Selvom det er lettere utroligt, færdes der næsten ingen mennesker på denne gade. Der er ingen boder og de bygninger, der omkranser gaden, har facaden vendt den anden vej. Det er egentlig bare en passage, så man kommer ud på den næste store gade, der er langt mere trafikeret. Her hersker en ualmindelig ro, men det bliver ødelagt af den baggrundsstøj, der kommer ude fra de andre gader. Det er nærmest bare en 'rest'gade - det er her, alt skidtet bliver fejet ind og ingen bliver her længere end højst nødvendigt.

Carolina sidder på den brostensbelagte gade, uden rigtigt at have noget formål med det. Hun har sit tæppe trukket godt om sig og rygsækken ligger tæt ved hendes side. Hun tiltrækkes ofte af steder, hvor der ikke er særlig mange mennesker, og selvom denne her gade både er en smule skummelt og beskidt, nyder hun roen omkring sig. Hun er jo fra byen og kender de flestes tricks.
Det har været et par hæsblæsende uger for én, hvis største problemer normalt blot består i at få noget at spise (for hende er dette nærmest ikke engang et problem), og hun sidder, mens hun holder godt øje med de få mennesker, der går forbi hende, og tænker disse begivenheder. Først alt det rod med Topaz, som ikke kender hende længere - og derefter det totalt uforudsete angreb fra den hvidhårede kvinde, som hun jo egentlig ikke havde gjort noget. Og som kendte alt til hendes fortid.
Som hun sidder der, ser hun egentlig ganske forsvarsløs ud, men tag endelig ikke fejl. Hun har øjnene hvilende på alle, der vover sig ind i den lille gade og er parat til at forsvare sig, hvis det bliver nødvendigt. Man ved jo aldrig, hvad folk, der har fået hugget nogle af deres ejendele, kan finde på at gøre.

Langsomme fodtrin høres blandet med baggrundsstøjen efter en tid på den brostensbelagte gade. Trinene er forsigtige, selvom deres årsag er et par tunge støvler - den kappeklædte mand, der er på vej ind i passagen er særdeles på vagt.
Han har hætten trukket over hovedet, for selv om der næppe er nogen i byen, der kender ham, vil han ikke tiltrække sig for meget opmærksomhed.
Xander adlyder stadig ubetinget sine herrers bud, men han har også brug for et mål i livet. Og er der ét mål, der for altid har brændt sig fast i hans sind, så er det tanken om igen at bringe den unge lysets kriger Sala til døden. Hun burde ikke leve, - ikke når de løfter, han havde fået, blev brudt.
Men Sala har længe været væk, Xander har længe været i fangenskab, - og meget har ændret sig siden da. Dog er hans hævntørst med tiden ikke blevet mindre.
Da Sala lader til at være umådelig svær at finde, har hans søgen bragt ham til byen: her har han forfulgt Salas tidligere forlovede Topaz, og Topaz bragte ham til Carolina, som han i en rum tid har fulgt efter og betragtet på afstand.

Han mistede sidst sporet af Carolina i dette område, og han bevæger sig nu langsomt hen ad gaden - vagtsom som altid. Så standser hans fortrin brat, idet hans blik falder på et tæppeindhyllet skikkelse - der er hun!
Han kunne dog i selv samme øjeblik have slået sig selv - gadetøser er utroligt vagtsomme, og at han på denne måde standser op ved synet af hende, henleder i den grad hendes opmærksomhed på ham. Desuden er der en god chance for, at hun tidligere har lagt mærke til ham.
Han bider sig frustreret i læben med en lettere spids hjørnetand. Nu er der næsten intet andet at gøre end at skabe kontakt til hende .. og for alt i verden håbe på, at hun ikke stikker af! Han har på ingen måde nogen interesse i at jagte en gadepige tværs gennem byen - noget, hans svækkede tilstand næppe vil tillade ham.

Allerede ved lyden af de tunge støvler mod brostenene er Carolina på vagt. De fleste i byen har let fodtøj på, med undtagelse af byvagterne og inkvisitionen, som hun for alt i verden ikke har lyst til at møde. Da skikkelsen så stopper op, ser hun direkte og en smule gennemborende på skikkelsen med sine grønne øjne - for at lade ham vide, at trods sin forsigtighed, er han blevet opdaget.
Hun giver den fremmede et åbenlyst elevatorblik og konstaterer da, at han hverken bærer byvagternes eller inkvisitionens uniform. Hvad vil han hende så? Hvad har hun nu gjort? Hun rejser sig da op med et lettere opgivende suk og ser på den fremmede - endnu mere indgående end før. Har hun ikke set ham før? Et eller andet sted?
"Følger De efter mig?" spørger Carolina så, mens hun hanker op i sin rygsæk. Hun overvejer lidt mulighederne - skal hun stikke af, eller? Nysgerrigheden overvinder hende dog til sidst - og hun bliver stående, mens hun bliver ved med at se direkte på den høje mand.

Xander er så ganske afgjort blevet opdaget af pigen, - og hendes spørgsmål gør det klart for ham, at han er fuldstændig afsløret. Nu er det bare om at spille sine kort godt, - holde hende tilstrækkeligt interesseret og overbevise hende om, at han ikke er farlig.
Han bevæger sig et par skridt hen mod hende, idet han fjerner hætten fra sit ansigt: hun vil næppe fatte særlig meget tiltro til en skikkelse, hun knap kan se.
Hans højre øje er som altid lukket, men det venstre betragter Carolina med et skarpt, men ikke uvenligt blik. Han ser rimelig træt og hærget ud, og det at han fortrækker ansigt i noget, der skal forestille et venligt smil, får ham ikke ligefrem til at se bedre ud. Desuden smiler Xander så sjældent, at han har svært ved at finde ud af, hvordan man gør.
"De kan være ganske rolig lille frøken.." siger han hæst. "Jeg er ikke en byvagt eller noget andet slemt, - men det kan du sikkert se på mig. Jeg har blot nogle .. personlige ting .. jeg ønsker at afklare."
Han betragter hende indgående, nu hvor han har en mulighed for at se hende tættere på. Hun ser noget sølle ud, må han tilstå, men han ved, at man ikke skal undervurdere folk, som hende. De ved ofte mere om hvad der foregår end så mange andre.

Carolina hæver øjenbrynet, da Xander smiler - hvor fanden har han lært det henne? Desuden virker han stadig suspekt. Hun tager rygsækken om på ryggen og sender ham et utålmodigt blik.
"Hvilke personlige ting?" spørger hun så mistroisk - hun vender sig mod ham og begynder at gå væk, dog i et tempo, så Xander kan følge efter hende, hvis han vil. Selvom hun har ryggen vendt mod ham, er hun dog stadig opmærksom på ham og hans træk. Når der er så stille her, vil man sagtens kunne høre, hvis han gør noget uventet.

Carolina virker umådelig afvisende, men det kommer ikke som den store overraskelse for Xander. Folk som hende har det med at være pokkers mistroiske og virkelig svære at lokke oplysninger ud af .. medmindre man har noget godt at tilbyde som gengæld.
Men Xander er nødt til at gå meget forsigtigt til værks, hvis han skal finde ud af, om hun ved noget om Sala..
"Jeg ved tilfældigvis at du er bekendt med en ung herre ved navn Topaz.." siger han og følger efter hende, da hun begynder at gå. De tunge støvler høres nu tydeligt mod brostenene, da han ikke længere forsøger at snige sig af sted. Bag ham bølger den mørke kappe let og under den kan man skimte en jakke med adskillige metallisk skinnende spænder.
Han betragter hende lidt afventende .. vil hun være villig til at tale om Topaz? .. han ved ikke noget om, hvor dybt deres venskab er, men hvis han er heldig .. Topaz selv ville aldrig afsløre noget om Sala.

Carolina stopper brat op, da manden nævner Topaz' navn. Selvom han ikke umiddelbart hverken har givet udtryk for at være god eller ond, virker det alligevel ikke som om, hans intentioner er specielt gode.
Nu hvor hun reagerede så hurtigt på Topaz' navn, er der ingen tvivl om, at herren godt ved, hun kender ham, så hun kan lige så godt lade være med at benægte det. Det kommer der sikkert intet godt ud af - og når hun nærmest overhovedet ikke kender Topaz længere, er det ligesom begrænset, hvor meget hun alligevel kan fortælle manden om ham.
"Jo, jeg kender ham," svarer hun da blot og begynder at gå igen.

"De er vidst ikke en særlig snaksaglig lille frøken," bemærker Xander med en lettere ironisk klang i de høflige fraser - Carolina er trods alt ikke nogen fornem dame.
"Jeg er ikke interesseret i at gøre nogen ondt. Jeg ønsker blot en lille snak.." Xander fornemmer at hans ordvalg ikke er særlig heldigt, og at han virkelig skal til at gøre sig umage, hvis hun ikke skal smutte fra ham.
Han lyder ærlig talt mest af alt som en fyr med særdeles skumle hensigter. Desuden ligner han ikke en normal byboer med kappen, støvlerne og det mørke hår, der er kort i den ene side.
Han sætter farten lidt op for at følge med hende, - hans fodtrin dog en smule usikre og haltende. Hans fysiske styrke er på ingen måde, hvad den har været. I det mindste reagerede hun ret tydeligt på Topaz' navn.. måske er han virkelig så heldig, at hun kender ham godt.. rigtig godt.

Carolina hader virkelig at blive talt ned til. Sådan helt vildt. Specielt når det er fra mennesker, der rent faktisk vil have hendes hjælp. Selv er hun altid høflig - medmindre den anden provokerer hende. Hun styrer sig dog og lader være med at komme med et spydigt svar. Hun stopper i stedet op, så hun står forholdsvist tæt på Xander. Det undrer hende lidt, at han har det ene øje konstant lukket, men hvad ved hun ..
Lige nu er hun ikke specielt bange for den mand, der står foran hende, da hun har hørt på hans fodskridt, at de er noget usikre og haltende. Hun ville kunne løbe fra ham til enhver tid, det er hun ret sikker på.
"Hvad får jeg for at svare på dine spørgsmål?" spørger hun da, igen med en meget stor utålmodighed liggende i hendes stemme. Den her mand er begyndt at irritere hende rigtigt meget, og hun vil egentlig bare videre på sin endeløse færd.

Aha, så hun er rent faktisk interesseret i, hvad han kan tilbyde. Xander mærker en vis lettelse - missionen lader ikke til at være helt håbløs.
Hun lader dog til at være ganske mistænksom - og han kan ikke bebrejde hende. Så længe det ikke bliver afsløret, at han er i det mørkes tjeneste, skulle han dog have sine chancer.
Han slår let ud med armen .. "Først og fremmest synes jeg nu, at det ville være synd og skam at stå og snakke på den kolde gade .. og du ligner ærlig talt én, der ville have godt af et varmt måltid mad i en krostue - for min regning, naturligvis." foreslår han.
Han betragter hendes ansigt - hun er så ganske afgjort ikke på nogen måde begejstret for ham, fornemmer han.
Hurtigt lader han blikket vandre rundt i den næsten mennesketomme passage .. ærlig talt bryder Xander sig ikke meget om at befinde sig i hovedstaden. Han bryder sig ikke om folkene her, hvor han selv er vokset op, lige så lidt som han bryder sig om minderne om sin barndom.
Men hovedstaden er også stedet man skal gå hen, hvis man vil have oplysninger ud af folk som Carolina, - det er Xander så ganske udmærket klar over, så han må pænt bide sin ubehagsfølelse i sig og affinde sig i omgivelserne.

Igen bliver hun fornærmet over Xanders meget lidt skjulte fornærmelse - hun hæver øjenbrynet og overvejer faktisk at lade være med at tage imod hans tilbud. Hun kan sagtens finde noget mad senere på aftenen, men tanken om varm mad frister hende rigtigt meget.
Hun har stadig ikke tænkt sig at nævne, at hun overhovedet ikke ved noget om Topaz - hun er nysgerrig efter at finde ud af, hvad Topaz mon kan have rodet sig ud i, siden sådan en skummel type er interesseret i ham.. Og alt efter, hvad det er, manden foran hende, vil vide om ham, kan hun jo også digte lidt på historierne, hvis det bliver nødvendigt ..
"De kunne starte med at lade være med at tale ned til mig. Det hjælper faktisk engang i mellem. Der udover tager jeg ikke imod mad fra fremmede, hvis navn jeg ikke kender," siger hun da, men utålmodigheden er gemt lidt væk igen. Det der varme mad altså...

Xander fornemmer at pigens interesse er blevet større, og en vis følelse af tilfredshed breder sig i ham - at tilbyde gadefolk en passende betaling er heldigvis ikke det sværeste i verden.
Han er lidt overrasket over hendes fornærmede attitude, - det med ikke at være nedladende over for folk er i det hele taget noget, Xander har utroligt svært ved. Men står han ikke ligefrem i en situation, hvor han kan gøre, hvad han vil.
Han nikker derfor kort til hende. "Så lad os da have en fornuftig samtale i stedet .. lidt fristet af mit tilbud må du trods alt være, siden du ikke er rendt væk endnu."
Tydeligvis er han nødt til at forhandle sig til sine oplysninger - desværre kan han ikke engang regne med, om Carolina er til at stole på. Men det er uden tvivl forsøget værd.
"Mit navn er Xander Darkantha, du har sikkert ikke mødt mig før, jeg er først kommet til byen for nylig" .. Hans stemme er stadig lav og hæs og han betragter et øjeblik Carolina - han ved faktisk intet om hende, - kun at hun kender Topaz, og at der derfor er en chance for, at hun også kender noget til Sala.

Carolina tænker slet ikke over, at hun måske kan virke lidt nærtagende og afvisende - og egentlig er hun også ret ligeglad. Det er hende, der har (eller, hun lader, som om hun har) de oplysninger, som Xander skal bruge, og derfor ser hun det egentlig som sin ret til at opføre sig, som hun har lyst til. Hun nikker da.
"Jamen, så vil jeg da tage mod dit tilbud, Xander," svarer hun så og gider egentlig ikke fortælle Xander sit navn. Han må selv spørge, hvis han er interesseret i det. "Så må vi se, hvad jeg har kan tilbyde dig," tilføjer hun så med et lille, skævt smil.
Hun overvejer, om hun selv skal tage initiativ til at gå mod en af byens utallige kroer, men afgør så, at det må Xander selv sørge for - hun vil nødigt virke for desperat.

Xander bestemmer sig for også at prøve at finde ud af noget mere om Carolina - man ved trods alt aldrig, hvornår man for brug for sådanne informationer..
"Det glæder mig," siger han og lyder overhovedet ikke glad. Selvom han naturligvis er godt tilfreds med, at Carolina har takket ja til hans tilbud.
Xander har ikke været i hovedstadsområdet i årevis - og da slet ikke for at gå på kroer, så han er et øjeblik en smule rådvild, men skridter derefter målrettet ud mod en af de mere befærdede gader: det kan trods alt ikke være svært at finde.
Han kigger kort mod Carolina, for at se, om hun følger med, og forsvinder derefter for enden af passagen.

Carolina ryster bare lidt på hovedet over Xanders manglende entusiasme, inden hun dog beslutter sig for at følge efter ham.