Siri Grip havde fundet sig til rette på sit lejede værelse. Bondemanden og hans kone var flinke mennesker, selvom de ikke havde mange brikker, at flytte rundt med. Det gjorde dem blot mere elskværdige. Særligt konen - med hendes runde æblekinder og godt polstrede bagdel – gav en lysten til at kramme hende. Manden led af ølvom, som så mange andre mænd i hans alder, dog var hans overskæg ikke videre charmerende. Han havde udviklet en evne til altid, at have madrester siddende i det. Hun havde spurgt dem, om de manglede arbejdskraft i markerne. De havde høfligt svaret, at de ville overveje hendes tilbud, men hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at de ikke havde økonomisk mulighed for, at ansætte endnu en medarbejder. Hun måtte søge til en storbonde. Han ville have mere jord og flere penge til lønomkostninger.

Siri havde stillet sin rygsæk af hjemme i værelset og havde bevæget sig udenfor, for at betragte landskabet. Solen havde skinnet fra en blå himmel i flere uger lige indtil hun flyttede fra Paradisskoven. Var det et tegn eller kunne solen ikke bryder igennem skyggerne her? Hendes tankespil var ufatteligt. Hun kunne oparbejde de mest utrolige historier i sit eget hoved til tider. Som hun gik mellem markrækkerne bildte hun sig selv ind, at Mørkets Lord havde magt over vejret: At han fik solen til at forsvinde bag tykke skygger. Ærligt talt vidste hun ikke om det kunne være sandt.

Siri Grip vandrede af sted i sin egen verden. Hun forsøgte, at skubbe de bange anelser væk. Alt virkede som en advarsel. Vinden nærmest hviskede til hende: ”Du skulle ikke være kommet til dette sted. Tag tilbage, tilbage til Paradisskoven. Dette sted er ikke noget for dig.” For hende lød det som om græsset gav vinden ret: ”Forsvind så hurtigt du kan.” Trætoppene brummede ligeledes lavmælt: ”Du kan ikke klare dig alene. Du skulle have blevet i dine trygge rammer.” Hele naturen og vejret talte til hende – i hendes fantasi – uden at hun kunne forsvare sig selv. Hun kunne ikke forklare, at det var nødvendigt for hende, at hun oplevede verdenen på godt og ondt. Hun kunne ikke fortsætte det isolerede liv, før hun vidste hvad hun gik glip af. Græsset var blot grønnere på den anden side for Siri. Hun var overbevist om, at hun ville blive tosset, hvis hun ikke mødte alle verdens herligheder. Hun var klar til, at indtage alt det nye med et strålende smil og åbne arme. Hvorfor modtog hun ikke samme velkomst?

Den ene tanke overtog den anden og bevidste at hun ikke havde haft magen kontakt med andre menneskelige væsner. Hun havde behov for, at føre en samtale med et andet individ. Hun blev mindet om sit møde med Úlairi. Han havde været et yderst behageligt selskab og hun kom helt til at ønske, at han igen ville dukke op ud af det blå, blot for at underholde hende. Hun standsede for at lade blikket glide over himlen. Mon han gemte sig oppe blandt de grå skygger?

"Vend Dem langsomt om imod mig - en hurtig bevægelse og jeg dræber Dem."

Siri stivnede ved råbet. Ingen tankevirksomhed foregik i hendes sind, blot at hun intet forstod. Hun havde jo intet gjort. Hvordan kunne han dræbe hende for, at gå langs marken? Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op med sig selv andet end at følge hans ordre. Stemmen virkede frygtindgydende. Hun var sikker på, at stemmen kun kunne tilhøre et forfærdeligt væsen. En krydsning mellem en vampyr, varulv og dæmon med klør og hugtænder. Monsteret, der tonede frem for hendes nethinde, skræmte hende fra hvid og sans. Hun kunne knapt nok bevæge sig af skræk for hvad der kom imod hende. Nogen hurtige bevægelser var der ikke fare for på daværende tidspunkt. Hun kunne høre dens skridt komme nærmere, da hun langsommere end en skildpadde vendte sig mod det, der ønskede at dræbe hende. Hun forventede en sort vanskabning, der var skabt fra jordens indre. Hendes blik mødte dog noget andet: Et par røde øjne gennemborede hende med en sådan vrede hun aldrig før havde mødt. Hans hvide hår blev blæst tilbage, mens et par røde spyd havde direkte retning mod hendes mave. Spyddene var en rustning, der var lagt ud over væsenets hænder – hvis skabningen havde hænder?

”Jeg har intet gjort!” Skreg hun skingret med hænderne op over hovedet. Hun tuer ikke røre sig ud af flækken. Hun var sikker på, at det var slut nu med mindre han sænkede farten indenfor få meter. Hvordan skulle hun kunne forsvare sig? En skide healer som hende. Det er svært at heale, hvis man dør inden. Hun ville ikke forsøge sig med en besværgelse: De var så uforudsigelige. De kunne nemt gøre det hele meget værre og selvforsvar var ikke en mulighed med de spyd på hans arme. Det var slut. Og hun havde intet gjort. Ikke noget hun vidste af, i hvert fald. Panikken spredte sig og fik tårerne til at prikke bag hendes øjenlåg. Hun kunne ikke ønske hvornår hun sidst havde følt sig så svag, at hun intet andet kunne gøre end at græde.

Monsteret standsede pludseligt, som om han var løbet ind i en væg. Som hendes ord havde oparbejdet en mur omkring hende, som var ubrydelig for ham. Håret faldt ned som lange totter omkring det ansigt som hun ikke havde bemærket før. Kun det et par ildrøde øjne midt i alt det hvide. Nu vidste sig et smil i den før så fjendtlige mimik. Skabning var som forvandlet ved et trylleslag. Uhyret var blevet til et menneske – med hænder. Spyddene var forsvundet ud i den bare luft. Nu var et par velskabte hænder placeret for enden af hans arme og vreden var nu erstattet med charme og undskyldninger. Hendes egen angst var under kontrol og lurede nu kun under overfladen som en forstrækkelse. Tårerne så aldrig dagens lys, men fugtede nu hendes chokoladebrune dådyrøjne, der gnistrede af arrigskab. Chokket havde forvandlet hende til en krudttønde og lod hendes røde hår flamme op. Man kunne ikke være rødhåret uden temperament. ”Hvad bilder du dig ind?” Siri pustede sig op – så godt det er muligt for en pige med kurver uden kun at skyde brystet frem. Det var ikke et truende syn og langt fra så frygtindgydende som hun selv forestille sig det indvendigt. Hans ord havde dog en positiv virkning på den hysteriske rødtop: Smiger var hendes absolutte svaghed. Men hvem kunne stå for, at blive kaldt en skønhed? Ikke Siri Grip. Hun trådte tilbage – nu mere beroliget – og vendte mut siden til. Hun var en anelse pinlig over sit udbrud efter hans særdeles fine undskyldning, så hun så helst at undgå øjenkontrakt.
Hun lagde armene over kors og vendte blikket mod jorden, for at studere sine egne fødder. ”Jeg har aldrig før blevet truet med, at blive slået ihjel, hvis jeg bevægede mig.” Kom det lavmælt fra hende. Hun kunne ikke tillade sig, at lade vær med at besvare hans undskyldning. Hun var bare blevet så forfærdelig forskrækket. Næsten forsikret om, at hun skulle dø. ”Men jeg er glad for, at jeg ikke var den forbryder du søgte.” Et forsigtigt smil tonede frem på hendes læber. Dog stadig forskrækket.

Det var vanskeligt for Siri, at glemme det ildsprudende udyr, der var faret imod hende for få øjeblikke siden. Som forvandlet stod nu ganske nydelig mand foran hende. Ganske vidst en anelse bleg, men de isblå øjne var fængende. Næsten magisk tiltrækkende, der blot gjorde dem mere uvirkelige. Hans mere barnlige kløren i baghovedet irriterede hende dog. Det fik ham til at se uskyldig ud, hvilket hun udmærket vidste, at han ikke var. Han havde været klar til, at slå hende ihjel, hvis hun havde forsøgt at flygte. Hans forbryder måtte være en kvinde, siden han havde forvekslet hende med hans offer. ”Enten forvekslede De mig med en mandlige forbryder eller også behandler De ikke deres kvindelige forbrydere nær så pænt som De nu behandler mig?” Det var umuligt, at vurderer om hun var drillende eller fornærmet over hans tydelige forvandling. Dette skyldes formentligt, at det var en blanding, som resulterede i et meget særpræget tonefald. Mere mystisk end hvad hun normalt forsøgte sig med, sikret fordi hun endnu var nervøs efter det verbale overfald af fyren, der nu præsenterede sig som Alexander. Hvordan kunne man ændre sin adfærd så radikalt på så få sekunder? Det var hende en gåde. ”Hvilken forbrydelse kan være så forfærdeligt, at et så voldsomt angreb er nødvendigt?” Spurgte hun med blikket rettet mod hans indtil han høfligt bukkede for hende. Det vidnede om maner, hvilket bestemt var et plus i Siris bog. Han var mere veltalende end forventet som var et bevis på, at han var fra en højere stand. Alexander nævnte også, at han havde underordnede. Dette indebær status, men hvad var han? Glat som en ål var hendes første tanke, da tilbuddet om middag på en finere kro kom over hans læber. Muligheden var dog også, at han blot var ridderlig. Hun kunne ikke lade vær med, at tvivle efter at have set de gennemborende røde øjne. Det havde været et skræmmende syn, der næsten havde gjort hende fysisk utilpas.
”Jeg ved ikke om det er passende. Jeg ønsker ikke, at forpligte mig til noget.” Hun holdte af, at spille en anelse kostbar, men i dette tilfælde var hun oprigtig bange for, at han forventede noget af hende. At han troede hun var noget andet end det hun i virkeligheden var. Hun ønskede ikke, at skylde ham noget og ville ikke virke svag ved, at han skulle betale middagen. Hun kunne sagtens forsørge sig selv. Det kunne han ikke komme og så tvivl om. Hendes tanker havde igen gjort krav på hendes opmærksomhed, så hun helt havde glemt, at præsentere sig. Med lettere rødlige kinder nejede hun let for den fremmede. ”Mit navn er Siri Grip.”

Siri Grip kunne ikke lade være med, at smile en anelse tilfredst i hendes stille sind. Hun brød sig ikke om, at gå for at være en mand. Hun mente selv, at hver en tomme af hende var yderst kvindelig og dette havde hun ikke lyst til at lave om på. Hendes kvindelige kurver gjorde hende dog nervøs for hans hensigter. Det var uhøfligt, at tænke sådan om et fremmed menneske, men hendes far havde nævnt for hende, at ikke alle var så rene i sjælen som hende selv. Hun skammede sig over sine tanker og var lykkelig over, at han ikke var tankelæser. Han var forduftet på inden tid, hvis han vidste hvor mistroisk hun i virkeligheden var over for udyret ved navn Alexander.

I første omgang syntes hun, at han havde overreageret en smule. Var det en stor forbrydelse, at hjælpe en morder ud? Hun havde jo ikke slået et andet menneske ihjel. Hun kunne være forblindet af kærlighed til denne mand de havde spærret inde. Måske følte hun, at hun ikke kunne leve uden hans berigelse af hendes liv. At han var hendes solstråle i denne mørke tid. Eventyret kraklerede dog straks ved hans videre forklaringer. Parret lød blot brutale. Hun blev næsten skuffet over, at hendes fantasifulde eventyr ikke var en realitet, men blot endnu et tankespind hun havde opfundet. Hans ”du-skal-ikke-bekymre-dig-om-mig”-blik virkede ikke som han sikkert havde forventet eller håbet. Ærlig talt, mente hun, at han trængte til en forskrækkelse som han havde givet hende. Men forventede at disse forbrydere hellere ville flygte end lægge sig ud med Alexander. Den valgmulighed ville hun i hvert fald selv fortrække. ”Men siden De forfølger forbryderne i stedet for Deres underordnede, hvad er De så? General? Officer?” Hun løftede det ene øjenbryn i en afventende position med et charmerende drag om læben. Hun ville gerne vide hvem og hvad hun tilbragte sin tid med før hun takkede ja til hans tilbud om middag.
”De skal blot vide, at jeg sagtens selv kan betale for mit måltid. Men jeg tager imod Deres tilbud. En middag ville i øvrigt være på sin plads på dette tidspunkt og så er det vel ikke, at foragte godt selskab samtidig.” Hendes håndflade fik lov til at strejfe hendes kind, før hun vendte sig en smule væk med et drilsk blik. Var han nu sikker på, at han ikke håbede på noget? Han skulle ikke tro hun var et nemt bytte, for Siri Grip var alt andet end det. Men denne smiger var nu sød musik i hendes øre.

Siri æd hvert et ord råt. Hun var endda opmærksom på det og alligevel kunne hun ikke modstå denne smiger, som om han havde læst hende som en åben bog. Hun håbede oprigtigt, at det ikke var skuespil, men hans natur at agere sådan i nærheden af kvinder. Andre ville muligvis være snæversynet og indbildske hvad angik deres egen charme og skønhed, og derved tro at et hankøn som Alexander kun opførte sig på denne mødes i hendes selskab. Hun var dog ikke i tvivl om, at andre kvinder havde fået lov til at opleve denne charme og det gjorde hende intet. Hun var ikke indblandet på den måde følelsesmæssig, som andre kvinder kunne blive ved første blik. Hun fik ikke ejerfornemmelser for hver en flot fyr hendes øje bemærkede i landskabet.
Men ordet ”inkvisator” genkendte hun ikke. Han benævnte det selv som en høj status, men hun ønskede ikke, at omtale emnet videre, da dette kunne afløser hendes uvidenhed. Det ville være et stort svaghedstegn som ikke skulle røbes. Hans heltemodige udtalelser gik dog ikke i spænd med det skrækindjagende væsen han udviklede sig til, når vreden fik frit løb, derfor rynkede hun brynene, men sagde intet. Det kunne være sandt. Der kunne være smurt tykt på. Hun havde ikke lyst til at bore i det.

”Jeg vil have lov til, at vurderer stedet før jeg godtaget dette tilbud.” Hun brød sig ikke om, at takke ja, hvis stedet var finere end hvor hun normalt befandt sig til dagens måltider. Hun ville føle hun stod i gæld til ham, hvis middagen blev for dyr. Denne situation ville hun ikke sætte sig selv i. I stedet gjorde Siri sit bedste for ikke, at smelte som is imellem hans hænder. Hun ønskede, at fremstå selvstændig og uafhængig, hvilket han vanskeliggjorde med hans flotte ord. Hver af hans sammenligninger mellem hende og blomster fik det til, at krible rastløs i hendes fingerspidser. Igen fik hun en ubehagelig følelse af, at han læste hende: Hun elskede naturen som intet andet og mente at den største skønhed fandtes her. En sammenligning mellem hende og naturen var derfor en stor kompliment for naturbarnet Siri. Det brændte igen hedt i hendes kinder, da hun trådte et skridt frem. ”Skal vi se at komme af sted? Det virker til at ligge Dem stærkt på sinde, at give denne middag.” Hendes krop var springfuld af energi, der var vokset for hver sætning han udtalte. Andet menneskeligt selskab var berigende og stimulerende for hendes sjæl, hvilket resulterede i en spontanitet der ofte kom over hende, når nysgerrigheden fangede hende i sit jerngreb.

En skønhed af en hest nærmede sig med lette skridt, da Alexander udtalte et pift. Skabningen havde stået ubemærket hen under deres samtale, men havde lydigt holdt sig i nærheden. Den var opdraget, det herskede der ingen tvivl om og et øjeblik syntes Siri, at kunne bemærke en form for gensynsglæde mellem Alexander og det sorte vidunder. Glæden voksede særligt hos hingsten, da et æble blev fisket op af tasken. Æblet lå kun få sekunder på hans udstrakte hånd, før det var tygget godt og grundigt. Tilbage stod en veltilfreds hest og en rødhåret skovelver med et saligt smil. Der fandtes få mennesker – særligt mænd – der behandlede dyr ordentligt. Dyr var et mål ved jagt eller blot et transportmiddel, der skulle føre sin herre fra A til B. Hvorledes dyret havde det undervejs var ikke noget der bekymrede de fleste. Al Siris hårdt oparbejdede modstandskraft smeltede med ét. På hvilke områder kunne hun have overfor dette væsen, der forstod naturens skønhed og tilmed behandlede dyr ordentligt? Det næste var vel, at han fortalte, at han var vegetar. Hvis det skete ville hun kun kunne bryde ud i latter.

Hun placerede sin fod i stigebøjlen og hoppede problemløst op hesten, hvor hun satte sig i damesadel. Hun red normalt ikke sådan, men ønskede at fremstå kvindeligt og vise et kendskab til heste og ridning. Hendes teknik vidnede om rutine. Hun lod sine klaverfingre kærtegne hingstens sorte hals. ”Er De sikker på, at De ønsker at gå så langt? Det er intet problem at være to.” Hun var yderst forsigtig med sit spørgsmål, da hun ikke ønskede, at det skulle misforstås. Ligesom hun ikke havde forstået hvorfor hun skulle vide, at han overnattede på kroen. I hvilken meningen var det nødvendigt, at hun havde denne oplysning? Igen blev hun nervøs for hans intentioner. Men hun var vant til at sidde flere på en hesteryg, da hendes familie ikke havde det luksus, at have flere heste. Heste var dyre ved køb og i drift, derfor havde familien kun få, hvilket endte med, at man måtte deles om pladsen.
Siri vendte genert blikket væk ved næste kompliment. Han mente altså, at hendes udseende var fristende. Hvilken kvinde nyder ikke præcis disse ord? ”Jeg har lejet et værelse i nærheden.” Forklarede hun. ”Jeg trængte blot til frisk luft.” Hun ville fortælle om sin kærlighed til naturen og sit ønske om, at finde et arbejde, men hun vidste ikke hvordan det skulle forklares så det lød rigtigt. Hans isblå øjne forvirrede hende og satte flere tanker i gang end hvad godt var.

Udyret med de røde øjne var forsvundet som dug fra solen. Siri ville ikke spørge ind til det på trods af, at hendes tanker konstant cirklede omkring de røde øjne og den forsvundne rustning. Tankerne cirklede som en grip om sit bytte i ørkenen. Sammenligning fik et smil frem på hendes læber: Var slægten Grip i virkeligheden et navn, der var kommet frem, fordi familien tænkte mere end hvad man behøvede? Om det var sandt eller om navnet stadig havde sin inspiration fra fuglens næb, så tænkte hun mere over tingene end hun behøvede. Til tider ville hun gerne være fri, men hendes tankevirksomhed imødekom aldrig dette ønske. Den ignorerede det ganske enkelt.
”Jeg ønskede blot ikke, at udnytte din venlighed. Og tro mig – jeg kan fylde ufattelig lidt på en hesteryg, hvis det er nødigt.” Svarede hun lattermildt tilbage på hans galante valg. Det var ikke løgn hvad hun sagde, for hun krævede ikke magen plads og hingsten virkede så robust, at hun ikke forventede, at den ville skabe problemer. Alexander valgte dog, at blive på jorden. Hun kunne ikke forklare sig grunden, men hun følte et stik af skuffelse ved hans ord. Han var næsten så ridderligt, at det blev kedeligt. Om hun mente hvert et ord eller om det blot var såret stolthed, var ikke til at sige. Men Siri havde været i et øjeblik følt sig uimodståelig, hvilket han kort efter pillede af hende igen.

Tanken blev skubbet til side, for at varetage en ny. ”Hos det par” havde han sagt. Hvordan kunne han kende til parret hun havde lejet et værelse hos? Igen rynkede hun øjenbrynene, da hun var uviden om hans besøg på hendes værelse, før han fandt hende. ”Hvorledes kan De kende til mine boligmuligheder?” Smilet var forsvundet for en stund, for i stedet at koncentrere sig om hans kommende svar. Hun havde også ønsket, at bo på kroen, men hun havde ikke kunne tillade sig det rent økonomisk. Hun havde ikke sparet nok penge op hjemmefra til, at hun havde denne valgmulighed. Hun måtte tage til takke med bondens værelse, selvom hun ikke nævnte dette for Alexander. Dårlig økonomi var et svaghedstegn. Dette kunne ikke komme for hans øre, han der var af en højere stand end hende selv. Hun ønskede, at lade ham blive i troen om, at de var ligeværdige. Hvis han altså overhovedet havde denne forestilling? Hun tvivlede.

Et smil var konstant over hans læber. Siri forholdt sig mere neutral, idet hun ønskede svar på sit spørgsmål. Hun brød sig bestemt ikke om, at han opsøgt bonden og tilmed havde været på hendes værelse. Hun havde pakket sine ejendele ud og hængt sit tøj i skabet. Ville hun nu vende tilbage til et endevendt værelse på grund af hans misforståelse? Tanken gjorde hende skidt tilpas. Hans sukkersøde kompliment gled blot af uden at havde den virkning, som Alexander formentlige håbede. ”Det er vidst en gammel klassiker.” Besvarede hun kort uden at være direkte afvisende eller venlig imødekommende. Billige scoretricks virkede ikke på hende. Denne overbevisning havde hun i hvert fald selv.
Hans forklaring, af hvorfor han kendte til bonden og hendes værelse, fik hende til at spidse øre. Hun studerede hver en detalje i hans mimik, for at sikre sig, at han talte sandt. Umiddelbart så dette ud til at være tilfældet. Hvad ville han også vinde ved at lyve? ”Skal jeg derfor forvente, at vende tilbage til et kaos af et værelse, hvor alt hvad jeg ejer er spredt ud over hver en tomme?” Hun betragtede hans blik uden at blive svag i knækkene over hans isblå øjne. Hans charme var ubeklagelig, men man skulle passe på. Hun kendte realt ikke til andet end hans navn. Hvert minut hun mindede sig selv om, at tage sig i agt for hans smiger. Hun vidste, at hun havde en svaghed for det og det skulle han ikke uden videre forsøge, at udnytte til hans egen fordel.

De ankom til kroen med Siri siddende på hesten og Alexander på jorden. Stemningen imellem dem var igen blevet akavet og hun kunne forestille sig, at han fortrød, at han havde nævnte bonden. Et øjeblik blev derfor ikke vekslet et ord imellem dem: De var begge fordybet i deres egne tanker. Hun interesserede sig særligt for hvad han tænkte på. Igen var hendes magiske evner ikke tilstrækkelige og sjældent særlig nytte. Det var aldrig skidt, at være skabt med healende egenskaber, men det var nødvendigt. Hun havde ikke brugt sine evner i flere uger, hvis ikke måneder. Hun ville sikkert glemme hvordan man gjorde, nu hvor hun ikke havde sine slavepiskende forældre til at øve hendes evne. Hun bedte om undskyld til sin Gud, for de mindre pæne ord om de, der havde bragt hende til verden. Det var i god mening, at de krævede meget af hende – alligevel kendte de ikke til hendes anden magiske evne. Igen holdte hun det hemmeligt. Igen vidste hun ikke præcis hvorfor hun valgte, at holde det skjult. Den mest fornuftige forklaring til hemmeligheden om ”de varme hænder” ville være, at hun ikke ønskede at skabe misundelse i sin generation. Den bedste forklaring til hemmeligheden om hendes anden magiske evne ville være, at hun var bange for den. Hun kunne mærke, at hun ikke kunne kontrollere den og hun var bange for mulighederne ved evnen, da den virkede enorm magtfuld, når hendes temperament løb af med hende, så hun begyndte sine besværgelser. Hun var en lille heks, hvor en djævel kunne fare i hende uden at hun kunne standse det. Englen med de sorte vinger, som hun havde døbt sig selv efter opdagelse af hendes evne til at mane. Hun kunne få lyst til, at gøre de mest forfærdelige ting, når besværgelserne kom over hendes læber. Hendes sjæl gemte på noget, som hun ikke selv var i stand til at kontrollere i modsætning til hendes ydre som næsten bestod af en overjordisk skønhed. Sagnet om de første skovelvere fortalte ligeledes om en sjælden skønhed mellem kvinderne og fantastiske evner blandt mændene. De kvindelige skovelvere forførte deres mænd, hvad enten de var af samme race eller ej, med dans. Når tågen lagde sig som et tykt lag hen over jorden dansede elverpigerne. Deres forførende dans tiltrak hver en mandlig sjæl i nærheden og fik dem til at danse sammen med elverne. Som sirener, der får sømænd til at sejle mod klipperne, tvinger elverpigerne deres nærmest hypnotiserede mænd til at falde døde om af ren og skær væskemangel på grund af den fortryllende dans. Om legenden er det pure opspind eller sandheden om skovelverne var der ingen der vidste. Hverken Siri Grip eller de ældre i hendes slægt, men det var en fortælling som de holdte af at videregive til næste generation og nu en fortælling der fandt sted i Siris hoved. Endnu engang var hun forsvundet væk i egen fantasi, mens Alexander talte med stalddrengen. Hun havde haft travlt med, at vurderer hendes egen danseteknik og havde derfor ikke hørt Alexanders skjulte trussel til den forsigtige dreng. Drengen var ganske forhutlet, men var pænt klædt på. Det var sikkert et krav, for at han kunne arbejde i kroens stald. Hun smilte medfølende til den lille skabning, der straks var klar ved hestens tøjle, da Alexander stillede sig ved hestens side, for at hjælpe hende ned. Han krævede igen hendes opmærksomhed ved, at række hånden frem som hjælp. Hvis hun havde været iført kjole, så havde hånden været nødvendig, så skørtet ikke gled op. Dog var Siri iført bukser denne dag. Ikke at hun var tilfreds med dette valg i mandligt selskab og på en finere kro, men det var der ikke noget at gøre ved. Hun holdt kun ganske let i hans hånd, da hun gled ned langs hestens sadel, derefter blev hendes hænder placeret på hingstens stærke hals. ”Tak for rideturen.” Hviskede hun smilende til skønheden, før hun vendte sig mod Alexander. Hun nikkede en anelse lattermildt til ham. ”Jeg skal gøre mit bedste.” Det var kun få ord, da hun var spændt på hvordan aftenen ville forløbe. Om hun ville finde ud af mere om ham?

// Det var så lige 950 ord! O.O