Inde i krostuen var der liv og glade dage for en gangs skyld. De fulde mænd gav på skift øl til hele hytten, mens de skrålede og hyggede sig med et par dame. Der var ingen tvivl om, at de var hyret. Den slags drukkenbolte havde ufatteligt svært ved at tiltrække sig den slags opmærksomhed selv i sober tilstand. Fra tid til anden væltede nogen over en stol, eller deres egne ben, hvorefter den nærmeste krogæst blev beskyldt for at have spændt ben. Så var der slagsmål indtil krofatter kom ind og gav øl på huset, og så var stemningen tilbage igen.
For omkring en time siden dukkede en flok af mørkets krigere op. Så blev der stille. Flavian havde håbet, at folk så ville dæmpe sig, men en times mjød, øl og andre alkoholoversvømmede drikkevarer var mere end rigeligt til at overkomme selv den forhindring for en god aften i byen.

Elveren smækkede døren i efter sig og stod nu udenfor i stilheden med et af de krus mjød som krofatteren havde foræret væk. Jo mere han spekulerede over, hvorfor det overfyldte etablecement forsatte med at tiltrække ham, desto mindre forstod han. Han endte oftere end ikke med blot at sætte sig på en bænk udenfor igen. Denne gang valgte han dog at blive stående og se i retningen af solen, der så småt begav sig på vej ned mellem et par træer.

Som solen var ved at gå ned, var Kazoya lige stået op.. Han havde været ude og jage, spist en ung kvindes ben, og begav sig derpå videre igen.. han havde besluttet sig for at begive sig hen til det nærmeste sted hvor man kunne spænde ben for fulde folk og se dem vælte..
Han var iført et par vinrøde, slidte bukser, som med sikkerhed engang havde været pæne og dyre.. overkroppen var nøgen, og han bar heller ingen sko..
I takt med at han kom nærmere, spottede han en skikkelse udenfor på bænken..
Et bredt, slesk smil viste sig på de smalle, blege læber.. Denne person kunne måske være sjov at drille lidt? Han lignede en blanding imellem en af de der belastende bjergelvere, og så en fissefornem skovelver...
Kazoya standsede op foran den fremmede, højere fyr, så med det blå øje, samt det søvlfarvede op på ham. Han betragtede ham bare uden at sige noget først.
Ned fra munden, over hagen og en stor del af brystkassen, var der pletter af halvstørknet blod..
"Nogle dybe tanker?" spurgte han så efter lidt tid.
Umiddelbart lignede han et menneske; hornene var ikke synlige, og heller ej var de lange kløer.

Selvom dæmonen begav sig ud i en del gætværk, så lykkedes det ham komme frem til en rigtig konklusion. Flavian var skovelver, men fisefornem eller vigtig af sig var det sidste, han var. Han ville have været skoleeksempel på en kildetilbeder, hvis det ikke havde været fordi, han aldrig nogen sinde bad til krystallandets guder - eller sine egne for den sags skyld.
Han tog en slurk af øllen uden at have andre 'dybe' tanker i hovedet end, at han nu igen blev forstyrret. "Næppe," svarede han tørt og så op et kort øjeblik; lige nok til at vide hvordan Kazoya så ud, og til at kunne gætte på hvor blodet kom fra. Det gjorde ikke det store indtryk på ham. Han blev bare en anelse mere opgivende. Det lod til, at denne dæmon, regnede Flavian med - normalt havde mennesker ikke koaguleret blod på halsen -, havde fået blod på tanden så at sige. I dette tilfælde skulle det ikke forstås bogstaveligt. Og et slagsmål var ikke lige det, der kunne få ham i bedre humør. Nu var Flavian i øvrigt kommet i tanker om, hvornår han tog til værtshuset: Det skete, når uvelkomne minder nægtede at forlade hans hoved. Det var deprimerende og skulle drikkes ud - i ro og fred vel at mærke.

Kazoya lo en lav, nærmest nedladende latter. Og dog lød han moret.
"Kedeligt.." han trådte lidt tilbage, og satte af i et spring, trak sig op på markisen der gik ud over den lille verandalignendne indgang til værtshuset..
Her sad han i skrædderstilling, så ned på den anden fyr.
"De virker ikke til at være et ret interassant væsen.." tilføjede han så.
"Har De nogensinde prøvet at blive spist levende?" han vippede hovedet ud over markisen, smilte på en underlig høflig måde som slet ikke passede til hans ord.
"Og kunne De tænke Dem at prøve det...? For ellers, synes jeg at De skulle tage at gøre Dem selv interessant at føre en samtale med.. Ellers kunne jeg jo gå hen og kede mig. Hvilket De nok skal regne med; vil gøre Dem til mit bytte.."
Hans hoved løftede sig op igen, mens et lidt tomt blik gled ud over horisonten.. Hvor var det sørgeligt, egentlig.. Han havde ikke talt dagene... hvor længe havde han gået rundt i denne meningsløse tilstand? Sove, dræbe, æde, voldtage, sove... det var stort set det han lavede.. Intet af værdi..

Til det svarede Flavian lige så tørt og ligegyldigt: "Nej, den oplevelse har jeg måttet leve uden. Men jeg er sikker på, at din mave ikke vil blive svær at skære igennem." Han så op endnu engang. "Men du lader til at have spist før, du kom. Vi kan jo heller ikke have, at du får det dårligt af for meget mad." Flavian var endnu ikke nået til den grad af fuldskab, hvor han var i stand til at blive irritabel. Og lige nu betød livet ikke meget for ham, selvom han heller ikke havde noget dødsønske. Så hvis Kazoya havde lyst til at prøve at gøre kål på ham, skulle han være velkommen, men Flavian havde nu ikke tænkt sig at sidde stille i mellem tiden.
Flavian sad stadig med de blå øjne og så lige op i luften mod Kazoyas ansigt og ventede på hans reaktion. De lysebrune tøj, som Flavian rendte rundt i var ikke særligt varmt, men han ignorerede de begyndende kuldegysninger. i det mindste havde hans fødder det dejligt varmt. De befandt sig i et par leder støvler, som gik ham til midt på læggen.

Kazoya smilte en smule nedladende, inden han holdt fast i kanten med hænderne, og nærmest som hvis han slog en koldbøtte, svang han sig ned fra markisen og slap sit greb.. uden at sige noget, satte han sig på trappekanten med ryggen mod en stensøjle, der holdt markisen oppe.. og samtidig sad han så med siden til Flavian.
"Interessant holdning.. Men det er en naiv tanke, at tro jeg ville sluge Dem helt.." han lænte sig tilbage med et afslappet pust.. de mange muskler i hans overkrop, var tydelige, smukke og lange.. man kunne tydeligt se, at den blege, ondsindede skabning ikke havde så meget som et eneste gram fedt for meget på kroppen..
"Men Heldigt for Dem, er jeg faktisk ikke rigtig sulten.. Men disse kedsommelige omgivelser beriger ikke min hverdag.." han gabte dovent... Ja, en anden måde at sige på, at han bare kedede sig..

Flavians ene mundvig hævede sig et par millimeter til et skævt smil. "Heldigt for mig? Heldigt for dig, ville jeg sige. Du ville bare have fået en masse sand i munden." Han henvendte sig aldrig til nogen i tredje person flertal, med mindre han var sikker på, han ville få kappet hovedet på stedet, hvis han ikke var høflig nok. "Men jeg kan kun sige, at jeg forstår dig udemærket. Det er svært at finde nogen underholdende at tage sig til." Han sukkede dybt og smilede svagt, som man gjorde, når man slog noget hen som en uinteressant ligegyldighed, fordi man ikke ønskede at tale om det. Han bundede resten af sit alkohol og overvejede kraftigt at gå ind igen for at vente på den næste gratis omgang. Og hvis han blev utålmodig kunne han jo altid selv give mjød til hele stuen, selvom folkene derinde ikke ligefrem havde brug for noget at styrke sig på.
Han studerede den størknede, mørkerøde væske, som Kazoya var indsmurt i. "Skulle du ikke have det der vasket af?" Dæmonens muskler tiltrak sig også lidt opmærksomhed. Flavian havde en tendens til at vurdere eventuelle modstanderes styrke. Og da alle i princippet kunne ønske at starte en slagsmål med ham, studerede han alle.

Kazoya hævede lidt et øjenbryn. Hvad regnede han med? Kazoya var ikke en sissy.. Han døde da ikke af lidt sand.. Men han valgte at lade det ligge..
Kazoyas egen grund til at kalde folk ved høflig tiltale, var sådan set bare det at han var opdraget til at blive en høflig gentelmand.. så den slags sad bare så dybt i ham at han ikke kunne lægge det fra sig..
"Jah.. Det er ikke nemt at finde noget at underholde sig ved.." lød det så bare..
Ved den sidste kommentar, kunne Kazoya ikke lade være med at le.
"Vaske det af? Det er da spild af tid.." lød det så bare..
"Men hvis det genere Dem, kan jeg da godt fjerne det?" han så vurderende på Flavian.. Egentlig, så fandt han det beroligende at tale med denne besynderlige mandsperson.. denne virkede ikke som en type der forsøgte at spille klog. Nej, han virkede bare ganske normalt begavet, og stadig var han ikke nedladende.. Dette beskyttede elveren mod et angreb fra den sorthårede dæmon..

Han hævede overrasket øjenbrynene, mens han stadig så ned i sit tomme krus, som om det på magisk vis ville fylde sig selv op igen. Nå, så vi spiser så ofte... Ikke at det egentlig interesserede ham. Alt var ham ligegyldigt, hvilket havde generet mangt en samtalepartner. Eller det var faktisk ikke helt rigtigt. Han havde en tendens til at have prisen på sine.. tjenester, jo mere amoralske de blev. Og så var der selvfølgelig alle de minder, som Flavian drak for at komme af med. Men nu havde han ikke mere at drikke, så han valgte at vende isn opmærksomhed mod den blodindsmurte dæmon i stedet.
"Nej, det generer mig ikke." Selv hadede han at have blod ud over det hele. Det var ikke blodet, men hvor det kom fra, der generede ham mest. Desuden var den slags spor meget tydelige og kunne hurtigt for en smidt i fangekælderen. Det skete heldigvis ikke så ofte, når man fra tid til anden arbejdede for særlige folk. Ikke at han nød det. "Var du bare sulten, eller havde dit offer fortjent det?"

Kazoya så lidt undrende på Flavian..
"Fortjent det?" gentog han, som hvis han ikke var sikker på at have hørt rigtigt..
"Det tænker jeg da virkelig ikke over.. Jeg spiser hvis jeg er sulten..? Ligesom alle andre..." han skuttede sine skuldre.
Om de havde fortjent det...? Det havde de vel ikke? eller også så havde de..?
"Ligesom mennesket, der spiser lavere stående dyr, så gør jeg det samme... Den stærkeste overlever.." lød hans svar så... Jo, denne Flavian var faktisk temmelig interessant.. han havde nogle andre tanker end den typiske borger, som straks ville konkludere at Kazoya altså var ondskabsfuld og modbydelig..
en kort tanke strejfede Kazoya; kunne denne person se andet end facaden..? tanken virkede nærmest skræmmende, men også dragende..

Spiser når han er sulten, lige som alle andre... gentog elveren inden i sit eget hoved. Jo, det var vel naturligt nok. Det var måske oven i købet lykkedes ham at stille et dumt spørgsmål. Måske hvis han havde makket ret og var blevet hos elverne, havde han ikke været nødt til at spørge. Hans folk vidste meget om verdenen omkring dem. Så meget, og så alligevel absolut ingen ting. Nej, der kunne sås tvivl om hvorvidt, han havde taget den rigtige beslutning eller ej.

"Tja, det er vel naturligt nok..." Hans blå øjne så igen ned i kruset. Faktisk bøjede han nakken så meget, at nogle kulsorte hårtotter fra hans temmeligt høje hestehale var begyndt at falde ned over nakken på ham. Det var da meget muligt, at han ikke dømte, som alle andre dømte, men han drak, som alle andre drak. "Jeg må have noget mere..." Til trods for spidsørens dårlige humør, gik han stadig med rank ryg og faste skridt mod krodøren. Hvis man havde set ham bag fra, ville man ikke have taget ham for det følelsesmæssige vrag, han var lige nu. Han forsøgte nu også ihærdigt at skjule det. Flavian åbnede krodøren. "Skal du med?"