Tom kom gående ned af stranden, eller rettere sagt vraltende. Han havde gået frem og tilbage i lang og nu var hans ben ømme, så han satte sig på en stor rimelig flad sten. Tom sukkede dybt. Han tog knæene op under hagen og lod sine arme vikle sig så mange gange rundt om kroppen så han kunne holde sig varm, det så måske lidt mærkeligt ud på lang afstand, som om en hudfarvet slange havde viklet sig rundt om ham.
Tom havde været væk i lang og havde tænkt sig at opsøge Samson, den savnede Samson, men nu havde han gået hen og fået kolde fødder. Han vidste jo ikke hvordan Samson ville reagere på det. Månen skinnede ned på ham, mens han sad der og tænkte. Skulle han eller skulle han ikke? Tom trak en flaske vin op ad jakken, den var flad og lille, så den lige passede i lommen, den kunne godt ligne en lommelærke. Han sad bare og tog små slurke af den, han var allerede en lille smule beruset. Han havde håbet at alkohollen ville hjælpe ham til at tage en beslutning, men det var som om det ikke hjalp ret meget. Tom begyndte at nynne en smuk lille melodi, en vuggevise. Han glemte langsomt verden omkring sig.

Samson var smågnaven, og hvorfor? Ja, det kunne kun gå for langsomt at få lyset tilbage til magten, sådan så han igen kunne komme ud og skabe frygt igen. Nok var der massere der frygtede ham, men i disse tider var det ikke helt det samme. De fleste krystalisianere havde allerede mistet håbet om et bedre Krystalland, så de kunne jo i realiteten "lige så godt dø". Sådan tænkte mange, og det havde den brutale mand for længst fundet ud af. Og dog! Man kunne være heldig at støde ind i optimister for bagefter at ødelægge deres livsbillede. Det var altid en fornøjelse. Men sådanne små ting, var der alligevel ikke mange af for tiden. Han havde haft for travlt med at forblive indindøre på Borgen sammen med sin bande, hvilket også var en skændsel. Han måtte komme op med noget, ryste noget ud af ærmet! Det kunne kun gå for langsomt.
I alle sine tanker, havde Samson blot gået. Gået uden at vide hvor skæbnen ville føre ham hen. Blikket blev rettet højere op end før, og pludselig gled blikket hen på en meget velkendt og dog en gammel "vens" skikkelse. Samson stoppede sin gang og stod et øjeblik blot og betragtede den siddende og drikkende Tom, go'e gamle Tom, som var endt på hans ø.
Humøret gik et øjeblik op, men blev atter lavere igen, da han tænkte på hvor lang tid der dog ikke var gået! Han missede let med øjnene, som om han forlangte af sig selv at han skulle læse Toms tanker. Kun nogen af tankerne var til at læse, og det var ud fra hans kropssprog. Alkoholen havde stadig sit tag i Tom. På én gang var han godt tilfreds med at Samson var kommet over sit overdrævede alkoholsmisbrug. Dog var det ikke fordi han havde haft lyst til at holde så meget igen, men det var blevet en nødvendighed for at kunne have livet i behold.
Samson tog en beslutning og gik fremad mod Tom, med den sorte bandekappe bølgende efter sig, han havde hele tiden blikket rettet mod ham og hans flaske med alkohol.

"Sidder man her og spilder tiden? Eller bliver den brugt fornuftigt?... længe siden." Brummede Samson med sin mørke og dog meget hævede stemme, så længe han ikke var helt tæt på Tom endnu.

Tom blev så forskrækket at han tabte sin vinflaske, væltede og trillede rundt som en lille kugle fordi hans arme stadig var snoet om ham. Da han endelig var kommet op fik han øje på den fremmede. Han genkendte stemmen. Hans hjerte begyndte at hamre hurtigt. Han hævede øjnene og begyndte at grine. " Dejligt du kom, så er jeg fri for at lede mere efter dig, " sagde han. Han havde ikke ledt efter Samson, han havde fået snuset sig frem til hvor han var. Han gik med ranke skridt hen mod ham, en smule tøvende. Han smilede stort, han vidste dog ikke om det var af glæde eller frygt.
" Har jeg nogensinde været fornuftig, " sagde han højt. Han kom i tanke om at han havde tabte flasken, så han lod bare sin arm blive længere så denne kunne nå flasken, han forsatte stadig med at gå. Tom børstede sandet af flasken og tog en slurk og lagde den tilbage i lommen. Skulle han kramme Samson eller ej? Han ventede på hans reaktion, han ville ikke risikere at op og toppes med ham. Det var jo trods alt Tom der var kujonen, som var flygtet fra den hverdagen med Samson. " Men ja det er længe siden ... 2 måske 3 år? " De sidste ord sagde han lavt, som om han var flov over det.
Tom tænkte over hvad han skulle svare på den uundgåelige spørgsmål. Han hjerne kørte på høj tryk. Han klemte om sin flaske, og håbede på at nerverne ville gå sin vej, så han kunne slappe af.

Samson smil var næsten ikke til at se, dog var det der stadig. Han fortsatte frem mod Tom, og stoppede først da han var 1½ meter fra ham. Han stod og betragtede Tom et øjeblik og ventede med at svare ham.
Hvad var det han stod og så på lige nu? Tom, som havde været så kujonagtig og flygte fra hverdagen. Og dog havde han vidst nok engang tilbudt ham at være med i banden, selvfølgelig med lidt opstramning visse steder. Alligevel var det OK hvis han stadig ikke kunne dy tyren Brutus, for det var trods alt ikke et dyr han skulle tæt på alligevel. Det var der ingen der skulle, ikke andre end ham selv.
Blikket var bebrejdende og gennemtrængende at beskue, men det var nu også lidt det der var hensigten. Dette blik skulle forhåbentlig give Tom en klump i halsen, hvis han ikke allerede havde det. Det kunne godt føles lidt sådan. Et akavet øjeblik kunne det måske føles som. Samson stod og overvejede nøjagtig det samme som Tom. Skulle der være et kram, eller skulle det undværes? Alligevel var det ikke noget forhastet spørgsmål som han stillede sig selv. Han tog sig tid. Om ikke andet, kunne spørgsmålene først blive stillet, og så kunne han genoverveje gensynshilsnen.

"Du har ret, der har ikke været den mindste smule fornuft i hovedet på dig meget længe.... Hvor har du overhovedet været i al den tid? Været inde og brumme den i lang tid for endnu et overfald?" Samson hævede øjenbrynene. Det var tydeligt at han ikke ville have nogen løgne, og slet ikke ovenpå alt den tid.

Han syntes det var akavet, han ville så gerne at det blev som i gamle dage, men hvad var chancen for at det ville ske? Og chancen så ikke særlig stor ud med det blik Samson havde i øjnene. Tom mandede sig op. Skulle han sige sandheden og være en kujon, eller skulle han beholde sin stolthed og lyve. " Jeg har været væk ... Bare væk, " sagde han som en kujon ville sige, for det var jo slet ikke et svar på Samsons spørgsmål, men han havde endnu ikke beslutte sig. Han smilede og slog en venlig knytnæve ind mod Samsons bryst, som sin hilsen. " Brummen? Arrg jeg er for god til brummen, " sagde han smilende. Han kløede sig i håret med den ene hånd og så ned og ventede på Samsons svar. Han kiggede på sine sko, de var ved at være slidte, og det var heller ikke ligefrem varmt for fødderne at stå her, så han flyttede vægten over på den anden fod og kiggede op på Samson, og besluttede sig endelig.

" Jeg rejste væk, det havde ikke noget med dig at gøre, men det var bare min dårlige beslutning, " det lød som en dårlig slå-op-replik, men det var det eneste han lige kunne komme på. Det havde lydt lidt sejere med en eller anden vild historie, men han var ikke en vild digter, og så havde han svært ved at lyve overfor Samson, de havde jo trods alt noget af en historie sammen. Han rakte den ene arm frem, men trak den hurtigt tilbage og tog i stedet en slurk af sin vin.

Samsons blik var blot bebrejdende da Tom kom med den første forklaring, men tydeligvis gik det lidt bedre efter blikket. Tom begyndte at indrømme. Samson havde ikke brug for den store forklaring, for mand var man da trods alt. Det var typisk kun kvinder der skulle have den lange forklaring på sådan et slags forholdsbrud, hvis man overhovedet har kunne kalde det det.
Det hele endte med at Samson blot gav ham et lille nik, og smilet bredte sig. Det var nu tydeligt, at Samson stort set havde tilgivet Tom for at være, den han nu var. Dog skulle kujonen i ham fjernes, trods det at Samson tydelig kunne mærke den store respekt som Tom havde til ham. Det lunede kun inden i, skønt det nok var svært at forestille sig.

Da Tom strækkede armen frem, tog han initiativet og gik frem og gav ham et hurtigt knus med et lettere brutalt klap i ryggen. Han fjernede sig dog igen efter 5 sekunder, så han lige kunne nå at mærke at Tom atter var ved hans side - eller det håbede han da på.

"Du sagde, at du havde ledt efter mig?" Kom det spørgende fra Samson, som hentydede lidt til, om Tom havde noget et specielt emne at drøfte med ham, måske endda flere?

Da Samson gav ham et knus mistede Tom vejret og hostede et par gange, det var han ikke lige forberedt. Men han smilede stadig. Det var dejligt med et knus, og Tom fik mere mod til sig, da han opdagede at Samson ikke var så sur som han troede. Shit, hvorfor sagde jeg det? Hvorfor sagde jeg at jeg har ledt efter ham... tænkte tog og havde lyst til at slå sig selv. " Øhhm ja.. Nu da jeg er vendt tilbage ... ville jeg bare lige sige hej, goddag, har du det godt og alt det der pjat, " mere sagde Tom ikke, han ville ikke indrømme det var fordi at han savnede Samson i sin hverdag. Han ville ikke være sådan en kujon, sådan en tøs.

Han så på Samson, han virkede så forandret, han virkede ikke helt som sig selv, noget var anderledes, men han kunne ikke helt finde ud af om det var godt eller skidt. " Samson ... Du virker ... forandret/anderledes du ved nok?, " han fortrød straks at han sagde det, hvorfor kunne han dog ikke lære at beholde tankerne for sig selv. Men han trak det ikke tilbage, han ville faktisk godt vide det, uanset hvor dumt spørgsmålet lød. Måske var tingene i Krystallandet ikke længere som det plejede, han vidste jo ingenting længere.

De to mænd har kendt hinanden godt, men Samson kunne godt mærke at han nok selv var kommet lidt længere end Tom. Han begyndte let at bebrejde sig selv, for egentlig ville han jo gerne have at det hele skulle være som i de gamle dage. Sagen var bare den, at det var det ikke. Tiderne var langt mere alvorlige og farlige for nogen som ham for tiden. Det var måske heller ikke så sært når nu hele mørket havde vendt sig imod ham, og havde indset at det hele var noget fusk.

Samson nikkede let og fik et større smil på læben over Toms kommentar, at han bare ville finde ham og hilse. Tanken slog ham, at der nemt kunne være meget mere end den lille ting, men samtidig kunne det også kun være den lille ting det hele handlede om - det var jo Tom.

"Anderledes?..." Samsons blik hvilede køligt på Tom, og alligevel var der en lille glød i dem ved gensyet mellem de to.

"Du har ret. Der er sket meget siden sidst, blandt andet at jeg selv stiller op mod Mørket, så bedre tider kan komme os til gode" Samsons smil blev større, da han tænkte over hvor meget kaos der atter kunne bredes i de kommende lyse gader.

"Du er da ikke længere en del af dem, er du?" Tanken var lige faldet ham, at Tom har været en del af mørket, alligevel har han tvivlet på at mørket ville have ham, når nu han havde været væk i så lang tid.

Tom lagde hovedet på skrå, nøj hvor havde han savnet at se ham smile. Men det han sagde kom som lidt af et chok for ham. " Er du ... blevet god?? " Tom var mere eller mindre ude af sig selv. Det havde han ikke ventet. Han trådte et skridt tilbage og skrumpede et par centimeter i højden. " Ja du er vist vendt 180 grader! " Han var en smule forarget og virkelig forvirret, og derfor kunne han ikke finde et passende ansigtsudtryk, det endte med at han rynkede panden og munden var stram som en streg. For Tom lød det altså som om Samson havde skiftet side. Han begyndte straks at fortryde hans hjemkomst. Hvad nu hvis Samson ville hænge Tom op på det han havde gjort? Hvad nu hvis han var blevet byvagt eller sådan noget? Hvad nu hvis han var ikke var den gode gamle Samse længere?

Han var stadig i chok da Samson spurgte om han stadig var Mørkets Kriger, men han rystede bare let på hovedet. Han tømte sin vinflaske, og sænkede hans anspændte skuldre, måske skulle han lige slappe lidt af? Der kunne jo være en anden forklaring, selv om Tom ikke rigtig kunne se den. Han tænkte på det Samson havde sagt igen; at han selv stillede op mod mørket og så det kunne komme ham til gode. Krystallandet var åbenbart ikke som det havde været en gang.

Samson lavede en mærkelig grimasse da Tom spurgte om han var vendt over til lyset. Hans pupiller skiftedes fuldstændig. De blev et øjeblik meget meget smalle, og det kunne tyde på en bitter vrede. Han blinkede ikke, men nu havde han ikke set Tom længe, så han pandede ham ikke bare en. Først, måtte han se om han kunne forstå det.

"Om jeg er vendt til Lyset? Det ville være over mit lig, og ikke engang der ville jeg være i stand til at gøre det. Nej, jeg er mere til ballancen. Jeg bryder mig ikke om at mørket har taget i hele landet på den måde, det gør mig ude af stand til at smadre den livsgnist som folk netop ikke har i øjeblikket. Når landet ligger sådan hen, øde og mørk belagt, frygt i alle gader for deres liv, så vil enhver stort set dræbes på stedet, medmindre de er ufornuftige, tåbelige ved ikke at respektere mig, og lægger op til kamp. Nej Tom, jeg har ikke vendt mod lyset. Som bevis, så har jeg lige dræbt en byvagt, jeg har stadig hans lig, som jeg senere kan krænge op foran befolkningen til små touperede stumper!" Samson begyndte at få blod på tanden af tanken. Han glædede sig helt, men tidspunktet var ikke det rette endnu. Det skulle lige vente til den rigtige lejlighed for hele landet. Krystallandet skulle komme op at køre igen, og folket skulle få noget livsgnist tilbage.

Tom blev stående. Han var ikke i chok længere, men bange for den vrede han så i Samsons øjne. " Siden hvornår er du blevet så ond? Hva med dengang hvor vi bare drak, stjal og voldtog?? " sagde han med en høj skarp tone. Tom huskede ikke at Samson var så ond, men måske var det fordi han kun så den ene side at ham, den side som Tom var vild med. " Har jeg virkelig været væk så længe? " mumlede han mest for sig selv. Han havde en underlig følelse af at være alene. Han prøvede at huske tilbage på om der mon var noget han måske havde glemt, men hans erindringer var lidt tågede, han huskede kun sex, druk og den forfærdelige tyr. Tom håbede på at tyren var død og at Samson ikke havde skaffet sig en ny eller noget der var værre som en drage foreksempel, han skælvede ved tanken.

Tom groede til normal størrelse, et par centimeter mere endda. Han ville ikke virke som om han var skræmt. " Min hukommelse er virkelig tåget. " sagde han prøvede at virke irriteret. Han mærkede efter flere glemte flasker, men han åbenbart tømt alle sine lommer, i disse situationer var det bare bedst ikke at være ædru.

Samson var træt af de rygter der gik, at han var blevet meget mildere og ikke så ond som før. Det havde han vidst taget til sig, når nu Tom også spurgte.
Han sukkede, lukkede kortvarigt øjnene og lod atter blikket falde på den gamle velkendte skikkelse - Tom.

"Rygterne går at jeg er blevet god, og ja, det påvirker.." Der gik lidt tid før han fortsatte, men det var tydeligt at han havde mere at sige. Han åbnede dog først munden da han vidste at han ville kontrollere sit humør, og kunne sige det som han ville sige, helt rigtigt uden nogen vredesudtryk.

"Jeg savner dengang.," Kom det så pludseligt fra Samson med en længsel i stemmen. Han var atter blevet rolig at se på. Mandens humør kunne nemt svinge, men det vidste enhver jo alligevel.

"Du har været væk alt for længe. Jeg har savnet dig.." Samson hørte sig selv være blød i knæene, og på en gang hadede han det, og på den anden måde var det rart at fortælle Tom at han havde savnet ham.
Samson behøvede ikke at sige mere. Bare det at han udtrykkede sit savn, dér vidste man, at han mente det fuldt ud. Det var ikke disse slags ord der bare sådan kom ud af munden på ham.

"Hvad siger du til at vi tager over på Borgen og fejrer din tilbagekomst?" Samson gik op på siden af Tom og slog en arm over hans skuldrer.

" Du kan ikke fatte hvor meget jeg savner dengang, " mumlede han for sig selv og mente det. Det var jo lige præcis derfor han kom tilbage. Han blev rørt da Samson erkendte sit savn. " Jeg har også savnet dig Samse, " indrømmede han og lagde armen omkring Samson. Det var nu ikke så svært at indrømme, når Samson indrømmede det først. Han følte sig ikke mindre mandig på denne måde. Han smilede sit skæve smil og gav Samson et klem med armen.

" Nu hvor du er blevet god ikke? Vil det så sige at vi ikke kan fejre min tilbagekomst med alkohol? " sagde han i en let og drillende tone, men han håbede virkelig på at der var alkohol. Han kunne godt have brugt whisky som kunne varme hans hals. " Hvordan går det egentligt med det hele? Borgen, banden osv.? Er i så en god bande, eller en mellem ting eller har jeg bare været væk så længe, at jeg ikke forstår noget som helt? " spurgte han. Tom slog hånden frem, som et slags tegn til at de kunne gå.

Samson hævede let det ene øjenbryn, da Tom atter snakkede om at han var blevet god. Dog havde han et lille skævt smil på læben, så han var temmelig overbærende. Tom havde indrømmet sit savn også, så følelsen om at være savnet, fik ham til at være temmelig overbærende med Tom. Når nu han tænkte sig om, så havde han også før i tiden være meget overbærende med ham. Det var der ikke noget at sige til, det var jo Tom.

"Selvfølgelig er der sprut, det er jo os, ikke sandt?" Samson hævede begge sine øjenbryn og smilede sjofelt til Tom. En mild latter slap hans strube, dog uden at åbne munden. Det blev blot til en mørk brummen i små stød.

"Vi er neutrale, og dog hælder vi til det onde. Det er lidt kompliceret, men hvad med at jeg fortæller lidt omkring det over et glas vin, eller den whisky du så godt kan lide?"

Det var godt at se Tom igen, men det var nu ikke alt som Samson kunne fortælle ude i de åbne. Somme tider, var det bare bedst at være inde for fire vægge - dog ikke hvilke som helst vægge. Samson arbejdede lidt på tanken om hvad der skulle blive af Tom, nu hvor han var kommet tilbage. Kunne han tilbyde den hjemvendte noget som helst? Det måtte tiden vise. Han havde jo gjort det før.

" Jaja, men nu hvor du er god så tænkte jeg at du også var blevet afholden, " sagde han og puffede til Samson med et kækt smil. Men det sjofle smil var lige ved at være for meget for Tom, han blev en smule blød i knæene og stirrede på ham et par sekunder. Det var altså ikke meget sex Tom havde fået de sidste par år. Han havde kun fået sex ved magt, det var længe siden at han havde haft sex med en som betød noget for ham. Der slap et tungt og trængende suk hen over Toms læber. Han rystede tanken ud af hovedet, det var ikke sex der var temaet nu.

Ved ordet whisky begyndte han automatisk at gå hurtigere. " mmmmh whisky " brummede han dybt. Men Tom tager sig ikke af det første Samson siger, altså det med at de er neutrale osv. Han syntes det var sjovere at drille Samson lidt med det. Tom vidste jo ikke hvor alvorligt det var, så derfor kunne han jo sagtens gøre lidt grin med ham.
" Samson din dejlige tyr. Du kender jo mig jo ud og ind. " grinede han lidt og overvejede om han lige skulle give ham et lille klap i måsen. Samson så lidt mere spændstig ud siden sidst.

Samson rystede let på hovedet af Tom, dog var det ikke som svar til det med afholdenhed til alkohollen. Han havde trappet ned med alt det, mere fordi det var meget farlige tider for nogen som ham. Han svarede derfor ikke, men nu skulle der i den grad drikkes!
Samson begyndte nu at rette kursen mod Borgen. Der var lige nogle minutter at gå dertil, så det var bare med at begynde at gå.

"Ja, det er jo helt til at slå benene væk under en"

"Nå, nu skal vi over og have den whisky!" Brummede Samson, lidt for at skønne på Tom så de kunne se at få begivet sig op af.

/out

Tom følger med Samson. " Whisky whisky whisky, " mumler han glad.

/OUT