang med manken, da han syntes at han hørte den unge piges stemme ved siden af sig. Han så op, men så at hun stadig var henne ved sin far og staldmesteren, det måtte være noget han havde bildt sig ind, så han fortsatte med at rede det lettere filtrede manke ud, skævende hen imod den lille flok engang imellem. Der var hendes stemme igen, men hun åbnede ikke munden. Et drag af halv irritation kunne anes på hans læber da det gik op for ham hvad det var hun gjorde.
Det samme som så mange andre her i landet synes at gøre som en selfølgelighed. At bruge deres magiske evner, som det passede dem, uden at tænke videre på eventuelle konsekvenser. Til tider overvejede han hvad de dog ville gøre hvis deres magi en dag overhovedet ikke virkede. Selv havde han ingen magi, og syntes aldrig rigtigt at have haft brug for en, selvom det bekymrede både hans far såvel som staldmesteren, da de undrede sig over hvordan han naturligt kunne være så god med dyr, og i særhed heste. Han var i sin tid blevet udsat for en del forskellige undersøgelser af forskellige mennesker der havde forsøgt at finde ind til hans indre kerne af magi, alt uden nogen held.
Han hævede et øjenbryn af den unge kvinde, overvejede om hun også læste hans tanker og følelser. Bare tanken om det gav ham myrekryb, han kunne ikke lide folk der med en evne som den uden videre kunne snage i folks bevidsthed og tanker og dermed bruge dem imod en selv eller noget lignene. Selvom han dog ikke kunne bebrejde hende, eller nogen af de andre magikere, det var jo ham der var sær i og for sig med at han ingen magiske egenskaber havde.
Han valgte at teste hende, bare for at se om hun læste hans tanker, ved simpelthen at tænke tilbage til hende i det samme øjeblik som hesten ved hans side vrinskede. Han var Askild Smithson, kaldet Ask af venner og kolleger.
En hånd gled op og klappede beroligende hesten på halsen, mens han så over imod hende overvejede om hun havde læst hans besked eller ej. Det ville bare virkedumt hvis han ud i det blå sagde hans navn, det syntes han hvertfald selv.

Kira havde naturligvis ikke bevæget læberne eller noget, som hun havde talt til ham gennem tankens kræft. Hun var i stand til at læse hans tanker, mærke hans følelser og meget mere. Men hun gjorde det aldrig. Følelserne som folk udsendte, kunne hun ikke ligefrem undgå at bemærke, da den del af hende, mere eller mindre altid var i brug. Det var hendes sikkerhedsnet, når hun ikke var i stand til at forsvare sig på anden vis. Hun mærkede irritationen, og et lille spinkelt og træt smil kom frem som hun vendte øjnene mod hesten igen og lod ham være lidt til. Hun læste ingen af de tanker der end måtte køre rundt i hovedet på ham i øjeblikket.
Det var først da han sendte tanker tilbage mod hende. Ikke på samme måde som hende, men tanker der var tiltænkt hende. Mere hørte hun ikke. Hun drejede hovedet tilbage mod ham, som han stod roligt ved hesten. Askild hed han. Hun kunne virkelig godt fornemme at hans følelser ikke var helt tilfreds med hendes indtrængen. Noget hun udmærket forstod, og vidste også godt at hendes evner var nogen man ikke bare skulle udnytte til hvad som helst. ”Undskyld jeg bare trængte ind. Jeg læser ikke dine tanker, undtagen dem som du selv retter mod mig.” forklarede hun sig som hun aede den store hest over mulen og lod et lille grin undslippe som den prustede til hendes hår. ”Du har et godt tag i dyrerne. Er det selvlært eller har det altid været sådan?” nysgerrigheden kunne fornemmes i den lidt flyvske stemme, som ville dukke frem i hans hoved, med mindre han selvfølgelig blokerede hende ude. Det kunne han sagtens uden nogle magiske evner, og eftersom Kira ikke ønskede at gøre noget mod hans vilje, ville hun automatisk også stoppe hvis han forsøgte at lukke af for hende.

Han betragtede hende selv fra hesten han selv stod ved, inden han bøjede sig ned for at rense hovene på den. Heldigvis var der ingen parade eller lignene indenfor nærmeste fremtid, så han behøvede ikke at vaske og polere hovene, bare få det værste mudder og snavs væk.
Endelig rejste han sig op igen og begav sig over på den anden side af hesten, over mod hende, som han rensede hovene der også. Først da rettede han sig op igen, og begyndte at strigle denne side også, skævende i tide og utide hen imod den unge rigmands frøken og hesten hun var igang med at erhverve sig med sin fars hjælp.

Hvordan kunne han være sikker på at hun ikke læste hans andre tanker+ Det var noget man aldrig kunne stole på, selvom han vidste at man på en eller anden måde kunne sætte en mur op for folk med psykiske evner og telepati, men han vidste ikke om det kun gjaldt for folk der var født med magi.
'' Det er helt iorden.. '' Endte han med at svare hende tilbage i tankerne, mens han stod ved siden af hesten, en smule bag den og begyndte at filtrere dens hale ud.

'' Det har altid været sådan, det er dog stærkest omkring heste.. '' Han trak kort på skuldrene, næsten som stod hun overfor ham, hvilket hun dog ikke gjorde. Bag ham begyndte hesten at danse en smule uroligt, så han rettede sig op og sørgede for at komme hen til dens mule. '' Roooolig nu, Kokos.. Jeg ved godt du ikke kan lide at jeg står for meget ved din bagpart, men det er en nødvendighed. ''
Lød det dæmpet fra ham, som hingsten, Kokos, puffede en anelse hårdt til ham, nærmest som om den forsøgte at sætte ham på plads, hvilket kun resulterede i et smil fra staldknægten som han puffede tilbage med sit eget hoved, resulterende i et lille utilfredst fnys fra den stolte hingst.

Kira holdte altid hvad hun lovede og hadede at lyve. Hun havde været nødsaget til det enkelte gange, men det havde aldrig været for hendes egen skyld, men andres. Dog skulle hun nok nå engang i livet at få løjet for nogen. Selvom tanken ikke var rar for hende, på nogen måde.
Et roligt smil voksede dog frem, som Askild sagde det var i orden. Hun havde det dog stadig lidt dårligt med bare sådan at havde trængt ind. Men det var vel okay nu. Han virkede ikke sur på hende over det i hvert fald.
”Besynderligt. Og meget spændende. Hestene ser også ud til at være tæt knyttet til dig. Ved du hvad denne hedder?” spurgte hun og referede naturligvis til den store bryggerhest, som stod foran hende. Hun ville ikke bare give ham et nyt navn, hvis han allerede havde et. Og de fleste heste havde et navn, og denne regnede hun ikke med var en undtagelse. Mange andre rigmandsdøtre som fik en voksen hest, ville med det samme omdøbe dem til et eller andet som faldte i deres smag. Men et navn var noget man havde med sig hele livet, og sådan var det også for heste. Sådan Så Kira i hvertfald på det hele.
”Jeg skal lige ind og udfylde nogle papirer. Kommer du med? Eller.” Faren kunne godt mærke at Kira ikke ligefrem havde lyst til at gå ud af stalden igen, men han var stadig bekymret for hende, og så derfor også på hende med bekymrende øjne og kløede sig lidt i det korte skæg, som hun smilede til ham. ”Det tænkte jeg nok.” svarede han en smule opgivende og gik mod udgangen. Først kiggede han dog på en af vagterne der havde været til stede, med en umundtlig ordre på at holde øje med hende. Noget Kira havde vænnet sig til, men stadig kunne blive diskret irriteret over. Hun var 21 for guds skyld! Hun var egentlig voksen. Så hun kunne ikke se hvorfor hun skulle holdes øje med evig og altid. Men sådan blev det vel ved med at være, indtil hun blev gift. Såfrem hendes far godkendte ægtemanden, eller selv fandt en til hende.

Et kort smil forlod hans læber som han i det skjulte gav hingsten en godbid, for at få dens opmærksomhed væk fra bagparten, så han selv kunne få udredt den krøllede hale. Det var stadig en smule sært for ham at tale via sine tanker og rent faktisk få svar tilbage, mon det var sådan det var at have magiske evner. '' Det kommer sådan med tiden vil jeg skyde på, det handler om at stole på og respektere hinanden. Vi plejer at kalde ham der for Bokser. Han har det med at puffe til stalddøren når han keder sig eller vil ha opmærksomhed, men er ellers en stor kælepot og gør ingen fortræd.''
Han klappede Kokos på bagparten da han endelig var færdig med den knudrede hale. '' God knægt. '' Lød det opmuntrende fra ham som han denne gang gav hingsten en gulerod. En ting han næsten altid havde på sig når han var på staldgangen.
Det var nu nok godt at Kiras far havde ryggen vendt til ham, for han kunne ikke lade være med at himle med øjnene da der blev smidt en ordre til vagterne om at holde øje med hans fine datter. Som om Askild kunne finde på at gå i høet med datteren eller kidnappe hende. Begge tanker der var lige latterlige for ham. Jo, hun så da godt ud, men hun var ikke lige hans kop te hvad det angik, desuden var der alt for stor forskel på deres sociale rang. Og kidnapning. Folk der kendte ham vidste hvor han plejede at holde til.. I staldene, og det ville kun give ham en tur i brummen, hvilket han egentligt ikke ønskede at opleve.
''Kan ikke være nemt at blive holdt øje med hele tiden.. Holder de også øje med dig når du er på tønden+ ''
Han kunne simpelthen ikke dy sig fra at spørge.

Kira lyttede roligt til hans ord, gennem tanker, og tog dem til sig. Det var egentlig meget vise ord, der forlod så ung en skabning. Kira var stadig ikke sikker på hvad hans race egentlig var, og hun var faktisk også ligeglad. Det var ikke race der kom an på noget. Ikke i hendes verden. Hun var naturligvis også blot et menneske, og det mest normale. Noget hun havde det helt fint med.
”Bokser. Det passer jo også til hans kropsbygning.” påpegede hun med et smil, som bokser rent faktisk puffede lidt til hende, for at få opmærksomheden tilbagevendt til ham, og blive nusset under hagen. ”Nej, jeg har da ikke glemt dig.” grinede hun af den store hest, som hun fortsat aede den og lod den mærke efter hvor hun stod. Det var en speciel hest. Både dens udstråling, men også det faktum at dens blindhed spillede ind. Det gjorde ham heldigvis ikke aggressiv eller vildfarende. Kun hvis han var alene eller bange. Det var i hvert fald, den fornemmelse som Kira havde omkring det store dyr.

Et nærmest uhørligt grin forlod Kiras læber, som Askild kommenterede på situationen og hun rystede let på hovedet mens hun bed sig i læben. ”Dog ikke. Der har jeg, trods alt, lidt privatliv ude. Men de forsøger at holde øje med mig hele tiden. Det er bare ikke så gode til det, som de tror.” svarede hun og kiggede over på ham. Hendes blik afslørede at der trods, det blide og uskyldige ydre, faktisk var en smule ballade og ulydighed gemt i hende. Det var ikke meget, men et lille tegn på, at hun ikke bare var en pyntegenstand eller en underdanig pige, som hendes forældre ønskede hun skulle være.

Han nikkede, selvom Askild godt vidste at hun nok ikke kunne se ham, men det gjorde ham nu ikke så meget. Han lænede sig op af hesten i boksen som han betragtede rigmandsdatteren med et kækt grin, der tydeligt viste at han manglede en tand. Det gjorde ham dog ikke det store. '' Jeg kunne næsten være fristet til at tage Dem med ud på en ridetur væk fra dine bodyguards. Men tvivler på det vil få mig til at falde i god jord hos min arbejdsgiver. '' Tænkte han mod hende med et lydløst grin, inden han fik taget sig sammen og gik ud af boksen så han kunne rense seletøjet. Siden det var træningsudstyr behøvede han ikke at tilfedte læderet, hvilket han var glad for.

Med en let klirren fra trensen gik han småfløjtende forbi Bokser og Kira, hen mod spanden med vand der stod ikke for langt væk, så biddet kunne blive renset i det kolde vand. For ham var det en vanesag at nynne eller fløjte når han gik forbi heste på staldgangen. Det var en måde han sikrede sig at de vidste at han var der, og derfor ikke blev bange og sparkede eller stejlede når han nærmede sig. '' Jeg går ud fra at i har en træner og staldmester der tager sig af hestene hjemme ved dig.+ '' Det var med at være på den sikre side, han gad ikke at være midt i arbejde og få af vide at han burde være et helt andet sted for at lære hendes staldmester og træner om hvordan Boksers normale træning var for at holde ham i form, og for at holde ham underholdt. Intet var så slemt som temperamentet på en hest der kedede sig og ikke fik opmærksomhed nok.

Kira smilede og rystede diskret på hovedet. ”Du vil nok ikke være helten i skysovs, desværre. Faktisk, tror jeg du ville havne i en masse problemer! Men tak for tanken. Kunne godt bruge en lang ridetur væk fra alle de vagter, som kredser.. Men selvfølgelig. Når det er mit eneste problem, burde jeg på ingen måde være i stand til at brokke mig.” tænkte hun roligt, som hun bed sig i læben. Kira havde et godt liv, og det vidste hun! Hun vidste at hun aldrig behøvede at komme i finansiel nød af nogen art, eller tænke på om hun nu også havde råd til mad og andre nødvendige ting i sin hverdag. Hun var heldig stillet. Desværre var ikke alle, så heldige om hende.

Kira mærkede igen blikkende hvile på sig, og vente hovedet efter dem. Det var som om alle i hele stalden havde deres øjne hvilende på hende. Undtagen Askild, som så ud til at falde roligt til med at hun var der, og fortsatte sit arbejde. Hun synes altid det var ubehageligt med alle de blikket, og hun bakkede tættere på Bokser, for at få noget af ubehagen til at forsvinde. De fleste derinde kiggede dog væk så snart hendes blik ramte dem, men hun bemærkede stadig resten. Et skævt smil kom frem på hendes læber, som hun hørte Askilds stemme igen. ”Ja, det har vi. Men det betyder ikke, at du ikke må komme og kigge til ham engang imellem.” svarede hun roligt og nussede den store hest hen over mulen. ”Altså hvis du har lyst. tilføjede hun igen meget roligt og koncentrerede sig om at ae bokser hen over den bløde mule.

Askild nikkede, selvom hun nok ikke kunne se det henne fra det hjørnehvor han stod og plaskede med vand for at sikre sig at trensen var rengjort og ikke var begyndt at ruste. Det skete nogen gange at de gjorde det, hvilket kunne gøre hestene utroligt syge.
''Tjae, går ud fra at det ikke kan være så behageligt i den anden ende. ''
Kommenterede hans tanker tilbage som han hængte trensen ind i rummet hvor hestenes udstyr stod, parat til at blive hevet ned fra de nærmest endeløse rækker, hvis der skulle blive behov for det. Hvilket han håbede at der aldrig ville, det ville da i den grad sætte stalden på overarbejde.

Roligt skridtede han ud igen, lukkende døren efter sig inden han gik forbi hende. ''Hvis det behager frøkenen, vil jeg gerne vise hende noget som jeg er sikker på vil falde i hendes interesse. '' Lød hans stemme højt, måske en smule teatralsk, han var ikke ligefrem den bedste til det med at tiltale folk fint. '' Så vil andre også kunne få fokuseret mere på deres opgaver istedet for at glo som om du var et eller andet cirkusstykke. '' fortsatte han i tankerne, som han vinkede let med hånden i en sigende gestus til hende om at følge ham.
Hvis hun valgte at følge ham ville han vise hende ned af de lange gange over til en anden afdeling af staldene, hvor lugten virkede en smule mere sødlig, mens boksene var en smule større. Dette var afdelingen hvor slottets hopper stod med deres føl, nyfødte som månedgamle føl, de ville først blive fjernet herfra når de var klar til at blive taget fra moderen, og blive igangsat træning. Fælles for alle føllene var at de alle var sorte, nogle mere tildækkede end andre, detkom helt an på deres alder, de yngste var helt sorte, og lignede slet ikke deres mor i andet end bygning, det kunne se noget så sjovt ud synteshan selv.

Den høje halvelver luntede vandt ind i stalden og blev mødt af op til flere vrinsk og glade brummen, fra føl som fra hopperne. Udenfor en bås stod to lune flasker i en kurv, det var en aftale han havde med en af deandre staldarbejdere at mælken ville blive opvarmet og bragt af denne når tiden var inde til at give mælk til det unge føl der var derinde. Han løftede op i kurven, inden han fløjtede dæmpet. '' Ossi.. Hej lille ven.. '' Hans ansigt lyste op i et varmt smil idet et spinkelt føl gik ham imøde på dens tynde stavrende ben, givende et lille kald fra sig. I forhold til ved de andre bokse var dette føl alene. Dens mor var død kort efter folningen, og ingen af de andre hopper havde villet tage det til sig, man havde troet at det ville være ude med føllet, men set dyntes at have knyttet et bånd til Askild der havde være med ved folningen. Og lige siden havde han sørget for at den fik to store flasker mælk hver anden time. Snart ville det dog blive hver tredje så den kunne følge med i dens medaldrendes tidslinje.

Askild drejede hovedet imod Kira for at læse hendes reaktion, ikke alle var lige glade for føl, men størstedelen der varvar oftest kvinder, han vidste dog ikke om det også gjaldt rigmandskvinder, men kunne ikke se hvorfor det ikke skulle..

Kira smilede og bed sig lidt i læben. Nej, det var ikke ligefrem særlig behageligt at havde folk efter sig konstant. Derfor hun også tit tog ud på egen hånd, uden hendes forældres velvidende. På et eller andet tidspunkt frygtede hun dog, at det ville ramme hende, og de ville give hende fuldt udgangsforbud. Hun var ikke ligefrem det man kaldte eventyrlysten og havde en trang til at se hele verden. Hun ville gerne se det engang, men ikke så meget at hun tog ud på egen hånd, til mere end hovedstaden. Hvilket efterhånden havde vidst sig at være eventyr nok! Når man tænkte på sidste gang hun kom i problemer.

Hun vendte hovedet mod Askild igen, som han kom mod hende og talte. Hun kiggede fra ham og over på dem, som var anbragt der for at holde øje med hende. ”Gerne.” svarede hun venligt, med et varmt smil, og sendte vagterne et blik om, at hun følte sig tryg nok til at stole på Askild, selvom de nok ville følge bagefter og holde øje på afstand. Lidt privatliv ville de nok give dem, men ikke så meget at de var ladt alene. Kira kvalte ubemærket et grin, ved Askilds kommentar, gennem tankerne. ”Cirkusstykke ligefrem..” tænkte hun og kom til at sende det videre til ham, men der var intet i det som sådan. Hun smilede blot og fulgte efter ham, som han begyndte at vandre videre, og hun kiggede sig nysgerrigt omkring, mens de gik forbi større bokse og hendes smil og øjne voksede, som hun så hopperne stå med deres føl. Det undrede hende meget at de var helt sorte, men hun sagde ikke noget. Fulgte dog blot med, med et varmt smil.

Kira kiggede nysgerrigt hen på Askild, som han kaldte og lod et ooorh, forlade sine læber ved synet af det lille føl, som kom stavrende lidt usikkert afsted hen over høet, mod Askild. Det undrede dog Kira meget at føllet var alene. Men verden var ikke altid retfærdig på det punkt. Dog gjorde det lidt ondt i hendes mave, ved tanken om at føllet mor ikke var der, og højst sandsynlig var død. Grum tanke. Hun kiggede blidt på det lille føl, og lænede sig lidt op af hegnet, uden at gå derind. Hun ville ikke skræmme føllet, da føllet selvfølgelig ikke var vant til hende af nogen art.

Han nikkede kort, velvidende at vagterne nu nok ville følge dem alligevel, men det ville da alligevel give rigmandstøsen en chance for ikke at føle sig alt for overvåget.
Han trak istedet let på skulderen af hendes tanke. ' Tjae, med al den opmærksomhed vagterne og de andre staldarbejdere giver dig, skule man jo næsten tro at du var det... Ikke for at såre dig frøken. '
Han skævede en enkelt gang mere imod vagterne før han fortsatte sin færden i stalden, hjemmevandt som han var. De skule også have lov at være der, det var trods alt den måde de tjente til føden på, akkurat som han tjente til føden ved at passe g træne de kongelige,og krigernes heste.

Askild lod boksdøren stå åben, velvidende om at føllet ikke var trygt nok ved at gå alt for langt væk fra boksen, desden var det sultent så det ville med stor sikkerhed blive hvor han var med flaskerne.
Han lod et par dråber af den lune mælk dryppe på føllets mule inden han hævede flasken op så 'Ossi' kunne drikke mælken.
Imens føllet ivrigt drak og engang imellem puffede med hovedet som fora t få mere ud af gangen, med dens hale viftende glad bag den, så Askild over imod Kira.

'' Hans navn er Oswald. '' Lød hans stemme dæmpet, forklarende til hende.
'' Jeg var der ved folningen, desværre varede den så længe at hans mor var alt for afkræftet og døde. Ingen af de andre hopper vil godtage ham som deres, så vi er nødt til at give ham flaske. ''
Endnu et varmt smil forlod ham, som det sorte hingsteføl for en kort stund tog en pause og smaskede med sit mælkeskæg som hang om mulen på ham.

'' Det at han overlevede den første uge beviser bare at han er en kæmper. Han skal nok blive til noget stort når engang han er gammel nok til at blive redet på. Jeg håber at han til den tid vil få sig en god og retfærdig rytter. ''
Han løftede en hånd og klappede den korte hals på det langbenede dyr, inden føllet forsatte sin druk.