De sidste dage havde været hårde for Ihsan, og hun var stadig lettere medtaget rent psykisk. Maki var stadig ikke til at finde, og hun frygtede det værste og brugte sine nætter på at drømme om farlige vampyrer, hun ikke kunne redde hende fra og død og ødelæggelse. Lige nu var hun bare ked af det, men hun forsøgte at holde sig i gang. Hun havde været på jagt for at få lidt i maven og få nogle af sine aggresioner ud, og efter et par skrammer var det lykkedes hende at nedlægge et ungt vildsvin. Smurt ind i en blanding af dets blod og sit eget var hun dernæst gået i gang med at søge efter en sø at vaske sig lidt i, før hun ville kunne tilse det sår en af stødtænderne havde lavet på hendes arm. Ikke at hun ville kunne gøre ret meget ved det alligevel, men det var altid rart at kende sine egne sår og skrammer, mente hun.
Det havde taget hende nogen tid at lokalisere en sø, der var ren nok til, hun ville bade i den, og hun skar en grimasse, da det endelig lykkedes, før hun sprang derud. Hun pladskede lidt rundt for at finde et sted at stå fast mod den ujævne bund, mens hun vaskede sit hår, før hun gnubbede sit ansigt og dernæst bare bevægede sig lidt rundt i cirkler. Vandet omkring hende blev hutigt rødt, men det tog ikke så lang tid, før mængden af vand udlignede mængden af blod og farven forsvandt gradvist. Ihsan vidste ikke mange ting, men erfaring havde lært hende, hun ikke var helt ren, før vandet omkring hende holdt op med at være rødt, og hun blev ved med at padle rundt med alle fire som en lille hund, indtil det var det. Så begyndte hun at svømme ind mod bredden, hendes hale følgende vandoverfladen og enden af den vippet op i en lille krølle, mens hendes flammende røde hår bølgede ned ad ryggen på hende i den nedgående sol.
Hun kravlede op på bredden og rystede sig så voldsomt på alle fire, hun nær havde mistet balancen go var røget tilbage i vandet. Men det lykkedes hende at blive stående, og hun sukkede tungt, før hun så mod sin overarm og strakte og drejede sig lang nok til at kunne nå det med tungen. Hun slikkede såret rent, før hun gik lidt rundt om sig selv på alle fire og lagde sig ned på jorden for at tørre. Her tryggede hun sig ned i det halvlange græs, som solen farvede næsten guld, og hun var ikke helt nem at få øje på, som hun lå der krøllet let sammen om sig selv, hvis det ikke havde været for det røde hår.
Hun trak skuldrerne op om hovedet og lagde dette mod sin ene pote, før hun bare stirrede tomt frem for sig med et melankolsk udtryk i ansigtet. Nu var der rigeligt med muligheder for hende at tænke over Maki igen. I alt fald så rig mulighed og så mange tanker som det nu var muligt for en dum person at gøre sig.

Det var ved at være et godt stykke tid siden, at Tarrim var sluppet ud fra sin celle og det helvede den havde medbragt. Han var stadig iført et par forbindinger her og der, primært på overkroppen og på sin venstre overarm, hvor de bedst havde kunnet lide at sætte ild til ham. Det sted hvor hans finger var røget af, var helet, for det var længe siden at de havde gjort den modbydelighed mod ham. Han var af selv samme grund klædt ganske let i en hvid skjorte, et par tynde bukser, støvler der gik til midten af skinnebenet med krave og en lang ruskindsjakke over. I hans bælte hang der en stor pung, fyldt med meget værdifyldte krystaller og derudover et ganske pænt sværd.

Alting stjålet fra inkvisitionens hovedkvarter. Men det var langt fra hævn nok for det de havde gjort mod ham.
Han gik kun rundt i denne forbandede skov fordi det var en omvej mod Medanien. Til at starte med havde hans rute været mod Krystalpaladset, men han havde følt at han havde brug for at tage til sin hjemby for en kort stund. Så nu gik han rundt her, stadig lettere underernæret, bleg og med øjne der lyste af paranoide tanker om forfølgelse og tilfangetagelse.
Han blev ved med, at gå langsomt gennem skoven, til han hørte en plasken længere væk. han gav et større spjæt fra sig og gik endnu mere langsomt mod lyden. Egentlig burde han bare gå væk, men hvis det nu var en af de mørke krigere, så kunne han i det mindste søge bare en smule hævn.

Af angst for om de ville kunne høre det, undlod han at trække et sværd eller bruge magi, mens han gik tættere og tættere på, men så snart han så roden til lyden, slappede han af igen. Og blev chokeret påny. Et halvdyr? Han stirrede lidt på det før han gik frem fra træerne, mere åbenlyst end før.
"Hvem er du?" Spurgte han forvirret, klar på enten at blive flået i stykker eller bare få en at tale med. Lige meget hvad måtte han bare acceptere resultatet. Hvorfor fanden var han ikke bare gået?!

Der var så mange puslende lyde i skoven, at et par ekstra fodtrin fra Tarrims støvler ikke skilte sig synderligt ud. Desuden var Ihsan for optaget af sin plasken omkring til at lytte efter nok til at genkende lyden af et mennesker, og da hun kravlede op på bredden var hun bare for dybt hensunken i tanker til at lytte igen, selvom hun burde have gjort det. Nu var hun ikke bange af sig, men der var større og farligere ting i skoven end det vildsvin, hun havde sat til livs, og selv hvis hun blev overrasket af et vildsvin, ivlle det kunne gøre betydentlig skade på hende, hvis hun blev fanget uopmærksom.
Hun havde knapt fået lagt sig, før en stemme lød ikke langt fra hende, og hun for op, straks i kampstilling med kløerne ude og benene spredt let for bedre greb, mens hun havde vendt sig mod lyden. Hun rejste børster og hvæsede et øjeblik så alle de skarpe tænder var synlige og næsen rynket op i en grum grimasse. Hun orkede bare ikke at kæmpe mere lige nu; hun var udmattet, og derfor blev hun stående sådan frem for at springe på ham, mens hun tog sig lidt tid til at studere ham nærmere. Den lange hakke-skære-ting hang stadig ved hans side, han så ikke truende ud, hans stemme havde ikke lydt truende, og hun kunne se begge hans hænder. Fint nok, han ville ikke skade hende - lige nu. Hun slappede lidt mere af og trak kløerne ind, mens hun stillede sig i en mere almindelig positur.
"Hvorfor forsøger du at skræmme striberne af mig, mennekse?" spurgte hun vagtsomt og så mistænkeligt på ham med hovedet tiltet til skrå, så de våde lokker væltede ned fra hendes skuldrer nærmest i et kapløb om at slippe væk fra hende kun for at finde ud af, de stadig hang fast ved roden. Hun betragtede ham fortsat, men gad ikke en gang se farlig ud, og det lidt trætte, lidt triste udtryk vendte tilbage til hendes ansigt. Hun slog et par slag med halen og viftede let med det ene øre, før hun satte sig ned på hug, klar til hvad øjeblik at spænde benmusklerne i spring, skulle han angribe hende alligevel.
"Jeg er bare en Ihsan," mumlede hun, og vippede hovedet til skrå, før hun med den ene fod gav sig til at kradse sit øre, før hun voldsomt virrede med hovedet, så håret nok en gang så ud til at kæmpe for at slippe fri.
"Hvem er du?" gentog hun efter ham og betragtede ham igen, denne gang med hovedet på skrå til den anden side.

Det var en god ting, at Tarrim var så medtaget som han var, da det tigeragtige menneske rejste sig brat, hvæsende og i det hele taget virkede meget hidsigt. Han gav et mindre spjæt fra sig og stirrede på væsenet, mens han langsomt bakkede væk. Han tænkte ikke over at trække blankt eller bruge magi - Han ville alligevel ikke overleve det i denne tilstand. Og nogle dyr stoppede deres hostile opførsel, når man var rolig og undlod at gøre noget dumt. Han blev stående sådan til tigermennesket ikke så helt så vredt ud og til sidst talte til ham. Han trak på skuldrene.
"Ikke med vilje," svarede han bare, lidt kort for hovedet.

Da dyremennesket forklarede hvad hun var, nikkede han bare. Hun kunne på ingen måder være nogen mørk kriger. Det lød hun ikke ligefrem intelligent nok til, hvilket Tirram i dette øjeblik var ganske tilfreds med.
Da hun spurgte hvem han var og havde sat sig og påbegyndt en ret så katteagtig opførsel, gik Tarrim et par skridt tættere på - mod en større sten vel og mærket - Og satte på den med nogle mindre grimasser. Han var stadig øm.
"Jeg hedder Tarrim," svarede han mens han så en smule nysgerrigt på hende. "Du ved godt her fyldt med... Onde mennesker herinde, ikke?" Spurgte han mens han selv kløede sig lidt i nakken.

Hans spjæt og dernæst bakken tilbage virkede rigtigt nok med til at berolige hende, og da han trak på skuldrerne og svarede, lod hun blot blikket glide over ham med et enkelt hævet øjenbryn. Det var ikke tit nogen sneg sig ind på hende på den måde, og det gjorde hende en smule urolig. Normalt var der ikke mange tanker tila t tage hendes opmærksomhed, men lige nu var der altså. Hunv ar slet ikke vant til den slags.

Da han kom tættere på, holdt hun et årvågent blik på ham, indtil han satte sig på en sten. Hans grimasser fik hende til at tilte hovedet igen til modsat side af hvor end det nu allerede var. Han var såret, så meget kunne hun sige, og hun tog en dyb indånding for at tjekke for lugten af blod. Ikke nogle helt nye skader, så vidt hun kunne afgøre uden at have set nærmere på ham - hvad hun heller ikke havde i sinde at gøre.
Hans præsentation fremkaldte et kort nik, og ved hans spørgsmål om de onde mennesker, som han fik formuleret lige så hendes lille hoved kunne følge med uden at blive forvirret, trak hun bare læberne tilbage i et grin afslørende de skarpe tænder nok en gang.
"Mennesker, vildsvin, ulve, store bjørne og meget andet, ja. Har mødt lidt af hvert herinde, men jeg er her da endnu." Lidt fraværende trak hun en fingerspids langs det ene af arene i sit ansigt, hvor pelsen ikke kunne få ved og gro ud igen efterladende to lyserøde streger af bar hud ned over hendes hoved. Hun tog hånden ned igen, da det gik op for hende hvad, hun lavede, og hun slog let med halen et par gange og viftede med ørerne, før hun lagde det ene af dem ned.
"Jeg kan klare mig selv, også mod onde mennesker ... men dig? Tror du den der hakke-skære-ting kan redde dig? Du kan knapt sætte dig på en sten uden at have ondt ... Du ville ikke holde to minutter hvis du mødte et vredt vildsvin, og tro mig, dem er der mange af!" Det var rimelig tydeligt, hun anså et vildsvin som en større trussel mod helbredet end et menneske. Hendes ord havde været mere nysgerrige end onde eller hånlige. Der var heller intet ledt bag dem, hun var virkelig bare nysgerrig.
Hendes næse kløede, og hun gnubbede den let med håndledet, før hun også gned sit øje let, slikkede på håndledet og gned det over pelsen igen, før hun igen blev opmærksom på sit sår, der stadig blødte en smule, og hun strakte sig igen rundt, så hun kunne komme til det, hvor hun slikkede blodet væk og kort så på det, hvor pelsen var trukket tilbage, før hun igen vendte blikket mod Tarrim, nu med begge ørerne oprejst igen.

Tarrim blev siddende på stenen, mens han lyttede til hvad denne Ihsan havde at sige. Det startede ud med, at han var imponeret og han kunne da heller ikke lade være med at sende hende et skævt smil.
Lige indtil hun tørrede det af ved at håne ham. Hans smil falmede, han stirrede køligt på hende, skævede ned til sit sværd og så derefter tilbage på hende igen.
"Jeg bruger ikke kun den når jeg slås. jeg kan magi, se selv," forklarede han, før han lige så stille rakte en finger op og lod en lille ildstråle dukke op. Ganske forsigtigt. Der var ingen grund til at hun skulle gå amok. Han slukkede den kort efter.

"Og det er ikke det eneste jeg kan. Jeg har næsten lige brugt to år i fangenskab og lidelse, det er derfor jeg.. Har ondt," han løftede derpå sin venstre hånd hvor en finger manglede og pegede derefter på arret der løb skråt ned over hans ansigt.
"Og selvom den her.. Skære-hakke-ting ikke ser ud af meget, så har jeg før dræbt mere end bare en ad gangen med den," med det sagt, ventede han på en reaktion. Han blærede sig ikke. Det var fakta, alt sammen. Han vidste udmærket hvad han kunne og han gad under ingen omstændigheder lade hende håne ham, når han lige havde været under den slags i flere år.
Da han opdagede hendes sår, rystede han på hovedet.
"Og du har vidst også ondt. Ikke?" Spurgte han som en pludselig indskydelse.

Nu havde det faktisk ikke været hendes intention at håne ham, og hun var ikke klar over, hun havde gjort det. Det kølige udtryk i hans øjne blev derfor modtaget af forvirring, og hun rynkede brynene let.
Da han viste hende sin magi, rettede hun øjenbrynene ud igen og smilede svagt. Han var ikke så svag så, osm han lige nu så ud til at være, og det var godt, for havde han været det og alligevel bevæget sig ind i Mørkets Skov, så ville han faktisk være dummere end hende.

Ved hans fortælling, skar noget igennem hendes indre, og et udtryk af dyb smerte gled over hendes ansigt, før hun på alle fire kravlede hen til ham, satte sig ved hans fødder og så tøvende op på ham, før hun greb hans hånd og studerede den manglende finger med hovedet let på skrå. Hun sank en klump og lyttede til hans fortælling om sværdet - som hun ikke kendte betegnelsen for. Om han blærede sig eller ej ville Ihsan alligevel ikke have forstand på, og hun tog blot hans ord for gode varer, selvom hun ikke helt kunne forestille sig det.
"Så klarer du den nok," mumlede hun lettere fraværende med rynkede bryn, før hun slap hans hånd og så op på hans ansigt, hvor hun nærstuderede aret, før hun helt uden at tænke trak fingrene over sit eget ansigt og sine egne ar. Hun sank igen og mødte hans blik, hendes grønne øjne fyldt med forståelse og en unaturlig viden omkring det, han havde fortalt om de sidste to år af hans liv. At regne ud, hun selv havde været i den situation ville ikke være svært ud fra det blik, hun sendte ham.
Hans sidste kommentar fik hende til at skære en grimasse.
"Jeg mærker det dårligt - er så vant til det efterhånden," mumlede hun og så mod såret et øjeblik, før hun igen hævede øjnene mod ham.

Tarrim var så langt væk mentalt at han ikke lagde mærke til de menneskelige følelser der gik gennem Ihsan, så da hun, noget pludseligt, kravlede hen til ham, spændte han i stort set alle sine muskler af angst for at hun nu ville tage ham fordi han var et svagt bytte.
Da hun stoppede ved hans fødder og kiggede op på ham, vidste han ikke om det betød at hun bare ville sidde her eller om hun ønskede at æde ham. Derfor holdt han sig klar på hvad som helst, til hun greb hans venstre hånd og fik ham til at spjætte af forskrækkelse endnu en gang. Han lod hende undersøge sin hånd, mens han selv holdt øje, især med hendes ansigtstræk.

Han blev faktisk ret overrasket, da hun så ud til at kunne nikke genkendende til det hele. Især da hun kiggede på hans ansigt og igen rørte ved sine ar.
Det gik kort efter op for ham, at hun vidste hvordan det var. Hun kendte til sådan noget her. Hans hårde, kolde grimasse varmede op igen og han sendte hende et lille smil. "Ja. Jeg kommer nok også til at have det sådan for eftertiden," svarede han en smule brødbetynget, før hans blik blev nysgerrigt. "Så.. Du kunne vel ikke fortælle mig hvad der er sket rundt omkring de sidste to år, vel?" spurgte han en smule forsigtigt. Ville han overhovedet vide det?

Hun havde med vilje holdt sig på alle fire, da hun kravlede hen mod ham, fordi han før havde spjættet sådan ved hendes pludselige bevægelser. Men han var alligevel på vagt; hun kunne mærke det og se hans muskler spændes. Hun forstod faktisk godt, han var lidt nervøs, for havde hun villet det, havde hun nok kunnet flå ham godt og grundigt - magi og sværd eller ej. Men hun regnede med, han ikke ville have taget det bedre, hvis hun havde rejst sig og var gået hen til ham, og under alle omstændigheder var der ikke meget, hun kunne ændre nu. Det lille spjæt, han gav, da hun fangede hans hånd, fik hende til kort at trække sig tilbage rent instinktivt, mens hendes ører lagde sig flat ned på hver side af hendes hoved, og hun så kort op på ham, før hun undersøgte hånden. Han lod hende i det mindste gøre det. Hun var dog lidt for optaget af sine egne tanker til rigtigt at bemærke hans blik mod sig.

At se hårdheden i hans ansigt bløde op, fik hende til at slappe en smule mere af, og hun gengældte svagt smilet.
"Man kan vænne sig til en del, når man oplever det ofte nok," sagde hun med et svagt suk og viftede let med det ene øre, mens hendes hale slog små slag bag hende oog fejere let gennem græsset.
Hans spørgsmål fik hende til at tilte hovedet igen, nok en gang sendende hendes hår på flugt.
"Sket rundt omkring," mumlede hun tænksomt. "Jeg ved ikke så meget, men hvad er der sket? Skovene har haft det bedre; dele af dem er blevet ødelagt af nogle mærkelige.. ting? Jeg har mødt en enkelt af dem. Meget vrede, meget mystiske. Menneskene forsøger vist at bekæmpe dem, men jeg forstår ikke hvorfor ... Fiskerne har haft deres problemer, fiskene har været meget små, og de har ikke haft så mange med hjem som tidligere, hvilket har gjort dem sure, men det er ved at vende nu, ser det ud til ... Hmmm... Der har været en del kampe - jeg har set dem og lugtet blodet flyde - mellem menneskene. Jeg ved ikke hvorfor, men mennesker ser ud til ikke at lave andet for tiden, selvom det er ved at være nogle dage siden sidst nu." Hun virrede let med hovedet et øjeblik og forsøgte at gennemrode sin hjerne efter mere, der var sket. Falcos huseren i skovene havde han nok ingen interesse i, at Kijo var vågnet fra de døde, var nok også mest noget, hun selv var glad for, og at hun selv havde været på hævntogt mod to af haremmerne nede syd på var måske heller ikke lige noget af det, han havde ment. Ih hvor var det altså svært!
*Nåh ja, lidt ved jeg vel?* Hun blinkede lidt med øjnene og tiltede så hovedet til den anden side.
"Og så har Kijo fortalt mig, Cassa havde fået en ny opgave som ko.. kon-ke?" Hun så lidt forvirret op på ham og forstod ikke ordet selv - håbede bare, han gjorde. "Så vidt jeg forstod skete der et eller andet med... arh hvad kaldte han dem? Mørkets et eller andet, tror jeg, det var ... Og nu er Cassa det ikke mere og er vist bare sig selv igen, hvad Kijo vist er meget glad for." Hun hævede foden op og kløede sit øre igen. Som lysets kriger burde Tarrim kende til Cassa - måske også Kijo, da forholdet mellem de to havde været kendt adskillige år nu. Cassa var jo trods alt en af de mere kendte. Ihsan kunne stadig huske den dag jorden havde skælvet og der havde været fjer overalt og folk havde sagt, det var Cassa og en eller anden mørke-ting der havde kæmpet så Krystallandet næsten gik under ((og ja, det var ingame)). Men det var nu lang tid siden nu.

Tarrim var ikke helt forberedt på, at halvtigeren rent faktisk ville komme med en længere smøre. Han havde regnet med at hun måske ville forklare at hun havde passet sig selv, men han kunne kort efter hun var begyndte at fortælle, erkende, at hun faktisk havde lidt mere end de fleste måske ville have. Især da hun bragte Cassa på banen og forklarede at han havde været konge. Tarrim forstod godt hvad hun forsøgte at sige, men han rettede hende ikke. Det fandtes ikke noget værre end at blive rettet af en fremmed i hans hoved. Han kunne ikke lade være med at smile skævt. Cassa, manden som var blevet omtalt for stort set alt andet end hans evner som konge, var blevet valgt som konge. Det undrede ham en del. Havde Cassa måske sådanne evner?

"Hmm. Det ser ud til at Cassa har nogle hemmeligheder jeg ikke har set," svarede han eftertænksomt. Det gik op for ham at han mindede lidt om en spion for hende og derfor skyndte han sig at tage den beslutning at lade hende vide hvad han egentlig var.
"Jeg har arbejdet sammen med ham før, så jeg kender ham godt," forklarede han sig før der ville ske et eller andet grimt.

Ihsan havde faktisk overrasket sig selv lige så meget som Tarrim ved faktisk at vide en smule om det, der var sket, selvom andre mennesker nok ville kunne tale i timevis, hvis de blev stillet det samme spørgsmål. Hun var stolt af bare at vide den smule, selvom hun ikke rigtigt viste det.
At hun havde bragt Cassa på banen var nu mest fordi Kijo havde fortalt hende det, og det havde virket på ham, som om det var meget vigtigt. Det var derfor, hun havde husket det. Normalt interesserde hun sig ikke meget for Cassa, og den manglende interesse var gensidig. De to havde kun noget med hinanden at gøre gennem Kijo, og Ihsan brød sig ikke om Cassa, fordi han vist mest af alt så hende som et dyr. Han havde da hjulpet hende nogle få gange, og de havde haft deres gnidninger gennem tiden, men ingen af dem brød sig særligt meget om hinanden. At de faktisk på et tidspunkt havde haft et barn sammen, var der ingen, der vidste, og ingen af de to havde været særligt glade for faktaet.

"Cassa har mange hemmeligheder,"" bemærkede hun bare med en let hovedrysten og lyttede til hans videre forklaring.
"Arbejdet sammen med ham," mumlede hun og tænkte så det knagede. Arbejdet sammen med ...
*Cassa er lysets et eller andet, siger Kijo ... Så... Tarrim er også sådan en? Men... er det ikke en af dem, der slås hele tiden?* Hun vippede igen hovedet til den modsatte side og så bare op på ham et øjeblik. Han lignede måske nok lidt sådan en af dem, der sloges tit, og han havde jo skære-hakke-tingen også, så det var måske rigtigt nok. Cassa gik også med sådan en, havde hun bemærket.
*Hmm, pas så på med hvad, du siger om Cassa, Ihsi, ellers ender det i kamp - igen!* advarede hun sig selv.
"Det var ikke så længe, Cassa var det der - ikke efter hvad Kijo siger ... Han havde tænkt, det ville blive meget længere, men noget må være sket, selvom jeg ikke ved hvad. Hvad han laver nu, Cassa, ved jeg ikke ... Jeg har ikke snakket med Kijo om det i nogen tid nu, hvilket faktisk er mærkeligt, for han snakker ellers altid om Cassa." Et lettere trist udtryk gled over Ihsans ansigt, og hendes ører gled ned langs siden ad hendes ansigt, mens hun trak skuldrerne let op. Det var tydeligt at se, hun ikke brød sig om hvor meget, Kijo snakkede om Cassa hele tiden.

Det morede faktisk Tarrim en smule, da han så hvordan Ihsan virkede til at koncentrere sig en hel del om at finde ud af hvad det betød at han arbejdede sammen med Cassa. Han sagde dog intet og lo ikke, da det sikkert ville virke hånende, selvom det ikke var hans intention at virke sådan. Men misforståelser var stadig en hæslig ting. Han kløede sig lidt om hagen, mens hun fortalte om Cassa og Kijo og næsten virkede.. Trist? Hvorfor vidste han ikke, måske savnede hun Kijo? Det var ikke til at vide og han ville ikke rode op i det nu. Ikke når hun virkede så nedslået over det. Desuden var han en fremmed og fremmede var ikke til at stole på med sådanne informationer, der var så personlige.

I stedet for valgte han selv at fortælle lidt om sig selv. På den måde kunne han sørge for, at hun ikke følte at hun var til et forhør.
"Vi slås, fordi vi ikke kan enes. Vi kan ikke tale os ud af problemet, så i stedet for slås vi," forklarede han med et brødbetynget smil.
"Cassa og jeg er mennesker der synes, landet skal være et godt sted at være. Så slipper man for at komme til skade og kan få lov til at leve i fred. De Mørke krigere mener at folk som du og jeg skal se sådan her ud uden grund," fortalte han, mens han pegede på sit eget ar. Derefter trak han let på skuldrene mens han kunne mærke vreden over de to år rumstere inden i sig. Det var måske bedst bare at holde mund nu.

At hendes dumhed morede ham, ville hun såmænd have været så vant til, og selvom hun måske ikke ligefrem ville have nydt at blive leet af, ville hun have accepteret det, som hun altid gjorde. Hun vidste jo godt, hun var dummere end de fleste, og hun havde bare lært at leve med det. At fremmede ikke var til at stole på med personlige informationer var faktisk ikke noget, Ihsan var klar over eller tænkte meget over. Hun var som regel åben, når hun blev spurgt om noget, og hvem der så vidste hvad om hende, rørte hende ikke det store.

Da han begyndte med vi slås havde hun ingen anelse om, han svarede på noget, hun havde sagt før, og hun troede bare, han havde læst hendes tanker lige før, hvorfor hun spærrede øjnene let op, mens hun betragtede ham.
*En mere af dem!?* tænkte hun og stoppede så brat, mens hun kæmpede for ikke at tænke flere tanker. Hun huskede alt for godt mødet med Akito, der havde hørt hendes tanker lige så højt som hendes stemme, og det havde været en af de mest foruroligende oplevelser i hendes liv. Ikke fordi hun havde mange tanker eller fordi mange af dem var hemmelige, men mere fordi hun så let kom til at tænke noget, der kunne gøre mennesker vrede. Hun sagde det også ofte, vidste hun, men tankerne var endnu flere, og hun havde virkelig ikke lyst til at gøre Tarrim vred på sig. Hun sank en klump og lyttede til fortsættelsen, der fik hende til at rynke brynene let.
"Så... I slås fordi I vil bestemme over andre?" Ihsan skar det hele over én kam og så i grunden ikke den store forskel mellem lyset og mørket lige nu. For hende var det bare hovedløs slagsmål fra en ende af! Selv kæmpede hun kun for mad eller for at beskytte sig selv ... en sjælden gang i mellem for hævn, når nogen mennesker havde været onde mod hende. Hun gjorde det aldrig for at ville bestemme over nogen eller påtvinge nogen noget som helst på nogen måde på samme måde som hun syntes krigerne gjorde.

Tarrim lagde godt mærke til Ihsans opspærrede øjne og han kiggede lettere forvirret tilbage. Havde han sagt noget forkert? Det vidste han ikke, men der kunne jo ikke rigtig gøres om på det nu. Derfor valgte han, at lade det ligge, mens han lod hende tænke lidt over det han havde sagt, for hun virkede umiddelbart ikke som en hurtigtænker, som han nogle gange selv kunne være. Han var blot tavs til hun ville komme med en bemærkning og det kom hun da også med efter et stykke tid. Den burde have gjort det fleste af hans kammerater vrede. Den burde måske have gjort ham vred, men faktum var, at hun havde ret.

"Ja, det kan du have ret i. Men forskellen er, at vi vil bestemme gode ting. Og vi vil lade folk være frie. Mens mørkets krigere bare ønsker at bestemme og ødelægge alting. De er nogle onde folk," forklarede han så simpelt som han kunne.
"Og selv hvis vi begyndte at bestemme, så ville jeg ikke være én af dem der ville komme til det. Jeg slås. Og laver dem her. Jeg bestemmer ikke rigtig så meget," med det sagt, klappede han på sit sværd. Det var faktisk korrekt. Nogle gange reparerede han sværd for sine kammerater, andre gange smedede han nogle helt nye. Det gav lidt ekstra krystaller på sidelinjen, men han havde også kun fået tid og lov fordi han var forbandet dygtig til det han lavede.

Ihsan var i den grad ikke hurtigt tænkende, og at hun lige nu passede på med hvilke tanker hun overhovedet gjorde sig, gjorde ingenting bedre.
At hendes kommentar havde potentialet til at gøre ham og de andre lysets krigere vrede, havde ikke været hendes intention; hun havde blot sagt det, som hun vitterligt så det, når nu det var alt, hun vidste om sagen.

Mens han talte, slog hendes hale et par heftige slag fra side til side krøllende sig halvt sammen om sig selv, og hendes ører viftede hun let med, selvom de grundlæggende pegede opmærksomt mod ham.
"Hmm, så kampene er om frihed eller... slaveri?" spurgte hun og rynkede næsen. Det næste gav stadig ingen mening for hende, og hun sad et øjeblik og forsøgte at finde en mening med det.
"Så... Det er ikke jer, der kæmper, der vil bestemme, det er.. nogle andre? Men... hvad gør de så? Og hvorfor kæmpe for at bestemme, når man ikke må bestemme alligevel ... Er det så ikke bare at kæmpe bare for at slå ihjel?" Hun var tydeligvis meget forvirret. Hun forstod virkelig ikke rigtigt hvad, han sagde, og alt det der med lyset og mørkets krigere var der aldrig nogen, der havde forklaret for hende før. For hende var det bare mennesker - der i bund og grund alle sammen mindede om hinanden - der tog tøj på, så man kunne kende dem lidt bedre fra hinanden, og så gik blodbadet i gang. Og kæmpede de så ikke en gang for at opnå noget til sig selv... Hun tog sig til hovedet og rystede det let. Hun forstod virkelig ikke alt det her; det var for stort og for flyvsk for hende ... Hun vendte tilbage til hans ord og så på sværdet. Så han lavede dem? Og kæmpede med dem? Mon det var derfor, han kæmpede? Hun tjekkede tanken, stadig nervøs for om han kunne læse dem, og hun så usikkert op på ham.