Han endte i nærheden af en lejr, men det var lige meget for ham. Han kunne alligevel ikke se den. Synet svigtede ham, som han vaklede langsomt af sted uden at tænke over hvor han gik hen. Alt rationel tankegang havde forladt hans hoved. Han havde ikke engang trukket pilen ud af sin skulder. Men det havde han alligevel ikke kræfterne til. Han vidste end ikke, at han nok ville dø, hvis ikke han fik noget hjælp meget snart. Al farve havde forladt hans ansigt håret hang i blodige tjavser, mens han slæbte sig af sted med de to buer på slæb. Hvorfor han ikke bare havde smidt dem, var han ikke klar over.

Trent kom ikke meget længere end til at se en skikkelse længere væk, før benene endelig gav efter og han endte på jorden, stadig hivende efter vejret. Adrenalinen var væk, nu var han bare uendelig træt, udmattet og følte sig komplet gennembanket. Bare lidt søvn, så skulle han nok klare den. Så var han frisk som en havørn i morgen. Det var hvad han selv fuldt og fast troede på, mens han lå der og holdt krampagtigt om siden, hvor der var et sæt meget brækkede ribben.
Vagten der havde set ham, måtte have anset det som en stor ting, siden han valgte at få de andre til at hente lederen. Det var man ellers påpasselig med ikke at gøre, for hun var jo nok et travlt menneske.

Izilarna havde siddet inde i sit telt det meste af natten og lagt dokumenter i orden, så havde hun afrapporteret med spejderene der havde aflagt 6-timers rapport og endelig omkring klokken fire om morgenen tillod hun sig at blæse de store vokslys ud, smide tøjet og hoppe ned i den store træseng der var fyldt til randen med store skind og putte ned under det store uldtæppe hun havde købt i dyre domme, for at kunne holde varmen om vinteren i teltet i grotten.
Dog nåede hun ikke at få meget søvn, før en af de nye vagtposter kom brasende ind i hendes telt, så hun væltede ud ad sengen i panik, splitterragende nøgen, for efterfølgende at flå det store tæppe til sig, så hun havde noget at dække sig med. ikke at hun var specielt blufærdig, men nuh var det ikke hele lauget der behøvede at se hende nøgen.
"HVAD?!"
Hvæsede hun hidsigt mens de skarpe blå øjne ændrede sig til en markant rovdyrsgul og det store viltre hvide hår stod som en manke omkring hende. Vagten havde med det samme opdaget sin fejl og havde omgående vendt ryggen til med et ydmygt: 'undskyld Izilarna', men havde kort efter vendt sig igen, måske med en lille forhåbning om at få lidt ekstra med.

"Vi har fundet en mand, eller Falk har set en mand, han er ikke langt herfra, men så vidt han kunne se var han ikke i den bedste stand. Skal vi tjekke det ud, eller lade ham komme tættere på og håbe at han ikke opdager noget?"

Izilarna så fuldkommen mistroisk på manden, var hun blevet vækket på grund af en tosse i skoven? Et hvis irritation og dyrisk instinkt vældede kort efter op i kvinden der tog sig opgivende til øjnene mens hun med den ene hånd stædigt holdt fast i tæppet.

"Jeg skal nok tage mig af det. Jeg har jo ikke brug for søvn alligevel! Stik af med dig!"

Knurrede hun så bistert, inden hun trak en tætsiddende kjole over hoveder, der kun nåede til midten af låret, og som var ærmeløs som sikrede hende den bedste bevægelse, inden hun ændrede form langsomt men sikkert og i hurtige bevægelser forlod teltet.
Da hun nåede indgangen til grotten fik hun en retning, opmærksomt løftede hun hovedet og allerede nu kunne hun fornemme en metallisk lugt der hang i luften.

Hurtigt satte hun af og sprang fra træ til træ, indtil hun nåede fjolset i skovbunden. Ganske adræt landede hun lige ved siden af manden, inden hun inspicerede ham yderligere, på trods af at han ikke havde én, men to buer virkede han ikke som den mindste trussel han var såret og ikke mindst døende. I en hurtig bevægelse greb hun i et fast tag omkring hans kæbe og stirrede stift på ham, så ruskede hun ham kort for at være sikker på, at der endnu var liv i ham.

"Hey! Hvem er du? Og hvad laver du i den her del af skoven? Hm?"

De store gule øjne stirrede direkte ind i hans og stemmen var ru, men de spidse tænder gav talen en hård dialekt, umiddelbart var Izriel i skiftet form ikke en man havde lyst til at løbe ind i, hvis man var tilredt som Adrien var nu

Der gik ikke langt mellem at Trent var faldet om til noget dumpede ned ved siden af ham. Sådan føltes det i hvert fald for ham, for han havde ikke styr på tiden overhovedet. Noget tog fat om hans kæbe og begyndte at ruske i ham, så han blev vækket fra sin døs. Han gav et spjæt fra sig og åbnede øjnene, der et kort øjeblik efter rullede rundt i hovedet på ham, hvorefter han vendte det hvide ud af dem, da han igen kunne mærke sin ødelagte krop. Kort efter fandt hans blik et par rovdyrgule øjne, tilhørende et ansigt, som han selv i denne ufatteligt uheldige tilstand, med lethed kunne genkende. Han måtte virkelig have guderne på sin side, for hun var en af de få han kendte i denne verden.

"Izil.."

Han ville jo nok have sagt hendes fulde navn, men han kunne ikke få meget mere end to stavelser ud med den knastørre hals og den brændende brystkasse. I hvert fald ikke lige i første omgang. I stedet tog han langsomt fat i den hånd der havde fat om hans kæbe. Det var tilfældigvis den hvor ringen sad på pegefingeren med det fine lille våbenskjoldsmærke fra familien Marcellus. Hans greb var løst, så det var mere end bare let at komme fri fra det, i modsætning til det dødsgreb han havde om lyskrigerens bue.

"Kan du slet ikke huske mig?"

Røg det ud af ham, lettere forulempet. Han tog sig til siden igen og gav en halvkvalt lyd fra sig, før han tvang sig selv op at sidde. Ikke et godt træk, men han kunne ikke lide at ligge ned og bare dø fordi hans hjerne mente han skulle døse hen - igen.

"Det er sgu da mig, Abraham,"

Der var lidt mere kræfter i hans stemme nu, men mest fordi han var så oven ud lykkelig over at se sin bedste ven. Alle fortidens sorger over at hun bare var forsvundet ud i det blå. Han kunne nok spørge hende om det senere. Han smilede skævt, mens han begyndte at tage skaderne i syn.

"Jeg tror.. Måske godt, jeg ku' bruge din hjælp."

Der var tydelige spor af humor i hans stemmeleje, selvom det ikke var meningen.

Umiddelbart virkede manden til at være en endnu mindre trussel end først forventet, hun skulle ruske længe og bestemt i ham før der kom bare den mindste reaktion fra hans side.
Aggresivt stirrede hun ham ind i ansigtet med en afstand der for mange ville blive ubehagelig lille. Da han udtalte hendes navn gav hun en dyb knurren og med den anden hånd knugede hun fast om hans trøje og trak ham op fra jorden, om han ville det eller ej. Måske kunne han være en spion der var ude på at slå hende ihjel, for på trods af at hun var kriminel var det alle der kendte hende ved hendes rigtigt navn, hun havde ikke været kikset nok til at tage et 'skurkenavn', det var simpelthen for kikset i hendes verden.

Da han tog fat om hendes hånd faldt hendes blik omgående på ringen, hvilket fik hende til at rynke øjenbrynene let sammen, men hun ganske kort inden hun slog blikket op imod hans ansigt, der var i hvert fald noget over ham hun havde set før, det var sikkert.

"Abraham?"

I det samme slap hun han så han ville dumpe ned på jorden igen, med mindre han selv tog fra med benene og dermed blev stående, et tydeligt overrasket udtryk formede sig i de gule øjne, inden en let panik løb igennem Izilarna. Vidste han overhovedet hvad hun havde foretaget sig de sidste år? Hvad havde han lavet på det seneste?

"Hvad i alverden laver du her? Og hvad er der sket?"

Hun kunne godt selv regne ud at han havde brug for hjælp, men overraskelsen i at støde på ham igen var så stor, at hun for få øjeblikket blev komplet handlingslammet, men blot stod og stirrede overrasket på ham.

samme øjeblik som Trent sagde Izilarnas navn blev han hevet op på benene, hvilket kun var med til al forvirringen i hans hoved. Han vidst godt hun var stærk, men han var ikke klar over hvor meget stærkere hun var blevet de sidste mange, mange år. Hun var tydeligvis blevet voldsomt stærk og da han stod der på benene og hun endelig genkendte ham blev hans smil en smule større, om end meget udmattet.

Da hun slap var Trent meget tæt på at vælte på røven, men hans smidighed og gode reflekser holdt ham på benene, dog stadig ret svajende. Men han var da vågen. Det var bedre end at ligge og dø. Han rystede let på hovedet og ønskede kort efter at han ikke havde gjort det, da det begyndte at dunke gevaldigt i det.

"Jeg.. ehm, længere historie. Jeg kom i kamp mod en kentaur, det er den korte version,"

Forklarede han, mens han tænkte tilbage på det. Smilet falmede. Han havde dræbt et menneske. Godt nok havde hun været halvt hest, men hun havde med stor sikkerhed samme intelligens som ham. Ergo, havde han dræbt noget på samme stadie af menneskelighed som ham selv. Tanken fik ham til, kort at sænke blikket i dårlig samvittighed. Det endte på buen, hvor hans hånd dækkede for det mærke der med sikkerhed ville bide ham i røven en dag.

"Bor du her?"

Spurgte han i et forsøg på at ændre samtaleemne, men det virkede ikke helt som om, at det gode humør ved endelig at få hende at se igen, var helt tilbage endnu. Det var han simpelthen for skyldbevidst til.
Hvordan han overhovedet stod op endnu var ham en gåde, for selvom han var glad for at se Izilarna, så betød det ikke, at han var blevet immun over for smerterne ved at have en pil igennem skulderen.

Izilarna brugte alt sin energi på at finde ud af, om han stadig var den samme eller om han var her med at andet formål og måske havde glemt den gode tid de havde haft sammen. Hans udseende havde i hvert fald ændret sig meget, han var blevet meget ældre at se på end han havde været den gang. Men så igen havde han jo også bare været en stor knægt sidst de så hinanden.
Et øjeblik overvejede Izil om det var en god ide at forandre sig tilbage til sin normale menneskeskikkelse, den sorte hud omkring hænder og fødder samt de store gule øjne ville skræmme de fleste langt væk, men Abraham havde jo set det mange gange før, og desuden ville hun ikke kunne holde varmen i sin menneskeskikkelse på samme måde. Hendes dyrenatur var trods alt 'designet' til at holde varmen i alt slags vejr.

"Men hvad fanden foretager du dig på den her tid af året uden noget tøj på knægt?"

Pludseligt havde hun bidt mærke i, at det faktisk var hundekoldt og Abraham havde stort set sommertøj på, alle normale mennesker havde en kappe på på denne tid af året og endda en rigtig varm en.
Umiddelbart lod Izilarna ikke til at stille spørgsmålstegn ved hans lille duel, hun havde aldrig selv set en kentauer og regnede ikke umiddelbart med at hun ville komme til det, af samme grund tillagde hun dem heller ikke samme menneskelige værdier, som Abraham nok gjorde efter mødet med Skumring.

"Lad os få dig ind i varmen!"

Konstanterede og undlod aktivt at besvare hans bolig-spørgsmål, han havde ikke brug for at vide at hun boede i en grotte i et telt, om en del af en lovløs gruppe, der var trods alt ting man holdt midlertidigt for sig selv efter så mange år uden at have set et andet menneske, uanset hvor tætte man så havde været. Uden for meget snak trak hun hans raske arm over skulderen og hankede så godt op i ham, som hun nu kunne med sin sparsomme højde, inden hun begyndte at slæbe ham i retning af hulen, der var heldigvis ikke så langt.

Trents grimasse af dårlig svandt ind, i det øjeblik Izilarna valgte at kommentere hans påklædning. Han ønskede ikke at forklare hvor hans kappe var blevet af, ikke endnu i hvert fald, men hans ungdommelige frækhed dukkede op til overfladen.
¨
"Jeg indrømmer det, jeg syntes ikke du skulle vænnes til at se mig i fuld påklædning. det ville bare være for anderledes,"

Svarede han med et skævt, meget drilsk smil, i et umådeligt ironisk toneleje. Han havde jo ikke forventet at se Izilarna her alligevel, så det var tydeligt at hans joke bare var fundet hurtigt på.
Til hans bosteds spørgsmål, blev han ikke besvaret konkret, men i stedet valgte Izilarna at tage ham med ind i varmen, hvilket et eller andet sted vel måtte betyde at hun mindst af alt overnattede på stedet.

Han lod hende støtte sig, for i hans verden var der intet galt i det. Han havde ikke samme stolthed der satte ekstremt præg på andre, for han havde trods alt oplevet, at smerter kunne holde en mand nede, hvor han helst bare ville være oppe. Det var tåbeligt at begynde på stoltheden nu. Desuden havde han lige dræbt. Hvad end der var af stolthed, så følte han sig ikke værd til den i øjeblikket.

"Men jeg har savnet dig, Izil. Dig og dine katteøjne,"

Mumlede han med et lille smil. Om det var rablen fordi han havde hjernerystelse, eller om det var ment gravalvorligt, var ikke til at sige. Men det var sandheden. Trent havde haft andre venner, men ingen lige så gode som Izilarna, der forsvandt. Han måtte snarest muligt få spurgt hende. Han havde brug for at vide det.

Præcist som han havde regnet med, trak hun ham med mod den nærtliggende grotte og så snart de var inde i den, måbede han let. Her var flere telte og mange, mange mennesker på dette samme sted. Hvad end Izilarna lavede her, så var hun højst sandsynligt en del af et fællesskab og det var mere end hvad man kunne sige om Trent selv, der af underlige grunde ikke havde let ved at befinde sig samme sted længere tid ad gangen.

"Her er flot. Og hyggeligt,"

Kommenterede han uden at pakke noget som helst ind i vat. Det var et naturligt rigtig godt overlevelsessted de havde fundet. Han kunne godt mærke et par blikke på sig, mens de gik gennem grotten, men regnede det for at være fordi han var en omvandrende skydeskive/tæskebold.

Idét han begyndte at joke omkring hans påklædning lagde Izilarna hovedet tilbage i en syngende latter. Det var jo rigtigt nok, de to var mere vant til at se hinanden uden tøj end egentligt påklædt, takket være hver deres dyriske evne. Er kort øjeblik stoppede hun dog med sin latter som det gik op for hende at også dét var hundrede år siden, de havde jo bare været store børn dengang. De havde også begge to ændret sig meget, Izilarna var blevet mere muskuløs og tatoveret, samt hendes hår var blevet endnu mere manke-agtigt end nogensinde før, mens Abraham var blevet en rigtig mand, han var blevet meget større på alle leder og kanter og væsentligt mere ... ja, mandet at se på.

Diskret rømmede hun sig og fugtede så læberne mens hun trak afsted med ham, i det mindste var han ikke så satans stædig som Lorgath havde været da slangen havde kvast ham og hun måtte samle ham op.

"Jeg har også savnet dig. Selvom jeg mistænker dig for at hav slået hovedet seriøst med den kommentar! Det er alt for længe siden!"

Mere sagde hun ikke, hun var godt klar over at det var hende der havde stukket af uden at sige farvel i sin tid. Det havde også været forkert, men det havde været den eneste vej ud af det samfund der skubbede hende mere og mere i den modsatte retning af hvad hun i virkeligheden ville. Pointen var i hvert fald at hun i virkeligheden havde virkelig dårlig samvittighed, ingen skulle forlades af sine venner på den måde.

Idét hun trak Abraham igennem grotten var der ganske vidst meget der stirrede på hende, en af dem dristede sig endda med et kækt tilråb som: 'Hey Izil, er du ved at få en ny hobby?' men et enkent meget sigende blik havde dog været nok til at få ham til at klappe i og tie stille.
Hele denn bagerste del af grotten var oplyst med store vokslys, men begrænset, så lyset ikke var for nemt at se udefra og aller bagerst lå Izilarnas store telt, som det altid havde gjort, gad vide om det snart groede fast?

"Det er ikke noget specielt, men det er varmt og tørt. Ikke ligefrem hvad du er vant til!"

Izilarna var udemærket klar over hvad Abraham var vant til, eller i hvert fald hvad han havde været vant til, hun havde ingen ide om hvad der var sket med ham de sidste år, men gik ud fra, at han ikke havde dristet sig til at gå samme vej som hende selv. I en hurtig bevægelse fik hun trukket Abraham ind i teltet og puffet ham ned i den store træseng der var fyldt til randen med varme skind. Idét hun lukkede teltdugen tog hun igen menneskelig skikkelse og kjolen der før havde været lige lovlig kort sad nu væsentligt mere løst på hende takket være at hendes menneskelige form var en kende mindre og ligeledes ikke så voldsom muskuløs som dyreformen var.

"Lad mig tage et kig på de sår, det kunne godt se ud som om vi får brug for en helbreder!"

Mumlede hun så, mens hun tog ham yderligere i øjesyn i det oplyste telt.

Adrien grinede hæst da Izilarna kommenterede at hun var meget sikker på at han havde slået hovedet kraftigt. Det var ikke rigtig til at overse, at det havde han nok også, men nu var det ikke sikkert at Izilarna umiddelbart vidste noget om healing eller hvordan en skade kunne se ud. Såsom hans blødende hoved.

"Slået hovedet. Åh ja, det har jeg helt sikkert,"

Svarede han men han kunne umiddelbart ikke lige mærke efter hvor ømt det var. Han havde en bue i den ene hånd og den anden arm var slængt over Izilarnas skuldre. Måske var det også for det bedste at han ikke pillede for meget. Mens de gik gennem grotten kunne han også høre den ene kommentar, men han fandt den uforståelig, så derfor ignorerede han den.

Izilarnas ord fik Adrien til at se på hende med et hævet øjenbryn. Den person hvis luksuriøsitet hun havde kendt, var mere eller mindre borte. Det her var det bedste han havde befundet sig ved, de sidste tre måneder. Han smilede skævt, ved tanken om, at hun sikkert ville blive dødchokeret hvis han sagde, at han havde sovet i Jorheim, mange gange uden for i en sneiglo, møgfrysende.

"Jeg tror du vil være overrasket over hvor langt mine grænser har flyttet sig. Jeg synes det her er fornemt,"

Lød det noget entusiastisk fra ham, mens hun trak ham ind i teltet og maste ham ned at sidde i hendes seng, der var fyldt med forskellige lag varme skind. Ganske behageligt. Han gjorde sig lidt til rette, men det var ikke så nemt, når der stak en pil igennem skulderen på ham og adskillige af hans ribben var kvaste.

"Jeg tror pilen skal ud. Eller. Det er måske mere noget jeg ved. Ellers skal jeg til at klippe mit tøj i stykker,"

Mumlede han med et lille grin, alt imens han både pillede sværdbælte og pillekogger af, pillede strengene af begge buer og lagde det hele samlet på gulvet ved siden af sengen.

Izilarna gik over til en kommode der stod i teltet, på toppen af den stod der et etort vandfad som hun begyndte at vaske sine hænder i, inden hun tørrede dem af i et klæde og pustede igen lokken væk fra ansigtet.
Så vendte hun sig over imod Abraham med en let hovedrysten og bandt så det viltre hvide hår op med en lang lædersnørre, så kun de korte lokker hang fri.

"Selvfølgelig skal pilen ud, men jeg aner ikke om jeg selv kan gøre det!"

Knurrede hun så i en dyster tone, inden hun tog en lang dagger op ad en af skufferne, som mistænkeligt meget lignede tatoveringen på hendes inderarm, inden hun satte sig ned ved siden af hendes barndomsven.
I en henslængt bevægelse pegede hun spidsen af kniven imod hans ansigt, provokerende tæt på hans næse, inden hun sendte ham et lille smil, der legedes afslørrede at hun var så menneskelig som hun kunne blive.

"Dit tøj er virkelig din mindste bekymring nu, og ja, jeg skærer det af. Hold kløerne i ro!"

Mumlede hun så, inden hun i en hurtig bevægelse skar hul i skjorten og rev den af, uden at stoffet på noget tidspunkt rørte pilen. Da hun havde fået skjorten af ham så hun vurderende på hans brystkasse. Det så ikke ud til at være så galt som det havde været med Lorgath tilbage i vinteren, men nu var Abraham for den sags skyld også levende, og ikke udød.Med et sæt rejste hun sig fra sengen, og gik så til teltets åbning, hvor hun kort spejdede ud i grotten, til hun fandt hvad hun ledte efter.

"Micke! Healer, nu!"

Meget mere var ikke nødvendigt at sige, ungen havde prøvet det før, og han vidste at når Izilarna udstede en sådan ordrer, var der nok også en grund til det. Dernæst satte hun sig igen over til abraham hvor hun sendte pilen et stædigt blik.

"Har den ramt noget vigtigt?"

Adrien så efter Izilarna som hun rengjorde sine hænder og gjorde sig klar til at ordne ting og sager, der med sikkerhed havde noget at gøre med hans nuværende tilstand. Han ventede tålmodigt på at hun blev færdig og da hun tog en dolk frem og satte sig ved ham, pegende på hans ansigt med formaninger, dukkede der et træt, men skævt smil op på hans læber.

"Jeg troede ikke du var så ivrig efter at afklæde mig,"

Kommenterede han med et lille grin, mens hun skar skjorten af ham. Måske var det meget heldigt at han havde glemt, at han faktisk havde et enkelt ekstra sæt tøj til at ligge i den lille taske der lå ved våbnene. Han skar tænder lidt, i nervøsitet over om hun måske kunne risikere at ramme noget ømt, men det skete heldigvis ikke.

Det gav et sæt i Adrien da Izilarna rejste sig meget pludseligt og gik hen til teltåbningen. Han kiggede efter hende, mens hun udstedte en ordre der måske betød at han ikke var i en spor god stand og hans blik mere en smule bekymret, som hun kom tilbage og spurgte om pilen havde ramt noget vigtigt. For Adrien var skuldermuskler, samt knogler vigtige, så han nikkede med det samme.

"Lidt knogle i skulderen, men ikke noget vitalt som sådan,"

Svarede han roligt, før han kiggede spørgende på Izilarna. Han havde aldrig rigtig mødt en healer der kunne ordne knogler.

"Kan din healer ordne det?"

Izilarna grinede kækt af hans kommentar og fugtede så lænberne inden hun skævede imod teltets 'loft'. det var et massivt rundt middelaldertelt, og omkring midterpælen hang en stor lysekrone med vokslys, som lyste det meste op. Så slog hun igen blikket ned på Abraham, inden hun forsigtigt strøg ham over benet i en beroligende bevægelse.

"Jeg har da ellers altid været glad for at pille tøjet af dig!"

Svarrede hun så med det store grin fast malet i ansigtet, men så snart snakken faldt på hans sår igen, blev hun straks meget mere alvorlig at se på. Ikke nok med pilen sad godt fast, så havde han ligeledes mørke skjolder på brystkassen. Izilarna kneb øjnene en smule sammen og lænede sig så tæt på, inden hun chokeret så op på Abraham igen.

"Sparkede kentaueren dig?"

Spurgte hun overrasket, det var lige før hun tabte kæben, men ud fra den mishandlede brystkasse fremgik to hovformede blå mærker, tydeligere end de andre mærker han havde fået i kampens hede.

"Min healer kan klare det meste, jeg tror ikke du skal bekymre dig!"

Faktisk vidste Izilarna intet om hvad healeren egentligt kunne klare, men hun havde før magtet at give hjælp til en udød, så det skulle ikke gå hen og blive noget synderligt problem, forhåbentligt. Nu var det største problem bare betalingen. Izilarna havde som altid en lille smule liggende fra nogle jobs, men hun havde ingen idé om det var nok. Dog havde hun ikke i sinde at sige det til Abraham, hun havde trods alt stadig sin stolthed.

Adrien smilede let, da Izilarna strøg ham over benet med en kommentar der fik hendes ellers ret uskyldige berøring til at virke en smule pervers i hans hoved. Han sørgede dog for ikke at grine da han havde lært at det gjorde vildt ondt.

"Ja jeg ved det, jeg ved det, du elsker det simpelthen. Min nøgne overkrop.."

Sagde han tørt. Han lagde godt selv mærke til det chok hun fik mens hun spurgte om kentauren havde sparket ham og han trak automatisk på skuldrene, hvilket ledte til en skrabende lyd fra der hvor pilen sad og en lille lyd fra ham.

"Ja, hun sparkede mig. Lige inden jeg dræbte hende,"

Svarede han med et skamfuldt, sænket blik. Han følte virkelig at han havde brug for at tale om det, og Izilarna burde kunne forstå det, om nogen anden. Han havde det virkelig ikke godt med at have dræbt en lyskriger, der oven i købet også havde sagt undskyld til ham. Det var forfærdeligt.

Det var af selv samme grund det ikke var gået op for ham, hvor ondt han egentlig havde det og hvor sindssyg dårlig en tilstand han var i, for hans krop rystede og han rakte uvilkårligt ud efter Izilarnas hånd der lå på hans ben.

"Det håber jeg virkelig,"

Lød det mumlende fra ham, før der blev dasket til teltdugen og Micke dukkede op med den ældre healer, der kiggede på Izilarna med et blidt smil og ordene "Det må være anden gang denne uge,". Adrien så småforvirret op, men valgte ikke at kommentere videre på det.

Izilarna så bare mere og mere bekymret ud som tiden skred frem, mest af alt fordi Abraham virkede til at blive mere og mere svækket, derfor var det også en stor lettesle da det endelig slog på teltdugen og Micke kiggede ind. Kort efter kom Turine, den ældre spinkle kvinde med det kække humør der kort efter viste sig i en kommentar.

Izilarna rejste sig fra sengen og sendte et stort smil til den ældre helbreder, inden hun skar en grimasse der vendte væk fra Abraham, men som Turine udemærket kunne se, der viste, at det nok stod ret slemt til.

"Ja jeg beklager Turine, du får nok overarbejde med os som bekendtskab!"

Grinede hun så småfjoget, inden hun henviste til Abraham i sengen, med en udstrakt hånd, og den ældre kvinde med en stramt opsat frisure tog et kig på ham og gav så et lille suk.

"Hvad er det med jer unge mennesker og at komme til skade? Hvad har du så været oppe at slås med? En bevæbnet aligator?"

Der var ikke den mindste smule humor i stemmen, men hendes blik tydede også på, at det nok var ment i sjov et eller andet sted.
Izilarna satte sig over på den anden side af sengen mens Turine satte sig på sengekanten og gav sig til at se nærmere på skaderne.

"Først skal pilen ud, det er der ingen magi der kan klare knægt, så kan vi altid reparere på det bag efter. Men så er det godt at jeg tog sådan en her med!"

Startede Turine og trak så sin taske til sig, inden hun fiskede noget der lignede en tang op ad den, som hun hurtigt fik klippet begge ender af pilen af med, så skævede helbrederen over på Izilarna, der udemærket vidste, at hun blev nødt til at trække pilen ud, det havde Turine slet ikke kræfter til. Den hvidhårrede kvinde satte sig på knæ i sengen og sendte så et undskyldende blik til den mørkhårrede mand, inden hun tog fat om pilens ende med begge hænder. Så trak hun til i et hurtigt og voldsomt ryk der trak den lange pil ud, men ligeledes satte gang i en blødning, så den røde klistrede masse langsomt men sikkert begyndte at løbe ud på det ene skind, som Abraham lå på.
Heldigvis var Turine hurtig og fik lagt sine hænder over såret med et blødt lys, indtil blødningen stoppede, så sukkede hun og strøg en blodig hånd over panden.

"Så langt så godt knægt, så går vi til dine ribben!"

Mumlede hun, inden hans brystkasse fik samme omgang som Lorgaths havde fået i sin tid, og igen måtte den ældre kvinde give op med meldingen om, at det eneste der nu var tilbage var en hjernerystelse og at den kunne soves væk.
Izilarna trak som altid en lille sort, men dig tungtudseende pose frem og dumpede i kvindens hånd, inden hun med vaklende skridt forlod teltet og efterlod Izilarna og Abraham alene

Adrien var overhovedet ikke sikker på om Turine mente det i en joke eller om hun var fuldstændig seriøs, men han kunne ikke helt lade være med at smile til hende.

"Nej nej, en kentaur,"

Svarede han en smule hæst mens han tog sig lidt til det område hvor pilen sad. Lige nu var det det værste punkt på "dagsordenen" og han håbede virkelig at Turine kunne fjerne smerten fuldstændig.

Det var ikke stille at det foregik, da Izilarna blev sat til at få pilen ud af ham. Han greb hårdt fat om noget af det skind som han lå på og gav et udbrud fra sig, da den blev trukket ud og knoglerne derinde ikke længere var under det enormt forfærdelige tryk. Det var lettende, også da Turine meget hurtigt derefter lagde et sæt lysende hænder på såret og det blev helet under en del sviden, samt knasen, der sendte kolde isninger ned af ryggen på Adrien. Han holdt dog sin kæft lukket denne gang. Han havde været i Jorheim og havde fået mange tæsk. Han var blevet mere udholden end de fleste, med de rejser han havde været på.

Derfor kom der heller ikke nogle lyde fra ham, da Turine derefter gik til hans brystkasse og endnu mere ubehagelige knæk lød. Han havde ikke oplevet healing på denne måde, så han spærrede dog øjnene lidt op og skar tænder. Det var underligt, men bagefter havde han det virkelig behageligt med at kunne få luft og det hele. Nu manglede hovedet bare, men han kunne let forstå, at Turine ikke kunne mere, så han smilede bare til hende.

"Mange, mange tak, Turine,"

Sagde han taknemmeligt, og gav hendes arm et klem. Nok en meget anderledes reaktion end de fleste ville give, men Adrien var et rart menneske. Han så efter hende mens hun fik sin pose, sikkert med penge, og vaklede ud af teltet. Derefter satte han sig op og så hen på Izilarna.

"Jeg håber altså hun bliver okay igen,"

Lød det en smule bekymret fra ham, mens han gennemgik den følelse han havde i kroppen. Hovedet gjorde stadig ondt, men blødningerne fra de forskellige sår var stoppet. Og så var han ret træt efter generelt at have blødt så meget. Men hvis Izilarna ønskede forklaringer ville han ikke sove endnu.

Izilarna gned kort øjnene og sukkede så, pludselig kunne hun godt mærke hvor meget hun var i søvnunderskud, og hvor meget hun havde brugt sin evne inden for de sidste døgn, det var da også en ualmindeligt underlig vane hun havde fået med at samle sine sårrede venner op i skovbunden. Et kort øjeblik sendte hun en varm tanke til Lorgath, gad vide hvordan han havde det? De havde ikke set hinanden i hundrede år.

Izilarna gik langsomt imod sengen, hvor hun trak det blodige langhårrede skind væk under Abraham, det skulle han ikke ligge på og derefter gik hun så over til et stort vandfad hun havde i teltet, vandet var endnu rent og ubrugt andet end da hun vaskede sine hænder, så hun vred hurtigt en klud op, og satte sig så ved Abrahams side, hvor hun tørrede det overskydende blod af hans brystkasse og med et velrettet kast kylede kluden tilbage i vandfadet så hun ikke behøvede at rejse sig.

"Hun er frisk igen i morgen. Hun bruger bare alle sine kræfter på en heling så voldsom som den du har været igennem, men hun bliver også godt betalt og hun har mulighed for at hvide ud i grotten. Du skal ikke bekymre dig om hende!"

Sagde hun så med en varm stemme, inden hun lagde sig ned ved siden af Abraham, dengang havde de kunne snakke om alting, men Izilarna havde ingen idé om hvad han havde været igennem de seneste år. Hun vendte sig langsomt rundt på maven og stirrede så interesseret på ham.

"Hvad skete der efter jeg forsvandt?"

Mumlede hun så med henslængt interesse, sandheden var dog en lidt anden, hun higede efter at få i vide hvad der var sket i hans familie og med hendes, hvad havde han tænkt og gjort og hvad havde været skyld i, at han var her idag?

Adrien lod Izilarna trække tæppet ud under sig, mens hun forsikrede ham om at Turine nok skulle klare sig. Det var godt. Han ville ikke være skyld i at der skete hende noget slemt. I stedet valgte han at slappe af, nu hvor hans bekymringer om hende var ovre. Han lod hende også vaske sig ren.

"Det var godt,"

Svarede han bare med et lille smil, og gav plads da Izilarna lagde sig ned ved siden af ham og pludselig stillede det uundgåelige spørgsmål. Han ville ikke bryde sig om at fortælle hende om det, men han ville aldrig holde en hemmelighed fra hende. Aldrig nogensinde.

"Efter du var forsvundet blev min far mere stædig om det der forbandede mål han havde sat sig for at jeg skulle ende ved. Du ved hvordan jeg hadede det dengang, og der var alligevel ikke noget ved at være ved den satans til far efter du var væk. Så jeg stak også af,"

Forklarede Adrien med et blik der lå på sine fingre, som han vred let. Han var ikke nervøs, bare utilpas med at tale om hvordan han holdt sådan af hende og praktisk talt havde forladt sin familie fordi der ikke var en skid ved tilværelsen derhjemme uden alle de fantastiske dage han havde haft med hende.

"Så tog jeg til Jorheim og blev en del af en af deres klaner deroppe og deres leder døde og et røvhul blev lederen derefter, skred jeg. Så har jeg rejst rundt siden. Lidt på må og få. Hvorfor stak du af?"

Spørgsmålet kom meget pludseligt efter hans forklaring og det var tydeligt at han virkede en smule såret over at hun bare var gået. Han havde ikke set hende i forfærdelig lang tid og han havde længtes efter deres løbeture i dyreskikkelse gennem skoven.

Izilarna rodede utålmodigt ved et langhårret lammeskind som hun lå på, mens hun lyttede til hans forklarring, hun havde det ikke selv godt med at være stukket af og det eneste der havde holdt hende tilbage fra at gøre det før var Abraham, men til sidst havde det taget fuldkommen overhånd derhjemme og hun kunne bare ikke holde det ud mere.

"Det er jeg ked af at høre. Hvis jeg vidste du havde det sådan havde jeg taget dig med!"

Mumlede hun så, inden hun krammede en pude sammen og lagde hovedet på den, så hun kiggede imod Abraham, men ikke så ham i øjnene, hun havde pludselig fået skyldfølelse af at der blev ribbet op i noget der lå så langt tilbage og hun mest af alt havde prøvet at grave ned i et dybt hul.

"Jeg kunne ikke holde det ud mere. Dagen inden jeg stak af havde min far været til møde hos familien Ilaan og havde fået sat i orden, at jeg skulle giftes væk til den ældste søn. Jeg ved ikke hun du kan huske ham. Lille spinkel, med overbid og med et alt for stort ego.."

Startede hun mens hun begyndte at pille små dun ud af puden hun havde rodet sammen

"Da han kom hjem endte det altid i et stort skænderi, og som altid endte han med at dyppe mig i hestetruet i forhåbning om at jeg til sidst gav efter og sagde ja. Men den her gang blev det så voldsomt at det var et held jeg overlevede. Det var hestepasseren der fik rusket liv i mig til jeg hostede vand op, og så besluttede jeg mig for at stikke af"

Fjerene som Izilarna trak ud af puden blev efterhånden til en lille bunke på det store brogede koskind som også lå i sengen, inden hun satte sig op i skrædderstilling og sukkede så

"Jeg sagde ingenting til dig fordi jeg ikke ville trække dig ud af den velstand du havde. Jeg ville heller ikke ende med at blive overtalt til at blive, og så var det meget nemmere for dig at glemme mig uden den store tårevædede afsked, og omvendt"

Mumlede hun så, stadig med blikket stift rettet imod puden der lå i sengen. Hun havde ingen idé om hvordan Abraham ville tage dén, og af samme grund kunne hun næsten ikke få sig selv til at se på ham, hun havde selv grædt mange gange efter af afsavn, men havde været fast besluttet på ikke at opsøge ham, det ville nok bare være til mere besvær end gavn.

Adrien kunne sagtens se på Izilarna ved et stjålent blik på hende, at hun havde det lige så skidt med det hele som han havde. Deres undgåelse af øjenkontakt var mere end bare lidt bevis på, at følelsen af svigt var i dem begge, omend forskelligt fra Adrien til hende. Hendes forklaring fik ham dog til at tænke mere logisk over det.

At hun havde været tæt på døden var noget han kunne forstå hun havde valgt at tage væk for. Han så på hende, til fjerene der lå i en lille, fin bunke, efter hendes pilleri ved puden, før han satte sig op og lagde en hånd på hendes arm og smilede let.

"Nok med hvad jeg tænkte. Nu har jeg virkelig bare lyst til at tage tilbage og give din far en tur i det hestetrug. Det kunne han fandme godt bruge,"

Svarede han med et forstående blik, selvom der virkelig stod trang til at hævne sig i det.

"Og min velstand forsvandt da jeg selv skred og sikkert forlod min far i arrigskab, på lig med en gigantisk trold i brunst eller det der er værre,"

Denne gang kunne han ikke undgå at grine, selvom hovedet dunkede lidt af det. Det var lige meget, for nu sad hun med Izilarna og vidste præcist hvorfor de ikke havde været sammen i så lang tid.

"En af de næste dage må vi tage en løbetur. Men først; Hvem er det du bor sammen med? Det virker næsten som om at du har din egen lille private hær herude? De virker i hvert fald til at adlyde dig."

Izilarna stoppede med at pille fjer ud af puden, da hun så hvordan det var blevet til en lille bunke, hun havde ikke rigtigt selv tænkt over det før nu, det var egentligt ikke så smart, én hurtig bevægelse og så ville det ligne at der var blevet plukket en høne i teltet.
Langsomt vendte hun blikket imod Abraham med et lille smil, det lod til at han forstod det hele og ikke dømte hende for hvad hun havde gjort og det forklarede hans kommentar også udmærket. Izilarna gav et lille smil fra sig og trak så på skuldrene.

"Tro mig, det har jeg selv haft lyst til et utal af gange. Men han har jo evner der minder lidt om mine, så det ville nok ikke ende godt for nogle af os!"

Mumlede hun så, og lagde en hånd oven på hans idét han rørte hendes arm. Først nu gik det egentligt op for hende hvor meget hun havde savnet ham, han havde været hendes bedste ven gennem mange år. Igen måtte hun grine let af ham.

"Jeg kunne godt forestille mig din far som en syg trold i brunst!"

Grinede hun lidt, det var sandt, hans far havde som hendes, et enormt temperament der godt kunne tage fuldkommen overhånd til tider.
Da han spurgte ind til hendes 'bofæller' trak hun dog lidt på skuldrene, hun vidste trods alt stadig ikke hvor meget han kunne acceptere, og hun havde ikke lyst til at tabe ham igen, nu hvor de lige havde fundet hinanden.
Der var dog kun én vej med et rigtigt venskab, og det var sandheden.

"Det er Det Sorte Laug. Jeg startede det med intentionen om at ingen skulle ledes. Det er et lille samfund af kriminelle så de kan arbejde sammen. Morgoth er blevet væltet, men hvad forskel gør det? Lyset er lige så slemt, bare på en anden måde!"

Mumlede hun så, inden hun lyste lidt op, hun kunne virkelig godt bruge en løbetur inden for de næste dage, det var så længe siden hun havde gjort det sidst.