Det var én af de perioder, hvor Thorn tog sig et velfortjent hvil. Han havde været på arbejde hele dagen og meget af aftenen, ud på natten. Nu var han endelig faldet i søvn, men det var alligevel noget kluntet, som han lå ind over sit eget bord og sov, komplet uvidende om hvad der skete omkring sig.

Det var godt det samme, for snart blev der banket noget hårdt på hans dør. Han nåede end ikke, at lade dem komme ind, før den blev åbnet i al hast. I ren og skær instinkt lagde hans hånd sig på sværdhæftet, men heldigvis var det blot en vagt. Men vedkommende havde blod på sig, så der var meget tydeligt noget galt.

"Taurn Edhel er blevet overfaldet!"

Sagde vagten omgående, mens han stod der i døren, trippende. Der skulle ikke meget venten til, for Thorn rejste sig omgående og stormede ud af døren, fulgt af selvsamme, noget overraskede vagt. Som vagten forklarede at det var meget alvorligt, satte Miilaethorn straks i løb, til han kom til hendes sovegemakker.

Han vidste omgående hvor galt det var, da han så hende liggende i sengen, hvor der var blod over det hele. En mand lå på gulvet, men Thorn skænkede ham ikke en eneste tanke.

"Hvordan i alverden kunne han komme ind uset og uhørt?!"

Spurgte han den vagt der stod ved Toorah. Hans blik var lynende vredt. Der skulle ikke meget til at slå hans temperament ud af kurs disse dage.

"Flyt dig!"

Lød det, stadig noget vredt fra ham, mens han gik hen til dem og knælede ved siden af sin bedste ven. Alle minder om den diskussion de havde haft for fem dage siden, var glemt komplet, som han kiggede undersøgende på hende. Hans skarpe blik fandt med det samme sårene og han var godt klar over, at mindst to af tre tre knivstik havde punkteret en lunge.

Han var nødt til at røre sårene for at være behjælpelig nok, og han var udmærket klar over, at det kom til at gøre ondt. Hendes blod var som syre.

"Toorah, kan du høre mig?"

Spurgte han, mens han forsøgte at få øjenkontakt. Det var vigtigst, at hun var vågen. Hun måtte for alt i verden ikke have mistet bevidstheden.

Det var en af de aftner, hvor Toorah havde siddet og hængt over nogle dokumenter det meste af aftenen i sit kontor, uden hverken at få skrevet eller læst ret meget, hun var træt og havde været det det meste af dagen. Alligevel kunne hun ikke gå i seng med det samme, det var ikke passende at hun forføjede sig før det meste af fortet var blevet stille.
En skål med suppe stod halvt spist på bordet, hvor hun sløvt hang henover nogle gammelt udseende dokumenter. Pludseligt bankede det på døren, hvilket fik hende til at rette sig op med et ryk og se officiel ud.
Ind kom en slank sorthåret elver, med ganske bleg ud, hans udseende var anonymt og som alle andre havde han nogle simple fletninger i det ravnsorte hår. Forsigtigt tog han skålen med efterhånden kold suppe til sig, inden han vendte sig mod Toorah med et undskyldende blik.

"Taurn Edhel, De ser træt ud. Skal jeg rydde Deres dokumenter sammen og klargøre dem til i morgen?"

Toorah så vurderende på ham, hvis hun ikke kunne snyde en simpel tjener kunne hun nok ikke snyde nogle andre, hun var ved at skvatte sammen af træthed, måske skulle hun tillade sig selv mere end fire timers søvn.
Langsomt hævede hun hånden og gjorde et lille vift med den.

"Giv besked til kammerpigerne Naa'zil. Jeg trækker mig for idag!"

Toorah rejste sig fra stolen, inden hun kastede et kort blik på papirene, der var intet som var så fortroligt, at en tjener ikke kunne se det. Så gik hun ud af lokalet, mens den sorthårede kort kiggede efter hende og gav sig så til at rydde af. Toorah gik gennem det store fort, inden hun nåede sit kammer, der stod de allerede, to yngre kvindelige elvere i simple kjoler, takket være Naa'zils evne til at give besked via tanker vidste de allerede, at Toorah havde været på vej.
Hun satte sig ind foran det store bord i sit sovekammer, så hævede hun blikket mod de tre spejle der reflekterede det trætte ansigt, mens pigerne begyndte at udrede den store frisure, til det store røde hår hang løst og nyredt. Så blev det sat op i en simpel hestehale og Toorah blev hjulpet ud af de store gevandter og trukket i en simpel lang, hvid natkjole med slanke stropper. Dernæst forsvandt pigerne og de to vagter der altid stod foran døren gav et kort nik, inden døren blev lukket.

Toorah åndede lettet op, endelig alene. Hun var ikke længe om at synke sammen i sengen, den ene hånd gled langsomt op under puden, hvor den krummede sig sammen omkring en slank daggert og ganske efter faldt hun i søvn.

Det varede ikke længe, for sent opfangede de fine ører lette fodtrin, Toorah var vant til, at døren til hendes kammer blev åbnet med regelmæssige mellemrum, det var normalt, hendes vagter holdt nemlig øje med, at alt var som det skulle være, men det her var anderledes, der var noget tæt på hende. I et sæt vendte hun omkring i de store dyner, inden en skarp smerte hamrede imod hendes brystkasse, hun gav et støn fra sig og alt hun opfattede var en mørk skikkelse, der i panik endnu engang stak til, ikke langt fra det første sår. Toorah greb ud i mørket, hun kunne mærke hvordan hver eneste bevægelse smertede igennem kroppen og den metalliske smag bredte sig i munden. Hun hostede og mere blod fandt vej igennem luftrøret. Den ene frie hånd lukkede sig omkring noget hår, filtret var det og vildt, så trak hun til at alle kræfter hun havde tilbage, mens den skarpe smerte bredte sig til maveregionen. Elverdaggeren blev svunget og hendes angrebsmand sank gurglende til gulvet med daggerten boret gennem halsen, inden den blev trukket ud fortil og efterlod halsen i et stort åbent blødende sår.

"Ohtar... Vagt!"

Toorahs stemme var for en gangs skyld panisk og døren bragede efterfølgende op. De to vagter kom løbende, Toorah krøb sammen i den store himmelseng, blod havde spredt sig over det hele og hun hev panisk efter luft, hvilket forårsagede endnu en voldsom hosten og mere blod. Den ene vagt så hjælpeløst på den anden, der efter at have prøvet at hjælpe Toorah, satte i løb mod Miilaethorn.
Toorah krøb yderligere sammen, den ene blivende vagt lod forsigtigt hånden lukke sig om Toorahs overarm, men han trak den hurtigt til sig, da det røde elverblod begyndte at æde sig igennem hans fine hud på hånden, ligeledes begyndte store huller i sengetøj og madrasser at brede sig som materialet gav efter for Toorahs kemiske sammensætning.

Det første hun hørte var en velkendt stemme, hun greb ud i blinde, og hendes ene blodige bånd lukkedes omkring nogle velkendte klæder. Så kiggede hun op, det eneste der var tilbage at finde i de røde øjne var angst.

"Miilaethorn! Hjælp!"

Det øjeblik Miilaethorn så Toorahs paniske blik og hørte hendes stemme, bredte panikken sig meget hurtigt til ham, som en kold, knugende hånd, men han tvang den ud igen. Hun havde ikke brug for, også at se ham i panik. Han var nødt til at holde hovedet koldt. Thorn lod hende holde fast i sin arm i lidt tid, før han lige så stille trak sin arm til sig.

"Rolig, det skal nok blive ordnet,"

Sagde han med sin milde stemme, mens han så om på vagterne. De stod stadig hjælpeløse og så til, paniske. Hans blik blev hårdt. Meget hårdt.

"Dig, du går ned og henter forstærkning og du går uden for og holder vagt ved døren,"

Han pegede på dem som han gav dem ordrer, ligeglad med om hans stilling ikke var passende til det. Da vagterne tøvede, begyndte hans øjne igen at lyne af vrede.

"NU! Afsted, eller det bliver værst for jer selv!"

Råbte han højlydt, til hvilket de endelig reagerede, hvorefter han skyndte sig tilbage til Toorah. Nu skulle det ske. Nu skulle hun heales. Forhåbentlig ville han også have energi til sine hænder bagefter, men det var der virkelig ikke tid til at tænke på nu.

Han startede ud med sårene i hendes brystkasse. Tøvende, lagde han sine hænder mod sårene og mærkede omgående, hvordan blodet ætsede sig op gennem den fine, men alligevel hårde mod på hans håndflader. Han trak en mindre grimasse, før han mumlede sine sædvanlige ord på elvisk. Lyset dukkede op kort efter og fik sårene sat sammen, men Thorn havde ikke tid til, at tænke over sin success. Han skyndte sig at fokusere på maveregionen, hvor han endnu en gang lagde en hånd på og fik healet såret sammen.

Nu var det bare om, at få det resterende blod ud af lungerne. Han fik forsigtigt vendt hende om på siden, hvorefter det gik op for ham, hvor træt han var blevet. Han sukkede lavt og kiggede på sine hænder, mens han mærkede hvordan overskuddet til at heale dem, bare sank.

"Er du der stadig?"

Spurgte han træt, mens han lagde en hånd på hendes arm, hvor der endnu var tøj.

Toorah opfattede ikke ret meget, hende smertetærskel var som mange andre elveres ganske lav og nået for længe siden. Hun rystede, alt omkring hende sydede og blev ædt op af det hidsige blod. Et eller andet sted ganske fjernt opfattede hun Miilaethorn som udstedte nogle hidsige kommandoer, hun var ligeglad, han vidste hvad han lavede det meste af tiden, og vagterne var ganske unge, uden nogen speciel kamperfaring gjorde det dermed Miilaethorn til den med mest bagage.
Skulle hun være ærlig, kunne hun faktisk ikke huske hvornår hun sidst havde været så bange for at dø, hun kom til skade i vinterkrige, slemt endda, men skaden havde aldrig været direkte livstruende, snare invaliderende. Men livsfare kunne man snildt kalde hende nu, hun ville ikke dø sådan i sin egen seng, ikke så tidligt og ikke nu. Tanken strejfede hende, om Miilaethorn overhovedet var hurtig nok til, at kunne lukke sårene.
Hun gispede efter vejret, mere og mere ihærdigt, mere blod kom op, hun kunne mærke hvordan en kvalme begyndte at stige og en snurren i hele kroppen begyndte grundet manglen på ilt.
Pludselig var det som om, at de hidsige vejrtrækninger tog fat, lungen havde lukket sig og hun tog et par dybe indåndinger inden endnu mere blod blev hostet op, dette var dog heldigvis det sidste. Store huller havde takket være de vældige mængder blod ædt sig igennem den hvide natkjole og den fine elverhud var sølet ind.
En hånd for op til brystkassen, hvor der blev mærket efter, der var intet at mærke længere, end ikke arvæv var til at finde. Den kvindelige elver sank sammen, hun krøllede sig sammen i hvad der var tilbage af dyne og lagener og prøvede så lidt muligt at dække sig til, det var ydmygende, men i det mindste var Miilaethorn ikke komplet fremmed, han var hendes ældste og bedste ven.

"..."

Toorah kæmpede for at få ord over sine læber, men hun var træt og udmattet, hun tude ikke tænke på hvordan Thorn havde det, hun vidste, at han havde haft dårlig samvittighed over hendes opsang og at han havde arbejdet alt for hårdt de sidste dage. Hun kunne godt have trukket ham til side og undskyldt, men det var ikke passende, hun havde behandlet ham som hun ville behandle en hver anden af Elverlys elvere, og selvom det ikke var det hun ville, så var det hvad der blev krævet af hendes stilling.

"Så meget.. man kan... tror jeg!"

Hendes stemme havde ikke den normale mørke bløde og bestemte klang, den var tyndslidt og hæs. Forsigtigt lukkede en af hendes hænder sig omkring hans tunika, uden at give meget tanke til, at det pæne stof snart ville give efter for den blodindsølede hud.

"Tak"

Thorn var hurtigt til, at holde godt øje med om Toorah var blevet okay igen eller ej. Heldigvis havde hans healing virket og været i rette tide. Han ville aldrig have tilgivet sig selv, hvis han havde været for sen på den.
Med healingen gjort, kunne han nu bekymre sig om, hvorvidt han var i stand til at heale sine egne skader, men Toorahs hæse stemme afbrød hurtigt hans tanker, som hun også greb fat i stoffet på hans tunika, der selvfølgelig langsomt begyndte at ætse bort.

Hendes tak fik ham til at lyse noget op, mens han kiggede ned på hullet i sin tunika. Han kunne ikke lade være med at smile lidt, selvom han følte sig komplet udmattet og havde ondt i hænderne.

"Det var så lidt. Men du skylder mig en ny tunika,"

Kunne han ikke lade være med at mumle i sjov. At hun lå der halvnøgen virkede ikke til at have den store effekt på ham, selvom han syntes at hun så meget pæn ud. Han rejste sig langsomt op og stod et øjeblik en smule usikkert på benene, men valgte at ignorere den lettere svimlende fornemmelse i hovedet, mens han gik hen til døren og åbnede den på klem.

"Få fat i en balje vand,"

Sagde han lidt højlydt til en forbipasserende tjener. Vagten så nervøst på ham og han sendte denne et olmt blik, før han igen lukkede døren og skar en grimasse ved smerten i sine hænder. Så gav han pokker i vold og valgte at heale dem. Heldigvis var det ikke store skader, så udmattelsen blev ikke meget værre.

"Så hvad skete der helt præcist?"

Spurgte han, mest af alt for at holde sig i gang. Han skævede mod det blodige gulv og senere hen på Toorah.

Toorah gav sig selv et par minutter, hun lå helt stille og det eneste lyd der kom fra hende var den rallende vejrtrækning, så kæmpede hun en brag kamp for at komme op og sidde i sengen, det kunne godt være at Miilaethorn havde gjort et fantastisk stykke healerarbejde, men alt vævet omkring de healede sår gjorde ondt, sved og dunkede. I det mindste gjorde Toorahs blod ingen skade på hende selv, til gengæld havde det ædt sig vej igennem det fine sengetøj og videre ned til sengerammen der hist og har var ætset væk i store huller, det måtte hun få en til at reparere snarest muligt.
Til Thorns kommentar kunne hun ikke andet end at grine småhæst, og stoppe vældig brat grundet den nyhealede lunge der skabte sig over anstrengelsen.

"Du.. Skal nok få en ny!"

Rallede hun så med et lille smil, hun gav et lille støn fra sig da hun lod sine ben svinge udover sengekanten, hun havde godt hørt Miilaethorns kommando omkring vandet og det var bedst, at Toorah selv fik vasket sig, efterfølgende blev det nødvendigt med et møde. Hun var nødt til at vise sit folk, at hun ikke lod sig bukke under for et angreb, heller ikke selvom hverken havde energi eller lyst.
En masse tumult var til at høre uden for døren, nyheden havde tydeligvis spredt sig på fortet og havde vækket flere elvere end hvad godt var, det kunne godt være, at de var et langtlevende, vist og unaturligt smukt folk, men når det kom til sladder var elvere noget af det værste man kunne opstøve, selv Toorah måtte indrømme det.
En tjener bankede forsigtigt på, inden hun trådte ind i lokalet med et stort vandfad, nogle klude og en stor natursvamp, Toorah var ikke længe om at henvise hende til sin foldeskærm, hun normalt brugte når hun skulle klædes på. Tjeners blik var ikke så lidt skræmt som nysgerrigt, da hun fik øje på den blodindsølede leder og healeren med ætset tøj.
Toorah trak den sølle rest af lagen om sig for at dække det værste til, inden hun med en håndbevægelse viste tjeneren bort.
Hun pustede en lok væk fra ansigtet og trak på skuldrene, inden hun vendte blikket mod Miilaethorn med let besvær.

"Jeg gik i seng, je havde haft en lang dag, så det blev tidligere end normalt. Naa'zil kom ind og ryddede op på mit kontor, inden han gav besked til påklæderskerne. Det var en normal aften, som alle andre!"

Toorahs rallende kommentar fik kort Thorn til at kigge lettere bekymret på hende, før hans grin kom tilbage. Nok var hun stadig i gang med at komme på højkant igen, men ligefrem at se hende uden at hun var iskold. Det lettede en tung byrde fra hans skuldre, og han kunne for en gangs skyld slappe lidt mere af. Som han gjorde det, kunne han pludselig mærke hvor spændt han havde været de sidste par dage. Trætheden var ret kraftig og hans skuldre havde være komplet anspændte. Det var helt rart at slappe af i dem igen.

Thorn sukkede lavt, da han hørte tumulten udenfor. Måske skulle han bare have ladet være med at sende efter alle de forstærkninger, men så alligevel, havde det været den mest fornuftige beslutning hans trætte hoved kunne tage. Han lod tjeneren med vandskålen komme ind, og satte sig selv ved Toorahs bord, hvor han rullede let med skuldrene mens han valgte, at lade være med at kigge på sin leder, der stod med en del bar hud frit fremme. Det var faktisk lige ved at gøre ham helt forlegen, men det var en følelse han meget hurtigt skubbede fra sig med en hovedrysten.

Toorahs forklaring fik Thorn til at kigge op fra gulvet. Hun var bag en skærm nu. Nu var der ingen grund til at være spor forlegen mere.

"Så går jeg ud fra, at han dukkede op mens du sov? Og at det var dig, der stoppede ham i sin handling?"

Spurgte han med let bekymring i stemmen, mens stirrede lettere mørkt frem for sig. Hvis snigmorderen havde overlevet, kunne Thorn ikke have lovet for sin egen vrede. Ingen skulle forsøge at dræbe Toorah og så bagefter komme godt fra det.

Toorah åndede lettet op, da hun kom om bag skærmen, hun lod de lasede klunser dumpe ned på jorden og kastede så et enkelt blik i spejlet, der ligeledes stod bag foldeskærmen. Hun var endnu sølet ind i det for andre farlige væske, men Miilaethorn havde ikke efterladt et eneste ar hvor sårene havde været. Hun lod fingrene løbe nedover det nye endnu ømme væv, det havde været et spørgsmål om minutter inden hun var død, havde han ikke været nær så hurtig til at få hende lappet sammen var hun druknet i sit eget blod.
Langsomt dyppede hun en af kludene i det store vandbad, inden hun gav sig til at vaske blodet af huden, kluden blev med det samme mere porøs og efter at have vasket en tredjedel af, var den helt væk, sådan blev det ved, tjeneren havde heldigvis været forudsigende nok til, at lægge en hel stak.
Til sidst, da der ikke var mere blod tilbage, dyppede hun den store natursvamp i det lune vand, inden hun pressede den mod brystet så vandet svampen indholdt plaskede ned på jorden, heldigvis havde hun folk til at rydde op når hun var færdig.

"Ganske rigtigt, jeg lå og sov, for en gangs skyld havde jeg trukket mig tilbage tidligt, men så hørte jeg fodtrin og så, ja, var det for sent, heldigvis havde jeg en kniv i nærheden!"

Toorah havde ikke engang fået kigget på liget endnu, hun havde haft for travlt med at komme sig. Forsigtigt trak hun en simpel grøn kjole over hovedet, som hun bandt på ryggen, men takket være at den havde en dyb udskæring bagpå havde hun ikke brug for hjælp til at få den lukket. Så trådte hun ud fra den store skærm og skævede til den døde, der lå på gulvet og som ligeledes havde dannet en vældig blodpøl.

"Et menneske, hvordan har han båret sig ad?"

Toorah gik tættere på, inden hun satte sig på hug ved siden af liget, for at undersøge ham nærmere.

Miilaethorn lod stilheden sænke sig, som han lyttede til hvordan Toorah begyndte at gøre sig ren for blod. Der var stille, foruden det hun stod og lavede bag skærmen, hvilket Thorn godt følte en mindre lyst til, pludselig at observere. Han skyndte sig at fokusere på sine egne nyhealede hænder og skubbede den pludselige flygtige følelse væk. *hvad går der af mig?*
Tanken fór kort gennem hans hoved og han rystede let på det, som Toorah brød stilheden med en forklaring omkring snigmorderen.

"Godt. Jeg tør ikke svare for følgerne hvis udkommet havde været... Til hans fordel. Godt du dræbte ham. Han ville have fået en meget værre skæbne hvis jeg skulle have gjort det,"

Rablede elveren løs, som han så ned på det blodige lig. Hans blik var endnu mere mørkt og vredt end før. Han havde altid holdt af Toorah, og bare da han havde set hende falde efter at have fældet krigslederen Kaarl under vinterkrigene, havde vrede og en pludselig følelse af indre panik fået ham til at gøre noget så dumt som at kaste sig ind foran hende og holde op til flere mennesker stangen.

Han ville gøre meget værre handlinger for at holde Toorah i live. Om hun var klar over det eller ej, var ham underordnet. Så længe han vidste det, var det godt nok for ham.

Han hørte hende gå ud fra forhænget og hans blik stoppede den aggressive stirren, måske lidt forsinket. Om hun havde lagt mærke til det, vidste han ikke. Han så op på hende, som hun gik hen til snigmorderen og kommenterede at han var et menneske.

"Godt spørgsmål. Og det er mit næste også. Hvem har fortalt ham, hvor du sover? Det er der ingen uden for Elverly der ved,"

Ordene røg endnu en gang ud af munden på Thorn. Godt nok var hans spørgsmål ganske relevant, men sådan som han bare rablede af sig var et tydeligt tegn på, at han var træt. Han talte normalt forholdvist langsomt, fordi han også gerne ville tænke sine ord igennem, især over for Toorah, men lige nu var han ikke helt i stand til det, så det ud som.

Han rejste sig langsomt op og gik også hen til mennesket, hvor han knælede ved siden af Toorah og kiggede ned på ham.
Det var Thorns trætte, men alligevel ret kvikke blik, der lagde mærke til brevet, der hurtigt var blevet stukket ind ved den lette læderrustning.
Han tog fat om papiret og trak det væk fra det endnu varme lig og rakte det til Toorah. Det var hendes overfaldsmand, og hun var lederen. Det var kun logisk at hun fik det.

Toorah gned sig kort over øjnene, så lod hun blikket glide over på Miilaethorn, hun studsede over hvad han havde sagt, hun kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv, men det varede ganske kort, før det alvorlige udtryk igen indfandt sig.
Blikket gled ned på den døde, han var ikke voldsomt stor, han var uden tvivl lavere end Toorah, men ganske barbarisk af udseende, hans hår var halvlangt og fedtet og nu, som han lå der ned en åben strube, fik det ham til at fremstå ualmindeligt primitiv. Kniven han havde brugt til at overfalde Toorah med var der ikke meget tilbage af, hendes blod havde med så meget andet, ædt store dele af klingen, det var kun når Toorah valgte at kontrollere væsken, at den ikke destruerede hvadend det rørte. Nu var der kun et sølle håndtag og hvad der mest af alt mindede om en rusten syl tilbage.

Toorahs kniv lå omkring halvanden meter fra liget og var skøjtet væk på det fine trægulv, hvor den havde trukket et langt blodigt spor, men det var menneskets, resten af det elegante våben var endnu intakt uden syreskader.

Brevet der blev rakt til Toorah tog hun hurtigt imod, på trods af at Miilaethorn var træt var han nu alligevel kvik, så foldede hun det ud, udenpå var der et laksejl som var blevet brudt, men det var krakeleret og der manglede nogle stykker så hun kunne ikke genkende stemplet der havde forseglet brevet.

"Husk hvem der gav dig denne mulighed og hvem der betaler.
Det vil betale sig, når du senere får muligheden for at dræbe en leder af Elverly. Taurn Edhel sover i femte kammer til højre på den venstre fløj. Vær stille og hurtig, for det er hun også.

- Baron Kalis Leerdam"

Toorah rynkede brynene sammen og rakte så brevet til Miilaethorn, hun genkendte ikke engang navnet, men det var ingen elver det var helt sikkert, alligevel måtte denne Baron have kontaktet til en i elverenes egen midte.

"Det må du nok spørge om, jeg genkender ikke navnet, men vedkommende må kende en på fortet. Ingen andre kender vores bygninger end os selv, ikke engang den almene elver kommer ind i gemakkerne!"

Thorn ventede tålmodigt på, at Toorah skulle læse brevet igennem. Da hun endelig havde gjort det, kunne han sagtens ane hendes bekymring og han tog imod brevet og læste det selv, mens han halvt om halvt lyttede til hende tale. Han foldede derefter papiret sammen og stak det i sit bælte med en mine af beslutsomhed, men samtidig bekymring. Han rejste sig op fra sin knælende stilling og overvejede hvad han helt præcist skulle sige til dette. Han havde ingen anelse om hvem, der havde været bag dette og baron navnet sagde ham faktisk ikke så meget, selvom han klart kom mere uden for Elverly end Toorah gjorde.

"Jeg må være ærlig at sige, at jeg virkelig ikke ved hvem det kunne være. Der er slet ingen hentydninger til hvem det kunne være,"

Måtte han ærligt indrømme, mens hans trætte hjerne kørte på højtryk. Han kiggede på Toorah med endnu mere bekymring i blikket, til døren pludselig gik op og Gaelin Halgondas trådte ind med sin personlige livvagt. Elveren var mørkhåret, men bar meget pæne rober der tydeligt bar præg af hans indkomst. Han var stinkende rig, nok den mest rige i Elverly, når man lige så bort fra Toorah selv, og så var han desuden hendes pengemester.

Elveren havde sit sædvanlige smil på, som han trådte ind, men hans blik fik påtaget bekymring, da han så liget af snigmorderen.

"Taurn Edhel, De er uskadt! Ord kan ikke beskrive min lettelse!"

Udbrød elveren, mens vagterne lukkede døren bag dem.
Nok var Thorn træt, men han syntes stadig det var lidt småsært, at Gaelin så pludseligt kom ind og bare fik tilladelse til det.
Tjeneren forlod kort efter rummet med baljen og de var nu kun de fire i lokalet. Det virkede virkelig ikke helt normalt, og som altid rettedes Thorns blik mod livvagten der stod rank og ulæselig. Og dog. Han lagde godt mærke til at den robust byggede elver kort skævede til papiret der sad i Thorns bælte. Bekymrende, mildt sagt.

Toorah rejste sig langsomt fra sin hugsiddende stilling, mens de røde øjne hvilede på brevet der blev stukket ned i Miilaethorns bælte, småpuslerierne fra tjeneren der var igang med at rydde op bag skærmen var for Toorah ikke uvant, af samme grund gav hun sig et par minutter betænkningstid, hvem i alverdenen ønskede hende ryddet af vejen? Uanset hvor grimt faktum var, så måtte mennesket have fået sine oplysninger inde fra Elverly, fortet i sig selv var stort set umuligt at finde rundt i for udefrakommende.
Toorah lod kort en hånd løbe gennem hestehalen, der forøvrigt sad en kende sløset ovenpå overfaldet, det var sjældent, at man så Toorah sådanne, ofte var garvede påklædersker igang en times tid med at flette og sno håret i absurde frisurer inden hun viste sig offentligt, men det var der ikke rigtigt tid til at tænke på nu. Nogle af de længeste lokker hang helt ned til skinnebenene, men overraskende nok lod det ikke til at genere hende.

Det var først da døren gik op og Gaelin og hans livvagt trådte ind, at Toorah hævede hovedet, i det samme smuttede tjeneren ud med det store vandfad og døren blev lukket. Ledern skulle til at åbne munden og takke for bekymringen da en undren ramte hende. Langsomt fugtede hun læberne og kneb så øjnene sammen til små sprækker.

"Hvorfor skulle jeg ikke være det? Og hvad laver De overhovedet her, på dette tidspunkt af døgnet?"

Toorah undrede sig især, fordi der altid havde været en fælles forståelse mellem lederen og hendes pengemester om, at ingen af dem rigtigt brød sig om hinanden men at de begge var valgt ind af folket og der derfor ikke kunne gøres så meget ved det.
Gaelin skævede kort til hans livvagt, der med det samme trak et langt sværd, inden han tog de første skridt imod Miilaethorn, Toorah kunne ikke tro sine egne øjne, højforræderi og så midt i hendes eget hjem, hvad havde han overhovedet tænkt sig, de ville aldrig slippe ud af fortet levende, hvis de havde i sinde at myrde Toorah.

"Jeg er ked af at vores veje skal skilles således Taurn Edhel, men efter flere hundrede år har jeg ligesom fået nok af Dem!"

Ud fra kåben fremdrog den ganske smukke elver to slanke kortsværd, inden han pegede det ene imod Toorah der omgående trådte bagud, kjolen var i vejen, den var ikke specielt handy at slås i. Diskret skævede hun ned til den slanke blodindsølede daggert som lå på jorden, hun havde et sværd liggende under sengen, men det var på den modsatte side, hvilket krævede et mindre vandretur henover den hullede, ødelagte seng, ikke just optimalt for situationen, hvor blev hendes personlige vagter desuden af?

Samtalen der udspillede sig foran ham, fik Thorn til at beslutte sig. Der var noget helt galt, og roden af problemet var helt sikkert Gaelin. Hans sære attitude sagde det hele, og da livvagten trak sit sværd, var Thorn knap nok overrasket. Han reagerede selv lynhurtigt og trak sit eget kurvede sværd med et udtryk af had i sine blå øjne. Han stirrede mellem Gaelin og livvagten som Gaelin også selv fremdrog to sværd. På ingen måder fair odds og det gjorde Thorn helt igennem rasende. Han fandt sig slet ikke i denne slags forræderi mod Toorah. Det gjorde ham meget mere vred end hvad han først havde regnet med at han ville blive.

Allerede nu brusede adrenalinen sig gennem hans krop, og den ellers trætte hængende indstilling han havde haft, blev årvågen.
Han var godt klar over, at Toorah var ubevæbnet, og derfor valgte han også at trække sin langkniv og kaste den over til hende, så hun i det mindste havde et våben. Hun skulle nok selv få fat i sin egen kniv, det tvivlede han ikke en eneste gang på, men handlingen i sig selv, fik de to andre til at skride til handling, Gaelin mod Toorah og livvagten imod Thorn selv, der hurtigt fandt ud af, hvor trænet denne var. Nok havde han selv trænet meget intenst og kunne knap nok blive bedre til våbenbrug, men livvagten var stærkere end ham og han var træt. Selvom han var fyldt med adrenalin var hans krop stadig ikke glad for presset, som livvagten gik i kødet på ham.

"Forræder! Du kommer til at betale dyrt!"

Snerrrede Thorn vredt, som han selv satte ordentligt i gang. Selvfølgelig var trætheden en kæmpe ulempe for ham, og der gik ikke lang tid, før livvagten fik et slag ind. Det var kun et overfladisk snitsår over venstre arm, men det var stadig ubehageligt, at Thorn fik bank på denne måde. Det var slet ikke i orden.

Toorah havde svært ved at tro sine egne øjne, hun var træt og udmattet og nu stod hendes ellers vellønnede pengemester og truede hende på livet. Hun tog endnu et skridt tilbage, til hendes fordel kendte hun sit store sovekammer ud og ind, hun vidste præcis hvor langt der var imellem de udskårne møbler der prydede rummet.

"Hvad bilder De Dem ind? De har haft alt og mere end den almindelige elver nogensinde kunne ønske sig!"

Toorahs stemme, som for øvrigt havde været mere end almindeligt hæs efter knivstikkeriet, men nu dirrede hendes stemme ligeledes af vrede og frustration.
Det næste hun registrerede var Miilaethorn der kastede hende en klinge, det var ikke et elvisk langsværd, men det var bedre end ingenting, dog ville hun ikke komme langt uden sin kniv nu da Gaelin havde fordelen med sine to kortsværd, med mindre det kunne lykkedes Toorah at overmande ham fysisk.
han gav nogle udfald fra sig, prøvende, for at se hvor skarpt Toorah stod efter angrebet, men til hendes held anede han ikke, hvor slemt det havde stået til. De første angreb blev blokeret med en kende besvær, men det gik, selvom Toorah var bekymret for Thorns ve og vel havde hun ikke overskud til at skænke ham meget opmærksomhed. Til sidst gjorde Toorah selv et aggresivt udfald der fik pengemesteren til at træde et skridt tilbage og lederen trådte et skridt tilbage ingen hun greb om den allerede blodige kniv.

"Othar!"

brølede hun hult efter livsvagterne uden for døren, men ingen reagerede

Ligesom at Toorah ikke kunne bekymre sig om Thorn, var det præcis det samme omvendt. Thorn havde sine hænder fulde med livvagten, der virkelig pressede på nu. Han var blevet noget anstrengt, som der begyndte at pible sved frem på hans pande, men han kunne ikke tage sig af det. Livvagten måtte uskadeliggøres, før det gik mere galt. Han håbede bare, at Toorah havde styr på sit, for livvagten var noget stærkere end ham. Mere langsom, ja, men hans styrke fik gang på gang slået Thorn tilbage og væk fra en offensiv tilgang.

"Stop nu dette vanvid!"

Råbte Thorn anstrengt, mens han beskyttede sig mod de haglende slag fra elverens sværd.
Det var livvagtens tøven, der fik Thorn til at få overhånden. Det endte med, at Thorn begyndte en barráge af modangreb, indtil han endelig fik slået sværdet ud af mandens hånd. Han tøvede slet ikke med, derefter, at slå elveren i tindingen med sin egen sværdknop. Selv hvis Toorah havde tabt, var han ikke den helt store hjælp som han stod der, hivende efter vejret og med rystende ben.

Toorah og Gaelin kæmpede noget af en ligeværdig kamp, ingen af dem fik nogle slag ind og ingen af dem ramte hinanden. Toorah var en gammel og hærdet soldat, hun vidste hvordan man kæmpede og hun kendte de fleste kneb, men hun var træt og havde ondt, hendes kjole var i vejen og ligeledes var de lange lokker der normalt var sat i en nogenlunde kontrollerbar frisure. Til sidst var det dog et mirakuløst fejltrin fra pengemesterens side der fik Toorahs klinge til at æde sig igennem kødet i hans skulder. Hun gik i et hurtigt skridt helt tæt på elveren, så han ikke var i stand til at stikke hende med tvillingeklingerne, hvoraf han allerede havde tabt den ene. Den anden blev krampagtigt viftet en smule med, mens Gaelins brøl rungede igennem hallerne, hans magi der havde sløvet vagterne forsvandt med tabet af kontrol og ikke længe efter hørtes løbende fodtrin på gangen.

"De kommer til at betale dyrt for deres fejltrin Gaelin. De vil leve resten af deres usle liv som forbryder mod Elverly!"

Hvæsede Toorah arrigt ind i ansigtet på ham, inden hun smed kniven fra sig og plantede en solid knyttet næve i ansigtet på ham, så næsen gav et knæk fra sig, en skam for enhver elver var fysiske ar, og inden healer i elverly ville fra dette øjeblik hverken få lov eller have lyst til at hjælpe Gaelin af med sin nyerhvervede ørnetud.

Næsten samtidig med Thorn, havde Toorah fået smidt Gaelin ud af spillet.
Han så hurtigt over på dem, som Gaelin gav et meget højlydt brøl fra sig, til Toorah gjorde ham stille med et godt næveslag lige i ansigtet. Som elveren faldt til jorden, og Thorn endelig kunne høre rumsteren uden for, sank han sammen i skuldrene og åndede lettet op, mens hans blik søgte over på Toorah. Hun var heldigvis ikke kommet til skade, så han kunne endelig slappe af. Endelig.

Pludselig blev døren åbnet og de to unge vagter kom stormende ind med deres våben trukket og et vildt og forvirret udtryk i deres øjne, til hvilket Thorn kun kunne ryste på hovedet og gnide sig i tindingerne med sin frie hånd, alt i mens han stak sit sværd tilbage i skeden.

"Taurn Edhel er ikke tilskadekommen, hvis det er det I tror,"

Kommenterede han tørt, mens han så sigende ned på de to bevidstløse elvere. Han ville ikke kommandere med Toorahs vagter, ikke når hun selv var i fuld stand til at gøre det. I stedet gik han, noget usikker på benene, tilbage til den samme stol han havde siddet på før, med et dybt suk.

"Så hvad skal der ske nu?"

Spurgte han Toorah, med beklagelse i stemmen. Hvad i alverden skulle de gøre? Der var begået højforræderi, og personligt havde han ingen anelse om, hvordan man reagerede på sådan noget. Det gjorde Toorah nok.

Toorah var fristet til at give efter for trætheden og synke sammen på gulvet, hendes ben dirrede, hendes hjerte hamrede og en led hovedpine var sprunget frem. Hun gjorde det ikke, hun rettede sig op i stedet, tog en dyb indånding og lod blikket hvile imod de to vagter der kom brasende ind. Begge af dem stirrede på hende som om hun havde alle svarene i verdenen, hun stirrede tilbage, men med slet skjult irritation.

"Hvorend I har været er det ikke godt nok! To mordforsøg på én nat og ikke en eneste vagt der reagerer. Nok om det, jeres skæbne bliver der taget stilling til senere. Nu skal de to gelejdes til fangehullerne og det kan kun gå for langsomt!"

Knurrede hun bidst, inden hun pegede på Gaelin og hans livvagt der begge lå og rodede rundt på gulvet. Vagterne nikkede og fik slæbt dem væk, endnu engang var Toorah og Miilaethorn alene, hun hævede blikket til ham, hun viller gerne komme med et vist og klogt svar, men hun kunne ikke. Aldrig havde hun været ude for forræderi af den kaliber, det var nødvendigt med et møde, men hun anede ikke hvad hun skulle sige. Det var den untimative ydmygelse for den stolte elver, at hun ikke engang kunne holde styr på sit eget folk.

"Jeg ved det ikke Miilaethon, jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre, men for nu, må jeg tage det som det kommer. Først og fremmest er det vigtigt at folket får i vide, at jeg ikke er på dødens rand.. Hvis ellers folk er færdige med at prøve at myrde mig!"

Det sidste var klemt ud med en anstrengelse, så gav hun en kort latter fra sig, mest af alt, fordi hun ikke anede, hvad hun ellers skulle sige eller gøre

Selvom Toorah ikke rigtig vidste, hvad de skulle gøre, så var hendes svar stadig forsikrende. Det virkede stadig som om, at hun havde styr på det meste og det var egentlig det eneste, Thorn ledte efter lige nu. At deres leder stadig var sikker på sig selv og at hun skulle gøre et eller andet ved det. Da hun lo, så han hurtigt op fra gulvet, der havde virket meget populært for hans blik de sidste par sekunder.

"Jeg er kun glad for at du er i live,"

Mumlede han lavt, før han tog sig i nakken. Det virkede dumt, kun at sige sådan noget, især fordi at det var hun da klar over i forvejen. De var venner, så hvorfor skulle hun ikke det? Forvirring og træthed fik Thorn til endnu en gang at gnide sig i tindingerne.

Han var slet ikke klar over armen der blødte endnu, for adrenalinen kørte stadig rundt i ham, mens han forsøgte at komme på noget mere, og lidt bedre at sige, end blot at konstatere det åbenlyse.

"Måske der skulle sendes et brev til baronen. Jeg ved ikke med dig, men han skal i hvert fald ikke bare gå frit efter det her. Han har forsøgt at dræbe dig og det skal han betale for,"

Den kolde tone havde sneget sig ind i Thorns stemme som han forklarede hvordan baron Leerdam skulle have igen, for det han havde gjort. Miilaethorn ville med stor, stor glæde, hive den baron med tilbage til en retssag. Eller bare ned i deres fangehul. Eller bare et eller andet. Men der var brug for ham her i øjeblikket, det var han udmærket klar over. I det mindste kunne han da holde øje med, at der ikke skete Toorah yderligere.

Toorah gav et stille suk fra sig, hun var udmærket klar over, at hun var nødt til at sende et budskab overfor folket, så de kunne føle sig trygge, men ligeledes overfor omverdenen der viste, at Toorah ikke lod sig bukke under hverken for snigmordere eller forædere. Hun brød sig dog ikke om det, det var længe siden at så middalalderlige metoder havde været brugt, men det var tilsyneladende nødvendigt.
Baronen var hun også nødt til at tage sig af, hvis han havde været standhaftig nok til at indgå aftaler med elvere, så mente han det sikkert også nok til at prøve at færdiggøre jobbet. Alt det måtte komme senere, lige nu var det vigtigst, at hun fik samlet byens ansvarlige til et møde.
Langsomt lænede hun sig ud imod gangen, åbnede døren lidt på klem inden hun mumlede nogle elviske ordre, der nok skulle sørge for at få samlet de nødvendige personer i salen inden for den næste time. Døren blev igen lukket og opmærksomheden vendt mod Miilaethorn.

"Jeg tager mig af hvad der skal gøres herfra. Du burde tage hjem og få lidt søvn og blive healet af din søster!"

Sagde hun så, inden hun gav en indikation imod såret på hans arm, hun kunne se han var udmattet til det sidste, nu var det bare vigtigt, at hun fik styr på tropperne, der var intet andet at gøre.