Denne gang havde Miilaethorn husket, at fortælle, at han tog af sted. Han havde forklaret hvordan, han havde haft behov for at komme ud lidt igen. Om det blev taget godt, var ham lidt underordnet, for han havde fået tilladelsen og var taget af sted dagen efter. Nu var han næsten ved hovedstaden igen. Han havde brug for at se på noget nyt lige for tiden. Og det gjorde ham skingrende gal, at skulle blive ved med, at tænke på, hvordan det skulle ende med Toorah og ham. For ikke at tale om, hvordan mareridtene stadig ikke var helt væk. I stedet for, at det havde været ham selv, de havde handlet om, var Toorah dukket op, hvor han skulle være, med en skyggekniv i ryggen og omringet af flammer. Det havde været for meget, og han havde haft brug for det. Naturligvis havde han givet instrukser til alle healere, inklusive Morrygan, om at være der, hvis der skulle ske noget. Der skulle altid være en healer på fortet, også når han var bortrejst en mindre periode.

Og nu; Nu var han i den skov, der var et stykke fra hovedstaden. Han havde alligevel brug for en smule tid alene, før han tog ind i byen og dens larm. Selvom det var sent om aftenen, så kunne det stadig larme derinde i forhold til stilheden i Elverly. Elvere havde bare en naturlig elegance og stilhed over sig, som mennesker ikke besad. Ikke at han bebrejdede dem det.

Det var Thorns træthed, der fik ham i de problemer, han senere skulle ende i. Normalt var han meget årvågen, og sov ret let, men i aften var en af hans trætte aftener, hvor han bare havde valgt, at lægge sig til rette under et træ, uden telt. Godt nok var der stadig sne, men han kunne klare kulden og hans sovegrej var ganske udmærket mod kulden.
Men han var så træt, at han ikke vågnede op, da en større trold trådte ind i lysningen. Den var meget vred og sulten. Og da den fik øje på elveren der lå under træet, blev den hurtigt mere vred og mere sulten. Den havde intet fået i dagevis, så naturligvis var en lille elver næsten det bedste, man kunne få.

Fordi han stadig havde et tæppe over sig, var han i en meget uheldig situation, men til gengæld sov han altid med sit sværd ved sig. Det var nok det, der havde reddet ham fra at det skulle blive meget værre, for da han endelig fik bugt med trolden, lignede han noget, katten havde slæbt ind.
Han havde hugget hovedet af den, da det så ud til, at være det eneste der havde virket, men til gengæld lå han nu med et større sår hen over brystkassen, fordi den havde taget hans kniv fra ham og havde fået et heldigt stød ind.
Derudover var en del ribben også brækkede, men han havde da formået at få healet en ret slem hjernerystelse, samt et brækket ben.
Det ændrede dog ikke på den uheldige situation. Han havde brug for hjælp, og det gjorde for ondt, at kravle hen til det eneste, der ville kunne stoppe blødningen. Tæpperne lå meget langt væk. Det var ikke godt.

Det var ikke unaturligt at se Xelirateis uden for den varme hytte på underlige tidspunkter af døgnet, faktisk var hun oftest ude på de mest utænkelige tidspunkter. Det passede hende også bedst ikke at skulle bevæge sig ud i menneskemængderne der let kunne virke kvælende og for sortelveren var de rundørede væsner ganske arrogante og fordomsfulde, det var ikke unormalt, at Xelirateis blev nægtet adgang forskellige steder eller der blev råbt kommentarer og trusler efter hende. Hun havde lært at leve med det, og de steder i byen hun som regel kom, kendte hende efterhånden også, hvilket resulterede i, at hun kunne være i fred.
Det var ingen skridt der afslørede elveren, ganske elegant var hun gennem skovbundens mange kviste og grene, men en lav nynnen afslørede hendes position. over armen havde hun en stor kurv der var fyldt med underligt udseende planter, faktisk var mange af dem sølvfarvede, nogle enkle var brændende røde og en sidste stak var i kobberfarver.
En værre tumult og knasen fik mørkelverens opmærksomhed ledt i en retning som hun straks satte kursen mod, ikke fordi Xelirateis var den store konfliktknuser, men hun havde da sine prioriteter i orden. Da hun endeligt nåede frem var det dog sket og en hovedløs trold var det første der fangede hendes opmærksomhed, efterfulgt af en bleg såret skabning.

"Jøsses dog. Det ser ikke for godt ud!"

Mumlede hun hurtigt, inden kurven blev stillet væk og sortelveren knælede ned ved siden af den blonde skovelver, inden de dybblå øjne skævede imod brystet, det så ikke godt ud og Xelirateis havde naturligvis ikke nogle af sine healende drikke på sig. hun var iklædt en lang hvid kjole der afslørede noget af det bare maveskind og var åben fortil, desuden havde hun en lang hvis kappe udover og det lange hvide hår der næsten slæbte hen ad jorden var sat op i en hestehale.

"Hey, kan du høre mig?"

Miilaethorn kunne ikke undgå at jamre let, som han lå der for sig selv. Han vidste godt, at hvis han ikke kom i gang, så ville det gå galt. Det blødte en del, men de mange skadede ribben sørgede for, at holde ham immobiliseret mens han trak vejret i en halvkvalt rallen.
I det mindste fik han da fat i sit sværd og som han knugede det, lukkede han øjnene kort, i et forsøg på, at blokere for smerten, men det gik ikke. Han lagde slet ikke mærke til, at der nu sad én ved ham. I hvert fald ikke før stemmen brød stilheden og fik ham til at spærre øjnene op igen. Det han fik øje på, var ikke just beroligende. En sortelver. Hvad der ville ske nu, vidste han ikke. Han håbede virkelig, at hun bare ville lade ham være, for de sidste par sortelvere han havde mødt, havde været yderst fjendtlige. Men han kunne jo heller ikke rigtig gøre noget mod hende her. Han var komplet hjælpeløs i øjeblikket.

".. Ja.. Hv... Hvad vil du mig?"

Spurgte han, stadig med megen besvær. Det var åbenlyst at hans spørgsmål ikke var ment ondt. Havde han været i en god tilstand, så havde han sikkert spyet fornærmelser i hovedet på hende og var gået sin vej. Men som det så ud lige nu, havde hun mere eller mindre hans liv i sine hænder og det gjorde ham virkelig bange. Han ønskede ikke at dø, og der skulle kun et enkelt lille snit til. Ikke mere end det. Bare en lille håndsbevægelse.

Xelirateis stirrede undrende på den blonde elver foran hende, indtil at hun kom i tanke om hvordan landet nu engang lå. Han var sikkert fra Elverly, de færreste skovelvere derfra var specielt positive overfor mørkelvere som hende, men det måtte de selv om, med mindre de prøvede at myrde hende kunne hun ikke være mindre ligeglad.

"Hvad jeg vil dig? Jeg vil prøve at redde dit liv, med mindre det er et problem?"
Mørkelveren hævede kort de lyse bryn, inden hun greb fat i kurven og trak den til sig, umiddelbar havde hun intet der kunne heale de indre skader, men hun kunne i hvert fals stoppe blødningen.

"Hm, lad mig så se, blodurt og sølvklinge.. Såå mangler jeg bare.."

Mumlen var tydeligvis til sig selv, mens hun skævede rundt i skovbunden, så rejste hun sig og gik et par skridt, inden hun med et let 'aka' plukkede en slimet udseende svamp fra en stamme der var knækket af. Dernæst gned hun de tre planter sammen og fik kort efter en mørk klistret masse med et let sølvskær, inden hun igen satte sig ved siden af den blonde.

"Det kommer nok til at svie lidt, arret kan vi tage os af senere!"

Sagde hun så, inden hun lod den ene slanke hånd smøre det fedtede stads henover det åbne sår, der ganske kort tid efter gav sig til at lukke sammen.

Som sortelveren talte tilbage til Thorn, nikkede han blot, velvidende om, at hvis ikke hun hjalp ham, så ville han nok komme tættere og tættere på dødens dørmåtte. Og der ønskede han ikke at komme hen, han ville faktisk hellere bare gerne blive her, så han blev liggende og undlod at forsøge at holde hende væk.
Hendes mumlen for sig selv fik ham til at se forvirret op. Hvad helvede var blodurt og sølvklinge? Ikke noget han havde set i Elverly. Hvad ville det næste være? En kaktus? Det ville i hvert fald ikke hjælpe på sagen, men han lod hende om sit arbejde og holdt sig til sit eget, der lige nu handlede om at ligge sådan, at han ville undgå for mange smerter.

Da hun kom tilbage med urterne og gav ham advarslen om, at det ville svie, skulle han til at åbne munden for at svare på det, da hun gned det ind i hans sår. Det sved og det var virkelig ubehageligt og til at starte med, betvivlede Thorn om hun overhovedet var her for at hjælpe. Dette virkede blot til, at gøre alt muligt andet end at hjælpe, men da han så ned på såret, kunne han godt se, at det havde en hvis magisk effekt. Såret lukkede sig langsomt sammen, og han fik taget sig sammen til at se op på sortelveren.

"Tak.. Jeg.. Kan selv ord... Ordne arret,"

Fik han presset frem. Nok ikke i dag, men i morgen skulle han nok få det fjernet. Det var hans speciale, og det var kun armen hvor han ikke kunne få arret til at forsvinde, måske på grund af skadens omfang. Han kiggede igen ned på såret, til det havde lukket sig helt og den ubehagelige svidende fornemmelse forsvandt.

Det gjorde ikke nær så ondt nu, men hans vejrtrækning var stadig meget besværet med de ødelagte ribben. Men i det mindste blødte han ikke ud over det hele, takket være sortelveren. Var han lige blevet reddet af en sortelver? Han kunne virkelig ikke tro det.

"Hvad laver en... En trold også helt herude?"

Hans spørgsmål kom noget misfornøjet frem, mens han forsøgte at sætte sig op. Han var stadig ikke helt glad for tanken om, at han lå helt nede på jorden foran en sortelver.

Xelirateis tørrede langsomt hænderne af i et klæde der nok engang havde været hvidt, som var bundet til en side på hendes kurv, hun var forberedt på at de urter der skulle samles både kunne være saftige og fedtede, så nyttede det ikke at komme uden noget at vaske hænderne af i bagefter. klædet var desuden ligeledes fugtigt, for at det havde bedre effekt og endnu bedre, hvis hun havde nogle urter der trivedes bedst i fugtige omgivelser, kunne hun blot vikle klædet omkring, dette var dog ikke tilfældet i aften.

"Aha, jaså? Så går jeg også ud fra at du lystigt valser tilbage til Elverly, nu du er igang!"

Mørkelveren hævede de hvide øjenbryn, inden hun rejste sig fra den snedækkede skovbund og rakte ham langsomt en hånd, hun skulle faktisk bruge begge to for at få ham på benene, eftersom hendes fysiske styrke stort set var ikke eksisterende, og han var væsentligt højere end hende, men i første omgang var det ikke engang sikkert at han ville røre hende. Der var mange af de lyse elvere der var arrogante nok til at være villige til at dø i en skovbund frem for at få hjælp af en som Xelirateis.

"Du kunne også bare lade mig tage mig af det. Jeg har et gæsteværelse du kan overnatte på, hvis alternativet er at fryse ihjel herude med ..."

Elverens blik gled ned over Miilaethorns torso, ganske nærstuderende, inden de dybblå øjne igen gled op til hans lyseblå

".. 5 brækkede ribben!"

Som sortelveren begyndte at kommentere sarkastisk på Thorns ord, kunne han faktisk næsten ikke undgå, at more sig. Hun virkede slet ikke som de andre. Især når man tog det med i betragtning, at hun ikke havde stukket en kniv i ham endnu.

"Senere.. Jeg mente senere,"

Rettede han hurtigt sig selv. Han rodede lidt rundt med sit forsøg på at komme op at sidde men endte til sidst med at være i en meget ubehagelig siddende stilling, hvor han var nødsaget til at knibe øjnene sammen. Det var forfærdeligt, så ondt det gjorde de steder hvor ribbene var givet efter for troldens kølle.
Han holdt stadig sværdet i hånd som han sad der, men med omtanke, fik han med møje og besvær stukket det ned til sin holder.

Hendes udstrakte hånd fik ham til at tøve let, men som hun kom med meget logiske fakta var han godt klar over, hvad han helst ville. Selvom han aldrig ville kunne se sig selv gøre det i andre situationer, nikkede han forstående og tog fat i hendes hånd. Med lidt besvær tog han også fat i hendes anden, selvom den ikke var udstrakt mod ham. Han kunne godt se, hvor hun ville hen med dette, så da han forsøgte at rejse sig, var naturligvis med hendes hjælp.

Men da han først var på benene, begyndte det virkelig at gøre ondt, og han måtte støtte sig op af det træ, han et minutter før var blevet kastet ind i, mens han vendte det hvide ud af øjnene.

"Et... Gæsteværelse lyder.. Fint,"

Gispede han, mens han forsøgte at få styr på sig selv.

"Tak.. Jeg.. Beklager.. Snæversynethed,"

En undskyldning mod generelisering af hendes race var vel på sin plads og det bedste ord han lige kunne få frem var snæversynetheden mod hendes race. Hende her virkede jo fin nok. Hun var i hvert fald ikke lige så skingrende sindssyg som Kravenoh, så meget var da helt sikkert!

Xelirateis kunne ikke undlade at smile lidt over hans morskab, hun kunne godt selv se at det var lidt komisk, men de fleste elveres arrogance havde blot fået dem til at tage kommentaren som en fornærmelse. Xelirateis var som sådan ligeglad, de måtte leve som de havde lyst til og have alle de fordomme de orkede, det ville sikkert bare i sidste ende medføre, at de blev slået ihjel.

"Selvfølgelig gjorde du det!"

Sagde hun så, inden hun fik ham stavlet på benene og ligeledes hanket op i kurven, de fleste af urterne havde hun allerede et stort lager af derhjemme, men de groede også kun om vinteren og sidste år var hun løbet tør for sølvklinge-urter, hvilket havde været noget af en katastrofe.
Det var tydeligvis hårdt for den spinkle mørkhudede elver at få trukket Miilaethorn på benene, men hun klarede det nogenlunde uden at ende totalt til grin. Når de begge stod op, fik det for alvor den hvidhårede kvinde til at se lille ud, skovelveren havde ikke set lige så høj ud da han lå og rallede på jorden, men nu var det pludseligt en anden sag.

"Jeg ville gerne tilbyde dig at bære dig, men det bliver nok en endnu længere tur hjem så. Jeg har ikke engang en hest jeg kan hente, men der er kun femten minutters gang herfra!"

Xelirateis gav kort et lille skæve smil fra sig der viste de tilspidsede hjørnetænder de fleste mørkelvere havde, hun tænkte ikke over dem, sådan var de jo bare. Til elverens held kunne de gå bagom byen og gennem hendes have, der grænsede op til skovens kanter, hvis de skulle gå gennem byen var det straks en anden sag, det ville nok tage omkring en time med alle de små snoede veje og baggårde.

"Vissevasse, jeg er vant til det. I det mindste har du ikke forsøgt at myrde mig endnu!"

Konstanterede hun så og slog en mægtig latter op, selvom der ikke var noget at grine af og måske fordi, at Xelirateis godt var klar over, at hvis Miilaethorn havde været ved sine fulde fem, havde det sikkert været scenariet.

Det var et rent helvede lige nu, at stå på benene, men Thorn fandt sig i smerten, som sortelveren forklarede situationen for ham. Der var et kvarters gåtur hjem, hvilket kun havde en nedgraderende effekt på hans humør her til aften. Det var lang tid at gå med fem brækkede ribben og han var overhovedet ikke sikker på, om han ville holde til det. Men prøve, det ville han! Hun kunne ikke bære ham, så meget var komplet sikkert.

"Hvis bare vi går stille og roligt.. Så klarer jeg den nok,"

Hans udtale var stadig meget anstrengt, især nu hvor han skulle holde sin egen vægt oppe på et ben der i øvrigt stadig var lettere ømt. Han blev stående, lænet op af træet, mens han funderede over sortelverens højde. Elvere plejede at være ret høje, men ikke hende her, så det ud til. Thorn var et øjeblik en kende nysgerrig, men et skarpt stik af smerte fra hans overkrop fik ham tilbage til virkeligheden frem for hans eget omtågede og trætte hoved.

Som sortelveren satte i et større grin efter at have været noget glad over ikke at være blevet dræbt af ham, måtte Thorn selv klemme sit eget grin tilbage, da det gik ham til at føle, at han blev banket hårdt på brystkassen af en kæmpehammer.

"Det er en gensidig ting. Jeg er glad for... At du gad hjælpe mig. Også selvom jeg.. Måske ikke virkede.. Særlig taknemmelig,"

Svarede han med et anstrengt, men meget oprigtigt smil. Det var da ikke så slemt, når mørkelverne ikke var ude på at ødelægge hans hjem.

"Tillad mig lige.. At hente mine ting,"

Med de ord, gik han langsomt hen til sin lejr, hvor det meste selvfølgelig lå på skovbunden. Som han bøjede sig ned for at tage bue og kogger, samt tæppe og taske op, var det lige før han kunne falde om, men heldigvis gjorde han det ikke.

Xelirateis betragtede den skadede lyse skabning der væltede rundt i skovbunden og fik samlet sine ting op, hun ville gerne have hjulpet ham med at bære noget af det, men sandheden var, at på trods af at han havde brækkede knogler, så var han nok væsentligt stærkere end hende stadig, på trods af hans ulemper.
Diskret rømmede hun sig og skævede så imod landevejen, de skulle en modsat vej, gennem en lille skovsti, vejen var en kende mere ujævn, men den var meget kortere, det var ærgeligt at hun ikke havde sin stav med, den ville kunne give den lyse elver væsentligt mere støtte, men på den anden side ville hun sikkert ikke låne den ud til ham, når det nu kom til sagen. Det var langt fra dne genstand hun ejede af højest værdi, men for hende var affektionsværdien meget højere end alt guld i verdenen. Tanken gav hende dog en hurtig ide, inden hun spidsede læberne en kende og lod de dybblå øjne afsøge skovbunden til de fandt hvad hun nu engang havde søgt efter.
Elveren tog et par skridt, inden hun samlede en stav op fra jorden og rystede det værste sne af, så rakte hun den hurtigt til Miilaethorn i en strakt arm, men selv det syntes at forkomme anstrengende for den mørkhudede, der bad til, at han snart ville tage imod den.
"Her, tag den! Det bliver meget lettere for dig med lidt støtte!"
Kommenterede hun så, inden hun bukkede sig efter kurven, børstede det værste sne af bunden og så så op igen, så sendte hun ham et skævt lille smil, inden hun begyndte at gå i retning af den lille sti, de færreste kendte til og som hun havde været ene og alene om at stampe, med alle hendes ture i skoven var der efter et århundrede kommet et aftryk af hendes færden ingen andre kendte til.
"Og vi tager det bare stille og roligt, i det tempo du nu engang kan følge med i!"

Da Miilaethorn endelig havde fået samlet bue, tæppe og våben op, var han så forpustet at han næsten stod og hev efter vejret. De skadede ribben forhindrede ham i, at tage ordentlige dybe vejrtrækninger og derfor kom de mere i mindre gisp, mens han fik slynget buen over skulderen, rullede tæppet sammen og slyngede det over samme skulder. Kniven, trolden havde haft i hånden, røg også ned i en holder. Nu var han endelig klar til at komme af sted, men blev midlertidigt stoppet af sortelveren der stod og anstrengte sig noget med at holde en stav frem mod ham. Hun var tydeligvis ikke den stærke størrelse, så han spildte ikke tiden med, at glo og tog hurtigt staven i hånden.

Hun havde ret. Med staven virkede det hele bare lidt mindre hårdt. Han havde stadig vildt ondt, men som han fulgte efter hende ud på en mindre sti, der ikke bare sådan lige var til at se, kunne han allerede mærke hvordan han sagtens kunne gå for øjeblikket. Havde han ikke haft staven, så ville det nok have været katastrofalt.

"Tak. Jeg skylder dig vidst lidt efterhånden,"

Denne gang fik han det hele mast ud på én gang i stedet for at tage det i små afkortede sætninger. Han ville helst ikke virke alt for svag.

"Mit navn er forresten Miilaethorn. Hvad er dit?"

Den pludselige indskydelse kom noget bag på ham. Han havde overrumplet sig selv en hel del nu, men det gik nok. Hende her virkede bare slet ikke lige så slem som resten af sortelverne.

Mørkelveren sikrede sig hurtigt at den blonde elver var i stand til at gå, inden hun for alvor satte kursen mod den lille hytte, der var et pænt stykke, især i den nyfaldne sne, men Miilaethorn lod sig ikke slå ud, eller gav sig til at tude som en lille pige, som mørkelveren nok inderst inde havde forventet af en lyshudet som ham. Hans fordomme var intet andet end gengældt, men Xelirateis var dygtig til at skjule det.
"Det skal jeg huske, jeg sender en brevdue til Elverly næste gang jeg mangler svampe!"
Sagde hun mens hun skævede over skulderen imod ham med et lille kækt smil, velvidende at han nok ville blive myrdet hvis de andre elvere fandt ud af, at han overhovedet havde snakket med en mørkelver uden at prøve at myrde hende ved første øjekast.
Da de nåede den lille port der var omsluttet af en hæk og som førte ind til elverens have gav han hende sit navn, hvilket fik hende til at vende sig mod ham med det lille smil, så nikkede hun anderkendende.
"Rart at møde dig Miilaethorn, mit navn er Xelirateis Meralon Waaylin. Kom, lad os få dig ind i varmen!"
Sagde hun så, inden hun skubbede lågen op og gik mod den lune hytte.

Thorn var tæt på at le af sortelverens kommentar. Han gav også et mindre grin fra sig, men stoppede med det samme, da hans ribben ikke var enige i, at det var sjovt og fik sendt en skarp smerte gennem hans krop. I stedet holdt han kæft og gik langsomt af sted.

Et kvarter efter var de der endelig. De havde gået i stilhed, hvilket måske ogsåvar en god ting, for nu var Thorn på udmattelsens rand, samtidig med at hans vejrtækning havde udviklet sig til en lettere hæs pibende lyd. Det gjorde dobbelt så ondt nu, og han havde mest af alt bare lyst til at lægge sig ned, her ved porten. Hendes hus så flot ud, så hvis han var heldig, havde hun måske tjenere under sig.

Hendes stemme stoppede hans tankestrøm som hun sagde at det var rart at møde ham. Rart? Fandt en sortelver det rart, at møde en skovelver? Nu var verden sgu af lave! Men så igen, han fandt det jo heller ikke spor ubehageligt at være sammen med denne.

Som hun præsenterede sig, huskede han på hendes navn og fulgte med ind.
Da de kom ind i den varme hytte og varmen nåede Thorn var det som om, at hans ben gav op. Men i stedet for, at vælte ned over Xelirateis, kom hans reflekser ham i forkøbet, og han greb hurtigt fat i døren bag sig, for i stedet at læne sig op af den.

"Jeg er ikke helt.. Vant til at brække fem ribben,"

Kommenterede han lidt tørt, mens hans ben gav mere og mere efter.
Selvfølgelig endte han på gulvet, hvor en mere distinktiv smerte i brystkassen fik ham til at krympe sig sammen, til han endte med at ligge helt ned igen. Et af ribbenene havde punkteret hans ene lunge og det havde gjort meget ondt, men det blev kun værre da han begyndte at hoste over det.