Krystallandet
Xenix 09.08.2011 18:19
Izilarna kom langsomt vaklende imod lyset der skinnede ud af værtshusets vinduer, under den lange gåtur var hun blevet mere og mere bleg, selvom man næsten skulle tro at det var umuligt, og hendes gang virkede efterhånden som noget man kun havde set bambi præstere. Flere gange havde hun overvejet at kapitulere og enten sætte sig ned uden at gå så meget som et skridt længere, eller kaste sig om halsen på Ulairi der trofast havde fulgt hende hele vejen.Tanken om at forvandle sig, så hun kunne komme hurtigere frem havde også strejfet hende, men hun var udemærket klar over, at forvandlingen ville ødelægge hendes krop som hun havde det nu, og havde af samme årsag undladt det.
"Jeg håber det er her, jeg går ikke et skridt længere!" mumlede hun så, og sendte manden ved hendes side et sløvt blik, efterfulgt af et lille smil der viste, at hun prøvede at komme igennem det med en smule humor, hendes stemme var dog ligeledes blevet rallende og hæs for ikke mindst at nævne, at hun på de sidste kilometer var blevet unaturligt forpustet.
Kort flyttede hun hånden fra såret der endnu var bundet ind, det blødte stadig svagt og materie var begundt at samle sig i kanten af såret, dette nævnte hun dog ikke for Ulairi, han havde hørt rigeligt på hendes klynkeri
I am the Who, when you call; Who's there!
