Amora var gået ind på markedspladsen af ren og skær kedsomhed. Hun havde ikke så meget andet at lave, og hun kedede sig derhjemme. Desuden var hun tvunget til at hjælpe sin mor med noget syning, hvis hun blev hjemme.

Solen stod højt på himlen, og der var mange mennesker uden. Luften summede af folks snakken og duftede af alverdens mad.
Hun kunne egentlig godt lide at være på markedspladsen. Selvom hadet til andre racer var i hendes blod, hadede hun ikke andre racer. Hun mente selvfølgelig bare, at hendes egen race var bedre end de andres.
Hun var som sædvanligt iført en kjole. Hun havde en kappe udenover, og hun havde trukket hætten op. Hun havde ingen trang til at tiltrække opmærksomhed, og hendes røde hår dækkede ikke hendes spidse ører særligt godt.
Hun gik fra bod til bod og kiggede. Hun havde ikke i sinde at købe noget. Hun havde heller ingen penge på sig, så det var godt det samme. Desuden skulle hun bare have noget at lave, så hun ikke kedede sig.

Amora håbede på, at hun faldt i et med i et med den store menneskemængde. Der var mennesker over alt, og når man var en lille kvinde som hende, kunne det godt været svært at komme rundt. Hun skulle konstant bede folk om at flytte sig for hende ellers måtte hun mase sig forbi dem.
Hun havde ikke travlt, men nogle mennesker, kunne gå utroligt langsomt, og det blev hun hurtigt træt af.

Kravenoh dukkede op i en af de mørke gyder som var ved markedspladsen, han så en mand som var ved at plyndre en kvinde, han gik stille forbi dem uden at kigge på dem hans blik var koldt og ligegyldigt, men da han er gået meget lidt forbi dem laver han en hurtig beværelse med hans hånd og manden der stod der faldt om.

han stille sig kort ud i lyset og kiggede rundt på alle de mange mennesker "Hmm mennesker" han kiggede rundt og fik kort øje på noget han havde set før.
han holde blikket på det han havde set og gik over imod det, folk kiggede på ham for han gik stortset bare direkte ind i dem uden at sige noget eller kigge på dem. da han var få meter fra Amora stoppede han op og så på hende, han gik meget stille om bag hende uden at gør noget som helst.

Amora gik rundt i sin egen verden. Hun hørte ikke rigtigt noget, men hun gik virkelig i sin egen verden. Automatisk undskyldte hun, når hun kom til at gå ind i folk, men det var ikke noget hun lagde mærke til.
Hun stoppede op ved en bod og snakkede lidt med sælgeren. Det var nogle utroligt fine ting han havde, og hun hun kunne godt lide dem. Men hun skulle jo ikke købe noget.
Hun kiggede kort op i luften, og så, at hun nok egentlig snart måtte komme hjem. Solens havde rykket sig en del, siden hun egentlig var taget af sted.
Hun vendte sig om, og var lige ved at gå ind i en person.Hun fik et chok, og skyndte sig at undskylde en masse gange. Hun kiggede op, og stoppede så midt i sætningen. Hun havde set ham før, og det var ikke ligefrem fordi, hun var glad for at se ham igen.
"Hvad laver du her? Jeg troede ikke du befandt dig steder, hvor der var fyldt med mennesker?" spurgte hun. Hendes tone var flad og uden følelser. Hun kiggede direkte på ham, og bakkede en smule væk. Hun havde ikke lyst til at stå direkte op ad ham.
Hun blev ved med at kigge på ham, indtil han svarede hende. Et eller andet sted, havde hun bare lyst til at smutte, før han gjorde et eller andet. men hun var jo også nysgerrig. Hun ville gerne vide, hvad han lavede der.

hvert et skridt hun tog gjord bare at han følte efter hende, men da hun vende sig om og så ham og ligefrem ikke så glad ud, smilte han bare og ide hun trak sig lidt væk fra ham gjorde bare at han vidste hun ikke var glad for at se ham.
" tja mennesker kald dem hvad du vil i mine øjne er de blot offre, og ja hvad jeg laver her hmm måske lede jeg efter noget at lege med" smilte han og så på hende og tog et skridt tætter på hende, han tog fat i hendes hånd og så på hende " hvad med dig hvad laver du her og hvad er der sket for dig siden sidst vi sås "
han vidste ikke rigtig hvordan han skulle tag det hele med hende for han var på en måde glad for hende men på en måde ikke.

Hun vidste godt, at han så mennesker som ofre. Hun fandt det latterligt. Hun forstod slet ikke, hvordan man kunne have så kynisk en tankegang. Hun var måske ikke glad for menneskene, men hun så dem i det mindste ikke som ofre. For hende, var de skabninger, der egentlig bare var laverestående end hende selv.
"Jeg havde næsten glemt alt om din kyniske tankegang," svarede hun ironisk.
Hun forstod ham slet ikke. Hun kunne virkelig ikke blive klog på ham, og hun vidste ikke hvorfor. Det irriterede hende faktisk en smule.
"Hvad jeg laver her? Det alle andre laver.. køber ting." svarede hun bare. Hun svarede bevidst ikke på det andet.
Efter deres første møde, at hun fået en forlovelse på halsen. Det havde været svært at komme ud af den, men efter utallige forsøg, var hun nu fri for den. Det glædede hende utroligt meget, og hun ønskede ikke at lave om på det. Derfor passede hun også på, at hun ikke gjorde noget forkert. Hun ville ikke i samme situation, som deres sidste møde: En ødelagt kjole og skrammer overalt. Men måske ville han ikke prøve på noget, når de var omringet af mennesker? Det håbede hun i hvert fald.

han smilte lidt af hende kommentare " ja det havde du vel " han så sig lidt omkring på de menneseker som gik rundt omkring og så på nogle af de mennesker som gik ind i ham, det irriterede ham og han havde mest af alt lyst til lige at slå dem ihjel, men nu var han jo i selvskab med en elver som han hadet mest af alt.
han så på hende " måske det vil være best for din egen skyld ikke at være fræk i morgen, du ved jo hvad jeg er i stand til" han smilte lidt og nu når han tænkte over det vidste hun faktisk kun 10 procent af det han var i stand til, men hvis hun ville vide mere måtte hun jo forsætte hendes væremåde.
han stille sig tæt op af hende og så på hende" sig ikke du ikke har savnet mig "

Hun vidste, at hvis hun kiggede væk i bare ét sekund, kunne han udrette stor skade. Det ønskede hun ikke. Hun ville ikke have, at der skulle ske nogen som helst noget.
Derfor blev hun ved med at holde øjenkontakt med ham. Det var egentlig mest for hendes egen sikkerhed. Hun ville ikke sætte sig selv i fare. Hun vidste, hvad han var i stand til, og hun ønskede ikke at opleve det igen. To gange var mere end rigeligt.
"Jeg ved hvad du er i stand til. Men jeg taler som jeg ønsker, det burde du efterhånden vide," svarede hun bare. Hun havde ikke tænkt sig at føje ham på nogen måde. Det var under hendes standard. Aldrig ville hun føje en som Kravenoh, der gjorde det til en leg, at dræbe andre folk og skade folk, som det passede ham.
Hun blev nødt til at løfte hovedet, da han gik hen til hende, for at holde blikket på ham. Automatisk trådte hun et skridt bagud. Hun ønskede ikke at være for tæt på ham.
"Jeg har ikke savnet dig." svarede hun. Hun havde ikke savnet ham, og hun havde ikke tænkt sig at sige at hun havde.

han blev på en måde skuffede men på en måde ikke, men en ting var sikkert hun var forandret for første gang de mødes var hun helt sikkert en anden.
" du er forandret er du ikke?, du ikke den samme person "han nærstudere hende så godt han nu kan.
" bare for du ikke skal kede dig så kom med mig lover ikke at gøre dig noget, for du ved du ikke har penge med til at købe noget, så kom " han rækker hånden frem for at vise hun skal tag den, ikke for at de skal være kærlig men for at de kan forsvinde i mægten af mennesker og dukke op lidt væk fra det hele, og denne gang er der ikke nogle lumske tanker i hovedet på ham, endnu.

Om hun havde forandret sig, var hun ikke sikker på. Det var i hvert fald ikke noget, der var sket fra den ene dag til den anden. Det var sket over lidt tid, uden at hun selv havde lagt mærke til det. Men alle forandrede sig selv, selv elvere, selvom de nok ikke ville snakke højt om det.
"Det har jeg måske. Generer det dig?" spurgte hun. Hun forventede ikke noget svar. Han kunne jo sådan set være ligeglad om hun forandrede sig eller ej.
Det kom ikke bag på hende, at han lovede ikke at gøre hende noget. Han kunne sagtens love noget, uden at holde det.
"Set på baggrund at vores tidligere møder, ved vi vidst godt begge, at du har et andet syn på at love noget, end vi andre har. Og giv mig venligst bare en god grund, til at jeg skulle være dum nok til at tage med dig.." sagde hun og kiggede på ham.

han blev på en måde fornærmet måske hun havde glemt hvor sød han på en måde også havde været overfor hende.
" fint siger ikke du skal stole på mig eller noget, men hvis det er her du har lyst til at være så fint med mig jeg skal ikke holde på dig" han fjernede hånden og tog den til sig og så blot på hende i et kort sekund " den ene gang tror jeg at du slipper " han gik få skridt bagud.



// sorry så kort skal lige ud med affaldet

Amora havde ikke helt glemt, at han måske godt kunne have en sød side. Men det var ikke just fordi, han havde vist mest af den.
Hun havde virkelig ikke regnet med, at møde ham igen. Hun var ikke ligefrem glad, over den måde, deres sidste møde var endt. Derfor var hun heller ikke glad for at se ham igen.
"Hvis jeg går med dig, giver det dig bare en bedre chance for at gøre skade på mig igen. Jeg har stadig ar efter vores første møde," svarede hun.