Ismael ryddede af det eneste bord, der havde været brugt hele dagen, og kløede sig i sin kraftige skægstubbe. Kroen tjente ikke lige det store for tiden, da de eneste lejere boede der gratis, og kundetilstrømningen sjældent var så overvældende midt på dagen. Jo, der var da engang imellem nogen, der fik lyst til at spise frokost ude, men efter byen var blevet forbandet, kom der sjældent folk forbi. Dels fordi der hvilede en forbandelse, dels fordi når folk først forvandlede sig, rendte de bare hvileløst rundt som zombier og hverken spiste eller drak noget, og eftersom forbandelsen indtraf ved solnedgang, spiste folk sjældent aftensmad, og da slet ikke ude.
Pengebeholdningen var lidt ynkelig, måtte Ismael indrømme. Forhåbentlig kom der snart gæster. Enten det, eller et mirakel, der reddede byen, men han så mere realistisk på det.

Med sit skjorteærme rensede han ydersiden af et smudsigt vinglas, og faldt hen i egne tanker.

Vejret uden for var dystert, og passede nok til den noget sære by, der syntes at have et rygte for få rejsende. Næppe mere end endnu en vandrene skrøne, som nok intet hold havde i sig, selvom det nok aldrig var helt til at sige noget imod det, ikke før at man havde noget andet end rygter at bedømme på.
En tung regn hamrede mod grunden, og havde stået på i noget tid, som vis at en højre magt prøvede at lave en overflod. Men hvis man spurgte den skikkelse, der var i gang med at vandre roligt gennem byen, var det bare vejret, og sådan havde dét det med at være.

Scaramouse havde hovedet sænket, og hætten så sin noget sære korte, midnats blå robe slået op, selvom det eneste den gjorde som det var nu, var at holde regnen væk fra at ramme ham i ansigtet. Han var allerede drivvåd, men syntes ikke at tage den store notits af det.
Han så op, for at finde skiltet der fortalte navnet på en kro. Han satte mere målrettet mod kroen, og skubbede døren op, da hans hånd var inde for rækkevide. Hans lettere tunge støvler gav genlyd mod gulvet, idet han langsomt bevægede sig indendørs, og op mod disken. Han trak sin vadsæk af, og lod den dumpe mod gulvet.
Alt hans tøj dryppede, og et langt spor af vand fulgte ham hele vejen hen til hvor han stod nu. Der var intet at gøre ved det, og andet var næppe forventet af ham.

Et par lange, slanke, næsten spinkle fingre, gled op for at tage fat i hætten, og trak den let tilbage, før han rodet efter sin pung. "Noget drikkeligt..." sagde han lettere lavt, og helt uden en eneste tone.
Han fandt sin pung, og bandt den fri, for at gøre klar til at betale.
Scaramouse var en bleg skikkelse, og bestemt ikke særlig høj heller. Et lettere sært udseende, med et tvefarvet hår, der gik fra næsten helt sort til brun, alt i mens det sad pjusket, og gik ned i det helt blå øjne. Alt fremhævet af den blege hud. Han havde dog ikke selv nogen holdning til sit udseende. Han så nu ud som en gjorde, og det var vel fint nok. Han kunne ikke finde nogen grund til at tænke andet om det.

Ved lyden af døren, der gik op, kastede Ismael et håbefuldt blik mod indgangen til kroen, hvor den kappeklædte skikkelse lige var kommet ind. Han satte glasset fra sig på disken og vendte opmærksomheden mod dne nytilkomne.
"Velkommen," sagde han med et smil.
Da manden kom med sit spørgsmål og famlede rundt efter sin pung, lyste Ismaels ansigt op og han svarede glædeligt. "Jamen det har vi da. Har man noget specielt i tankerne? Øl? Mjød? Vin? Det hele er hjemmelavet, skal jeg lige huske at få nævnt," tilføjede han.

Han tog et par lange skridt udenom disken, og gjorde tegn til, at manden bare kunne sætte sig ved det bord, som han lige havde gjort rent.
"Skal du også have noget at spise, nu vi er ved det? Vi har vildsvin og brændenældesuppe på menuen. I det her vejr ville jeg nok foreslå suppen til at få varmen igen, dog."

Manden syntes ikke at tage nogen notits, af at der blev snakket til ham. Ærlig talt havde det heller ingen betydning for ham. Det var ligegyldigt, selvom det var et tegn på høflighed, eller måske bare glæde for at se nogle andre, på denne næsten forladte kro. Men det var nu en gang sådan at Scaramouse var indrettet, og som det så ud nu, var der intet at gøre ved det. Han havde altid været sådan, og ændrede sig kun når hans.... "sygdom" slog ind.

Han gav rystede sært på hovedet da manden snakkede, og strøg samtidig lidt vand ud af håret. "Bare noget drikkeligt... Prisen er uden betydning..." svarede han i den samme toneløse og lavmældte stemme som før, og kiggede op mod mandens ansigt. Hans blik udstrålede den samme mangel på følelser, som hans stemme havde gjort. Faktisk var hele hans ansigt som lavet af marmor, og bevægede sig kun når han blikkede, eller snakkede.

Hans blik fulgte den gestus som manden havde lavet, og kiggede hen mod bordet som blev anvist til. Et par sekunder stod han blot, og tog et par langsomme åndedræt, før han endelig samlede sin vadsæk op, og flyttede sig hen til bordet. Atter lod han vadsækken dumpe ned på gulvet, før han gjorde det samme med sig selv. Han virkede noget udmattet og så igen... Han bevægede sig fint, men han gjorde det langsomt, og lignede nok en der havde rejst i noget tid, for han så herrens ud, og lignede ikke en der havde hvilet et ordentlig sted i uger.
Et lille nik fulgte efter spørgsmålet fra herren, da Scara endelig havde trukket sin våde robe af, og smidt den over stolen ved siden af sig. "begge..." Igen ingen forandring i hans tonefald. Intet af det syntes at appellere mere til ham end det andet, alt i alt virkede han ligeglad med alt omkring ham, omså der skulle komme nogen ind for at smadre stedet.

Ismaels smil blev lidt mindre, da det gik op for ham, at den nytilkomne ikke virkede specielt begejstret for noget overhovedet. En reaktion, et smil, et nik, et eller andet havde været nok for ham, men manden lod ikke til at bruge musklerne i sit ansigt overhovedet.
"Så ser jeg lige hvad jeg kan finde på," sagde han og bevægede sig om bag disken igen, hvor han forsvandt ind i kroens baglokale.
Hans fingre famlede hen over de utallige flasker på hylderne, inden han endelig besluttede sig for en af vinene, som han mente, kunne falde i gæstens smag. Hvis ikke han trak bare en smule på smilebåndet af den her, så blev Ismael nødt til at eftergive ham regningen for vinen, for at se om det så kunne få ham i bedre humør.

Med vinen i hånden, drejede han ind ad den næste dør, hvor han fyldte en skål med den varme suppe, som stod i en stor gryde på køkkenbordet. Han skar et lår af vildsvinet, som alligevel ikke holdt sig friskt meget længere, og lagde det på en tallerken ved siden af. Så satte han begge tallerkener fra sig på bordpladen, og tog en lignende portion af begge ting til sig selv, samt to glas. Han kunne ligeså godt også få noget at spise selv. Sandsynligheden for flere gæster, var alligevel ikke så stor, så han kunne ligeså godt spise med.

Han kom ud af lokalet med to portioner af hver ret, og tog plads foran gæsten.
"Det gør forhåbentlig ikke noget, at jeg spiser med? Og bare rolig," sagde han, da han skænkede vinen op. "Du behøver ikke betale for vinen. "

Scara lagde ikke rigtig mærke til det falmende smil, og hvis han havde, havde han ikke rigtig gjort så meget ved det, måske havde han prøvet at virke lidt mere udadvendt, men det var nok kun, hvis han havde ment at det var nødvendigt. Det var skiftende fra den ene til den anden dag, og sådan havde det altid været.
Scara var og forblev en underlig type, og så neutral som nogen kunne være. Ingen dybere holdninger, ingen meninger og tog ingens parti. Så længe der var plads til, at han kunne være til stede, var han sin egen form for tilfreds.

Han strøg lidt mere vand ud af håret, og begyndte langsomt at løsne sine armskinner, som var det eneste der dækkede hans arme overhovede, da hans trøje inden under, var uden ærmer, og dækkede sådan set kun overkroppen og halsen, da den havde en lang hals. Stoffet var sort, og gik meget godt til de lukkede sorte hoser, og den midnats blå robe.
Han lænede sig tilbage i stolen, og lod sine blå øjne glide op mod loftet. En sær kro. Der var ingen til stede ud over ham, og taget i betragtning af vejret, skulle man ellers tro at stedet her, ville være stoppet. Det var de færreste rejsende som blev længere tid ude i regnen, hvis de havde en mulighed for at komme indendørs. Men denne her kro var åbenbart undtagelsen på normen. Men det var nok bare en dårlig dag, eller også var stedet bare dårligt. Uanset hvad havde det ikke den store betydning. Scaramouse var ikke sart, og ville egentlig bare gerne have et sted for de kommende dage, eller måske bare nat, før han fortsatte videre.
Han fik begge skinner af, og smed dem på samme stol som sin robe, der nu var i gang med at efterlade en større pøl af vand under sig. Generelt var der en del vand omkring og under Scara, og han var tydeligt i gang med at danne sin egen lille sø. Lidt ekstra vand blidt smidt i søen under ham, da han atter en gang strøg håret tilbage, for at trække vand ud af det. Det sad nu perfekt tilbage strøget, og afslørede hans blege ansigt, og arret der startede midt på venstre kind, og stoppede lidt under kæben.

Hans blik fulgte manden, da han kom tilbage ind i lokalet, og fulgte hans bevægelser hele vejen, til han selv havde sat sig ned ved bordet. Der efter flygtede hans blik op til hans ansigt, da han sagde noget til ham, og opfangede ikke rigtig ordene før lidt efter, hvilke var grunden til en mindre pause før han endelig svarede. Han startede med blot at nikke, før han endelig fik et lille "ja" frem.
Han prøvede at få et smil frem, da han blev fortalt at vinen var gratis, men det blev ikke rigtig til noget særligt, ud over et sært træk på den ene mundvig, men nok et tegn på at han prøvede at virke mere indbydende.
Han trak manden til sig, og drak den første smugle af suppen, og rettede igen blikket mod manden.

(undskyld at det kommer så sent, men jeg har ingen inspiration haft i den sidste uge D:)

Ismael vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Den nytilkomne virkede stadig ikke videre snakkesagelig, men et par tegn fra hans side, lod dog til at vise, at han havde bemærket Ismaels dårligt skjulte skuffelse over, at han ikke reagerede synderligt på noget. I et forsøg på at finde et emne, kastede Ismael et blik på pølen for mandens fødder.
"Det ser ud til, at du har været ude i regnen længe," begyndte han med et sigende blik på pølen. "Må jeg have lov at spørge, hvor du mon kommer fra?"

Han inspicerede interesseret manden. Det måtte have været iskoldt udenfor. Så så han arret.
"Hvor har du i grunden fået det henne," spurgte han og gjorde en meget indiskret fagt med gaflen i retning af arret på mandens kind, hvilket fik ham til at tabe et stykke svinekød fra gaflen. Han ærgrede sig dog ikke synderligt over uheldet, for nu øjnede han en god historie. Og han elskede gode historier. Selvom den sikkert ikke var sand, så ville den være sjov at fortælle videre.

(Det er helt okay^^)

"Jeg er rejst her til fra et sted vest, og har rejst de sidste par dage, så ja... Jeg har været i regnen længe... Siden den startede" ingen forandring i hans tonefald -men så igen... Det kom der nok aldrig.
Han fortsatte med at drikke af suppen, og fandt den fin, den var i hvert fald varm, og ville hjælpe med med at kunne fortsætte med sin rejse når han havde hvilet. I hvert fald i den hensigt, at han ikke ville blive for kold og stiv i kroppen over natten. Det var egentlig nok noget af det eneste der havde betydning for ham, at kunne blive ved med at rejse, for hvis han ikke rejse, ville han nok aldrig finde svar, og hvis han aldrig fandt et svar, var han ved sit sidste kapitel. Han stirrede lidt blankt ud i luften for et sekund, eller tænkende ud i luften. En lille afvigelse fra det ellers udtryksløse ansigt, og nok egentlig ret rart at se for alle andre, det var vel lidt en forsikring om, at der stadig var et eller andet levende inden i ham, om det så lå og gispede et eller andet sted i et hjørne.

Hans blik flyttede sig tilbage på manden, og tabte på halvvejen det tænkende udtryk i sig, selvom det dog kom tilbage da spørgsmålet endelig ramte registrerings registret. Da det skete gled hans hånd op mod sin kind, som skulle han sikre sig om hvad der blev spurgt ind til, og det skulle han egentlig også, for han tænke sjældent selv over at han havde det, ikke at der ikke var en såkaldt spændende historie over det, det var bare det at han ikke hang sig i fortiden, eller fremtiden og dårligt nok i nutiden.
Han lod en finger glide ned langs aret, helt fra starten og til bunden ved kæben. Nænsomt og langsomt som om at det stadig gjorde ondt. Før han endelig tog et længere åndedræt, og holde det lidt, før han endelig fugtede læberne og rettede blikket mod manden igen, da det var dalet lidt i tænke processen.
"Jeg fik det på en af mine rejser, da jeg overnattede i en mindre skov..." startede han, før han fik lidt mere mad indendørt, og virkede lidt som om at han skulle til at stoppe bare der.