Først var alt mørkt. Så bredte et sløret, køligt lys sig som et vifte for hans åsyn, og skarpheden kom rullende ind som en bølge. Men det var mærkeligt, alt så så underligt proportioneret ud. Som om verden var vendt på hovedet.
Han prøvede at huske hvad der var sket dagen før. Havde han drukket voldsomt? Eller havde der været mere i det end blot druk? det var længe siden han havde lade sin krop beruse sig i den lune puppe stofferne efterlod ham i - det eneste der kunne dulme hans evigt hungrende nervesystem.
Men det føltes ikke som eftervirkningen af en lidt for kraftig dosis. Hans hoved bankede, og alt snurrede mærkeligt rundt.
Pludselig gik det op for ham at den bestandige banken i hans baghoved ikke kom fra indersiden af hans kranie, men derimod fra taktfaste stød imod en hård, sort marmoroverflade.
Vent, det var underligt. Cazador udnyttede den smule bevægelsesfrihed han havde i nakken, til at kigge en smule omkring. Det blev ham hurtigt klart, at den vedvarende banken i baghovedet og det underlige perspektiv skyldtes at han blev slæbt ved fødderne af en bredskuldret personlighed iklædt mørke rober.

Synet af det broderede logo der prydede sværdskeden ved personens side virkede så bekendt. Pludselig spærrede han øjnene op, skønt bevægelsen sendte smertefulde trækninger tilbage gennem hans tindinger. Flashbacks af mørkklædte personer, en dyrisk kamp- havde han bidt den ene? og til sidst, et smertefuldt stik fra en kanyle i armen, efterfulgt af totalt mørke.
Og nu dette! hvad var det nu de havde sagt til ham, da de efter lang tids kamp havde fået holdt ham nede? Noget med.. tid.. og afsoning. Ting der ikke stemte overens med hans egen tankegang. vagt prøvede han at kæmpe imod det stærke træk i fødderne, men bedøvelsen slørede stadig hans sanser for meget til at han kunne gøre noget.

Som han blev slæbt ind gennem en tung fyrretræsport, genkaldte han soldaternes ord;

"Slut med gemmeleg, dit udyr. Det er på tide du gør din pligt - hun har sendt bud efter dig."

Cazador opfattede vel næsten intet af sine omgivelser, men det gulv, han nu blev slæbt hen over, var det sorte og hvide, højpolerede marmorgulv i Midnatsborgens Riddersal.
Hallen var stor og oplyst af redder af fakler, der hang ud fra væggene og gav et flakkende lysskær fra sig. De tilføjede en hel det til den dunkle atmosfære. Rækker af stole var placeret på begge sider af lokalet, men ingen havde flyttet på dem siden Mørkets fald, som et tyndt, men komplet uforstyrret lag støv omkring træbenene indikerede. Det havde Ethelihn i sinde at ændre på.
Den nyudnævnte general stod i fuldt regalie med en arm på ryglænet af tronen, der heller ikke blev brugt for tiden. Naturligvis havde hun overvejet bare at sætte sig i den, men det ville give hendes herre et forkert indtryk. Hendes hår var for længst vokset ud til sin fulde længde. Nu svirpede det afventede fra en høj hestehale, mens spidserne fra tid til anden puffede til den blodrøde kappe, der halvt dækkede en næsten ny rustning. Det var tydeligt, at den var støbt med hastighed og fleksibilitet som mål, men trods de overlappende plader, så det ikke ud til at være nemt at få en kniv igennem. Det var langt fra den eneste bonus ved at være general, men det var bestemt ikke den værste.

Hendes ravgule blik så mod døren, da den gik op. *Så der var du...* tænkte hun triumferende for sig selv og trådte ned fra podiet for at gå sin gæst i møde med sine sværd klirrende svagt mod rustningens sider for hvert skridt.
Hun standsede en halv meter fra Cazador og de to temmeligt store krigere: "Vend ham rigtigt, og væk ham.. men ikke for meget." Ethelihn satte en hånd i siden og flyttede vægten til sit ene ben, mens Cazador blev vendt om som en kludedukke, placeret på sine vakkelvorne ben, og til slut fik han endnu engang stukket en kanyle i nakken. Hendes hånlige smil bredte sig på de blege kinder, mens hun studerede sin nye rekrut. Det var evigheder siden, hun havde set ham sidst, og hvor var det et ynkeligt og fuldstængt fantastiskt syn.
"Godmorgen, skat. Har du sovet godt?"

Mere tumlen omkring - sig mig, havde bøfferne ikke nogen respekt for det flotte handyr de slæbte rundt på? Cazador så i samme nu sit spejlbillede i et stort skjold lænet op af væggen - okay, måske ikke helt så imponerende et syn som først troet. Han nåede at ænse et blåt øje, der hævede hans kind op, blod der plettede hans bluse, og en flækket læbe. Så blev han trukket ud af sin egen synsvidde, og hans opmærksomhed faldt igen på de store bavianer der slæbte ham. Han opdagede at den ene af kæmperne humpede ganske slemt på det venstre ben, hvor en dyb flænge i hans bukser afslørede et dybt hak i læggen - et hak, der med den præcision kun kunne være lavet med én af caz's dolke. Han smilede selvtilfreds over det faktum at han dog ikke var bukket under uden kamp, men i næste nu sendte kæmpens humpen endnu et ryk gennem hans krop, så hans baghoved knaldede mod marmorgulvet. Av. Det nyttede ikke at kæmpe imod i den tilstand han befandt sig i - verden snurrede stadig rundt med slørrede kanter, og han lukkede øjnene for at få en smule ro for bare én sanseindstrømning.

Som han lukkede for én sans, sprang alle de andre op i vild vigør - han kunne lugte blodet fra vagtens læg, kunne føle hver en revne i marmorgulvet, og i næste nu blandede klirrende skridt sig med den hule DUMP-tshhh-DUMP-tshhh slæbemanøvren afgav. Han rynkede brynene, men gjorde ingen mine til at åbne dem - på en eller anden måde følte han sig stærkere, mere vågen, når han kun skulle fokusere på de andre sanser, der ikke syntes at være handicappede på samme måde som hans syn. Hans plan kollapsede imidlertid, da hendes stemme ramte ham som et piskeslag over ansigtet. Han spærrede øjnene op, og efter at være kommet sig ovenpå at verden endnu engang blev vendt op og ned på, betragtede han stemmens indehaver med et stift blik. Eller, så stift det nu kan være, når hele den enes side af ens ansigt dunker i hævelse. Han lagde ikke engang mærke til kanylen, der blev stukket i hans nakke - den slags var han jo også vandt til. Tværtimod mærkede han energien komme tilbage til ham som stoffet kom ind i hans blodbaner - hans exceptionelt høje stofskifte sendte det afsted med en hastighed som ti vilde heste, og han mærkede sløret lette fra hans blik. Det blik der hvilede på kvinden foran ham, hende der, sidst han så hende, endelig havde overgivet sig en lille smule for hans charme og undlod at zappe ham til plukfisk.
Hvad lavede hun her? Og hvorfor stod hun dér og så så umådeligt selvtilfreds ud?
Hvad lavede han i øvrigt selv i den dystre sal?
Hendes hånlige stemme, dryppende af giftige bagtanker, vækkede ham af hans grublerier. Han mærkede hvordan hans tunge og mund var fudstændig tørret ind og hvordan såret i hans læbe sprang op igen, da han med alt sin vægt lagt i vagternes greb - han hældede lidt mere mod højre, for at påføre vagten med den skadede læg mest mulig skade - svarede hende med en rusten røst. Det var næsten kun var en hvisken, men grundet rummets akkustik kunne det høres selv i det fjerneste hjørne;

"Jeg har haft bedre nætter, må jeg indrømme. Længe siden min snut - hvad bringer dig - eller får dig til at bringe mig på disse kanter?"
Han prøvede at smile sit sædvanlige kække smil, men den hævede kind forbød det. Desuden ilede blodet nu i en lystig strøm fra hans læbe og ned langs hans kraveben.

Det giftige smil bredte sig, så man nu kunne se den ene halvdel af et kridhvidt tandsæt, mens Ethelihn studerede Cazadors reaktion indgående. Der havde ikke været meget i kanylen, men det havde tilsyneladende været passende. Præcis som forventet. Planer var gode, når de blev udtænkt ordentligt. Kvinden rettede sig op igen. Så falmede smilet en anelse. Ikke fordi hun var nervøs for, hun havde begået en fejl, det var der ingen grund til, når fejlen var sket. Desværre havde hun lige præcis fåret vækket sin fange nok til, at han havde kunne bruge sit hoved og genere en af hendes krigere.

Generalens fokus skiftede fra fangen til vagten med det dårlige ben - ikke at det store brød peb over den slags småskrammer, men han var dog nødt til at flytte sin fod lidt for at afbalancere den ekstra vægt. Hun smilede glat: "Santos, det ben ser ikke så godt ud. Du må hellere gå ned til helerne og få det ordnet," sagde hun med en stemme lige så giftig som før, "Slip ham." Muskler var ikke alt, så der gik et øjeblik før, Santos forstod hendes hentydning. Så smilede han lige så grumt, som den flænger han ellers havde fået på kinden, løftede sin fange lidt længere op fra marmorfliserne og slap ham . Med andre ord blev Cazador kylet mod gulvet, så kraftigt hans fangevogters overproportionerede arm kunne gøre det. Santos forlod salen i et noget hurtigere tempo, end da han ankom, men skridtene var stadig tunge og rungede ned at gangen, til han drejede om et hjørne *bumtsch-bumtsch-bumtsch*. Efter det lille optrin benyttede Cazadors anden fangevogter hvert andet øjeblik til at puffe lidt ekstra til sin kludedukke, og Ethelihn havde ingen intentioner om at stoppe ham.

Hun vente igen blikket mod sit gamle bekendtskab. "Årh, det er jeg ked af at høre." Ordene dryppede af sarkasme. Ethelihn satte sig ned på hug, mens metalpladerne klirrede, og strøg 'kærligt' et par hår væk fra Cazadors blå øje. "Så vil det måske glæde dig at høre, at jeg har sørget for et værelse her på borgen. Vi skylder dig jo en plads bland Mørkets krigere. En ret god grund til at bringe dig herhen, hvis jeg selv skal sige det."

Arh pis, den strenge lærerinde tog ham i at mobbe de store igen. Det var jo 3. klasse om igen. Cazz blottede tænderne i noget der skulle være et hoverende smil, men som endte ud i en grotesk grimasse grundet hans hævelser og blodet der stadig dryppede fra hans flækkede læbe. Han havde aldrig følt sig yngre.
"Du hørte damen, sæt mig ned, søøøøde Santos kurrede han med sukkersød stemme, mens beskeden så ud til at kravle rundt i de tomme afkroge af Santos' hoved.
Enten var det Cazadors søde ord der rørte ved en øm plet i vagtens sind, eller også havde beskeden endelig fundet vej ind til ærtehjernen. Hvertfald fandt Cazz pludselig sig selv løftet op i vagtens fede arm. Bavianens reaktionstid lod til at være hurtigere end Cazadors stadig slørede hjerne kunne følge med, og pludselig lå han på jorden. Igen.
Til hans eget store held havde hans instinktive evner sat ind, og hans hud lyste svagt gråt, et tegn på at hans exoskelet var blevet aktiveret. Han sendte den tilbageværende vagt et overbærende blik, og lænede sig umærket af slagene frem imod Ethelihn, da hun knælede ved ham.
Hvis ikke det var fordi mit hoved dunkede som besat havde jeg ædt dig med hud og hår, din usle undskyldning for et kvindemenneske tænkte han, og en lave snerren undslap hans strube da hun strøg hans hår væk fra øjnene. Som et såret dyr var alle hans sanser i alarmberedskab, og hans kæbe var også ganske langsomt (og smertefuldt) begyndt at udvide sig for at gøre plads til mange rækker tænder.
Han var i lort til halsen, og han vidste det udemærket godt selv. Så selvom hvert en nerve i hans krop skreg om at angribe hende, gjorde Cazz noget han normalt aldrig ville gøre; han lyttede til sin fornuft istedet for sin krop. Og han forsøgte med sit stadig let omtågede hoved at fokusere på de dér meget ravgule øjne, der hånede ham så ekstremt at det var helt latterligt. Og han forsøgte at sætte hoved og hale på det hun sagde; noget med om de skulle finde et værelse? jo, det kunne de da godt, hvis det var det hun var i humør til (ooc: øjenbrynssmiley). Og han fandt det mærkeligt at verden igen begyndte at tåge rundt om ham, indtil han opdagede at det grå skær omkring hans hud var gået ud, og at der stod en stor, behåret mand med stålsko og sendte lammende spark ind i hans milt. Og han kiggede igen ind i de der gule øjne, der egentlig var meget pæne, og tænkte ikke mere før hans mave vendte sig, og en tyk stråle af maveindhold stod ud af hans mund, over en hvis persons meget skinnende metalrustning, hvilket i samme nu begyndte at syde let af den stærke syre fra Cazadors mavesæk.

Cazadors blegnende hud, krampende mavemuskler og frastødende gurglen stammende fra hans mellemgulv advarede Ethelihn om, at noget var på vej op ad den forkerte ende. Desværre kom advarslen bare alt for sent.
Smilet forsvandt næsten lige så hurtigt, som Ethelihn slog øjenlågene i. Næsen og overlæben sitrede kort ved stanken af halvfordøjet kød, der steg op fra hendes rustning. Meget langsomt slog hun øjnene ned i retning af det svagt sydende metal for at studere skaderne. Og meget forsigtigt for at det grønne stads ikke skulle sprede sig mere end højst nødvendigt, løftede hun knæet fra marmorgulvet og rejste sig helt op.
"Se det er hvad jeg kalder et ordentligt stykke arbejde, Atlas." Hun sendte det andet brød et anerkendende nik. "Og giv ham så en til at af de andre. Jeg skal have det her -" Sukket, der fulgte, kom helt nede fra hendes lunge. "Ordnet."
Atlas, der tydeligvis følte sig forurettet, svarede gennem sit uglede, lugtfiltrerende skæg: "Den lille mygs småspjæt, kan jeg sagtens håndtere." Han kunne bryste sig af en evne, der tredoblede hans styrke.
Men Ethelihn, der allerede var på vej gennem salen med sin blodrøde kappe bølgende efter sig, havde ikke tænkt sig at give muskelbundtet andre ordre. "Sikkert, jeg sørger bare for, du ikke også skal håndtere hans mundtøj - eller hans tænder."
Med et fnys gav Atlas efter og lod sine frustrationer gå ud over Cazador med et sidste los i mellemgulvet, før han hakkede endnu en kanyle i sin fanges nakkekød for til sidst at slippe sit greb og lade ham gå i gulvet.

Der gik ikke mere end et kvarter før Ethelihns skridt igen kunne høres i salen, denne gang var det et par læderstøvler, hvis hæle hamrede mod gulvet. Nu bar hun ikke meget andet end en løs, simpel grøn kjole med høje slidser og uden ærmer. Om livet havde hun et bred læderbælte, hvori der var placeret tre flakoner med en hvis væsker der bevægede sig som flydende skyer hver gang, Ethelihn tog et skridt.
Hun knælede igen foran Cazador og så på ham med samme hånende blik som før. Lige meget hvilken tiltrækningskraft den halvdøde kludedukke hade haft på Ethelihn, påvirkede den hende tydeligvis ikke lige nu.
Atlas trak Cazador op ved hårrødderne, så generalen kunne give ham et par genoplivende dask på siden af hovedet. "Åh godt, du er vågen." En af de små flakoner svingede nu blidt foran det øje Cazador stadig kunne se ud af. "Ved du, hvad det her er?" Ethelihns stemme lød svagt triumferende. Hun vidste udmærket, at flaskerne indeholdt et euforiserende stof udtrukket fra en ekstremt sjælden planter, hun ikke havde besværet sig med at lære navnet på. Men det gjorde Cazador sandsynligvis.

Okay. Det var måske ikke den bedste tilgangsvinkel han havde ført til en dame. Caz fik fremmumlet et sløret "Men se på den lyse side; du ser godt ud i grønt", før Ethelihn rejste sig op. Cazador mærkede vagtens greb om hans arme, og han blev endnu en gang hevet op og stå, mens Atlas blev tøsefornærmet over en smule betænksomhed møntet på ham. Brødet skulle bare være glad for sin generals omsorg, for Cazador's kæbe havde nu udvidet sig markant og fået den karakteristiske streg under læben, der signalerede et meget smertefuldt og farligt bid bag læberne.
Vagten blev da også en smule betuttet, da Ethelihn nævnte sin fanges tænder som værende den største bekymring; Caz mærkede hvordan hans greb strammedes om sine arme, og lagdde mærke til at vagtens blik flakkede mellem sin general og hans tandsæt, før han hamrede en kanyle i nakken på ham og alt sortnede for ham endnu en gang - i det mindste fik han da masser af skønhedssøvn.

Atlas havde tydeligvis været mere stædig end klog, da ordren om at give Cazador til nogle andre havde lydt. Caz var vågnet omkring fem minutter før Ethelihns returnering, stadig i selvskab med det store brød. Hvorfor blev kraftige fyre egentlig altid vagter? Det kunne jo være at det de aller helst ville var at være ballerinaer. Han overvejede at spørge Atlas, da det gik op for ham, at hans kæbe var bundet sammen med en klud af en art (like this: [url]http://2.bp.blogspot.com/_pO42TedBKgQ/TSLNzhvbz9I/AAAAAAAADTU/UHAP1PkSq-U/s400/tandpine.jpg[/url]). Han kørte tungen over de mange rækker af spidse tænder, og smagte en besk smag, ikke ulig jord, sved og blod. hans pupiller trak sig sammen i vrede, og han knurrede lavmælt, helt nede fra struben - den beskidte bavian havde haft sin uhumske grabber nede i hans mund!!!
Som hans muskler spændtes, mærkede caz hvordan vagtens greb tillige strammedes, og det gik hurtigt op for ham, at det var sandt nok - for Atlas var han ikke meget mere end en myg. Han sukkede, og sendte istedet bøffen et skulende blik bag det hævede øje, mens han kæmpede for at få den klamme smag væk. Hans blik strejfede Atlas' hænder, og det glædede ham at se at vagten havde flere snitså og noget der lignede brandvabler - hans krop kæmpede imod, selv når den var bevidstløs. så var han da ikke helt uduelig.

Det var denne opmuntrende tanke der fyldte ham, da Ethelihn trådte ind i rummet, nu meget mere feminin og mindre 'generaliseret' end før. han betragtede synet af den slanke kvindekrop som en hund betragter en saftig bøf, skønt en lille del af ham stadig mest havde lyst til at brække sig på hende. men hvad kunne han gøre, han var jo blot en mand. Havde han kunnet fløjte havde han gjort det. istedet fulgte han hende blot tavst med blikekt, til hun stod direkte foran ham. Og så trak hun noget frem, der fangede hans opmærksomhed mere end hendes bløde kurver og svingende gang. Cazadors blik flakkede til flasken med den hvide substans, der var så velkendt for ham. Det var udtræk fra Naquineciaplantens rødder, ekstremt sjældent, ekstremt vanedannende... og ekstremt godt til at glemme alle bekymringer med. Cazador havde haft et mindre lager af stadset, indtil skoven brændte vel elementalernes hærgen. Han havde ligget med koldsved i en måned efter, næsten ikke spist og haft rysteture i flæng. han havde kravlet ud af sin hule i skikkelse af et lig efter det uventede stop, og i sin hungren angrebet og fortæret det første der krydsede hans vej; en mindre hjorteflok. Siden da havde han ikke kunne opsøge stoffet, men hans krop hungrede stadig efter det, og han kunne mærke hvordan alle hans sanser åbnede op for at få blot den mindste smagsprøve på den søde søde glemsel der lå i væsken. Han vendte blikket tilbage til Ethelihn.
"Hvad vil du have mig til at gøre?"

"God dreng." Et triumferende smil bredte sig på Ethelihns læber. Hun vidste, hun havde vundet nu. Der var selvfølgelig også mulighed for, at det kunne var denne omgang, men mere havde hun ikke brug for lige nu.

Generalen lænede sig en lille smule frem, tæt nok til at hun kunne kysse Cazador. De fleste af hendes soldater havde på nuværende tidspunkt lært, at når hun kom så tæt på, var det bedst at tage et par skridt eller fem bagud. Højst sandsynligt ville det også være til ens fordel at besvare alle efterfølgende spørgsmål med "Ja, general," eller "Nej, general, eller tilsvarende. Selv den stærke, modige - eller dumdristige - Atlas, vidste at lige præcis det der ikke var flirten. Han vidste også bedre end at glo på hende, i hvert fald ikke, mens hun kunne se det.
Det var også derfor han nu så afventende - og en anelse skadefro - på Cazador klar til at slippe grebet i tilfælde af strømudladninger. Men der skete intet. Skuffelsen var til ane hos Atlas, og desværre for Cazador, havde vagten ikke andet end hans arm at afreagere på - igen.

"Jeg vil skam ikke have dig til at gøre noget lige nu, skat." Hun snusede et par gange og trak så hovedet til sig igen. "Bortset fra at tage et bad." Generalen rejste sig op, og så på Atlas. "Vi er færdige her. Få ham vasket, og grundigt. Og smid ham så ind på hans værelse. Han får brug søvnen." Atlas nikkede og smilede skummelt ved udsigten til mere 'alenetid' med sin fange.
"Nårh ja. Ethelihns ravgule øjne, der slog små gnister af selvtillid, vippede en sidste gang ned mod Cazador. "Før jeg glemmer det. Der er en enkelt reget, jeg helst ser, du ikke overtræder. Der må ikke gøres skade på nogen af mine mænd. Jeg vil ikke bruge mere tid end, jeg er nødt til, på at erstatte dem." Og med de ord drejede hun om på hælen og gik ned ad den gang, hun var kommet fra, mens hun i sit stille mindede sig selv om at takke Morgoth for tippet.

I mellemtiden kiggede Atlas efter hende, eller rettere den del af hende, der befandt sig under bæltestedet, tænkte for sig selv, at hun var for tynd til hans smag, slap Cazadors arm og nakkehår, så han landede med hovedet for på marmorgulvet, tog fat i hans venstre ben og begyndte at slæbe ham mod badestuerne.

//out