Siri Grip havde forladt byens kaos, for at nyde naturens fred. Hendes mål havde været Paradisskoven, men hun var bange for, at hun ville blive betragtet som et nederlag, hvis hun allerede vendte tilbage til sin familie. Hvis hun tænkte sig om vidste hun, at hendes familie aldrig ville nedværdige sig til så smålige tanker om et medlem, men hendes sind var blevet forvirret af de nye omgivelser. Naturen, som var styret i række på markerne efter menneskets velbehag. Blomsterne, som blev bortført fra deres hjem, for blot at pynte på en kvindes spisebord, hvor en vase vand var deres eneste selskab, før de visnede af sorg over tabet af familie og trygge omgivelser. Selv skoven blev begrænset i sin udbredelse, hvis det passede mennesket. Aldrig fik naturen tak for de gaver den ustandeligt videregav til det grådige menneske. Aldrig blev der fældet tårer for træet, når den måtte lade livet for at blive brændt på bålet og det var kun sjældent, at mennesket taknemmeligt velsignede jorden, for den livgivende føde som den bringer os. Mennesket sætter for lidt pris på moderjord, hvilket var en ubehagelig opdagelse for den unge skovelver, der altid havde undskyldt naturen, når hun måtte berøve den et medlem af familien. Hun havde ikke tal på hvor mange gange hun havde grædt, når denne natur var blevet skamferet af et menneske eller egocentrerede væsner. Vi burde alle være ydmyge overfor dennes barmhjerte og evigt tilgivende magt, i stedet for at udnytte det til vores egen fordel.

Alle disse tanker havde overtaget Siris tung sind, da hun var endt i ørkenens oase. En fredfuld plet, der på mirakuløs vis havde vokset op på et så ellers livløst sted. Hun søgte ubevidst mod dens midte, hvor en sø havde plantet sig fra mange årtusind siden. Vandet der var brudt igennem lag efter lag af jord, ler og sand, for at møde dagens lys og vindens nærhed. Det var utroligt, hvilke kræfter vandet besad på trods af den ellers blide og nærmest sårbare udseende. Selvudslettende var ordet, der dukkede op i Siris indre, når hun tænkte på den flydende, gennemsigtige mase, der var nødvendig for alt levende.

En melodi lød for hendes ører, mens hun med fjerlette skridt næsten dansede gennem græsset og de stolpelignede træer. Det var fløjte spil. Det skønneste hun nogensinde havde lyttet til. Melodien var roligt, men sorgmodig. Skoven blev helt uvirkeligt som ved et trylleslag og hendes eneste ønske var nu kun at følge denne melodi. Nærmest i trance gik hun efter lyden, videre ind mod oasens midte og - uden hun vidste det – tættere på en elemental.

Siri Grip følte, at virkeligheden gled ud og blev todimensionel for øjnene af hende. Skoven blev som et maleri uden dybde, da fløjtespillet døde hen. Virkeligheden var som forvandlet ved et trylleslag. Hvert et græsstrå åndede og levede. Hver en busk vendte sig imod hende. Hvert et træ rakte sine grene ud efter hende. Atmosfæren var ikke fjendtlig. De ønskede blot, at kende hende, at forstå hende …. at holde hende tilbage. Aldrig havde hun været i tvivl om, at naturen var levende, men aldrig havde hun oplevet det, som hun følte nu. Fløjtespillet var blevet erstattet med skovens hjerteslag, mens hun fik en følelse af at hun var overvåget. Hun truer ikke, at gå videre. Det føltes forkert, som om hun overtrådte en uskreven lov. Hun ønskede, at vende tilbage. Forlade dette sted. Hun skulle til, at igangsætte denne bevægelse, da et væsen trådte frem fra træerne: Kvinden med de ravgule øjne. Hun blev naturligvis forskrækket over hendes pludselige tilstedeværelse, men hun kunne ikke fri sig for, at føle gensynets glæde. Hun måtte spidse ører ved kvindens brug af old-elvisk, da kun få i hendes slægt mestrede det. Dog havde hun fulgt med ved undervisningen af elvernes gamle traditioner og derfor også lært sproget. Hun skulle blot koncentrere sig mere end normalt. ”Det glæder mig, at se De ikke led skade ved mødet med ham.” Hendes old-elvisk var mere simpelt end kvindens, men hun mente hvert et ord hun fik fremstammet. Hun følte en samhørighed med denne kvindelige kæmpe, selvom hun intet kendte til hende. Hun følte blot ro ved hendes tilstedeværelse. Hun blev ikke skræmt af hendes ydre, formentligt fordi hun ikke vidste at en elemental er et farligt væsen. Hendes isolation i Paradisskoven kunne komme hende til gavn eller skade hende, fordi hun for naivt åbnede armene for hvilket som helst væsen. Det var dog umuligt for hende, at lade vær med at studere den barkede hånd, der blev rakt frem foran hende.
Ved kvindens ord trak hun sig ubevidst tilbage. ”Jeg undskylder af hjertet, hvis jeg har betrådt hellig jord.” Hun foldede hænderne i en bøn og vendte blikket mod jorden, hvor græsset endnu rakte ud efter hendes læderbeklædte fødder. Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op med sig selv. Hun var blevet tiltrukket af fløjtespillet, men hun var ikke i tvivl om, at hun ikke skulle gå op imod dette kvindemenneske, som hun endnu ikke kendte navnet på.