Solen stod højt på himlen, men alligevel var den spæde morgendug endnu ikke helt forsvundet fra de lange græs. Så man sig omkring vandre et par vildheste rundt i nærheden af den lille bæk, som strømmede gennem det åbne landskab. De så fredelige ud og den sorte manke havde vokset sig lang. Deres benmuskler var stærke og med en kort prusten kunne man se hvordan musklerne bevægede sig. Med et hævede den ene af dem hovedet og vendte sit gode øje imod bakken. Et vrisk lød som advarslen inden den lille flok vendte rundt og stormede i modsatte retning.
På bakken stod Fragor. hans overkrop var stort set blottet, men hele den venstre var dækket af et langt stykke rødt silke. Skønt han var alene skjulte han stadig sin arm for omverdenen. Underkroppen bar et par løse sorte bukser og håret var let bundet op i en hale, så det ikke kom i vejen. Overkroppen bar et utal af ar, nogle store, nogle små. Flere af dem krydsede hinanden, men det fik dem alligevel ikke til at skjule den muskuløse brystkasse, der lå bag dem.

Han fyldte let lungerne med luft inden han langsomt lod den sive ud mellem tænderne. Endelig en dags hvile. Ingen pligter og intet formål. Nej for en gangs skyld stod verden åben.
Han tog et par skridt frem, men stoppede så. Men hvad havde han lyst til? Siden hans tilbagekomst til borgen havde han haft et utal af småpligter, sjældent noget større og aldrig noget af betydning. Ikke at han brokkede sig, nej tværtimod nød han det, for det gav ham tid til at tænke. Hver aften, når hans pligter var overståede, havde han sat sig ned og først en journal. Skrevet om sine oplevelser og tanker, men det vigtigste af det hele. Skrevet om sine ideer. Han havde besluttet sig for at han først ville fremvise dem for Samson når han havde minimum 3 han ville kunne stå bag. Det behøvede dog ikke være noget stort, fx lød gårsdagens ide på en særlig døråbner. Ved hjælp af en snor vilel man indlede en mekanisme, som ville åbne døren. yderligere kunne man med et håndtag ændre denne mekanisme, så den i stedet for at åbne døren, kunne aktivere en faldlem. En ganske fin måde, hvis man blev angrebet. Han havde dog endnu ikke fundet en måde at udføre det i praktis, så det var endnu blot kun spekulationer.

Det var ikke tit, George bevægede sig ud i dette ensomme landskab, men netop i dag, havde han en grund. Han tøjrede sin hest ved et træ og lagde kærtegnende hånden på dens mule med et lille smil, før han tog jakken af og hængte den over en gren. Han løsnede flæserne ved håndledene og fjernede sit halsbind, før han knappede de øverste skjorteknapper op. I trekanten afsløredes lyst granitbryst strøet over med mørke hår, og han trak sit sværd og gik lidt væk fra træet. Med den ene hånd placeret på hoften, knæene let bøjet og ryggen rank, gjorde han sig klar og lavede det første udfald mod luften. Han havde sjældent tid længere til at øve sine fægteevner, og som regel måtte han gøre det alene. Det var længe siden, han havde haft en ordentlig modstander, altid så optaget af sit arbejde og at se efter de folk, han havde ansat. Ikke at han kæmpede hårdt for lidt frihed; efter Flora og Snodria havde forladt ham og taget børnene med og Luigi flyttede hjemmefra, var en stærk tomhed den eneste følelse, der fyldte ham op midt i hans ensomhed. Han lavede et par udfald mere med brynene let rynket.

Fragor så sig omkring da han hørte noget skære sig vej gennem luften. Han drejede hovedet og lyttede. Det kom endnu engang.
Lyden var ikke til at tage fejl af, og særligt ikke med elvernes skarpe hørelse. Det var et sværd. Gad vide om nogle af de andre fra banden havde begivet sig helt her ud for at træne? Ville være mærkværdigt, siden de fleste foretrak træningspladsen i borgen, men der var selvfølgelig altid nogle, som foretrak naturlige omgivelser.
Med raske skridt trådte han om på den anden side af bakken, og ganske rigtigt stod den fremmede ikke langt væk. Fragor genkendte ham dog ikke, men måtte også indrømme at han ikke kendte alle på øen, det skulle dog ikke forhindre ham i at komme til det, så han forsatte videre frem.

"Dit sværd synger..." Lød det fra Fragor da han kom tættere på, han ventede dog med at afslutte sin sætning til han nåede helt hen og stoppede op. "så du kan ikke være ny med det sværd."
Fragor smilte let. Han var selv ubevæbnet at se på. Selvfølgelig kunne han have skjult noget i stoffet, der skjulte hans venstre arm.
Herefter ventede han. Han ville afvente den andens reaktion for at se hvorvidt hans tilstedeværelse ville blive accepteret eller ej. Blev den accepteret kunne samtalen forsætte, hvis ikke måtte han vende snuden væk.

Overrasket over at finde et andet væsen herude end hestene, stoppede George op, da Fragor kom nærmere, og da de to stod overfor hinanden, lod han våbnet falde og bukkede høfligt.
"De har ganske ret," svarede han roligt, "jeg har brugt i alt fald tyve år med regelmæssig træning, selvom jeg må indrømme at have haft for lidt tid på det seneste ... Er De selv herude for at træne?" Hans smil var venligt, høfligt interesseret, og han betragtede den anden mand med rolige øjne oplyst af en stille, indre styrke.

fragor måtte ryste på hovedet, nej han havde ikke haft nogen intention om træning da han forlod borgen, men det skulle dog ikke fjerne ideen fra hans hovede. Han måtte dog også minde sig selv om at 20 år var meget mere for et menneske end en elver, Fragor havde trodsalt personligt mere end 50 års erfaring med våben, men skulle han være ærlig var sværd nu ikke hans foretrukne redskab. Han var unarmed specialist.
"Med 20 års træning må du have en del erfaring?" Stemmen ledte op til et spørgsmål og et let smil over hans læber viste der var mere på vej. "Kunne det i så fald tænkes at jeg kunne få lov at teste den erfaring?"
20 års erfaring for et menneske var meget, og med Fragors gamle vane med at udfordre enhver, som udviste en større styrke en pøblen, var det svært ikke at fremstille sin udfordring. Han havde godt nok pakket den ind, men han var klar til at gå lige så langt det skulle være.

Blikket var rettet direkte imod den fremmedes øjne, som prøvede han at læse hans tanker. Han ville se reaktionen og derfra vurdere resultatet. Han ville lære at forstå den fremmedes adfærd og derved forudse det næste træk. Han var allerede ved at forberede sig til at selve kampen skulle gå igang. Han følte ikke det kunne blive et nej.

Hans smil voksede.
"Med største glæde, sir. Det er længe siden jeg har haft en træningspartner." Han mødte ufortrødent den fremmedes blik, lige så afslappet som han normalt var. "Har De selv et våben på Dem?"

Da spørgsmålet om våben kom op så Fragor helt overrasket ud. Han havde slet ikke skænket det en tanke at hans modstander anvendte sværd imens han selv stod tomhændet. Et hurtigt blik på jorden bragte ham dog til ro og han bøjede sig let ned og samlede en håndflade stor sten op.
"Ja nu har jeg" Sagde han med et afslappet smil. "Men for en god ordens skyld skal vi vel have nogle regler?"
Stemmen var spørgende, da de for Fragors skyld ikke behøvede dem.
"Ved større skader stoppes kampen, skaden fixes og vi ser derefter til hvorvidt vi kan forsætte" Sagde han roligt. Det var den første regel han plejede at bruge, det gav trods alt hans modstander en form for sikkerhed.
"Kampen stopper når den ene part giver op" En regel der gjorde det muligt at undslippe, hvis overmagten bliver for stor.

Det var de to eneste regler Fragor nævnte. Han havde undladt at tilføje en regel om man ikke måtte dræbe, da dette var noget man aldrig kunne vide. Et sværd der kom lidt for langt, en eksplosion der kom lidt for tæt på og meget andet kunne resultere i en uønsket afslutning. En sådan regel var derfor ikke meget værd efter Fragors mening.

Han stirrede målløs på stenen. Havde han i sit ramme alvor tænkt sig at stille op mod hans to fod glinsende stål? En mistænkelig stemme i hans baghoved advarede ham, og han rynkede brynene let.
"Jeg kan næppe tro, De ønsker at kæmpe udelukkende ved brug af disse vå... disse ting. Ønsker De, vi tager vore evner i brug, eller..." Han afbrød sig selv, før han fik sagt noget utilgiveligt, og tvang et smil frem på læben. Han var ikke meget for at bruge sine evner til destruktive mål og havde altid kæmpet for at holde de ting adskilt. Men noget sagde ham, dette var nøjagtigt hvad, den fremmede mente.

"Våben har aldrig været noget jeg ville foretrække, mine egenskaber ligger til at jeg anvender kroppen som et våben, og mine evner har altid være en essentiel del af min kampstil" Sagde Fragor roligt idet han fik øje på endnu en god sten, den var lidt større end den første, men havde bedre afrundede kanter. Han tog den let i den venstre hånd. Med to sten følte han sig klar.
"Det er vel ikke et problem?" Fragor hævede et øjenbryn for at få det til at fremstå, som om evnerne var det mest naturlige at inkludere i en sådan lilel duel. Han havde hvertfald sjældent oplevet at folk med evner ikke ønskede at anvende dem når de fik muligheden.
I hans regler havde han ligeledes været meget nøje med at undlade at nævne magiske evner. På den måde ville de ikke blive forbudte i kampen.

Med en let brummen rynkede han tænksomt brynene. Han ønskede virkelig ikke at bruge sine evner; han havde altid kun brugt dem til godt. Men på den anden side havde netop dette fået ham til at tabe en kamp, så måske var det ikke en helt dårlig ide. Desuden var han altid klar over præcis hvordan, han skulle bruge sine flora-evner. De pludselige energiudbrud derimod var ikke just nemme at kontrollere, og han gav sjældent sig selv muligheden for at øve sig. Med en klump i halsen nikkede han accepterende.
"Udmærket, men vi må have klarhed over hvornår kampen er vundet, og hvilket tegn viser overgivelse?" Hans skuldre var en massiv mur af faste muskler, hans ryg rank, og hestehalen strammede hans hår hårdt bagover.

Et smil voksede på Fragors læber. Glimrende!
Hvad sejrsmulighederne angik var det ikke noget synderligt problem.
"Enten har man verbalt udtryk sin overgivelse, eller hvis den anden har mistet bevidstheden." Sagde Fragor roligt inden han hævede begge sten så armene faldt i en traditionel kampposition. "Og jeg lader dig få æren af at give det første udfald, som vil indled kampen."
Med andre ord, kampen startede når den fremmede valgte at angribe. Det gav Fragor mulighederne for at slå kontra eller blot spille defensivt indtil han var sikker på hvilken kampstil der blev anvendt. Tog han ikke meget fejl, så ville det dog være hovedsageligt sværdbaseret, altså ville han være nød til at undvige før han kunne foretage sig et angreb, men kunne han komme helt ind til kroppen på sin modstander, så ville sværdet være næsten ubrugeligt. Med andre ord, hans mål var at låse hans modstander, enten med en spear tackle eller et kontra kast.

Følende sig temmeligt dårligt tilpas, gjorde han et standart udfald med klingen der ikke røbede noget om nogen type angrebsstil. Ganske ude af stand til at lægge hele sit hjerte bag, var han fuldt ud forberedt på at blive pareret og var parat med et kontrangreb hvad end måtte komme. Hans ansigt var lagt i koncentrerde folder, og han forsøgte ikke at afsløre noget angreb eller nogen tanke gennem sine normalt så udtryksfulde øjne. Det drømmende slør, der i så mange år havde skygget hans øjne, var borte i ren koncentration, og hans mund var en lige linje mellem de velvoksne bakkenbarter.

Udfaldet var for traditionelt til at udgøre en trussel. Det var ikke for ingenting at Fragor havde over 50 års dedikeret kamptræning i ryggen, så uden så meget som et splitsekunds overvejelse sprang han fremad. Den venstre skød imod sværdet og den lille sten blev slået direkte imod metallet med en fokuseret kraft, som sagtens ville kunne slå sværdet ud af et slapt greb. Den anden hånd skød direkte imod brystkassen, målet var det utrænelige stykke, hvor ribbenene mødtes. Det ville være sårbart overfor slag og kunne sagtens tømme hans lunger for luft. Med sværdet ude af vejen regnede Fragor ikke med de store forhindringer i sit angreb, men hans erfaring nægtede ham at føle sejrens sødme. Der var alt for mange ukendte faktorer, som han endnu ikke kunne drage ind i spillet. Netop derfor hans evner stadig stod i uvisheden.

Han var forberedt på et angreb fra begge hænder, var det ham ikke det store problem, og hans greb om sværdet var for stærkt til at true hans tag om våbnet, og han bevægede håndledeet og drejede overkroppen, så han undgik begge angreb. Han endte i en bue med sin frie hånd holdene sig oppe i en bagoverbøjet bue, han kun holdt et øjeblik, før han gik på hug. Herfra afventede han næste angreb, sværdarmen løftet over sig, så sværdet var mellem ham og hans modstander.

Med et mislykkedes angreb måtte han trække sig tilbage og med et veltrænet benarbejde og tag tre små steps baglæns inden han stoppede op. Han var nu ude af sværdet rækkevide. Han stod nu med to valgt. Angreb eller forsvar? Eftersom han allerede havde prøvet forsvar, så måtte han teste angrebet, og den lille udveksling havde allerede givet ham mere indblik end forventet.
Energi strømmede gennem hans krop og ud gennem fingrene inden den forsatte ind i de to sten. Med et ryk kastede han den første sted direkte imod imod Georges knæ. Et ømt punkt for mange våbenbaserede stilarter, men ud fra hans modstanders hidtidige kampstil, så virkede det ikke til at være en fuld løsning på kampen. Han ville undvige eller blokere. Det ville dog ikke hjælpe, for så snart stenen ville nå modstand, enten i form af en blokering eller jorden bag ham, så ville den sprænge i luften. Han havde fyldt stenen til det punkt, hvor energien blev ustabil og et ryk ville herefter aktivere energien. Taget størrelse og energiniveau i betragtning ville eksplosionen ved en blokering sende ham flyvende bagud og formodentlig give hans knæ nogle begrænsende skræmmer. Ved eksplosion på jorden ville han falde forover, hvilket var indledningen til punkt to. Punkt to var simpelt. Hvis han var i luften var han forsvarsløs og har kom den anden sten i spil. Et hurtigt kast med denne ville efterlade ham i en position, hvor han ikke kunne undvige og nødsaget til at blokere eller blive ramt, ville eksplosionen tage sin fulde effekt. Den eneste bivirkning var dog at Fragor nu stod forsvarsløs. Uden sine sten til at blokere klingen ville det blive svært at slippe uskadt fra det, hvis skaden ikke var den man håbede på.

Uden at vide noget om energiladningerne, brugte han sine egne kræfter til at udsende en kraftig energi fra sin hånd, der lå mod jorden, til at sende ham et par meter op i luften, hvor han besværet holdt sig oppe, indtil choket fra den eksploderende sten fik ham til at miste koncentrationen, og han faldt mod jorden kun lige i stand til at at sende endnu en hurtig energikugle i sidste sekund, der hjalp ham med at genvinde sin balance på begge ben. Han måtte tænke hurtigt; uden tvivl havde han tænkt sig at kaste den næste eksplosive ladning efter ham. En pludselig ide opstod, og uden at se bort fra sin modstanders øjne, lod han en slyngplante gro op lydløst bag ham klar til at gribe om hans håndled. I mellemtiden gjorde han klar med en ny energikugle, som han rettede åbentlyst mod sin modstanders hånd. Planen var at få stenen til at trille harmløst ned på jorden, hvor hans energikugle ville skubbe den væk, hvor den skulle eksplodere uden at skade nogen af dem.

Da modstanderen sprang op for at undvige efterlod det en alt for god chance til at levere den anden sten, men inden han nåede at kastegreb noget fat om hans hånd. Hurtigt trak han sin energi tilbage, hvilket efterlod stenen ufarlig og hård. Planten ville dog ikke holde ham tilbage længe, for i samme øjeblik den fik fat satte hans evne i spil. Med en voldsom far sugede han energien ud fra planten, hvilket efterlod den slap og sårbar, mens kraften svulmede op i Fragors krop. Med et ryk trak han sin arm til sig, blot for at se energikuglen passere forbi og mærke slyngplanten knække.

Hurtigt og uden tøven forsatte armen frem og lod stene flyve direkte imod George. den var igen fyldt med energi og Fragor sprang hurtigt længere tilbage. Han havde nu styr på modstanderens teknikker. Planter og energiudladninger. Det ville ikke blive noget problem at slå kontra imod, men at få kontraerne til at træffe ville blive problemet. Øjensynligt fokuserede modstanderen dog med øjnene, hvilket efterlod en mulighed åben.
Fragor hævede hurtigt den frie hånd over hovedet og dugget på græsset fordampede øjeblikkeligt til en tæt tåge, som langsomt steg op og skjulte egen, der ville ikke være mere end en halv meters udsyn, selv Fragors elverøjne ville ikke være til meget hjælp, men det skulle ikke blive et problem.

Han nåede lige akkurat at sende energiladningen af sted mod stenen, men der var ingen mulighed for at skubbe stenen langt nok væk, og han sprang i stedet tilbage. Da tågen omringede ham, var han et øjeblik forvirret. Men han havde kæmpet i totalt mørke mod Lesta så mange gange, så det skulle ikke blive et problem, og han lukkede øjnene og lyttede efter lyden af sin fjende. Han mærkede gennem planterne, hvor hans modstander var, og han fandt hurtigt frem til et træ, hvor han trak sig om bag efter at have sat sværdet tilbage i skeden. Tilsyneladende ville han ikke få nogen mulighed for at benytte sig af det, og kampen havde taget en ny drejning. Han koncentrerede sine kræfter, og et hav af slyngplanter skød op og dannede en nydelig kuppel rundt om den anden. Langsomt strammedes den sammen om ham, mens den hele tiden blev forstærket af nye.

Stenen sprang i luften i samme øjeblik den blev ramt af energiudladningen, men det betød intet. Han havde allerede sat sit speciale i spil. Med modstanderens evner var der ikke meget at gøre nu og den defensive teknik ville ikke hjælpe. Med føling med tågen kunne Fragor let lokalisere sin modstander og trådte ubesværet nærmere.
Skjoldet af slyngplanter var allerede for tykt til at han kunen slå igennem det, men det skulle ikke holde ham tilbage. Den ene hånd blev let lagt på træet, som George havde placeret sig op ad, mens den anden blev lagt på slyngplanterne. Øjeblikket satte hans magi i gang og sugede energien ud af slyngplanterne så de ville visne hen og blive ubrugelige, må den måde kunne hans hånd glide dybere ind i skjoldet indtil den kom ind til George og han derfra kunne sprænge noget eller suge George egen energi ud af ham.
Problemet var dog at han ikke kunne ophobe uanede energimængder i sin egen krop. Det var her hånden på træet kom ind. Ved at overføre sin energi til træet kunne han lave en cyklus og derved holde sig selv på et neutralt stadie, mens han trængte gennem skjoldet. Det ville ikke tage lang tid at komme igennem, hvis det skete ubesværet.

George opfattede uden problemer, den anden komme tættere, og han følte kræfterne pulsere i luften mellem dem. Han måtte højere op. Uden at tænke videre over det, samlede han energien sammen omkring sig og skød sig selv så højt op i luften, som muligt, op over tågen.