Det var midt om dagen og vejret var faktisk ganske fint, solen stop på en klar himmel, dog var det stadig godt koldt i luften så de fleste gik med store frakker og pelse, og så var der Koda, hun gik i en sort top uden ærmer og et par tynde skin bukser og i bare fødder. Bare fødder var lidt en vane om vinteren da kulde lige var hendes element. Hun gik hen lags vejen, eller gik entelig ikke så meget hun gled mere på det lag af is hun lavede på jorden som hun fremad, hendes fortrukkende måde at rejse på.
Der var op til flere der stoppede op for at se på Koda som om hun var skør i hoved over sin påklædning men hun var mindre ligeglad med dette da hun ikke ville have det for varmt.
Der gik lidt før Koda blev stoppet af nogle vagter inde fra byen. Hun undrede sig lidt hvad det gik ud på da hun allerede var blevet opkrævet sin skat for denne omgang men det kunne være de bare havde brug for at tjekke.
"Vi skal se deres papirer" sagde Vagten med en hård stemme og Koda fandt papirne frem.
"Der er et mindre problem er, de har ikke betalt nok" sagde Vagten og rakte hånden ud for at Koda skulle betale ham noget mere med et lidt ondt smil på læben.
Koda blev helt paf og stod bare og gloede, hvordan kunne det nu være rigtigt. Hun kiggede lidt til siden og kunne se at de var ved at stoppe flere forbi passerende som åbenbart heller ikke havde deres papirer i orden i følge vagterne.

Alitja havde modtaget et brev fra sin mor i aftes. Det irriterede den unge pige, at hun allerede nu blev kaldt hjem, og at Snodria ikke selv kunne overskue at udføre hvad, Alitja anså som en pligt. Men sådan var det vel, og hun havde gjort klar til at tage tilbage til Ispaladset. Der var åbenbart forbrydere i området deroppe, der skulle fanges. Det havde startet med tyverier og falskneri, men havde udviklet sig temmelig drastisk over den senere tid til overfald og mord, og Alitja stod så nu med opgaven at finde ud af mere – også selvom de tilsyneladende ikke holdt til deroppe, men blot kom og gik. Hvordan kunne det være hendes opgave at se til, de blev fanget?
Hun var redet ud på sin sorte Shire med den hvide pels om benene, og selvom hun i starten havde redet ganske adstadigt af sted, var hun efterhånden blevet træt ved tanken om så lang en rejse på den måde, og som så mange unge piger, blev hun træt af de sure pligter, og hun sporede det høje, tunge dyr og tordnede derudaf så snart, hun var uden for byen.
Hun styrede udenom en flok mennesker, der var på vej hen ad vejen, og hun red ved siden af den og skimtede de forskellige mennesker, som de gled forbi hende i en sløret masse. Selv var hun iført en lang, blå kjole af – for årstiden – tyndt stof med et sort læderbælte viklet om livet, fyldende en del på hende, og med en kongeblå sommerkappe kantet med hvid zobel om sine skuldre. Det lange, sorte hår flagrede i vinden efter hende, og den nærmest hvide hud lyste op imod den klare himmel.
Længere fremme så køen af mennesker ud til at sløve ned for så at stoppe. Alitja rynkede brynene og sagtnede farten for at få et bedre syn på sagen, og hun overhørte hvad, der blev sagt til den anden kvinde, der også var klædt lidt atypisk for årstiden.
*Siden hvornår er skatter blevet opkrævet uden for bymurene på den måde?* Hun stoppede op ved siden af vagterne og så ned på dem fra den to meter høje hest temmelig alvorligt og ikke just lignende en pige på kun sytten år. Det tog hende ikke længe at læse deres tanker, hvilket gjorde hende både glad og irriteret på samme tid. I det mindste behøvede hun da ikke at rejse så langt.
”De herrer, ifølge lovgivningen i landet omkring skatteindkrævning, skal det ske ved porten, og faktisk vil jeg meget gerne se jeres papirer, der giver jer ret til at indkræve penge fra folk, der ikke kender lovgivningen bedre end jer. Og når I er færdige med at finde på dårlige undskyldninger, I ikke kommer nogen vegne med, vil jeg bede jer følge med tilbage til byen ganske stille og roligt, så vi undgår en scene.” Nogen gange var det virkelig rart at være tankelæser!

Koda var allerede begyndt at rode i sine lommer efter nogle guldmønter så hun kunne slippe af med disse vagter. Hun regnede entelig ikke med at de havde rent mel i posen, men hun ville slet ikke skabe en scene nu hun ville entelig bare gerne videre på sin rejse nord på.
"Ser der noget snart" spurte vagten utålmodigt Koda og stod stadig med hånden fremme.
"ja ja, er igang" mumlede Koda som hun roede videre. Dog måtte Koda kigge op fra sine lommer da hun hørte en stemme der fik fanget vagternes opmærksomhed. En der var kommet ridene som ikke mente hun skulle betale disse vagter, så der var nogle der gerne ville lave en scene.
Koda sukkede og stoppede med at rode i sine lommer helt og ville entelig blot gerne se hvordan dette udviklede sig. Og hun kunne tydeligt se at disse vagter var godt nervøse ved at de var blevet gennemskuet af en ung pige.
Den vagt tættest på Koda trak pludseligt sit sværd og hev fat i Koda og trak Koda ind til sig. "Hov" udbrød Koda der hurtigt fik et sværd ind under hagen så det hvilede imod hendes hals.
"Ti stille.... Rid videre og der sker ikke denne kvinde noget" sagde vagten hårdt kimens de andre vagter trak deres sværd.
Koda så ikke særlig bange ud, nok mere irriteret over at blive rodet ind i det her. Hun lukkede sine øjne kort og koncentrerede sig om at fremmane is under vagten der havde fat i hende, dog uden han skulle lægge mærke til det. Koda regnede heller ikke med de andre vagter ville se det mend et ville pige til hest nok. Koda åbnede øjnene og gav pigen et bille blink det det ene øje og et lumsk smil.

Det havde ikke været Alitjas mening at rode den anden kvinde ind i det, men hun var for ivrig efter at få det overstået. Hun burde dog have set det her komme, men åbenbart ikke, hvilket hun var noget irriteret på sig selv over. Snart blev et sværd lagt mod Kodas hals, og Alitja så imod ham med et roligt blik. Ikke at hun var rolig, for hun var lige så klar over, han var ganske alvorlig i sin trussel, som hun havde været det omkring blufnummeret.
Snart sås noget under vagten. Alitja kendte synet af is i enhver form, og blinket og smilet hjalp til en forståelse. Det gav hende også selv en ide, og hun rakte den ene hånd frem imod manden i en bydende gestus.
”Og hvis I lægger jeres våben fra jer nu, sker der ikke jer noget heller,” svarede hun myndigt, stadig skjulende sin indre uro. Hun havde en knude i maven, som hun ganske diskret fik blodet i mandens sværdarm til at fryse til is. Et lag is lagde sig også på den side af klingen, der lå imod Kodas hals. Forhåbentligt ville han blive overrasket nok – og have ondt nok – til at glide i Kodas is, hvor hun ikke selv ville blive synderligt skadet, eftersom klingen var dækket nu. Hun ville højest blive væltet omkuld.

Det var heldigt at ingen af vagterne lagde mærke til isen under den vagt som holdt fast i Koda, det gav Koda en stor fordel i den her situation. Dog havde Koda ikke helt regnet med hvad der skete nu, eller hun blev faktisk mere eller mindre forvirret, hun mærkede hurtigt den dejlige kulde fra isen på sværdet og undrede sig lidt *Jeg gjorde da ikke.... er det hende?* tlnkte Koda forvirret.
Vagten vrissede "Dumt svar jeg skal..." Mere nåede vagten ikke at sige før han begyndte at skrive og tog sig til armen hvor blodet var frosset til is. De pludseige bevægelser plus der var is under ham fik ham til at falde bagover og isen på sværedet sørgede for Koda ikke kom til skade.
Koda kunne ikke andet end at grine lidt over det, men der var jo stadig flere falske vagter som allerede nu var på vej over imod Koda og pigen til hest.
Med et skiftede Koda's øjne helt farve og blev krystal blå, selv det hvide og sorte i hendes øjne var væk. Det var Koda der havde aktiveret sin anden evne og hun så nu 1 sekund til at være 3. Med et dukkede der et sværd af is op i Koda's hånd og hun gled rundt på isen og så et sværd komme svingende imod hende, men at hun kunne se det så langsomt gav hende tid til at sætte sit eget sværd i vejen og som de to sværd ramte hinanden blev vagtens sværd indfanget i en stor klump af is så han tabte det.
De 3 sidste vagter var på vej hen imod pigen til hest og gik efter at stikke hesten først. Koda kunne lige nå at indfange den ene vagts fod i is så han sad fast til jorden men de 2 andre måtte pigen selv klare så godt som muligt. Meget kunne Koda nå men ikke alt.

Det gik som planlagt, og vagten gik på bagen. Alitja frøs hans tøj fast til jorden, mens Koda pludselig skiftede øjenfarve og fremmanede et sværd. Ganske godt trick; den måtte hun lige selv huske at øve sig på senere! For nu havde hun dog selv et par vagter, og hun sprang ned fra hesten, der ellers gerne sparkede og slog fra sig. Kappen røg af i en hastig bevægelse, og hun fejede ud mod vagterne med den, læste deres tanker denne gang og vidste hvad, de havde tænkt sig at gøre. Det gav hende en lille fordel. Den ene vagt sad pludselig fast, og igen tog Alitja ved lære. Hendes mor havde aldrig været så god til at kæmpe, og det her var ganske nyttig viden. Selv havde hun dog to vagter, der kun kort var stoppet op, som hun svingede kappen om sig. Det var dog nok til, hun kunne nå at lave issyle på jorden under den. Det sløvede dem en del, da den ene af dem først havde trådt sådan en igennem foden, og et hyl hørtes. Alitja veg udenom våbnenes bevægelser efter bedste evne og forsøgte igen at læse deres tanker. Men det svigtede denne gang, og hun fangede i stedet brudstykker fra flere andre. Det måtte hun vist hellere opgive. De kom hastigt tættere på og fik et greb om hver af hendes håndled. Nå ja, sådan kunne man vel også gøre det? Hun greb selv om deres håndled også med et skævt smil, holdt godt fast og lod sine vinger folde sig ud. De flåede godt nok bagstykket af kjolen op, men hun havde fået kjolen lavet efter det. Hun ramte den ene af dem i hovedet, og han væltede og trak i hende, hvor hun var mere heldig end noget andet, at blive trukket væk fra sværdet. Ned i knæ og derfra satte hun af og slog med vingerne for at komme hastigt op. Hun snurrede om sig selv, stadig med et solidt greb om hvert håndled, og der blev skreget godt op, som hun steg i største hast.
Da hun syntes, de var højt nok oppe, gav hun slip. De klamrede sig til hende, tiggede og bad, og det var faktisk hendes mening at gribe fat om dem igen og lande med dem … men de gled. Først den ene, og den næste før, hun rigtigt nåede at gøre noget. Hun jagtede dem ned, men nåede det ikke, og landede på jorden få sekunder efter dem. Hun havde en klump i halsen, men viste det ikke, som hun samlede sin kappe op igen, mens hun trak vingerne ind. Hun tog den på, mens hun roligt så imod de to fastfrosne mænd på jorden, der så temmelig chokerede ud.
”Som sagt: I følger med til byen ganske stille og roligt.” Hun lod kappen falde omkring sig, så de ikke skulle se hvor meget, hendes hænder faktisk rystede.

Koda afvæbnede hurtigt de 3 vagter som stadig var på jorden, og lagde ikke rigtigt mærke til at Alitja var lettet fra jorden. Vagterne overgav sig hurtigt til Koda og hun var fint tilfreds over det. Hun indtagenede de 3 vagters ben i is så de ikke kunne stikke af og så vendte hun sig om imod Alitja og de sidste 2 vagter, men de var væk.
Det var først da de 2 vagter kom ned fra himlen og ramte jorden at Koda kiggede op og fik øje på Alitja. Koda fik store øjne, Alitja havde vinger, hvor var det vare snyd på en eller anden måde. Koda rystede dog på hoved lidt og frøs de 2 vagter der var faldet ned fra himlen så de helelr ikke kunne stikke af.
Koda's øjne blev nomrlae igen og hun var heldig ved hun ikke havde brugt sin evne for længe da hun så tingene normalt igen.
*Tak for det evne* tænkte Koda for sig selv som hendes is sværd forsvandt.
"Tak for hjælpen" sagde Koda venligt til Alitja og kiggede så ned på vagterne.
Det var vel meget rigtigt at de burde føre disse falske vagter tilbage til byen, men det ville jo igen gøre hendes rejse langsommere end den allerede var.
Dog kom der noget som kaldet fra himlen, en gruppe soldater fra byen sukkede op og sagde "Vi fik rapport om der skulle være nogle her der snød rejsende for deres penge"
Soldaten kiggede lidt på Koda og Alitja hvorefter han sukkede "Er det jer der har gjort det her? i kunne havde været kommet til skade"
Soldaterne begyndte at samle de falske vagter op fra jorden og Koda slap dem fri fra isen.
"Det var så lidt" mumlede Koda utilfreds over ikke engang havde fået et tak. Koda rettede blikket imod Alitja igen og afventede lidt hvad hun ville sige til soldaterne, Alitja virkede bare autoritær.

Koda lod da til at have styr på vagterne, som Alitja landede igen. Hun sendte et venligt smil til Koda.
”Det var så lidt.” En gruppe af de rigtige vagter dukkede op og kommenterede på deres gerninger. Alitja var lidt usikker, men viste det ikke og hævede bare hagen en lille smule.
”Åbenlyst har vi situationen under kontrol, og det kunne være gået langt værre, hvis de havde valgt at stikke et sværd for struben af en, der ikke havde det! Oppe nordpå har gruppen her ikke blot udgivet sig for vagter og bestjålet folk, men er tyet til vold og endog mord, og havde vi ventet på jer i stedet, hvem ved så hvor mange lig, I var dukket op til!” Der var en let skarphed over klangen i den unge piges stemme, de klare øjne kunne sagtens minde om is lige nu. Dog havde hun en knude i maven og var langt fra sikker på, det her var det rigtige at sige. Hun forsøgte at plante en tanke i hovedet på den af vagterne, der havde talt; Det kunne være gået meget galt! … Dog endte den vist mere i Kodas retning end i vagtens. Hun måtte altså lære at få styr på den evne!

Koda var lige ved at grine over at Alitja gav vagterne en ordenlig sviner, men lod hver for det var alvorlige ting de falske vagter havde gjort længere oppe nord på. Det var mærkeligt at der fandtes sådan mennesker i denne verden, men sådan var det jo engang. Og desvære havde Koda en tildens til at tit møde disse mennesker eller andre skabninger.
Forsigtigt tog Koda sig lidt til maven uden at kigge ned og mærkede efter om hendes sår var gået op, nej heldigvis ikke.

Vagten så lidt overrasket ud over at blive talt sådan til men bed det i sig og kiggede på sine mænd og sagde "Tag dem med tilbage til byen" Han kiggede på Alitja og Koda skiftevis og sagde "Så tak for hjælpen, men næste gang få fat i vagter frem for at tage sagen i egen hånd"

Koda så mindre forvirret ud over at høre Alitjas stemme i sit hoved, men hendes læber havde ikke bevæget sig. *Hvad sker der* tænkte Koda forvirret for sig selv og kløede sig lidt i håret.
Vagterne begyndte at gå tilbage imod byen med deres fanger og efterlod Koda og Alitja tilbage på vejen sammen med et par tilskuer.

Koda gik stille og roligt hen til Alitja med et smil på læben og sagde "Bare lad dem være, de er bare et par vagter, sådan er de fleste af dem... Du kom også oppe nordfra?"
Det havde fanget Kodas øre hurtigt og gav hende et ønske om det kunne være at Alitja kom fra samme sted som Koda, lidt fordi de begge åbenbart besad even med is.