Det var hen mod aftenen. Nattens ro var ved at sænke sig over landet, og folk trak sig så småt tilbage til deres små eller store hjem i den dæmrende aften, for at være sammen med familien, sove, eller andre ugudelige ting, som man ikke skal komme nærmere ind på. Hver person havde sine forskellige behov og drifter. Dagene var godt nok ved at lysne lige så stille. Det var endnu tidligt forår. Sneen var først lige smeltet helt væk. Dagene var også ved at blive varmere, og det havde også kunne mærkes på mange folks humør, hvordan de smilede lidt ekstra. Man kunne også næsten mærke hvordan amorinerne svirrede i luften, og unge (såvel som gamle) forelskede par fandt sammen for at hygge sig bag kampestensmuren, under grædepilen, i æblelunden eller andre steder man lige kunne finde på. Selv højerestående magter kunne det passe ganske fint for. Sågar sådan en som forbryderkongen Samson gjaldt det sådan nogenlunde. Han havde hvert fald sørget sig for en sengevarmer. En ung knøs med en spændstig krop og fyrigt sind. Den unge knøs nåede dog ikke at opleve det som han forventede (eller frygtede måske). Det skulle ende på en helt anden måde.

Efter flere dage siden sit sidste møde med den berygtede Samson, havde en sort engel ved navn Kamatayan besluttet sig for at besøge sin gode ven igen. Han var trods alt også medlem af banden som Samson stod for. Kamatayan manglede måske en del solidaritet for at være medlem af en bande, men det kunne vel læres? Gamle hunde kunne da godt lære nye tricks? Ikke? Nå, men Kamatayan var hvert fald ikke lige sådan en der ville give op på noget der kunne give en masse sjov, og Samson var klart en af de morsommste personer han havde mødt gennem sit over ottehundrede år lange liv. Kamatayan tænkte at han ville overraske sin gode ven Samson. Alle elskede jo overraskelser. Kamatayan syntes hvert fald at overraskelser var sjove. Kamatayan havde derfor slentret lidt rundt inde på slottet uden at støde på nogen. Ikke endnu i hvert fald. Han ledte efter Samsons gemakker. Han vidste godt sådan nogenlunde hvor det var, så han skulle bare prøve at gå opad. Han havde dog ikke forventet den stakkels dreng, og den stakkels dreng havde absolut ikke forventet Kamatayan. Det tog et stykke tid før Kamatayan endelig fandt den rigtige vej. Han nynnede lidt tilfreds for sig selv på sin vuggevise, som han havde sunget til pigen Katja. Han kunne godt lide melodien. Den havde sådan en dejlig klang. Han gik med rolige skridt op ad vindeltrappen der førte op. Godt nok kunne han også vælge at flyve, men hans enorme vinger havde bare ikke særlig meget plads, så det ville bare være alt for hårdt for ham at flyve op gennem tårnet i stedet for at gå.

Langt om længe nåede han op til gemakket som han åbnede stille og rolig og trådte ind, for at finde en skælvende nøgen dreng på Samsons seng. Kamatayan hævede overrasket sit øjenbryn men han smilede stadig. Drengen så mindst lige så overrasket op på Kamatayan, da han havde forventet at det var Samson. Drengen troede virkelig at han var reddet nu og en frelsende engel var kommet for at få ham ud af tårnet, men ak, hvor tog den stakkels trækkerdreng fejl. Drengen kastede sig i armene på Kamatayan og begyndte at hulke. Kamatayan lagde sin ene arm rundt om drengen og trykkede ham ind mod sit bryst. Den anden hånd holdte jo stadig på leen, som han altid havde med, men den havde drengen overset. Kamatayan vurderede drengen til at være en seksten sytten år gammel. En fin ung alder for mennesket. Også for engle for den sags skyld, men især for mennesker. Der var de endnu spændstige og smidige. Kamatayan strøg drengen kærligt over den glatte hud på hans kind. Han var endnu ikke blevet en rigtig mand, selvom han kunne se de bløde dun på hans hage. Drengen holdt bare fast i Kamatayans sorte kutte og trykkede ansigtet mod hans nøgne arrede bryst. "Du skal ikke græde, min dreng. Det hele skal nok gå. Jeg vil få dig til et bedre sted," sagde Kamatayan til drengen med et varmt smil, mens han strøg drengen gennem hans blonde manke. Drengen så taknemlig op på ham med rødsprængte øjne og glædestårer trillende ned af kinden. Drengen trykkede sig ind mod Kamatayan igen, mens han hævede stille og roligt. Kort efter stak han med et kraftigt stød gennem drengens hjerte der gav et gisp fra sig og stirrede forvirret op på Kamatayan. En smule blod dryppede ud af hans mund. Kort efter slukkedes lyset i hans øjne. Livsgnisten havde forladt ham. Kamatayan trak leen ud af drengen, og blodet fossede ned af hans ryg og bryst (leen havde perforeret drengen). Kort efter svingede Kamatayan leen mod drengen, og den skar sig igennem hans krop som smør. Mere blod sprøjtede ud over det hele og alt blev nærmest gennemvædet af blod. På gulvet lå drengen skåret midt over, eller snittet havde lagt lige under brystet så armene var også blevet kappet over under albuerne. Øjnene var kraftigt opspilede og stirrede op i loftet.

Kamatayan smilede bare venligt til drengen og stillede leen op ad væggen og satte sig på hug ved siden af drengens hoved. Hans tøj var fuldstændig gennemblødt af blod. Han lagde sine bandagerede fingre over øjnene på drengen og lukkede dem, for bagefter at lukke munden på drengen. Bagefter tog han fat under drengens torso (eller det der var tilbage af den) og bar den op i sengen. Bagefter tog han også de sidste dele af drengen med og lagde dem i sengen, så de passede til resten af kroppen. Først var han lige kommet til at bytte om på den venstre og højre armstump, men det fik han så løst til sidst. Blødningen var ret hurtigt holdt op, da de enorme sår havde tømt drengens krop for blod på ingen tid. Drengens hud var selv helt rød af blodet. Kamatayan syntes at den røde marmorering på den blege, regelmæssige og så uspolerede hud så enormt flot ud. Han strøg drengen over kinden. Fra sin kutte trak han en syl frem og noget kraftigt tråd. Ikke noget som man forventede at en som Kamatayan havde med, men han mente at ingen skulle ligge død parteret, så hvis han kom til at partere dem, syede han dem altid sammen. Han satte sig på sengen og begyndte så at sy over- og underkroppen sammen igen, mens han nynnede glad med et tilfreds lille smil på læben.

En ting som Kamatayan ikke oplevede ved drab var adrenalinkick. Han blev ikke ophidset af at myrde folk, og hvis man ville måle hans puls, så ville man kunne mærke at den stort set var konstant, med mindre han havde været i kamp med flere modstandere, da det jo var fysisk hårdt at skulle forsvare sig mod flere. Der ville hans puls stige, men ikke på grund af adrenalinen. Det var virkelig sjældent at han fik sig et godt skud adrenalin rundt i sine blodbaner.

Kamatayan havde ikke lagt mærke til den noget så hidsige Samson, hvilket blot havde fået ham til at grine, fordi når Samson blev hidsig, fik han sådan en sjov rynke i panden, og nogle sjove trækninger ved mundvigen, mens øjnene virkelig lynede med al deres magt. Man skulle virkelig tro at de snart ville slå gnister. Nu var han dog optaget af at sy drengen sammen. Han nynnede stadig sin lille vuggevise mens han med et jævnt tempo lod sylen perforere drengens kød for at trække de to dele sammen, så han kunne blive "hel" igen. Han virkede fuldstændig uberørt over at han var smurt ind i blod, men nu var han også så vandt til den klistrede fornemmelse mod sin hud, og den metalliske smag der kom fra det, når det tilfældigvis ramte læberne.

Kamatayan var kommet meget langt inden Samson var trådt ind i rummet, så det varede ikke meget mere tid før han var færdig med at sy drengens torso og underkrop sammen. Han bed lige tråden over efter at havde hæftet den, da han fik øje på Samson. "Ved Kile. Der har vi jo Samson Den Morsomme." Han havde et muntert smil på læberne og virkede alt andet end ked af det han havde gjort. Han kunne lige så godt have været i gang med at plukke blomster, som at sy et lig sammen, som han selv lige havde fået parteret. Han havde kaldt Samson for den morsomme i spøg, og nok også for at drille ham lidt. "Jeg er snart færdig, hvis du vil underholde dig med mig, men det her er uhyre vigtigt," sagde han med en næsten mine, da han satte sig til at sy armene sammen og vendte ryggen til Samson.