Jeg så ikke Tyren før han satte sig tungt på stolen overfor mig. Manden vendte blikket mod mig. Hans ansigt var dækket af skygger. Det var svært at give ham en identitet da kroens lokale var indhyldet i mørke, men kniven i hans hånd var tydelig at se. Den var rusten og hæslig.
Han fortrak en syglig grimasse og vakte ansigtsskyggerne til live.

Det var som en scene fra et mareridt, men jeg var vågen.

"Jeg har vel ikke ladet dig vente?" Mandens stemme var dyb, hæs og ubehagelig. Jeg vendte blikket fra ham, og studerede kroen. Dyrvig var en mørk bygning, der altid havde ligget i udkanten af civilisationen, omgivet af tæt bevoksning. Der var ingen sikkerhed, ingen ro og ingen autoritet. På bordene stod små lysfattige sterinlys og tomme krus.
Tyren ventede et øjeblik på mit svar, men da det ikke kom fortsatte han. "Nej? Godt. Jeg har hidkaldt dig for-"
"Jeg er intet købesværd," afbrød jeg hæst og løftede hovedet en anelse. "Jeg kan ikke blot hidkaldes."
Tyren betragtede mig med sine isnende blå øjne. Et smil gled henover hans læber. Skyggerne var som en maske på hans solbrændte hud.

Luften i kroen var tung af en forfærdelig stank, som var en rådden druknet ting kravlet op fra sin våde grav.

Tyren førte en pergament henover bordet med en tung hånd. "Jeg regner med at du kender til planen?" Han trak hånden til sig og jeg tog papiret hen i lyset. Jeg nikkede og lagde beskeden fra mig kort efter. Planen var simpel, og den ville ikke give mig problemer. Manden smilte stadig.

I lang tid havde Tyren sovet, ikke andet end et glemt mareridt eller en køligt glimt i øjet på en fremmed midt om natten; ikke aktiv nok til at være respekteret og frygtet, og dog ikke glemt nok til at være helt forsvundet.

Nu har han vågnet op til dåd. Han var blevet fanget i uretfærdighedens net, og hvert spark og ryk han brugte for at komme fri, trak ham dybere ned i sølet. Men ikke mere. Han ville genvinde sin frihed. Han kendte til mig nu, og han ville bruge mig i sin kamp. Men kunne jeg stole på ham?

Jeg hørte dem før jeg så dem. Jeg drejede hovedet, bekymret for hvad det svage lys ville afsløre. En gruppe mennesker havde rykket tættere på. Jeg kunne lugte deres kroppe, se deres krogede våben og høre deres besværede åndedræt. Deres ansigter var gemt i kroens skygger. De bar alle en rød tyr på deres uniformer og våben i deres bælter. Jeg viste ingen frygt og vendte resolut blikket mod Tyren.

"Jeg ordner det." hvislede jeg tonløst.
Manden rejste sig og først nu gik det op for mig, hvor stor han var. Hans lange hår omsvøbte ham som en kappe. Fedtet, sjusket og sort som skyggerne. Hatten usynliggjorde hans ansigtstræk, nu hvor han var så langt fra sterinlysene. Han sagde noget uforståeligt og forlod mig. Folkene bag mig fulgte trop.

Tilbage på bordet lå der et pergament, med nogle skæve men tydelige bogstaver.
MIDNATSKARNEVALLET - ROGERS OG WYNX.

2. TILLID

Samson "Tyren" Oceans brød sig ikke om Hovedstaden. De mange mennesker frastødte ham. Og han brød sig desuden ikke om lugten eller maden. Bag byboernes stive smil og mørke øjne gemte der sig dog tanker, som han kunne forholde sig til. Ønsket om frihed.
Tyren havde mest af alt lyst til at vende sin hest rundt og tage tilbage til sin egen lille ø, hvor Mørket ikke havde noget at skulle have sagt. Han savnede sin kok. Men han havde et arbejde at gøre. Han havde en regent at vælte.

Folk var klædt på til en uimodståelig festaften, og musik og jubel fyldte den tunge luft. Samson betragtede de danseden gennem øjnhullerne i sin farvestrålende maske. Hans blik faldt på en kort, buttet mand, der dansede lystigt med en ung kvinde. Daniel Ember Rogers. En tung følelse af foragt og had boblede under Samsons hud.
"Kan vi stole på Vidor?" lød en ung stemme.
Han skævede til det unge bandemedlem, der stod trofast ved hans side, med ansigtet skjult af en blodrød maske. "Det må tiden vise." svarede Tyren brummende.

Samson havde før forsøgt at finde fornuft i Vidor. Morderen var splittet og besynderlig. Når der endelig ikke blev talt i gåder eller tunger, forstod han alligevel ikke halvdelen. Han forstod ikke morderens ord, men de lød sande, usandsynligt sande.
Men det var ikke Vidor der fik hans tanker til at tromle.

"Kom." sagde han endelig, efter en lang tænkepause. "Vi skal ikke ses her."
De to maskerede mænd forlod midnatskarnevallet uden at se sig tilbage.

3. FALSKE SMIL OG GYLDNE ØJNE

Jeg har altid nydt en god fest. Dansen, alkoholen og den lettende følelse af, at ingen husker dumhederne den følgende dag. I en kort periode, havde festerne og alkoholens forunderlige verden været en central del af mit liv. Nu var den intet andet end en ramme.

Kvinder i kjoler, der strålede lystigt med morgendagens farver. Mænd med glitrende knapper og et glimt i øjet. Midnatskarnevallet var ikke kun kendt for de mange smukke masker, men også for den manglende vært. Karnevallets festligheder foregik i gaderne, hvilket gjorde det betydeligt livligere. Og farligere.

Jeg løftede papiret for hvad der lod til at være den tiende gang i aften.
ROGERS, stod der med store bogstaver. Jeg behøvede ikke læse det igen. Jeg vidste hvem han var. Hvad han var.

Daniel E. Rogers var en mand af mange ord. Han var kendt i byen, som en flittig og aktiv støtte til Mørkets Lord. Han ejede et utal af skibe og var en stor-importør af våben og alskens ubehagelige varer, som blev produceret i fjerne egne. Han var en magtfuld mand, med flere fjender end venner.
Og så var han et fjols.

Musikanterne løb rundt med deres instrumenter, lystkvinder valsede rundt mellem rige mænd og latteren rungede overalt.

Jeg bevægede mig langsomt igennem menneskemængden. I dagens anledning havde jeg iklædt mig en purpur kappe. Hætten var trukket over mit hovede og en maske med et ildevarslende smil skjulte mit ansigt.

Hvorfor Tyren ønskede Rogers skaffet af vejen var mig ingen gåde; manden var uden tvivl et af Mørkets Lords mest værdifulde kort. Krigere og soldater kunne findes alle steder, men våben og rustninge af god kvalitet var ikke let at fremskaffe. Hvordan Rogers kunne præstere det, var dog for mig et mysterie. Men ikke et, jeg havde interesse i at finde svaret på.

Jeg spottede den lave mand midt i en vild dans. Hans korte ben bevægede sig hurtigt henover jorden, og bevægede den runde krop i cirkler rundt om en ung due, der med et grådigt blik forestillede sig, hvor mange penge hun mon kunne få ud af denne mands selskab.

Jeg bevægede mig ubesværet tættere på mit mål, og kastede fra tid til anden et blik henover skulderen, for at sikre at jeg ikke blev forfulgt. Jeg forlod menneskemængderne og fandt en skygge at skjule mig i. Mørket omsvøbte mig og bragte trygheden med sig.

Jeg havde ikke blandet mig i verdens gang før nu. Afventende havde jeg lænet mig tilbage og betragtet landet smuldre i hænderne på den nye leder.

Der lød et klik, da jeg pressede den korte pil ned i affjedringsbuen. Armbrøsten lå godt i hånden, som var den en del af min arm. Jeg betragtede mit mål en sidste gang, og uden tøven eller dybere tanker affyrede jeg et enkelt skud, som sendte ofret i jorden uden en lyd.

Der gik et par øjeblikke forend duen forstod hvad der var sket. Jeg var allerede på en sidevej, da jeg hørte det første skrig.

Wynx ville blive en større udfordring.

"Fortæl mig..." Hans stemme var rolig, balanceret og foruroligende afslappet. Jeg rørte ikke på mig. "Skreg han? Bad han om barmhjertighed? Faldt han på knæ?" Jeg svarede ikke. Adrian Wynx stod med ryggen til mig. Hans øjne var fæstnet ind i pejsens ild, som havde flammerne brændt sig fast.

Regnvover havde været klar til at tage mig fra bymidtens festligheder til de store landområder. Det havde været en lang tur. Regn og vind havde været mod dem, men som en pil i luften, var Regnvover styrtet afsted uden frygt. Hingsten var stærk og havde i sinde at føre sin rytter til den ønskede destination.

"Den tavse type, er De?" Wynx vendte sig mod mig, hans øjne glitrede i skæret fra pejsens flammer. Han var ikke ligesom Rogers. De isnende blå øjne gennemborede mit psykiske skjold. Denne mand var selvsikker, stærk, farlig og snu.

Det var forkert at kalde Wynx intelligent; ikke fordi han ikke besad intelligens, men fordi denne menneskelige kvalitet netop var for human til at passe på et væsen, der var så afgjort inhumant. Og dog, så var han så menneskelig, at det var mig ubegribelig hvorfor ingen havde endt hans liv endnu.

Wynx-herregården lå langt fra storbyen, blandt marker, enge og skovområder. Ejeren levede i mørke, med hjemmets vægge presset op mod træer og krat, hvor ingen sol skar igennem. Når der endelig faldt lys ned mellem træernes grene, måtte Wynx bide det i sig. Han nægtede at forlade sit hjem, og det var sjældent at han blev spottet i byen. Han mente, at når folk ønskede ham, så skulle de opsøge ham det sted, hvor han havde mest magt.

"Hvor kom vi fra?" Jeg gøs. Vinduet bag mig lod en kold vind glide op under min kappe. Min krop skælvede en anelse, men om det var grundet kulden eller nervøsiteten, kunne jeg ikke vurdere. Wynx gjorde mig urolig i både krop og sind.

Herregården var stor, mørk og tom. Møblerne var lavet af massivt træ, væggene var tomme for kunst, gulvet knirkede faretruende og en tung og ubehagelig lugt hang overalt i hjemmet. Den eneste udsmykning der var at finde, var diverse jagtvåben og makabre trofæer, der med deres døde øjne, studerede de to levende mennesker. Buer, spyd, pile og økser beklædte væggene.

"Jeg er her for at gøre regnskabet op." Min stemme var solid og mild. Trods frygten lå under overfladen, havde jeg lært at beherske den. Udnytte den. Stilheden faldt mellem os.

"Så det er ham, der har sendt Dem?" Wynx lød ikke overrasket. Han fremskaffede en karaffel fra en hylde, og skænkede sig selv et glas af dets indhold. Hans hænder var rolige.
"Ved De hvorfor jeg har gjort, hvad jeg har gjort?" spurgte manden.
Jeg kendte ikke meget til Wynx. Min viden var ikke bredere, end den gennemsnitlige borgers.

"Jeg har ingen interesse i dine tilståelser." svarede jeg køligt.

Wynx smilte.
"Jeg er en morder, ligesom Dem," begyndte han uopfordret. Jeg brød mig ikke om at blive sammenlignet med folk som ham. Han fortsatte: "Mine metoder er bare mere... Renlige, hvis De forstår." Jeg fik en dårlig smag i munden.
Afventende og tålmodig, betragtede han mig, i håbet om at jeg ville svare ham.
"Nej? De ved måske at jeg stod for afhøringen af Lysets Krigere."
Afhøring var et alt for pænt ord, bemærkede jeg.
Manden tog en tår af sit glas og betragtede pejsen igen. "Jeg var uforskammet god ved dem, må De forstå." tilføjede han. Dette var en skrøne - men på den anden side, så havde der aldrig været nogen til at modbevise det.

Der var en lang og ubehagelig pause, hvor Wynx både tømte og genopfyldte sit glas. Han sukkede. Man skulle tro at en mand så hadet som han, ville have vagter og hjælpere overalt. Men han levede i ensomheden. I mørket.
"Men fortæl mig så..." Hans iskolde øjne skar ind i min krop. Jeg slog blikket ned.

"Hvordan havde De planlagt at dræbe mig?"

Jeg lod ordene hænge imellem os. Stilheden var uendelig. Wynx ansigtsudtryk forvred sig pludselig i ubehag.

Noget - en følelse - tog hans opmærksomhed. Wynx så op og stirrede på lejemorderen foran sig, idet hans syn blev sløret. Han vaklede bagud, ramte væggen og lod karaflen falde til jorden; den sort pøl bredte sig henover gulvet, imens han kæmpede for at trække vejret. Forgiftet. En pludselig skælven overtog hans før så rolige krop. Øjnene blev vilde. Svedperler viste sig på panden.

"Hvordan jeg havde planlagt det? Jeg tænkte at jeg ville bruge en mere... Renlig metode." hånte jeg og kunne ikke udelade et smil. Jeg betragtede overvejende væg-dekorationen. Wynx støttede sig gispende til væggen i et kort øjeblik, førend han satte i løb mod mig.

Herregården var solid, men sammenstødet fik dog væggene til at knirke. Wynx blev kastet tværs igennem rummet, som en dukke, og ramte endevæggen hårdt.

Det gjorde ikke ondt før han forsøgte at bevæge sig, og så hvordan spyddet gennemborede hans krop og naglede ham til væggen. Han kunne mærke et ribben stikke ham indefra, men det var det mindste af hans bekymringer. Wynx stirrede på morderen for enden af skaftet. Det var et af hans foretrukne jagtvåben. Angriberens hænder havde et jerngreb om spyddets, øjnene lyste med foragt mens læberne smilte mildt til ham.

"Jeg ville lige tilføje et personligt præg." hvislede jeg hæst og trådte væk, for at lade ham få sine sidste øjeblikke i fred. Han lod mig forlade herregården uden et ord. Da jeg steg op på min hest hørte jeg ham dog.

Wynx hylede i smerte og skræk, pludselig bange for at dø alene.

5. TANKER, INDRØMMELSER OG FRYGT #1
Rejsehistorier 1:
Om mine rejser, mine bekendskaber og de sandheder de andre ikke hører.

"Jeg er bange for mørke." mumlede jeg. De tre mænd stirrede lamslået på mig. Stilheden var total og pludselig. Ingen kommenterede det. Ingen havde nogle indvendinger. De tre mænd fortsatte deres druk, fuldemandssnak og historie-udveksling. Jeg faldt tilbage i min vante stilhed.

Det var behageligt at have nogen at rejse med. De kendte ikke mit navn, min fortid eller min fremtid. De dømte mig ikke for det jeg havde gjort, eller det jeg ville gøre. De dømte mig for nuets handlinger.

Man finder ikke venner i den type mennesker.
Man finder ikke tryghed i deres selskab.
Man finder sandheden i deres ord.

Tyrrun og Zorb var faldet i dyb søvn. De var to store mænd og deres snorken var bevis herpå. Cas sad overfor mig, kun bålet var imellem os. Varmen kærtegnede min hud og jeg lod ikke mit blik forlade de røde flammer. Manden betragtede mit ansigt, rolig og velafbalanceret. Et simpelt købesværd, var han. En mand uden ære, uden forbindelser og muligvis uden en fremtid. Var jeg selv mere værd?
Han var nogle år ældre end mig. Hans ansigt bar præg af mange kampe, anstrengelser og arbejdsdage. Måske var vi det samme.
"Hvor skal du så hen, Vidor?" spurgte han mildt, og fortsatte med at slibe sit sværd. Slibestenens ru overflade mod motallet, gav en svært uimodståelig lyd.

"Toropolis." svarede jeg kortfattet.

"Jaså?" Det var tydeligt at han ønskede en dybere forklaring - det var ikke ofte at folk af egen fri vilje tog til Tyrens ø. Da jeg ikke gav ham yderligere information, lod han det ligge. Cas forstod mig. Vi havde begge vores hemmeligheder - det havde alle.

Tavsheden lå mellem os. Bålets knitren var behagelig.

"Kender du historien om poeten og musen?"
Jeg så overrasket på manden. Så fortalte han mig om poeten og musen.