Det havde været Netishs intention at besøge Elverly i årevis, at se og opleve det hjem hun aldrig havde kendt. Men der var altid kommet noget i vejen. En hård vinter, pest, krig. Der var altid flere døde der havde brug for Kiles fred, og præsteskabet var kun blevet mindre de årtier. Det var en tung byrde at bærer, én som få var villige til at samle op.
Men nu var tiden enlig kommet, hvor Netrish ikke havde haft flere undskyldninger, og var draget til Elverly. Selv på denne personlige rejse havde Kile dog ikke sluppet sit tag i Netrish, og havde ledt hende, ikke til byen som planlagt, men til Elvernes gravhøj.
I tågen var Netrish ikke meget mere end et svagt omrids, en hvid siluette skabt af lanternen hun bar med sig. Selvom det kun var set på eftermiddagen, var mørket allerede begyndt at sænke sig i elverhøjenes tåge.
Netrish havde efterladt sin oppakning ved højens fod, og havde i løbet af eftermiddagen bevæget sig fra en grav til den næste, og bedt for de døde. Ligegyldigt hvilken gud de havde tilbedt i livet, var de alle i Kiles rige nu.

Det var en af de aftner hvor Toorah selv havde taget en vagt i Elverly, det var et vigtigt signal at sende til sit folk, at man ikke selv var for fin til at få beskidte hænder. Desuden var en uro begyndt at brede sig i byen efter de mange mørkelverangreb der havde fundet sted, ved at lederen selv tog nogle af de udsatte vagter viste hun, at der intet var at frygte og at spejderene roligt kunne fortsætte deres arbejde som mange år forinden.
De store røde kjolebukser hang løst ned på hver af hestens flanke hun sad på, guldkanter var broderet rundt i alle kanter på det røde sæt tøj og udover havde hun en prægtig rød og guldfarvet rustning der kun var en højtstående elver værdig. Ved siden havde hun et langt lettere buet sværd og ved sadlens ene side havde hun et mægtigt sort rundskjold med guldkanter. Som altid var håret sat op i en mægtig frisure der fik hende til at fremstå vældigt højere end hun var, selvom dette ofte ikke var nødvendigt, dog var det i dagens anledning sat mere praktisk end prangende, grundet dagens arbejde. Hesten hun sad på var høj, over ryggen rundede den godt og vel 190 centimeter og af den grund virkede skikkelsen i tågen som en gigant på afstand.
Toorah behøvede ikke supersanser for at vide, at der var en fremmed i det dunkle område, hendes kontakt med træer havde sladret for længe siden og af samme årsag var det med hestens lette skridten at hun nærmede sig målet, det virkede ikke som noget der behøvede hastværk.
"Godaften!"
stemmen var mørk og blød men den gnistrede langt væk af autoritet, hun havde dårligt skråret sig igennem tågen inden hun tiltale hvemend der endnu blot var en skikkelse i landskabet, men hestens skridt førte hende hurtigt tættere på og afslørede elverens identitet. Toorahs øjne virkede mørke i det tågede og formørkede landskab, de var bestemte men imødekommende.
"Jeg mindes ikke at have set Dem før i Elverly?"

Netrish hørte en hest nærme sig, men færdiggjorde tålmodigt sin bøn, inden hun rejste sig og så rundt for at finde kilden til lyden, som tågen kastede rundt og forvrængede. Det var først da hestens massive skikkelse brød igennem tågen, at Netrish endelig fandt kilden.
Da rytteren råbte Netrish an, skubbede hun roligt hætten tilbage, og bøjede hoved respektfuldt "Godaften" hilste hun igen. "Det er som De siger. Dette er første gang jeg sætter mine ben i Elverly. Mit navn er Netrish Nardarlah, og jeg er kommet for at lærer om mit folk og min æts skæbne" forklarede hun åbent. Netrish navn skar dog. Det lød ikke som et rigtigt elvernavn, men mere som noget et menneske ville kalde sig for at lyde mere elver-agtig og fornem, eller værre endnu, noget en halv-elver ville kalde sig. Der herskede dog ikke megen tvivl ud fra hendes udseende om, at Netrish var fuldblods.