Hånden søgte solen, rakte imod den blændende ildkugle for at mærke dens varmende stråler imod dens håndflade. Hånden spredte fingrene, skabte et mellemrum imellem dem alle for at mærke vinden blæse blidt derimellem. Men så søgte den bagud, lukkede mellemrummene og skærmede for menneskets sårbare øjne. De havblå øjne var ganske følsomme, og så sandelig med god grund. Det var længesiden af de rigtigt havde oplevet sollyset, for de havde været beskyttet længe. Beskyttet af vinduernes glas, og gardinernes stof.
Den friske luft fik mennesket til at trække vejret dybt, dybt ind. Forsigtigt fangede hans fingre stoffet til hans hvide, let gennemsigtige kjortels ender. Brisen havde løftet den, bevæget sig derindunder og kildet hans stadig solbrune hud. Han smilte, men smilte blot yderligere da han mærkede hvordan hans hånd blev omfavnet. Han måtte vende øjnene fra solen, som han så desperat søgte, og måtte i stedet se imod et ansigt hvis intense øjne lod blikket falde nedover markedspladsen. Hvad de så end søgte vidste han ikke, han var ikke tankelæser, men han fandt en stærk følelse i dem: Glæde. Glæde og ikke mindst iver. Hvis han ikke tog helt fejl, kunne selv samme udtryk findes i hans ansigt. Han kunne næsten mærke hvordan latteren bandede sig på vej op i hans hals, og smilet der før var diskret, forvandlede sig til et strålende tandsmil. Som deres blikke mødtes, knugede han hendes hånd og lod den frie falde fra dens beskyttende holdning. Denne lod sig dog let falde på langsværdets håndskaft, der var snøret til lederbæltet som lå stramt omkring hans hofte. Også begyndte han at gå.
Som de bevægede sig ned igennem markedspladsen faldt hans opmærksomhed på mangt og meget. Først var der menneskemængdens gennemsnitlige ansigtsudtryk. Glædens ild havde tændt sig i alles øjne, og synes at være uslukkelig på daværende tidspunkt. For det andet så var det den gennemtrængende hvide farve, der synes at kunne findes overalt. Bannerne var beklædt af hvidt, tøjet folket bar var hvidt - den hvide farve fandtes overalt omkring dem. Der var ingen tvivl om hvorvidt hvilken regering der nu ledede landet: Lyset.
”Det er mærkeligt,” han hviskede forsigtigt til hende, uden helt at vide hvorfor. ”Her troede jeg faktisk, at mine øjne havde vænnet sig til mørket fuldkommen,”.

I det der føltes som en evighed, havde de været fanget i Vanessas lejlighed, der normalt havde været meget hyggelig, men på det nærmeste var endt som en eller anden form for fængsel for den mørkhårede tankelæser. Et sært form for fængsel, hvor man følte en ambivalens i forhold til at være der, fordi der ud over at være tremmer for vinduer og døre, altid var kys at få, noget hun havde haft virkelig svært ved at vænne sig til. Det ville være synd at påstå, at det havde været let: Vanessa havde mange morgener overvejet at snige sig ud i katteskikkelse, imens Handark sov, blot for at suge dagslys til sig i stedet for at vente til natten satte ind og de relativt sikkert kunne begive sig udenfor. Oftest havde hun istedet slugt et suk og lagt sig ind til ham, fordi tanken om at bryde det, der ligesom var blevet en form for pagt imellem dem , om sammen at komme igennem de konsekvenser konfrontationen med Vladimir havde haft for dem,.. ja, den føltes nok forkert.

De utalliige ugers (var det måneders? Vanessa vidste det ærligt talt ikke) indelukkelse, havde bevirket til at sollyset skar den unge kvinde i øjnene, da de for første gang efter Lysets tilbagekomst begav sig udenfor. Det var på en måde også angstfremkaldende, at de nu ikke var bundet til den lille lejlighed mere; Handark var i princippet fri til at gå nu, men måden hvorpå han smilede, da hun tog hans hånd, overbeviste hende om , at han bestemt ikke tænkte i de baner. Resultatet var at hendes øjne kom til at reflektere den samme glæde, som den der tilhørte dem i på gaden omkring dem. Ligesom Handark og alle de andre på gaden, var Vanessa også klædt i hvidt; en kjole af hør, som egentlig ikke gjorde meget godt for hendes krop, men til gengæld var forfærdeligt behagelig at have på.
Handarks hviskede kommentar fik smilet på kvindens læber til at vokse yderligere.
”Hmm, jeg tror du vil være overrasket over hvor tit man går og savner noget, men ikke ved det var dét man manglede, før man får det,” svarede hun umiddelbart efter, med vilje på en kryptisk manér, imens hun gav hans hånd et klem. Omkring dem var gadehandlen i fuld gang. Sælgerne råbte højt om indholdet i deres boder. Vanessa nød at kunne se ansigterne på alle de mennesker, hvis tanker optog hendes sind. Der var noget beroligende over det, ligesom der var noget beroligende over at Handark havde fat i hendes hånd, nu de var mellem mennesker, sådan rigtigt, for første gang i så lang tid.