Et stykke fra mylderet på markedspladsen var der en anden plads, hvor folk næsten aldrig kom. Det skyldtes nok manglen på boder, og manglen på boder skyldtes nok manglen på springvand så man kunne holde en pause. Pladsen blev faktisk kun brugt til gennemgang på vej hen til markedspladsen. alligevel vandrede Venus mod strømmen af mennesker på vej på indkøb hen mod pladsen for at tage en pause. Man blev jo næsten klaustrofobisk på denne tid af dagen, hvor markedet mindede aller mest om en tætpakket sardindåse. Endelig nåede hun ud ad menneskemængden, ud i luften og ud i friheden. Venus trak vejret genne næsen og dybt ned i lungerne for så at ånde den ud igen. "Meget bedre..." sagde hun lavmælt til sig selv og smilede glad. På vej over mod en bænk var hun lige ved at skride på de nedslidte brosten, der havde været offer for nattens regnvejr, hvilket resulterede i, at hun lettede et par tommer fra jorden for ikke at falde. hun forsatte sin spadseretur over mod bænken og satte sig for spise det stykke frugt hun netop havde købt inde i sadi-... markedspladsen, naturligvis.

Xelirateis kom fra den store markedsplads, hun havde været ude for at købe ind til dagens gøremål, men endte med at måtte gå med uforettet sag, desuden var det godt lunt i vejret, og folk havde det tydeligvis ikke godt med at der vadede en sortelver rundt, de fleste forbandt dem med uheld og had, hvilket ligeledes ikke gjorde sagen meget bedre. Sommeren havde aldrig rigtigt tiltalt Xelirateis på noget måde udover at alle buske og planter var væsentligt lettere at få fat på, desværre var det bare meget varmere især når man var mere eller mindre sort i huden, hvilket ligeledes havde fået sortelveren til at lade hovedbeklædningen blive hjemme og sætte det unaturligt lange hår op i en solid hestehale, så det var til at få lidt luft.
Til sidst var hun nået pladsen hvor folk skubbede til hinanden som idioter for at komme først frem, og Xelirateis valgte at træde ud til siden hvor der var lidt mere luftigt, hun gav et lille suk fra sig men fik så øje på Venus der sad ikke langt fra hende. De blå øjne stivnede mere eller mindre på kvinden inden hun trådte et par skridt tættere på.
"Undskyld frøken.." startede hun med den blide stemme man nok ikke forventede fra en som Xelirateis "Det lyder måske en smule mærkeligt, men kan jeg købe en lok af Deres hår?" spurgte hun så, og sendte hende et venligt smil, det var ikke mange steder man fandt rødhårede som Venus, rødhårede var der ganske vidst mange af, men der var én bestemt farvetone man ikke så mange steder. At andre urtekyndige ikke havde klippet Venus skaldet kom faktisk en smule bag på elveren, men på den anden side var der nok ikke så mange urtekyndige i landet, når alt nu kom til alt

At se på folk der gik forbi og spekulere over, hvem de var, hvor de kom fra, hvorfor nogle haltede og havde ar, var en af de ting, som Venus godt kunne lide at bruge tiden på. Naturligvis var der nogle, der var lidt mere interessante end andre. For eksempel var der drengen med det grønne hår eller ham, der forsøgte at snuppe en pung fra en overvægtig adelsmand. Og apropos sjældne syn fik Venus pludselig øje på en sortelver. Hun så længe på kvinden. Gad vide hvad hun lavede derinde... Hun regnede som regel elvere for at være mere klaustrofobiske end så mange andre racer. De plejede jo at bo uden for byerne, hvor pladsen var god. Men Xelirateis så ud til at være ligeglad. På den anden side gælder det måske kun skov- Venus standsede midt i at skulle tage en bid til af sit stykke frugt, da elveren pludselig fangede hende øjne. Kvindemennesket så... besynderligt ivrig ud og ændrede pludselig kurs, som havde hun set en gammel ved. Med den tanke i hovedet så Venus sig over skulderen og fik øje på en mur. der røg den teori, og da Venus vendte sig om igen, stod Xelirateis foran hende. Krystlalianeren smilede imødekommende og så lidt forvirret. "En lok af... Hvad skal du bruge en lok af mit hår til?" Hun lød stadig mindst lige så venlig, som hun plejede, men var tydeligvis enig med elveren i, at det var en underlig anmodning.

Xelirateis rettede rig lidt op, ganske sandt kunne man ikke just kalde hende klaustrofobisk, hendes slægt boede sådan set under jorden, men det var der nødvendigvis ikke mere plads af, tværtimod var der nogle af de mindre gange og skakte der var gravet ualmindeligt smalle, og med årene blev selv de mest solide gange faldefærdige, blev de ikke forstærket, ville de før eller siden falde sammen, så at komme op på overfladen var mere eller mindre lettende, men det var jo ikke til at vide for et menneske, der aldrig havde oplevet en af sortelverbyerne.
"Dit hår har en speciel farve der ikke sådan er lige til at opdrive!" sagde hun forklarende og lagde vægten over på det ene ben i en afslappet mine, sortelvere kunne godt virke skumle, og intimiderende, især fordi de fleste var født med røde øjne, og selv kvinderne var ualmindeligt høje i forhold til et gennemsnitsligt menneske, men Xelirateis udstråling var alt andet end fjendtlig, tværtimod.
"Når det kommer til urter og den slags har alle hårfarver forskellige egenskaber, blondt hår har typisk helbredende eller livgivende effekter, sort hår bruges oftest til gift og den slags, til nogle ting skal man bruge specifikt menneskehår, dværgehår eller elverhår.." fortsatte hun så, og sendte Venus et lille smil for at sikre sig at hun kunne følge med. "Rødt hår bruges ofte til element-kontrol og den slags, men din nuance kan man bruge til at brygge held og lykke!" sagde hun så og trak på skuldrene, stadig i den muntre tone. Venus kunne nok selv konkludere at det ikke var småpenge folk var villige til at give for et skud lykke eller held.

Det var muligt, at Xelirateis var høj, men fra Venus position siddende på bænken mindede hun mere som et tårn end et levende væsen. Faktisk var det mere det, Venus følte sig lidt ubehageligt tilpas over ende noget andet. Hun regnede med ,at folk var venlige, med mindre de havde forsøgt at kappe hovedet af hende. For at udligne højdeforskellen lidt, lettede hun fra sin plads og landede igen så hun sad balancerende på bænkens ryglæn. Imens lyttede hun nysgerrigt til sortelveren. "Jamen så.. Har du en kniv?" spurgte hun og rakte en hånd frem. Hvis nogen skulle kappe hendes hår blev det hende selv. Forfængelighed var normalt ikke hendes stil, men der var alligevel grænser.

Xelirateis nikkede til Venus, inden hun bukkede sig ned og fejede det lange skørt diskret til side, hvorefter hun trak en lang udsmykket daggert frem fra dens skede, hvor den havde siddet godt gemt bag på skinnebenet. Sortelveren tøvede kort mens hun betragtede den slanke daggert, det var ikke hvem som helst hun lod lægge hænder på den, men hvis det betød at hun fik en hårlok ud af det var der ikke så meget der stoppede hende. Roligt rakte hun den frem imod Venus med skæftet imod hende, så Xelirateis selv holdt på klingen, alt andet var uhøfligt. Kniven var på længde med en underarm, skæftet var lavet af udskåret marmor og sølv, desuden gik mønsteret helt op på de nederste 3-4 cm af bladet hvor et gammelt skriftsprog begyndte og som fortsatte helt ned til spidsen af knivens blad.

"Hvad vil De have for det?" spurgte hun så, og sendte den rødhårede kvinde et spørgende blik, Xelirateis havde rigeligt at tage af og nærig kunne man ikke kalde hende, hun var dog heller ikke en man løb om hjørner med.
"Menneskehår er generelt svært at opdrive, man bliver kigget underligt efter hvis man spørger om det!" grinede elveren med et smil der afslørede en perlerække af kridhvide tænder, egentligt havde hun altid fundet menneskenes verden en smule underlig, men man vendte sig jo til det med årene, det havde Xelir i hvert fald gjort, og hvis en som hende kunne kunne alle andre vel også.

Venus lagde den halvspiste, gyldenrøde frugt fra sig og forsigtigt imod daggerten, der så nærmest skræmmende flot ud. Hun gjorde sig umage for ikke at tabe den og tog den op til håret med et par øjenbryn trukket let sammen i en opmærksom mine, mens hun børstede lidt pandehår ned foran ansigtet; det virkede mest naturligt at tage det derfra. Mens hun koncentrerede blikket om kniven og håret, koncentrerede hun opmærksomheden mod Xelirateis - eller rettere så meget hun kunne. Hvor meget?" Det er jo bare hår! Det betød ikke så meget for hende. På den anden side havde hun brug for pengene, ikke at hun havde tænkt sig at nævne det. "Hvor meget? Det ved jeg ikke... Hvor meget vil du bruge?" Hun kappede nogle totter af et par centimeter fra spidserne af det hår, hun havde skilt fra. egentlig havde hun ikke pandehår, men nu havde hun. I hvert fald var de forreste hårtotter nu kortere end de andre. Hun rakte daggerten og de lykkebringende hårtotter til Xelirateis, hvorefter hun puffede pandehåret tilbage på plads.
"Jeg håber det er nok." Egentlig var det bare en venlig kommentar, for der var alligevel en pæn lille håndfuld af røde lokker. Hvis man insisterede lidt og maste dem helt sammen, ville det selvfølgelig kun fylde omkring en fjerdedel, men der skulle være nok. Hun så lidt nysgerrigt på sortelverens tøj, der var et mindst lige så sjældent syn som elveren selv. Et anfald af nysgerrighed skyllede ind over hende, men Venus lod være at stille spørgsmål - i hvert fald ind til de havde snakket lidt mere.

Sortelveren betragtede let Venus mens hun skar nogle totter af, mængden var passende, der var i hvert fald rigeligt til et par måneder der. "Det er ganske fint!" sagde hun så, og trak en lille pose frem fra en taske hun havde over skulderen, som hun forsigtigt puttede håret ned i, inden hun slog en knude på posens snore, og lagde den tilbage i lædertasken, mens hun i det samme trak en lille pose frem "Tre safirer burde være passende!" sagde hun så og rakte betalingen frem imod kvinden der sad foran hende, det måtte være fair når man tænkte på, havd Xelirateis selv tjente på det, hvor hvor svært det kunne være at få fat på den slags hår. Ligeledes rakte hun ud efter kniven hun havde lånt til kvinden, og satte den på plads, hun kastede et enkelt blik ud på menneskemængden, det ville blive umuligt at møve sig igennem, og Xelirateis havde ikke det store behov for at blive mast imellem store svedige fiskere, håndværkere, bagere, handelsmænd og dets lige. Hun gav et lille suk fra sig, og lod igen blikket falde på Venus, "Så, er De fra byen?" spurgte hun så, kvinden var venlig og imødekommende, det var ikke hver dag man var heldig at rende ind i folk som hende, og så trafikeret som gaden var, var det fjollet ikke at spørge, især når man kunne stå i læ af lidt skygge, så solen ikke bagte så ulideligt ned på en

Venus stirrede forbløffet på safirerne, som om hun aldrig havde set så mange penge før. Det havde hun skam, det var bare ikke sket så tit. "Wow... " Hun så lidt på pengene og overvejede at klage over, at det da var alt for meget, men det så hun ingen god grund til. I stedet smilede hun taknemmeligt og tilføjede smågrinende: "Hvis jeg havde vidst noget før, at mit hår var så meget værd, kunne jeg været blevet vanvittigt rig... korthåret, men rig." Hun rakte en lidt spinkel hånd frem, tog pengene og stoppede dem ned i en næsten usynlig kjolelomme, der endte med at få et par temmeligt uelegante buler.
Hun fulgte Xelirateis blik mod mængden af mennesker der strømmede ind og ud ad markedspladsen. "Hvordan kunne du holde ud at vandre rundt derinde?" Det var muligt at sortelvere ikke holdt til teorien om klaustrofobiske spidsører, en teori Venus udemærket vidste ikke kunne passe på alle elvere, men selv brød hun sig meget lidt om ikke at have plads. Hun var vandt til at kunne bevæge sig som en fisk i vandet, at kunne svæve i en hvilken som helst retning, hun måtte ønske, men inde på markedspladsen blev man klemt fast. Det skræmte hende ikke decideret, men hun brød sig heller ikke ligefrem om at sidde som salaten i en sandwich, der allerede har fået mast både tomat, ost og skinke ud af bare pladsmangel.

Xelirateis smilede lidt ved synet af Venus der fik pengene i hånden, hun var tydeligvis ikke vant til livet i de højere klasser, Xelirateis havde selv engang været fattig, og måtte klare sig ved at sælge salver og dets lige, men efter hun havde påtaget sig jobbet som læremester og ligeledes var blevet yderst dygtig til urter, gifte og dets lige var hendes økonomi gået gevaldigt op ad bakke, og så hjalp det også gevaldigt at man kunne stikke en handlende en småsten og han ville tro at det var en diamant hun havde overrakt ham, et gammelt beskidt kneb for en illusionist.
"Haha, bare vent, det kan være jeg kommer og klipper endnu en tot om et par måneder!" grinede hun så lidt og pustede en af de hvide pandelokker væk fra ansigtet.
Igen lod hun blikket glide ud på menneskemængden og sendte igen det skæve smil til Venus "Hvis De vidste hvordan sortelverene bor under jorden ville De ikke være overrasket. Det her er ingenting. Desuden får det folk til at give lidt ekstra plads når man er sort i huden og har spidse ører. De er nok bange for at man skal til at bide en luns af dem!" sagde hun så og skar en grimasse, efterfulgt af en lille selvironisk latter.
Der var ganske vidst sortelvere derude der yndede at leve ganske uciviliseret men Xelirateis var bestemt ikke en af dem. På den anden side var der ligeledes mennesker i verdenen der var mindst lige så barske, for ikke at snakke om vampyrer, varulve, havfolk, dværge og så videre, der var nok ingen ende på hvad man kunne finde af kreaturer der ville gøre hvad som helst for at overleve

"Ja, sikker," svarede Venus med et smil, der forsvandt og kom tilbage igen. det var lige gået op for hende, at hun havde været fri fro sine sædvanlige bekymringer i mindst en halv dag. Det samme var vidst sket for alle de mennesker, de gik på marked. De virkede ikke helt så melankolske, som de af og til gjorde. Hun så op. Solskind, konkluderede hun, som om den kunne kurere enhver form for uro. Den hjælp faktisk også lidt på hendes humør, indrømmede hun, og smilet var helt tilbage igen. Det samme gjorde hendes nysgerrighed.

Hun vendte hovedet mod Xelirateis og så på hende med et par forårsgrønne øjne, hvis humør ikke fuldstændigt passede til hendes venligt interesserede smil. "Apropos at være anderledes... Har tingene ændret sig for jer," med 'jer' mente Venus de andre elvere. Det måtte Xelirateis vel vide. "Altså efter... efter Mørkets Lord kom til?" Venus tænkte lidt over sit eget spørgsmål. Det kunne måske virke en smule som grebet ud af den tomme luft, men det syntes hun ikke selv.

Elveren tog en dyb indånding og skævede op imod himlen, solen strålede kraftigt og for en der havde boet meget af sit liv under jorden var det bare endnu værre, heldigvis havde hendes øjne vendet sig til det med tiden. Derefter vendte hun igen blikket imod kvinden "Tingene ændrer sig hele tiden, for alle. Det er et spørgsmål om hvad man vil have ud af ændingerne!" sagde hun så, og satte sig på bænken, som Venus ligeledes sad på, dog med et mellemrum, så Venus ikke følte at sortelveren kom for tæt på "Den der har valgt at lade sig påvirke af Mørkets Lord er naturligvis blevet det. Sortelverene under jorden vil nok ikke bemærke så meget, men dem der bor på overfladen, som mig selv for eksempel, har naturligvis set ændringerne ligesom alle andre. Vi er ikke så forskellige som mange går og tror, det der skiller menneskene fra elverene er et par spidse ører og en lang levetid!" Xelirateis smilede igen, næsten pædagogisk til kvinden foran hende "Men igen så har man et valg, uanset hvad eller hvem man er, det er bare et spørgsmål om, hvad man er villig til at gøre, for at få det ændret!" Det var muligt at Venus ville kigge underligt på sortelveren efter hendes smøre, men efter mange år med bøger og visdom kom en vis forståelse for tingene, og en vis forståelse for, hvad der var muligt, og umuligt.

Venus kunne ikke helt bestemme sig for, hvordan hun havde det med sortelverens svar. På den ene side var hun glad for, at hun og hendes folk ikke havde følt sig særligt påvirket. Hun kom til at tænke, at alting måske ikke var så slemt, som hun havde opfattet det. Men den tanker blev afløst af et indre billede af en brændende landsby. Inkvisitionen havde ikke sat ild til hele landsbyen, men de havde vidst, hvad der ville ske i den varme, når de satte ild til et enkelt stråtag. Hun følte et stik af irritation over at nogen kunne være så uvidende eller selvisk, men så smilede hun igen. Hun vidste godt, det ikke var det. Mørket og elverne havde, så vidt hun vidste, intet mellemværende, så hvorfor skulle de skabe et selv? Der var et valg, der gjorde menneskene og elverne mere forskellige fra hinanden end Xelirateis lod til at vide. Men det havde hun det havde hun sandsynligvis også tænkt over.
"Det har du ret i. Men nogle gange skal man ofre for meget til, at der er et valg tilbage..." Nogle skrækindjagende scenarier med bl.a. anden en bondemand, der havde været lidt for meget på tværs, som mistede sin familie, fór forbi Venus' indre øje. det var alt for deprimerende at tænke på. Hvorfor spurgte jeg overhovedet?Det hjælper på jo ikke noget at sidde på en bænk i solen og sludre om det... Hun forsøgte at finde noget andet at snakke om.
"Hvad skulle du egentlig på markedspladsen?" Den rødhårede kvindes smil var tilbage sammen med - tilsyneladende - hendes humør. Der ville gå et stykke tid, før hun var kommet sig helt over sit anfald af melankoli, men det skulle såmænd nok komme. Solen syntes faktisk allerede at skinne lidt mere.

Xelirateis lod det kølige blik glide over kvinden, hun kunne godt se en masse følelser florerede under de forårsgrønne øjne, men det var ikke nok til at ændre hendes mening om tingene, det var muligt at folk havde været ude for noget forfærdeligt, men hvis de havde valgt at uddanne sig som soldater eller andet var muligheden for overlevelse væsentligt større, men nu havde de fleste valgt at være bønner, hvilket nedsatte deres chancer. Sådan så man på det med en opdragelse som sortelver, man blev med tiden hård og kontant og ofte så man på verdenen og satte den op som sort og hvid, det var sådan det ville hænge sammen, hvis sortelverene var den dominerende race.
Dette blev naturligvis ikke sagt højt, Venus havde tilsyneladende nok at tænke på i forvejen, og Xelirateis var ikke typen der kastede sig ud i diskussioner eller skænderier.
"Det kommer ofte an på hvilket valg man startede med at tage!" sagde hun så, og løftede kort de hvide øjenbryn, og rømmede sig, det var tydeligt at Venus var ude efter et emneskift, og sortelvere var egentligt heller ikke begejstret for at diskutere noget, som de tydeligvis ikke var enige om.
"Jeg skulle på markedet efter månesten, vandliljer og et enhjørneingehorn, men den slags er ikke ligetil. De skal findes steder hvor de færreste kommer, så jeg må nok selv ud og hente dem!" lo hun så lidt af sig selv, det var nok de færreste der fandt Xeliratis normal efter de havde hørt hendes indkøbsliste.
"Hvad med Dem? Ledte De efter noget specifikt, eller er De har bare på grund af det gode vejr?"

Venus var temmeligt... følelsesbetonet selv for en krystallisianer. Men om det var en god eller en dårlig ting afhang vel af situationen. Lige nu var det ikke godt, for det gjorde hende bare i dårligt humør, og hun kunne ikke gøre noget ved det. Og hun var også nødt til at erklære sig enig i, at hvor man ender afhænger af de valg, man gør. Men hun var også tilhænger af, at man altid havde endnu en chance for at vælge om - hvilket resulterede i en næsten uendelig mængde af chancer og generel godtroenhed fra Venus' side. Hendes held, at det ikke havde givet bagslag... endnu.

Venus virrede let på hovedet for at vågne op fra sit dagdrømmeri og i øvrigt ryste en sidste mængde deprimerende tanker af sig.
"Faktisk tog jeg herhen for at finde noget mad," hun viftede lidt med æblet, der stadig ikke var spist færdigt, "men jeg kunne ikke holde menneskemængden ud." Hun smågrinte lidt. "Men jeg blev på grund af vejret." Hun rejste sig fra ryglænet af bænken, hvor hun havde siddet, sådan så hun stod på sædet, og så trådte hun ned på jorden, som man træder ned ad trappetrin. Hun havde ikke nævnt, hvordan hun havde fået fat i æblet. Faktisk havde hun ment temmeligt bogstaveligt, at hun havde 'fundet' det og altså ikke betalt for det.
"Men jeg tror, jeg vil prøve igen. Det ville være rart med noget lidt mere mættende end et æble.... Såh ehm, vi ses, håber jeg." Hun gav et hurtigt vink fra sig, inden hun forsvandt ind i malstrømmen af mennesker på indkøb. Hun skulle finde æbleboden og efterlade nogle penge, og så finde lidt mere mad. Den mængde mad, hun havde fået på det sidste, var ikke nok til at understøtte selv hendes forbrænding.

//out (svar som lovet, though a little late x) håber ikke det gør noget, jeg skriver mig ud - har for mange tråde i gang -.-)

Xelirateis rejste sig ligeledes fra bænken og sendte et varmt smil til Venus, hun kunne næsten godt regne ud at det ikke var på ærlig vis, at Venus havde fået fat i æblet, men hvis hun var dygtig nok til at stjæle ubemærket, og købmanden var så doven, at han ikke holdt øje med sin bod, så var det jo heller ikke en sag der fik jorden til at bryde ud i flammer, sortelveren var meget klar over hvad folk kunne når det kom til tyveri og dets lige, og selv tyvehavde brug for at overleve.
"Det gør vi måske en dag!" sagde sortelveren og gav et lille nik til Venus der forsvandt ind i menneskemængden, Xelirateis sukkede lidt, og vendte sig så mod pladsen hun skulle igennem, hun pustede en hvid lok væk fra ansigtet og begyndte så at gå igennem mængden, der gav hende rigeligt plads, for at møve sig igennem så mange mennesker, var ikke så stort et problem for en illusionist.