Markedspladsen er altid vrimlende med mennesker, når det er højlys dag. Boder med klæder, smykker, brød, fisk, grøntsager, krukker, fletværk og alt muligt andet gøgl trækker folk til. Man kan få alt, hvad hjertet begærer, man skal bare være indbefattet med at diskutere priserne med de gode bodejere, da priserne ikke er helt billige i denne svære tid.

Maiken kommer muntert gående ned gennem menneskemængden og holder nøje øje med, om en bod skulle stå ubevogtet, eller en mands pengepose hang løst. Det er ikke fordi ser mistænkelig, da hun gør som alle andre - kigger efter ting. Bare ikke de samme ting. Der er mange mennesker i dag og det er nemt at snige sig ubemærket rundt. Hun går forbi en bod med krukker som ser ubemandet ud, men da hun træder lidt tættere på, dukker der en mand op bag boden. Han havde åbenbart haft bukket sig. Hurtigt skifter hun retning, lidt akavet og kommer derved til at grine af sig selv. Hvad skulle hun også med krukker?

Lidt længere nede finder hun en bod med frugter og mens ejeren af boden diskuterer sine priser med an anden kunde, sniger Maiken et æble ned i lommen, og ét til, bare fordi hun kan. Hånden med æblet gennem hun på ryggen, indtil hun er kommet et stykke væk. Her tager hun det frem, pudser det hurtigt i tøjet (som sikkert ikke er mere rent9, for derefter at tage en ordentligt bid. Mhmm..

Trace havde altid holdt af markedspladserne, de var masser af folk til at bevæge sig rundt imellem, så ingen lagde stor vægt på hans ellers voldsomme påklædning. Da han var ung havde han aldrig fået muligheden for at opleve markedet, kun hørt rygter. Hvad skulle en slave også her, hvis det ikke var for at blive solgt. Nej hans første oplevelse på markedet havde været hans erklæring af frihed. Et par år efter han var blevet fri, og lige længe nok til man ikke længere søgte ham.

Hvad påklædningen angik var den som den plejede. Han holdt aldrig igen på det punkt. Holdt han igen kunne det jo blive problematisk, nej han måtte have noget på han kendte. NOget han følte sig tryg i. Noget med våben nok til at armere en hel deling.
Et utal af sværd hang på ham. To ved hofterne og ned langs hans ben. Disse var de længeste han ejede, men stadig ikke så lange som byvagternes klinger. Nærmere et halvlangt kortsværd. Henover ryggen, stadig i højde af hoften. Han hans mindste synlige klinge. En dagger med et kroget bland. Et skræmmende syn for enhver fjende, til trods for den ikke var så effektiv så en almindelig klinge. Den var bare mere skræmmende.
På kryds over ryggen hang hans favoritter. Disse to var de eneste matchende sværd i hans påklædning og i modsætning til de andre var de ikke dækket af nogen skede. Nej de var frit synlige og kiggede man nært nok, så kunne man næsten smage blodet, som var blevet trukket af de skarpt slebne klinger.
Det var dog kun de sværd der var synlige for det blotte øje. Under jakken, der hvor mange havde deres inderlommer, var der yderligere to daggers, den ene konstant i sunket en væske, der ville virke lammende på enhver, der fik den i blodet. Da han var yngre havde han fået den i sit eget sår, hvilket nær havde fået ham dræbt. Det var aldrig sket siden.
Ved håndledende havde han, hvad der på det sidste, var blevet kendt som assassin blades. En ved hvert håndled, altid klar til at springe ud i struben, på enhver mand med en pris på sit hovede.
Ja i hverdagen lagde Trace ikke skjul på at havde et farligt erhverv. Til trods for at hans lille krop fik ham til at ligne en 13-årig, der legede soldat.

Klingerne gav led lyd fra sig når de ramte hinanden, men lyden forsvandt i mængden. En lille sult begyndte at melde sin ankomst i den lille mands mave, og han så straks sit snit til at få noget i skrutten. En lille frugtbod stod for skud, men der stod allerede et par folk i kø. Han hadede at stå i kø. Et elegant smut rundt om et par folk og en fiks lille håndbevægelse sneg ubesværet et saftigt rødt æble ned i lommen i samme bevægelse som han forsvandt væk fra standen.

Gumlende på æblet, havde Maiken fundet sig en vindueskarm at sidde i, som holdte hende ude fra menneskemængden, men stadig med udkig over pladsen. Hun overvejede om hun skulle smutte tilbage og nakke flere æbler, og derfor var hendes blik fæstnet på boden. Her, fra denne plads lagde hun mærke til, at hun ikke var den eneste med lange fingre i frugtbodens kasse med æbler. Hun smilte lidt ved sig selv, da hun så den unge mand gøre præcis det samme som hende selv. Stakkels bodmand. Hans omsætning må ikke gå skide godt, grinte hun lidt for sig selv.
På afstand studerede hun æbletyv nr. 2, og lagde godt mærke til at alle våbnene. De så ud til at være vel i stand, ikke ligesom hendes egen klinge, der har flænger og ridser. Det kunne være, hvis hun var heldig, at når han nu havde så mange, at han måske ville tabe ét af dem. Men hun ville ikke prøve lykken, så længe de stadig sad på ham og han var omringet af mennesker.
Hun tog den sidste bid af æblet og smed skroget på jorden. Hun holdt skarpt øje med den unge mand, og overvejede om hun skulle følge efter ham..

Et par skridt fra boden, med ryggen til ejeren, fixede han sit æble op. Han børstede hurtigt lidt af lommens støv af frugten inden han let løsnede den ene hoftesværd fra sin skede, så han håndsbredde af klingen blev synlig. Med en hurtig og vandannet bevægelse skar han æble over i to, ved at skubbe det gennem klingen. To halve æbler kom ud på den anden side og han tog straks en bid af den ene.

Hans blik flakkede et kort øjeblik rundt efter flere interessant objekter. Det faldt på en vase, men da han trådte nærmere forstod han den var værdiløs. Han nåede ikke engang helt hen til boden før han drejede rundt og gik imod pladsens udkant, der hvor der var færre mennesker og han kunne se længere.
Hans patrulje var overstået. Der var ingen folk han søgte på pladsen. Ingen der var noget han søgte. Ihvertfald ikke som havde været nær ham.

Hans sindsbillede af omgivelserne, kendt som kontrolfeltet, gjorde ham i stand til ubesværet at finde ting han søgte, så længe de var på nært nok hold. Med andre ord, var der ikke længere noget der holdt ham på pladsen, og til trods for at han elskede markedet, så hadede han at spilde sin tid på ingenting, og at stirre på pladsen, var ingenting.
Med en hurtig bevægelse slog han retningen imod den nordlige indgang og passerede på vejen en ung kvinde, der gnaskede et æble, ikke meget anderledes end hans eget. Uden at være bevist om det lærte han hendes krop at kende, hendes påklædning og hendes udrustning. Han forstod sig på hendes slidte sværd, men han havde ikke så meget som drejet sit ansigt imod hende. Tværtimod. Han havde ikke skænket hende en tanke. Det var blot hans evne. En ballast for hovedet, hvis man ikke var vant til det.
Med lette skridt forsvandt han om bag hjørnet idet han gav sig til at gnave i den anden halvdel. Ved hans hofte, bag sværdet, han en løs fyldt pung.

Godt, at der ikke er blod på hans sværd, tænkte Maiken med væmmelse, da han skar æblet over. Hun rynkede lidt på næsen af det, men hendes øjne fulgte ham stadig. Hun hev benene op i vindueskarmen og satte sig sidelæns med ryggen mod kanten. Hun tog en hånd igennem håret og lod sig slappe af. Hun fandt det andet æble frem, som hun havde gemt i lommen og tog en bid af det. Hun ville egentligt have gemt det til senere, men var sulten nu, og længere tænkte hun ikke over det.
Det var sjovt at se en fyr, som opførte sig lidt ligesom hende selv. Markedspladsen var perfekt til hugge de nødvendige ting,b havde hun selv erfaret og det så ud som om, at han også var af den overbevisning. Tilbagelænet, afslappet og med et æble i hånden, følte hun sig dejlig tilfreds med bare at kigge på ham. Lidt underholdning til maden.
Hun havde dog ikke forventet, at han pludselig kom i denne retning, hvilket fik hende til at kigge ned på æblet, men var stadig meget opmærksom på, hvor han gik hen. Hun kunne ikke høre ham i larmen, så hun blev nødt til at smugkigge og nåede lige at se ham forsvinde om bag hjørnet. Hurtigt, for ikke at miste ham af syne, sprang hun ned fra vindueskarmen og løb hen til hjørnet. Med hendes påklædning var der ikke meget der larmede og med lette skridt sneg hun sig forsigtigt rundt om hjørnet efter ham..

Med en pris på sit hovede i underverdenen var der en regel man altid måtte følge, når man forlod et sted. Undgå forfølgelse. Dette var der mange måder at gøre på. Var ens forfølger en amatør var det nok blot at vente bag et hjørne. Var den mere professionel, så kunne man gå en omvej og konstant holde øje med sine omgivelser. Dette gav normalt resultat. To gange var han da blevet fulgt helt hjem, men begge gange var han sluppet væk før tropperne dukkede op. Den ene gang mere af held end forstand.

Han gik ikke langt ned af gaden, før han drejede rundt om et hjørne og forsvandt ind i en gyde. Han kendte folk her, og de kendte ham. Nogle af dem stolede han sågar på. Han tog lidt længere ned af den smalle vej inden han tog endnu et sving. modsat af før. Her stoppede han op. Lyttede først. Dette var hans ynglingssted, man kunne ikke se om hjørnerne og hvis man skulle rundt i svinget kom man altid tæt nok på til at træde ind i hans kontrolfelt. Yderligere så var der altid en tigger der sad her og ventede.
Uden et ord dumpede han resterne af æblet ned foran tiggeren, der straks puttede det gennemgnaskede skrog i munden, sammen med en blanding af jord og pis. Han sagde intet.

Maiken blev ret overrasket over, at han ikke var synlig, da hun kom rundt om hjørnet, dog kender hun området - delvist. Det er jo trods alt lang tid siden, at hun har været hjemme. Men dengang kunne hun alle smutvejene. Hvis ikke han forsvandt ved magi, måtte han være drejet ned af en sidegade. Hun løb hurtigt hen til den første sidegade og lister sig rundt om hjørnet. Igen er der ikke noget syn af ham og for et øjeblik bliver hun lidt irriteret. Hun overvejer et øjeblik og gå tilbage til markedet, men langsomt begynder nysgerrigheden og adrenalinen at pumpe. Hvorfor har han så travlt med at komme væk? Har han noget at skjule?
Hun fortsætter ned af den smalle gyde og hendes skridt bliver hurtigere i takt med at spændingen stiger. Hun glemmer lidt at være forsigtigt og ender midt i et kryds, hvor hun ivrigt kigger ned af alle gaderne. I den gyde, modsat af, hvad hun drejede før, ser hun manden stå ved en tigger og springer hurtigt tilbage i håb om, at han ikke nåede at se hende. Hun tager en dyb indånding, hvorefter hun med ryggen mod muren, forsigtigt kigger ned af gyden igen..

En skikkelse, fra markedspladsen, træder ind i hans felt. Selv uden at have bemærket hende før genkender han trækkene. Musklernes bevægelser, våbenet ved hendes side. Sågar æblerne i hendes mave. Deres opbygning genopstår i hans bevisthed og han drejer let hovedet imod hende idet hun titter frem på ny.
Hun er i hans felt. Hun er i hans domæne. Prøvede hun at flygte ville det ikke blive nogen sag at fange hende. Prøvede hun at angribe måtte han flygte til et mere åbent område. Hans evner ville ikke fungere her.

"Hvis du er efter mig, så bør du nok holde dit sværd i bedre stand. Det ville jo blot knække hvis du trak det"
Hans stemme bar et smil med sig. Han flyttede sig ikke. Ikke med det samme. Betragtede hende blot med øjnene, til trods for han allerede kendte hendes udseende bedre end hende selv.
"Så det er du nok ikke, men hvad er du så?"
Tiggeren der sad foran ham fornemmede situationen. Havde havde set den før. Han var før blevet smurt ind i blodet fra forfølgerne. Med et ryk fløj han op og begyndte at storme ned af gyden alt imens han råbte op på et sprog, som de fleste fastlændere ikke længere talte.

Trace var dog upåvirket. Det var sket før.
Han tog et par skridt nærmere Maiken, trak hende dybere ind i sit felt.
Hendes muskler var gode. Ingen tvivl om det, men hendes våben var ubrugeligt og han fornemmede ingen magi strømme gennem hendes krop.
Han smilte let og rakte ubesværet hånden frem, som i en hilsen.
"Trace" Sagde han let med smilet spillende over hans læber. Hun var ikke farlig.

Hun bliver lettere overrasket, da han begynder at tale til hende. Hun står et øjeblik og bare kigger på ham, før hun træder frem fra sit skjul. Hun er lidt nervøs, usikker, bange, men ikke så meget, at det på nogen måde svækker hendes bevidsthed. Hendes hånd har fundet vej til sværdet, omend slidt, så skal det da nok kunne gøre lidt skade, hvis situationen løber i den retning. Hun trækker det dog ikke.
"Der er ikke noget galt med det sværd. Det kommer helt an på, hvordan man bruger det," svarer hun ham med et skævt smil. Umiddelbart virker han ikke så truede - hvis man ser bort fra alle hans våben. Hun har ingen idé om, hvor meget han ved om hende, og skænker det ikke en tanke. Hun ved jo heller ikke særlig meget om ham.
"Men er ikke ude efter dig. Ved mindre der er en pris på dit hoved?" griner hun. Det er åbenlyst, at hun ikke kender ham. Hun ser tiggeren stikke af, og bliver et øjeblik lidt nervøs igen. Hendes greb strammes om sværdskaftet og hendes øjne vender tilbage på fyren, der nu kommer tættere på. Hun er ikke helt tryg i situationen, og bander af sig selv inde i hovedet for at følge efter ham. Hun er jo gået lige i fælden.

Da han tager hånden frem, tager hun lidt småforskrækket et skridt tilbage. Hun mærker hjertet pumpe hårdt. Først da han siger sit navn, opfatter hun situationen ordentligt og puster lidt lettet ud. Hun slipper sit sværd og rækker forsigtigt hånden frem, mens hendes blik holdes fast ved hans ansigt og øjne. Et øjeblik i hun tvivl om han vil prøve på noget, tøver hun. Dog lader hun til sidst sin hånd glide ind i hans.
"Maiken," siger hun og prøver at smile, men det ser lidt påsat ud, da hun stadig føler sig lidt usikker.