Hun trippede hendes fødder som de små småsten gjorde dem ondt. Under dybe indåndinger hun kiggede igen på hendes omgivelser. For hvad der føltes som timer, havde hun stået i det nøjagtige sted, han havde bedt hende om at møde ham. Hun lukkede hendes øjne stramme hun ønskede at være et andet sted; sted specielt for hende.

Åbning hendes øjne fandt hun sig selv på samme sted. Tårerne fyldte hendes øjne, da hun tabte sig i minderne. Det var den gamle sø, hvor solen skinnede, og hvor hun spillede som barn, men nu var det en glemt sted, hvor ingen gik. Hun kunne ikke forstå, hvordan noget så ren kunne blive en glemt hukommelse, at være fyldt med elendighed og rædsel.

Hun tænkte på ham, og hvad han var blevet, med ham, havde hendes liv vendt til – fyldt med mørke hemmeligheder, som hun ikke havde delt med nogle af dem, som hun normalt omgik med.

Hver anden mere hun ventede syntes et helt liv. Himlen begyndte at dreje mørkere og mørkere som natten krøb på intetanende dag. Den pludselige "tude" af en ugle gjorde hende hoppe. Under en lang dyb indånding hun forsøgte at berolige hende nerver. Hendes vejrtrækning faldt, men hendes hjerte udføres slå hurtigt i hendes bryst og den nagende stemme i hendes hoved fortælle hende "Jeg kunne desværre ikke finde udad noget omkring dem til dig."

Et langt væk lyden af en hest, begyndte at nærme sig, langsomt og støt, bliver stadig tættere. Følelser styrtede rundt hovedet. Tvivl og frygt overtog, hun kiggede over hendes højre skulder, og måske havde han ikke set hende. Måske kunne hun gå, og han ville ikke finde ud af.

For få minutter hun debatterede med sig selv. Konfektion hendes sind hun begyndte at vende rundt for at gøre en hurtig exit, men pludselig overrasket tilbage, da han kom, og han var næsten der, lyden af vandet var maskerede lyden af den forestående hesten, kunne hun ikke gå nu, som han ville se hende og følge hende. Hun kunne ikke vente, inden for de næste par timer vil hun være hjemme. Nogle hvor hun følte sig sikker, i modsætning til hendes nuværende omgivelser, der nu er hun følte var bygget til frygt.

Da hesten stoppet helt op var verden omkring tysset, som om det var at lytte til dem. Den dødelige tavshed gjorde hende holde vejret, det var, hvis skoven holdt vejret siden hende. Dette gjorde hende nerver eskalere.

Hun vidste, at han gik hen til hende, ligesom hun lige så nemt kunne blive hans bytte, og han var ved at blive sulten. Træerne var hver perfekt placeret, for at skjule dem fra deres mange små huse omkring søen. Dette intimideret hende som ingen anden levende væsen var omkring, de var afsondret fra alle andre; omhyggeligt skjult.

Fældning hans tilstedeværelse ved siden af hende, tør hun vender sig om mod ham i frygt for, hvad han kunne gøre. Hun kunne høre ham trække vejret tungt, som gjorde hende fylde med beklagelse. Hun fortsatte ud langs med søen og ventede på ham til at tale. De har begge stod ikke sikker på hvad jeg skal sige til hinanden.

"H ... H ..." han stammede. Han rømmede sig og fortsatte tappert "Hej. Tak. Nej Er ... Tak for mødet mig." Peeling øjnene fra den opfattelse, vendte han sig til at se på hende at tvinge et smil. Da hans blik nåede hendes ansigt, hendes urolige øjne stadig stirrede ud ikke mærke af den opfattelse, men ser dybt i tanker. For de næste par sekunder, de stod frosset til stedet.

Alt var stille, indtil hun kiggede ned. Han betragtede hende gyldne blonde hår falder ned, der dækker hendes ansigt. Hemmelighed hun græd inde tænker på fortiden og hvad der kunne have været i dag, men nu alt hvad hun ønskede at gøre, er at slippe af med dokumentmappe. Hun trak dokumentmappe op som forårsagede hendes omfattende smerter i armene på grund af følelsesløshed forårsaget af at holde den; smerten viste i hendes ansigt, da hun klemte hendes øjne op og bed hende tænder sammen.

Han rakte ned og tog fat i mappen. Han kunne mærke den kolde læder røre hans hånd. Hun skubbede det yderligere i retning af ham og faldt det i hans hænder. Den pludselige intetanende vægt dokumentmappe gjorde ham falde ud af balance, da det trak på hans arme.

Hendes bekymringer var ovre. Hun trådte væk fra ham langsomt som krampe i benene gjorde hende til at føle stiv. Da hun gik væk kunne hun se træerne klarere nu, og med hvert skridt hun så en anden del, hun havde ikke bemærket på den måde her.

Efter at have nået åbningen af skoven hørte hun lyden af en hestevogn overdøve de mindre rolige og mindre skræmmende lyde, som tidligere havde opslugt hende i rædsel. De småsten under hendes fødder begyndte hurtigt at tynde ned, afslører en mudder spor nedenfor. Banen var bred gøre en klar skære igennem skoven, og hun mærkede ukrudtet igennem, og de blade og kviste henkastning sporet. Lejlighedsvis kom vinden og kastede bladene omkring, som om de var dens legetøjet, indtil det forlod pludselig forlader dem langsomt danse til jorden. Hun holdt til den side af banen, hvor det blev slidt væk, og en dyb led blev indstillet. Gående ned ad sporet var vanskelig, da det var ujævn og store tornebuske voksede spredning på banen. Lyden af hestevognen fik højere, da hun flyttede sig rundt en stor torn busk, hun kiggede tilbage.

Hun vendte sig og fortsatte til fods. Hun undrede sig, hvorfor han ville bringe sin hest ned mindre vej, det var lavet til at gå, var den anden vej asfalteret og havde mindre tilgroet buske og træer.

Lyden af hestevognen var ved at blive højere, og dette signalerede til hende det var ved at blive tættere. Hun vendte sig om og gispede højlydt. Et par blodige røde øjne stirrede direkte mod hende. Drejning, hun løb. Smerten i benene forsvandt under en brøkdel af et sekund. Hastigheden af hestevognen nervøs hende. Hun kiggede til venstre og højre, på udkig efter en vej ud. Det var en kat og mus jage, og hun var mus. Hun vidste allerede det var mindst en times gang til nærmeste hus – hvor der nok ville være en, som kunne tage hende til byen. En pludselig erkendelse kom over hende. Hvordan kunne hun have været taget af sted uden at havde en hest med sig og især til et møde med en af den race? Hun standsede og så sig omkring mens hun forsøgte at lytte efter hvordan han kunne være henne eller om der var andre inærheden.

Uden at vide hvad der gik forud for det, der skete nu, kom en rytter galoperende bag fra vognen af. Hans hest stred sig af sted, så sveden sprang på dens flanker, mens rytteren pressede den fremad for at overhale vognen. Hans mørkebrune hestehale slog i vinden, hans næsten sorte øjne var stålsatte under rynekde bryn, og et alvorligt drag hvilede om hans mund, mens han pressede både hesten og sig selv til deres yderste. Langsomt overhalede han vognen, hoppens hov gungrende mod jorden, mens vognen ved siden af ham slingrede faretruende farten. Han så de blodige røde øjne og bandede lavmælt, før han fik øje på kvinden foran vognen. HAn var overrasket. Nu havde han forfulgt den vogn nogen tid, og hvor var hun pludselig kommet fra? Han kunne dog ikke se, hun blev redet ned, og han slog igen med tøjlen og overhalede vognen i samme øjeblik som han hørte hende gispe, og hun begyndte at løbe. Han måtte være hurtig nu og satte hælene til dyret, der vrinskede højlydt, men alligevel øgede farten yderligere, mens alle hendes muskler bølgede af anstrengelse.
Han kom op på siden af Mimi og lænede sig ned, hvor han med en arm fik fat om livet på hende og løftede hende op i sadlen foran sig, hvor han holdt om hende med den ene, stærke arm, mens hun lå ind mod hans muskuløse brystkasse mod hans mørkegrønne uldfrakke.

At der befandt sig andre ude i skoven udoven Mimi og den rød øje mand var ikke lige frem noget, som hun regnede med. Faktisk så var det eneste, som der stod i hoved på hende var, at komme væk og da der pludselig var en, som hev hende op - Så var det klar, at hun kort forsøgte, at slippe væk og alligevel varede det kun indtil, at hun bemærkede varmen, som kom fra den fremmedes krop. Hvilke også var det, som fik hende til, at stoppe hendes modstand og i stedefor lægge hendes arme om på ryggen af den fremmede mens hun holdte hendes ansigt gemt imod skulderen på ham, som lige havde reddet hende fra den rødøje mand. Men lige om det var en god eller dårlig ting vidste hun ikke og alligevel så håbede hun, at det var godt på grund af hun havde ihvertfald ikke lyst til, at miste hendes liv der - slet ikke når hun havde så mange ubesvaret spørgsmål omkring hendes egen fortid.

Med hende sikkert i sin muskluløse arm, kunne ikke en gang hendes modstand hjælpe, og han holdt hende blot fast, ndtil hun gente ansigtet ved hans skulder. Han slækkede på tøjlen og red igen ned på siden af vognen, hvor den rødøjede mand så stift på ham fra under hætten af sin kutte, og George slap kort tøjlen og lod en stor energikugle eksplodere nedenunder vognen, der væltede, før han lynhurtigt skød hestene fri, og de tordnede videre og rev manden efter sig, så han blev slæbt hen ad jorden adskillige meter, før han slap tøjlen og bare lå stille. Hans heste var væk, vognen gået i stykker, og George sagtnede farten for så at dreje af vejen. HAn red ind gennem den tætte skov stadig med en arm beskyttende om ham, stadig med et alvorligt udtryk over sine smukke, normalt rolige og venlige træk. Hans sensitive mund var strammet sammen og havde et hårdt drag, men han sad rank og stolt i sadlen, mens han holdt hende ind til sig og bare red af sted, indtil de var kommet tilpas langt væk, hvor han slap hende og sad af, før han rakte op og tog hende forsigtigt om livet for at løfte hende ned.
Han så ned på hende og smilede venligt, selvom alvoren aldrig forlod hans øjne. Men der var noget venligt og godt over denne mands ansigt på trods af de anspændte træk, mens han lyttede efter forfølgere.
"Er De uskadt, miss?" spurgte han venligt og så undersøgende på hende.
Vinden peb mellem træerne, og endnu en ugle tudede, mens den så ned på dem fra et træ, og hesten, der var ganske udmattet efter den vilde galop, stod bare med ludende hoved og viftede let med halen, før hun bukkede hovedet efter en tot græs. George dirrede let ad raseri over manden fra før, der havde fået alt, hvad han fortjente. Nu var han mere bekymret for pigen, han havde redet, der så så lille og skrøbelig ud, især i sammenligning med hans formidable figur.
På trods af Georges størrelse og hans mange muskler, blev folk kun sjældent bange for ham. Der var en godhed over ham, og en rolighed, der fik de fleste til at slappe af i hans selskab, selvom han ligenu så en smule intimiderende ud grundet sin vrede. Ikke en vrede rettet mod hende, selvfølgelig, men mod den idiot, der havde ødelagt en af hans boder med sit vilde ridt og havde skræmt livet af hans ansatte, før han havde forsøgt at ride den unge dame ned. Det var ganske uhørt og havde resulteret i en af de få gange, hvor George var brutal og nådesløs.

Hver en celle i hendes krop var så fyldt med frygt, at hun slet ikke kunne få sig til at gøre andet end havde hendes ansigt gemt ind imod den fremmede og dog, så mærkede hun godt, hvordan hesten pludselig snækede farten lidt. Men alligevel så var det ikke nok til, at få hende til at åbne hendes øjne og dog, så da der pludselig lød en eksplodtion så kunne hun slet ikke lade vær med, at åbne dem et kort øjeblik - udelukkede over chokkede over den høje lyd der var opstået. Alligevel lige så hurtigt, som hun havde åbne dem lukkede hun dem igen fordi, at hun opdagede hvad der havde forsage den høje lyd.

Lige hvor lang tid eller hvor langt de havde reddet vidste Mimi ikke og det bunde mest i, at kort før at den fremmede havde dukkede op så havde Mimi nåede, at indse hun nok slet ikke ville leve så længe til, at se solen stå op. Men så havde den fremmede dukkede op og ændre alt eller det vidste hun ikke lige om han havde på grund af hun slet intet kendte til ham. Så for alt skyld så kunne han lige så godt være en morder, som han kunne være en af de gode.

Da den fremmede fik hesten til, at stoppe og han selv hoppede ned fra den. Så var det først der, at hun åbne hendes øjne igen og da han løftede hende ned, så havde hun lagt hendes hænder på hans arme. Men da hun havde beggede hendes fødder på jorden så fik hun set ordenligt på den fremmede og hun kunne slet ikke lade vær med, at tænke at han minde om en kæmpe - selvom hendes sindstilstand nok også spillede en stor rolle ind.

Men da han spurgte om hun var uskadt så kunne hun ikke få et eneste ord udover hendes læber, hvilke gjorde at hun nikkede en enkle gang og alligevel så vidste hun godt inders inden, at hun var alt andet end uskadt. Især med det, som næsten lige havde set og mens hun havde løbe, så havde mere af skovens brund haft revet i hendes ben - sådan, at der var opstået flere små sår omkring hendes fødder og det nedste af hendes ben. Det var dog, ikke det som optog hendes mest lige der på grund af hun kunne slet ikke blive enig med sig selv omkring hvorvidt den fremmede var god nok eller om hun endnu en gang skulle forsøge, at flygte for at bevare hendes liv. Mistillid var en ting, som Mimi besad meget af og det var slet ikke så underligt igen når man kendte til de forhold, som hun var voksede op under. "Tak" lykkes det hende, at få udover hendes læber efter lidt tid og hun mente virkelig tak på grund af hvis det ikke havde været for den fremmede, som stod overfor hende så ville hun allerede nu havde været aftensmad for den rød øje mand.

Han kunne mærke hendes angst og forstod hende alt for godt. Derfor fastholdt han også et forsigtigt greb om hendes midje. Det vilde ridt og chokket stod malet i hendes blege ansigt, og han ønskede ikke at se hende falde. Han så ikke på hendes fødder og ben, da det ville være uanstændigt, og vidste derfor intet om småsårene, hun havde erhvervet sig.
Et letter suk undslap ham, da hun nikkede, og hans smil voksede sig bredere og skævt, og var i grunden meget charmerende, selvom han ikke selv var klar over det.
"Det var godt; jeg frygtede det værste!" fortalte han hende med et stadig alvorligt blik. George var selv rystet over hvor tæt det havde været på, hun var blevet løbet ned af hestene, og han var klar over, han lige havde reddet hendes liv, men han virkede ikke påvirket af sin heroiske dåd. Han betragtede hende blot nøje for at se efter hvordan hun havde det.
Hendes tak fik nok en gang smilet til at vokse en smule.
"Ingen grund til at takke, miss, enhver ville have gjort så meget," sagde han galant, selvom han vidste, det ikke var sandt. Optaget af sit eget og opslugt af vrede og irritation mod kusken ville kun de færreste have opdaget den lille skikkelse foran vognen, men han havde set hende ved et ufatteligt held, og heldigvis havde hans hest været i stand til at overtage vognen. Han var usigeligt glad for det, for selv hvis hun blot var kommet til skade, havde han ingen evner af nogen art til at kunne have reddet hende.
Omsider, da han mente, hun nok havde genvundet sin balance, slap han hende forsigtigt, prøvende og bukkede så galant for hende.
"Sir George Gallagher til Deres tjeneste, miss. Er der et sted jeg kan bringe Dem hen oven på den forfærdelige oplevelse?" Hans stemme var varm og dog bekymret, mens han stadig betragtede hende og var klar til at træde til, hvis hun skule blive dårlig når chokket først rigtigt sank ind. Han havde set flere forsinkede reaktioner i form af svimmelhed og besvimelser, og han var klar til at gribe hende, hvis hun skulle have brug for det.
"Er der noget som helst, jeg kan gøre for Dem?" tilføjede han med et lidt sørgmodigt smil. Hans eget hjerte var ved at finde tilbage fra sin heftige banken, hans vejrtrækning igen rolig, og han løsnede endelig sine rynkede bryn, der gled på plads over hans mørkebrune næsten sorte øjne, der nu bar et strejf af melankoli i sig over hele den sørgelige situation. Det var ikke tit George ledtes til at skade andre mennesker eller ødelægge deres ejendom, men hans indre djævel havde grebet ham. Han havde i første omgang bare tænkt sig at indhente manden og stoppe ham og få ham til at betale hvad, han havde ødelagt for, men da han havde opdaget, hvor respektløst han behandlede den unge kvindes liv, havde han mistet sin berømte tålmodighed og havde skudt ham i sænk. Ikke at han fortrød det nu, men han var meget rystet over sig selv og den mørke impuls.
Han trak en hånd tilbage gennem sit hår for at få styr på det og opdagede, hans hestehale næsten havde revet sig løs under det vilde ridt, og han gav sig til at gensætte båndet for at have noget at tage sig til, før han rettede på sin mørkegrønne uldfrakke og kort tjekkede de champagnefarvede ridebusker, der sad så godt de nu kunne under de sorte, nypudsede ridestøvler. Han var tydeligvis en velhavende mand, og ud fra signetringen med liljen på hans hånd, af god familie også. At han var ærlig og en god mand lyste ud af hans ansigt og profil, men det var ikke sikkert hun i sin chokerede tilstand ville finde frem til det.

Lige hvorvidt det var muligt, at se i Mimis ansigt omkring hvordan hun havde det, vidste hun intet omkring og faktisk så var det ikke noget, som hun tænke over. Men da den fremmede begyndte, at smile så ændre det ikke på, at hun ikke begyndte, at gøre det sammen og egentligt så var det, at smile ikke noget, som hun havde gjort de sidste par uger.

Det, at han havde frygtede det værste var noget, som hun slet ikke kunne lægge nogle ord til og mest grund af det alvorlige blik, som der var i hans øjne. Et blik, som Mimi aldrig rigtig havde brugt sig omkring, at se hos andre eller især ikke hos mænd, da hendes oplevelser med sådan et blik var, at der var noget meget dårligt i vente forude for hende.

Det lå hende på tungen, at modsige ham i det med, at enhver ville havde gjort det sammen, som han havde gjort for hende ved at redde hendes liv på den måde og dog, så den erfaring, som hun havde med at modsige mænd var ikke nogle god, hvilke også var derfor hun bed den modsigelse i sig. Men lige så snart, som han havde sluppet hende, så trådt hun et skidt tilbage og han pludselig bukkede for hende, så kunne hun slet ikke lade vær med at se underne på ham på grund af sådan noget gjorde man da ikke ? Eller det gjorde ikke nogle, som hun kendte til igennem hendes liv indtil videre i hvert fald.

Da han præsterede sig på den måde, som han gjorde så kunne hun slet ikke lade vær med, at se på ham en del forvirret mens hun gjorde sig tanker omkring hvorvidt han havde haft slået hans hoved meget hårdt siden, at han opførte sig så underligt, som han gjorde efter hendes mening. ”Nej, det er der ikke” svaret hun mens hun tilførte i hendes sind trist *jeg har ikke nogle steder at tage hen og ved ikke hvor jeg hører til* hvilke slet ikke var nogle løgn og især ikke da det var det hovedsagelig havde fået hende på flugt fra stedet, som hun ellers havde troede da var hendes hjem.

”Brude det ikke mere være mig, som spurgte dig omkring det” røg orderne udover hendes læber inden, at hun kunne stoppe sig selv fra at sige det og der var et kort glimt af et smil over hendes læber. Men hun vidste, at hun skyldte denne Sir George Galla.. et eller andet, hendes liv på grund af han havde haft reddet hendes liv. Men da han begyndte, at rette på hans hår samt tøj så blev det tydeligt for Mimi at George og hende selv måtte komme fra to vidt forskellige verdnerne. Da han var så fint i tøjet mens hun selv havde den kjole samt kappen, som hun havde på. Faktisk så ejede hun ikke længere et par sko, da hun ugen forinden havde slidt det par op, som hun havde.

Det lå et eller andet meget dybt indeni hende, som gjorde, at hun skulle sige ”Men jeg vil ikke opholde dem længere” på alle måder blev hun selv overraskede over hendes ord, da hun ikke synes, at det var hende selv der lige havde sagt det selvom ordrene havde forladt hendes mund. Men det, som havde fået hende til at snakke på den måde og det, som lå så dybt i hende var dannelse. Noget, som hun var opdraget til, at bruge altid – Dog, så var det før, at hun var blevet kidnappet og dengang så havde hun kun været de 5 år , hvilke var derfor hun ikke huske noget fra den tid og kun huskede det, som hun havde oplevet hos den mand, som hun havde troede der var hendes far – selvom han i virkeligheden havde været hendes kidnapper og den mand der havde slået hendes familie ihjel.

Han kunne se, hun var et skræmt og intimideret væsen, og han besluttede sig for at være mere nænsom og lod sit blik lysne og blive blidere, mens hans milede lidt varmere til hende. Han kunne også se, hun var ved at skulle modsige ham, men lod være, men hvad det ksyldtes var han ikke klar over, og han blev blot stående høfligt.
Da hun fortalte, han ikke kunne tage hende et sted hen, blev han lidt bekymret, hvilket var tydeligt at se på hans udtryksfulde ansigt.
"De har intet hjem eller sted, De overnatter, hvor jeg kan sørge for, De er i sikkerhed?" spurgte han uendeligt blidt og forsigtigt. Han havde ikke lagt mærke til hendes bare fødder, da det som sagt var uhøfligt at stirre efter en kvinde på den måde, og han betragtede blot hendes ansigt stadig med det bekymrede udtryk i sit blik.
Hendes kommentar fik dog smilet tilbage på hans læber, det skæve, charmerende smil, og han lo let, en behagelig og blid latter.
"De skal ikke tænke mere på det, miss," sagde han, "Det er kun naturligt, jeg ønsker at se Dem i sikkerhed trygt pakket ned i Deres seng efter denne oplevelse .... Eller..." Han rødmede let og så væk et øjeblik. "Jeg ønsker naturligvis ikke at se Dem i Deres seng, blot vide, De ligger der trygt og godt og kan få en god nats søvn." Han havde lige lavet en brøler, og han vidste det. Blot at nævne en seng i hendes nærvær burde ikke komme på tale, og alligevel var ordene helt naturligt smuttet over hans læber. Det var ganske uhørt, at han skulle glemme sine manerer så meget. Han rømmede sig let og rykkede uroligt på sig for så at vende tilbage tild et forrige emne igen:
"Et sted jeg kan føre Dem i sikkerhed?" Han smilede. Intet anmasende eller ondskabsfuldt i hans ansigt, ingen skumle bagtanker, bare en ærlig bekymring for hendes velbefindende.
"De må skam gerne opholde mig, miss. Jeg vil gerne sikre mig, De har det godt oven på den rædselsfyldte oplevelse, De lige har været udsat for. Det ville ikke være rigtigt af mig at efterlade Dem her midt i ingenting, og jeg ville aldrig få ro med mig selv." Han smilede en smule sørgmodigt, for det var sandheden. Han ville aldrig give sig selv ro, hvis han bare på den måde efterlod hende til chok og kulde og hvad skoven ellers kunne indeholde.
Han vidste intet om hendes tanker, tog sig ikke af hendes beklædning; behandlede hende bare som en dame og var lige så galant over for hende, som han var overfor enhver kvinde.

Den måde, som han så på hende var en, som hun slet ikke havde oplevet før hos nogle mænd og det var også gav anledning til en del undering hos hende. Men hun havde ikke regnede med, at han havde bedt mærke til hendes mumlende tilførelse omkring det, at hun ikke havde noget sted, at tage hen eller retter sagt i hvertfald ikke noget sted, som hun havde lyst til, at tage hen. Hun rystede en svag gang på hovedet "Nej, det har jeg ikke.. Men det gør ikke noget. Jeg skal nok klare mig" forklare hun stille og da hun ikke ville være til nogen belasting så var det også derfor hun svare på den måde, som hun havde.
Dog, så måtte hun indrømme overfor sig selv, at der måske ikke var noget slemt ved den George og hans latter havde en vis smittende virkning, hvilke var derfor der gled et lille smil henover hendes læber, da han havde leet.
Hun skulle lige til, at rette ham angående det, at han kaldte hende for Miss på grund af det var hun ikke, da hun havde været gift og dog, så nåede hun ikke før, at han forsatte med, at sige noget mere. Men måden, som han reagerede på var en, som hun aldrig før havde oplevet og egentligt så kunne hun ikke lade vær med, at finde det lidt kært, hvilke også var derfor der indfandte sig et overbærende smil på hendes læber "Nej, det er i orden. Men du behøves ikke, at kalde mig for miss, da jeg ikke er det" lød det roligt fra hende mens hun begyndte, at få fornemmelsen af der måske slet ikke var skabt noget ond i den mand.
Men da han vendte tilbage det forrige emne igen, så gled smilet også ind på hendes læber og til hans spørgsmål valgte hun bare, at ryste stille på hovedet på grund af hun havde haft svaret på det en gang før.
Hans næste ord var nogle, som gjorde at hendes smil ikke forsvandt helt væk "Hvis det vil give dig ro, så kan du tager mig hen til nærmest landsby ?" lød det roligt fra hende og inden, at hun stoppede sig selv så sagde hun "Men du kan været helt rolig. Jeg har haft oplevet det, som har været meget værre end den oplevelse" Hun lavet et lille ligeguyldig trækt på skulderne og egentligt så var det også sandt på grund af hun havde haft oplevet det, som var meget værre end det, at blive jagtede af en vogn.

Han kunne let genkende en kvinde, der aldrig havde mødt en gentleman før, og han var overbevist om, Mimi var sådan en. Ikke at det gjorde meget andet ved ham end at gøre ham trist dog.
Ved hendes besvarelse, at han ikke kunne tage hende noget sted hen, blev hans blik mere bekymret, og smilet blegnede.
"Intet hjem, intet tilholdssted?" pressede han forsigtigt, fuldt accepterende det, hvis hun ikke havde lyst til at svare.
Han betragtede hende med et roligt blik, indprentede sig hendes ansigtstræk, hudens og øjnenes farve, uden at tage stilling til - som så mange mænd ville have gjort - om hun var en køn kvinde eller ej. Det var ikke op til ham at bedømme, og derfor lod han være.
"Åh?" sagde han overrasket, "Så beklager jeg, ma'am." rettede han med et smil igen. "Men har De da ikke en husbond, jeg kan føre Dem hjem til? noget familie? Jeg ville virkelig hade bare at efterlade Dem et tilfældigt sted." Hans blik stadig tungt og traurigt, men smilet fastholdt han dog, og sammen blev det til en melankolsk maske, der strakte sig hele vejen ind i hans sjæl.
Hendes forslag om bare at sætte hende af i den nærmeste landsby, huede ham tydeligvis ikke, og for sit indre blik så han sig selv aflevere en kvinde til kulden og døden, hvilket alrdig var tiltalende.
"At De har oplevet værre ting gør mig kun bedrøvet for Deres skæbne, ma'am," sukkede han beklagende, "men måske er der noget, jeg kan gøre for Dem! Det er en kold nat, og jeg ved, der er mange ledige værelser i huset, jeg selv har lånt et værelse i. Jeg er sikker på mr. Nova ikke vil have noget imod, De låner et af dem for at holde Dem varm i nat. Der vil være trygt og varmt for Dem at hvile Dem ovenpå forskrækkelsen, og så kan De altid bestemme Dem for i morgen, hvad De kunne tænke Dem at gøre. For nu er det sent, og som sagt er det frygteligt koldt. Det er ikke et vejr at bevæge sig rundt i, og det er næsten for sent at finde et sted at overnatte, synes De ikke?" Han smilede venligt. Intet lusket, intet ondskabsfuldt eller uhæderligt i hans øjne, kun ønsket om at hjælpe hende og se hende tryg.
Hvorfor han følte sig halvvejs ansvarlig for hendes velbefindende, kunne han ikke forklare, men sådan lå landet nu engang. Måske var det fordi han havde reddet hendes liv, måske fordi hun så lidt lille og hjælpeløs ud, eller måske var det bare fordi hans hjerte altid omfavnede verdens stakler og oprigtigt ønskede at hjælpe enhver på sin vej. Det kunne have været alle tre ting eller ingen af dem, men hvorom alting var, så følte han sig ansvarlig.