Ik’iss Ahss; Kvinden, der er født til ulykke. Navnet var old-elvisk og langt fra opmuntrende. Hun besidder et væld af personligheder som om flere forskellige kvinders natur skiftes til at besætte hendes legeme. Denne omskiftelighed gør ofte hendes opførsel uforklarlig. At hun i dette øjeblik nærmede sig havet og klipperne, der var formet efter mange årtusinds slid, var uden grund. Intet mål havde hun sat sig. Hun lod blot naturen råde og føre hende af nye veje. Det var sjældne gange, at hun havde våget sig ud til havet. Ikke fordi klippernes højder skræmte hende, da intet endnu havde sat sit mærke på hendes gennemsigtige hud. Endnu var det ikke muligt, at fange eller tæmme hende. Det var på mange måder en kolossal fordel for den fredfulde skabning, men mange slags angreb var ikke mulig ved en eventuel forsvarssituation. Hun frygtede endnu mødet med en uvenlig skabning, der kunne kue hendes person. Denne angst skyldtes særlig hendes svagheder hvad angik fløjtespil og ild. Ved hendes ophold hos de forskellige elverstammer havde hun mødt enkelte ildbetvingere, hvilket havde haft en skræmmende effekt på hende; Hun led af åndenød og blev stærkt afkræftet ved nær kontakt. Det var ikke underligt; Ild æder vind for at kunne bibeholde deres egen overlevelse. Ved mindre antændelse var hendes luftbetingning dog stærk nok til, at blæse ilden ud; Præcis som et stearinlys kan opleve det ved et pust. Hun frygtede dog den dag, at hendes evner ikke rakte længere. Det var ikke en usædvanlig svaghed for luftelementet og derfor noget de fleste ville kunne regne ud, hvis de blot indeholdte en smule intelligens. Fløjtespillet var dog en svaghed hun skulle sørge for at holde skjult.

Disse tanker cirkulerede i hendes sensitive sind, mens hun bevægede sig fjerlet over klippens udformninger. I realiteten kunne hun flyve over disse ujævnheder, men hun ønskede, at fremstå så menneskeligt som det nu engang er muligt med en hvid silhuet som udseende. Hendes slanke fødder med kløer i stedet for negle dansede derfor igennem stenmasserne få tommer over jorden. Aldrig var det hende muligt, at skænke sig helt ned på jorden. Jordens massivitet gav modstand, nærmest holdte hun tilbage lige gyldigt hvor meget hun forsøgt, ønskede og anmodede om det, var det fysisk muligt for hende at betræde den.

De store, gule øjne fulgte det intetanende væsen hidsigt som en kat. Produktionen af mundvand begyndte på tungen, som hun lydløst lod strømmen strække hende lidt nærmere og nærmere. Fokuseret pressede hun øjnene sammen og udvidede næseborerne. Den glubske mund kom langsomt til syne, som blev et usynliggørende sjal revet fra det nederste af hendes ansigt. Frem dukkede et, nej flere, sæt spidse tænder, indadvendte som på en haj i et spredt, blottet smil. Laksen vendte langsomt ryggen til rovdyret; om det var et tegn på urolighed eller intetanethed vidste vand-elementaren ikke, men hun så dette som sin chance og kastede sig pludselig frem i vandet, som en løvinde kaster sig mod gazellen på prærien, og jagtede den forskræmte, hurtige fisk i blot få sekunder med snild smidighed til højre og venstre, op og ned, før hun heftigt satte tænderne i bugen på dyret. Den sprællede, kæmpede for sit liv, men som Alcyoñe ikke slap og vandet kun blev rødere, døde fiskens bevægelser stille hen.
Mrrh, frokost. Elementaren svømmede tilfredst mod land. Hun gad ikke at rovfisk skulle lugte blodet og komme og forsøge at tage del i hendes måltid. Selv havde hun brugt lang tid på at udvælge sig den perfekte fisk, og når hun endelig havde fanget den, ønskede hun at nyde den i fred.
Hun svømmede ind mod bredden, men rejste sig kun i sidste øjeblik, før stenene ville støde mod hendes brystkasse og laksen. Hendes våde hun skinnede i solen, men det mange farvede skær fra hendes fine områder på kroppen med skæl, forsvandt. Hvirvlerne på hendes ben blev dog tydeligere, som de tørrede, og hendes hår blev mere lyseblåt.

Målbevidst gik hun op mod klippehulen for at indgå al for meget af solens stråler, men hun blev stoppet brat i hendes færd, da hendes spærrede sine gule øjne op og hendes pupiller blev smalle. Ikke så langt fra klippehulen, på den modsatte side af Alcyoñe, bevægede der sig en udefinerbar skikkelse. Det var med garanti intet menneske, selvom det er positur tog sig således ud. Ej heller var det en anden race, vand-elementalen havde set. Og på trods af skikkelsens tydelige præg af vindelementet, fornæmmede Alcyoñe ingen fælles Elemental. Alligevel prøvede hun sig frem med Elementalernes sprog. Måske var hendes 6 sans bare blevet rusten?
"Hvem der?" lød det fra hende på en knurrende men alligevel nysgerrig facon.

Vibrationer kunne fornemmes nær hendes trommehinder. Ik’iss havde fået skænket en ufattelig hørelse, idet lyde blev bragt fremad luft og vind. Elementer hun selv var skabt af og havde ubrydelig forbindelse til. Tonernes klang var dog fremmede for hende og stammede fra en større afstand. Det ukendte sprog fik hende til, at standse som om hun var trådt ind i en usynlig væg. Den pludselige opbremsning blev efterfulgt af, at hun hurtigt løftede blikket og det smalle ansigt, for at søge mod lydens herre. Hendes syn blev mødt af ikke tidligere erfaret udseende; Et par kattegule øjne var rettet imod hende. Få meter foran hende stod en skabning hun aldrig før havde mødt og denne talte tilmed et sprog hun ikke var blevet lært af hendes forældre. Væsnet var uden tvivl en kvinde med en højde, der kun overgik hendes egen med få centimeter. Dog var hendes facon ikke til, at sammenligne med hendes egen; Kvinden var ikke ejer af et frontparti samt hofter fremstod mere kantede end hendes egen kvindelige fyldighed. Den fremmede bestod ikke af et eneste unødvendigt gram, men havde en højst mærkværdige farve. Hvis Ik’iss Ahss havde været i besiddelse af øjne, der kunne indikere følelser ved hjælp af øjenlåg og øjenbryn, ville hun være dybt fascineret af skabningen foran sig. Udformningen af dennes krop kunne kun beskrives med ordet; Smuk. Hun mente dybest inde, at væsnet med skæl var det smukkeste hun længe havde set – mest fordi hun ikke kunne fastsætte dennes race. Gåder og mysterier havde altid virket tiltrækkende på kvinden af luft. Desuden var hun ufattelig videbegærlig; Det som man også kunne kalde nysgerrig alt efter denne egenskabs positive eller negative effekt.

Hendes voluminøse hårpragt svævede karakteristik over hovedet på hende; Legende og barnlig som vinden nu engang var skabt, mens hun betragtede udforskende den ukendte. ”Undskyld. Jeg forstår ikke Deres sprog.” Hun forsøgte sig forsigtigt frem med en enkelt sammensætning af ord. Det var ikke til, at vide om denne skabning kun beherskede det uforstående sprog eller hun var lært som hende selv. Dog vovede hun sig ikke nærmere. Den fremmede skulle virke imødekomne hvad det angik, for hun havde bemærket det flossede laks mellem hendes klør forenden af fingerspidserne; En lighed hvad angik hendes eget ydre. At hun var nervøs for kvindens klør ville være uforstående for mange, fordi hun var skabt af selve luften. Intet havde før sat sit ar på hendes gennemsigtige hud, så hvorfor skulle denne kunne gøre det? Alligevel holdte hun selv på betryggende afstand, da hun fornemmede, at det fascinerende vandvæsen besad utrolige kræfter.

Alcyoñes øjne gled hen over den svævende kvindes skikkelse. Luft, huh.. Vand-elementalen havde på trods af sine blot 21 leveår set mange væsener af mange udseende. Alene hendes fælles Elementaler havde mangfoldige skikkelser uafhængig af deres element. Andre vand-elementaler som hende kunne have udseende som en lille alf eller besidde en stor krop af heftige vandmasser. Således var Elementalerne racemæssigt ikke definerbare på udseendet. Indbyrdes kunne de kende hinanden via den specielle sans, Alcyoñe for et øjeblik siden tillod sig at betvivle. Hvor tåbeligt. Hvis der var noget hun svor aldrig at betvivle, så var det hendes sanser. Dette tankespor fik hende til at knibe øjnene sammen, en smule ærgelig over sin egen præstation. Et stille fnys indikerede denne følelse, som hun rev øjnene væk og så ned på sit bytte.
Fisken, tung og kold i hendes hånd, lod hun falde til jorden med et genlydsløst bumb. Det fremmede væsen talte i samme stund, og det fik hende til at fænglse sit blik tilbage på skikkelsen. Den stille stemme var blid, flød gennem luften som silke.. Som en lille sommerbrise på en varm dag. Væsenets hår var fyldigt og opførte sig som hvileløs røg fra et bål; Bevægede sig i vinden, frem og tilbage med øst og vest, viljeløst. Vand-elementalen så længe på det. Det opførte sig som ethvert form for vægtløst objekt.
De gule katte øjne blev lidt mildere, mens stilheden stadig hang i luften. Alcyoñes mund var atter ude af syne, men forhindrede hende ikke i at tale. Modsat væsenets milde, lette stemme, var hendes dybere og med mere offensivitet. Lyden kom ingenstedsfra, da hendes dog ikke så lidt feminine stemme lød på klippekysten.
"Det er klart, du ikke forstår. Det er Elementalernes tunge.", sagde hun på krystallianernes sprog. Hun havde tillært sig det af praktiske grunde - selvom høflighed overfor andre end Elementaler, lå ikke Alcyoñe til. Ligeledes gjorde det typisk ikke af hendes race - Agressive væsner var de blevet grundet menneskets stupiditet.
"Men sig mig, væsen, hvad du laver så langt fra sikkert land. Og sig mig hvilken... skabning du er. Aldrig har jeg spottet et så besynderligt kompleks. Ikke Elemental? Ikke menneske? Ikke elver?"
Mens hun snakkede bevægede hun sig et par skridt nærmere den svævende skikkelse. På en gang var hendes øjne mistroiske, skeptiske og nysgerrige.

Stilheden var tykt som tågen om efteråret. Hun ønskede, at bryde den ved, at lade hendes klør skære igennem luften. Dog ville det ingen effekt havde, idet stilheden formentlig skyldtes, at havets væsen ikke forstod hendes tale. Skabningen fra vandet kunne være et så fremmed væsen i Krystallandet, at det ikke talte landets sprog. Nærmere kommunikation vil derfor være stærkt begrænset. Denne konklusion var den fremmede tilsyneladende også kommet frem til, da et kort fnys lå fra væsnet, hvorefter det ukendte smed sit bytte fra sig. Kvindens kattegule øjne blev dog kort efter rettet mod hende selv, da hun afsluttede sin sætning. Skabningen viste ingen tegn på forståelse, men lod blot blikket hvile på hendes bølgende hårpragt, der fik lov til at te sig som det lystede. Sjældent holdt hun kontrol med hvorledes hendes hår opførte sig over hende, bag hende eller på hendes sider. Endnu havde hun ikke følt behov for det; Kun tiden ville vise om det nogensinde ville ske.
Til Ik’iss’ store overraskelse blev hendes tankevirksomhed standset ved lyden af ord, der stammede få meter fra hende. Fra skabningen længere fremme. Ingen mund var synlig. Alligevel var hun ikke i tvivl om hvem der havde fremsagt ordene: ”Det er klart, du ikke forstår. Det er Elementalernes tunge.” Tonelejet var nedladende, men forstående. Vandvæsnet beherskede krystalisianernes sprog; Et sprog hun var blevet undervist i af sine skabere. Hvor denne kvinde havde lært det var uvist, idet hun før havde anvendt et andet (ukendt) sprog for få øjeblikke siden. Personligt brød hun sig ikke om skabningens tiltaleform, idet hun ikke lagde skjul på, at hun ikke betragtede Ik’iss som en jævnbyrdig. En holdning hun havde vanskeligheder med at vurderer; Var hun krænket eller enig? Hendes splittede personlighed var uenige om svaret og nåede ikke, at komme til en beslutning før vandelementalen igen lød sin stemme lød på klippekysten. Igen følte hun, at uhøfligheden var provokerende og ganske simpelt unødvendig. Derfor valgte hun, at lade sig indramme af mystik, når kvinden ikke kendte til hendes race – men ønskede at få det oplyst. ”Intet land er hverken sikkert eller usikkert for en skabning som jeg.” Ik’iss lod sig hæve fra klippegrunden under hendes fødder for kortvarigt at lande på en klippespids og derefter placere sine kloglignende fødder på en mindre vandsamling mellem klipperne. Hun balancerede få tommer over vandet uden at være berørt af det nye underlag. ”Jeg blev drevet med af vinden så at sige.” Hun havde ingen forklaring på hvorfor hun var endt på dette sted. Hun havde blot fulgt sit hjerte uden tanke på noget mål. Kvindens næste spørgsmål vidste hun ikke om hun skulle tackle som smiger eller en fornærmelse. Det var derfor med blandende følelser, at hun besvarede den fremmede. ”Jeg er en kvinde skabt af selve luften. En luftboble der for flere århundrede siden blev beriget med en bevidsthed og intelligens.” Nærmere kunne og ønskede hun ikke, at komme med en forklaring til denne fremmede. Dennes hensigter var ikke blevet blot for hende og med det nedladende tonefald ønskede hun, at bevare sine hemmeligheder. Hvad hun skulle spørge dette væsen om, vidste hun ikke. Hun var usikker på om spørgsmål ville provokere dens aggressivitet der med et strejf kunne fornemmes.


// Undskyld, at der ingen spørgsmål bliver stillet til Alcyoñe; Følte ikke at det passede ind >.<
Jeg lover, at tage mig sammen ved næste post ^^