Det var blevet senere end Maerwen havde troet det ville da hun var taget af sted ud i skoven om morgen og senere end hun havde givet besked om at hun ville være tilbage inden. Meget senere efter hvad hun kunne se på månen der hang stor og skinnende over hende, men det var ikke en tanke der gik igennem hendes lyse sind, som hun lydløst bevægede sig frem gennem skoven.
Det var derimod den aften hun havde tilbragt i Duríns selskab med mad, mjød, historier og latter. Dværgen havde vist sig ikke så lidt af et morsomt bekendtskab og snakken var flydt livligt og frit imellem ganske hurtigt. En rar måde at tilbringe en aften og en rar måde at glemme alt om hvad der var sket tidligere. Så det havde hun gjort og levet i nuet i en sådan grad at hun havde glemt alt om tiden og hvor hun måske burde være.

Så det var med et smil på læberne at hun bevægede sig gennem skoven og lyttede til dens musik. Nattens dyr var fremme og aktive, ugler tudede, mus puslede og fjernt var der noget større der sneg sig frem. Maerwen lyttede, men mest af alt efter ændringer og varsler om at noget andet end hun forstyrrede deres færden. Til nu havde der dog intet været og det håbede hun ville fortsætte til hun havde passeret Elverly's vagtposter og var tilbage i sin egen seng.
Hendes skridt fandt af sig selv en veksel gennem underskoven og fulgte den, som hun nød natten. Buen var i hendes hånd og en pil ikke langt væk - det samme kunne hun desværre ikke helt sige om sine tanker. Det drømmende udtryk i hendes øjne var så afslørende som den lette nynnen hun dårligt var sig bevidst.
Den forsvandt som hun blev opmærksom på en ændring i omgivelserne og varsomt så sig om. Hvad der havde fanget hendes opmærksomhed vidste hun ikke, men det havde intet med skoven omkring hende at gøre for den havde ikke forandret sig. Hvad så?

Egentligt skulle han ikke have været på vagt denne aften, men da Maerwen ikke var kommet tilbage til tiden var der blevet sendt bud efter ham, kort efterfulgt af en ordre om at lede efter den forsvundne tøs og få hende sikkert hjem, til en skideballe der uhjælpeligt ville være at høre fra hendes bekymrede forældre.
Han forstod dem dog så udenmærket godt, hun var ikke særlig gammel, ja knapt nok et barn, stadig en teenager, og med alle de angreb der havde været på det sidste fra Kravenoh, kunne ingen elver vide sig sikker.
Dog kunne han dog også forstå hendes længsel efter at komme mere ud, selvom det ikke desto mindre betød at hun havde brudt en aftale hun havde haft med at komme hjem til en bestemt tid.

Med læderudrustning, to daggers på ryggen og en almindelig kortskaftet bue var han draget afsted, spenderende halvdelen af tiden gloende op i træerne og resten af tiden på at forsøge at finde spor af hende, om nogen havde stødt på hende, hvilket dog ikke lod til at være tilfældet.
På stille læderstøvler bevægede han sig lydløst gennem skoven, undersøgende jordbunden for al tegn på elvisk liv, det var dog ikke så let da mørket var begyndt at tage over.
Det var også derfor han hørte hende før han så hende. En stille, ganske sagte nynnen der kun knapt opfangede hans opmærksomhed. De var langt over hvor vagtposterne ville være, og langt fra hvor grænseposterne ville være. Han rynkede kort sit ene bryn inden han valgte at hoppe ned fra træet, ned foran hende, ikke helt sikker på om den sagte stivnen hun havde kommet med få øjeblikke tidligere havde været fordi hun havde hørt ham, eller noget helt andet.
Han rettede sig op foran hende og så hende an.. Hun lugtede af mjød.
'' Du burde have været hjemme for længst, Maerwyn ''
Lød det kort og kontant fra ham som han afventede hendes næste træk, såvelsom reaktion, velvidende at hun ikke ville have været hurtig nok til at affyre en pil imod ham det korte tid det var taget tyngdekraften at tage sin indvirkning på hans spring.

En bevægelse i ydrekanten af hendes øjenkrog fik Maerwen til at vende sig i den retning samtidig med at hun trak en pil fra koggeret på ryggen og lagde den på buen. Fortsættende den glidende bevægelse spændte hun buen og som noget kom springende ned fra træet foran hende skød hun.
I sidste sekund fik hun dog vredet buen en smule til siden så pilen borede sig harmløst ind i træet i stedet for den person der var kommet ned fra det. En ny pil var da allerede lagt klar og sigtet på skikkelsens bryst.

Og så rettede den... han sig op og hun genkendte ham med en blanding af lettelse og irritation. Noget hun ikke lod sig vente med at give udtryk for, så hendes ord fulgte hans, før hun gav sig tid til at tages hans ind overhoved. Han havde skræmt hende ikke så lidt ved det stunt trods alt. "Du burde ikke forskrække folk på den måde, Rhovandir!" Hun sænkede buen helt og fjernede pilen, men stoppede så op i bevægelsen som hans ord nåede frem til hende og fik hende til at se først forvirret på ham, så op mod himlen og så tilbage mod ham. "Så sent kan det da heller ikke være?" Hun så stadig tvivlende på ham, men hele hans udtryk og holdning fortalte tydeligt at det var. Desværre. Så hun tvang sig tilbage i bevægelse igen og lagde pilen væk, før hun så på ham og skar en grimasse. "Er det virkelig blevet så sent?"

Han holdt sig på afstand fra hendes pil, bevægede sig så den undgik at ramme ham, selvom den istedet ramte et træ ved siden af ham. En kort grimasse forlod ham da træet lod ham vide af den stikkende smerte pilen havde givet den. Han ignorerede det dog, for nu.
Maerwen skulle vide at det ikke var i orden ikke at overholde aftaler, der kunne komme frygteligt konsekvenser ud af det, konsekvenser der var værre end bare at være låst til selve Elverlys beboelsesområde, ting som at tage opvask, vaske vasketøj eller lignende. De opgaver som der egentligt ikke var særligt mange der ville affinde sig med.

'' Og du burde ikke være ude på denne tid af døgnet. '' Svarede han halvkøligt igen, på trods af at han var glad for at finde hende værende uskadt. Han betragtede hende roligt som hun fik det ind i hendes hoved hvor sent det overhovedet var gået hen og blevet. Han nikkede kort. '' Du skulle have været tilbage for knapt 4 timer siden. Dine forældre er temmeligt bekymrede. ''
Han drejede sig kort og hev pilen ud af træet. Spidsen havde efterladt et hul som han dog hurtigt fik lappet sammen igen med sin magi og en mindre besværgelse på det gamle elviske sprog. De grønne øjne studerede kort pilespidsen inden han rakte hende pilen tilbage, konkluderende at hun godt kunne bruge den igen.
'' Hvor har du været siden det har taget dig så langt at begynde at vende næsen hjemad+ Sortelveren har ikke været efter dig igen har han+'' Han havde sine anelser om at hun måske havde været i nærheden af mennesker, siden hendes ånde lugtede sådan af mjød, men han forblev tavs, lod hende forklare sig selv. Hendes kropsholdning trods alt lod hun ikke til at have været i nogen form for fare, men man kunne aldrig vide.

Det var ikke uden ulemper at have en magiske forbindelse med grønne vækster, hvilket Maerwen endnu engang kunne huske sig selv på, som træet gav en del af smerten fra pilens indboring i barken fra sig til hende gennem den forbindelse. Hun så Rhovandir skære en grimasse som hun, men bed så sammen over hans ord. Var der noget hun afskyede så var det at blive talt til som et uregerligt barn. Hun var trods alt fyldt tredive og havde fået lidt ansvar!
Det var dog svært at forblive harm, som hun mødte hans blik og så roen og køligheden deri. Han sagde blot hvad mange mente og af mange forskellige grunde. En var hendes alder, men mest af alt var det nok de forskellige angreb på Elverlys grænser der strammede grebet om ungelvernes begrænsede frihed.

Hendes forældre var til begge dele, hvilket fik hende til at sukke og se ned. "Deres tiltro er virkelig rørende..." Hun kunne ikke lade være med at skære en grimasse over det. Bare tanken om at hun var fire timer for sent til at være tilbage til det løst angivne tidspunkt hun havde stukket ud for at få lov at slippe alene ud i det hele taget. Det var bare så lidt godt. Bedre blev det ikke som et skarpt stik markerede i hendes bevidsthed at Rhovandir trak hendes pil ud af træet. Det fik hende til at se derover, før hun af sig selv flyttede sig de få skridt der bragte hende hen hvor hun kunne ligge en hånd på stammen og gennem berøringen og sin magi give træet sin undskyldning.

Så tog hun imod pilen og tjekkede den selv efter for skader, mens hun tænkte over den anden elvers spørgsmål - skønt det sidste var let nok om end det fik hende til at gyse ufrivilligt. "Nej, det har han ikke. Heldigvis!" Pilen måtte hun slibe før den kunne bruges igen, men ellers var den uskadt, så hun mærkede den med en lille snor fra lommen, før hun stak den tilbage om i koggeret til de andre. Derefter havde hun ingen grund til andet end at møde Rhovandirs blik på ny og forklare sig. Så hun træk let på skuldrene. "Jeg jagtede en hjort ind i en dværgs baghold." Det havde hun. Et baghold for hjorten godt nok og det havde været hende der skød den, men et baghold havde det bestemt været, som Durín havde lagt i.

Ganske rigtigt var han bekymret for den unge elver. Rhovandír kunne ikke lide at være streng, men når situationen krævede det kunne det være en nødvendighed, ikke kun for at vise at han mente hvad han sagde, men også for at opholde en form for status og udvise sin kærlighed til sit eget folk via disciplin.
For han holdt virkelig af sine egne, det skulle der aldrig være nogen tvivl om, og på trods af at han ikke fungerede 100 procent som kriger, var han stadig velfungerende som spejder, i at opsnuse nyheder uden at blive opdaget såvel, som i denne situation, at finde elvere ingen med sikkerhed vidste hvor var.

''Deres tiltro er hvor den skal være. Med de mange angreb og indtrængninger vi har haft i Elverly det sidste stykke tid er det med at være ekstra årvågen. Så når du ikke kommer hjem til den aftalte tid kan dine forældre tro at der måske er en indtrængen, eller du har forvildet dig ud og skulle være hårdt såret eller død et eller andet sted.. '' Han sukkede efter sin forklaring. Det var i hvert fald sådan han så på det.
Han betragtede hende roligt, som hun undskyldte træet og undersøgte pilespidsen selv efter hun havde taget pilen tilbage.

Så Kravenoh havde ikke vist sit grimme fjæs på Elverlys område+ Det var da altid noget.
Et mørkt øjenbryn blev hævet. '' En dværgs baghold..+ '' Hun måtte vel mene den dværg som Wen også havde fortalt ham kort om. Ham som havde hjulpet Mae og Thorn tidligere, anden måde kunne han ikke se det. Han overvejede kort om han skulle spørge hvor i skoven den omtalte dværg boede så han selv kunne holde øje med at den ikke lavede nogen ballade, selvom det ikke lod til at være tilfældet. Men det var for mørkt, og Rhovandír blev enig med sig selv om at så længe der ikke var tegn på at dyrebestanden og naturen led, var der ikke noget at være bekymret for. Han kunne velsagtens bruge sin fritid en af de kommende dage på at opsøge dværgen selv bare for at være på den sikre side.

''Og det endte så i at i drak alkohol+ Du lugter langt væk af det. ''
Måske han skulle finde nogle mynteblade eller lakridsrod på vejen tilbage, så ville stanken ikke være så gennemtrængene og hvis heldet var med den unge ville det kun være tiden hun fik ballade for, og ikke at hun havde siddet og drukket sammen med en eller anden dværg.

Der havde ikke været de store tanker bag de få, men uheldigt valgte ord Maerwen havde ytre om sine forældre. Det var trods alt rart de lagde mærke til om hun kom hjem eller blev væk, hvor ubelejligt det end måtte være også. Så da Rhovandir med alt ret i verden gav hende et mindre fur over det, slog hun bare bikket ned og tog imod. Der var ikke så meget andet at gøre og da slet ikke da han havde ret. "Det var ikke min mening at være respektløs..." Maerwen så alvorligt på den ældre elver og mente sine ord, skønt det var lige hvad hun havde været. Hun havde bare regnet med de efterhånden kendte hende godt nok til at vide hun aldrig huskede tiden, når hun var i skoven. Måske havde de håbet det havde været anderledes nu? Hvor om alting var, så ville de blive glemme det her.

Så hun sukkede før hun skar en grimasse som Rhovandir gentog hendes noget dobbelttydige ordvalg. "Ja - efter et dyr altså og han så helt forkert ud i ansigtet da jeg havde skudt hjorten for næsen af ham. Så vi tilberedte en del af den sammen." Hun smilede ved tanken. Det havde været en god opskrift hun havde fået lokket fra ham, skønt den måske kunne forbedres en smule med tilføjelse af grønt. Hvorfor dværge havde noget imod grønne ting - at spise altså - det forstod hun ikke, men det havde givet god grund til en sjov snak og udveksling af smagsindtryk. Som mjøden de havde fået til.

"Kun mjød, Rhovandir. Det er ikke meget værre end at drikke cider - bare med honning." Hun havde været lidt fascineret af den sære drik, men ikke imponeret over styrken i den. Det var ikke uden grund at elvervin var noget af det stærkeste man kunne få, for det var hvad der skulle til før elverne kunne mærke effekten af alkoholen. At lugte af det var dog næppe en god ting. Så uden at kende Rho's tanker om det, foreslog hun tøvende. "Måske vi kunne tage et lille sving mod en klynge lakridsrod på vejen tilbage?" Hun så forhåbningsfuldt på ham, før hun smilede forsigtigt. "Der er en ikke så langt herfra." Hendes magi lod hende ikke i tvivl om det.

Et nik forfulgt af et kort smil forlod ham, han kunne lige se hvordan dværgen måtte have set ud, men så længe han ikke var fjendtlig stillet. Han nikkede kort hen imod stien, som tegn på at hun lige så godt kunne følge ham tilbage mod Elverly, hvis hun forsøgte at stikke af skulle han nok være hurtig til at fange hende igen.

'' Men stadig alkohol. Jeg ved godt det kun er ca det samme børnene får, men det kan stadig påvirke dine sanser om du vil det eller ej. '' Han trak kort på skuldrene inden han sukkede tungt. Mjød var en tung drik, på trods af at dens alkohol typisk ikke var det værste, men det kom an på så meget, som i hvordan den var blevet lavet, han havde da selv stødt på noget mjød da han var yngre som havde påvirket hans sanser så meget at han nær var gået ind i et bjørnebo i den tro at stien han havde fulgt var en elverdannet sti.

En kort latter forlod ham, midt i nattens stilhed. '' Hah, er du nu også gået hen og blevet tankelæser Maerwen+ Stod netop og tænkte det samme, bedre gnaske på noget lakridsrod eller mynte til at dække over lugten af alkohol. Så kan det være dine forældre ikke giver dig så stor en skideballe når du kommer hjem. '' Han så næsten afventende på hende, som ventede han på at hun ville gå hen imod lakridsroden så han blot kunne følge efter.
Hans strenghed og alvor syntes at være gået lidt i sig selv igen, nu hvor hun havde forstået alvoren i ikke at holde sine aftaler.

Maerwen fulgte den stille opfordring og satte i bevægelse igen hen af stien. Der var heller ingen grund til de bare stod og snakkede der - ikke når hun allerede var savnet hjemme og næppe ville blive det mindre som natten gik. Et blik tilbage på Rhovandir fik hende til at smile let, som han slog følge med et blik der frarådede hende flere svinkeærinder på turen. Af den simple grund havde hun lyst til at stikke i rend væk gennem skoven, men det ville næppe blive taget med god humor.

Slet ikke som hun skar en grimasse af ham. Hun var altså ikke længere et af børnene! Hun havde drukket vin og gjort det uden at gøre dumme ting. Så sukkede hun. "Ikke i de mængder vi drak, Rhovandir. Det var kun en smagsprøve. To slurke eller sådan noget for at jeg kunne forstå hvad han mente om dens effekt på hjortekøllen." Hun kunne da ikke lade være med at smile skævt som hun tørt fortsatte. "Og han var meget påpasselig med at jeg ikke fik mere." Hun rullede let med øjnene. Durín havde åbenbart ikke ment hun kunne tåle alkohol i den styrke. Han skulle bare vide. Et lille smil krusede hendes læber ved tanken, men den holdt hun for sig selv.

Så lod hun sin latter følge hans, ens hun rystede let på hovedet. "Åh det er der ingen tvivl om at de vil levere, men der er jo ingen grund til at få den for mere end en ting, hvis det kan undgås." Hun var af sig selv drejet en smule fra stien som de var gået og gik nu helt åbenlyst væk fra de og ind mellem træerne. Lakridsroden var let at finde og et lille strøg af magi forstærkede ikke blot dens smag og lugt, men fornyede også gruppen af rødder i jorden så det ikke var til at se hun havde fjernet noget.

Let tyggende kom hun tilbage til den ældre elver og førte an hen af stien. Først i tavshed og fordybet i tanker, men som lakridsroden var tygget væk, så hun tilbage på ham og så frem igen uden dog helt at vide hvad hun skulle sige mere.

'' Typisk dværge, han ville nok have resten af mjøden for sig selv. Ikke at jeg ligefrem bebrejder ham, du er jo trods alt stadig ung, ikke teenager, men stadig pokkers tæt på det.. '' Lød den til dels halvtørre kommentar fra den rødblonde som de begav sig igennem den kølige skovs underbund, ad stier lavet af, og kun beregnet til, deres folk.

Skrå øjne fulgte hende som hun begav sig hen imod lakridsroden. Han valgte ikke at følge hende som en anden livvagt derhen, da han selv godt kunne fornemme at planten var der. Et enkelt øjenbyn blev hævet idet hun ikke lod til at tage sig af den jord der var på roden ved at rense den med vand, men han valgte ikke at kommentere på det. Istedet fortsatte han tavst med at gå som hun kom tilbage og fulgte trop med ham.

Da stilheden imellem dem syntes at blive en smule for meget af det gode, valgte han at bryde den, det kunne han vel lige så godt. '' Ithilwen har fortalt mig at du er kommet under hendes træning..+ Hvordan går det+ Hvis du skulle have brug for et våben specielt lavet til din kampstil og teknik er jeg sikker på jeg kan slå en god snak af med min fader. Han er trods alt smed, så mon ikke at han vil kunne bikse noget nyttigt sammen til dig..+ ''
Akkurat som en god træning var nyttigt og godt at have i baghånden hvis noget skulle ske, vidste han at man med det perfekte våben der var blevet specielt balanceret til ens egen specifikke brug, kunne gøre underværker, selv for den mest elendige kæmper.
Han så over imod den rødhårede unge tøs, og for en kort stund undrede det ham, hvor mange røde elvere der overhovedet befandt sig i Elverly, nærmest som om det var et kendetegn ved en stamme.

Maerwen lo let og perlende ved Rhovandirs ord og smilede så skævt tilbage til ham. "Det havde han vist desværre også indset, men jeg kan nu lide ham alligevel. Han er langt fra det værste der kunne flytte ind i Lindeskoven." Hendes blik var tilbage på omgivelserne, som hendes gang naturligt var faldet ind i den lette og lydløse der kendetegnede hendes folk. Kun deres stemmer ville give dem væk og efter hvad hun kunne se var de tæt nok på byen til at det ikke udgjorde den store fare for nu.

Som altid når hun samlede rødder bevirkede hendes magi af sig selv at jorden ikke fulgte roden op. Det var et trick hun havde lært sig tidligt og som sparede hende en del unødig puslen før hun spiste ting eller lagde dem væk. Af sammen grund lagde hun uden videre resten af lakridsroden hun havde taget op om i sidelommen på pilekoggeret til de andre urter hun havde med sig hjem.

Stilheden der fulgte virkede lidt tynget imellem dem og da Rhovandir valgte at bryde den var det med lettelse at Maerwen faldt ind. Det var rarere at tale i nat end at gå i stilhed og tænke på det der ventede. Emnet overraskede hende dog nok til at hun stoppede op og så tilbage på ham, før hun satte sig i bevægelse igen. "Ja det har hun." bekræftede den unge elver, før hun så tilbage på ham igen med et lidt lidende udtryk. "Ikke godt... tror jeg. Jeg er fuldstændig mørbanket og når jeg ikke er det er det kun fordi hun kun lige er begyndt at slå på mig. Jeg tror virkelig ikke jeg egner mig til kamp..." Hun havde haft den fornemmelse efter første træningsdag og det var ikke blevet meget bedre siden.

Så drejede hun atter blikket om mod ham med overraskelsen tydeligt i øjnene før hun smilede varmt. "Du ville gøre det? Altså hvis det engang bliver aktuelt?" Hun kunne godt tænke sig et våben hun kunne kalde sit eget, men vidste at færdigheder kom først. Ingen fik et rigtigt våben i hænderne før de var anstændige med deres træningsvåben. Og der var et langt stykke vej til det efter hedes ringe opfattelse af egne evner eller mangel på samme.

''Det betyder dog ikke at der ikke skal holdes øje med ham. Hvem ved. Før vi ved af det kan det vrimle med dværge og alverdens skabninger der ikke hører til, og heller ikke er velkomne her, i skoven. '' Han så alvorligt mod hende, men nød nu alligevel lyden af hendes latter. Latter var trods alt bedre at arbejde med end brokken og vrede.

'' Så hvad bruger du af våben nu+ Dolke+ kortskaftet eller langskaftet+ buet eller lige stål+ et par eller bare en enkel+ ''
Spørgsmålene var mange, men det var jo ikke ligegyldigt hvad hun arbejde med og hvilken træning hun blev smidt under, det kom jo også an på hvilken kampstil der blev arbejdet med og hvad der passede hende bedst, på den måde kunne det blive lettere at få lavet de perfekte våben til hende, selvom der dog nok stadig ville være noget tid før hun fik sine egne, nye og skarpe våben.
Han trak på skuldrene af hende med et kækt lille smil.

'' Hvis du lover mig at arbejde hårdt på at blive bedre og stærkere, og hurtigere, både fysisk og psykisk. Så kan du se det være en orm for gave fra mig når engang Ithilwen ser dig være færdig og værdig nok til at bære dine egne våben. Jeg er sikker på jeg kan få overtalt min fader til at gøre prisen lidt billigere og mere overkommelig for din pengepung.''
Det var da altid en måde at få de unge til at se frem til noget, og derved få dem til at arbejde mere fokuseret på deres færdigheder. Han havde været den samme da han var yngre, og havde målrettet arbejdet sig imod at blive perfekt med tvillingedaggers, indtil hans læremester havde set ham parat til at få sine egne våben, våben hans far havde smedet til ham. Han brugte dem stadig, og trænede da også i de tidlige morgentimer for at holde sin kampteknik ved lige.
Forhåbentligt ville Maerwen være som ham og arbejde fokuseret og målrettet.

Maerwen rystede let på hovedet, som hendes munterhed faldt en smule og alvor i stedet trådte frem i de gyldentgrønne øjne. Han havde jo ret i fordomme om de andre racer. Hvor en slog sig ned kom flere gerne til. forståeligt, men ganske uvelkomment i Lindeskoven. Noget elverne nok skulle vise de tilrejsende og det så de forstod budskabet. Dorín havde dog lidt en undskyldning nu han var kommet i lære hos en af Elverlys healere, men det betød nok ikke det store for elverne som helhed.

"Ehm.." Hun så en smule målløs på Rhovandir som han lod spørgsmålene regne ned over hende med en opremsning af en god del af de våben Ithilwen havde vist hende og gennemgået brugen af samt fordelene ved. Ikke at hun kunne huske det hele, men hun vidste også det næppe ville blive sidste gang. Wen holdt af at fortælle om våben. "Vi er kun lige begyndt på det allermest grundlæggende.. så det er vist dolke?" Lige på stedet var hun ikke sikker på om det var dolke eller små sværd de to trævåben skulle være, men ondt gjorde de stadig at få slag af.

Hendes udtryk blev ikke mindre forvirret af hans næste ord. De fik hende til at stoppe helt op på stien og vende sig om imod ham, mens hun forsøgte at finde ud af om han virkelig mente det. Det virkede det som. Et lille smil blomstrede frem på hendes læber og voksede sig større og op i hendes øjnene før hun nikkede og vendte sig tilbage mod stien frem igen. "Jeg lover at gøre mit bedste, men du behøver virkelig ikke..." Hun så tilbage på ham. Hun havde svært ved at tage imod den slags tillidserklæringer og tilkendegivelser. Det var dog meget betænksomt af ham og hun håbede han ville stå ved det. Hun havde slet ikke råd til våben i den kaliber hans far lavede ellers.

Rhovandír nikkede sagte til hendes forklaring. Selvfølgelig skulle det startes ud i basis.
'' De næste uger bliver nok en del trættene for dig '' Lo han kort som de fortsatte af den knapt synlige sti, i det fjerne kunne man nu begynde at ane det varme lys fra Elverlys livlige indre, selvom der ikke var så livlig på dette tidspunkt af døgnet.

Han så imod hende, med hænderne afslappet placeret bag ryggen, en ren og skær vane han havde fået af ikke at vide hvor han ellers skulle gøre af dem, uden at det virkede akavet.

'' Når du føler dig selvsikker med de våben Ithilwen nu lader dig komme igennem, kan du komme til mig og vi kan snakke om et eventuelt design og hvilken type våben det skal være så den passer bedst til dig.. Hvis du føler det er for meget kan du altid afbetale over tiden. '' Han blinkede kort til hende, velvidende at det jo ikke ligefrem var alle og enhver man bare lige sådan gav et helt nyt og special lavt våben til.
Derfor forstod han også hvorfor den yngre elver virkede en smule overrumlet og tøvende. Men en afbetaling kunne sagtens ordnes, trods alt levede elverne i evig tid. En mindre menneskealder var vel det dyreste han nogensinde havde set sin far få afbetaling for et bestemt våben, så det kunne vel langtfra blive så lang tid med Maerwen, hvert fald ikke hvis hun fik sig et godt job.