Katedralen er ikke noget sted, Carolina normalt bevæger sig hen på - det er et af de eneste steder i byen, som hun ikke rigtigt kender så meget til. Hun har aldrig betragtet sig selv som specielt troende - men nu har hendes nysgerrighed alligevel fået hende til at søge herud. Dog sent på aftenen, så hun forhåbentligt ikke giver anledning til nysgerrige blikke. Hun vil bare være i fred, og har hverken lyst til at tale med munke eller nonner. Hun har en forestilling eller måske nok nærmere en fordom om, at de vil moralprædike for hende, og det er det sidste, hun har brug for.

Aftenen er klar og stjernerne på himlen lyser sammen med månen smukt den næsten sorte himmel op. Området er ligger øde hen; Carolina har i lang tid ikke set en sjæl, og hun ved ikke helt, om hun bryder sig om denne stilhed. Hun er vant til at være inde i byen, hvor der nærmest konstant summer af liv. Nu har hun ro til at tænke dybere over tingene, og alle de følelser, der ligger og ulmer under hendes perfekte facade, kommer frem.
Mens hun går rundt i det grønne område, er hun på trods af tankerne, fuldstændig opmærksom på, hvis nogle skulle dukke op i hendes synsfelt. Hun kan umuligt slappe af, når her er så stille og roligt.

Længere fremme står et stort egetræ, hvis nøgne, bladløse krone rager meget langt op i himlen. Stammen er stor og tyk i omkredsen, og det er nok det højeste træ, der er i området. Da Carolina når frem til dette, lader hun sin rygsæk falde til jorden med et dump og sætter sig på den lidt kolde jord under træet med et lille suk. Som altid har hun sort tæppe om sig, og dette trækker hun tættere omkring sig. Helt alene med hende selv og hendes tanker.

På det seneste havde bandelederen besøgt Byen mere end normalt inde for de sidste par år. Lyset var vendt tilbage, så kunne han begynde at boltre sig i gaderne endnu en gang, og fjerne alle de glade miner som han ellers skulle passere på sin vej.
Brutus havde han ladet gå frit omkring, så kunne han finde noget vildt at gå i flæsket på, eller også kunne han finde sig noget frisk ferskvand som han nu engang elskede.
Mørket medførte, at der ikke var så mange ude på gaden. Det gjorde det derfor nemmere at overskue, hvem der var ude på denne tid, for hver enkelt person blev typisk bemærket. Som Samson gik gennem gaderne, var det tydeligt at se at han også blev bemærket. Hatten sad hvor den skulle og kappen samt resten af bandeleder outfittet var på sin plads. Det lange karakteristiske sorte hår var overraskende nok nyredt.
Sporerne på støvlerne gav et let klirk fra sig hver gang han hamrede hen over brostenene med de støvler, som endda havde en lille hæl på, selvom Samson ikke behøvede at virke højere end han i forvejen var.
De hvide øjne faldt på Kathedralen som stod høj og prægtig som altid. Dog var det som om at den var mere prægtig efter at Mørket var faldet. Alt imens han blik ellers var rettet så højt op, gled det nedad på det store træ som var plantet tæt ved. Derfra hvor han gik, kunne han nu se en kvindelig person siddende ved foden af det. En af de hjemløse, tilsyndeladende. Dem var der en del af i Krystallandet, og ganske vidst havde han også set flere af dem på sin aftentur. Uden at tænke videre over det, nærmede han sig Carolina. Blot på afstand lignede hun ikke en af de fattige hjemløse, men siden hun sad der, måtte der være noget om det. Alternativet kunne også være, at hun var blevet smidt ud fra et sted, eller blot var blevet ked som kvindefolk typisk blev og rendte fra det hele.
Han nærmede sig hende langsomt og kneb sine øjne en smule sammen alt imens Samson forsøgte at se mere af hende i mørket. De hvide øjne lyste nærmest op i nattens mørke.

"Sikke et sted at tilbringe natten for en som dig?" Startede Samson, uden helt at virke spørgende, og alligevel havde tonen en snerp af undren.

Carolina får meget hurtigt øje på Samson - allerede da han står og betragter katedralen, faktisk. Da den store, pumpede mand nærmer sig hende, bider hun sig en smule nervøst i sin underlæbe, inden hun kommer på benene, lige i det øjeblik, han taler til hende. Normalt er hun ikke specielt nervøs af sig, men selvom hun med sine 180 centimeter er høj af en kvinde at være, rager han langt over hende - og er langt stærkere. Han må jo veje... to gange... Måske endda tre gange? så meget som hende. Og så virker det jo altid en smule suspekt, når folk henvender sig til én, når det er mørk og egentlig temmelig øde - men for Carolina er mistænksomhed også nærmest en del af hendes natur.

"For én som mig?" kan hun, på trods af en smule respekt for hans størrelse, ikke lade være med at svare igen. Hun kan ikke lade være med at blive talt ned til, uanset om han mente det på den måde eller ej.
Hendes blik vandrer et øjeblik mod katedralen igen, inden hun ser på Samson igen. Denne gang lidt mere indgående, og et øjenbryn ryger i vejret, da hun bemærker hans næsten hvide øjne, der nærmest lyser op i mørket. Det er nu ikke noget, der skræmmer hende så meget; nogle folk ser jo bare underlige ud...

Samson kan ikke lade være med at smile over hendes kommentar. Hendes toneleje var klart en der sagde, at hun havde noget selvrespekt og ikke ville lade sig nedvurdere. Samson lod der være et øjebliks stilhed, inden han overhovedet ville uddybe det.
Da hun nu var kommet på benene, blev han lettere overrasket over hendes højde. Hun var en høj ung kvinde, lidt former men dog ikke med meget sul på kroppen. Det faldt godt i Samsons smag. Langt de fleste mennesker her i landet, kvindelig såvel, var ikke særlig høje, så det at se en kvinde der var noget højere var noget særligt.

"Hvorfor overnatter en som dig herude? Du ligner ikke just en af de andre hjemløse her i omegnen?" Spurgte Samson igen, dog denne gang mere forklarende omkring sætningen "en som hende".
På sin vej havde han set overnattende på bænke som kun havde haft et tæppe med sig, og nærmest intet andet. De var typisk meget udsultede, og tænk hvad sådan nogen ikke ville gøre for at få lidt mad. Kroejere måtte i det hele taget have det svært ved at udelade sådan nogen folk fra kroerne, da de umiddelbart sikkert kun ville have de tilbage blevne rester, som alligevel skulle blive smidt ud.

Han holdt ikke just igen, og om det så lød nedladende så slyngede han det lige ud for sig. Carolina så jo pæn ud, og ikke så beskidt igen. Hun måtte kunne et eller andet, siden hun kunne holde sig forholdsvist pæn i stand. Det måtte vel være hendes udseende? Det var ikke just en god ting at have udseendet i orden på gaden altid, det ville kunne udsætte hende for mange ting, grusomme såvel som gode ting.

Carolina ved stadig ikke helt, om hun skal føle sig fornærmet eller ej, på trods af at han uddyber det, selvom det da altid er noget, at hun ikke ligner én, der lever på gaden. Hun har nok bare været heldig at støde ind i de rette mennesker på de rette tidspunkter inden for den seneste periode. Selvfølgelig har det noget med hendes udseende at gøre, og hun er godt klar over det - og prøver på overfladen at være ligeglad med det - og for det meste mestrer hun denne facade til perfektion.

"Jeg havde nu ikke tænkt mig at overnatte her," svarer hun da og uden at fortælle, hvor hun så havde tænkt sig at gøre det. "Her er smukt og stille og det kan jeg godt lide," tilføjer hun med et lille skuldertræk som om det var den naturligste ting i verden. Det virker så naturligt for hende også at lyve, at det nærmest altid kommer til at virke naturligt og ej som skuespil.

Hun ved ikke helt, om hun har lyst til at tage hans kommentar om hendes udseende op, for da hun rejste sig, bemærkede hun, at manden kort havde betragtet hende. Hun bestemmer sig dog for at følge op på kommentaren på trods af tvivlen.
"Nej, det gør jeg ikke.. Jeg tror ikke på held, men nogen gange er jeg det nok alligevel," siger hun så med snerten af et smil på læberne. Hun ved ikke engang, hvor hun pludselig er blevet så snakkesalig. Det må have noget at gøre med stilheden - og når der er nogen at tale med, behøver hun ikke koncentrere sig så meget om de negative tanker.

Et lille skævt smil syntes at dukke op på Samsons læber, efterfulgt af et hævet øjenbryn.

"Er det da ikke noget med at Katedralen ikke lader hjemløse overnatte derinde?" Samson lagde sine bredskuldrede arme over kors og lagde nu vægten over på det ene ben, så han hvilede på det andet. Samson havde da godt tænkt den tanke, at det sikkert ikke var der hvor Carolina alligevel havde tænkt sig at overnatte, men han blev ved med at bore i det, for at se om han kunne nå frem til nogen lokalitet for hendes nattesøvn.
De hvide øjne hvilede nærmest gennemborende på Carolina.

Carolina var en ufattelig køn pige, og dette fik Samson til at kredse i nogen bestemte tanker. En hjemløs, og dog smuk pige, ville han nu ikke have noget imod at have med sig på Borgen, men han vidste ikke lige hvad hun så skulle lave. Hun kunne gøre rent? Eller lave mad? - selvom det måske ikke lige var det de fleste hjemløse kunne finde ud af, men selvfølgelig havde hjemløse typisk haft et hjem som små, så det kunne jo være at Carolina havde lært noget gennem tiden, om ikke andet fra barns ben. Hvad med en underholder? En slags hofnar? Det kunne være godt med en hofnar, og alligevel ville Samson sikkert bare ende med at slå dem ihjel gang på gang hver gang han var vred. Det ville være synd at lade så pæn en krop gå sådan til spilde..

"Har du nogen talenter?" Spurgte Samson stadig med sin lettere kølige stemme. Smilet var forsvundet på hans læber, men det var nu heller ikke ufattelig tit at han smilede på nogen behagelig måde. Lige nu virkede han heller ikke yderst ubehagelig, som han nok ellers plejede at gøre.

Carolina kan ikke helt finde ud af, hvad denne mands intentioner er. Det hele virker stadig skummelt og suspekt - hun er klar til at stikke af, hvornår det end bliver nødvendigt. Hun læner sig, stadig med blikket mod Samson, hurtigt ned og hiver fat i sin rygsæk, trækker den tættere indtil sig, så hun også får den med, hvis faren skulle dukke op, og retter sig så op igen.

"Jeg kan ikke lide at sove derinde," er hendes korte svar blot, uden at det bliver uddybet. Hun har nu aldrig sovet derinde, men for hende gør det ingen forskel. Carolina kan ikke lide at blive konfronteret med al dårligdommen, også selvom hun teknisk set lever i den, men når hun kan undgå den, gør hun det. Hans gennemborende blik er ikke det, der generer hende mest lige nu, så det kan godt virke som om, hun faktisk ignorerer det lidt.

Det irriterer hende lidt, at nu, hvor hun har fået et ordentligt indtryk af den muskuløse mand, at hun stadig ikke kan finde ud af, hvem han er. Der er noget bekendt ved ham - har hun set ham før, har hun hørt om ham før?
I det, det endelig går op for Carolina, hvem det er, der står foran hende, bider hun sig i læben, men ellers er det ikke til at se, at hun bliver en smule forskrækket. Det er jo Samson. Dette gør hende selvfølgelig blot mere mistænksom, da hans næste spørgsmål lyder over hans læber.

"Det kommer an på, hvorfor du spørger," svarer hun ham så en smule kryptisk, inden blikket igen vandrer rundt i området - hun konstaterer hurtigt, at de stadig er alene, og blikket lander derefter på Samson igen.

Samson betragtede Carolina med sine hvide øjne, som kun udstrålede af kølighed. Han var dog en tænkende mand i dette øjeblik. Det kunne ikke være dårligt at få denne uge kvinde med til sine gemakker. Hun kunne nok blive en fin hjælper i køkkenet, når nu der snart skulle være fest på Borgen.
Han kommenterede ikke på, at hun ikke kunne lide at sove i Katedralen, i hvert fald ikke sådan lige med det samme.

"Hvorfor jeg spørger.." Et falsk bredt smil, kom frem på hans læber. Øjnene forholdt sig stadig kølige. Det tydede ikke på at denne mand havde set nogen form for kærlighed i sit liv. I så fald, måtte det have været meget meget længe siden.

"Du har brug for husly, og jeg har brug for en der kan hjælpe i køkkenet til en større fest. Du skal ikke lave maden, men blot hente diverse varer som kokkene skal bruge." Sagde Samson, som havde sat farten op på sin udtalelse, men dog var det til at forstå.
Der gik kun et øjeblik, og ikke mere, indtil han fortsatte.

"Hvad siger du?" Han hævede sin hage en anelse, dog ikke det helt store. Hans blik hvilede stadig på hende, og det havde minsandten ikke rykket sig en centimeter.
Samson havde selvfølgelig bemærket at Carolina havde taget sine ting til sig, men det generede ikke ham, som sommetider gik under dæknavnet 'Tyren'. Hun kunne prøve at stikke af, men i al fald ville det nok ikke være nemt for hende; selvfølgelig kom det an på hvilke evner hun var i besiddelse af.

"Og forresten.. Du får desuden også mad. Både mad og logi vil blive din løn for jobbet." Tilføjede han, efter en lille pause. Han vidste godt at det var et stort tilbud at få, for 'en som hende'. Det ville det være for en hvilken som helst hjemløs, og han udnyttede det.

Carolina hæver øjenbrynet, da Samson fortæller om sit tilbud. Og hun er godt klar over, at det er et noget godt tilbud. Men han får nok ikke lige det svar, som han mener, at han får. Han skulle bare vide, hvor lidt, Carolina kan lide at forpligte sig - og hvor meget hun er villig til at ofre, for at have sin frihed.

"Og ulemperne er...?" spørger hun alligevel, for lidt interesseret er hun vel altid. Hun lægger armene over kors og væmmes lidt over hans falske smil. Det burde han kunne gøre bedre. Hun kunne i hvert fald sagtens gøre det - men det var sikkert meningen, at smilet skulle være overspillet og falsk.

Hun har hørt sit om den der... Taurus bande, og hun ved udemærket godt, at de ikke har rent mel i posen. Det har hun jo heller ikke, men ganske vidst kommer ingen til skade her. Men på den anden side, var det vidst Samson, der hjalp med at få lyset tilbage... ikke? Hun overvejer virkelig for og imod, men hun kan kun se flest ulemper. Omvendt har hun ikke lyst til at modsætte sig ham alt for meget. Hun er jo alt for svag til at forsvare sig...

Hendes hår blafrer i vinden og irriteret skubber hun det væk. Hvorfor skal hun altid sætte sig selv i sådanne situationer?

Samson hævede sine øjenbryn af Carolinas spørgsmål. Ulemperne? Tjo, måske ville en rig adelsmand kunne se alle ting som ulemper, men for en som hende der levede på gaden? Umiddelbart ville Samson først sige ingen, men alligevel var der nok en ting for en hjemløs, som nok ville komme til at føles som en stor ulempe.

"Du har fri adgang til at gå ud for Borgens mure, men selvfølgelig skal du være der hvis der er brug for dig. Friheden er der stadig, frøken....?" Brummede Samson halvkøligt. Det var tydeligt at han ledte efter hendes navn, og forventede at få et svar på dette i sit toneleje.

"Tilgengæld skal du aldrig mere være sulten, eller fryse. Er det ikke en stor nok gave i sig selv?" Samson hævede sine øjenbryn lettere spørgende. Han kendte ikke meget til det med at fryse, for han havde aldrig frosset i sit liv, da han havde haft sin evne så langt tid han husker.

Stjerne blinkede oppe på himmelen. En vind tog til et øjeblik, og rev fat i Samsons meget lange hår, som gik ham til bagdelen. Det havde ikke engang brugt mange år på at blive så langt. Her i Krystallandet kunne man betale sig til hvad som helst, så længe man bare havde nok krystaller.

Carolina kan godt se, at hendes spørgsmål om ulemper undrer ham. Generelt er hun meget skeptisk ved at have et arbejde - ikke fordi, hun er doven, men fordi hun ikke kan lide at forpligtige sig - til noget som helst! Hun hader, når folk har forventninger til hende, og mest af alt hader hun typer som Samson, der nærmest forventer, at hun lægger sig på knæ og kysser hans fødder, fordi han tilbyder hende et arbejde. Hun har andre måder at overleve på. Nogle ville mene, at hun var direkte dum, men hun føler sig bedst tilpas, når hun blot kan strejfe rundt, som hun vil. I perioder er det selvfølgelig svært med kulde og sult, men hun har nærmest gjort det til en kunstart at overleve. Især efter at have mødt Levon har det været nemt for hende, måske endda lidt for nemt til hendes smag. Men i det mindste kan hun strejfe rundt, som hun har lyst til.

Hun bryder sig ikke om hans tonefald, men har ikke lige lyst til at blive irriteret over det nu. Hun har hørt meget om Samson, og overvejer også derfor, hvordan hun bedst kan sno sig ud af denne situation, som hun er havnet i. Hvis hun skulle arbejde, skulle det i hvert fald ikke være på hans borg, er hun endelig blevet enig med sig selv om..
"Carolina," svarer hun så endelig til hans spørgsmål. Hun er ikke længere i tvivl om, hvem hun står foran, så hun gider ærlig talt ikke spørge om hans navn - det virker heller ikke som om, han er typen, der kaster om sig med høflighedsfraser.

"Jeg har ikke lyst," siger hun så bare endelig med et skuldertræk og begynder at overveje, om han vil lade sig acceptere med dette. Han virkede meget målrettet, da han fremsagde tilbuddet, og hun håber ikke, at det bliver alt for besværligt at komme væk igen. Hun skutter sig lidt i det hårde vindstød, der endnu en gang minder hende endnu en gang om, at hun burde få sit hår klippet.

Samson ser gennemtrængende på Carolina. Han er tavs i et stykke tid, men alligevel ville Carolina nok godt kunne mærke at blot hans øjne, holder nærmest på hende.
De hvide øjne flakkede let, men da han blinkede var de atter stift rettede. Om det var vrede der havde foregået inde i hovedet, eller blot bearbejdelse af hendes klare svar, var ikke til at vide.

"Når nu vi snakker om lyster..." Startede Samson og nærmede sig Carolina lidt mere. Han placerede en hånd lige ved siden af hendes hoved, direkte placeret på træet. Dette førte dem blot endnu tættere sammen, og øjnene havde ikke fjernet sig fra hendes.

"Det kan være at jeg kan lave om på din mening.. Enten kommer du med mig og lever luksus, eller også skal jeg sørge for at du aldrig nogen sinde får et fredeligt liv på gaden, og hver eneste gang kommer til at kigge dig over skulderen, i frygt for at se synet af min skikkelse.. Er det nogen svær beslutning for dig?" Samsons stemme var blevet ubehagelig og yderst bidende. Han lagde ikke skjul på, at han havde tænkt sig at krænke hende kropsmæssigt, hvis hun ikke frivilligt fulgte med. På mange måder burde det nok ikke være et svært valg for Carolina, men tydeligvis var hun ikke interesseret i nogen af delene. Om Samson accepterede dette? næppe.
Han havde sat sig for at få Carolina med på den ene eller den anden måde, og det skulle han skam også nok få. Hun kunne endda blive et fint omvandrende trofæ, hvis det skulle falde i hans interesse.

Ubehaget blusser op i Carolina, da Samsons ansigt kommer endnu tættere på hendes. Ikke fordi, hun var upåvirket før, men nu, da han står så tæt på hende, og hans intentioner efterhånden er klare, slår hun først blikket væk fra hans øjne. Hun er langt fra frygtløs, men har for det meste let ved at skjule det - men ikke nu. Det er ikke ligefrem fordi, den høje, overpumpede fyr udstråler varme, og hun har det som om, hun er blevet trukket op i en krog. Hun synes efterhånden, hun kommer ud for alt for mange, ubehagelige situationer, hvor hun slet ikke har mulighed for at forsvare sig på den vanlige måde, hun kan i byen: flygte.

Hun indser efterhånden, at hun er nødt til at give efter for Samsons ønske og ignorere sin stædighed, selvom det for hende er næsten ligeså slemt som at blive voldtaget. Men hun vil ikke vælge "alternativet"... Ikke at hun tror, hun slipper udenom alligevel, hun er i hvert fald ikke naiv. Hun kender mænd - mange mænd - hun vil bare ikke tages som en trussel.
Det er i hvert fald for sent at forsøge at flygte nu, og desuden kender hun ikke til Samsons kræfter - men hun har hørt meget, og hun kan næppe selv hamle op med det. Hun må prøve at flygte på et andet tidspunkt...

Hun lægger armene omkring sig selv i et sølle forsøg på et forsvar mod eventuelle, beskidte berøringer, inden hendes grønne øjne igen møder Samsons. Stædigt holder hun blikket fast denne gang, og prøver alt hvad hun kan, ikke at lade sit blik flakke. Carolina vil ikke have, han skal se hendes frygt.
"Vi kan vel snakke om det.." siger hun så en smule lavt, men holder stadig øjenkontakten. Selvom han truer hende på den en måde, hvor hun ikke er i tvivl om, hvad han vil, har hun ikke tænkt sig at lægge sig på knæ for ham.

Et smil begynder at spidse sig frem på den bredskuldredes læber, som også gik under navnet "Tyren".
Gadetøsen Carolina var ikke yderst nem i sine forhandlinger, så det ud som. I det mindste forsøgte hun ikke at virke overlegen eller udfordrende overfor ham, hvilket han fandt særdeles tilpas. Det betød, at hun ikke havde lyst til at lægge sig ud med ham. Omvendt, når man endelig så på deres meget forskellige størrelser, var det nu forståeligt nok. Dog havde Samson efterhånden fået mange forskellige erfaringer med forskellige krystalisianere, at man ikke altid skulle regne dem for at bukke sig en smule. Nogen var vågede nok til at lægge sig ud med ham, i stedet for at gå et par skridt tilbage mens de endnu kunne og ikke forvoldt sig den helt store opmærksomhed. Dette gjorde selvfølgelig også det hele meget nemmere.

Carolinas ord sagde intet i sig selv, men det var tydeligt at hun ikke ville ud i problemer.

"Snak kommer man ikke langt med, Carolina. I sidste ende er det altid handlingerne der tæller, men selvfølgelig så kan de være baseret på en samtale." Brummede Samson lavmælt. Han var ikke interesseret i at andre skulle komme til stedet, hvis nu der var flere på gaden på denne tid af natten.

"Hvad foreslår du i sidste ende? Tydeligvis er du interesseret i frihed, og jeg er interesseret i at have en smuk ung kvinde gående rundt på Borgen til at servicere. Har du nogen eventuelle luksuskrav?"
Det var ikke sikkert at Carolina overhovedet var interesseret i luksus som sådan, men tanken om et luksusliv som lige pt ikke så ud til at have nogen store begrænsninger, kunne vel godt være tillokkende for en gadetøs.

Carolina har nu ikke tænkt sig, at lægge sig ud med Samson. I hvert fald ikke fysisk. Hvis hun endelig gør noget - og det har hun tænkt sig at gøre på et tidspunkt, når nu Samson mener sit ord alvorligt. Han skal dog stadig ikke tro, at hun umiddelbart vil være ham totalt underdanig. Hun vil ikke finde sig i at blive nedgjort, overhovedet ikke. Og hun vil ikke være hans smukke trofæ, som han kan kigge på, når han har lyst. Hun hader, når folk bedømmer hende på hendes udseende, men hun bruger det jo også selv til sin egen fordel. Forskellen er bare, at hun selv plejer at kunne styre det og sno folk om sin lillefinger, hvis det er det, hun har lyst til.

Faktisk er Carolina overhovedet ikke lokket om tanken af et luksusliv. Hun føler sig akavet i et pænt hus med flotte møbler, og er konstant bange for at ødelægge det hele. I Levons villa var det, det samme. Hun var helt forkert. Derfor ville hun allerhelst bare sige til Samson, at han bare kunne se at få det overstået og derefter lade hende være i fred. Men som sagt; hun vil ikke lade sig kue på den måde.

"Du skal ikke røre mig... ingen på den borg skal lægge en hånd på mig, for så er jeg væk," ender hun så med at sige en smule sammenbidt, selvom hun nu er sikker på, at hvis han har lyst til det, skal han nok gøre det. Hendes blik er stadig rettet mod Samsons, men så flakker det, da hendes hår dækker for hendes øjne, og hun ikke fjerner det. Armene er stadig krydsede over brystet og på trods af det indtryk, hun vil give - at hun ikke er skræmt på en eller anden måde -, ser hun nu meget sårbar ud.

Carolina var ikke den nemmeste at få overtalt. Samson overvejer nogen stærkere muligheder. Hans hoved nærmer sig Carolina. Blikket betragter hele hendes ansigt, og et lille ubehageligt, køligt smil toner sig frem på hans læber. Alt imens han havde overvejet et godt alternativ, sagde hun ord, som sagtens kunne accepteres - udadtil.

"Hmmn.. Ufattelig at du ikke er blevet til en forretnings-kvinde. Du har dine krav.." Brummede Samson, og fjernede sig nu fra den korte distance mellem de to. Han trådte et par skridt tilbage og så nu vurderende på hende.

"I realiteten, kunne jeg bare tage dig over skulderen nu, og vandre direkte til Borgen og smide dig i kælderen. Alligevel er du utilfreds over den blotte tanke, at leve på Borgen og vandre som det passer dig, med varme, seng, mad og hvad du nu ellers kunne tænke dig. Det kalder jeg virkelig forhandling.." Brummede Samson med lette sammenknebne øjne. Han placerede sin hånd op ved skægget, hvorved han pillede lidt ved den ved at presse tommelfingeren og pegefingeren sammen om en lille del af skægget og hive det udad de få milimeter, indtil skægget blev "for kort" og slap taget. (sry, lidt uklart beskrevet xD)

"Du har mig på mit ord, det er en aftale." Brummede Samson tonefuldt.

"Men så er det også kun passende at jeg viser dig dit værelse?" Samson lavede gestus til at gå mod Borgen, og så afventende på Carolina.

Selvfølgelig er Carolina ikke dum, overhovedet ikke. Hun ved ikke, hvad der vil ske, hvis (når...) Samson bryder sit løfte, og hun regner da også med at være over alle bjerge inden da. Hun har mødt en del mænd, og det gør, at hun føler, at hun har mødt alle: Uanset hvad de siger, skal man ikke stole på det. Der er altid andre intentioner, og selvom den store mand foran hende har en anderledes... fremgangsmåde, er hun ikke i tvivl om, at hun skal passe på sig selv. Det gør hun ikke ved at følge med ham, men det er et af to onder, som hun må vælge imellem.
En følelse af lettelse glider op i hende, da han accepterer og stiller sig længere væk fra hende, også selvom hun har alle disse tanker om, at han ikke holder sit ord.

Da han har fjernet sig, kan hun lettere fokusere på, hvad han siger og bliver hurtigt irriteret over, at Samson ikke forstår hende - også selvom hun ikke ligefrem har prøvet at få ham til at forstå. Han kender tydeligvis kun til det dårlige ved at bo på gaden: han kender ikke til ordentlig frihed. Frihed er ikke at rende rundt som en villig fornøjelse på en borg, hvis ejers overbevisninger strider mod ens egne. For nogle er det tilfredsstillende, men hun er sikker på, at det aldrig vil blive sådan for hende.
Derfor siger hun ikke noget til hans ord: hun vil ikke provokere ham til at gøre alvor af truslen om at tage hende over skulderen, det ville være den ultimative ydmygelse. Hun hader at føle sig fysisk svag, selvom det er en realitet, at hun er det. Derfor nøjedes hun bare med at knibe øjnene lettere utilfredst sammen, inden hun samler sin rygsæk op fra jorden og tager den på ryggen.

Kulden føles næsten skarp mod huden, men det ligner overhovedet ikke, at hun ænser den, selvom hun ikke ligefrem har masser af tøj på. Hun er så at sige følelsesløs, og hun kører nærmest på autopilot. Hendes tanker er et helt andet sted nu, og mekanisk trækker hun blot det mørke tæppe tættere omkring sig, så det dækker hele hendes krop, undtagen overgangen mellem sko og de bare ankler.
"Det er det vel," svarer hun ham så blot med et skuldertræk. Hun må holde øje med den vej, de skal, så hun kan finde tilbage til byen igen.

Samson havde et stift blikket rettet på pigebarnet. Når først Samson havde sat sig noget for hovedet, så skulle det også blive fuldført. Carolinas handling, kunne ikke have været meget bedre både for hende selv, men også for Samson. På denne måde blev der ikke skabt stridigheder fra starten, og Samson elskede når "slaverne" var villige selv. Det var nu også det mest fornuftige, i stedet for at komme op og toppes med ham. Det ville også blot gøre hendes ophold på Borgen værre, end nu hvor hun blot fulgte den bredskuldrede.

"Udemærket.." Brummede Samson. Han kiggede sig en enkelt gang over skulderen, hvor han lige fik øjenkontakt med tyren Brutus - ikke fordi han behøvede den for at kommunikere med dyret, men blot for at få et glimt af ham. Brutus drejede hovedet, efter at have fået øjenkontakt med sin ejermand. Brutus traskede hen mod Carolina og Samson, og stillede sig lige foran dens ejermand og prustede en enkelt gang.

"Der er et godt stykke vej til Borgen, derfor går det hurtigst hvis vi ridder på Brutus. Nuvel, er han ikke glad for fremmede på ryggen af ham, men han skal nok indfinde sig med det." Brummede Samson med smil der spillede sig hen over hans læber. Han ville ikke røbe at han havde kontakt med tyren, det behøvede hun ikke at vide. Det ville højst sandsynligt få hende til at gøre sig umage for ikke at genere dyret og dermed fører til lidt morskab fra bandelederens side.

Samson sprang op på ryggen af den forvoksede tyr, for derefter at gribe ud efter håndleddet på pigebarnet og svinge hende op foran sig og galoperede efter få øjeblikke derudaf. (?).

Det kan godt være, at Samson tror, det er mere eller mindre frivilligt, at hun følger med, men inde i hendes hoved kører der en større kamp. For ja, det mest fornuftige er jo helt klart at følge villigt med - og selvom det er naivt (og det er Carolina ellers sjældent), er der en stemme i hovedet, der siger, at hun nok skal komme væk derfra på et tidspunkt. Hun plejer jo at kunne klare sig..

Carolina kan ikke tilbageholde et lettere skræmt gisp, da den meget store tyr nærmest dukker op ud af ingenting. Skal hun... ride... på... den? Hun har aldrig prøvet at ride, ikke engang på heste, så hvordan...? Det hjælper heller ikke ligefrem på hendes angst, at han fortæller, at Brutus ikke kan lide fremmede på hans ryg. Jamen... hvad skal hun så gøre? Hun når ikke engang at protestere eller at tænke de paniske tanker til ende, før Samson tager fat i hendes håndled og med et skrig sidder hun pludselig oppe på tyren med Samson bag sig, galoperende af sted. Hun aner ikke, hvor hun skal holde fast, hendes tanker er slet ikke rationelle længere, og hun glemmer, at hun skal være kølig og bevare overblikket: Så det ender med, at hun sidder så tæt indtil Samson, som hendes rygsæk tillader det - og hvis han har lyst, kan han helt sikkert godt røre ved hende, uden hun overhovedet ligger mærke til det - skrækken overdøver det meste i hendes bevidsthed.

Hun har aldrig set sig selv som en bange person, men hun er overhovedet ikke tryg ved alt det, der er nyt, selvom hun om nogen burde være omstillingsparat. Hun kan i hvert fald ikke lide store dyr...