Kira kom gående roligt ned af gaden med en brun kappe hen over sine skuldre, med hætten over hovedet, som ikke var dækket til, men hun fremstod mindre fin end hun plejede og det var der en grund til. Det rødbrune bølgede hår hans løst ned og var lidt busket op. Hvis man kendte hende, så kunne man tydeligt se at hun bevist havde valgt at se lidt mindre fin ud. Hun befandt sig nemlig i det fattigere kvarter, selvom hendes far utrykligt havde sagt at hun skulle holde sig derfra, og selvom hendes lovlydige natur bød hende at lytte til hans ord, kunne hun ikke. Hun bar en læderpose fyldt med mad i favnen, og gik målrettet ned mod et stort hus, som fungerede som børnehjem. Hun havde været her mange gange, og havde anonymt afleveret mad til dem, for at hjælpe dem med at holde sig oven vande. Godt nok var det lyset der herskede i øjeblikket, men det betød ikke at folk var rigere.
Knap havde hun forladt det store hus igen med et smil på læben, før hun hørte påstyr i en af de mindre gyder. Forsigtigt gik hun hen og kiggede rundt om hjørnet, hvor hendes blik mødte nogle mænd som jagtede en ung dreng på omkring de 12 år. Kira havde aldrig følt sig modig på nogen måde, men endnu engang var hun fastbesluttet på at blande sig og endnu engang garentere sig at komme ud i problemer! ”Stop! Lad ham være!” hun løb hen mod manden der holdte fast i drengen og greb fat i hans arm. ”Han er bare et barn.” men mandens grin afslørede tydeligt at han var ligeglad og morede sig over Kiras opførsel og greb fat om hendes håndled. Forskrækket løftede Kira den anden hånd og skubbede manden væk fra sig med en sådan kræft fra sin magi at han ramte ind i væggen med et brag og brøl. Kira stod lidt og kiggede på ham med store øjne, men rystede hovedet og greb fat i drengens arm. ”Kom med mig.” og de satte derefter begge i løb. Hvorfor kunne hun ikke bare for en gangs skyld holde sig fra ballade og undgå at blive jagtet igennem hovedstadens små gyder af nogle højtråbende mænd. Men det var ikke forbi med uheldigheden endnu, for den unge dreng og Kira endte i en blindgyde med mændene hurtigt efter sig. ”Skynd dig, kravl over væggen.” Drengen kiggede på hende som om hun havde spist søm. ”Det kan jeg da ikke?” Men Kira hørte ikke efter. Hun var begyndt at løfte nogle af kasserne op for at danne en trappe til ham, med sine tanker. Drengen løb op af den let ujævne trappe, og sørgede for at hoppede videre inden kassen faldte til jorden kort tid efter han var trådt op på den. ”hvad med dig?” Kira vendte sig om mod mændene som saknede farten og kiggede på hende med et smil på læben hun virkelig ikke brød sig om. ”Hent hjælp, hvis du kan.. så er du sød.” Fremstammede Kira som hun pressede sig op af væggen og virkelig ville ønske hun kunne kravle ind i den. ”Du virker bekendt min tøs.. du er ikke fra disse kanter er du vel? Hmm, gad vide om hun er en langt bedre pris end den snollede lille knægt.”

Hargin var på en partrulje for en af de mindre rangerende lyskrigere for denne aften. Krigeren havde fået en skade i sin træning og derfor havde dværgen valgt at slå til, og tage vagten, da han alligevel ikke havde så meget at lave denne aften. Så her var han, i de fattiges kvarter, iført sin skinnende ringbrynje og med en lille smule plade ud over, mest på armene, og den lange læderfrakke ud over. Stridshammeren hang i hans bælte og han passede generelt slet ikke ind på disse kanter. Men han blev ladet være. Måske fordi han var en ridder. Måske fordi han var en dværg. Eller også talte stridshammeren bare for sig selv. Han blev i hvert fald ikke antastet af nogen.

Aftenen gik stille for sig, til han et stykke væk kunne høre nogle løbe rundt. Han kiggede sig omkring, og endte med, at lægge sig ned for at tjekke efter hvor det var. Det så sikkert komisk ud for andre, men på denne måde ville han kunne høre og mærke hvorhenne de var.
Da han havde fået en retning, rejste han sig og satte i løb. Men dværgen havde korte ben og jagten tog længere tid end først regnet.
Da han endelig fandt dem, stod de ved en væg, sammen med en ung kvinde. De havde fat i hende, to af dem, mens de resterende to så ud til at holde øje. Han hev sit skjold ned fra ryggen, så man kunne se hvem han var. Lysets tegn var malet derpå. Han knipsede med fingrene og pludselig var området omkring banditterne og ham selv lyst godt op.

"Så er det kraftedme nok!"

Råbte han højt til dem. De to af dem vendte sig øjeblikkeligt mod ham og en ordveksling lød. De resterende to ville holde pigen der, til de to "vagter" havde taget sig af dværgen. Men dværgen var ikke sådan lige at kue.
Han trak stridshammeren og ventede blot på, at de skulle komme. Da de endelig gjorde, løb han dem selv i møde og hamrede sit skjold ind i den enes ben, væltende ham omkuld, hvorefter han vendte sig mod den anden.

"Sådan nogle skidesprællere som jer, fortjener kun én ting. Lammetæsk!"

Med de ord røg stridshammeren lige ind i bandittensknæ. Bandittet kunne nu kun tænke på at falde sammen, skrigende som et lille barn over sit ødelagte knæ.

"NU SLIPPER I HENDE FANDME!"

En af mændene tog fat i Kiras hænder og havde tydeligt taget ved lære af hendes tidligere angreb mod ham, og fastholdte hende, selvom hun forsøget desperat at slippe fri. ”Nej, stop.. Slip mig!” hendes stemme rystede og hun mærkede panikken gribe hende. Hun kunne ikke slippe væk, hun var fanget og hun var skrækslagende. En anden mand hev hætten af hendes hoved og afslørede hele hendes ansigt og tog fat i hendes hage for at løfte den op, mens han betragtede hende. Kira brød sig slet ikke om de tanker som løb igennem hans hoved i dette øjeblik.
Mændene blev afbrudt, da lyset pludselig fyldte gyden og Kira blev kort blændet, men vente hovedet lidt i sikkerhed. Der var kommet en for at hjælpe hende, og hun kunne simpelthen ikke være mere taknemmelig, selvom hun mere eller mindre stod og rystede af skræk og ikke viste andet end frygt i øjeblikket. De to banditter holdte hende stadig fast, som den nyankommende dværg kæmpede sig frem mod dem. Der gik dog ikke lang tid før den ene slap hende, for at angribe, og derved efterlod den anden alene tilbage ved Kira, som forsøgte at dæmpe sin panik, men at mærke at der nu kun var en der holdte hende fast, gav hende mulighed for at kæmpe sig lidt bedre fri.
Da dværgen havde råbt, løsnede banditten svagt sit greb i Kiras hænder, hvilket var nok til at hun kunne trække den ene hånd til sig og med et råb fik sendt ham væk fra sig med en trykbølge. Kira hadede at bruge den magi, hadede at vide hun gjorde skade på et andet levende væsen selvom hun var blevet truet af den selv samme. Kira faldte sammen i en sammenkrøben siddende stilling og pressede sig helt tæt op af væggen, mens hendes vejrtrækning kom i stød og små hulk. Hun havde ikke lyst til at græde, og hun kæmpede virkelig for at holde det hele tilbage og tage nogle dybe vejrtrækninger, selvom hele hendes krop skælvede. Hendes blik var fast rettet mod banditten som hun havde skubbet kraftigt væk fra sig, bange for at han skulle rejse sig igen og komme tilbage og true hende, men samtidigmed bange for hvor meget hun havde gjort ham fortræd.

Hargin var ikke langsom til at skynde sig at kigge over mod kvinden, hvor én af mændene hurtigt slap hende, for komme sine venner til undsætning. Han gjorde store øjne, da kvinden selv tog sig af den sidste, der fløj væk og landede et godt stykke væk, bevidstløs efter hvad Hargin selv kunne se. Han skyndte sig at gøre sig klar på at tage sig af den sidste, der havde en kølle i hånden. Intet, Hargin ikke kunne tage sig af. Han hev sit skjold op, klar på at modtage et slag, der godt nok rystede lidt i skjoldet, men dværgen stod fast, og slog igen, endnu en gang mod benene. Det var det letteste sted for en mand af hans højde, og endnu en gang bukkede et knæ under, for hans stridshammer.

Han lod dem ligge, og skyndte sig hen til den unge kvinde, hvor han smed skjoldet ned på jorden og lagde sin frie hånd på hendes skulder.

"Er du kommet noget til, frøken?"

Spurgte han, noget mere roligt end før. Hans stemme var ret dyb, nu hvor han ikke havde behov for at råbe af folk. De lå enten bevidstløse eller klynkende runt omkring, så lige nu var hans mest bekymret for kvinden. Han havde en god ide om hvad de havde gjort.

Kira sad der bare og stirrede frem for sig med store øjne, som hun rystede let. Aldrig havde hun været så tæt på at blive fanget og ikke slippe væk. Aldrig før havde hun frygtet så meget, at hun ikke havde en chance for at komme væk, og selv her, var der kommet en og havde reddet hende. Da hendes redningsmands skjold ramte jorden, var det som om at Kira blev revet ud af den stilstående tilstand af at stirre på den bevidstløse mand og give et lille spjæt. Hun vendte hovedet mod ham og så ind i de bekymrede grønblålige øjne og mærkede en hånd på sin skulder, hvorefter følelsen af at hun faldte lidt mere til ro ramte hende, selvom hun stadig var rystet.
Hun åbnede munden for at ville svare ham, sige at hun ikke var tilskadekommen, andet end at hendes håndled var ømme, for ikke at tale om de psykiske skar mødet havde givet, men intet undslap hendes læber, andet end et hulk. Et hulk der resulterede i at hun instinktivt lænede sit hoved ind i hans skulder og krøllede sig sammen. Hun anede ikke hvem han var, andet end at han lige havde sat sit eget liv på spil for at redde hende og havde været oprigtigt bekymret for hende. Der var også noget beroligende over ham, selvom hun lige nu stadig rystede let og havde enkelte tåre løbende ned af kinderne. At afholde sig fra at græde, blev så ikke til noget alligevel, men lige nu var hun ærlig talt også ligeglad.
Hun snøftede lidt inden hun rent faktisk fik sin stemme til at lystre og svare ham. ”Nej, de nåede ikke at gøre mig noget.” sagde hun meget stille, uden at flytte sig så meget som en cm fra hans skulder, hun nu også holdte fast i med den ene hånd. Om noget tid ville det gå op for hende at hun lænede sig op af en vildt fremmed, og at hun muligvis også overtrådte grænser. Men den tid den sorg.

Hargin blev hurtigt bekymret, da den unge kvinden ikke kunne svare på andre måder end at hulke. De havde nok gjort hende et eller andet, det tænkte han i hvert fald lige nu. Han lagde hurtigt en stor, muskoløs arm om hende, mens han forsigtigt stak hammeren tilbage i bæltet. Han var ikke helt sikker på, hvordan han ellers skulle trøste hende, for han havde ikke ligefrem oplevet sådan noget her. Han holdt hende sådan et stykke tid, som han stod der, sin ringe højde for en gangs skyld brugbar. Han behøvede ikke sætte sig ned i al sit tunge udstyr og hun behøvede ikke rejse sig.

Da hun hun endelig åbnede munden og sagde at de ikke havde gjort hende noget, sukkede Hargin lettet. Han ville slet ikke kunne bære, at sådan nogle ækle niddinger havde gjort sådan en ung frøken noget.

"Godt, ellers havde det været værst for dem selv. De kommer stadig til at blive straffet,"

Sagde Hargin fortrøstningsfuldt, mens han så over på dem med et aggressivt blik. Ingen af dem var gået nogle steder, heldigvis.
Han stod der lidt, til der lød en skramlen som fem vagter kom løbende med deres skjolde og spyd. Han så op fra kvinden og de genkendte ham hurtigt.

"Sir, er der flere der skal fanges?"

Spurgte deres troppefører. Hargin rystede blot på hovedet til at begynde med.

"Kun de fire. Få dem ned i spjældet og sørg for at bliver behandlet som lort,"

Lød det småvredt fra dværgen, mens han langsomt slap kvinden. Nu var det bare op til byvagten, at sørge for banditterne. Han så en dreng i følge med vagterne, der stod og stirrede på ham, målløs. En vagt fortalte hurtigt hvordan knægten havde løbet efter hjælp og Hargins ellers sammenbidte grimasse blev meget mere mild, da han ragede en stor hånd ned i sin pung og fiskede en mindre krystal op som han kastede over til drengen.

"Godt klaret, knægt,"

Kira faldte mere til ro, da hun mærkede en beskyttende arm om sig og at hun var i sikkerhed og der ikke kom mere efter hende. Derfor gik der heller ikke alt for lang tid før hendes hulken døde ud og hun genetablerede en mere normal vejrtrækning og hjerterytme. Et sidste snøft kom fra hende som hun nikkede lidt til hans ord. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, andet end at hun var glad for de blev straffet. Både for det de havde gjort mod hende, men også hvad de ville havde gjort ved den stakkels dreng, hvis Kira ikke var kommet ham til undsætning.
Kira løftede hovedet som hun hørte flere komme løbende hen mod stedet, og hun mærkede et stik af panik igen, indtil hun så at hun intet havde at frygte og så drengen ved deres side. Den dreng som hun havde hjulpet over væggen og havde bedt hente hjælp. Kira smilede beroligende til ham, som at han ikke skulle være bange og bekymret, selvom hun ikke lige nu havde det helt fantastisk. Drengen var også de ting, men hovedsageligt var han målløs over at en mand kunne klare så mange vagter på en gang.
Som dværgen langsomt slap hende, tørrede hun sine kinder og fik sig let usikkert stavret på benene. Ikke at det gjorde den voldsomt store forskel, da hun faktisk ikke var særlig høj. Hun svejede let og lod den ene hånd ramme væggen til støtte. Efter at drengen havde grebet krystallen kiggede han over på Kira igen. ”Tak fordi du hentede hjælp.” sagde hun stille med et forsigtigt smil på læben og så drengen smile og vende snuden hjemad. Hvilket han nok også trængte til.
”Og tak fordi du reddede mig.” henvendte hun sig til sin redningsmand en smule genert. For det var så småt begyndt at gå op for hende hvad der var foregået efter at alle banditterne var blevet slået ud.

Hargin var meget opmærksom på, at kvinden ikke faldt, da hun kom på benene. Hun virkede svimmel, men han kunne ikke gøre ret meget ved det. Han var ikke en healer, men han kunne til gengæld godt støtte hende, hvis hun bad ham om det. Han kunne ikke lade være med at smile varmt, idet hun takkede drengen for sin indsats. Det var alligevel en del, at bede om. Drengen kunne være blevet ignoreret og værre, han kunne have tjent en flad femøre på det.

"Og kom hellere hjem i en fart, vi skal ikke have flere uheld i byen,"

Tilføjede han hurtigt. Knægten var et let mål for typer som dem, der lige nu blev bundet forsvarligt og taget med. Nu var der kun kvinden at tage sig af. Det skulle Hargin nok stå for, da han ikke bare ønskede at hun skulle i en fremmed mands varetægt igen. Vagt eller ej. Han stolede kun på sine egne evner i øjeblikket.

"Det var så lidt. Det er trods alt mit arbejde, at redde folk,"

Svarede han, en kende forlegen over hendes tak. Han var vant til, at sådan var det bare. At folk sagde tak, overraskede ham altid, især når de var mennesker der gjorde det. Det var så anderledes at være en dværg i en menneskeby.

"Og nu har jeg i sinde, at følge Dem hjem. Jeg har intet andet jeg skal og jeg synes allerede De har været meget igennem allerede. Mit navn er Hargin Ragnarsson og jeg er en af Lysets Dronnings riddere,"

Forklarede han for hende, mest af alt så hun vidste hvem han var og hvad han lavede. Han kunne jo være hvem som helst, selvom skjoldet var identitet nok. Han tog det langsomt op og slyngede det om på ryggen, hvorefter han med et fingerknips lavede en mindre lyskugle, der kunne følge dem på deres vej.

Kira stod, stadig lidt svejene, tilbage og så efter drengen, som løb afsted hen af fliserne. Hun vendte igen hovedet mod dværgen og smilede oprigtigt taknemmeligt til ham. Hun mærkede en lille lyserød streg vokse sig hen over hendes kinder, og hun kiggede lidt forlegent ned mod jorden og bed sig i læben. ”Men De skal have tak alligevel. Jeg skal snart lærer at passe bedre på mig selv.” svarede hun stille og satte en vildfaren tot tilbage bag øret igen.

Kira kiggede roligt op på ham med de store grønne øjne og lyttede som han forklarede hende hvem han var, selvom hun havde regnet lidt af det ud i forvejen ved synet af symbolet på skjoldet, og det faktum at han kastede sig alene ud i at redde hende. Det var en blanding af panik og afskræk der nåede hendes øjne, da han sagde han ville følge hende hjem. Hun havde intet imod at han ville følge hende hjem! Faktisk ville hun ærlig talt foretrække ikke at være alene lige nu. Men problemet lå i at hendes forældre ville stille spørgsmålstegn til hvorfor hun havde eskorte hjem, nu når hun bare havde været oppe ved en veninde i den rige del af hovedstaden. Hvilket jo havde været en løgn, og Kira mærkede den velkendte følelse af skyld, som fik hendes mave til at knuge sig sammen. Hun brød sig meget lidt om at overtræde regler og lyve, og det var også overfor hendes forældre. ”Mit navn er Kirana Bidadari. Jeg foretrækker at blive kaldt Kira.” startede hun blidt med at præsentere sig selv. Hun kunne lige så godt fortælle ham hvem hun var, da hun absolut ikke frygtede at han ville gøre hende noget ondt. Tvært imod! ”Min far er dommer. De har muligvis hørt om ham. Jeg har i hvert fald endnu ikke mødt nogen der ikke har.” fortalte hun lige kort om sig selv, for at Hargin havde en idé om hvem hun var og hvor hun kom fra. Hun forberedte sig endda på de spørgsmål om hvad i al verden en rigmandsdatter laver i denne del af byen!
Kira bed sig lidt i læben og så på Hargin. ”Øhm Hr. Ragnarsson? Hvis ikke det er til for meget besvær, kan vi så gå indenom børnehjemmet først? Faktisk købmanden først og så børnehjemmet.” spurgte hun i en nærmest bedende stemme. Hun ville ikke blive sur hvis han sagde nej, men hendes øjne var alligevel store og bedende som hun kiggede på ham.

Hargin så op på kvinden, som hun alligevel takkede ham og præsenterede sig. Han nikkede respektfuldt, som hun nævnte sin far.
"Jeg har godt set Deres far før, jeg står næsten altid vagt når forbrydere bliver dømt," forklarede han med et lille smil på læberne. Hans smil blev mere bredt, som hun gav ham en anspørgsel, men endte med at bruge den forkerte titel. Teknisk set skulle han tiltales sir, men det var ham underordnet.
"Kan De ikke bare kalde mig Hargin? Hr får mig til at føle mig smågammel," Spurgte han pænt, før han kom til at sprutte af grin. Han VAR gammel. I hvert fald i forhold til hende. Men han ønskede ikke at sige nej til hende, selvom hun lige havde været ude på dybt vand og burde komme hjem i de trygge rammer.

Men nu var han her jo, så hvad kunne der overhovedet gå galt ved, at hjælpe hende? Hun havde jo nok nogle ærinder, der skulle ses igennem.
"Men jo, det kan vi godt. Jeg skal alligevel lige have fat i en bid brød. Al den slåen på knæ har gjort mig skrupsulten," indrømmede han med en varm, dyb latter, før han hankede lidt op i sit bælte og skjoldet, der nu var sat tilbage på ryggen. "Efter Dem, frøken Kira."

Kira nikkede samtykkende. Hun var vant til at de fleste kendte hendes far, men meget få kendte hende. Hvilket var en fordel nu når hun rendte rundt i dette område engang imellem. Nogle gange mere end andre, og som i dag, var der også nogen der kunne kende hende. Ikke nogen rar følelse. Men sådan var konsekvenserne jo af at være ulydig. Noget der stadig bragte en ubehagelig følelse ned i hendes mave.
At hun ramte den forkerte titel, havde nok hovedsageligt været fordi hun stadig var en smule i chok over det som var sket. Dog var hun faldet til ro og havde fået puls tilbage til normal. Faktisk kunne det ikke ses på hende, at hun stadig var chorkeret over det.
Hun smilede til ham ”Jeg skal prøve at huske det.” svarede hun og der kom et lille grin fra hende som han begyndte at grine, selvom hun kiggede undrende på ham. Det var nok den med at han følte sig smågammel. Han var vel ikke gammel af en dværg? Hun havde læst om racen, som så mange andre racer der var beskrevet i bøger. Det var dog intet imod at møde en rigtig og snakke med. ”Hvad griner De af?” Hun kunne ikke lade hver med at spørge ham, som hun havde et stort smil på læben og nogle små grinende lyde slap fra hende. Det havde altid været smittende når nogen grinte, og Hargins grin var ligeledes smittende.

”Det tror jeg på!” medgav hun ham, som hun satte hætten fra sin kappe tilbage over hovedet. Ikke sådan at den dækkede hende helt, men alligevel, blev hun lidt mindre genkendelig. En svag rødmen steg op i hendes kinder. Hun var vant til at folk tiltalte hende på den måde, men af en eller anden årsag bragte det en rødmen op i hendes kinder når han gjorde det. Hovedårsagen var nok fordi han lige havde reddet hendes liv. Kira var sikker på at det måtte være det. Hun gik roligt ned af gaden, hen mod den kødmand som hun kendte bedst. Ejeren genkendte hende også med det samme. ”Goddag kære venner! Hvad skulle det være?” spurgte han dem begge, nu når han kunne se de fulgtes af. ”Jeg skal bare havde det sædvanlige, Joseph.” svarede hun dog, og ejeren skiftede derefter sine venlige øjne og store smil hen til Hargin for om han skulle havde noget.

Hargin stoppede lidt brat sin latter, da Kira spurgte hvorfor han grinede. Det var et ret upassende emne at tale om, så han indså, at han nok måtte pakke det ind i vat, hvor lidt han så end var i stand til sådan noget. "Jeg har grå stænk i håret, og vil ikke anses som værende gammel, når i virkeligheden sikkert ligner en lille, gnaven nisse," kommenterede han, før han kom til at grine igen. Okay, pakket ind var det, men måske kun halvt. I det mindste holdt han da sine tanker om aldersforskellen mellem dem, for sig selv.
Som de kom til købmanden, stoppede Hargin sin latter, for at få et mere høfligt smil indprentet i sit ansigt, da de stod foran ham. Igen måtte dværgen kigge op, da Joseph så afventende på ham. Egentlig skulle Hargin ikke have noget, men nu var han lige gået hen og var blevet sulten, så noget skulle han vel have.

"Hmm... Måske et eller andet at spise.. Et stykke brød, eller sådan noget?" mumlede han tankefuldt, før han smed nogle krystaller op til købmanden og fik noget mad til gengæld, der nok bestod af lidt mere end bare et stykke brød. Det var han egentlig ganske tilfreds med, så han satte i et lidt større smil end før, da han modtog pakken med mad i. Han var faktisk blevet ret sulten. At slås gjorde ham altid sulten. Og tørstig. Men købmanden havde ingen mjød, så han måtte nok hen på det Halve Svin senere. Bare en kort lille tur, lige få sig et par krus. Især oven på, at have fulgt en dommers datter rundt i byen.

Kira kom til at grine let igen, som hans latter igen startede. Jo, han havde nok pakket det ind, men hun kunne ikke undgå at grine med ham. Hun satte hovedet lidt på skrå, og kiggede på ham, som hendes latter svandt lidt hen igen, men et varmt smil blev på hendes læber. ”Jeg synes ikke De ser gammel ud. Og De ligner bestemt ikke nogen lille, gnaven nisse.” tilføjede hun til sidst, mens en kort latter igen kom frem i hende. ”Jeg synes De ser meget godt ud.” kom der derefter fra hende, og det gik hurtigt op for hvad hun havde sagt. Hendes øjne flakkede ganske kort, mens hun kæmpede med den lyserøde streg der sneg sig hen over kinderne. Forhåbentlig, blev den ikke alt for synlig. Hvordan ville det ikke se ud at hun sådan gik og rødmede. Så igen, han havde lige reddet hendes liv. Dertil var han også rar at snakke med og virkede langt mere rolig og varmhjertet end nogen hun før havde mødt.

Kira ventede tålmodigt til Hargin var færdig med at handle, inden hun gjorde mine til at bevæge sig videre. ”Børnehjemmet ligger ikke så langt herfra. Jeg tager derover når det er mig muligt.” forklarede hun roligt, som de gik hen over pladsen, og hun guidede dem ind i en lidt mindre gade, men stadig med flere folkemængder i klynger. ”Mine forældre, ved ikke at jeg gør det.. Hvilket er dumt af mig, det ved jeg.. men.. jeg har så meget, og de har så lidt. Det er ikke retfærdigt at jeg ikke giver videre af hvad jeg har.” fortsatte hun, og så på Hargin med et varmt smil. Hun fortrød ikke at hun udsatte sig selv for fare ved det. Det var en af hagerne ved at tage ud alene, men det gav så meget glæde at se de små børn løbe hende i møde og børnehjemmets leder, varme og taknemmelige ansigt, hver gang hun kom.
De ankom til et slidt hus, med en stor tung dør, som Kira først bankede på, inden hun åbnede den selv. ”Martha?” kaldte hun ind, lidt højt, da lyden af børn og smålarm fyldte rummet. Dog ved lyden af hendes stemme, blev der helt stille, hvorefter lyden af fødder der kom mod døren blev mere tydelige.
Kira vidste selvfølgelig godt hvad der skete, og ganske rigtig. Der gik ikke mange sekunder før en flok let beskidte børn kom løbende mod hende, fulgt af den ældre dame med grå totter i sit hår, og et træt udtryk i ansigtet, selvom en varme var tydelig at fornemme i hendes ansigt. ”Jeg kan fornemme, at i har savnet mig.” kom der grinende fra Kira, som hun blev overfaldet af børn, der holdte fast om hende. Der gik dog ikke lang tid, før de alle sammen kiggede op på Hargin med store, nysgerrige og beundrende øjne. De var ikke ligefrem vant til at se lyskrigere. Imens rakte Kira kurven, hen over de små hoveder, som Martha tog imod. ”Kom endelig ind!” kom der varmt fra hende, som hun tog imod kurven. ”Mange tak.”