Det var et par dage efter at Miilaethorn muligvis havde taget sit livs værste beslutning. Han burde have været mere fornuftig, måske skulle han også bare have slået det menneske ud og slæbt hende væk fra den hule. Det var noget bedre, at skulle heale en mulig hjernerystelse end en hånd der var blevet flået af. Og han ville selv have været uskadt. Nu kunne han gå slået hjem. Han havde ikke vundet denne kamp, hvor lidt han så end burde have startet den. Det var ikke bare alle og enhver der havde været i stand til at komme levende gennem et møde med en drage. I det mindste havde de givet den noget at tænke på. Thorn havde nået at gøre den blind, om end kun midlertidigt, og de havde da også skadet den. En smule. Men den havde også en god lugtesans, og det havde været deres store uheld den dag. Det havde været tåbeligt, dumt. Meget dumdristigt. Og Thorn fortrød også nu, hvor han endnu en gang kunne gå gennem Elverly idylliske by, lignende noget, han ikke havde lyst til at tænke på.

Selv havde han anskaffet sig en brækket arm og et ret grimt kødsår på selvsamme. Derudover havde han sikkert også en masse store blå mærker rundt omkring på kroppen efter at have taget en større flyvetur gennem en grotte. Et mere tydeligt sår var på siden af hovedet, hvor en stenmur havde slået hul. Han havde ikke fået healet det. Menneskets hånd havde været hans første prioritet, og så var han jo selvfølgelig nødsaget til selv, at tage hjem, og måske få søgt hjælp der. Han havde overhovedet ikke lyst til at tale med Toorah om det, men han vidste udmærket godt, at det blev han nødt til på et tidspunkt. Heldigvis var hans egen søster en healer og kunne derfor hjælpe ham af med det værste. Forhåbentlig, med mindre hun også ville blive lige så sur som han næsten forventede, at Toorah ville blive.

Men han havde ikke været i stand til, bare at se til. I det mindste havde dragen da fået lidt af sin egen medicin. Sådan at dræbe uskyldige var bare overhovedet ikke i orden. Han havde været vred og hans retfærdighedssans havde budt ham at tage handling.
Han gik dog stadig med ryggen rank, som han kom gående gennem byen ud til sin egen - og Morrygans træhytte. Han havde armen i en slynge, som han hurtigt havde lavet, men det resterende havde han ikke kunnet gøre særlig meget ved.
Thorn åbnede døren til træhytten uden at banke på - det var normalt for ham at gøre det - og fik med noget besvær stillet sin langbue væk, sammen med koggeret, før han gik helt indenfor.

"Søster, er du hjemme?"

Kaldte han, nervøs for hvad hun ville sige.

Morrygan der i løbet af dagen havde fået gjort en masse ting, deriblandt ryddet op og gjort rent, strakte sig, endelig færdig. Hun kunne nu godt lide når der var orden på tingende. Hun gik forbi hendes reol med bøger. Mange af dem, faktisk langt de fleste var om botanik. Nogle af dem var arve stykker og var meget gamle. Hun lod sin finger glide hen af rykken på et af dem.. Det var et af dem hun havde fået af Haama, mens han stadig havde været i live. Det smertede hende lidt, men der kom afligevel et lille skævt smil frem. Hendes fingre kørter atter op og ned af den gamle bogs ryk.. Det var hendes yndlingsbog.. Det havde det været siden hun fik den.. Ikke på grund af dens enhold for den var ganske basisk.. Men dens sentimental værdi var uvurderlig. Morrygan faldt helt i staver..
Morrygan vågnede fra staverne igen da hun hørte nogle ved døren. Hun kiggede der over i mod, vel vidende der var en væg i vejen for vedkommende. Hun kunne høre der blev stildt nogle ting. Hun havde en rimeligt god ide om hvem det var nu. Hr. Altid-travlt. Hun smilede lidt, havde han nu lidt tid til at være hjemme igen.
" Ja jeg er henne ved bogreolen." Svarede Morrygan i et højt nok toneleje til han fint ville kunne høre det.. Men hun ventede dog ikke på han kom hen til hende. Hun lod fingerspidserne køre forsigtigt ned af bogens ryk en sidste gang inden hun gik hen imod ham.
Hun stoppede dog brat da hun så ham og spærede øjnene op.
Man kunne se hendes læber bevæge sig i små korte ryk.. Men ingen lyd, tydeligtvis fordi hun havde svært ved at formulere sig ordenligt.. Morrygan kunne ikke sige onde ting. Hun satte en hånd for munden, og trak vejret dybt en enkelt gang før hun fjernede hånden igen.
" Thorn... Hvad... " Længere kom hun ikke i første huk...
" Har du lavet?" fik hun endelig luret ud af sine læber.
Morrygan stod og inspicerede hans sår.. Hvorfor havde han ikke healet dem selv? Var han blevet angrebet? Der Var mange ting der hurigt kørte rundt i Morygans hoved.

Miilawthorn var næsten forberedt på, at Morrygan ville reagere på én eller anden lettere chokeret måde, og da hun havde hilst og dukkede op med et udtryk der bare sagde det hele, var han ikke sen til at kommentere på det.

"Så slemt er det altså heller ikke,"

Lød det lidt tørt fra ham, mens han fik fjernet kappen med den gode arm. Den endte med at ryge på gulvet og et lettere irritabelt suk undslap den rejsetrætte elver. Han samlede langsomt kappen op fra gulvet og fik den hængt på knagen med et hoved der nu igen dunkede, fordi han havde bukket sig ned.

"Mennesket havde det meget værre efter den tur,"

Røg det ud af ham før han kunne nå at stoppe sig selv. Nu skulle Morrygan nok blive nysgerrig, selvfølgelig skulle hun da det. Det var typisk ham, at lade sine barrierer falde over for hende. Desværre var det bare sådan med hans søster. Han kunne aldrig lyve for hende, så nu hvor hun sikkert ville spørge, var det bare at sige det som det var. Og så ville det sikkert gå helt op i det røde felt. Han rystede på hovedet af sig selv, mens han lod en hånd glide gennem sit hår.

"Hør... Kan vi ikke bare snakke om det senere?"

Spurgte han med en mindre forhåbning om at hun ville sige ja. Det ville nok ikke ske, men man KUNNE jo altid håbe.

Morrygan blev ved med at nærstuderer ham, for at se hvilke skader der egenligt var tale om.. Og det så ud som om han var blevet kastet rundt med? Var Thorn blevet overfaldet? og hvorfor tog han det så så roligt?
Ikke så slemt, hun kiggede på ham med et hævet øjenbryn, med et blik i øjnene der ikke kunne tolkes som andet end mistroisk.. Morrygan lod ikke ting passere ved Thorn.. Hun kunne fornemme hans følelser, og kunne godt mærke at han ikke var den gladeste elver lige nu.. Men Morrygan ville ikke lade sig skræmme væk af det.
Mennesket? Tænkte Morrygan nu, og det mistroiske blik blev nu undrende.
" Mennesket? Hvor helt nøjagtigt har du været Thorn?" Spurgte Morrygan, hun havde tydeligtvis sat sig fast på at han ikke kom til at slippe så let.. og helt mor agtigt var hendes arme lagt over kors. Det eneste der manglede var bare at hendes fod begyndte at vippe utåldmodigt op og ned.
Lade det ligge.. Morrygan løstede atter sine øjenbryn.. Nej nej det kunne hun ikke..
" Lad mig se.. Nej. Sagde Morrygan, selv når Morrygan var fast besluttet lød hun blid og venlig. Hun kunne se der var noget galt, og hun kunne føle det. Ikke kun på grund af sine evner, men fordi Thorn var hendes bror.. Der var noget han fortrød? Eller i hvert fald havde sine tvivl om. Morrygan sendte et lille smil til ham.. Ganske som man ville forvente af Morrygan.
Hun gik lidt tættere på Thorn, men dog ikke helt tæt på, der var lidt luft mellem de to søskende. Hun lod sig ikke skræmme af Thorns dårlige humør.. Hun havde set værer meget værer.

Thorn vidste udmærket at han ikke kunne få det som han ville have det, og alligevel forsøgte han. Det var næsten som da de var yngre, hver evig eneste gang han havde haft et uheld og ikke ønskede at tale om det. Morrygan vidste altid når der var noget galt. Mere end deres moder eller fader. De var uadskillelige, de to, og selv uden sine magiske evner så hun altid lige igennem hans facader. Ligesom nu, hvor han endnu en gang troede at han kunne slippe uden om.

Med et suk, kiggede han næsten undskyldende på sin søster. Det var ikke så meget fordi stoltheden ikke bød ham det, at han ikke havde lyst til at sige det. Det var fordi han skammede sig over at have handlet så forfærdelig dumdristigt. Det havde været helt hen i tåbelighed, at tro, han ville komme igennem sådan en kamp uden skrammer. At mennesket så havde sørget for, at det skulle ses nu, ved at miste sin hånd, var en helt anden side af sagen. Forhåbentlig var hun okay.

"Det er altså en længere historie. Jeg.."

Han kunne nærmest ikke få det ud af bare skam, og han lænede sig op af fordøren, næsten som om at han var parat til, at smutte uden for igen.

"Det var altså ikke meningen, okay? Jeg blev.. Overtalt til at tage en kamp op mod en.. En drage,"

For første gang længe var Thorn faktisk frustreret. Mest over sine egne handlinger, men også lidt over, at det igen var lykkes Morrygan at få det presset ud af ham. Mest af alt over, at mennesket havde overtalt ham så let. Uden omtanke havde han valgt at gå med ind i den forbandede hule. Det var jo fjollet. Komplet åndsvagt. Og jo mere han brød sit ømme hoved om det, des mere gjorde det ham irriteret og vred.

Morrygan kunne sagtens fornemme der var noget han fortrød nu nærmest mere end før, på grund af hans opgivende attitude. Thorn var hendes tvillingebror selvfølgelig vidste hun når der var noget galt. Hun blev dog nu en smule bekymret. Hvorfor fortrød han dog noget.. Ud fra hans tilstand havde han ikke lige frem angrebet nogle svagere end ham.
Morrygan gik nu et par skridt tættere på igen, den lange hvide og denne gang rene kjole svejede omkring mens hun gik.
Hun lagde nu mærke til at han stilte sig tæt på døren igen.. Det så næsten ud som om han ville flygte fra hende.
Morrygan spærede øjnene op, en drage? Havde Thorn været oppe at slås med en drage..
" Hvad skete der med mennesket?" Spurgte Morrygan nu i næsten i frygt for at grunden til han så ud til at fortryde det så meget var fordi mennesket var kommet meget til skade.
" Skal jeg heale dig Thorn?" Spurgte hun nu Thorn med et lille smil. Hun rakte hånden ud til ham for at få ham ind i hytten og væk fra døren.. Det var jo ikke meningen han skulle løbe nogle steder.. Morrygan var aldeles ikke glad for situationen.. At angribe en drage.. Men.. Thorn så ud til at have det dårligt med det.. Af den ene eller anden grund.. Så Morrygan ville ikke sige noget til det lige nu.

Thorn vidste godt, at han nok ikke kunne komme ud af døren igen. Morrygan var helt henne ved ham nu og ville med sikkerhed bare få fat i ham uden de store problemer. Det var trods alt ikke hende der rendte rundt med en brækket arm og et ømt hoved. Hun plejede heller aldrig at gøre så dumme ting, som Thorn til hverdag gjorde, så det var heller ingen overraskelse, at hun stod her, i helt fin stand, mens han mest af alt lignede et krakkeleret klenodie.

Hendes spørgsmål fik irritationen til at stige. Han stillede sig selv det samme spørgsmål om og om igen. Var en hjernerystelse ikke meget bedre end en afhugget hånd? Nok havde det været til at heale, men han havde ikke været i stand til at få sig selv set efter. Og uden at være helt i stand til, at bruge begge hænder, var forbindingen om hans skadede arm faktisk ret ringe. Det var bedre end de fleste kunne være, men efter hans egne standarter var det ret ringe.

"Mennesket... Jeg fik reddet hendes hånd, efter dragen flåede den af,"

Forklarede han sandfærdigt. Der var ingen grund til at holde tilbage. Det ville bare være fjollet at forsøge. I det mindste var menneske i nogenlunde god behold nu. Hvad man ikke kunne sige om ham selv.
Han stoppede med at læne sig op af døren og så igen undskyldende på sin søster, mens han tog hendes hånd og lod sig blive ført ind i stuen hvor han satte sig ned ved spisebordet.

"Jeg burde virkelig sige nej, og så tage straffen for at have gjort noget så dumt,"

Svarede elveren træt, men rystede så på hovedet af sig selv, før et lille, men stadig undskyldende og skamfuldt smil dukkede op på hans læber.

"Men så ville jeg ikke være i stand til at arbejde, og det gør også ret ondt. Så det må du meget gerne."

Morrygan så blidt på den tæskede Thorn, som tilsyneladende havde været oppe at slåsse med en drage med et menneske. Skulle Morrygan i sit indre være helt ærlig var hun ikke overrasket. Hun var chokeret over han havde gjort det. Men det var også dumstritigt og ikke gennem tænkt hvilket passede på Thorn.
Morrygan spærede atter øjnene op.. Mennesket havde fået revet hånden af. Pludseligt gav det meget mening at Thorn ikke havde healet sig selv. Han havde ikke energien. Hun kiggede atter på ham, hun kunne se det armslyng hans arm lå i var dårligt bundet. I hvert fald når man tænkte over at det var Thorn der havde bundet det.
" Hvordan har mennesket det?" Spurgte hun i søgen om menneskets tilstand, de havde været oppe at slås med en drage. Hvis mennesket var "sluppet" med hånden var det godt gået, hvis der ikke var andre skader. Morrygan ville egenligt gerne have gvet en skideballe til det menneske.. Men angreb ikke en drage. Specielt ikke når man kun var få, hvilket Morrygan kunne se på Thorn de havde været.
Morrygan smilede atter da han tog hendes hånd, hun førte ham hen til spisebordet så han kunne sidde og slappe af. Der var ingen grund til han blev ved med at stå i den tilstand. Morrygan kunne ikke lade være med at smile skævt ved en tanke. Thorn kom tit til skade, specielt meget lige nu syntes hun det tog til.
Morrygan hævede øjenbrynet i vantro og lidt i protest.. Han fik ikke lov til at gå rundt sådan. Det ville Morrygan ikke tillade, hun var kun stædig omkring få ting men et af dem var vis nogle nægtede at blive healet eller i det mindste set efter.
Hun smilede der efter da han gik med til det.
" Det var godt." Sagde hun roligt, og tog en stol og satte sig foran ham.
" Skal vi se på armen først?" Spurgte hun, mens hun sad med hænderne i skødet og klar til at få ham healet igen.

Morrygans spørgsmål om mennesket fik Miilaethorn til at se lettere koncentreret ud. Han kunne ikke helt huske hvor slem en forfatning hun havde været i, for han havde ikke selv været i den bedst tænkelige. Men den værste skade havde klart været den hånd.

"Jeg tror hun har det fint, omstændighederne taget i betragtning. Hun kunne i hvert fald godt gå da vores veje skiltes,"

Sagde han mens han forsøgte at tænke videre over hvordan hun helt præcist måtte have det. Det var svært med det omtågede hoved, men det var jo ikke noget nyt. Han tog sig lidt til tindingen og så derefter for nok 50. gang undskyldende op.

Hendes snakken om hans arm fik ham til at sukke let. Det var klart den værste skade, hans arm. Den var immobiliserende og det var en ret fæl skade.
Han tog først slyngen af, en smule kluntet, med en mindre grimasse, hvorefter han fik taget fat i den anden forbinding. Endnu en gang med nogle grimasser i ansigtet, for armen var jo brækket.

"Undskyld, det går lidt langsomt,"

Lød det, meget koncentreret fra ham. Han var næsten hjælpeløs kun med én arm til at hjælpe sig selv med, men det skulle ikke undre ham, hvis Morrygan valgte at tage over med arbejdet. Det kunne i hvert fald ligne hende. Han så en smule overrasket ud, da han lagde mærke til, at forbindingen var blødt lidt igennem ved det større sår, dragen havde lavet på ham.

Morrygan så lidt halv bekymret ud på Thorn.. Han så ud til at have en del besvær med at koncentrer sig. Men Morrygan var også lidt bekymret for mennesket.. At få revet hånden af var ikke en ting man sådan liige klarede uden nogle ar på sjæl eller krop. Men den overskyggede langt fra hendes bekymring for Thorn. Morrygan sagde dog ikke noget til det, hun følte ikke nogen grund der til.
Morrygan kunne ikke lade være med at smile når han selv gjorde. Det lettede atmosfæren lidt, hvilket Morrygan syntes om i denne situation.
Hun så lidt på den skadede arm, den var tydeligtvis brækket.. Dette kunne Morrygan sagtens klarer selv om det ikke var det hun gjorde mest i.
" Det er helt fint Thorn, jeg har ikke travlt." Sagde hun blidt mens hun ventede på han fik bandagen fjernet. Morrygan blev ved med at iagtage armen for at se hvad der var sket med den.
Morrygan kiggede dog på ham igen..
" Er du sikker på jeg ikke skal tage over? Tror jeg har lidt sikrere hænder end dig?" Spurgte hun, men hun var allerede igang med at tage over. Meget forsigtigt begyndte hun at fjerne forbindingen. Forsigtigt fordi hun kunne se han var blødt igennem.. Så det klistede nok til armen, hvilket ikke ville være rart for ham hvis hun rev for hurtigt i stoffet.
Hun lavede en grimase da hun kom ned til armen. Det så ikke godt ud.. Det var heldigt hun fik lov til at heale det inden der gik betændelse i.
" Thorn, lige et til spørgsmål.. Hvad fik dig til at ville kæmpe mod en drage, med hvad jeg antager var kun et menneske?" Spurgte Morrygan nu, hun kunne ikke lade det ligge.

Miilaethorn var stadig stædig til trods for, at Morrygan forklarede ham, at hun ikke havde travlt. Han ville stadig skynde sig. Det kunne blive ordnet hurtigere, og han kunne få hvilet sig en lille smule før han havde i sinde at tage op til Toorah og bede og tilgivelse for sine fjollede handlinger.

Det endte alligevel med, at Morrygan tog over, hvilket han var meget glad for, da hendes hænder var meget mere sikre end hans ene. Selv med hendes ynde, gjorde det stadig ondt, da stoffet blev fjernet fra det dybe sår i armen, der nu lå på bordet, ubevægelig. Thorn lagde hurtigt mærke til, hvordan Morrygans blik blev kritisk og begyndte lige så stille at bede til, at det var noget hun kunne ordne. Han håbede det, for det var lettere for ham og mindre ydmygende end at skulle kravle op til fortet for at få hjælp der. Han var sikker på, hun nok skulle klare den dog.

Hendes spørgsmål fik ham til at se op, stadig med smerten fra tanken om hvad dragen havde gjort i øjnene. Han rystede let på hovedet, som om at han ikke ville tale om det, men kom hurtigt på bedre tanker.

"Da jeg så den komme flyvende, dryppede dens mund stadig fra de uskyldige, den havde dræbt. En karavane, ikke blot mænd, men også uskyldige kvinder. Og børn, Morrygan,"

Sagde han, noget lavt, af frygt for, at hvis han sagde det højere, ville han måske komme til, at få et mindre vredesudbrud.

"Det kunne jeg ikke bare lade ligge. I det mindste fik den en advarsel,"

Morrygan kunne se hans lettelse da hun tog over, det var som ikke fordi hun havde tavlt, men det var tydeligt hans kontrol med den ene arm ikke var i nærheden af hendes lige nu. Morrygan kom nu til at tænke på Toorah.. Hun kiggede kort på Thorn. Han ville få skæld ud, for Toorah ville hurtigt finde ud af det, så meget vidste Morrygan. Hun håbede dog ikke det ville blive slemt for Thorn. Morrygan vidste godt hvordan det var med ugengældt kærlighed og så oven i købet blive skældt ud.. Det var ikke noget hun ville kalde sjovt.
Morrygan stoppede lidt da han fortalte om dragen.. Hun blev ved med at kigge på armen i lidt tid, men kiggede op på Thorn da han nævnte børn. Det kunne Morrygan ikke med.. Man gik ikke efter nogen der ikke kunne forsvare sig selv.
Morrygan kunne ikke sige noget.. Hun ville gerne, men lige for nu var hun mundlam.. Hun forstod Thorn.. Men det ændrede ikke ved at han havde bragt sit eget liv i fare, med kun et andet menneske at støtte sig til hvis noget gik galt.
" ah." Var det eneste hun kunne sige for nu.. Thorn ville godt kunne se Morrygan havde tårer i øjnene. Selv om hun forsøgte at bukke sig ind over hans arm, og lod som om hun kiggede lidt nærmere på den.. Morrygan fandt det dog sværer og sværer at se da dråberne slørede hendes syn. Morrygan var en sympatisk sjæl, specielt ved børn kunne hun ikke tolerer vold.

Da Miilaethorn havde fortalt om dragen, og så sin søsters plagede ansigt, blev hans eget kun endnu mere sørgmodigt, og han skyndte sig at lægge sin raske hånd på hendes. Han kunne slet ikke bære at se hende i det humør.

"Morrygan, der er intet at gøre ved det. Jeg prøvede, forhåbentlig kommer der nogle andre og får gjort en ende på dens ondskab. Det var dumt af mig overhovedet at forsøge,"

Forklarede Miilaethorn mens han fik taget øjenkontakt med Morrygan. Hans egne øjne, om end lettere ufokuserede, var forstående og han forsøgte alt hvad han kunne, at virke trøstende. Han var godt klar over, hvad hun ikke kunne håndtere og at der blev dræbt børn var helt klart én af tingene.

Han gav hendes hånd et klem og smilede opfordrende til hende, på trods af, at han ikke selv syntes der var særlig meget, at smile over.

"Den skal nok gå sin undergang i møde på et tidspunkt,"

Morrygan kunne godt se hvad Thonr gjorde.. Hun forsøgte også at smile lidt.. Men det var svært, da hun kunne se det for sig. Hun lod en enkelt tåre glide, dette gjorde hun også kun fordi det var Thorn der var ved hende.
" Lad os håbe det.."
Var det eneste Morrygan kunne få let fremstammet. Hun ville bare helst ikke have den der skulle tage kampen med den op igen var Thorn.. Hun kunne jo se det før ikke lige frem havde været en succes.
Hun tørede forsigtigt tåren væk fra sin kind med bagsiden af hendes frie hånd, hun skulle ikke gøre det værer for Thorn, det var trods alt ham der havde set det.. Og her sad hun og var ked af det, det kunne hun ikke tillade sig. Hun forsøgte så at smile til Thorn, det blev lidt halv akhavet.
Morrygan begyndte lige så stille at heale hans arm, den var meget skadet så det ville tage lidt tid. Dragen havde fået et godt slag ind på Thorn kunne hun se, men hun skulle nok få det healet.
" Du skal nok blive fin igen snart."
Sagde Morrygan blidt hun fik et smil kæmpet frem, og kiggede kort op på Thorn med sine store blå øjne, stadig en smule pink.

Thorn blev noget mere rolig da Morrygan fik taget sig sammen og fik talt lidt mere. Hans skuldre sænkede sig og hans bl,ik faldt til sin kvæstede arm, som hun lige så stille begyndte at heale. Det var selvfølgelig altid lettere ubehageligt, når sårene satte sig sammen og knoglerne kom på plads, men det var meget bedre end at det hele sad som det gjorde før. Thorn sukkede over lettelsen ved, at smerterne i hans arm lige så stille blev mindre og mindre.

"Selvfølgelig, jeg har jo dig til at tage hånd om problemerne,"

Sagde han, lidt i sjov mens han lænede sig tilbage i stolen og lukkede sine øjne over den store lettelse der kom med. Armen havde klart været hans værste skade, og den havde lagt noget af et pres på Thorn. Nu villle han snart kunne bevæge sin arm igen og det ville ikke gøre ondt. Det var en rigtig rar tanke. Meget mere rar end tanken om, at han skulle op at tale med Toorah senere.

Morrygan smilede lidt til Thorn, ja han havde hende, og som det havde set ud lige for tiden var det godt. Han var både blev bidt af en vampyr, og kastet rundt af en drage.. Morrygan håbede ikke han rode sig ud i mere.. For hvis han skulle finde noget stærkere end en drage..
" Jeg mødte forresten nogen nede ved sølvfloden igår."
Sagde Morrygan blidt, hun ville gerne sætte en almindelig samtale op, i stedet for Thorn bare skulle sidde og koncentrere sig om armen. Morrygan fandt det nemlig at det var godt at snakke når man healede.
Morrygan kiggede igen ned på Thorns arm.. Det blev bedre, men der var stadig lidt endnu.
" Hvornår tror du Toorah får fat i dig?"
Spurgte Morrygan lidt efter, Morrygan vidste godt at Toorah ikke liiige var den person man ville skældes ud af. Hun var en meget bestemt kvinde.
Spørgsmålet var desuden også uundgåeligt da det kun var et spørgsmål om tid før Toorah ville hidkalde Thorn.

Thorn så hurtigt op i det Morrygan fortalte om, at hun havde mødt én i Lindeskoven. Hans blik var lettere forvirret over emneskiftet, men også lettere nysgerrigt. Hvem i alverden havde hun mødt? Der var normalt ikke andre end dem selv, elverne, i skoven. Selvfølgelig havde der været vampyrer inden for grænsen, Thorn havde jo selv set det, og en enkelt mørkelver havde også kort været over grænsen, men han havde ikke hørt om andre.

"Hm? Hvem mødte du ved sølvfloden? Du kom ikke noget til, vel?"

Han var næsten bekymret, for det var netop ved sølvfloden at han næsten var blevet drukket tør af vampyren. Måske var hun kommet tilbage? Han var en del bekymret, men Morrygan sad her jo og var i live, så det kunne umuligt være gået så galt. Med det i tankerne, faldt han lidt mere ned på jorden igen.

"Jeg har tænkt mig at tage op og forklare mig når mine skader er ordnet. Jeg kan ikke lade hende vente, hun skal have sandheden som den er. Selvom hun nok ikke vil være glad for det,"

Tanken om at skulle forklare sine åndsvage handlinger gav Thorn en stigende hovedpine, oven i den der allerede var på grund af hans allerede skadede hoved.

Morrygan fortsatte healingen, det var ikke fordi det var en super kompliceret healing, da han knogle var blevet knækket relativt lige.
Morrygan smilede lidt da han næsten lød bekymret. Hun rystede dog svagt, på hovedet da der slet ikke var behov for det.
" Jeg mødte en dværg ved navn Dorin."
Svarede Morrygan først kort. Thorns sår var godt healet nu, hun ville dog gerne have healet lidt mere på hans nerver.
Hun rejste sig langsomt op, hun ville over og have fat i en klud som hun kunne tører armen af med inden hun fortsatte.
" Jeg skal lærer ham at heale."
Fortsatte hun der efter da hun var på vej over med stoffet for at få det skyllet igennem med noget vand. Hendes flade sko var næsten lydløse over træ gulvet.
Morrygan nikkede lidt da han sagde han selv ville gå der op, det var nok en god ide.
" Hvor sur tror du hun bliver?"
Spurgte Morrygan nu, hun kiggede kort tilbage på Thorn og afvetede svaret.

Thorn kunne ikke lade være med at smile lidt, som Morrygan forklarede hvem hun havde mødt. Han vidste godt, at langt størstedelen af elverne ikke var meget glade for dværge og for den sags skyld omvendt, men personligt havde han intet imod dem. De var højst besynderlige med deres direkte og ofte lettere grove sprog, ja, og de fleste af dem var virkelig grådige. For ikke at tale om, hvordan de havde mange af de fysiske træk elvere overhovedet ikke besad. Masser af skæg og en utroligt robust krop. Men Miilaethorn kunne virkelig ikke se, hvad der var galt ved dem. Han kunne ikke se hvorfor man skulle være vred på dem. Ikke som en generel race i hvert fald.

"Det lyder spændende, jeg håber han behandler dig pænt når du skal være hans lærermesterinde,"

Sagde Thorn, mest i spøg, mens han så på sin søster med oprigtig glæde på hendes vejne. Han var glad for, at hun fik venner. Forhåbentlig ville Toorah ikke tage det så tungt, at der var en dværg i Elverly. Ellers skulle de vel nok kunne aftale et eller andet.

"Jeg ved det vitterligt ikke. Forhåbentlig ikke alt for vred, men min handling var dybt fjollet, så det skulle ikke undre mig hvis hun bliver vred,"

Mumlede han med en hovedrysten.

Morrygan smilede, hun vidste godt at mange elvere ikke havde den bedste indstilling til dværge, men ganske lige som Thorn havde hun intet imod dem, da Morrygan var af det sind at folk skulle dømmes for hvem de var ikke hvad de var. Morrygan var også meget spændt, hun havde et og andet sted også gerne altid ville lærer fra sig, dette var endnu en af de ting som Haama havde præget Morrygan med, da han selv havde været hendes lærer engang.
" Han er også meget flink, han fortalte at han ikke havde haft nogle til at lærer ham det, så måtte tage muligheden."
Sagde Morrygan nu glad, hun nævnte så bare ikke den ork der havde været.. Måske burde hun.. Men toorah ville allerede vide det, og så var der vel ingen grund til at fortælle det til Thorn, han ville bare være urolig uden grund.. Den havde trods alt været alene og syg.
Morrygan kom nu tilbage med den opvrædede klud, som hun blidt kørte hen over hans arm får at få den renset for blod og skidt.
Morrygan kiggede nu på hans hoved, hvad skulle hun give sig i kast med først. Han så ud til at have en hjerne rystelse, hun tænkte at det nok var det næste hun skulle give sig i kast med..
" Nej, men i sidste ende gør hun det kun for din egen skyld."
Sagde Morrygan blidt mens hun lige så stille førte hendes hånd op til hans hoved.