Herregårdens gårdsplads lå stille hen. Huset så mørkt ud udefra, men det var ikke noget nyt, så Luca skred over pladsen med den mørkhårede mand efter sig. Han valgte at undgå hoveddøren. Det var snart aften, og hvis Luca var uheldig ville han blive tilkaldt inden længe... Var han derimod 'heldig' ville George være i gang med at underholde Lune og Lune ville ikke nå at savne Luca før det gik op for ham han ikke havde set ham den nat... eller i løbet af dagen.
Luca forestillede sig Lune blive hysterisk over Lucas fravær... Han havde jo trods alt store ejerfornemmelser over for dem alle. Luca smilte lidt... meget kunne man sige om lune, men han var ikke kedelig...

Luca første Elizeph igennem køkkenet og videre op igennem huset, igennem de mange gange, oplyst af massere sterinlys. Den sære stemmning der altid var i huset fyldte Luca både med en følelse af hjemmelighed, men også ubehag. Det lugtede helt bestemt af andre dæmoner. Dæmoner der var fast besluttet på at få Lune for sig selv og dermed gjorde det tydeligt for de andre at de boede der. Luca rynkede på næsen. De andres tilstedeværelse behagede ham ikke.

Han første Elizeph op til sit værelse. Der var så amnge værelser i huset at Luca selv havde fået lov til at vælge værelse da han flyttede ind. Han havde naturligvis valgt et stort værelse, men det der havde fået ham til netop at vælge dette værelse, var den store himmelseng med de mange bløde puder og sengelinneder. Det smykke tunge gardiner om sengen og ved vinduet havde også været med i beslutningen. De skærmede godt imod solens ubehagelige stråler. Ud over sengen stod der også en stor skærm, med smukt dekoreret stof, til at klæde om bag. Ved siden af stod der naturligvis et stort egetræs skab, med smukke udskæringer. Lucas yndlingsmøbel stod nær vinduet. Det var et fint bord, på højde med et skrivebord, men mere kunstfærdigt formet. Et stort spejl var fastgjort til bordet, med udskæringer omkring, og ædelsten Luca selv havde tilføjet. Bordet var spækket med hårbånd, nipsgenstande og smykker, hængt op på små stativer. Der var sågar en smule makeup. En skammel var skubbet ind under det lille bord.
I hjørnet af rummet stod en enkelt slidt stol. Det var tydeligt Luca sjællendt havde gæster på sit værelse... Som ikke befandt sig på sengen.
Luca lukkede døren efter dem og gik så hen og flyttede denne stol over i nærheden af skammelen ved smykkebordet. Han gjorde tegn til at Elizeph kunne tage plads i stolen og placerede sig selv på skamlen foran spejlet. hans blik gled over de smukke ansigt der stirrede tilbage fra det blanke glas i rammen og han sukkede. Så var det vidst ved at være nu....

Elizeph fulgte med Luca. Bygningen skræmte ham ikke, men han bemærkede dog hvordan piggene øverst på de høje ydermure rundt om grunden, havde store, spidse spyd med retningen vendt indad...
Besynderligt..
Hans blik veg ikke fra den rette vinkel foran ham, mens de gik. Han brød sig ikke meget om at skulle vandre ind ad en anden indgang end hovedindgangen, men Luca havde jo nævnt at hans herre nok ikke ville være så glad ved gæster.
Da De nåede ind på værelset, slog tanken omgående Elizeph; Det værelse så ud som om det tilhørte en kvinde. Det flot udskårede bord var skamferet med et stort spejl, og sjasket til med smykker, som et bord tilhørende en primadonna af anden verden!
Han lod blikket glide rundt, fik øjnet en stumtjener, hvor han så trak den yderste frakke af, således at den smukke kjortel indenunder var fuldt ud synlig... elegant lod han en hånd hænge den op på en knage på stumtjeneren, hvorefter han fandt en lille notesbog frem.
"Jeg går ud fra at De har en fyldepen, eller en fjerpen jeg kan låne?" spurgte han i en rolig tone..
"Jeg ynder at tage nogle notater.." Den magiske stav svævede bag ham, men af en eller anden grund havde alle de svævende rubiner klistret sig fast til den største runde, som var de magneter mod en aluminiumsplade.. De gyldne slangearme på den rørte sig heller ikke længere, men havde bare sluttet sig tæt ind til rubinen for at holde den fast.. Elizeph havde godt bemærket det, og af den grund var han ekstra meget på vagt overfor Luca.. Ikke at han regnede med at denne ville angribe ham, men man kunne aldrig være for forsigtig, når ens magiske genstande nu ikke fungerede optimalt her! Han regnede med at det skyldtes en eller anden forbandelse, som svækkede sorte, fremmedartede kræfter, hvilket måske godt kunne hænge sammen med det Luca fortalte om sin herre..
Han satte sig dernæst på stolen, lod med en rolig bevægelse den lille bog dumpe ned på bordet.. staven svævede parkeret henne ved stumtjeneren...

Luca lagde ikke synderligt mærke til forandringen ved Elizephs stav, men han havde jo heller ingen intensioner om at angribe den anden. Selv hvis Elizeph var svækket var Luca næppe nogen match for ham. Luca var jo ikke ligefrem egnet til kamp. Hurtig var han, men det var kun om natten, og dte var kun lige ved at blive aften...
Og selv hvis Luca havde haft evnerne var han ikke interesseret i at gøre det smukke væsen over for ham ondt. Han fandt en smuk pårfugle fjer og et lille krukke blæk frem fra en skuffe under det fine bord og rakte dem til Elizeph. Hans øjne dvælede lidt på den anden før han tog sig sammen. Han kunne lige så godt atge det med så meget stolthed som muligt. Han rankede ryggen og spurgte i et proffesionelt tonefald:
"Er De parat?"

Luca vendte hovedet tilbage imod spejlet. hans hånd gled hen over sit smukke hår. Det var længe siden han havde gjort det her og han ville få brug for spejlet... Hvis Elizeph skulle være i stand til at se ham ville det ikke være nok bare at træde ud af sin krop som skullle han ind i en andens sind. nej han måtte ændre sin fysiske skald tilbage til dens sande form. Hans blå øjne stirrede intenst tilbage på ham fra spejlets blanke overflade. Han så dybt i dem. Fokuserede på pupillen. I dens mørke søgte han. Søgte efter dyret i sig selv. De dybeste instinkter i ham.
Langsomt, ganske langsomt, begyndte der at ske noget. Det startede bare med at Lucas iris skiftede fra den smukke blå farve over til en mørk gul. Som et røvdyrs øjne. Pupilen gik i et med iris, og gav Lucas øjne et tomt, ulæseligt udtryk. Brune striber skød igennem hans gyldne hår og spredte sig. Så blev det kul sort og lugten af brændt hår fyldte luften i det hårstrående krøllede sig sammen og forsvandt. Imellem tiden var Lucas hud skiftet fra sin lettere solbrune farve til en mørk brun. Huden så lige så tør ud som et gammel stykke pergament og var spændt som et trummeskind ud over knogler og muskler, uden den mindste smule fedt. Det fik kroppen til at lignede et uhyggeligt skelet og hans fine ansigtstræk blev helt forvrænget. Hans ører var blevet dobbelt længe og gik op i en spids. Små horn skød ud af hans pande, og hans negle var lange or sorte. Hans tænder, der var blottet i anstrengelse, var spidse og tykke som en tigers.
De smukke klæder så malplaceret ud på denne hæslige skabning. Væsnet gloede på sit spejlbillede. I et øjeblik gled en grimase over det uhyggelige ansigt, efter fuldt af en lav knurren. Selv om hans ansigts memik var svær at aflæse var budskabbet tydeligt; væsenet var frastødt over sit eget hæslige ydre.
Den kastede sine ubamhjertige øjne på Elizeph. Et øjeblik udtrykte de en dyb, æld gammel sult, og brutale, koldblodige instinkter, før øjnene blev trukket sammen til smale sprækker og hovedet lagt på skrå.
Tilfreds? Væsnet bevægede ikke munden, men det var tydeligt ordet kom fra det. Det rungede rundt i rummet som udtalt af flere stemmer. Det lød uhyggeligt spøgelses agtigt.

Elizeph gjorde et kort nik efter at have dyppet spidsen af pennen i blækket og slået op på en tom side.. Han holdt da øje med forvandlingen, mens han - uden at kigge, noterede ned hvilken rækkefølge den anden ændrede sig i.. Han betragtede opmærksomt forvandlingen, uden at trække en mine i det kønne ansigt.. Elizeph havde set lidt af vejret..
"Hold skikkelsen et øjeblik.." bød han den anden, da denne var færdig forvandlet..
Elizeph vippede over på en ny side, efter at have tjekket at blækket var tørt hvor han havde skrevet.. Her skitserede han hurtigt ned, skrev nogle notater ned ved de detaljer han bemærkede..
"De kan vende tilbage til Deres selvvalgte form nu, De Luca.." lød det så dernæst fra ham med et lille nik med hovedet, mens han skitserede det sidste ned..
Han havde taget et mentalt billede af skikkelsen, og var begyndt at nedfælle nogle enkelte detaljer på den lidt grove stregtegning..
Luca var væmmet ved sig selv, mens Elizeph virkede fuldkommen uberørt..
-faktisk havde han forventet værrer syn!

Væsenet holdt skikkelsen lidt endnu. Dens ansigt var vendt væk fra spejlet. I stedet scannede øjnene person foran sig. Det var Elizephs held at Incubus dæmoner ikke var kødædere... For Lucas instinkter vægtede i øjeblikket langt mere end hans fornuft. Han mærkede kraften strømme igennem Elizeph, og lysten til at suge den ud af den anden fik det til at klø i hans kløer.
Heldigvis bød Elizeph ham snart at vende tilbage til sin smukke form. Væsenet lod ikke den anden gentage sig selv. Huden blegnede og smukt langt blond hår voksede frem med ufattelig hast.
Lucas øjne var det sidste til at blive normale igen, og i et stykke tid holdt pupilen sig spids som et røvdyrs. Det ville tage lidt tid til den kom tilbage til sin fuld fyldighed.
Han følte sig dybt ydmyget og han måtte lægge bund for sig selv for ikke kaste op. Ikke fordi forvandlingen tog hårdt på ham, men fordi hver eneste afkrog af hans sind afskyede den form så meget at det ikke følte sig tilpas i sin egen krop. Det lykkedes ham dog at holde et neutralt udtryk.
"Dette er ikke en selvvalgt from," rettede han Elizeph med en hovedrysten. Hans øjne mødtes den anden, mens hans pupiler stadig var smalle som et reptils.
"Min mor har valgt den for mig."

Elizeph så opmærksomt på Luca da denne talte, og skyndte sig at notere ned.
"Hvordan mener De?" spurgte han, uden at hverken lyde nedladende eller underdanig.. Han var bare oprigtigt interesseret.. Hvis Luca havde spurgt efter Elizephs mening om hans udseende, ville han have svaret ærligt; Med et menneskes syn var det et væmmeligt skue.. Men med en dæmons øjne, var det et majestætisk væsen..
Han var klar til at notere ned. Og når det var noteret, begav han sig hen til sin frakke, hvor han fandt en lille flakon frem.. han gik hen, satte den på bordet og tog en brevåbner fra et lille messingkrus på bordet.
"Hvis De kan leve med et lille, midlertidigt sår på huden, ville jeg være ganske taknemmelig.." han rakte brevåbneren frem mod Luca.. den var formet som en lille kniv, og eftersom den tilhørte Lune, var den spidset og filet så den faktisk kunne skære og stikke.. Den dreng havde nogle underlige hobbyer!
"Vil De selv, eller?" de grønne øjne hvilede roligt på den andens ansigt, uden at føle sig generet af de smalle pupiller..

Lucas læber skiltest i et selvsikkert smil, der så ret uhyggeligt ud sammen med de spidse pupiller.
"Jeg fortæller Dem det... Hvis De tilgengæld bliver og holder mig med selvskab i nat. Jeg har savnet en god satale partner," Sagde han lokkende og blinkede til den anden.
Da Elizeph tog fat om brevåbneren gled Lucas øjne hen over det lille våben. Han rakte ud efter den. Han stolede ikke på nogen når det kom til denne slags. Han rakte sin tommelfinger hen imod kniven og i et øjeblik tøvede han. Ikke fordi han frygtede smerten eller var bange for blod... Han var bare stadig nervøs over tanken om at skarmfere sig selv.... men elizeph havde jo lovet at ornde det, så han tog mod til sig og lod sin tommelfinger glide blidt hen over bladet. Brevåbneren var skab nok til at lave en fin rift på spidsen af Lucas finger og blodet løb allerede derfra i en fin stribe. Han rakte det frem imod den lille flaske og lod de dyrebarer dråber drype ned i flasken. Eftersom Luca aldrig havde haft et ar mindes han aldrig at have set sit eget blod før... Det var kul sort og havde en bizar lugt... Som noget der var dødt... han rynkede næsen i væmmelse. Endnu en påmindelse om hvad han virkelig var...

Elizeph så en smule skeptisk på Luca..
Ville han betale det for at få informationer..?
Til at begynde med svarede han ikke, men betragtede bare Lucas blod som roligt løb ned i flasken.
"Det kommer ikke til at danne et ar.. Selv uden magi, vil det heale uden at efterlade spor.." sagde han i en dæmpet tone..
Han lod blidt proppen glide ned og stoppe proppen til.. indersiden af glasset antog en sort farve, nærmest som om den sodede til..
Han lod flakonen løfte op mod det svage lys udefra, for at betragte det nærmere..
Han skrev ned hvad han observerede, og stilte den så fra sig på bordet.
"En temmelig dyr pris at betale for sparsomme informationer, synes De ikke?" spurgte han i en rolig tone..
".... Men.." han gjorde en lille pause, inden han rejste sig op, lod fingrene snuppe flakonen som han gik hen og lagde i inderlommen på sin frakke...
Først da talte han videre..
"... Hvis De vil give endnu en smule blod, når De får den roule som vi aftalte... Jeg ynder at betragte hvilke ændringer det skaber.." han trådte langsomt et skridt bagud fra frakken, vendte fronten mod Luca igen..
Mentalt forberedte han sig til at det ville blive en lang, kedsommelig og ensformig nat... Elizeph var virkelig ikke ret god til at føre en normal samtale hvis ikke han havde et bestemt emne han ønskede at drøfte.

Luca tog sin finger op til sin mund for at stoppe blødningen, emn da han smagte sit blød fik han nærmest spyttet sin egen finger ud igen og lavede en grimase. Føj! Hans blod smagte som en blanding af kul og rådent kød!
Han så på sin finger med afsky og lod den så værre. Han vendte sin opmærksomhed mod Elizeph og vurdere den anden foreslag før han nikkede.
"Det er en aftale," Sagde han og smilte. Det havde trods alt ikke været så slemt at give lidt blod denne gang.
Luca ventede til den anden sad ned igen før han begyndte at fortælle:
"Ser De, Incubus dæmoner er skabt til at kunne charmere sig ind på deres bytter, og derfor er det essentielt at de ser smukke ud, har en god stemme, dufter godt etc etc etc... Alle disse egenskaber kan ikke ligefrem hentes frem af vores naturlige gener." Han rynkede på næsen da han hentyde til incubsernes sande ansigt. "Så i stedet kommer de fra moderen. ikke at jeg ligner min mor... Langt fra faktisk. Incubuse er tæt knyttet til drømmenes verden helt fra fødsel. Jeg er skabt ud fra min mors ide om den perfekte mand," Sagde han og betragtede sig selv i spejlbilledet. Han måtte lade sin menneskelige moderså meget: Hun havde haft god smagselv om de fleste andre kvinder normalt havde et mere maskulint billede i hovedet når man talte om ideal mand... Han sendte Elizeph et charmerende smil.
"Det gør det også sværer for mødrende at smide barnet væk når det gør op for dem at de skal føde et inubus barn," forklarede han. Ja Incubus avlings metoden var ikke helt dum...

Elizeph vendte tilbage til pladsen ved bordet.. Han strøg nogle af de sorte krøller om bag et øre, men snart fandt de vej frem igen.. Han lyttede opmærksomt til hvad Luca sagde, og noterede det hele ned på papir.. Hans skrift ville ikke være mulig for Luca at læse, men lignede blot nogle krudseduller som Elizeph tegnede ud i én lang streg... Old dæmonst på en eller anden afdød dialekt; men fordelen ved dette var at det kunne skrives næsten lige så hurtigt som der kunne tales.. Så på den måde var det nemt at tage notater.
"Ja, det må man da give sig overfor.. Det er ganske praktisk skruget sammen.." bekræftede han i en dæmpet tone..
"Men.. teknisk set så kan denne skikkelse kaldes lige så meget Deres sande ydre som den anden form?" spurgte han uden at se op..
Elizephs stemme var rolig, men meget monotom..

Luca rynkede panden ved den andens ord og rystede på hovedet. Sådan hang det ikke sammen.
"Desværre nej... Dette er bare den ydre skald der bruges til at lokke mennesker til... Når jeg f.eks. træder ud af min krop for at træder ind i en andens sind er jeg automatisk i min sande skikkelse i de få sekunder," forklarede ham. Det faktum alene gjorde det klart for Luca at det måtte være hans sande skikkelse. Det kaldte alle andre Incubus dæmoner det jo også for. Det var også derfor de fortræk den form. Det var den de var stærkest i.
Lucas øjne strejfede sit spejlbillede. Hvis det smykke ydre havde kunne kaldes hans sande form.... Hvis det andet bare var en frygtelig forbandelse.... Det ville være vidunderligt. Han undertrykte et suk og vendte sin opmærksomhed tilbage på Elizeph.
"Nå, jeg ved ikke med Dem, men jeg har brug for en distrahering... Er De bekendt med Opium?" Spurgte han. Luca gjorde sjællendt brug af rusmidler, ud over det naturlige han fik ud af alt sexen, men når hans nerver var så flosset efter forvandlingen som nu kunne han godt finde på det. Han pupiler var stadig ikke helt normale endnu.

(Luca: "Kom Elizeph! Lad os ryge os skæve!")


Elizeph nikkede blot langsomt, noterede også dette ned..
Han så lidt skeptisk på Luca ved de næste ord..
"Opium?" gentog han.
"Ja... Det er jeg.." svarede han roligt.. Tja, Elizeph var måske lidt en enspænder, men han havde i en periode været lidt afhængig af opium, eftersom en af hans forrige herskere holdt af at ryge det, og derved påbød han også Elizeph det... Men det var mange år siden nu..
"Dog er det ikke så ofte at jeg rør den slags... Jeg bryder mig ikke så godt om ikke at være klar i hovedet.." han lagde det ene ben hen over det andet mens han klappede den lille bog sammen, hvilede sin albue på armlænet af stolen..
Luca havde altså en trang til at ryge en fed? bare sådan lige pludselig?
... Nå ja.. Det kunne vel ikke skade.. Luca ville sikkert blive affektet hurtigere af det end Elizeph, og hvis begge var småskæve var der ikke noget nedværdigende ved det alligevel..

(Elizeph: Hell yeah!)

Luca smilte.
"Det er skam heller ikke noget jeg ynder at gøre så tit... Kun under særlige... omdstændigheder," Hans blik gled over sit spejlbillede i et kort sekund, som tjekkede han at det stadig var det smukke ydre der blev vidst.
Han gik over til sit skab og fandt stoffet frem, samt to smukt udskåret piper til det. de var frygteligt over pyntet lige som alt andet Luca ejede. På trods af de sjællendt var i brug. Han rakte Elizeph den ene og lagde en lille stof pung på bordet imellem dem med stoffet i. Han stoppede sin pipe med det og fik den tændt med en lille tændstik.
Allerede ved første indhalering kunne han mærke at han slappede mere af og faldt mere tilbage i sin normale rolige og charmerende opførsel.

Piberne havde meget lange stilke, og virkede generelt meget elegante..
Tja.. Luca insisterede vist.. Elizeph lagde piben ned mod den blade hånd, med håndryggen vendt opad, og fingrene blidt holdende om hovedet på piben..
Ligesom Luca, stoppede han den tobak, som var blandet op med det sorte pulver, som opiummet nu var..
Han stoppede den ikke for tæt, heller ikke for løst, inden hans blik hvilede på den i nogle sekunder.. Han hviskede da en lav formular, og en glist tændte den op mens han langsomt indhallerede luften for at få gløden til at tage fat..
Første sug gav ham ikke noget... Men snart efter det andet, susede det ganske kort igennem hovedet på ham..
"Og jeg går ud fra, at De mener særlige omstændigheder, når De har været konfronteret med Deres andet udseende?" spurgte han i den samme rolige tone..

Luca betragtede fascineret den andens måde at antænde sin pibe... Magi var altså ret fascinerende.
Han nikkede roligt på hovedet. der var ingen grund til at benægte det. Han blæste en fin lille røgring. Han var høflig nok til at vende hovedet så den ikke røg i hovedet på Elizeph. og mødte så den andens øjne. Hans pupiller var næsten helt normale igen.
"Det er ikke en behagelig oplevelse," Sagde han roligt. Hans tanker gled over på den kvalmende følelse det gave ham inden i og han sugede en god mundfuld opium ind.
"Men jeg går ud fra alle har noget de ikke bryder sig om at gøre," Sagde han med en let skuldertrækken. "Jeg kunne forestille mig de for et eksempel ikke er ælde vild med fysisk kontakt."
Han blinkede til den anden. Det var et gæt, på baggrund af Elizephs lukkede og reserverede opførsel og ignorering af flirten. Den anden havde en auro omkring sig der fik folk til at holde en høflig afstand.
Luca lod sine fingre glide hen over sit bløde hår. vor var det vidunderligt at føle på... Det gjorde ham altid aller mest utildpas når det visnede af hans hovede...

Elizeph ville egentlig have kommenteret på Lucas første ord, men da denne så nævnte noget om fysisk kontakt, trak det hans fokus derhen..
"Det er ikke just noget jeg bryder mig om nej..." svarede han roligt.
"... Men egentlig er det vel nok mest fordi jeg ikke bryder mig om tanken om alle de bakterier der er på folks hud.." han gøs alene ved tanken.. Med tiden var han begyndt at bilde sig selv ind, at det var årsagen.. Men i virkeligheden lå det jo langt dybere! Det havde stået på sådan siden han var 17, og med årene var det blevet værrer og værrer.. Nu var han så langt ude, at han fik det fysisk dårligt af det, og begyndte at trække alle mulige dårligdomme ind over en sådan handling..
Han indhallerede langsomt, vippede nakken en smule bagover, ud til siden, uden at det virkede anstrengt eller akhavet, inden han så lod røgen sive langsomt ud mellem de smalle, blege læber..

Luca lyttede og rynkede panden. Bakterierne på folks hud? Til helvede med dem! Luca var aldrig blevet syg af at rører nogen, og fysisk kontakt var under alle omstændigheder lidt dårligdom værd.
"En skam," Sagde Luca med et lille smil. "Personligt er fysisk kontakt en del af min natur."
Hans øjne gled over den smukke mand foran sig... Ja, en rigtig skam... Sådan en skønhed gik jo helt til spilde hvis ingen fik lov til at pille lidt ved den...
Han fornemmede at emne ikke var det mest behagelige for elizeph og søgte i stedet for et andet. Det første der umiddelbart kom til hans tanker...
"Deres forældre... De er vel ikke fra denne verden?" Luca spurgte med Kazoya i tankerne. Hvis Elizephs forældre begge var sådan nogle som ham... Ja hvem vidste... han kendte jo ikke engang Kazoyas alder... ikke fordi han kendte Elizephs.

"Ja det kunne jeg forestille mig.." lød det fra Elizeph med et svagt lille nik.. En Incubus måtte vel føle sig tom uden seksuel aktivitet, og den slags krævede fysisk kontakt, sjovt nok...
Egentlig var det ikke fordi Elizeph frygtede at blive syg.. han syntes bare at bakterier var ret klamt. (lol)
Da Luca så skiftede emne, ramte han ind i noget som huede Elizeph endnu mindre.
Han vendte straks ansigtet en smule til siden med en halvirriteret mine.
"Hvor mine rødder stammer fra, mener jeg ikke vedkommer Dem." lød hans svar en smule kortfattet..
Elizeph virkede ikke som om det rørte ham andet end i den form at det irriterede ham, men sandheden var at Luca havde ramt et meget ømt punkt. Elizephs forældre var blevet henrettet på grund af Elizephs fødsel. De havde ikke haft tilladelsen af rådet til at få et barn, og i den verden hvor Elizeph kom fra, var det en stor forbrydelse, når de begge havde den race de nu engang havde..
Men af den årsag havde han aldrig haft forældre, men var blevet opdraget af en hersker, og senere havde hans lærermester taget over... alt sammen noget Elizeph IKKE brød sig om at tænke på! Han vidste jo generelt heller ikke meget om sine forældre, for det var sjældent at han havde spurgt ind til noget omkring dem. Han vidste kun at han lignede sin mor som snydt ud af næsen. De sorte krøller, de grønne øjne, smalle skuldre.. Men højden havde han fra sin far, det samme med stemmen; havde hans far været i live havde de lydt næsten ens. Også den lige næseryg og de smalle læber kom fra faderen...

Luca mærkede hurtigt at det ikke var et emne den anden brød sig om.
"Det kan De havde ret i... Jeg var bare nysgerrig siden jeg har haft den... fornøjelse at møde en af Deres forfædres slags," Sagde han henkastet.
Han tænkte lidt over den nat han mødte Kazoya og dennes uhøflige opførsel.. Og til sidst men ikke mindst det løfte Luca var tvunget til at opgive... en eller anden dag når han mindst ventede det ville Kazoya så dukke op igen for at få løftet indfriet? det var ikke til at sige...
Han pustede tænktsomt en røg ring mere. Han havde ikke længere så stor paranoia over det... i starten havde han klædt sig endnu mere feminint end han plejede for ikke at blive genkengt når han gik ud, men da Kazoya ikke havde vidst nogle tegn på at ville dukk op begyndte Luca at slappe af igen.
Luca pustede endnu en røg ring. Den her blev ganske nydelig syntes han... hvis han røg lidt mere kunne han måske blive en mester i røg pustning.

Elizeph nikkede langsomt.
"Der kan man se..." startede han..
"Jeg har dog mine tvivl om hvorvidt De er stødt på den helt samme type... Men det er vist en længere forklaring det ville kræve.." han trak svagt på skuldrende, indhallerede igen.. han kunne godt mærke hvordan det hele var begyndt at summe lidt i kroppen nu.. Tankerne var mere slørrede, og generelt var det en smule mere indviklet at holde fokus...
Ja.. opium var skrappe sager, mente Elizeph... Egentlig var han ikke meget for at ryge noget.. det blev jo varmet op til over de 45 grader.. men alligevel var det ikke helt det samme, eftersom det jo ikke var en spise..