Der var en rolig dag på markedet. Skyerne lå tæt omkring solen, og truslen om regn holdt mange folk hjemme, så der var ikke mange, der så den flyvende mand. Manden var naturligvis Nicolaus, der kom flyvende ud af en smudsig forretning, med armene flagrende vildt omkring sig. Efter ham kom hans skuldertaske, og det tunge skjold han altid havde med sig. Der var ingen elegance i Nicolaus’ flugt, snarere tværtimod, ej hellere kontrol, som han indså en kende for sent, da en bod med frugter hastigt nærmede sig. Der var intet han kunne gøre.
Frugterne væltede af boden, og splattede modløst mod pladsens sten. Netop som Nicolaus begyndte at genvinde orienteringen (og indså at han lå på hovedet), kom tasken. Det lykkedes ham at gribe den, og han kiggede op tids nok til at blive ramt i ansigtet af skjoldet. Overvældet af smerte, der bedst kunne sammenlignes med hvis en ond dværg havde skæret hver af hans tår af, en af gangen, tog han sig til næsen, og skulle netop til at ynkes, da han så en vred bodejer kigge ned på ham. Netop der kom Nicolaus i tanke om at han ikke havde nogen penge på sig.

”Det var mine stjålne æbler!” sagde den olme og meget, meget store bodejer. Han pegede på en lille stabel af nu-stødte æbler, der lå på jorden. Hans udtalelse slog ham tydeligvis som noget makaber, og han stod stille en tid, fastfrosset i frygten om at nogen havde hørt hans udtalelse. ”Det var mine æbler!” sagde han igen, denne gang mere stålsat. ”Som jeg har stjålet!” Den store mand blev først nu rigtigt vred, hvilket man kunne se på hans røde ansigt, sammenbidte tænder og store sammenkrøllede knytnæver. Nicolaus vidste at det var et godt tidspunkt at forsvinde på, greb om både skjold og taske, og sprang op fra boden. Foran ham ænsede han en fe-lignende skikkelse, et syn, han aldrig før var løbet ind i. Straks sparkede hans nysgerrighed ind, og en tid stod han fanget i en konflikt mellem sin interesse, og en vred mand med skinkehænder. Manden med næverne vandt idet han for tredje gang prøvede at lyve om hvordan han havde fået fat i æblerne.
Nicolaus kiggede på alfen, og nikkede ind mod centrum af markedspladsen. Skyerne var begyndt at trække sig tættere sammen, men centrum af pladsen lod til at være et godt sted at gå hen. Ingen idé om hvorfor. ”Hey!” råbte manden efter ham. ”Du skylder mig fra mine æbler!” men Nicolaus havde allerede lagt god afstand mellem manden og sig selv.

Nicolaus fortsatte med at bevæge sig mod centrum af pladsen, skubbende mennesker til side som han gik. Efter at have bevæget sig ind i menneskemængden en tid, kiggede han sig over skulderen, og så at alfen var stoppet, men hvorfor var han ikke sikker på. Under stor protest fra menneskene omkring ham, vendte han sig om og begyndte at ase sig tilbage gennem mængden. Han havde stadig ikke fået skuldertaksen og skjoldet på plads på henholdsvis hans skulder og ryg, og det var et enormt besvær at komme igennem mængden af mennesker, der så ud til at være samlet omkring centrum af pladsen. Som han kom til udkanten af klumpen blev det lettere at komme frem, og pludseligt stod han foran alfen, der fortsat svævede i luften. ”Hvorfor stoppede du? Jeg vil tale med dig, og jeg er nød til at komme lidt længere væk herfra før mande sender folk efter mig. Du så hvad der skete?” uden at vente på svar fortsatte Nicolaus: ”Det er en lang historie, så bare følg med!” Sagde Nicolaus nøgternt, og med antydningen af et smil.

Faktisk var alfens handling netop hvad han ville have foreslået, og tilfældet fik ham til at grine vagt. Men alligevel, da hun havde foreslået og derefter gjort det uden hans samtykke, ville han give hende sine penge værd af den ridetur, hun nu ville få. Uden at tænke mere over det, vente Nicolaus sig om, og sprang ind i menneskemængden. Denne gang skubbede han sig ikke nænsomt gennem massen af folk, men skubbede dem til siden med større kraft, så at han kunne opretholde en større hastighed. Nicolaus kunne ikke lade være med at smile, vel vidende at det han gjorde var en gene for de mange mennesker, kan skubbede til. Et øjeblik efter skubbet ville han være væk, og så kunne de også bare lære at bevæge sig noget hurtigere.

De små insisterende spar ramte kan i hovedbunden, og smerten fik ham til at knibe øjnene sammen et øjeblik. Så uforventet havde sparkene været, at Nicolaus var tæt på at miste balancen i det han snublede over sine egne fødder, men heldigvis havde folk lært at de skulle holde en vis afstand til ham, og han ramte ikke flere mennesker. ”Hold lige op med det der!” sagde han hurtigt, efter at han havde genvundet balancen og stod stille midt på markedspladsen. Han kiggede sig hurtigt over skulderen, uden at tage specielt bestik af at der sad nogen på hans hoved. Hans manglende bestik af personen på hans hoved kom udelukkende fra at han ikke var vant til at have nogen på hovedet, og havde relativt travlt med at komme væk. Bag ham så han bodejeren masse sig gennem menneskemængderne en god del mindre blidt end Nicolaus havde gjort det, og han manden havde god fart. Ved boden stod der en betydeligt mindre mand, med et resolut ansigtsudtryk. Nicolaus begyndte at bevæge sig gennem folkemængden med ny-inspireret iver, ude af stand til at tilbageholde et smil.

Nicolaus kunne ikke tilbageholde et grin, bare af at tænke over hvor absurd situationen var. Han modtog råd fra en lille person, der lå på hans hoved. Ikke noget han kunne påstå at have oplevet før.
Foran dem begyndte folkemængderne at tynde ud, men da bodejeren ikke var langt bagude, ville de samme omstændigheder snart gælde for ham. Hans størrelse taget i betragtning var manden hurtig, selvom han lod til at halte lidt på det venstre ben, hvilket Nicolaus troede han kunne udnytte til sin fordel. Som de kom væk fra centrum begyndte boderne at dukke frem. Nicolaus ventede at manden var kommet indenfor boderne, hvorefter han drejede til venstre to gange omkring den samme bod, så at han var på vej tilbage den samme vej som han var kommet. Da manden, lidt forundret, så Nicolaus komme løbende tilbage lidt til venstre i forhold til hvor han var før, strakte han armene ud for at gribe ham og lænede sig til siden for at kunne nå ham. Dette lagde midlertidigt alt hans vægt på det, tilsyneladende, svage ben, hvilket fik ham til at vælte, og i sin fart, styrte. Nicolaus fortsatte blot med at løbe ligeud, og undgik med nød og næppe den faldende mand. Da han var kommet nogenlunde udenfor rækkevide, stoppede Nicolaus, og vendte sig om. ”Tror du ikke hellere du skal gå tilbage til din bod?” Han var intentionelt en kende flabbet.

(Dø af korthed. Har du lyst til at styre manden? Så jeg ikke rollespiller med mig selv? :b)