Det var et brev, der havde vækket Lorgath op til dåd. Normalt havde han bare valgt at kassére de fleste breve der kom ind, selvom det så var fra adelen, eller om det var omkring midvinterballet eller for den sags skyld alle mulige andre, ja endda Det Sorte Laug. Han havde haft travlt, men det havde han ikke længere, så da han havde fået brevet med daggertens segl, havde han for en gangs skyld valgt at vise oprigtig interesse og få læst indholdet ordentligt. Han var fascineret. Der stod en lokation og i ret gode koder, hvad det hele handlede om.
En gammel forræder var åbenbart ikke død endnu. Det var længe... Meget længe siden, at Lorgath sidst havde hørt om disse mennesker, så han var ret interesseret i, hvad der skulle ske.

Han havde fundet sig én af de bedre heste i stalden og havde taget en af de mere våbenføre tjenere med. Ikke Ashmon, da denne skulle blive i hjemmet. Han var bedst placeret her, og det forstod den gamle mand skam også.
Så nu var det af sted til norden. Han havde fundet sig meget tæt bevoksede skove at overnatte i, når det blev dag, ellers havde turen gået på flere forskellige kroer. Han holdt selvfølgelig mætheden i skak, både ved sit eget lager i saddeltasken. Nyfødte børn på flaske igen.
Og så var der de få enlige folk på vejen, der sagtens kunne lade lidt af deres blod gå til ham. Han var ligeglad. Han var Mordekai nu, intet skulle han frygte på vejene. Hvis der var problemer, kunne han jo bare forsvinde ud af det blå.

Det var tidligt på natten, da han endelig kom til det sted, de havde aftalt. Denne dag havde han overnattet i meget tæt kradt, og han havde undladet forbrændinger, især fordi det var norden de befandt sig i. Her var solen ikke særlig populær.
Som han valgte, at gå mod mødestedet, fik han hurtigt øje på flere skikkelser. Fem var de i alt og han kunne sagtens genkende Izilarnas lugt, midt i det hele. De skjult sig bag en bakkekam og han trådte stille og roligt hen mod dem, stadig usynlig, før han lod masken blive synlig, som den eneste del af hans krop. Den var ny, kraniet var stadig meget pænt og blodet duftede stadig let i luften. Han havde næsten ikke ændret sig. Næsten.

"Godaften,"

Startede han ud, til hvilket mange rettede deres opmærksomhed mod ham. De fleste forskrækkede, men han lod hurtigt resten af sin krop blive synlig, mens han rakte hænderne let op i en fredelig gestus.

"Jeg er med jer, Izilarna kan nok godt huske mig,"

Han smilede bag masken, mens øjnene lyste op af spændingen der var i luften. Han kunne godt lugte sveden, der var dukket op på nogle af menneskernes pander.

natten havde først rigtigt taget fat da Izilarna var kommet frem, tiden var beregnet ud fra hvornår kureren var kommet tilbage og havde leveret brevet til Lorgath, hvis han ikke dukkede op, måtte de klare sig uden ham. Af samme årsag havde hun taget fem af de tætteste venner med fra Lauget, desværre var mange af dem ikke så nervestærke som den kvindlige leder. Mange af mændene var tyve, en enkelt var lejemorder, han havde nok det stærkeste sind af dem alle, men tyvene var ikek vant til at komme så tæt på deres bytte, faktisk skulle deres bytte helst være så langt væk fra deres mål som muligt, nemlig genstandene.
Izilarna var ikke meget for mord, hun lod sig af samme årsag ikke betale for det, hun var udelukkende spion eller i værste fald tyv af vigtige dokumenter, men dette var nødvendigt. Forskellen var, at dette ikke var et job, men en mission der blev nødt til at få en ende, to mordforsøg havde været rigeligt.

De lange hvide lokker var sat op i en hestehale, der kamuflerede sig absurd perfekt i sneen, ved hendes side lå de fem mænd, alle iført lyse kapper for at gå bedre i et med det snefyldte landskab, på en lang række skulede de alle nedover bakkekammen og ned på hulen hvor der flere gange hade været en vagt ude og kigge for bagefter at vende tilbage til de dystre huler.
Ganske sandt bemærkede Izilarna ikke Lorgath inden hans mørke stemme brød stilheden, hun var halvt forvandlet, øjnene var gule, tænderne og ørene spidse og alle sanserne skærpet, alligevel havde huden endnu ikke taget den grålige tone den fulde forvandling krævede.

Langsomt gled hun ned bag bakkekammen, inden hun kom på benene og vendte sig mod vampyren og gav et vink til mændene der forklarede, at alt var vel. Et øjeblik skulle hun til at give ham et kram, et langt et, hun havde i sandhed savnet ham, men så kom hun i tanke om hans image, Mordekai var næppe typen der blev krammet. D
De store gule øjne funklede alligevel i mørket så sendte hun ham et stort smil.

"Jeg er glad for at du kunne komme! Vi har brug for alt den hjælp vi kan få. Jeg går ud fra, at du fik afkodet brevet korrekt, eftersom du er her, i så fald ved du også hvad det drejer sig om!"

Izilarna skævede afventende mod ham, han vidste sikkert allerede hvad der skulle ske, endnu en fornøjelse ved at arbejde sammen med en garvet.

Izilarna var ikke den eneste der havde lyst til et kram. Faktisk var denne kvinde noget af et pragteksemplar på en meget god ven og Lorgath havde personligt intet imod at være mere intim med den slags. Men der var ikke plads til det nu, ikke foran hendes mænd. Han var Mordekai, ikke Lorgath.
I stedet stod han bare bomstille, hvilket var et karaktertræk, han havde anlagt sig siden han var blevet til vampyr. Et træk, der altid havde en nervepirrende effekt på de fleste. Han var lidt ligeglad med hendes mænd. Jo, lejemorderen var fin nok, men han var slet ikke inden for Mordekais kaliber.

"Sandt, sandt. Ellers var jeg som sagt ikke kommet. Jeg er klar over det. Og jeg glæder mig til, at komme i gang,"

Sagde han med morbid fascination. Det skulle blive spændende at prøve sig selv, samt sin nye evne lidt mere af. Og selvfølgelig at tage et par liv. Det skulle nok blive rart at komme lidt ud igen efter al den tid indespærret med sine studier. Det var meget rart allerede nu.

"Har du en plan, Izilarna? Eller skal vi gøre det på den gode gamle måde, storme det hele? Lige meget hvad ved de nok ikke hvad der kommer derinde,"

Lød det fra ham mens en mørk latter kort efter dukkede op. Nogle havde nævnt for ham, at han havde ændret sig. Denne nogen var nok Xenix, men han var ligeglad. Han var stadig lige som før, bare forbedret.

Izilarna havde for en gangs skyld ikke sit store sværd med, hun havde allerede besluttet sig for hjemmefra, at forvandling fra starten var vejen frem mod forræderene, især eftersom deres tilholdssted var en snæver hule hvor lange upraktiske våben som hendes sværd hurtigt kunne gå hen og blive en ulempe. under den hvidlige og brune kappe havde hun som altid en af de tætsiddende kjoler der gik til midt på låret, hendes forvandling gjorde heldigvis også, at hun ikke behøvede så meget varme for ikke at fryse, hendes støvler var ligeledes allerede taget af og lod dermed de nøgne fødder synke ned i den hvide sne.

Den hvidhårede kvinde bed ikke sønderligt mærke i Lorgaths blodtørst, hun havde været på missioner med ham før, når han var Mordekai var det en lidt anden historie, hun kendte ikke hans alter ego som hun kendte ham, men hun vidste at han var frygtet vidt og bredt grundet rygtet der fulgte masken. Alligevel kunne hun ikke lade være med at skæve søgende ind bag masken. Hun savnede noget genlendeligt, noget venligt. Det måtte komme senere.

"De fem der løber ind, for en gangs skyld går jeg ikke først, det er spild af min evne at storme ind. Du må selvom hvad du gør, jeg skal bare have fat i Felroths bror, Khaton. Jeg ved ikke hvor mange de er derinde, men Ulv siger omkring 10!"

Izilarna skævede mod gruppen der langsomt begyndte at gøre sig klar, efterspænde støvler og rustning, våben blev tjekket for positioner og sikringerne blev bundet op. En tom stemning bredte sig hurtigt, alle vidste, at det kunne blive det sidste de gjorde.

Lorgath kunne sagtens se det søgende blik hos Izilarna, og han havde en kort trang til at forsikre hende om, at det nok skulle blive okay senerehen. Han var jo bare i sit alter ego nu, det skulle nok ændre sig, når de fem mænd smuttede. Han skævede ned til dem, som hun forklarede planen for ham. Han kunne igen lugte sveden. Angst. De var selvfølgelig ikke glade for at storme ind, men det var kun naturligt, når der højst sandsynligt var 10 mand derinde. Men det skulle nok gå. Lorgath var usynlig når han skulle derind og han vidste, hvor han skulle slå henne for at dræbe en mand hurtigst muligt.

"Khaton. Hvis jeg ser ham, skal jeg nok sørge for at han ingen steder løber,"

Svarede Lorgath iskoldt. Det var et løfte. Han vidste, at han kunne gøre det. Han var fuldstændig klar over sine evner til at immobilisere folk, og han elskede det.

"Men jeg skal nok hjælpe til, jeg går med dig og flankerer dem, mens de fem tager fronten,"

Forklarede han derefter, mens han sikrede sig at de fem kasteknive og den ene daggert stadig sad i hans bælte. I modsætning til hele gruppen var han klædt komplet i sort, men det var intet problem. Han kunne have skriggult på, og stadig blive overset.

Med de sagt blev de fem sendt ind og da Lorgath endelig stod alene med Izilarna, lagde han en hånd på hendes arm.

"Jeg er glad for at se dig igen. Jeg håber vi kan tale bedre sammen bagefter,"

Sagde han lavt, men noget mere varmt, hvis man da kunne kalde det det, for en vampyr. Med de ord sagt, forsvandt han og gik stille og roligt mod huleindgangen. Hans fodtrin blev mere lette i det, som han lod sig hæve en smule, så sneen ikke ville knirke nær så meget.

Izilarna kunne godt fornemme hvordan uroen begyndte at brede sig, det var bedst at få dem sendt afsted, så de ikke nåede at blive for nervøse, den slags døde man af i situationer som disse. Lorgath var også hurtig til at få dem sendt afsted, hvilket efterlod de to modsætninger overfor hinanden, han var høj og slank, Izilarna var lille og spinkel, hans hår ravnsort mens hendes var hvidt som sne.

"Jeg håber det, lad os satse på at vi kommer ud af det her med færre skader end sidste gang!"

hun gav en lille hæs latter fra sig, men stoppede kort efter, da hun kom i tanke om hvor skidt det faktisk havde været. De var heldige begge at have sluppet med livet i behold. Izilarna hvade dog også erhvervet sig et fint ar fra sidste gang, da lægen på kroen ikke havde været nær så dygtig som elveren hun havde mødt for ganske nyligt. Hun rystede kort på hovedet og slog tanken væk, inden hun igen rettede de rovdyrsgule øjne mod vampyren, der var allerede en læge klar på en kro i nærheden, med deres undertal skulle der nok forkomme mindst en skade.

"Kom, jeg har hørt, at der ligeledes skulle være fine skatte at finde derinde!"

Izilarna smilede og blottede de spidse hjørnetænder der gav hendes kæbe et markeret udtryk som på et rovdyr, for lorgath var værdien nok ligemeget han havde rigeligt i forvejen, men for Izilarna var det vigtigt at have noget at forsørge Lauget med, det var trods alt smalle tider for kriminelle.
Kvinden gav et kort vink fra sig, inden hun gik de første skridt mod grotten, på vejen blev huden på hænder og fødder sort, inden hun lod kappen falde og trak kjolen over hovedet som hun smed den skødesløst i sneen. Derefter fuldendte forvandlingen, kløerne groede frem mens fingrene blev længere og fødderne strakte sig, så gik hun på alle fire, inden hun stort set forsvandt og gik i et med sine omgivelser, som blev hun gennemsigtig og så man omgivelserne igennem et nypudset vindue.

En lidt mindre kølig latter, forlod Lorgaths hals, som Izilarna kommenterede på deres sidste møde med disse forrædere. Han kunne skam godt huske det. Selvom det var så længe siden. Lorgath havde ikke længere særlig meget styr på tiden og derfor blev han også til tider forvirret. Var det år eller måneder siden, at de sidst havde set hinanden? Det måtte være måneder, men det føltes samtidig lidt som år. Sært.

"Ja, det ville være rart til en forveksling. Jeg vil heller ikke til at slæbe rundt på dig,"

Jokede han, som han rullede let med skuldrene for at gøre sig klar. Egentlig ikke en handling han behøvede, da hans krop jo som sagt var død, men bevægelsen bragte minder om hans levende dage. Hvor få de så havde været.

"Er der artifakter, har jeg stor interesse, ellers skal jeg ikke stå i vejen for resten af skattene,"

Kommenterede Lorgath, mens han ledte vejen for Izilarna. Han kunne stadig lugte hende et sted bag ved sig, men hans lette gang var nok ikke helt til at høre, som han gik ind i huleindgangen. Allerede her lå en enkelt død vagt, og et kort øjeblik følte Lorgath en ubeskrivelig trang til at flå halsen op på manden. Men lyden af mennesker der var oppe at slås længere inde, fik ham til at stoppe den tankegang, mens han blot gik længere ind.

Izilarnas mænd var i undertal. De var fem mod ti. Så Ulv havde næsten haft ret. Hvor den vigtige mand var, vidste Lorgath ikke, ikke før han så ligheder mellem Felroth og ham, i mørket. Typisk nok, var han bag ved sine mænd i den tro, at han var i sikkerhed, men det ville nok ikke blive ved længe.

Lorgath fandt sig vej frem til den første og bedste, som han tog fat om hovedet på. Med et ryk, brækkede mandens nakke med et sygt knas og Lorgath, skyndte sig videre mod den næste.

Izilarna havde startet med at bevæge sig langsomt fremad, hendes hænder og fødder satte dovne mærker i sneen, men efter de første meter satte hun af og lavede aflange klolignende mærker der først kom til syne flere meter længere væk, inden de igen satte igen. Til sidst nåede hun hulens indgang hvorfra hun satte af på jorden og hagede sig fat til væggen, ved at bevæge sig i loftet var der ingen der kunne følge de åbenlyse spor og samtidig kunne hun snige sig ind på Khaton hun havde øjnet bagerst i hulen. På trods af mørket kunne hun let se hvad der forgik, de kæmpende skikkelser under hende var for hende endnu en god camuflage, de fleste blikke var så optagede af hvad der forgik i midten, at de ikke gav nogen synderlig notits af de flimtende farver i toppen af grotten, som hun bevægede sig fremad i bestemte kravlende bevægelser.
Desværre nåede hun ikke meget længere end halvvejs inden en stor flamme rasede imod loftet, hvilket fik Izilarna til at miste sit fæste og dumpe mod grottens rå bund med et vældigt klask der sagtens kunn have endt ud i brækkede knogler, men takket være hendes dyriske form og den ekstreme udholdenhed rystede hun det hurtigt af sig og skævede op. Hun var ikke længere camufleret, hendes krop var ganske synlig med de sorte hænder og fødder. En af forræderene havde givet et vældigt gisp fra sig og var væltet på det ujævle klippetærren grundet Izilarnas pludselige dumpen fra loftet, det kostede ham kort efter livet fra de lange kløer, som den hvidhårede igen var på benene efter det mindre fald.

Den næste, Lorgath ville til at dræbe, var forberedt. Han havde åbenbart en god lugtesans og kunne lugte vampyren bag sig, så han svang sin økse drabeligt imod ham. Lorgath var forberedt. Han var vant til at kæmpe mod folk uden våben, så han reagerede med et modangreb, hvor han hamrede sin hånd lige ind i håndleddet på manden. Momentumet fra mandens eget sving og fra Lorgaths slag var nok til at håndleddet brækkede og manden døde skrigende og Lorgaths to fingre oppe bag øret, hvor der var fri adgang til hjernen. Som liget faldt til jorden, lød et bump bag ham, som Izilarna faldt ned fra hulens tag.

Han kiggede på hende med et hævet øjenbryn, før han valgte at lade hende få lov at tage sig af sin egen fjende. Hun skulle nok klare den, og de skulle have deres lille forræder. Han vendte sig omgående mod væggen af mænd der dækkede Khaton op. Der var fire. Han ville ikke bare sådan uden lige, få dem alle sammen.
Han måtte tage to af dem. Og det skulle virkelig gå hurtigt.
Lorgath trådte hurtigt frem, men kom så på en bedre idé. I stedet brugte han sine telekinetiske kræfter til, at få den ene mands støvle rykket mod sig. Manden væltede omgående og Lorgath skyndte sig, at løbe frem, hoppe hårdt ned lige på mandens nakke, der gav sig med et knæk, før han jog en kniv i halsen på manden ved siden af.

De andre var tydeligvis forvirrede over hvad der skete, men det lod Lorgath sig ikke mærke med. I stedet skyndte han sig om bag Khaton og trak endnu en kniv som han lagde for halsen af manden.

"I er nogle idioter. Læg jeres våben. I vil vel ikke have at jeres søde lille leder dør, vel?"

Spurgte han, mens han dukkede op fra sin usynlighed. En mørk latter dukkede op fra hans strube, som han pressede kniven ind mod Khatons hals. Nu var det op til de resterende forrædere, hvad de ville gøre.

Izilarna var et vildt dyr i sin forvandling, med den fysiske styrke er kunne nedlægge de fleste mænd og med et temperament intet andet væsen var i stand til at kontrollere. De gule øjne var heller ikke længe om at finde deres næste mål, en stor soldat inden for rækkevidde. Izilarna langede ud med en af de lange kløer, men han tog et vældigt spring sidelæns med et mægtigt brøl, mens han stirrede ned på kvinden, så svang han sit sværd. Det var en hel lille dans de havde gang i, indtil Izilarna fik overtaget og fanget ham på det forkerte ben, hvilket resulterede i endnu en åben strube. Kvinden var sluppet let med et enkelt snitsår på underarmen. dernæst blev hendes opmærksomhed rettet mod Lorgath der havde en kniv presset mod struben på hendes efterhånden mest indspiste fjende, hvad problemet helt præcis havde været fra starten af, var for hende endnu et mysterie der stod hen i det uvisse.
Langsomt rettede hun sig op i sin fulde figur, det hvide hår var sølet ind i blod, ligesom hendes ansigt og bryst. Der var kun tre tilbage og de to havde allerede smidt deres våben, dem var hun som sådan ligeglad med, hvis de var feje nok til at overgive sig på den måde, var de heller ikke fastsluttede på at følge Khatons ordre til dørs når først han var ryddet af vejen.

I nogle lette skridt gik hun over imod de fire personer, den sidste der behøvede at dø den aften var Khaton, men kort inden hun nåede derover fangede de spidse ører en susen, og for sent gik det op for hende, hvordan en skarp smerte skød gennem hendes bryst. Hun gav et tungt støn fra sig, slagkraften fra armbrøsten der på unaturlig afstand havde hamret en bolt igennem hendes torso var så voldsom, at den væltede hende forover og landede ikke langt fra forræderenes fødder. Panikken bredte sig, men hun var som lammet, heldigvis ikke fordi bolten var gået gennem rygsøjlen, men grundet smerten. Heldigvis havde hun i sit dyriske stadig en umenneskelig udholdenhed, der medførte, at hun fik kravlet væk fra de tre mandspersoner med en vaklen, nu var hendes lid udelukkende til hende mænd og til Lorgath

Lorgath holdt godt øje med, hvad der skete omkring sig. Han lagde godt mærke til, hvordan Izilarna gik amok i sin sædvanlige, dyriske rus. Hendes dans med en meget større mand foregik ikke uden, at Lorgath observerede det, med et halvt blik, mens han holdt fat i Khaton. Der måtte gøres noget, men pludselig fik han overtaget kampen og som hun kom hen mod dem, smilede Lorgath bag masken.
Lige indtil den store bolt skød gennem Izilarnas bryst. Han kiggede meget hurtigt op og forsøgte at finde ud af, hvor lyden var kommet fra. Han kunne ikke se nogen, og idet Khaton begyndte at vride sig, for at komme fri, gav Lorgath ham et paralyserende slag i ryggen, så han midlertidigt blev lam, mens han snusede grundigt ind. Her var blod over det hele, men han kunne lugte en mand der stod i et hjørne, tilsyneladende usynlig.

Som det altid skete, skød manden igen, som Khatons krop væltede mod jorden, men Lorgath havde en meget god hørelse og lagde derved godt mærke til bolten som den kom flyvende direkte mod brystkassen på ham.
Han kunne umuligt stoppe den med sine telekinetiske evner, men han havde en utrolig smidighed og som han skyndte sig at give et vrid til siden, snittede bolten blot hans ene arm, hvortil han med en lav snerren løftede en hånd og knyttede næven.
Der hørtes et smæld fra armbrøsten, som mekanikken i den gik i stykker og manden slap den med et hyl. Han blev synlig og Lorgaths vrede blev hurtigt meget værre.

"Ulv! Tag jer af dem!"

Som han overtog kommandoen over hele missionen, skyndte han sig selv, at løbe direkte mod armbrøstmanden, mens Ulv og de resterende af Izilarnas mænd fik løbet de resterende tre over ende.
Lorgath sprintede direkte hen til manden, der nu stod med en kniv trukket.

"Jeg ville bare give op, hvis jeg var dig. Måske vil det give dig en mere blid behandling i sidste ende, men hvis ikke du gør, så æder jeg dig!"

Advarede vampyren, mens han forberedte sig på det værste. Det kunne godt ske, at manden var for bange for at give op nu. Den effekt havde Lorgath åbenbart på folk en gang i mellem.

Izilarna krabbede sig andtrengt væk fra scenariet og ud til siden hvor hun væltede omkuld. Gennem tiden havde hun været udsat for mange forskellige skader, men denne tog prisen, forsigtigt vippede hun hovedet ned, spidsen af bolten var kun akkurat gået gennem huden, det føltes som om at hendes brystben var komplet knust, men alligevel havde hun været heldig nok til, at den var gået skråt ind oppefra og ned hvilket forårsagede, at den hverken var gået gennem lunge eller hjerte, faktisk, kunne skytten næppe have ramt meget værre.
Med en hæs rallen forsøgte hun hurtigt at trække den solide bolt ud, men uden held den sad fast og smerten var for stor og sansefrarøvende.
Omkring hende skete en masse, hun opfattede ikke ret meget af det, men Khaton skvattede vidt sammen, havde han skåret halsen op på ham? Izilarna kunne næsten hun håbe det, på den anden side ville det næsten være ærgeligt, at det sidste han så var, at Izilarna blev gennemboret af et dødbringende våben.

"Mm.. Mor..de..k.."

stemmen var stædig og endnu rasende, men den var anstrengt og det lykkedes heller ikke at klemme meget mere end få stavelser ud, hvilket blot gjorde kvinden endnu mere vred, kort troede hun, at hendes krop ville give efter for smerterne som små hvide partikler begyndte at danse for øjnene af hende, men stædig og udholden som hun var klyngede hun sig til bevidstheden.

"Fff..å.. mig.. u..ud!"

Hvæsede hun fortsat trodsigt, hun skulle væk fra hulen nu hvis hun skulle overleve, med et skub fra hænderne prøvede hun at skubbe sig op, men et jag af smerte forbød hende at flytte på sig, nu var det hele et spørgsmål om tid.

Det var den hæse snerren nede fra Izilarna, der stoppede Lorgath i sin leg med den sidste mand. Han holdt sit blik på manden, til at med et vrid i håndleddet fik kniven til at flyve ud af hånden på manden og et godt stykke væk fra dem, hvorefter han trådte frem og gav manden et meget hårdt slag med fem fingre langs kæbelinjen. Et punkt for kvalme, et punkt for smerte, og de tre sidste tilsammen var resulterende i død. Manden faldt sammen, livløs, men Lorgath havde ikke tid til at observere ham. Han vendte sig øjeblikkeligt mod Izilarna og løb hen til hende, hvor han hurtigt så hen over hendes skader.

"Jeg har ikke Ashmon med,"

Konstaterede han med en hovedrysten, mens han trak hende på benene. Hun var tung, men han var højere end hun og derfor var det let for ham at støtte hende, mens han hurtigt fik hende ud fra hulen, hvor han flere gange snuste til luften. Her var ingen, og han skyndte sig at sætte hende op af noget klippe ved hulens indgang.

"Er det meget slemt? Kan du få luft?"

Spurgte han, med utroligt overblik. Han var vred, ja, men ikke panisk. Panik var til ingens fordel lige nu, og han følte at han var nødt til at bevare overblikket.
Han forsøgte at undersøge skaden med blikket, men som sagt var han ikke den store healer eller læge. Han havde overhovedet ikke styr på, hvad man skulle gøre ved skader som denne.

For den hvidhårede kvinde varede det en evighed før Lorgath kom, hver eneste minut hun skulle holde sig våben var en kamp uden lige. Til sidst fangede hans skikkelse hendes opmærksomhed og hun gjorde en ekstra indsats for at holde sig fokuseret på hvad han sagde, inden han hjalp hende på benene. det var ikke første gang at han havde slæbt sådan rundt på hende. Hun trak vejret i rallende og hæse stød, men det var grundet anstrengelsen det var at gå, på trods af vampyrens støtte. Hvordan han kunne bevæge sig rundt blandt så meget blod var hende dog endnu en gåde.

"..."

Izilarna prøvede at komme med en morsomhed der involverede, at Lorgath burde have Ashmon i sin rygsæk, men kræfterne var ikke rigtigt til det, i stedet blev det til en hæs pivende lyd som hun pustede opgivende ud. Igen snappede hun kort da hun blev plantet op ad en klippe, hun anede ikke rigtigt selv hvad hun skulle stille op, mest af alt ville hun ønske at Lorgath ville tage sig sammen og flå lortet ud, men om det var klogt anede hun ikke.

"JA.. j..eg.. ik.. det'..ss ..sslemt!"

Ironisk nok sad hun med en bred bolt gennem brystet, men den kunne have ramt mere fatalt, den kunne have ramt både hjerte, lunger, hovedpulsåre og rygsøjle, men hun var sluttet billigt, til gengæld blev alt i det nærliggende område klemt på inklusiv hjerte og lunger, hvilket i sig selv var smertefuldt nok, hvorfor fanden havde Lorgath ikke hørt, at hun havde en ventende healer siddende på en nærtliggende kro?
Lidt opgivende gav hun et hovedkast i nordlig retning, inden hun gispede en kende efter vejret.

"Kroen.. Ii..diot!"

Lo hun hæst, der var viterligt intet at grine af, men der var ingen grund til at tynge stemningen yderligere.

Izilarnas hæse, pivende vejrtrækning fik Lorgath til at hæve et øjenbryn, men han lod som ingenting, mens han sad foran hende, på hug, meget årvågen på, om der ville komme andre ud. Midlertid skete det ikke, så han blev der ved hende, til hun snakkede om en kro og kaldte ham idiot. Et skævt smil dukkede op på hans læber, som han tog fat i hendes tunge krop igen.

"Javel ja, klodsede klaphat,"

Kommenterede han tørt, mens han begyndte at gå med hende på slæb. De havde travlt, men det var ikke muligt for ham at løbe med hende. På vejen stoppede han dog op. Ikke langt væk var hans tjener med to heste og han så hurtigt på Izilarna.

"Hold dig for ørerne,"

Advarede han, før han satte i et ret højt pift. Det gjorde ondt i hans egne ører, men hans hest ville forstå det, og så ville tjeneren nok bare følge med på sin egen hest.

Ganske rigtigt dukkede de op et halvt minut senere, i fuld galop. Lorgath spildte ikke tiden, med, at få Izilarna med op på sin hingst, der virkede meget afslappet trods lugten af blod og den dyriske Izilarna.

Kort efter satte han i galop, ligeglad med om det ville gøre ondt. De havde travlt, og smerten ville holde hende vågen.