Hun gispede hæst efter vejret, og rettede sig op. Solen skar i øjnene, og lyset sprang imellem de høje, blågrønne bølger. Hendes tøj var stivnet af salt, en tung duft af tang og havvand hang i luften, og det værste af alt var følelsen af at hendes hoved var blevet mast i en skruetvinge.
Hovedpinen lå lige over øjnene, bredte sig til tindingerne og gik hele vejen rundt om hovedet og ned af nakken. En svag havbrise fik bladene på et par ensomme, tropiske træer til at blafre, og det gik hurtigt op for hende, at intet var som det plejede.
Der var så stille overalt omkring hende, og en grufuld sandhed gik op for hende imens hun lå der i stilheden. Hun huskede panikken, hjælpeløsheden og følelsen af havvandet. Alt andet huskede hun kun i korte udviskede glimt. Men en enkelt kendsgerning var tydelig for hende. Hun anede ikke hvem hun var. Hun vidste at... At hun havde været noget andet, en person med minder og noget at... huske.
Med en kraftanstrengelse skubbede hun sig op på albuerne og så sig omkring. Små sten og muslinger lå jævnt spredt i sandet sammen med stinkende klynger af tør tang.
Hun lukkede øjnene for det skarpe lys, og hovedpinen blev en anelse bedre. Men hendes tanker flød rundt i en strid strøm, og hun nåede knapt at tænke noget til ende, før noget nyt dukkede op.
Hvad var der sket? Hvorfor kunne hun ikke huske noget? Hvor var hun? Hvad skulle hun gøre? Hvem var hun?
Spørgsmålene tårnede sig op, og byggede snart en solid mur inde i hendes hoved. Hun åbnede øjnene igen, og så ned af sig selv. Hun mærkede først rigtig efter nu. Hendes ene ben værkede forfærdeligt, og da hun prøvede af flytte det, skød en smerte som en gigantisk, glødende nål igennem hendes krop, og hun bed tænderne sammen for ikke at skrige. Hendes bukser var forvaskede og flere steder var der gået hul. Hun havde tabt den ene sko et eller andet sted, og små flænger og rifter gik på kryds og tværs som et bizart broderi over hendes fod. Det samme mønster af sår var på hendes arme og som flænger i hendes tøj. Ved hendes side lå der en kuffert, som hun svagt genkendte. Den betød noget for hende, det var hun ikke et sekund i tvivl om, hun vidste at hun med vilje stadig havde den og ikke bare havde givet slip på den derude i vandet.
Hun vidste ikke hvad den betød, og hun vidste ikke hvorfor hun stadig havde den. Hun vidste ikke engang hvad der var i, og det vækkede en barnlig nysgerrighed i hende. Hun fik med en anelse besvær sat sig op så hun kunne undersøge den nærmere, og hun bed smerten i benet i sig. Hun brugte et par minutter på at mærke det ru læder i håndfladen. Fornemmelsen var velkommen, den gjorde hende godt tilpas. Det var køligt, og det kølede også hendes sind ned.
Hun betragtede kufferten yderligere. Den var stor og så meget rummeligt ud. Den var lavet af lysebrunt læder, og det så ikke ud til at have taget nogen skade af saltvandet. I det ene hjørne var der et blankt, firkantet metalskilt. Der var indgraveret initialerne af hvad hun formodede til at vaere sit eget navn.
”L.S...” Mumlede hun, og fulgte indrgraveringerne rundt i metallet med fingeren.
Hun åbnede kufferten, og betragtede indholdet. 3 skjorter, 2 par bukser, et par sko, en frakke og en kappe, halstørklæde og et lommetørklæde. Fire bøger, et langt metalroer, et lille læderetui og en metalkasse. En orange, mat appelsin.
Appelsinen tog hun op først, en smule forundret. Den var stødt et par steder, men så ellers helt friskt ud. Og nu hvor hendes hjerne huskede mad, blev hun sulten, så sulten at det gjorde ondt i maven. Og hun mærkede hurtigt at den her appelsin ikke ville hjælpe meget. Hun huskede appelsiner nu, som en ting hun med nød og næppe havde spist over lang tid, med gru for hver eneste gang hun satte tænderne i det. Hun kunne ikke huske hvorfor, men hun forbandt appelsinen i sin hånd med en rolighed, fælleskab, selvom hun vidste at hun hadede appelsinens smag i sig selv.

4 timer senere havde hun fået trukket sig selv og sin kuffert længere væk fra havet, ind i skyggen af en lille bevoksning. Hun havde forsøgt at gå hen til skyggen, men efter et par mislykkedes forsøg havde hun givet op. Hun kunne simpelthen ikke gå på sit ene ben, det gjorde alt for ondt bare hun tænkte på at støtte med foden
Appelsinen havde hun spist, og hun var faldet i søvn kort efter i den mørke, kølige skygge. Pga. Af varmen var hun krybet ud af sine bukser, og sov nu i sin skjorte og tynde shorts. Nu var solen på vej ned, og enkelte stjerner blinkede i øst imens en køligere brise blæste beroligende ind over sandet.
Hun vågnede egentlig ikke af nogen grund, hendes energibehov var ikke dækket endnu og hun var ikke i tvivl om at hun sagtens kunne sove mere – men tanken om at sove på en fremmed strand om natten fik alle alarmklokker til at ringe. Gabende satte hun sig op, og bemærkede med det samme at hovedpinen var væk. Hun følte sig meget mere klar i hovedet nu, men følelsen af at have glemt alt om sin fortid nagede dybt i hende. Imens hun kiggede ud på de brusende bølger, med håret blæsende omkring sit ansigt, begyndte hun at få gåsehud.
Hun gjorde sig klar til at traekke bukserne på igen da hun fik øje på sit ben, og lidt overrasket satte hun sig ned for at se nærmere på skaden.
For det første var hun meget forslået. Blå og gule mærker på størrelse med barnehænder hele vejen ned langs ydersiden, og overfladiske hudafskrabninger hele vejen ned. Det skulle ikke undre hende, hvis hun også havde forstuvet eller brækket sit knae. Det så underligt hævet og lilla ud, og hun havde svært ved at vrikke med tæerne. Hun rynkede på næsen, og rystede på hovedet for at få sit hår væk fra ansigtet. Hun bandede lavt for sig selv, og trak forsigtigt bukserne på imens hun prøvede ikke at koncetrere sig om den tunge, spændte knude i sin mave fordi hun ikke kunne huske noget. Det gik hende på, for det var som om der var noget hun skulle huske. Noget vigtigt... Nogen hun skyldte noget. Med bukserne på brugte hun sine arme til at trække sig selv baglæns over til kufferten som hun efterhånden var overbevist om var hendes egen.
Hun åbnede den igen for at studere indholdet nærmere. De fire bøger tiltrak det meste af hendes interesse, og hun åbnede den første – en rektangelformet bog med gråblåt lærred omkring. Siderne var møre og tynde, og bar præg af brug over længere tid. De første sider var en eller anden kedelig intro, og hun besluttede sig for at slå op på en tilfældig side istedet midt i bogen. Den side hun fandt beskrev gamle traditioner i krystallandet og vigtige højtider. Alt det hun læste vækkede en velkendt form for nysgerrighed inden i hende. Hun havde vendt flere sider før et mågeskrig trak hende tilbage til virkeligheden og hun fortsatte med at gennemgå kufferten. Den anden bog var tung, firkantet og stor, og indeholdt noget der lignede hjemmelavede noter. De beskrev nutidige hændelser, og det slog hende at det måtte være hendes egen håndskrift. Siderne havde også flere skitser og tegninger, nogle detaljerede og andre simple.
”hvis det er mine egne noter... Kan jeg måske finde ud af hvad der er sket...” Mumlede hun for sig selv, og slog op på den sidste side for at se en underlig tegning. Det var et stort, uformeligt monster lignede det. Hun hævede et øjenbryn.
”Det er ikke kunsteriske evner jeg kan prale af. Hvad fanden skal det der forestille?” Brokkede hun sig og lukkede bogen hun med det samme mistede interessen for. Den tredje bog var med et lysebrunt læderbind og ikke meget større end hendes to hænder. Den indeholdt beskrivelser af planter og deres virkninger på mennesker, og hvilke dyr der levede nær dem. Hun ville gerne læse mere da hun så den næste bog. Lille, med et bind af bark og bundet sammen med sjusket vævet reb, så den ikke ud af meget men hun følte et stik i brystet, der fik hendes hals til at snørre sig sammen. Den var meget vigtig, det vidste hun før hun holdt den i hånden og instiktivt lagde ansigtet imod den. Den duft... Hvor kendte hun den fra?
Hun åbnede den hurtigt fordi hun ikke kunne vente med at se hvad der var indeni den. Hver side var omhyggeligt skrevet op og ned med en sirlig, lille og kantet håndskrift der ikke mindede om den skrift hun havde set i den anden bog, eller dekoreret med tegninger og små stykker tekst. Der stod så meget at hun besluttede sig for at læse den senere, selvom hun ønskede inderligt at læse det hele.
Den sidste bog var sort og simpel, men da hun åbnede den lagde hun mærke til sandet og den ramme lugt. Der stod kun noget på den første side, med store sjuskede bogstaver. Hun rynkede brynene efterhånden som ordene gav mening.
Og så slog det hende. Hun knugede bogen imellem sine hænder da små, korte glimt af hendes fortid oversvømmede hendes tanker og paralyserede hende. Det var ikke hele, sammenhængende minder... Hun følte ikke at det var hendes minder, som om hun så en anden persons minder. Men der var et sted der blev ved med at gentage sig. En kro...
Og hun huskede navnet.
Leara kom vaklende på benene, men ikke kun på grund af sit knæ. Hun følte sig svimmel og forskrækket på samme tid. Hun læste igen de sidste sider i bogen for at være sikker, og hun mærkede den hårde knude i maven der samlede sig endnu strammere. Hun måtte finde ud af hvad der var sket.
Med sammenbidte tænder og høje eder slæbte hun sig afsted over sandet, imens hun ledte efter noget at kunne støtte sit ene ben med. Mens hun ledte, fik hun trukket sig væk fra sand og ind over land og forbi ruiner. Hun kiggede på dem med et undrende blik. Hvad var det her for et sted? Hvad var der sket? Var det sådan her alle vegne?
Nej. Noget indeni hende sagde, at det var anderledes. Hun greb en kæp fra jorden og vejede den i hænderne, prøvede at støtte sig til den, før hun besluttede at det var bedre end ingenting. Så gik hun.

//OUT