En krystallærke lod en høj trille løbe mellem træernes kroner, der med deres eviggrønne toppe dannede et tæt dække over skovbunden, selv på denne tid af året, hvor resten af landets skove blev mere og mere nøgne at se på for hver dag der gik. Den ensomme trille blev snart efterfulgt af endnu en, og fuglen lod ikke til at lade sig mærke med at den intet svar fik. Den pudsede sin isblå fjerdragt, og skuttede sig mod vinden, der fik træerne til at hvisle ganske lavt og splitte de enkelte solstråler der alligevel sneg sig igennem træernes dække.
Fuglen syntes omsider at ane sin ensomhed, og satte afsted i en flagrende bevægelse gennem grene og stammer, mens den med sine rubinrøde øjne spejdede efter en kombination af føde, stamfæller og lyset, der på denne tid af dagen lå som et gyldent skær langt borte.
Lærken gør holdt ved en nærliggende gren, og lod endnu engang sin sang trille - nu for sidste gang. For som en skygge lagde sig over både fugl og gren, opslugtes sangen til fordel for et hæst skrig fra den paniske lærke, der i næste nu havde forvandlet sin før så rolige færden til en flugt på liv eller død.
Langt nær den ikke, før en grålig hånd omklamrede den i et fast tag, og lærkens stemme slukkedes med ét, til fordel for en dyb knurren og en kvalmefremkaldende, knasende lyd. En lille sky af krystalblå fjer dryssede fra de høje trækroner, der nu kun var omgivet af stilhed.

Cazador smøg sin krop mellem de slanke træer som en skygge i det dunkle lys. Så man op, ville man knap nok bemærke hans skikkelse, idet træernes dække kastede det samme grå mørke som omgav hans krop. Han var høj på jagtens adrenalin, i en sygelig trang efter at mærke blodets varme strømme gennem hans krop og ud i hele hans system. Lærken havde hjulpet noget på det, men der var lagt mellem byttedyrene efter at jagten var sat ind for jævne folk, og hans mave knurrede konstant for tiden. Desuden havde fuglens skrig forstyrret resterne af de dyr der var tilbage - han ville være nødt til at vente på at skoven ville falde til ro før han kunne jage videre.
Med utålmodighed i sindet satte han sig på en gren, og lod ryggen hvile op ad stammen på træet. En stor tår af sølverlommelærken bragte hans nerver i ro, og han gav sig til i stilhed at pille resterne af fuglen ud af tænderne.

De orangegule øjne hævede sig langsomt over skovens bund, de var søgende, udover det normale. Selv var elveren på jagt efter bytte, men ikke samme form for bytte som den dyriske Cazador. Soldaten havde været på en længerevarende jagt, ikke efter et dyr, efter noget meget større, menneskestørrelse, men lille og hurtig. En kriger af lyset havde tilfældigvis lagt sin vej forbi den bidske elver og deres sammenstød havde endt i en flugt for hans vedkommende og en ihærdig jagt for elveren. Desværre var sporet begyndt at blive koldt, og Ikaris var ledt ind i dele af skoven hun kun sjældent havde været i.
Han havde blødt, men ikke nok til stadig at afgive spor, så de sidste femhundrede meter havde været en ligegyldig vandren.
Til sidst stoppede hun op, de orange øjne blev hævet til et sted mellem trækronerne, så tog hun en dyb indånding, skoven duftede af efterår, efterår når det var bedst, men denne del af skoven, var det ikke til at se, om det var sommer eller vinter, grantræerne ville altid være i alt deres pragt.
Pludselig fangede de spidse ører en makaber knasen et sted over hende, hvilket fik hende til at vende ansigtet opad, umiddelbart kunne hun ikke se nogen, men det kunne vel være? Var den lille amøbe virkelig stadig i stand til at klatre i træer?
Elveren gav et lysløst men irriteret suk, hu nvar ikke just gearet til at klatre i træer. Den tunge metalrustning hang tyngende omkring de slanke skuldrene og støvlerne var ikke rigtigt til at lege abe i, men det skulle ikke stoppe hende.
Hun kneb øjnene sammen, endnu med blikket stift imod lyden, hun var ikke engang sikker på, at det var et menneske.
"Skal vi lege katten efter musen for evigt? Eller kommer du frivilligt ned?"
De mørke læber blev skilt fra hinanden i et skævt smil der afslørede en perlerække af hvide tænder og fingerspidserne tappede utålmodigt imod en af de mange våben der sad i bæltet.

Lyden af Ikaris' rustnings skurren og klinken vækkede Cazador af sin halvdøsige tilstand, og hans grå øjne fulgte hende intenst som hun begav sig gennem underskoven. Hm. Det var ikke tit at soldaterne bevægede sig denne vej, der var alligevel intet at rapportere fra disse kanter. Ergo måtte hun forfølge nogen. eller noget.
måske var det ham hun ledte efter? Han havde trods alt været på en rap fod væk fra mørkets krigere lige siden hans arenakamp med Ethelihn. Han smilede ved tanken. tænk at de fjolser havde troet at han ville vende tilbage, så snart de havde sat ham fri! det var da vidst ikke den øverste etage der fungerede bedst hos sådanne folk. Men han havde jo også mødt Morgoth, et ikke videre imponerende syn efter hans hoved. Han betragtede krigeren nysgerrigt, og blev næsten helt forskrækket da hun pludselig syntes at henvende sig til ham.

"katten efter musen siger du? jeg har nu altid set mig selv som værende et hundemenneske - men jeg kan sagtens se ligheden mellem dig og en lille gnaver" sagde han muntert, og lod sig svinge ned på en lavere gren, så han brød ud af trækronernes mørke. Han holdt sig dog stadig i behørig afstand- hun lignede lidt én der bed, og ikke på den gode måde.

"Jeg har forresten aldrig været glad for at lege katten efter musen. Skal vi ikke hellere finde på noget andet?" han lænede sig nonchalant op af træets stamme, og lagde benene over kors. Lyset spillede drillende i hans øjne - han var på ingen måde krigerisk anlagt, blot snakkesalig. Nå ja, og en smule flabet.

Mørkelverens blik var stålsat på målet i træet, hun flyttede sig ikke en centimeter. I forhold til meget af mørkets hær så hun overraskende rolig og veludhvilet ud, nok mest takket være hendes uendelige evne til at få folk på andre tanker en vold og mord, og måske fordi hun havde de rigtige kontakter, hvem vidste? Det var ikke hvad der var vigtigt nu, det der var vigtigt var, at Ikaris aldrig gav sig i kast med en jagt, eller en kamp, med mindre hun var klar til det. Hun var skræmmende bevidst om, hvad manglende søvn og sult kunne gøre ved kroppen og ikke mindst opmærksomheden.
Af samme grund var det en uendelig årvågenhed hun tog Cazador i øjesyn, hans flabethed fik hende til at hæve øjebrynet i en overvældende ligegyldighed, normalt var hun ikke typen der lod sig provokere let, men hans kækhed overfor en åbenlys soldat var alligevel værd at give en smule opmærksomhed.
"Gnaver? Siger manden der sidder i træet?"
Hendes stemme var ru og mørk, ikke en stemme man typisk ville forvente af en elver, hvis man kendte til dem, men nu var Ikaris ikke en hvilken som helst elver.
Desværre var manden ikke just ham hun var på jagt efter, men det kunne da være?
"Du har tilfældigvis ikke set en lille ivrig mand? Ca. så høj, blond, hvidt klædt?"
Hun kunne lige så godt gå lige til benet, havde kravlefyren set soldaten var der ingen grund til at hun spildte mere tid på fornærmelser og flabetheder

Cazador betragtede hvordan hans flabethed tændte en gnist af irritation i krigerens bryst, men det gjorde blot hans smil endnu bredere. Så de VAR altså mennesker med følelser inderst inde, følelser der kunne blive såret lige så slemt som enhver andens. På en måde han ikke kunne forklare, gjorde det ham pludselig mere tryg ved Ikaris' tilstedeværelse. Siden sin kamp i arenaen mod Ethelihn havde han skammet sig over sin opstandelse og sit værd - krigerne havde virket yderst intimiderende på ham, en følelse der fik ham til at sætte alle sanser på yderste led overfor de mørkklædte personer. Og ganske forståeligt - hver gang en mørkets kriger havde krydset hans vej, havde vedkommende gjort alt hvad de kunne for at sætte kløerne i Cazador og slæbe ham med tilbage til hans såkaldte 'optagelsesprøve'. Ethvert tegn på menneskelighed (eller elverlighed) var derfor for ham også et tegn på at krigerne ikke blot var styret af deres overmagters blodige lyster - og det beroligede ham i forhold til tanken om hans uundgåelige optagelse i deres samfund. Han kunne jo nok ikke løbe for evigt, det var han godt klar over.
Men kvinden her så ikke ud til at genkende ham - faktisk lod hun til at være på jagt efter 'ivrige mænd' klædt i hvidt.
Cazz rynkede brynene - havde kvinden mon en fetish for munke? uanset hvad lod han hende ikke vente længe før svaret lød;
"Desværre, smukke - så havde jeg nok ædt ham. Hvad vil du dog med sådan en filejs?"
Det var underligt at der færdedes så mange mennesker i skoven - denne del af landet plejede at være fuldkommen tyst, hvilket også var derfor at han foretrak at gå på jagt i dette område - han kunne jage uden at blive jaget selv.
uforstående for hele situationen lod han sit hoved falde på skrå som et nysgerrigt dyr, mens han granskende lod sit blik vandre fra tæerne og op på Ikaris. Jo, hun kunne godt være typen med en hemmelig munke-fetish.

Elveren lod langsomt vægten synke over på det ene ben, hvilket forårsagede en metallisk knagen fra den sollide metalskal der skrabede imod den jernbeslåede støvle. Hun følte sig ikke truet, faktisk, kunne hun slet ikke huske på noget tidspunkt at have følt sig i fare, frygt var en underlig ting, Ikaris blev aggresiv istedet for bange, det var typisk, det var grunden til, at hun havde overlevet så længe som soldat, hun manglede en hel essentiel del der fik normale folk til at overleve, men soldater til at få stukket et sværd igennem maven.
Alligevel var opmærksomheden fuldt rettet imod Cazador, man vidste sgu aldrig rigtigt hvad de fjollede mennesker kunne finde på. Heldigvis for mennsket havde Ikaris ikke den fjerneste anelse om hvem han var, hun havde hverken set eller hørt om ham, på trods af, at Ethelihn var parat til at få ham indlogeret i hæren. Heldigt for ham, kunne man vel sige.
"Hvad jeg gør ved hver eneste kriger af lyset der krydser min vej - brække nakken på dem!"
Ikaris var ganske ærlig, hun lagde heller ikke skjul på hvilken politisk overbevisning hun lå inde med, det var hvad hun var her for, det var det, hun var skabt til.
"Men hvis du havde ædt ham havde også været ganske acceptabelt!"
Hun trak på skuldrene så de store skulderplader skurrede hidsigt imod hinanden. De orange øjne veg ikke fra Cazador, ikke inden en lille blå fjer dalede ned imellem dem, som var intet hændt, alligevel var elveren ikke længe om at finde e mistænkt, skyld i at de ikke længere blev slået triller imellem træerne.

Cazadors øjne spærredes en lille smule op, da Ikaris' agressive holdning til lysets krigere skar gennem luften så promte. Han spidsede læberne en smule, og krattede tænksomt i træets bark ved siden af ham, før han igen vendte blikket mod krigeren under ham.

"Og hvad er det så der afholder dig fra at brække nakken på mig? Ikke at jeg er en af de dersens hvidklædte munke du tydeligvis holder så meget af" Han lod sig svinge ned fra grenen i sine knæhaser så hans hoved hang ud for Ikaris', blot omvendt. Hans smil bredte sig drillende, og afslørede en række af sylespidse tænder, der synes at fortsætte meget længere end hans kæbe. Prøvede hun på noget var han forberedt med et smertefuldt bid, så han tillod sig at svinge sig helt tæt på hende, så deres næser næsten rørte hinanden.
"Men er det en rent forretningsmæssig tilstand, eller er du bare ikke så meget til hvid?"
Med en kraftanstrengelse hev hav sg op på grenen igen, blot for at hoppe helt ned på jorden. Han landede katte-agtigt på jorden uden en lyd, men afgav alligevel et dybt mærke i skovbunden. Hans galloperende stofskifte havde givet ham en uhyrlig mængde energi ud af det blå, og tanken om en jagt hvor han kunne bruge sin krop faldt ham yderst tiltalende. Han trådte hen til Ikaris, nu uden det drillende smil.
"For hvis du er i business, kan jeg muligvis hjælpe. Navnet er Cazador."sagde han, og rakte en hånd frem der glødede gråligt, med et afventende blik på Ikaris. Han var nysgerrig efter at vide hvad hun ville den lille hvide munk.