Der var fyldt på Svinet den aften, men ikke kun der. Gaderne genlød af sang og fordrukken latter mens de der stadig kunne stå dansede fra kro til bar og tilbage igen. Det var dagen efter Mørkets lords fald og lysets tilbagekomst, og skønt Svinet var fyldt til bristepunktet og hvergang en takkede farvel, dukkede der et nyt ansigt op.

På en aften som denne kunne en kvinde som Telma have tjent kassen, men selv hun var grebet af stemning, og gav flere omgange på huset end der nogensinde var blevet givet før tilsammen. Verden gik en lysere tid i møde, og det skulle fejres med manér! På den anden side, jo flere der gik under i aften, jo flere ville komme igen dagen efter for noget mod hovedpinen.

BANG lød det igennem kroen, da døren nærmest blev sparket op og en skrålende og temmelig bedugget skjald væltede ind på kroen med et større følge. Han sprang op på det nærmeste bord og fortsatte sin sang;

Når en mægtig sejr er sikkert i hus
Ja, så ska' den fejres i sanseløs rus
Skænk nu Telma, skænk til der ikke er mer'
Dansen går i gaden, grib en kvinde her!

Skjalden sprang ned fra boret og forlod kroen, men en stor del af Svinets gæster i sit farvand. Et tungt suk forlod Telmas smilende læber. Det ville give et øjebliks ro, men natten var stadig ung, og der ville nok ikke gå længe inden aftenens næste indslag begyndte.

Samson var ikke i synderligt godt humør udadtil, dog indadtil var situationen en helt anden. Mørkets Lord var væltet, og Lyset var atter vendt tilbage. Folket i gaderne havde hvisket hver gang Samson var gået forbi. En tvivl havde vist sig hos dem, eftersom de havde hørt om Samsons rolle. Det havde gået ham på nerverne. Han vidste, at de nu tvivlede på om han nu var blevet "kureret" fra det onde, og gået direkte over til det gode. Samsons ansigt havde dog forholdt sig helt stift og ikke skænket én eneste et værdigt blik. Han var træt oven på alt dette, og alligevel følte han at han var stærkere end nogen sinde.
Øjnene havde forandret sig efter dette slag. De var gået fra isnende lyseblå over til kridhvid. Det var et specielt syn, øjnene lyste nærmest på lang afstand. Dog var det en ting som Samson ikke ville tale højt om. Hans krop havde gået igennem en stor mængde energi, og det havde på sin helt egen måde tæret på hans krop og alligevel havde det gjort ham stærkere.

Samson havde sin kurs rettet mod kroen. Han trængte til noget sprut, og det kunne kun gå for langsomt.
Døren stod allerede åben til kroen, så han styrede direkte ind. Han stoppede op et øjeblik og så kort rundt på de mange mennesker. Dagene før mørket faldt, havde der ikke været så meget liv i krostuerne. Det var lige før han savnede de dage, og dog skulle det blive en god ting at udtvære alle håb og glæder igen.
Hans ansigt var stift at kigge på. Ikke en mine fortrak sig. De hvide øjne standsede ved krostuens disk hvor han fik øje på kromutteren. Det varede ikke længe før gæsternes snakken dæmpede sig en anelse, men trods det skulle det ikke stoppe Samson.

"Den største mjød du kan give mig, Telma" Brummede Samson med sin kølige, og let hæse stemme. Hans blik hvilede på hende et øjeblik og et lille smil begyndte sig pludselig at kunne anes over hans læber.
Telma med de mange børn, og et af dem havde han hørt skulle være en af hans egne. Han kendte dog intet til barnet selv, og et eller andet sted var han også grueligt ligeglad med det.

Kruset stod foran Samson øjeblikket efter han havde bedt om den, kølig og med skummende top. Skønt Samson ikke var en af hendes hyppigste kunder, havde hun læst ham det øjeblik han var trådt igennem døråbningen. Nogle mænd havde brug for trøst, andre blot et øre og andre igen havde blot brug for lidt fred og godt selskab.
Samsons smil blev gengældt af Telma med hendes eget varme, skæve smil og et sigende blik "Og her troede jeg du var kommet for at besøge mig! Jeg er skuffet over dig Samson" sagde hun med tydelig påtaget fornærmethed efterfuldt af et suk. "Men en lykønskning er vel på sin plads! Jeg har hørt du havde mere end en lille finger med i spillet i gårsdagens hændelser" tilføjede hun lidt henkastet. Der var dog tydelig taknemmelighed i hendes blik. Skønt hun bestemt ikke var en af dem der havde lidt værst under det, så var det en lettelse at kunne sove, uden frygt for at hendes kro ville blive brændt ned om ørene på hende.
Telma rystede en anelse på hoved af sig selv "Det har du sikkert fået skidt ørene fulde af hele dagen. Men du må være sulten!" uden at vendte på svar vendte hun ansigtet mod køkkenet og råbte "Sarrah! Få en god potion herud i en fart!"

Alt imens havde en ung knægt betragtet Samson fra døren. Han var ikke synderlig høj, med muskuløs nok til at gøre op for det. Hans sorte hår var kort og pjusket, og alt i alt stod han ikke meget ud fra mængden.

Telmas hurtighed kunne ikke købes for penge. Der gik ganske få sekunder før mjøden stod foran ham, og straks havde han sine grabber omkring trækruset og begyndte at tømme halvdelen af det i et hug. Et par dråber undslap fra hans mundvig, og med en hurtig bevægelse, trak han armen op omkring munden og tørrede de spildte dråber af, som en rigtig arbejder mand.
Rundt omkring på Samsons krop var der skrammer at se. Blandt andet var der et sår i tindingen som nok havde udgivet en del blod fra sig.

En lettere brummen kom fra Samson, da Telma tydeligvis havde troet at han var kommet her for at se hende.
"Dit mjød i byen, er alligevel nu engang den bedste." Han kunne ikke lade være med at smile yderligere over hendes næste kommentar.

"Tro nu ikke, at jeg har forandret mig, Telma. Det vil kun en tåbe, og dem er der rigelig af her i landet." Smilet var blevet helt stift at se på, og ansigtet; køligt.
Samson så straks efter pigebarnet kaldet Sarrah, men kunne intet se ude bag ved, dog ventede der ham mad.
Samson fornemmede mange blikke, men han føltes at en kiggede bestemt meget. Det føltes som en prikken i nakken nærmest, så han drejede hovedet en anelse, så han kun så ud af øjenkrogen og så nu en sorthåret dreng, som på mange måder lignede ham selv som knægt. Der var træk som ham knægten og Ompries havde tilfælles. Samson slog langsomt blikket væk, og vendte langsomt tilbage til Telma.

"... Er han din?" Brummede Samson en smule dæmpet. Han ville ikke spørge på anden vis, og slet ikke indblande sig selv i sammenhængen.

Telma satte en arm i siden og skød hoften en smule ud til siden "Der er mange ting du ikke får bedre i hele landet! Mit mjød, min mad... mit selskab~" ved den sidste tilføjelse sende hun ham et sigende blik og et lille blink.

Samsons svar fik Telma til at le højlydt. Det var altid en fryd at når Telma lo. Ikke blot fordi hun havde en utrolig varm og behagelig latter, men også fordi hun oftest lo så voldsomt at begge hende... juveler dansede lystigt. Da hendes latter havde lagt sig igen lagde hun en arm på baren og lænede sig en smule frem mod Samson. "Du må have høje tanker om mig Samson, for du ville da ikke sidde her og kalde mig et fjols i min egen kro, ville du?" der var stadig en smil på hendes læber. "Du har gjort en masse folk en stor tjeneste, om du vil det eller ej, og de folk har fortalt flere tossede historier om dig end du nogensinde kunne forstille dig, men det ville være naivt af dig at tro at hver eneste der lykønsker dig, tror du er Lysets Sendebud. Jeg har ingen tvivl om at du hvad du gjorde helt af dine egne grunde, men det ville da være en skam ikke at udnytte folkets gode tro" sagde hun lavmælt med et listigt smil. Det ville ikke vare evigt, men nu, mens verden stadig var i kaos, nu hvor en leder var faldet og en anden knap havde taget over, ville Samson kunne gøre hvad som helst.

Da køkkendøren gik og en ung spinkel halvelver pige kom ud fra køkkenet med en bakke mellem hænderne, rettede Telma sig op igen med et blik der sagde 'tænk over det'. Pigen, der måtte være Sarrah, var som skudt ud af næsen på Telma, og man kunne let forstille sig at Telma selv kunne have set sådan ud, havde det ikke været for hendes robuste bygning. Sarrah satte hurtigt bakken fra sig foran Samson, og efter et hurtigt "tak skat fra Telma og et kys på tindingen, forsvandt hun ud i køkkenet igen.
Først efter Sarrah var væk, nikkede Telma. "Det er han, ja. De færreste ser det så hurtigt dog" sagde hun med et skævt smil "Han ligner sin far en del mere end han ligner mig!" tilføjede hun med et let grin.

Samson sad blot og stirrede på sit krus et øjeblik, og svarede slet ikke på Telmas spørgsmål. Hvis han ville kalde hende et fjols, ja så gjorde han det. Noget andet var, at hun af alle ikke var en af de tåber som ellers rendte rundt i Krystallandet. Et lille "hmmn" fra en indeholdt latter, som alligevel kom til udtryk, undslap fra ham efter Telmas "beretning" om hvordan synet på ham forholdt sig lige nu. Hun var snedig, og virkede som om at hun forstod ham.

"Du har ret. Men det mindste vink om at en tror det, skærer jeg hovedet af ham.. Men nu taler du jo rent faktisk om udnyttelse. Er du nu begyndt at tænke i mine baner?" Brummede Samson med et lille glimt i øjet, efter at han havde hævet sit blik op på kromutteren.

"Det er længe siden, at her har været så mange mennesker på én gang." Kommenterede Samson tænksomt med sit kølige tonefald og sin let hæse stemme.

Straks ledte blikket hen på Sarrah der nu kom ind med en ordentlig potion mad. Et ganske tilfredsstillende syn. Når nu han tænkte over det, var han også hammer sulten. Mjød og mad, jamen så har man lidt til dagen og vejen endnu en gang, og det skulle der til.
Telma var nok den kvinde som Samson kendte, der havde flest børn. Og det undrede ham ikke, at hendes egen datter også arbejdede her. Det var tydeligt at se, Telma opførte sig som en mor, men alligevel var hun også en af de stride "kællinger" her i landet, som vidste hvor skabet skulle stå. Mange mænd havde sikkert underlagt sig hende, og nå ja, Samson havde jo nok også været en af dem.
Han begyndte at skovle mad i sig, først kødet der lå på tallerkenen. Han spiste ikke just pænt, han lignede mere en rigtig arbejdsmand i sine manérer.

"Lækkert" Brummede Samson tilfreds, lige i det sekund hvor han havde taget mere mad ind i munden. Han ville ikke kommentere drengen yderligere. Samson havde haft en periode hvor... han blev far lidt for mange gange, i følge ham selv. Halvdelen af børnene anede han intet til, de dukkede op ind i mellem

Telma kluklo en anelse "Dine baner? Samson skat, jeg har gjort det her fra før du blev født! Få nu ikke for høje tanker om dig selv. Al forretning handler om udnyttelse. Om det er bageren der udnytter ens søde tand, bodellet det udnytter begæret, eller dig der udnytter folkets behov for en beskytter kommer i sidste ende ud på det samme. Og hvem ved, hvis du spiller dine kort rigtig, ender du måske ud med en adels titel og et par hektarer land du kan kalde dit eget!" forklarede hun lavmælt mens han spiste, mens hendes øjne scannede rummet for at sikre sig at ingen lyttede med. Når alt kom til alt var det ikke ligefrem uskyldige ord der blev udvekslet mellem de to ræve.

Da Samson drejede samtalen over på noget mere stuerent igen, fløj hendes stemme dog straks op i sit normale leje igen, som om intet var hent. "Ikke siden den store turnering de holdt tilbage i lysets tid! Men idag håber alle at imorgen vil være som dengang, og det skal da fejres synes du ikke?" sagde hun sarkastisk med et skævt smil og et let hævet øjnebryn. Bønderne troede at altid ville blive ordnet, sådan vupti fra den ene dag til den anden, men Telma viste bedre. Der ville gå måneder, måske endda år før Krystallandet ville blive fri af de men som mørkets lord havde efterladt.

Telmas smil blev en smule bredere og hun nikkede tilfreds til Samsons brummen med et "Velbekomme". Rosende ord kunne være nok så fine, men ifølge Telma, så var den bedste ros, når folk havde for travlt med at spise til at rose overhoved.

En let overlegen rynken viste sig på Samsons næseryg. Godt nok var han, i gåseøjne "kun" et menneske, men alligevel syntes han selv at han måtte have tænkt meget mere tanken om udnyttelse end kromutter her. Dog var han ikke tankelæser, men ud fra hendes personlighed at bedømme? Men okay, hvad kunne han også vurdere det på, så godt kendte han hende måske heller ikke når alt kom til stykket.

Han fortsatte blot med at spise sin mad, og indimellem tog han da også et par slurke af sin mjød. Da den var ved at være godt tømt, blev det resterende bællet.
Der gik ikke længe før at Samson havde fået tømt tallerkenen rimelig godt, så der kun lå smålige rester tilbage. Han rejste sig brutalt og havde et rimeligt lusket smil på læben.

"Jeg har besat Toropolis Isla, så jeg har allerede mine egne hektarer.. Men selvfølgelig, så kan nok aldrig få nok.
Jeg giver en omgang til alle her i kroen!" I den sidste del af sætningen havde Samson hævet sit toneleje. Der var ingen tvivl, manden var minsandten i rimelig godt humør, hvilket var et særsyn. Skønt han havde ar hist og pist, størknet blod andre steder, så var han i godt humør. Med et let hop sad han oppe over disken med begge støvler på den stol som han netop havde siddet på. Den ene arm støttede let på diskens bord bag ham, så han så mere eller mindre "charmerende" ud i den stilling.

"Folket skal nyde de lyse tider, de varer ikke evigt.."
Nej, i hvert fald ikke alle folk. Nu da de lyse tider var kommet, havde folk mere håb. Det håb, kunne nu endnu en gang ødelægges og angst kunne atter sprede sig for ham i gaderne. Det var han ganske tilfreds med. Bandemedlemmerne skulle snart ud og luftes i de nye krystalisianske gader.