Det var tidligt på natten, da Lorgath red gennem skoven på sin brune hingst. Under normale omstændigheder frygtede heste ham egentlig ret meget, men denne hingst var trænet i hans tilstedeværelse. Den var ligeglad og kunne godt håndtere det faktum at han ikke virkede levende som mennesker burde. Derfor virkede hans fløjtende kommandoer fint på den.
I aften havde Lorgath rent faktisk været på ærligt arbejde for en gangs skyld. En handel med en anden adelig, der havde vist sig at være yderst profittabel for den efterhånden meget gamle, og småarrede vampyr, der lige nu havde et skævt smil på læberne, mens han nynnede på en melodi der var ældgammel.
Lorgath var iført noget meget pænt, men alligevel praktisk tøj. Et par lune, småløse bukser, ridestøvler, sin mørkviolette silkeskjorte, med en pæn jakke med sølvknapper uden på, samt en tyk rejsekappe med hætte. Han havde sit bælte med det simple sværd der kun havde én rubin i parérstangen samt hans rigtig familienavn indgraveret, om livet, men det var ikke hans eneste våben. Hans bare hænder, med signetringen samt to andre, ret dyre ringe, var våben i sig selv og han havde tilmed seks andre knive gemt rundt omkring på kroppen.
Hans smil falmede, da han hørte en larm uden lige, længere borte og han valgte at stige af hingsten, kommandere den til at blive, mens han lige så stille gik tættere på, let skjult i mørket.

Med kradsen, hvæsen, knurren og brølen var Ihsan i gang med at lade sin vrede gå ud over skoven, mens hun flåede og flænsede og brækkede det ene træ efter det andet og smadrede kampesten med knyttede næver. Hun var rasende, og blødet flød fra et sår i hendes side, som hun tilsyneladende ikke bemærkede i sin vrede. De havde været for mange, for pokkers mange, og de havde været kujoner og var løbet efter hjælp. Og pludselig havde de været tyve! Der sad flere pile i hendes krop, nogle af dem brækket over, andre hele, og de bevægede sig i takt med, hun kastede sig rundt tilsyneladende uden at mæke smerten. Hendes stærke kæbe satte sig om en stamme, og hun klemte så hårdt til, stammen knasede voldsomt, og barken gik fra hinanden i tråde mellem hendes skræmmende tænder, mens hun væltede træet omkuld med et brag. Sjældent havde hun været så rasende som lige nu, hvor hun ikke kunne stille noget som helst op mod en overmægtig fjende. Måske hvis hun havde været helt på toppen, men hendes nylige heat havde taget en del kræfter fra hende.
Hun havde også fået en flænge ned over sit ansigt, ned igennem et af de to ar der allerede var der, og hendes eget blod løb ned i hendes mund, og hun spruttede det ud i en hvæsen, før hun gned ansigtet mod armen og igen gik løs på en sten.

Et brag lød og Logth stoppede kort op, mens han forsøgte at få øje på vedkommende der gik amok. Det var nu, at hans lugtesans opfangede det: Blod. Menneskeblod. Nej. Der var et strejf af noget andet i det. Noget... Beskidt over det. Dyrisk. Der var meget af det, og Lorgath måtte tage en pause i sin gang for at få styr på sig selv. Ha havde godt oplevet værre situationer, men nu kunne han lige så godt få sig helt i ro.
Kort efter satte han i et løb, skjult i skyggerne, til han så roden til al larmen og blodet. En menneskeligt formet tiger, der hvæsende forsøgte at rive en sten i stykker. Med et hævet øjenbryn gik han tættere på. Han var fornuftig i forhold til når han var sulten, og derfor holdt han afstand mens han observerede væsenet. Det var spøjst, med sin menneskeligt formede krop, det røde hår, og pelsen, samt lydene. En mærkværdig blanding. Han kunne kun komme til to konklusioner umiddelbart. Den var af kvindeligt køn, og så var den rasende. Om det var en god idé eller ej, vidste Lorgath ikke, men han trådte alligevel ud fra skyggerne i en rolig, på ingen måder truende manér. Han gad ikke i unødvendige problemer, så hellere finde ud af hvem hun havde løbet ind i. For hun var tydeligvis ikke i helt god en tilstand med de mange pile og al pelsen tilsølet i blod.

Med en hvæsen og dernæst et brøl enhver tiger værdig løftede hun den massive sten op over sit hoved, fik øje på Lorgath og knuste så stenen over sit hoved, så de halvstore stykker faldt ned over hendes hoved uden at få en reaktion fra hende. Hun spidsede ører, haln slog med hidsige slag, og hun viste tænder.
"Hold så de forbandede lænker af mig, jeg er ikke noget kæledyr!" brølede hun og troede, han var en af dem, der havde angrebet hende. Hun viste ham sin klo, der stadig dryppede af meneskeblod fr de få hun havde nået at flå før deres kujonagtige tilbagetrækken.
"Et skridt nærmere og jeg flår dig i småstykker som dine ynkelige venner! Kvaser dit kranie når jeg har flået dine øjne og dit hjerte ud og stoppet dem gennem din lever!" Og hun var virkelig i stand til at gøre det, det var ikke bare snak.

Lorgaths øjne blev lidt store da kvindetigeren kvaste stenen over sig med et brøl og nogle ord der ikke var til at misforstå. Alligevel forstod han ikke rigtig sammenhængen, men hans overraskede grimasse forsvandt i samme sekund hun begyndte at true ham på livet. Hans øjne blev omgående iskolde og han blev stående hvor han var, mens han så hende i øjnene, komplet følelsesforladt. Han havde hørt for mange trusler i sit lange uliv til at tænke over hvor farlige de var, og han stak derfor afslappet hænderne i lommerne på sin jakke.
"Aha. Jeg ved ikke lige hvilke venner du taler om, for de synker ikke så lavt som at angribe hvem som helst. Desuden.. Så kommer de da i hvert fald ikke her," sagde han med et skuldertræk, før han så sg omkring for at sikre sig at der ikke var noget baghold. Han snuste kort ind, og vendte så opmærksomheden mod den hidsige tigeragtigte kvinde med et hævet øjenbryn. "Faktisk var jeg på vej hjem fra en ganske god handel og så hørte jeg det her... Og tænkte at jeg hellere måtte undersøge det selv før jeg bringer min hingst i unødvendig fare," lød det kort efter fra ham. Inderst inde var han ret vred over, at blive truet på den måde, men han var skide træt af, at slås med tilfældige folk konstant. Sidst uheld havde især ikke været sjovt.

Hun så ud til at køle lidt ned ved hans ord og tog en dyb indånding og indsnusede hans lugt.
"Du er ikke en af dem!" sagde hun, selvom det var åbentlyst. "Det var ikke ment om dig!" Hun satte sig let knurrende ned på alle fire og gned hovedet med armen igen, så blodet holdt op med at løbe ind i hendes snude og mund.
"Urh når jeg finder en måde at slå dem ihjel på!" knurrede hun helt nede i svælget, mest ment for sig selv, mens hun så i den retning hendes hastige retræte var begyndt fra. Så vendte hun vredt blikket tilbage mod Lorgath.
"De forsøgte at fange mig! Ville vel have en ny slave, men nej! Jeg sendte kujonerne af sted, og så var der pludselig mange af dem!" Hun gav sig til at slikke et par af sårene, stadig irriteret, stadig med spændte muskler, men ikke så hovedløst tosset som før. Hun greb også forsigtigt om en af pilene og flåede den ud kun for at se den miste hovedet indeni hende, og hun knurrede muggent og satte så kløerne i sig selv og flåede det ud, mens hun brølede af smerte. Det var ikke Ihsans stil at skrige; hun brølede i stedet som et vilddyr, mens hun klemte øjnene hårdt sammen, før hun smed pilehovedet bort sammen med lidt blod og pels. OG det var bare én pil! Hun var tydeligvis ikke ret god til at fjerne dem selv.

Lorgaths indre vrede dulmede af, da kvinden sagde at det ikke var ham. Han faldt lidt mere ned og lyttede til hendes forklaringer, mens hun satte sig og begyndte at vaske sine sår på en meget dyrisk manér. Hans perfektonisme satte ind det øjeblik hun rev en pil ud på en komplet forkert måde og han vidste at han ikke ville kunne håndtere at se hende gøre det med resten af pilene. "Vent, lad mig hjælpe. Det der gør kun sårene værre og du risikerer infektioner. Jeg så engang en 150 kilo tung mand, i meget god fysisk tilstand dø af det," forklarede han, før han langsomt gik frem til hende og satte sig på hug, for ikke at virke alt for skræmmende. Lorgath vidste ikke helt om forkerte bevægelser ville gøre hende vred. I stedet gik han hen til en ny pil, trak langsomt sin kniv ud op fra sin støvle, for ikke at virke truende i sine bevægelser og tog fat i pilen med den ene hånd, før han med hjælp fra den tynde, meget spidse kniv, fik trukket pilen ud i hel tilstand. Han valgte at smide den over til den anden pil, hvorefter han så op på kvinden. "Vil du have hjælp med resten, eller?" Spurgte han, mest af alt fordi han ikke vidste om hun ville tage sig af det selv eller ej. Af hvad han kunne se, virkede hun som et stolt væsen.

Hun betragtede ham med et truende blik, mens han kom nærmere og satte sig, på hug. Han virkede ikke farlig som sådan, men hun hvæsede let, da han trak en kniv og så fra den til ham. Han så stadig ikke farlig ud, og han fjernede pilen med betydentligt færre smerter end hun selv havde kunnet klare.
"Jeg er vant til infektioner," sagde hun med et suk, "ingen vil behandle sådan en som mig; jeg overlever dem bare!" Hun så på ham med et træt blik. Ikke træt som i fysisk træt, men som i psykisk. Hun virkede meget ældre end hun var, havde tydeligvis set og oplevet en del, inklusive et utal af infektioner.
"Det var sådan jeg endte med alle mine ar!" Hun pegede od sit ansigt og blottede sin side, hvor et bredt, lyserødt, grimt ar strakte sig gennem det nye sår der. Hun tøvede lidt ved hans spørgsmål og nikkede så brummende.
"Det gør ikke så ondt, når du tager dem," indrømmede hun modvilligt og så væk med ørerne sænket en smule. Halen lå næsten stille nu hen ad jorden, og hun sukkede irriteret. "Bare tag dem."

Lorgath lod tigerkvinden tale mens han arbejdede på pilen og smilte et mere venligt smil end før, mens han vendte sig mod en pil der sad i overarmen på hende. "Har man ikke nogle ar, har man heller ingen erfaring," mumlede han, før han selv pegede på sit arrede ansigt. Hans næse havde tydeligvis været knækket og der var flere ar omkring det ene øje. Derudover var der tydeligt nogle flere ar ved halsen, som virkede underlige. Det så ud til at stamme fra forbrændinger, og det var også det de var. Solen havde været efter ham flere gange før.
For at holde det stille og roligt, fik han ordnet resten af pilene og til sidst lå der en pæn bunke der hvor der før havde lagt to. Lugten af blod gjorde ham stadig lidt sulten og derfor rejste han sig bagefter og gik lidt på afstand mens en plan formede sig i hovedet på ham. Han kunne vel få lidt sjov i aften med de folk der havde været efter hende. "Hvor mange af de banditter var der og havde de noget kendetegn? Jeg vil gerne hjælpe dig med at få hævn hvis du ønsker det. Hævn er vigtigt," lød det spørgende, og lidt entusastisk fra ham mens han forsøgte at ignorere den blodige lugt og få styr på de andre omgivelser.

Hun så på ham igen, da han talte, og et lile smil undslap hende, nu vreden havd lagt sig.
"Det er rigtigt nok," sagde hun og sukkede så let. "Men det ville nu være rart ikke at have dem i ansigtet. Nogen gange tror jeg folk ser mere på dem end min pels." Det var tydeligvis ikke en ting, hun var glad for, men hun skulle nok bare vænne sig lidt mere til det.
Da alle pilene var ude flexede hun sine muskler en gang og så på de små huller mellem pelsen, der så noget bedre ud end det krater, hun selv havde fået lavet. Hun sukkede let og rejste sig, mens hun så på såret i sin side, der stadig blødte. Det irriterede hende, men hun kunne intet gøre ved det andet end at vente på, det tørrede ind. Det var allerede så småt begyndt på det. Hun var vant til det, hendes krop vant til at klare sig uden alt for meget blod.
"Der var flere end jeg kunne tælle, men det siger ikke så meget," sukkede hun irriteret over sin manglende evne til det med tal. "De så meget ens ud, men det gør de fleste mennesker. Meget normale, men jeg bemærkede sådan noget på deres skulder lige her.." Hun viste med en hånd på sin egen skulder, "det lignede et øje ligesom mit. Med aflang pu-purpil." Hun udtalte det sidste tøvende og ukorrekt, for hun havde ikke brugt ordet meget, men hun håbede, han forstod hende. Hun ville gerne have lidt hjælp til at få sin hævn, alle Kijos ord om mådehold og overbærenhed glemt, men hun vidste ikke helt hvad et lille menneske skulle kunne gøre, når hun ikke selv havde en chance. Hun smilede så lidt, så hele tandrækken, der var let blodig efter bid om lemmer, blev vist. Hun var kommet til at huske hans kommentar om hævn.
"Nogen gange lever man ikke for andet," kendte hun sig enig.

"Det ville det," svarede Lorgath med et lille smil, da kvinden fortalte at hun gerne ville have haft arrene andre steder end i ansigtet. Selvfølgelig var det forståeligt, han havde også haft det bedre foruden alle sine ar i ansigtet. Lorgaths smil falmede i takt med at kvinden flexede muskler og kort efter forklarede at de var mere end hvad hun kunne fortælle. Om så logo'et. Tilhørende en rival af hans. Eller rettere, Mordekais. Men det behøvede hun ikke vide, han vidste bare, at de var folk han som Mordekai før havde set i sit arbejde. Og nu var de nok lidt sure på hans alter ego, når de sådan rendte rundt og myrdede hans kontakter. Han brød sig ikke om det, for det betød mindre arbejde. Og så ville de sikkert også støde på Izils Sorte Laug. Det ønskede han ikke.
"Ah ja, så vil jeg med glæde hjælpe med din hævn. Jeg har selv et regnskab med dem," forklarede han, mens hjørnetænderne i hans mund blev spidse af vrede. En kold latter lød, og de blev tydelige før det gik op for ham at hun kunne se, han var mere end som så. "Hvad siger du så?" Spurgte han, mens han fik tænderne til at gro tilbage i normal tilstand med et lidt irriteret udtryk i ansigtet. Hun så ikke ud til at kende ham, så det måtte vel være okay at hun havde set hvad han var. Derudover virkede hun ikke som typen der valgte at gå i civiliserede omgivelser.

Hun følte, han forstod hende bedre end de andre, hun havde snakket med om arene, fordi han selv kendte det. Andre sagde bare til hende, det da ikke var noget at tænke på eller at man ikke så dem så godt, selvom de lige havde stirret på dem selv, men Lorgath lod virkelig til at forstå hende, og det var ikke tit, hun oplevede forståelse fra et menneske.
Mens han talte og hans tænder groede ud, kikkede hun på dem og lagde hovedet let på skrå. En vampyr? Endnu en? Meen ham her virkede ikke ond ligesom Falco. Hun havde ellers været klar til at tro alle vampyrer onde baseret ud fra hendes møder med Falco, men ham her havde ubevidst fået en chance for at bevise sig for hende, og hun troede nu lidt mere på, han kunne gøre noget, da hun jo havde set med egne øjne vampyrkræfterne - i alt fald dem Falco havde, men hun var for dum til at kunne skelne. Hun strakte sig let og knækkede så de korte fingrer, før hun vippede med tæerne, så hendes stadig strittende kløer skreabede mod jorden.
"Har du en ide?" spurgte hun og lænede hovedet på skrå til den anden side. "De er for mange til bare at storme ind og slå om sig. JEg fik nogle stykker af dem, men de har spredt sig godt ud, så man kan ikke bare slå flere af dem på én gang." Hun sukkede tydeligt irriteret over det fakta.
Hun begyndte med halvelegante skridt og en viftende hale at gå tilbage ind gennem underskoven den vej, hun var flygtet, og det varede ikke længe, før de kom til et lig, der lå med det flossede ansigt direkte ned i jorden. Hun slog en ekstra gang med halen, da hun så hullet næsten hele vejen gennem hans mave, hvor hun havde flået og slået ham.

Lorgath var lidt smånervøs på halvtigerens reaktion, men hun virkede ikke videre vred over hans natur. I stedet rejste hun sig og spurgte om han havde en idé, hvorefter der røg noget fatal information ud af hende. Det gav ham en ret god idé. Han kunne godt selv nedlægge flere på én gang, men det faktum at de var spredte fik ham til at tænke nærmere over det, mens hans lugtesans igen opfangede lugten af blod. Et lemlæstet lig dukkede op og han gloede lidt småsultent ned på det, før han valgte at ignorere det. "Vi kunne snuse hver gruppe op, tage dem ud stille og roligt, til de er så godt som ingen og så tage resten som de kommer?" Spurgte han med et skævt smil. "Det er mit speciale at gøre sådan noget lydløst," forklarede han så, hvorefter han begyndte at lugte til luften. Allerede nu, kunne han opfange duften af en gruppe tæt på, til trods for virvaret af andre lugte herude og han så på hende, afventende.

Hun ville ikke vide hvorfor, hun skulle være vred over han var hvad, han var. Havde han været ond mod hende havde det været noget andet, men det var han nu engang ikke, og det var alt, der betød noget for Ihsan. Hun der slev blev dømt på grund af hendes race var ikke den, der dømte andre ad den grund. For hendes skyld kunne han have været djævlen selv, det eneste der betød noget for Ihsan var hvordan han var overfor hende. Hun kunne ganske simpelt ikke relatere til godt og ondt på et større plan, det var hun for dum til.
Hun lyttede til hans ide og rynkede brynene let.
"De står rimeligt tæt sammen, og mine farver gør det ikke ret let at snige sig frem her hvor de er. Der er lidt mere åbent, der hvor de står, end der er generelt i skoven. Men vi kan prøve."

Lorgath blev hurtigt enig med sig selv, ved kvindens ord, at det ville blive svært at holde styr på de fire mennesker på én gang og han kom på en plan mens han gned sig tænksomt om hagen.
"Hvis du nu bevæger dig tæt nok på, til at kunne springe direkte på dem.. Jeg går ud fra, du springer ret højt.. Så kan jeg gå i forvejen og lave pifte, som signal til at du kan tage springet. Jeg regner med at tage de to bagerste ud og så tager du bare de to sidste," forklarede Lorgath, før han løb afsted og langsomt forsvandt mellem skyggerne og blev usynlig for det blotte øje. Da han var omkring to meter fra de bagerste folk, trak han forsigtigt en kniv, før han kastede den ind i ryggen på den første, ved det punkt hvor lungen var, så han ikke kunne skrige eller larme. I stedet faldt manden hostende til jorden, før Lorgath var over den anden, hvis nakke blev knækket i et ret så smidigt snuptag. Lorgath besad ikke fysisk styrke som sådan, men han havde rimelig godt styr på hvordan kroppen var bygget og kendte derfor til de svage punkter. Efter dette, dukkede han sig og udstødte et kort pift. Tegnet til at tigerkvinden kunne skride til handling.

Ihsan lægger sig helt ned i græsset og går i et med det i mørket, mens hun gør sig klar på alle fire til at springe. Hun venter på Lorgaths piften og sætter så af i så kraftfuldt et spring som muligt, og hun susede gennem luften og landede med en fod på hver af de to sidstes hovede. Hun borede neglene ned i deres kranier, da hun landede og slog hun hælene sammen med sådan en kraft, at kranierne knaste og blev mast ind i hjernen på dem, hvorpå hun lavede et rullefald ned fra dem, landede lidt akavet, hvor hun trak dem til jorden. Hun landede med såret på en sten dog og hvæsede lavt af smerte et øjeblik, før hun trak sig sammen i græsset igen.