Selvfølgelig var det nat. Det var langt ude på natten, og egentlig havde Lorgath været på jagt. Han havde godt fundet et forsvarsløst menneske herude, som egentlig var faret vild efter at have været på jagt. Det var i hvert fald hvad Lorgath havde gættet, for manden havde set desperat ud, mens han rendte rundt med en pil på sin bue. Lorgath var desværre ham overlegen og var kommet tæt ind på livet af ham. Han havde ikke dræbt jægeren, som var endt som den jagede, men vedkommende lå bevidstløs et tilfældigt sted.
Han havde heldigvis ikke set Lorgaths ansigt, så det var fantastisk. Lorgath vidste, at hans evner nok aldrig ville ruste ud. Han var den bedste til at være komplet uset, syntes han selv, for han var selvfølgelig i det hele taget den bedste skabning her i landet.
Nu sad han, midt i mørket, med ryggen op af et træ og sleb sin ene kniv. Han holdt stadig øje med sine omgivelser, men så ud til at slappe af, som han havde smidt kappen og var iført sit dagligdags tøj. Blodet fra mundvigen var også væk. Han var grundig til at holde sig ren. Lyden af stenen der blev kørt ned ad kniven var høj og ret skærende, men det var nødvendigt, selvom Lorgaths ører blev pint af det. Han holdt blot sin fokus fra det, så godt han overhovedet kunne.

Mørket havde langt sig over den gamle skov og Rain var nu ikke helt sikker på hvor i skyggen hun var. Hun havde fløjet et stykke tid, men fordi hun var blevet træt var hun lænet ned på jorden, i den tætte skovbund. Hun slog vingerne sammen, så hun undgik at grenene vil rive sig fast i dem, som hun gik gennem skoven. Men an kunne stadig se dem. De store hvide engle vinger, som nok for hende mere var en forbandelse end en gave. Selvom det var meget nyttige gjorde det også at hun ikke bare sådan ubemærket kunne gå rundt blandt normale mennesker. Det var nu ikke fordi hun savnede det voldsomt, men hun kunne vel godt en gang i mellem have brug for at være lidt menneskelig igen.
Skoven føltes dybere og mørkere fra hvert skidt Rain tog, det var som om en skygge omgav skoven og det eneste lys, var lyset fra månen, der skinnede klar igennem trætoppende. Rain var ikke bange for at begive sig ud alene. Hun frygtede ikke hvad der lå bag mørket. Hun kunne klare sig selv, men ofte havde hun det dog også med at undervurdere den verden hun befandt sig i. Nok behøvede hun ikke frygte de svage mennesker, men der fandtes andre væsner. Hun kendte ikke dem alle og havde kun mødt få af dem i sin korte leve tid, som menneske. Dog havde hun som engel støt på en del flere, men hun havde med garanti ikke mødt dem alle og et eller andet sted vidste hun godt at hun burde frygte, men frygten lå ikke hende nær og da hun hørte en svag snitte lyd fulgte hun bare efter lyden. Tæt ved en lille lysning så hun en mand. Rain regnede ikke med at han havde langt mærke til hende endnu, for hun bevægede sig med forsigtige skidt. Hun kunne kun se ryggen af ham og tuede ikke at gå tættere på ham i frygt for at han skulle se hende. Hun satte sin hånd mod et af træerne og gik en smule tættere på ham.
En lille gren, som havde ligget lige foran Rains bare fod, gav nu en knæk lyd fra sig og Rain stivnede i et chok og så bare nervøst hen på manden. Hun håbede inderligt på at han ikke ville lægge nærmere mærke til det, men samtidig hvis hun vendte sig rundt og skyndte sig væk, vil de også larme og så vil have blive opmærksom på hende

Lorgath sad i noget tid med sin kniv og stenen, til hans ører opfangede en anden lyd bag ham et sted. Han lod som ingenting og sleb videre på kniven mens han skar tænder. Personen kom tættere på, kunne han høre, men så knækkede vedkommende en gren og stoppede med at gå. Fodtrinene kunne i hvert fald ikke længere høres. Personen var vel stivnet. En tyv der ville bestjæle ham? En bandit måske? Han spyttede på jorden ved siden af sig, mest af alt bare fordi han havde lyst, og rejste sig, hvorefter han stak kniven tilbage i sin skede.
"Hvem end du er, hvad end du vil, så lad hellere være. Jeg har bekæmpet mange banditter og ingen af dem er sluppet fra det uskadede," konstaterede han køligt, ud i luften, før han vendte sig. Synet overraskede ham. En engel? "Vil du mig noget?" Spurgte han med et hævet øjenbryn.

Rain begyndte lige så stille at gøre sig fri af sit pludselige chok. Hun burde have været mere forsigtig, men nu havde han set hende og da hun kastede et blik på ham, så han ikke specielt overasket ud. Rain rynkede lidt på panden, mens hun så på ham. De fleste mennesker vil blive forskrækket over at se en engel, nogle vil måske endda blive bange. Men det gjorde han ikke og det fik hende til at tvivle på om han egentlig var et menneske. Hun følte dog ingen frygt overfor ham og det lod heller ikke til at han virkede bange af sig, med sine trusler. Der var nu ikke meget tyv over Rain, men hun trådte dog alligevel helt ud af skyggen, så måne lyset ramte hendes ansigt. Hun spredte sine vinger en smule, for at være klar til at lette hvis han skulle finde på noget, men hun kunne alligevel ikkelade være med at være nysgerrig. ”Nej” Svarede hun ligeglad og kiggede bare forbi ham, som om han ikke stod der. ”Men hvorfor befinder du dig her midt om natten…?” Spurgte hun og der kom en anelse nysgerrighed frem i hendes stemme, som hun rettede blikket mod ham. Hun fornemmede et eller andet ved ham. Noget som ikke var helt som menneskeligt. Men Rain kunne med lethed tage fejl. Hun var sjælendt sammen med mennesker og i det hele taget andre væsner.

Englens ligeglade, kolde attitude fascinerede Lorgath, inderligt. det gjorde ham nysgerrig, for de fleste engle han havde hørt om, set, eller mødt, havde alle været af den imødekommende, næsten uskyldige, slags. Og denne engel.. Hun så nærmest forbi ham, mens hun svarede nej. Han smilte skævt og samlede sin kappe op fra jorden, da hun spurgte ham hvorfor han var herude om natten. "Åh, mig? Jeg... Hygger mig," svarede han næsten helt uskyldigt. "Som du kunne høre, mens du sneg dig ind på mig bagfra, sleb jeg blandt andet min kniv. Det giver sådan en forfærdelig larm, men en sløv kniv er ikke god til sit formål. Med mindre man bruger den til mindre behagelige ting. Fortæl mig, Engel, hvad laver du herude? Udover, selvfølgelig, at snige dig ind på folk," der var en skjult latter bag Lorgaths ord, mens han trådte tættere på hende. Han ville se hende an. Måske... Hygge sig lidt med hende, men det ville kræve, at han sørgede for at få fat i hende før hendes vinger kunne bære hende væk. Lorgath kunne udrette mange ting, men flyve? Nej, det var sådan noget engle.. Og nogle gange, dæmoner gjorde. Lorgath dræbte kun folk for en pris og nød sit udøde liv som adelig. Et fantastisk liv, skulle man gå hen at spørge ham. Nu var "hygge" så desværre, for ham, et kodeord for jage, men han ville ingen chance have, hvis han tillod englen chancen for at være vildtet der skulle jages. Så igen, var han ret mæt, og måske var hun åben for diplomati, frem for tvang. Det skulle tiden vise.

Rain kiggede lidt undrende på manden da hun hørte hans svar. Hun forstod ikke hvad han mente med hygge, men det var som om at, bag hans facade gemte der sig noget ikke særlig rart. Han var næsten for fokuseret og ikke det mindste påvirket af hendes tilstedeværelse – til at være et menneske. Da han påstod at hun havde sneget sig ind på ham smilte hun kort. Det lå ikke til hende at snige sig ind på andre og normalt var hun allerede draget væk igen. Men hun kunne vel ikke ligefrem modsige hans ord. Det var jo det hun havde gjort, før hun havde afsløret sig selv. Hans spørgsmål, fik hende til at knibe øjnene sammen. Hendes smil forsvandt samtid og hun tav i lidt tid. Det ragede ham jo egentlig ikke, så hun behøvede jo ikke at sige at det var fordi ikke havde andre steder at tag hen og at skoven kun tilfældigt havde været det sted hun var kommet til. ”Ja ud over at snige mig ind på folk…..” Sagde hun dæmpet med en lidt små sarkastisk toneleje. ”Så ville jeg nok vel også hygge mig” Svarede hun og fik skarpt blik i øjnene. Hun vidste ikke helt selv hvad hun mente med sine ord, men det ville måske give et nærmere svar, hvad han mente med det han havde sagt. Hun flyttede blikket fra ham og kiggede ind i skoven, mens hun holdte dog stadig øje med ham

Lorgath var nu godt og vel tre meter fra englen. Han kunne godt se at hendes ansigtsudtryk gik fra undrende, til forvirret, til skarpt mens hun kom med en sarkastisk kommentar. Det morede ham. Meget. Englen var tydeligvis ikke vant til hans slags, det var til at se med den måde hun nærmest så undersøgende på ham.
Lorgath kunne ikke lade være med at smile lidt igen. "Aha. Jeg tror nu engle hygger sig på en anden måde, end folk som jeg gør. Men nok om det. Hvem har jeg helt præcist æren af at møde?" Spurgte han høfligt, før han trådte tættere på, og holdt sin hånd frem mod hende. Han havde i sinde at være en ægte gentleman og give hendes håndryg et kys. Måske lige sætte tænderne lidt i, men det kunne vel ikke skade! Det skulle alting nok blive godt igen!

Den måde den fremmede mand smilte på over hendes ord, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Rain. Der var noget anderledes ved ham, noget som hun ikke kunne finde af hvad. Hans høflige ord, gjorde det kun klart for hende at han ikke var menneske, hvad han så virkelig var, betød ikke noget for hende. En smule modvilligt gav hun ham sin hånd og bed sig i læben. Der havde været et eller andet ved ham, som havde gjort at hun ikke bare kunne ignorer hans gestus. Et kort sekund efter hun havde langt sin hånd i hans, sammenlignede hun deres hænder som begge var meget blege. Rain troede selv at hun var, den mest blegeste af de to, men da hun så hans hånd mod sin, opdagede hun at han var blegere end hende. Han var næsten for bleg til at være et andet væsen end en vampyr. Hun vidste at hun ikke kunne være helt sikker i det, men hun måtte bare vente. ”Eorin Bennet” Næsten hviskede hun og så afventende på ham

Lorgath læste godt modvilligheden i englens ansigt, da hun rakte ham sin hånd. Han kunne gennemskue hende, for hun virkede til at være lidt.. Angst i det? Måske. Han vidste ikke helt om han var rigtig på den eller hvad han helt præcist var, men hendes blik gav ham lyst til at lege. Han greb blidt fat i hendes hånd, lagde også selv mærke til forskellen i hudfarve, men ignorerede det komplet, før han trak hendes hånd op til sig i et let, noncholant buk, med et blidt kys, hvor han samtidig begyndte at kunne lugte hendes blod nu hvor han var så tæt på hende. Det var fristende, men han lod være med at bide, da han gav hendes håndryg et blidt kys.
"Selv går jeg under mange navne, men du, Eorin, kan kalde mig Arkio," svarede han med et smil. Han nævnte sjældent sit mellemnavn til folk. Og mange ville genkende både hans fornavn og efternavn. Skulle han havde valgt at give hende navnet Mordekai, så skulle hun fra starten slet ikke have haft fået lov til at se hans ansigt. Så ville hun nok også være død nu.

Rain mærkede hvor hendes mave trak sig sammen, da han tog hendes hånd om mod sin mund. Et kort øjeblik, frygtede hun at han ville sætte sine tænder i hende, men da hans læber forsigtigt ramte hendes håndryg, forsvandt det meste af Rains frygt. Hun smilte venligt, men trak så sin hånd til sig. Hun var ikke ligefrem vant til at blive hilst på, så høfligt, men hendes blik var dog stadig en smule skeptisk. ”Vær hilset Arkio” Svarede hun blidt og bøjede hovedet som en hilsen. ”Sig mig” Begyndte hun og trådte et skridt tænkende til siden, mens hun stadig havde blikket på ham. ”Hvad hygger du dig så i” Spurgte hun og løftede hovedet en smule, hendes blik blev et kort øjeblik skarpt, men forsvandt lige så hurtigt igen. Dette kunne måske også bekræfte hendes mistanke. Hendes blik skiftede fra skeptisk til et mere blødt blik. Hun var stadig klar til at sætte af, eller trække sin daggert frem, som var godt gemt væk. Men hvis han virkelig var en vampyr, havde hun ikke en chance for at slippe væk før han gik til angreb, men samtidig fandt hun det underligt at han ikke var gået til angreb endnu.

Rain mærkede hvor hendes mave trak sig sammen, da han tog hendes hånd om mod sin mund. Et kort øjeblik, frygtede hun at han ville sætte sine tænder i hende, men da hans læber forsigtigt ramte hendes håndryg, forsvandt det meste af Rains frygt. Hun smilte venligt, men trak så sin hånd til sig. Hun var ikke ligefrem vant til at blive hilst på, så høfligt, men hendes blik var dog stadig en smule skeptisk. ”Vær hilset Arkio” Svarede hun blidt og bøjede hovedet som en hilsen. ”Sig mig” Begyndte hun og trådte et skridt tænkende til siden, mens hun stadig havde blikket på ham. ”Hvad hygger du dig så med?” Spurgte hun og løftede hovedet en smule, hendes blik blev et kort øjeblik skarpt, men forsvandt lige så hurtigt igen. Dette kunne måske også bekræfte hendes mistanke. Hendes blik skiftede fra skeptisk til et mere blødt blik. Hun var stadig klar til at sætte af, eller trække sin daggert frem, som var godt gemt væk. Men hvis han virkelig var en vampyr, havde hun ikke en chance for at slippe væk før han gik til angreb, men samtidig fandt hun det underligt at han ikke var gået til angreb endnu.

Eorins varme smil fik kun Lorgath til at smile endnu mere. Hun så jo godt ud, så meget kunne man da sige om hende. Og så var hun spændende at tale med, det var jo ikke hver dag man stødte på en engel. Han nikkede som svar til hendes hilsen, før hendes spørgsmål dukkede op og fik ham til at grine lidt.
"Jeg jager vildt. Du skulle tage, at prøve det en dag. Men ikke med bue og pil, det giver på ingen måder nok udfordring, Eorin," svarede han mens han observerede hendes ansigtsudtryk der næsten konstant skiftede. Han havde på fornemmelsen at hun endelig var ved at gennemskue ham. Men det var da sjovt, så længe det varede og hvis hun virkelig skulle finde ud af hvad hans virkelige intentioner var, så skulle det næste helt sikkert blive endnu mere sjovt!

Rain blev en smule forvirret over Arkios smil, men hun lod det ikke påvirke sig og beholdte bare sit smil. ”Jager vildt?” Gentog hun og løftede brynet en smule. Hvad han mente med det stod rimeligt klart for hende, men hun lod som om det bare undrede hende og kneb øjnene tænkende sammen. Han skulle nødig finde ud af at hun havde gennemskuet ham, men nu havde han jo heller ikke langt skjul på det. ”Det kunne godt være jeg burde tage sådan en udfordring op” Sagde hun små drillende og gik så frem mod ham og passerede ham let. Hun viste ingen tegn på frygt, men hun kunne ikke lade være med at blive en smule nervøst da hun mærkede hvordan hendes ene vinge ramte ham. Det havde egentlig mest været for at provokere ham. Hun vidste ikke hvorfor hun gjorde det og hun ville med garanti fortryde det, men hun havde hun gjort det og stod kun en halv meter fra ham med siden til, mens hun smilede

Lorgaths smil blev mere bredt da Eorin stadig virkede som om hun intet vidste. Desværre var hendes hints gode nok. De var kraftige nok til at hun på en måde hentydede til, at hun havde fanget gnisten. Tråden. Den røde tråd.. Han så efter hende med et lidt intenst blik, mens hun gik forbi ham og med sin yndige vinge strejfede hans skulder. Nu kunne han ikke længere holde sig tilbage. Han vendte sig rundt og gik helt tæt på hende, med et smil der viste hans tænder, før han tog fat i hendes arm, forholdsvist hurtigt, og satte sine tænder i den. Det var et langsomt, og "blidt" bid, fyldt med lidenskab. Til hendes blod selvfølgelig. Han tog ikke meget, kun nok til at smage - Men smagen var fantastisk og gav ham en sådan rus at han blev blød i benene og måtte lukke øjnene af nydelse et kort øjeblik. Lidt efter fjernede han sine tænder fra hende, men han slap ikke hendes arm.
"Du valgte selv at udfordre mig, så hvis du mener det var uretfærdigt, tager du fejl," forklarede han sig med et skævt smil.

Rains blik blev næsten panisk, da han greb hendes arm og satte tænderne i. Selvom det gjorde ondt havde hun ikke forventet at han ville gøre det så blidt. Hun troede at vampyrer var voldsomme og havde svært ved at styrer deres tørst, men der gik ikke lang tid før Arkio’s tænder ikke længere sugede hendes blod ud mere. Hun havde været så opslugt i sine tanker at hun slet ikke havde gjort modstand, men nu hvor han var stoppet prøvede hun at trække armen til sig, men hans greb var stadig stramt om hendes arm og hun lavede et utilfreds ansigts udtryk. Rain bed tænderne hårdt sammen og hun følte sig helt bitter, men bevarede roen. ”Smagte det godt?” Vrissede hun og kiggede ned på sin arm, hvor der nu var to små huller efter hans tænder. Hun forstod ikke hvorfor han var stoppet, men hvis hun bare fik den mindste chance for at komme væk ville hun bruge den. Med sin frie hånd tog hun fat i hans arm. ”Du må godt slippe mig igen” Sagde hun koldt og kiggede med et hårdt blik på ham

Lorgaths smil forsvandt på ingen måde ved Eorins meget sarkastiske spørgsmål. Det blev kun større og hans spidse tænder blev synlige. "Det smagte vidunderligt, Eorin. Mange tak for hjælpen til mine studier," forklarede han i et lettere mystisk toneleje. Hun morede ham stadig, men han vidste ikke helt om han skulle dræbe hende eller ej. Hun kendte jo hans ansigt, og ville sikkert let kunne melde ham til autoriteterne, hvis hun ønskede det. Det kunne desværre ikke komme på tale, så da hun greb fat om den arm han holdt hendes arm med og koldt sagde at han godt måtte slippe hende, rystede han på hovedet mens hans smil falmede.
"Jeg beklager, men det er desværre ikke muligt, nu hvor du har set mit ansigt. Med mindre vi kan komme frem til en.. Diplomatisk løsning," svarede han, pludselig også meget koldt. Hans blik var ikke hårdt, men det var fuldstændig tømt for alt hvad der kunne kaldes følelser. Han ønskede ikke at blive meldt nu, ikke nu hvor han havde det så dejligt og kunne hygge sig og det hele.

Rain så undrende på ham. Den her gang var det ikke noget hun gjorde med vilje. Hans ord, forvirrede hende virkeligt denne gang, men da han rystede på hovedet blev hun i stedet en smule hidsig. Hun havde lyst til at råbe op i hans ansigt at hun ikke var bange for ham, men et eller andet sted kunne hun ikke skjule at hun var det. Nok havde Rain ikke meget at leve for mere, men alligevel frygtede hun døden. Hun tav og tænkte sig kort om. At han selv kom op med forslaget om at de kunne finde en diplomatisk løsning, kom lidt bag på hende. Hvorfor dræbte han hende ikke bare? En masse tanker løb rundt i hendes hoved før hun slap sit greb og lod sin frie hånd falde slapt ned om siden på sig. ”Ja, vel” Mumlede hun roligt, men hendes blik var næsten brændende og der skulle ikke meget til at få hende til at miste selvkontrollen. Men selvom vreden brændte i hende, var hun ret sikker på at hun godt forstod hvad han mente med sit forslag. ”Du tror jeg vil sladre til de små lys kæmpere eller hvad de nu hedder?” Konstaterede hun og smilte, det kunne næsten ikke lægge hende fjernere end at opsøge dem, men det var alligevel en smule morsomt at han var skræmt af dem, hvis hun altså havde ret i sin konstatering. ”En engel kunne aldrig finde på at gøre andre ondt” Sagde hun med et lille koldt smil. Selvom man ikke kunne hører sarkasmen i hendes stemme lå det rimelig tydeligt i hendes ord. Selvfølgelig kunne engle finde på at gøre andre ondt. Det var kun fordi at de sølle mennesker gik og troede på at engle var gode væsner.

Lorgath smilte selvtilfreds da Eorin mumlede et javel og slap taget i hans arm. Så han kunne godt tale med hende om det hele, det var meget fint. Hendes teori om de små lyskrigere fik hans øjne op for en ny sandhed: En engel ville ikke tale så hånende om mennesker. I hvert fald ikke de gennemsnitlige og derfor troede han ikke en meter på hendes næste ord. Han kunne ikke lade være med at grine koldt.
"Du er vel godt klar over at jeg ikker dum vel, Eorin? Jeg er over tusinde år gammel, jeg ved godt at der findes engle af forskellig kaliber. Spørgsmålet er om du så kan sige det samme om dig selv, som du kan sige om en engel," konstaterede han i et koldt toneleje, der virkede lettere truende. Han havde ikke sinde at lade en engel løbe om hjørner med sig. "Jeg foreslår at du kommer med et forslag - et løfte om du vil - som ikke er at løbe om hjørner med en vampyr," sagde han så, lidt mere åbent.

Rain følte sig stadig lettere hidsig, men holdte det tilbage. Hun ville ikke gå amok på ham, hvis det at hun bevarede roen kunne gøre at hun kunne beholde sit liv. Rain smilte kort og kiggede på ham. ”Jeg påstår ikke at du er dum, men” Sagde hun og drejede hovedet væk far ham. Hendes stemme var stadig rolig og en smule sarkastisk. Hun syntes selv at hun skjulte sin frygt rimelig godt, men om han kunne fornemme på hende at hun var nervøs vidste hun ikke. ”Nok er jeg en engel af ydre, men bag facaden gemmer der sig noget andet” Sagde hun og gav et løft med hovedet. En form for selvtillid brusede frem i hende og hun smilte bare fortsat. ”Et løfte… - om at jeg aldrig ville fortælle nogen hvem eller hvad du er?” Sagde hun. Det var ikke et spørgsmål, men mere bare en konstatering endnu en gang. Nok var det ikke præcis det han havde bedt om, men hun tænkte at det ville være nok. Hun løftede sin frie hånd op til hans ansigt og kiggede på ham. ”Jeg sværger med mit blod” Sagde hun dæmpet og gjorde sig klar til, det hun forventede han ville gøre, når han forstod hvad hun mente

Lorgath nikkede blot da Eorin konstaterede at hun var noget andet under facaden. "Andet ville undre mig, med den attitude," svarede han koldt, før hun kom med et løfte. Han greb fat i hendes hånd og satte igen sine tænder i hende. Da han havde indtaget lidt mere af hendes blod, slap han hendes hånd med et lavt suk.
"Så vil jeg sværge, at hvis du fortæller nogen om min sande natur at jeg vil finde dig og gøre hvad der skulle have været gjort i det tilfælde," svarede han selv, noget hårdt. Han ville ikke sværge ved noget, og da specielt ikke blod, da han ikke vidste om det ville gøre hende til en blanding af vampyr og engel. Sådan noget ville han ikke skabe, for han var bedst. Han var monsteret, og han skulle vinde.