Dagen havde ikke budt på det helt store. Sorte katte havde dog alligevel formået at passere brunetten, Marion. Hun var overbevist om at det måtte bringe uheld, og dog alligevel vågede hun sig ud i færdten efter spændende oplevelser. Om det derimod var klogt at hun netop havde valgt mørkets skov, var dog ikke til at sige. En god ting, hvis man ville modvise at det netop ikke bragte uheld? Sådan noget gammelt overtroisk pjat, der havde stramt alle folk allerede fra barns ben.
De få solstråler der var, samlede sig et sted i den ellers mørke skov. Lysningen, som alle kendte til. Det var nu engang et sted, som var det mest sikre i skoven og egentlig også meget fredfyldt - utroligt nok, at der skulle finde et fredfyldt sted i den skov. Omvendt, kunne man sige, at hele Krystallandet er truet hvor som helst og hvor som helst. Så det var nu ikke specielt dér, at der var "fredeligt".
Marion tog langsomme og varsomme skridt gennemskoven. Hun så søgende ud, hvilket hun også var. Problemet var bare, at hun ikke vidste hvad hun helst præcist søgte. Måske ville hun vide det, når hun endelig nåede frem til det! Ville det overhovedet være en ting?
Stråler sneg sig igennem trætoppenes blade og badede Marions hår, så det gav genskin.

Han havde fulgt Marion i et stykke tid nu, imens han ihærdigt havde prøvet at huske helt nøjagtigt hvem det var der sådan ufortrødent rendt rundt i denne ellers farlige skov. Det måtte være år siden han havde set denne kvinde, det var den eneste forklaring på hvorfor han så svagt kunne huske hendes ansigt og krop.
Men man MÅTTE jo drille. Han huskede ikke nogen specialt dårlig følelse, så hun kunne nok ikke havde været en fjende. Ihvertfald ikke en farlig en af slagsen da.. Hmm..
Hun virker så bekendt..
Uden at tænke for meget over det, hoppede han lydløst ned bag hende og greb hende omkring nakken, de lange, sorte kløer presset mod hendes hud som en advarsel.

"Boo" Begyndte han
"Hvem har vi så her?"

Ufortrødent fortsatte Marion sin gang, lettere søgende, indtil nogen holdt hende fast omkring halsen.
Hun stivnede, og troede i et split sekund at hun skulle til at dø, lige indtil en mands stemme som sagde... "boo?".
Skulle det forestille at være en dårlig joke på et mord, eller var det en som rent faktisk bildte sig selv ind at vedkommende kendte hende. Stemmen virkede så fremmed, og alligevel så fjernt bekendt. Manden, kunne være en dårlig joke.
Marion skulede lidt til den ene side, uden at kunne se noget som helst bag sig.

"Det er uhøfligt at pege på folk med skarpe genstande!" Kommenterede hun. Mere nåede Marion ikke at sige, før hun forsvandt med i den fremmedes greb og kom atter tilsyne bag manden, med en dolk rettet mod rygpartiet.

"Men tro ikke at jeg er detsto mere høflig!" Hun lød forholdsvist afslappet og alligevel på vagt. Hun havde måske lært en smule af sin fortid, hvem ved. Dog ikke nok til ikke at opsøge fare.

Da hendes nakke pludselig forsvandt fra hans hånd, knurrede han irriteret. Han hadede når folk sådan var i stand til at forsvinde eller at glide igennem ham. Det gjorde dem altid så højrøvede fordi de sådan troede at intet kunne skade dem!
Den lille spidse følelse af spidsen af en dolk mod sin ryg fik det dog til at gippe i ham. Endnu en ting der ikke var vellidt. Dette pigebarn vovede at rette et våben imod ham?! Det kunne umuligt være en han kendte, for ingen han kendte - på nær Geill.. - ville være så dybt tosset at anvende et våben imod ham.
Han kiggede blot over skulderen og ned på Marion med et glødende blik og lod en lav knurren slippe fra sig.

"Høflighed er til for gamle kællinger og fjollede mennesker."

Han kunne ikke lade være med at skue på hende med halv åbne øjne. Hun virkede SÅ bekendt.. Hvem kunne hun være? Hun virkede ikke som fjende, men alligevel ikke helt som ven. Som en mellemting mellem ven og for-sjov bekendt..

"Kender vi ikke hinanden?"

Idét Kyoshiro vendte sig om, var det som om at hele himmelen ramlede ned over Marion. Overvældet trådte hun et skridt tilbage og dolken pegede mere og mere ned mod jorden, indtil dens spids stod vinkelret mod jordoverfladen.

"Kyoo?" Marion så gennem et par sprækker og så ud til at skulle kigge igennem dæmonen for virkelig at ane om det overhovedet var ham. Det var så længe siden, at hun dårligt nok havde kunne få et billede frem i hovedet af, hvordan hans silhuet nu engang var.

"Kyo!! Marion så på ham som om at hun nu havde vundet et helt lotteri. Øjnene begyndte næsten at skinne af glæde, og dog alligevel med et fjernedes det sig og hun så nu nærmere bebrejdende på ham.

"Som du dog bare kan troppe op, angribende, efter den lange tid! Men der er nu intet overraskende ved det, når jeg nu alligevel tænker over det."
Marion satte sin dolk under sin kappe, i bæltet. Hun kom nok ikke til at bruge den igen. Kyo var jo... fredelig nok. En doven dæmon som mest af alt gjorde hvad der passede ham. Så sandt, det havde vidst ikke helt ændret sig, nu da hun så ham igen efter den lange "ferie", han nu end måtte have holdt.

Han hævede blot et øjenbryn da hun fjernede kniven fra hans ryg. Det var da komplet åndssvagt at fjerne sit våben fra en fjende, også selvom det måske var en fjende man ikke kendte så godt til og- Hov hun kunne hans navn? Så MÅTTE han jo kende hende! For hun lød ikke som en dusør jæger der lige havde slået hans navn op i deres lille dusør bog.

"Hmm.."

Mumlede han og vendte sig med fronten mod hende, tænkende og med hænderne nu dybt i lommerne. Ansigtet.. Ansigtet.. Dét var så irriterende bekendt, så irriterend-

"Marion!"

Udbrød han overrasket, inden han tænkte sig om. Det var jo tøsebarnet! Det gravide - ikke længere gravide - tøsebarn, som var så irriterende og stædig og generalt spark-værdig! Han vidste han havde genkendt hende! Det var ikke bare hans hjerne det havde spillet ham et puds!

"Jeg angriber altid før jeg spørger, det ved du jo godt tøsepige. Hvad i alverden laver du dog i den her del af skoven?!"

Han lød bearbejdende, som om hendes bare tilstædeværelse var dumt åndssvag. Hvilket han nok også syntes det var.

Det var tydeligt, at Kyo dårligt nok vidste hvem Marion helt præcist var. Så han havde simpelthen sprunget på hende i et angreb? Eller hvad? Det var ikke til at sige, men der var alligevel ingen skade sket. Hun mærkede sig en smule diskret til halsen i søgen efter skræmmer fra hans skarpe negle, men heldigvis uden noget resultat.

Hans spørgsmål fik Marion til at se yderst tænkende ud. Hendes øjne søgte tilflugt forskellige steder i skoven, kiggede lidt til den ene side og lidt til den anden, som om hun netop ville kunne finde grundene der.

"Mmnh.." Hun skulede tilbage til Kyoshiro. Okay, nu var hun rimelig afsløret.

"Fint! Jeg er lige så vågelig som jeg altid har været! Tilfreds?" Indrømmede hun lettere irriteret over sin tilståelse. Hun kunne ikke komme op med andet i tide, så det var tydeligt at hun ville komme op med en løgn, hvis hun havde sagt hvad som helst andet.

Hendes skulen blev blot besvaret af en gennemtrængende stirren der nærmest spejdede ind i hendes sjæl. Hun kunne ikke få lov til at lyve for ham. Han ville gennemskue hende med det samme. Hun var desuden ret let at se igennem, som hun søgte flugt i skoven med sine øjne. Det var altid et tegn på løgn eller ihvertfald på at man ledte efter en løgn. Hun havde endnu ikke tænkt en løgn op, men hun var godt igang med det.
Og så løj hun ikke alligevel. Hmm. Forunderlige tøs.

"Gu' er jeg da ikke tilfreds, er du totalt forladt?" Knurrede han vredt.

"Havde det været en anden en mig var du blevet ædt! Det var et HELD at jeg ikke vred nakken om på dig, du så jo ingenting! Jeg forfulgte dig i over 7 minutter hvor du intet opfattede! Er du ikke mor nu!? Burde du ikke tage vare på dig selv?!"

Havde hun overhovedet børn? Var de døde? Han anede det ikke, de havde jo ikke ses i så mange år!

Marion kunne ikke lade være med at smile et lille smil over Kyos reaktion. Han bekymrede sig for hende. Han bekymrede sig rent faktisk! Det var lidt komisk i Marions forstand. Og dog ændrede det sig fuldstændigt da han begyndte at nævne hendes børn. Som om hun ikke var nogen god mor. Vreden blussede op i hende og næverne blev knyttet ned langs siderne på hende.

"Jeg tager fint vare på mig selv! Børnene er ikke altid hos mig, nej! Hvis du endelig vil vide det." Vrissede hun, og det var tydeligt at hun ikke var tilfreds. Hun kunne ikke passe sine børn selv. Uden deres far ved sin side, kunne hun ikke klare to børn alene. Den ene var mere besværlig end den anden. Det var ikke altid at det lige passede sammen med en så ung mor. Hun så skeptisk på ham, med alt i alt meget mørklagte øjne. Det var tydeligt at han var trådt over hendes grænser. Han vidste nærmest intet om hende mere. Så hvordan kunne han overhovedet tillade sig det?
Sidst hun så ham.. var hun vel gravid? Hun så mut ud til den ene side, kæmpede en indre krig for ikke at udbryde noget hun ville fortryde.

Hendes øjne søgte tilflugt ned i jorden, foran hendes fødder.

"Desuden..." Begyndte hun efter et øjeblik, i et ganske stille stille toneleje.

"Hvor har du overhovedet været?" Hun så op. Øjnene var skeptiske, og alligevel skinnede de en anelse mere end før.

"Fangede de dig?"
Ordet de kunne i realiteten have været så mange. Men mest af alt tænke hun både på mørkets krigere samt lysets krigere. Begge parter kunne vel i realiteten have haft en interesse i at få fat i en som Kyo, mest af alt fordi han gjorde hvad der passede ham. I realiteten var han jo god nok, det var bare ikke lige altid at han udstrålede sådan.

Han rynkede lidt på næsen over hendes pludselige vrede. Det var da ikke ment som om at hun var en dårlig mor.. Vent, jo det var. Mødre burde være hos deres børn, de burde ikke rende rundt i farlige dele af skoven hvor de ledt kunne ende deres liv. Som lille Marion her. Som netop rendte rundt i den farlige del af skoven hvor hun let kunne ende sig liv den lille idiot!

"Jeg er sku da ligeglad med dine børn og hvor de er, jeg undrede mig da bare over hvorfor du ikke var med dem! De kan da ikke være særligt gamle endnu! Hvad er de? 2?"

Knurrede han tilbage og modsagde sig selv lidt. Han var jo en nysgerrig satan, så man kunne vel ikke undre sig over at han spurgte ind til hende. Hun var en interresant, lille tøs som han ikke havde set længe! Hvad skulle han gøre? Lade VÆRE med at være nysgerrig?! Idéen i sig selv var jo dybt modbydelig!

"Hmm?" Begyndte han i et tænktsomt tonefald.
"Hvor jeg har været? Jeg har været lidt over det hele. Du ved vel at jeg render rundt som det passer mig. Har ledt lidt efter udfordringer-" Med udfordringer mente han klart slåskampe "Men har intet fundet. Der er mange der nu har ladt livet fordi de troede de var noget værd. Og så er der mange der har ladt livet fordi de sådan som så bare var i vejen"

Han kunne ikke lade være med at fnise lidt. Han fandt det jo morsomt, selvom det i virkeligheden var en frygtelig ting at sige. Og gøre!

"Hvem skulle kunne fange mig?" Fnøs han
"Jeg er skuffet over at du overhovedet kan forstille dig noget så latterligt. Tåbelige tøsebarn."

Marion så op og havde atter et lettere vredt blik i øjnene.

"Jeg troede at du lige sagde, at du var ligeglad? I al fald, så er de 4. Så helt håbløse er de endnu ikke længere." Kom det stift fra hende, stadig kæmpende med ikke at udbryde en hel masse. På en gang havde hun lyst til at få ham til at skride ad helvedes til, eller også bare i sidste ende gå fra ham. Dog kunne han også godt være pisse irriterende at følge efter og gå og pege og prikke til hende. Det ville ikke nytte noget. Om hun havde savnet ham? Lige nu, ville hun bestemt ikke indrømme det.

Emneskiftet var rart, endelig noget andet at tænke på.
"mmmmnh, du er altså stadig på kanten af loven, så ligner det hele jo sig selv igen." Sagde Marion, og prøvede inderligt at lægge den tidligere snak bag sig. Et mindre smil prøvede at komme frem på hendes læber, og dog uden held. Irritationen var større end begejstringen.

"Hvem der skulle kunne fange dig? Der er altid en, der er højere end en selv. Det burde du mest af alle vide." Hun hævede sine øjenbryn, på en eller anden bedrevidende facon, som ikke altid var så smart overfor en person som Kyoshiro.

Han valgte endelig at lade samtalen smutte fra hendes børn, for han var jo ikke helt idiot. Hun brød sig ikke om samtalen og syntes uden tvivl det var at gå over en grænse. Ved normale folk havde han været ligeglad, men hun endte bare med at prøve at bide hans ansigt af og han havde ikke lyst til at gøre skade på hende. Og sådan ville det uden tvivl ende.

"På KANTEN af loven? Jeg er sku da langt over loven, din gås. Loven er lavet for godtroende småfolk der tror at ære har nogen indvirkning på ens liv. Ære og orden holdes kun af lysets krigere, de tåber"

Gryntede han højtidigt. Det var hans ærlige mening, om som hans liv havde set ud, var det egentlig ikke så mærkeligt at han havde det. Hans liv havde været hårdt og var startet ud modbydeligt, simpelthen fordi folk der betroede ære nogen værdi havde set ham som ond. Bare fordi man er dæmon betyder det ikke at man er ond.
Han var så blevet temlig ond med alderen..
Hendes flabede kommentar fik ham til pludselig at række ud og stikke hende et nakkedrag, ikke hårdt, men bare nok til at hun vidste at han ikke kunne lide hendes opførsel.

"Nu ikke åndssvag. Der er ikke mange der kan tvinge mig til noget. Mørkets krigere har allerede prøvet og det fik de intet ud af. Lysets krigere er nogle svage idioter som for tæsk når de prøver på noget, så dem skal du heller ikke bekymre dit lille hoved over."

"Nå ja, jeg skal lige vende mig til, ikke længere at skulle pynte på sandheden, når nu det er dig jeg har med at gøre. Det er ligesom at leve sig ind i en gammel vane igen. Den kommer hurtigt, når først man begynder." Sagde Marion med en hvis ironi i stemmen. Det var tydeligt at hun morede sig bare en smule over Kyoshiro. En fyr, der mest af alt satte pris på at få andre til at indrømme hvor slem han var.

Når det alt i alt kom til stykket i Marions øjne, var han nu slet ikke så slem igen. Såmænd ikke overfor hende. Hun havde nok godt hørt om hvad han render rundt og laver, drab og sådanne ting, men hun havde nok bare aldrig rigtigt helt forstået, at der var sådan en side af ham, selvom der var ting der havde peget i den retning for næsen af hende.

Nakkeslaget kom ikke som noget overraskelse. Alligevel hævede hun sin hånd til nakken og gnubbede efter. Hun havde et lille flabet smil bredte sig.

"Som du selv sagde... der er ikke mange, og det var præcis der jeg ville hen. Du har aldrig været god til helt at høre efter, har du vel? Men jeg formoder jo så, at vi rent faktisk er på bølgelængde, på det punkt." Marion kunne grine, skønt der egentlig ikke var noget at grine over, nærmere at skamme sig over i sidste ende.

Han kunne simpelthen ikke lade være med at grine af hende. En høj, lettere skinger latter bredte sig i skoven inden han endelig stoppede, stadigt fnisende. Inderst inde ville han havde været fornærmet over hendes tanker, over at han egentlig slet ikke var så slem.
Hvorfor troede alle de tøser at han ikke var så slem? Han var da ond og modbydelig og ganske rar mod folk han kunne lide.
Måske var det derfor..

"Der er netop ikke mange, dit dumme tøsebarn! Det er jo derfor at jeg ikke forstår at du overhovedet spørger mig om sådan noget. Kender du da nogen?"
Han lød pludselig langt mere interreserede i hende.
"Jeg render jo rundt og keder mig, så hvis du har nogen i tankerne som rendt faktisk kunne være en udfordring så sig endelig til."

Han satte sig pludselig ned foran hende, hvilket var et kæmpe bevis på at han ikke syntes hun var selv den mindste trussel.

"Du er blevet så.. Ja"

Marion rystede lidt på hovedet af Kyo. Hans grin var ikke til at tage fejl af, og hun ventede mest af alt bare på at han stoppede igen. Hun grinte ikke med, det kunne hun ikke. Hun smilede dog, og gengældte på den måde. Alt andet ville være falsk, og sådan var hun ikke. Bestemt ikke.

Hans undertone i sit spørgsmål, var ikke til at tage fejl af. Han ledte efter udfordringer, der var ikke noget at komme efter.

"Mørkets Lord skulle rent faktisk være genopstået, efter at være blevet nedlagt... Du kunne jo udfordre selveste den store mørk-hed?" Marion skulede kort rundt. De befandt sig i Mørkets Skov. Skønt Mørkets regeren var faldet, så kunne man aldrig vide sig sikker på at man blev overvåget. Da der intet skete, så hun dog tilbage på Kyo.

"Jeg ved jo ikke noget om dem som bekæmpede mørket, men selvfølgelig er der da gået historier. Dem har du sikkert allerede hørt." Sagde Marion, som om at det bare var en trist, gammel historie at genfortælle. Hun kunne i realiteten også være ligeglad nu. Lyset havde genfundet sin trone, og alt var i fuld gang med at vende tilbage til det gamle velkendte.

Han hævede et øjenbryn af hendes forslag og fulgte hendes blik rundt i skoven, usikker på hvad det var hun kiggede efter. Da han intet kunne se eller høre, trak han blot på skulderne og så på hende igen.

"Mørkets Lord siger du?" Startede han og så helt tænksom ud. Udentvivl gav han det en ordentlig tanke.
"Nah, han virker kedelig. Gider ikke slås imod dem som rent faktisk har et navn inden for noget. De er altid så selvglade og det eneste de kan snakke om er hvor fantastiske de er inden for deres felt. Desuden, for at være ærlig, vil jeg helst ikke tæt på den mand. Han har sendt sine droner ud efter mig og jeg ved ikke hvad der ville ske hvis jeg kom i nærheden af ham. Ved ikke helt hvad han vil mig"

Egentlig vidste han jo ikke om Mørkets Lord overhovedet var den der havde sendt de krigere efter ham eller om de var gået efter ham på deres egne vilkår, men han ville ikke riske det.
Mørkets Lord havde jo ikke skaffet sig et navn bare ved at findes, han måtte jo havde skaffet sig magt. Om han kunne slås var én ting, men om hans magt strækkede sig langt nok til at få styr på en som Kyo selv var en ubehagelig tanke. Han havde allerede fejlet én gang på dét punkt..

"Historier? Hvilke historier? Du må jo tænke på at jeg har rejst langt og fjernt og faktisk ikke ved hvad der har foregået. Ikke meget af det ihvertfald"

Marion kunne ikke lade være med at få et smørret smil på læben. Så ham der Mørkets Lord virkede kedelig?. Hvis der var noget som hele Krystallandet frygtede, så var det da ham! Dog viste han sig ikke i gaderne, men alene hans magt for et års tid siden, sidder stadig i alle: dog tydeligvis ikke Kyo.
Marion lyttede. Kyoshiro måtte virkelig have været langt væk, hvis han virkelig ikke havde oplevet noget som helst om de mørke år.
Forbløffet betragtede hun sig, ikke helt sikker på om hun troede på hvad hun selv hørte komme ud fra Kyoshiros mund.

”Du har.. overhovedet ikke været præget af disse.. hændelser?” Mario slog kort ud med armene og lod dem så atter hænge slapt ned igen langs siderne. Hendes kropssprog kunne tydeligvis heller ikke tro det.
Hun trak let på skuldrene, og accepterede det i sidste ende: dog stadig chokeret.

”Okay! Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, men i al fald havde Mørkets Lord magten i omkring 3 år. Det var nok nogen af de længste 3 år jeg hidtil har oplevet i mit liv, og dog er jeg alligevel ikke så gammel som du.” Hun grinte lidt for sig selv, og synes tydeligvis det i sig selv var sjovt. Kyoshiro afventede vidst tydeligvis at hun havde tænkt sig at komme videre hvorpå hun rømmede sig, og fortsatte:

”Altså, det er ikke fordi jeg ved ret meget.. Jeg hører kun det som de snakker om rundt omkring på kroerne, ja, nu kommer jeg jo kun på en, så jeg skal selvfølgelig ikke kunne udtale mig om de andre, men mon ikke at det er det samme der..” Marion snakkede måske en anelse forvirrende, og alting gik nu også så stærkt. Hendes øjne himlede kort med øjnene under hendes runde-forklaring, som tydeligvis sværmede om dén ene ting. Hun fortsatte:

”Der bliver talt om, at det var nogen som til at starte med, havde allieret sig med Mørket og i sidste ende trodsede dem. Nu bliver der så talt om at de holder med lyset, men alligevel fælder de folk hist og her, koldblodige, så det passer heller ikke. Folk er bange for dem, og træder til side så snart de kan komme til det. De indvaderer somme tider byerne. Nogen gange sammen, andre gange hver for sig. Det er en bande..” Marion trak lidt på skuldrene. Hun undrede sig stadig over hvordan en bande kunne formå at komme ind bag Mørkets Lords mure. Umiddelbart lød det jo ikke som om at de var mange. De måtte have allieret sig på nogen form. Det kunne bare umuligt have været med hverken Mørkets- eller Lysets krigere, medmindre der var bedrageri i blandt.