Fire heste red gennem skoven så kviste, blade og vinden slog imod deres ryttere, der dog ingen mime gjorde til at sætte farten ned. Forresten sad Li, en lysets kriger med bue og pil på ryggen. Hendes øjne lyste op og hun så ting ingen anden dødelig så. Spor af andres livskræft fandt hun hængende i luften. En ubehageligt dygtig tracker og en tidligere væbner af Geir. Bag hende red Geir side om side med Hama, lysets ridder, en bredskuldret fyr med en næsten uskadelig krop. Stor og kraftfuld udgjorde han gruppens powerhouse og indtil denne dag havde Geir endnu ikke set et sværd levere mere end et snit på fyrens overflade. Den bagerste var Gerald. En magiker af krigerrang, hvis magi udtrykte sig i ild og lyn.
Geir selv var gruppens leder, og resten af ordenens leder. Lysets General. Med et langt sværd på ryggen og hovedet sænket lavt var han ikke meget at se på. Svagt bygget og med rander under øjnene lignede han mere en junkie end en kriger.

"Vi nærmer os!"
Li's stemme brød gennem til dem og de greb alle, med undtagelse af Geir, til deres våben.
"Hama! Gerald! Hold øje med flankerne!"
Denne gang var det Geirs hæse stemme, der greb deres opmærksomhed. Veteranen ønskede ikke at blive udsat for et baghold, når deres mål blot var en enkelt mørkets kriger. Denne opgave skulle klares hurtigt og sikkert! Ingen, andre end mørkets kriger, behøvede dø idag.

Manden havde aldrig set det komme. Med sit snavsede udseende og lasede grøn-brune tøj, faldt Spike effektivt i et med skoven omkring ham. Men ude på vejen, bag på vognen som manden kørte, var der ikke meget der forklædte ham. Havde hans kommende offer blot vendt sig om, ville han måske have haft tid nok til at advare sin kone, og det kunne være at Spike havde vist medlidenhed i dag, og ladet kvinden med hendes barn stikke af. Han var trods alt i et godt humør. Med et dyrs instinkter vidste barnet at dette ikke længere var et trygt sted at være, og da den desperat forsøgte at skubbe sig ud af sin forældres arme, havde det kun distraheret den voksne, der ellers måske havde set ham komme. Når hun ikke løb, kunne Spike ikke vise nåde. Og det var dårlig skik af lege med maden.
Et enkelt knivstik i stubben og kvindens irriterede forsøg på at tysse barnet var blevet til et gurglende halvskrig. Et stik mere, og hun var blevet tavs.

Med lange spidse tænder og en kæbe som en slange, strakt umenneskeligt langt for at gabe over sit bytte, flåede han stykker af kød fri, og sank det uden at tygge. Der havde ikke været meget kød på barnet, men kvinden og manden havde været godt fedede, måske på vej for at leve et godt og sikkert liv langt væk fra dette sted. Måske troede de at de havde været sikre, eftersom at lysets egne havde fået overhånd. Det var en fejltagelse, de ikke ville komme til at gentage.
Pludseligt opfangede Spikes øje noget i krogen af hans baghoved, og vendte sig pludseligt i retning af de fire ryttere. De var endnu et stykke væk, og Spike ville have tid nok til at forvandle sig og forsvinde. Massen fra personerne han netop havde spist ville kunne holde ham kørende længe i en kamp, men mod fire mand kunne man aldrig føle sig sikker. Netop som han havde besluttet sig for at forklæde sig som en vandpyt, bemærkede han kvinden med det gennemborende blik. Han kunne ikke være sikker på denne afstand, men han kunne ikke bekæmpe fornemmelsen af at hun holdt øje med ham… På en indirekte måde. Det var meget sært.

Måske var det de døde mennesker rytterne var ude efter. I al fald lod flugt til at være den bedste mulighed. Hvis det virkelig var ham de var efter, var dette et ligeså dårligt sted at kæmpe som et hvilket som helst andet. Med frisk blod løbende ned af overkroppen og armene gennemblødt af våde, satte han i et komisk spurt gennem skoven, med begge ben på nakken. Hvis Spike havde været noget i sin storhedstid, var det ikke modig.

Geir var den første der så Spike. Hvordan han sprang fra vognen og satte i spurt derfra. Ikke at han ville nå langt, en mand til fods imod fire veltrænede heste. Det var ikke en retfærdig kamp, men mørket fortjente ikke retfærdighed. Li var dog den første der så vognens indhold og hendes ord fik Geir til at dreje blikket. Hans mund fortrak sig til en small mime. Holdets eneste healer var Li og de kunne ikke undvære hende til at tjekke folkene i vognen, der sikkert allerede var døde for længst.
"Gerald tjek for overlevende og find os bagefter!"
Bag ham satte den sidste hest farten ned og stoppede i det de satte forbi vognen.
Den næste ordre var rettet imod Li. Hendes evner med øjnene var ikke blot at tracke. Om det var magisk eller ej, så havde hun ligeledes vist sig som en glimrende skytte. En af grundene til at Geir havde bragt hende med sig på utallige opgaver, selv inden hans forfremmelse.
"Tre pile!"

Li slap tøjlerne med begge hænder, men uden at sætte farten ned, hun greb sin bue og tre pile og lagde til sigte. Den første pil blev lagt klar. Strengen spændt ud alt imens hun ventede på at se sit offer klart. Vejen gjorde det let og en pil, hurtigt efterfulgt af to nye, skød imod byttet inden hun lod Hama og Geir glide foran hende. Nok var Li's evner med buen gode, men når de skulle helt tæt på modstanderen var Hama og Geir bedre, og jagten var ved at nå sit endelige. De havde fundet deres mål og nærmede sig det hastigt. Hama greb skjoldet fra ryggen og holdt nu kun tøjlerne i en hånd. Geir derimod måtte stadig bruge alt sin styrke på ikke at falde af den galloperende hest.

Hans ene øje var fast fokuseret på hvad der skete bag ham, og han så tydeligt den kvindelige rytter lægge en pil på strengen. I det hun gjorde tegn på at ville give slip, tog han et pludseligt sving ind mellem træerne, og pilen passerede forbi ham med nogle få centimeters luft i overskud. Pludselig som hans vending havde været, var kvinden hurtigt klar med en ny pil og et tilpasset sigte. Den anden pil borede sig ind i Spikes skulder, og kraften truede med at bringe ham ud af balance. Med et u-elegant rullefald væltede han ind mellem træerne, og den tredje pil borede sig harmløst ind i en træstamme lidt fra ham.
Med en dæmpet forbandelse tog han fat om pilen og jog den ud af skulderen. Han lod såret forblive selv efter at pilen var fjernet, og fik endda lidt kunstigt blod til at løbe fra ’såret’. Hvis de troede at hans højre arm var beskadiget, kunne han måske udnytte det til sin fordel.

Hvor var de kommet fra, disse herlighedens duksedrenge? Hans ene øje lavede en komplet rotation om sig selv, og betragtede hver af dem enkeltvis. Hvis han holdt sig i træerne, ville hestene være en ulempe, og de ville være nød til at forsætte til fods, eller leve med konsekvenserne af at kæmpe på den begrænsede plads. Den tunge kriger ville lide mest ved dette, hurtigt efterfulgt af skytten. De to andre kunne han ikke placere med sikkerhed… Den ene kunne være en magiker eller blot en let soldat, i hvilket tilfælde de ville være på lige fod i skoven, men den sidste havde han ingen idé om. Han lignede mest af alt ekskorte, sygelig og svag. Og alligevel kunne Spike ikke lade være med at syntes, at han havde set manden før et eller andet sted.
Øjeblikket inden Spike var nået ind i træernes sikkerhed, var det ridende tårn kommet dundrende mod ham med, hvad der fra Spikes perspektiv, lignede en mur spændt fast til sin arm, mere end et skjold. Spike trak en lang kniv, og stak den anden arm ned i sin hals til albuen. Med en hurtig bevægelse hev han en tyk klump af hvad der lignede hærdet sølv, og kastede det op i en trækrone, hvor det greb fat i en gren og blev hængende. Fra bag på ryggen trak han endnu en kniv, denne lidt længere og mere drabeligt udseende end den første.
Roligt ventede han på den første og bedste, der turde bevæge sig ind mellem træerne, klar til at springe frem ved den mindste bevægelse.

Hama og Geir stoppede ved skovkanten, hvor Spike var faldet ind. Han kunne næppe løbe videre med pilen i skulderen, så nu gik det ud på at finde og hugge ham ned. En velkendt kulde løb ned af Geirs ryg idet han nærmest faldt af hesten og blev grebet halvt af Hamas frie arm. Kæmpen gav ham et let klap på ryggen inden han nikkede til Li, der blev siddende på sin hest med buen i armen. Hun ville ikke være til megen hjælp mellem træerne, så i stedet afventede hun Gerald så han vidste hvor de var.

Geir satte i løb ind mellem træerne, let efterfulgt af Hama. En pil skød over deres hoveder og borede sig ind i træet Spike sad bagved. Godt nok kunne Li ikke skyde ham fra hvor hun sad, men hun sad, mens derfor kunne hun stadig informere dem om hvad hendes magiske syn fortalte hende.
Geir gjorde tegn og Hama gik til angreb. For en fyr af hans størrelse var sværdet en ubrugelig pind, i stedet hev han en morgenstjerne fra hoftet og angreb træet så kæden slog sig omkring den tykke stamme og stjerne slog frem imod Spikes brystkasse med en knusende kræft.
Geir skød imod træet fra den modsatte side og lod det lange sværd glide fra holderen på ryggen og frem i et dødeligt slag fra oven, som ville hugge hovedet af deres bytte, hvis det valgte at flygte imod venstre.

Holdet var effektivt. De havde jaget før og ville uden tvivl gøre det igen. Så længe mørkets krigere stadig vandrede i landet ville de finde dem og dræbe dem. Der var ingen anden måde at behandle disse modbydeligheder. En hurtig og smertefri død var alt man kunne give dem.

Spikes magiske øje havde reddet ham ud af utallige situationer. Og det var usigeligt praktisk at kunne se det meste, ingen tvivl om det. Han så og hørte pilen bore sig ind i træet bag ham, og gættede på at deres bueskytte havde samme evne, en udfordring han aldrig havde været oppe mod før. Spike så ud til at have fejlbedømt den svagligt udseende rider, der nu løb først ind i skoven, hurtigt efterfulgt af kæmpen med en brutalt udseende morgenstjerne. Spike klargjorde sine kræfter, og udtænkte en hurtig plan. Med kroppen rettet mod venstre side, da kæmpen lod til at gå mod den højre, forberedte han sig og i det øjeblik slaget faldt, fremkaldte han et pludseligt mørke omkring ham. Mørket ville skjule ham længe nok til at han kunne forvirre sine modstandere, hvorefter han manifesterede skjoldet af mørke, der tog slaget fra morgenstjernen lige på. Kraften fra det brutale våben var stort nok til at gennemtrænge blokaden, og forsætte mod Spike, men forsinkelsen havde købt ham nok tid til at springe ud mod den mindre mand, der kom fra den anden side. Med et strålende smil sprang han mod ham, i et forsøg på at eliminere den fordel mandens længere våben havde. I en glidende bevægelse stak han ud efter mandens bryst. Der var ikke kraft nok til at gennemtrænge pladerustning, men nok til at gennembore en ubeskyttet, eller skade en ringebrynjeklædt alvorligt.
I et øjeblik, som Spike hang i luften på vej mod den fremmede, fangende han mandens blik. I samme stund som Spike bemærkede detaljerne ved hans ansigt, uhindret af hans behov for at se gennem sit eget baghoved eller træerne kunne han se poserne under øjnene, og han undrede sig over hvor han havde set ham før. Med et triumferende smil af tænderne, der stadig var sølet i blod, lod han manden se det umiskendelige symbol, der plagede hans øjenæble. Det andet øje stirrede på ham med en normal isblå kølighed. Spike kunne ikke lade være med at slippe en kort latter.

Mørket var ikke en stor overraskelse, de vidste deres offer var en mørkets kriger og havde efterhånden utallige tilfælde af møder med disse. Deres eget lys var efterhånden blevet et symbol på dette. Hvad der overraskede dem mest var dog at mørket skød frem før de så deres bytte direkte. Med andre ord, han havde set, eller hørt, dem før de var nået ham. En tanke Geir skrev sig bag øret. Dette var ikke et helt normalt bytte de havde fundet.

Spike havde dog udvalgt sig den forkerte modstander i gruppen. Havde han valgt Hama ville den store fyr have taget slaget direkte ind i ringbrynjen og måske fået stukket et lille hul i den stærke krop, nok til at giften kunne blande sig. Li havde været forsvarsløs og hendes læder ville næppe have reddet hende fra et dybt stik. Geir derimod, der ikke bar andet end sit løse tøj, havde ingen intention om at lade sig ramme. Hans øjne så hvad der skete og spådommen lyste klart op i hans hovede. Han så Spike springe frem, han så kniven bore sig ind mellem hans ribben og han så hvordan hans lunge blev punkteret. Uden tøven slap han derfor sværdet med begge hænder da Spike sprang frem af mørket. Han var blottet, fanget midt i sit hug, men det stoppede ikke ham fra lade skyde et pludseligt hug af magi ud fra kroppen. Trykbølgen startede i hans torso og slog frem imod Spike, samtidig med at Geir selv blev slynget tilbage i sikkerhed. Han landede på benene og lod øjeblikkeligt en stråle af klart hvidt lys skyde imod deres modstander i håb om at lamme ham så Hama kunne udnytte åbningen.

Hamas angreb hamrede dybt ind i træet og han måtte tråde frem for at hive stjernen fri. Som en simpel mand tøvede han ikke for at levere endnu et angreb og slyngede våbenet i en stor buen imod, hvor end Spike skulle været nået på dette tidspunkt.
Fra vejen lagde Li en pil på sin bue og afventede en åbning i træerne. Med hesten trittede hun rundt for at få en bedre vinkel, men intet syntes at stå åbent lige nu.

Det triumferende blik forsvandt hastigt, da den svageligt udseende mand udskød en trykbølge, der sendte Spike med ryggen først tilbage til det træ han var hoppet ud fra. Med en dump lyd røg han ind i det, men kun lige nok orienteringstid til at ane, at Geir udsendte en stråle af lys mod ham. Hurtigt lukkede han sine øjne, og kastede sig til siden. Dele af hans krop blev ramt af strålen, og en svag sydende lyd opstod fra hans tøj. Lyden forsvandt hurtigt igen sammen med strålen.
I sin hast havde Spike ikke orienteret sig om den store mand, og han kastede sig pragtigt talt ind i mandens morgenstjerne, der ramte ham midt i brystet. Nok havde Spike hverken organer der kunne sprænge eller knogle der kunne brække, men kraften var stor nok til at sende ham flyvende en meter tilbage mod vejen, hvor han blev læggende, uden at udgive nogen almindelige tegn på liv.

Brutalt som slaget var, havde det ikke skadet ham. Han var en formskifter med en krop som forsølvet ler; du kunne slå på den hele dagen lang, men den ville aldrig blive ødelagt. Deform, men intakt. Og deform var han. Hvor slaghovedet havde ramt ham havde hans brystkasse givet efter, og man kunne se det tydelige aftryk fra våbenet. Det eneste hint til at der var noget galt, var manglen på blod.
I mellem tiden havde hans plan langsomt taget frugt. I trækronen over dem havde klumpen han kastede bevæget sig og taget form, og den befandt sig nu over dem, tynd og usynlig, en afbildet kopi af Spike, med spjelblanke flader, der reflekterede bladene omkring ham. Om skytten havde opdaget kopien var ikke til at vide, men det var en satsning Spike var nød til at tage. Han havde tydeligvis undervurderet de fremmede.

Hama kunne ikke holde et jubeludbrud tilbage da Spike ramte jorden og blev liggende. Det havde været et success. Et velplaceret slag der nok skulle have dræbt deres modstander. Med et triumpferende smil lod han morgenstjernen falde over skulderen inden han kastede et blik på sin general, der ikke delte sin kammerats begejstring.
"Brænd ham"
Geirs ordre var kort og præcis, hans nerver havde ikke lagt sig og utallige års erfaring havde lært ham at lytte til disse følelser. Dette var ikke ovre. Han løftede hurtigt armen med et symbol til Li. Hun skulle forblive opmærksom, men nærme sig.
Li, der havde opbygget en ubrydelig tillid til sin mester, svang sig af hesten og nærmede sig med fuldt optrukket bue, klar til at skyde en pil imod hvad end hun så. Hendes blik var dog ikke rettet imod trækronerne og hun havde derfor ikke set Spikes fælde.

Hama hægtede sin morgenstjerne fat til hoften igen og greb i stedet en flaske med olie og gik imod, hvad de formodede var Spikes lig, for at hælde det ud over deres offer.
Nede fra vejen kom Gerald galloperende. Han havde sat ild til vognen med de afdøde, og derved givet dem deres velfortjente ligfærd. Synet af de frie heste på vejen fortalte ham at jagten var forsat ind i skoven, men han var endnu ikke fremme ved stedet.

Imens Hama gik for at hælde olie på Spike, gik Geir for at samle sit sværd op igen. Det lå et stykke fra de andre halvt inde i en busk. Samtidig tillod han sig at vende fokus imod resten af skoven, for at se om der skulle være andre i nærheden. Måske en fjende mere? En besked? Hvad som helst.

Hans ubevægelige øjenæble holdt øje med hvad der skete omkring ham, men uden at kunne dreje noget, var hans udsyn begrænset. Han stirrede direkte op i luften, og det eneste af betydning han kunne skimte var skikkelsen i trækronerne. Hans kopi, hvis man kunne kalde den det, var en sær sammenblanding af lange, spejlblanke tynde stykker af metal, der samlede sig i en skeletlignende struktur. Hvor hovedet skulle have været, var der en lille vækst med et af hans to magiske øjne tittende frem fra. Han kunne ikke mægle til sin kopi i trækronerne, men han vidste instinktivt hvad denne tænkte, da de var to alen af et stykke. Han lå og ventede, roligt og tålmodigt.
Skytten kom varsomt nærmere, og kæmpen var på vej tilbage med en beholder af hvad Spike gættede på var olie, eftersom han tilsyneladende skulle brændes. Uden at bevæge sig det mindste ventede han til at olien var begyndt at flyde ud over hans tilsyneladende livsløse krop, før han sprang til live og stak ud efter en sprække omkring kæmpens knæ, hvor to plader mødtes. Samtidigt blev hans finger lang og spinkel, spids nok til at gennembore læder og tynd nok til at komme gennem nitterne i en ringbrynje. En lille indsprøjtning af Spikes giftige stof var nok til at dræbe den store mand langsomt, medmindre han fik behandling inden at giften formerede sig og spredtes til hans vitale organer. En healer ville nemt kunne stoppe den inden da. Men den nøje placerede dosering ville kunne låse mandens knæ, og gøre hans ene ben ukampdygtigt. Og det var alt hvad Spike havde brug for.
Kort efter at Spike kom til live, da alles opmærksomhed måtte være rettet mod den genopstandne kriger, gled sværddukken lydløst ud fra sin position i træet med direkte kurs mod kvinden. Begge dens arme var lange knivsblade. Det ene var rettet mod hendes skulder, hvor det ville skære gennem hendes torso på langs, og det andet var rettet mod hendes nakke. En lille smule af hans giftige stof på rygraden kunne ætse et almindeligt menneskes nervebaner, og forårsage ubegribelig smerte gennem dele af deres kroppe, afhængigt af hvor stoffet blev placeret. Det krævede en umenneskelig præcision at aflejre den rette mængde mellem hvirvelsøjlerne på en person i bevægelse. En præcision, som Spikes klon heldigvis besad, takket være det magiske øje, det havde fået med sig, da klumpen først var blevet smidt op i træet.

Spikes angreb gled elegant ind mellem de tykke plader og stødte ind lige under knæet, hvor det mødte en unaturlig modstand. Hamas hud var hård som sten, men Spikes finger skarpere end et normalt angreb. En lille flængedannede sigog snærten af gift trængte ind under huden inden Hama sprang tilbage med et brøl. Knæet gik allerede i krampe inden han landede og han faldt sammen på jorden som en kludedukke.
Geir og Li reagerede samtidig og en pil farede imod Spikes genopståede krop for at gennembore hans nakke og destroere, hvad der hos en normal person, ville være hjernen. Geirs reaktion var dog anderledes. Hans afstand til de andre gav ham et bredere udsyn og de magiske øjne så et udfald af kampen, hvor noget havde ramt Li. Han reagerede straks og en puls af energi skød fra hans hånd og ramte Li midt i brystet, så hun fløj væk og ud af rækkevide af spikes klon.

Geir satte herefter fokus imod den genopståede. Øjnene hvilte på ham og han trak det det lange sværd langt jorden efter sig idet han trådte frem og afskar Spike fra Hama. Det var ikke svært at se at kæmpen ikke skulle bevæge sig, og et enkelt blik fra Geir havde været nok til at kæmpen stoppede med at rode rundt, og i stedet forsøgte at lukke blodtilførslen fra benet. Giften måtte ikke sprede sig før Li havde tilset ham. Til nød kunne Gerald hjælpe, men næppe nok.
"Er der overhovedet noget menneskeligt ved dig?"
Geirs ord forsøgte at trække Spikes opmærksomhed imod ham. Om nødvendigt ville han tage sig af både Spike og klon imens Li tilså Hama. Ellers måtte han sende Li på flugt indtil Gerald kunne nå dem og tage sig af klonen.
Han tak sværdet ind til sig med en smule besvær. Våbenet var alt for stort til hans krop, længden gjorde det for tungt at løfte imellem slag, særligt for Geirs lille krop.

Ved udkanten af vejen stod Gerald af sin hest og lod magien slippe fri, så han var klar til at sende sin kræft fri imod fjenden, hvis ikke generalen og de andre allerede havde taget sig af det.

Spike stoppede pludseligt op. Da han før blev ramt havde kraften været nok til at forskyde hans balance, men da havde han været i løb. Denne gang var han forberedt. Uden at slippe Geir med blikket lod han pilen bore sig ind i hans baghoved, uden at kraften flyttede ham en centimeter. Hans mund bredte sig i et triumferende smil. Langsomt blev hans overflade sølvfarvet, og hans knoglestruktur ændrede sig hastigt. Pilen faldt harmløst til jorden. Den spejlblanke sølvmasse, der endnu havde antydningen af menneskeskikkelse, delte sig i to. Hos den ene kunne man stadig se det magiske øje, der på intet tidspunkt brød kontakten med Geir.
De to klumper antog hurtigt nye former. Den ene blev en tro kopi af Li, mens den anden efterlignede Geir perfekt, helt ned til den svageligt syge udstråling. Det var denne anden kopi, der havde holdt blikket på Geir. Hele processen havde højst taget et par sekunder.
”Se hvem der taler,” sagde han med en stemme, der først lød metalisk skærende, men hurtigt antog et toneleje, der perfekt efterlignede Geirs eget. End ikke hans egen mor ville have kunnet kende forskel.
Pludseligt lod han det magiske øje blive normalt igen, og man kunne tydeligt se at øjenfarven matchede Geirs egen. Ikke et øjeblik senere skete der en serie af handlinger samtidigt. Det første var at Spike-Geir lavede et stik mod Geirs bryst med sin kopi af Geirs våben. Selv om Spike kunne efterligne Geirs kampstil, brugte han sin egen hurtighed og styrke.
Den første kopi satte i løb mod Li i en unaturligt glidende bevægelse, der var gjort mulig af dens aerodynamiske form og lille vægt, i samme øjeblik som den ramte jorden. Da den nåede tættere på lavede den et udhug mod hendes venstre, fintede og skiftede retning mod Hama. Li-Spike var sprunget over mod Li, og havde stukket ud mod hende med fingerspidser, der diskret var blevet spidset. Dette angreb faldt øjeblikket efter kopiens finte, og havde retning mod hendes skulder, hvor gift ville blive afleveret, idealt, i ledet mellem arm og skulder. Her ville den kunne ætse nervecellerne der løb fra armen og tilbage, og derved forårsage betydelig smerte. Desuden ville giften ikke have langt til kvindens hjerte.

Geirs kampstil var ikke lige at efterabe, og hans krop gav ingen fordel til Spike, med undtagelse af et lidt tyndere omfang at slå ud imod. Han lod sværdet falde til jorden, han havde intet behov for et våben, der ikke kunne skade hans modstander, i stedet lod han magien løsne sig fra deres hængsler. Ikke nok til at hans krop begyndte at reagere, men nok til at han kunne bruge sine evner mere frit.
Geir twistede i overkroppen og tog et halvt skridt frem, blikket var rettet forbi Geir-Spike og hen imod Li-Spike i stedet. Dette var en kampplads og han så det. Uden et ord skød hans venstre hånd frem imod Geir-spikes hovede med et hvidt lys omkring fingrene. Lysets krigers kræft skulle nok kunne brænde et par skader i denne vanskabning. Efter slaget fulgte resten af kroppen med hans fremdrift og en stråle af lysenergi skød imod Li-Spikes krop med en lammende effekt.

Lis magiske blik så Geir smide sit våben og reagerede på samme måde. Hvis han følte det var hvad der behøvede, så gjorde hun også. Hendes fokus blev dog hurtigt rettet imod hendes klon og i stedet for at kæmpe med magien frigav hun lysets kræft. En mur skød op foran hende for at blokkere klonens fremgang. Samtidig skød hun rundt på hælen og satte i løb imod vejen, men stoppede før hun havde taget mere end to skridt. Gerald var ankommet.

Et lyn skød fra himlen og slog ned imellem Hama og klonen der var på vej imod ham og et nyt var klart, hvis ikke klonen stoppede sin fremdrift. Gerald trådte frem foran Li, der samtidig fjernede sin mur af lys så Gerald kunne komme til at kæmpe. Magien flød tykt i magikerens åre og han trådte frem imod Li klonen imens Li informerede ham om hvad der skete. At vide hun var ægte havde ikke krævet mere end synet af lysmuren, ingen anden end en lysets kriger ville være i stand til den slags bedrifter, og han vidste det.

"Gerald og jeg tager os af ham, Li du får Hama væk herfra."
Geirs stemme brød luften med en autoritet der ikke tillod sig modsigelser.
Blikket hang på klonen, der stod ham så nært at den blot skulle trutte læberne for at give den et kys.
"Dans for mig."
En trykbølge skød fra Geirs krop for at sende klonen flyvende, hvorefter en velplaceret lysstråle kunne rettet imod dens krop, for at brænde den med ren energi.

Li-Spike havde ikke fået et magisk øje med sig da kloningen fandt sted, og havde derfor ingen idé om hvad der foregik bag sig. Meget godt kunne man sige om syn uden blinde vinkler, men fjernede man det fra en person, var han så godt som blind. At være vant til at se alt omkring sig, betød at han ikke var vant til ikke at vide hvad der skete omkring ham.
Heldigvis var det ikke nødvendigt.
Idet hver Spike erfarede at en fjerde havde sluttet sig til kampen, sprang der skyer af mørke ud fra dem, der effektivt skjulte deres bevægelser.
Det var ikke let at narre Spike to gange med det samme trick. Han havde tidligere erfaret Geirs brug af chokbølger til at holde ham på afstand, og Geir-Spike havde derfor sendt to krogede tentakler af hærdet sølv ned i jorden, for at holde sig selv fast. Da Geir slog ud efter ham, tydeligt forstærket med lysets energi, kastede Spike sit hoved frem for at møde hans næve. Rigtigt nok, som Geir havde gættet, havde dette en anden og betydeligt større effekt, og Spike mistede kontrollen over massen ramt. Det påvirkede sølv begyndte at syde, og man kunne se små søjler af fordampet sølv stige til vejrs. Men ikke alt stoffet fordampede. Efter den første bølge af energi havde fjernet størstedelen af hans ansigt, fulgte den stadigt kontrolbare hovedpart af hans hoved, omviklet i det uigennemtrængelige mørke. Spike slog den blødere inder masse mod mandens knyttede næve, der, begrundet stoffets bløde karakter, ikke ville lide nogen betydningsfuld skade, men i stedet synke længere ind i hovedet. Stoffet greb fat i mandens hånd, og begyndte den hurtige fordøjelsesproces af handsken. Bagefter ville det nedbryde hans hud, efterfulgt af muskelvævet under.
Med sit anker dybt nede i jorden og sit greb i manden hånd, var Spike ankret nok til at han ikke blev skubbet væk af mandens chokbølge. Den imponerende kraft efterlod hele hans front med en mat sølvfarve. Den ikke offensivt rettede magi havde ikke forvoldt specielt stor skade på Spikes krop.
”Med glæde!” hvislede han med en stemme der tydeligvis ikke kom fra hans mund, da denne ikke fandtes længere, men vibrerede gennem hele hans krop.
Skjult af mørket og med et klart udsyn sikret af det magiske øje der var sunket ind midt i hovedet, sparkede Spike ud mod Geirs skridt med sit knæ, mens han trak hovedet til sig og brød kontakten mellem dem. Geirs hånd ville stadigvæk være dækket af et halv centimeter tykt lag. Sølvet på Geirs hånd ville sprede sig langsomt op af hans arm i takt med at det forarbejdede læder blev fordøjet og procesret.

Li-Spike blev ramt i ryggen af strålen, på trods af mørket. Magi lagt i skyggerne dæmpede lysets effekt naturligt, men ikke desto mindre var effekten kraftig nok til at fjerne en betydelig klump af det mindre koncentrerede stof, klonen bestod af. Langsomt, da stoffet havde nået kritisk masse, begyndte Li’s falske krop af smelte, og store klumper af klumpet sølvmasse faldt til jorden. I sine døende øjeblikke lagde klonen hånden på muren af lys, og kontakten fik sølvet til at syde. Med et sidste klageskrig, der var højt og skingert, faldt skikkelsen sammen og begyndte at gå i opløsning. Væsken sank hastigt i jorden.
Den sidste tilbageværende klon forsatte uhindret sin bevægelse fremad, og satte i et langt spring mod Hama, der var ude af stand til at undgå. Klonen var forberedt på at Hama ville forsøge at slå ham væk, og gjorde derfor sig selv opløselig. Et slag ville ikke forhindre størstedelen af massen i at lande på Hama, trænge ind under hans rustning, og begynde at fordøje den tykke, hårde hud nedenunder. Selvom det uden tvivl ville være meget vanskeligere end for eksempel Geirs betydeligt glattere overflade.
Grunden til at klonen ikke var stoppet var den samme grund som at den var hoppet. Spikes masse fungerende som en glimrende elektrisk leder, og havde før været årsag til at han var blevet ramt af lyn midt i en skov. Men i luften ville den statiske elektricitet ikke have noget sted at gå til, og selv om den voldsomme energi ville ødelægge hans krop, ville ladningen blive båret videre til Hama, hvis da klonen, stadig omgivet af mørke, kom i kontakt med ham.

Geirs hånd var dækket af et lag af lysenergi. Han havde tidligere set, hvordan denne kræft havde vist sig effektivt imod denne modstander, og det var en fordel han ikke havde tænkt sig at smide væk lige med det samme. Da hans handske derfor gik i opløsning, så rørte væsken aldrig hans hånd, da magien blokkerede for dette. Nu stod opgaven blot på at komme helt fri af modstanderen. Han kunne sende en trykbølge, for at sprænge sin modstanders hovede i luften, men det ville næppe gøre megen skade, i stedet samlede han sin energi til et andet angreb. Sparket kom ham dog i forkøbet. Han lod sin krop glide med sparkets kræft, hvilket resulterede i han blot blev slynget væk og trillede en gang rundt på jorden inden han fandt fodfæste. Et let udslag med hånden sendte en trykbølge fra huden, så Spikes væske blev slynget tilbage imod Spike selv.
"Gerald, brænd ham!"
Råbte han uden at dreje hovedet væk fra sin modstander.
Et smil gled over hans læber idet han havde samlet nok energi til at angribe igen. Afstanden mellem ham og Spike var behagelig, det var ikke nært nok til at de kunne hugge efter hinanden, men staig ikke så langt at det var let at undvige. Tre hurtige stråler skød derfor fra Geir imod spike. Han ville have Spike til at angribe, han ville tvinge ham til at spilde energi og afsløre åbninger. Fyren ville begå en fejl snart, og Geir vil være klar til at udnytte den.

Nok var Hama svækket i sit underliv, men han havde lukket fint af for benet og lammelsen havde endnu ikke spredt sig opad, så da klonen sprang på ham, gjorde han som Spike havde forventet. Han slog sit skjold, så store dele af massen sprøjtede væk, men ikke alt. Han afgav et brøl da det første begyndte at ætse, men hans hud var hård, det ville tage tid før det kom igennem det første lag, og nu hvor Hama ikke behøvede bevæge sig, så kunne han samle sin energi på at hærde kroppen yderligere og levere en enkelt ordre til hans kammerat.
"Angrib!"

Ordren tilfaldt Gerald og Li. Begge var de bekendte med Hamas styrke. En kugle af ild samlede sig mellem Gerald hænder og skød derefter imod Hama, som blev ramt midt i brystet. Kuglen eksploderede i et hav af flammer, der opslugte den faldne kammerats krop og begyndte at brænde for overfladen. Li var sat i løb. Klonen kunne næppe blive siddende i flammerne og når den slap skulle hun være klar til at skyde den med lysenergi. Hun havde set hvordan det havde virket på den første, så nu var det bare et spørgsmål om at nedlægge nummer to.
I flammerne forsøgte Hama at ligge stille. Han forsøgte at holde sin hud stærk og både holde flammer og syre fra at slippe igennem, men det var en kamp han ikke kunne holde længe. Spørgsmålet var blot om han kunne holde længere en klonen.

Idet Hamas skjold slog ind i klonen og slog størstedelen af dens masse væk, blev klonens kerne også slået væk. Den havde befundet sig midt i brystet, og fløj nu i en skrå retning væk fra Hama. En lille ubemærkelsesværdig klump af lidt højere koncentration end den halvflydende masse omkring den. Man ville næppe kunne skelne forskel mellem kernen og den generelle masse. Uden at trække opmærksomhed til sig selv, lod den sig tynde ud og synke ned i jorden.
Den smule af klonen der ikke blev slået væk af skjoldet, ramte Hama med en våd, klæbrig lyd. Det drev langsomt ned af den store mand. Da kernen var blevet fjernet, havde Spike mistet kontrollen over væsken, og den blev nu blot trukket til jorden. Som den langsomt forarbejdede mandens hud formerede den sig, på samme måde som den havde gjort med Geirs handske, naturligvis bare langsommere. Dette var hvad der forårsagede den ætsende fornemmelse.
Da ilden ramte kæmpen, var det derfor ikke al væsken, der blev ramt. Noget af den var simpelthen løbet ned under hans rustning, hvor den var beskyttet overfor de voldsomme magiske energier. Størstedelen var dog ikke så heldig. Som flammerne slikkede over sølvet blev det hurtigt varmede, og begyndte at syde. Det nåede hurtigt en temperatur hvor det begyndte at boble, og hver gang en boble sprang sendte den kogende sølv flyvende omkring sig, efterfulgt af en lille sky af kraftigt giftig fordampet masse. Man kunne roligt sige at stoffet var neutraliseret, og næppe nogen stor fare længere. Alligevel ætsede den forsat under rustningen, og kogte på de ubeskyttede områder af Hamas krop.
Gradvist, som væsken I Hamas knæ begyndte at formere sig, lagde den større og større pres på indersiden af hans led og knæskal. En dæmpet knækkende lyd foreslog at der ikke ville være længe til, at mandens knæ ville tage alvorlig skade. Og smerten ville også være noget for sig.

Spike, nu den eneste af sin flok, der var tilbage, kunne godt se at han ikke kunne vinde den her kamp. Fire mod en havde været dårlige odds fra starten af, og de virkede som erfarne krigere, alle sammen. Der var ingen skam ved at trække sig tilbage. Spikes specielle var snigmord. Der var altid nogle andre der tog sig af det beskidte manuelle arbejde.
Morsomt at det var at hans modstander tilsyneladende ikke havde nogen nosser, kunne han ikke lade være med at føle sig irriteret over at skulle forlade så store mængder af sit stof. Han havde brugt månedsvis på at samle det ind, og opbygge sin styrke. Og for hvad? Nok havde han lagre skjult rundt omkring, men dem ville han blive nød til at genopfylde efter i dag. Usigeligt besværligt.
Med en irriteret mine og en doven bevægelse kastede han et skjold af mørke op foran sig, der stoppede alle tre stråler. Han valgte ikke at bevæge sig frem for at angribe, og i stedet for at flytte sin egen kerne ned langs hans ankre i jorden, hvor den ville være sikker. Prøvende kastede han en kastekniv, der var lavet af almindeligt stål, mod Geir. Han regnede med at mandens kontrol over chokbølger let ville kunne beskytte ham, men så intet andet effektivt alternativ. Han rettede sin ryk, og ventede et øjeblik, før han begyndte at klappe.
”Glimrende kæmpet!” hans ansigt viste at han ikke var underholdt. ”Jeg må lykønske jer på jeres store talent!” han erindrede at mange af lysets krigere havde et flair for det teatralske. ”Før i slår mig ihjel ville jeg gerne kende navnet på mine overfaldsmænd? Et sidste ønske fra en døende mand.”

Li sprang det sidste stykke og stak begge hænder ind i flammerne, så de blege fingre blev presset imod Hamas robuste pande. Et lys begyndte at sprede sig over hans krop og flammerne føjede sig bort og forsvandt. Sår Gegyndte at lukke sig og brændmærkerne lysnede op. Rester af Spikes gift blev presset ud af kroppen og opløste sig i et hvidt lys. Li's pupiller forsvandt fra hendes øjne og hendes hovede sank forover. Som hun helbredte sin kammerat måtte hun efterlade sin krop i et sårbart stadie. Heldigvis havde hun Gerald til at hjælpe sig, og han stilte sig imellem Li og Spike, klar til at hjælpe Geir hvis han så en mulighed, men mest for at beskytte Li og Hama. Det ville ikke tage Li længe at blive færdig, men de kunne næppe forvente hendes magiske syn til at være en stor hjælp længere. Blindheden ville tage længere tid om at forsvinde og brændsårene på hendes hænder ville, selv med hendes helbredende evner, tage længere tid.

Geir tog en dyb indånding, nok havde han afblødt kræften fra Spikes ben, men han havde alligevel fået et godt tryk i maveregionen. Det skulle dog ikke forhindre ham i at lade kroppen glide til side fra knivene, som dansede han mellem nedfaldne blade. Blikket hang fast på hans modstander og han havde ingen problemer med at aflæse bevægelserne. Dette var hans speciale. En duel. En imod en. Der var ikke mange på paladset, der kunne hamle op imod Geir i en duel. Hans evne til at se deres bevægelser før de blev udført, havde gjort ham til en skræmmende modstander.
"Vi er Lysets krigere. Den store mand er Ridder Hama, kvinden er kriger Li og vores nyankomne kammerat er kriger Gerald."
Geir lukkede af for sin magi igen, der var ingen grund til at bruge den, hvis hans modstander havde energi nok til at blokkere så nonchalant.
"Selv er jeg General Geir af lysets hær, men hvad er dit navn kriger af mørket?"
Han rettede sig op og begyndte at gå nærmere Spike. Han ville hugge modstanderen ned med lysets energi.

Spike havde ikke bevæget sig siden han havde talt. Nu, da Geir tåbeligt havde introduceret sig selv og hele sin trup, bukkede han hånligt for dem.
”Men hr general, hvilken ære! Det er ikke hver dag man bliver overfaldet af nogen så ædel som dem!”
Han lod sine ord synke ind, og bemærkede at kvinden så sårbar ud, som hun knælede for at helbrede sin ven. Men Spike holdt ingen illusioner om sin situation. Hvis han forsøgte at presse dem, ville det blive værst for ham selv. Et hold som dette ville han aldrig komme til at gøre nogen alvorlig skade til, og han var ved at løbe tør for sin hårdt optjente masse.
Mens han tænkte så det knagede efter en måde han kunne tage nogle af dem med sig i faldet, åbnede han munden og talte med høj tydelig stemme.
”Hvem jeg er spiller ingen rolle. Hvad der er vigtigt er at du forstår hvem jeg kan være. Jeg kan være din nabo, din bager eller en fremmed på gaden. Jeg kan være din fjende og jeg kan være din ven. Det er ikke vigtigt for dig at vide hvem jeg er, for jeg kan være alle og jeg kan være ingen.” Med rolige bevægelser stillede han sig i en almindelig kampstilling, mens masse samlede sig i hans hånd og blev til et langsværd. Han pegede våbnet på Geir, og forsatte sin monolog.
”Det vigtigste I skal vide er at I aldrig vil slappe af med mig. Hvis jeg var en af jer, kriger Lii, Gerald, ridder Hama og general Geir, ville jeg sove med et øje åbent.” Hans øjne brændte med at hadsk rødt lys, der lovede ingen medlidenhed. Blikket var et løfte om at han nok skulle lægge hver af dem i graven. Han lavede en let håndbevægelse mod Geir. ”Kom an.”

Som Spike begyndte sin monolog stoppede Geir ikke op. Han fortsatte derimod imod sin fjende, med blikket hængende på ham, som en falk der betragtede musen lege i græsset. Hans mund formede intet hoverende smil. Dette var ingen handling han tog glæde i, det var en nødvendighed. En henrettelse.
"Ingen kriger sit sværd værd sover trygt." Svarede Geir inden han trådte nært nok til at Spike ville kunne angribe med sit sværd.
Herfra lod han sit angreb falde. Et spark let og kontrolleret, klar til at flytte sig for sværdet skulle det komme i vejen, skød fra jorden og trak en samling af jord og småsten med sig, der fløj i retning af Spikes øjne. Uden at færdiggøre sparket, men sent nok til at sende jorden flyvende, skyder resten af kroppen med frem og sender et lavt håndflade slag imod maven. I øjeblikket slaget falder skyder lyset fra hånden, for at brænde hams mørke krop. Det eneste der hidtil har vist sig effektivt på denne modstander, men heldigvis noget enhver lysets kriger kontrollerer.

((Meget forsinket svar... Jeg har været lide nede og ikke rigtigt kunnet skrive))

Manden kæmpede som en besat. Enten var han den mest disciplinerede sværdkæmper Spike havde mødt, ellers havde han en evne til at se fremtiden. Det var meget muligt begge, og det var et problem. Han var et problem. Spike ville næppe vinde i åben kamp, men nu hvor han havde anerkendt sit nederlag, ville kampens åbenhed ikke længere være relevant.
Han gættede på at de andre holdt sig tilbage. Det virkede ridderligt, og derfor fjollet, at lade sin kommandør kæmpe alene, og kun springe til hvis det var absolut nødvendigt. Men de ville komme til hans redning, med sikkerhed, hvis det skulle visse sig nødvendigt. Blandt nære venner var der intet behov for at bevare ansigt, selv hvis det var ønskeligt. Så Spike havde en mulighed; få skadet Geir i et angreb, uden forbehold for egen sikkerhed. Nu handlede det kun om at skade den noble kriger. Efterlade et mærke.

Da jorden kom flyvende indså Spike at hans plan måske ikke var nødvendig. Manden lod ikke til at indse hvad Spike var i stand til at se, eller måske undervurderede han blot hans magiske øjne. Mens jorden fløj mod hans øjne, lod han sine øjne skifte. Tiden frøs, og Spike så alt. Bag Geir kiggede hans kammerater nervøst på, healeren skulede over sin skulder og vente tilbage til sin pligt. En mild blæst ruskede de omkringliggende ni træers 13.411, cirka, blade og afslørede en fuglerede med en uge og to æg. Det var ikke nogen stor fugleart, og æggene var ganske små og skrøbelige. Et par træer væk sad en krage.
Æggene var ubeskyttede.
Selvfølgelig ville sand i øjnene blinde Spike, og gøre betydeligt større skade på en som ham, der var totalt afhængig af sit syn. Så han lukkede øjnene, og fortsatte med at se uforstyrret på den formidable kriger foran ham. Med en rolig bevægelse svingere han sværdets flade side ned mod hans håndled, i et forsøg på at slå hånden til side. Der var ikke stor kraft i slaget. Der var ikke meget Spike kunne gøre mod denne voldsomme form for magi. På samme tidspunkt som energien ramte ham i maven og fordampede den metallignede væske, sprang Spike på ham. Ikke med våben, heller ej sine hænder eller tænder. Alle dele af hans krop strakte sig i tynde arme ud mod Geir, tynde nogle steder og tykke andre. Som Spikes krop mistede sin form og hans overflade sit udseende, forvandledes han til en enkelt glat, deform spejlblank overflade, svagt menneskelig i form. Kom metallet i kontakt ville det begynde at arbejde sig ind i mandens hud. Materialet Spike var lavet af var stærkt syrligt, og ville ætse sig igennem hans hud og kød på vej ned i hans blodbaner. Det var intet helbredende magi ikke kunne håndtere, i sandhed Spikes eneste svaghed, eftersom urter og hvile intet gjorde med den semi-intelligente metalvæske, hvis eneste mål var at dræbe sit bytte.
Med en helbreder så tæt på var Spikes sidste angreb ikke tiltænkt at dræbe. Han ønskede kun at skade, at se lidelsen i Geirs øjne, skrækken over at kunne høre sin hud syde og sit fedt boble.
Af alle former af Spike der forsvandt i dette angreb, var de dæmoniske øjne det sidste der forsvandt, efter at have vendt tilbage fra hvad der tidligere havde været øjenlåg. De stirrede ind i Geirs med en brændende passion, had.

Spike havde ingen planer om at dø her. Mens han stod stille og afledte krigerne med tale, havde han sendt en tråd af sølv langt ned i jorden, og på spidsen af den, den sidste kerne; den rene essens af hvad Spike var. Den ville slippe væk, og selv om det ville tage ugevis at oplagre så stor mængde masse og gendanne sin krop, ville han vende tilbage. Intet kunne stoppe Spike, Jævneren fra Vest. Ingen så dæmonøjnene og døde en smertefri død.