Blaine stod på kajen og så solen stige mod zenit. På trods af den ivrige havvind, der blæste ham i ansigtet, var dagen varm og trykkende. Blaine havde taget sin skjorte af, og stod med blottet overkrop kun dækket af den åbne frakke. Ved hans hofte hang de tre sværd, der længe havde udgjort hans eneste ejendele. Alligevel havde han en vadsæk slynget over skulderen. Der var ting, det var praktisk at have med sig, og sækken var ingen stor ulejlighed.
Havets bølger slog mod havnens kunstige sten, og Blaine tænkte på de mennesker, der havde bygget kajen. Hvor meget de måtte have slidt, og hvor dårligt belønnede de sikkert havde været, hvis de da overhovedet havde fået en belønning. Derefter lukkede han øjnene og lod den salte vind ruske i hans korte grønne hår. Så sårt som det var at hans hår var grønt, havde Blaine aldrig tænkt videre over det. Nogle mennesker var vel bare anderledes på flere punkter end de gav udtryk for, og det havde han intentioner om at være et eksempel på.
Han havde forladt kroen og dens larm. Da han var gået derind havde det også været dag, men senere på dagen end det var nu. Han måtte have været derinde hele natten. Udmattelsen var langsomt begyndt at indhente ham, og han overvejede hvor han skulle få mulighed for at hvile sig. Der var ikke mange steder en gøgler som ham kunne overnatte. Det ville nok være lettere at finde logi hvis han efterlod sit sværd og rent faktisk tilbød at gøgle for folk, men det liv havde han efterladt for længst, og han havde ikke lyst til at gøre det igen. Så hellere sove lige her på kajen.

En hætteklædt skikkelse trådte op ved siden af Blaine. Mere hemlighedsfuld end det var skikkelsen dog ikke, for pålandsvinden blæste let skikkelsens kappe til side, og afslørede den veldrejede kvindekrop, der nu engang tilhørte Morgana. Den eneste grund til at hætten ikke også for længst var blæst ned, var at hun med hånden længst fra Blaine, holdt den oppe.
"Lige manden jeg ledte efter" lød det mildt fra hende. "Heldigvis er du ikke en svær mand at finde" tilføjede hun med et lille smil.

Siden hendes lille.. sammenstød med Nichols aftenen før havde hun overvejet hvordan hun nu skulle få fat i Blaine. Som hun der var blevet enig med sig selv om, var det dog ikke synderligt svært at finde en mand med grønt hår og en stor, åben, rød frakke, selv ikke i landets største havn.

Blaine valgte ikke at dreje hovedet for at se på skikkelsen. Hvis kvinden, som han kunne høre at det var, havde tænkt sig at gøre ham ondt, havde hun ikke sagt noget til ham først. Dog, efter at have lyttet til hvad hun sagde, sluttede han at det var en kvinde han kendte, og da han kendte ret mange kvinder, og flere af dem havde grund til at opsøge ham, drejede han hovedet.
Takket være solens eksakte position i det øjeblik og Blaines sanseløse træthed, kunne han ikke se hvem skikkelsen var, selvom hendes krop virkede bekendt, hvor forkert det så end lød i Blaines tanker. Han kiggede fraværende på hende. Folk opsøgte ikke Blaine. Ikke medmindre han havde røvrendt dem på den ene eller anden måde. Hans blik var hårdt, om end ikke en kende nysgerrigt, da han forsøgte at tyde kvindens ansigtskonturer.
”Jeg troede da ellers min forklædning var perfekt.” Der var ikke antydningen af humor i hans stemme. Hans ansigt var skåret i sten, for han vidste at hun ville ham noget. ”Hvem er du, og hvad vil du?”
Trods sine antagelser af at hun ikke ønskede ham noget ondt, i det mindste ikke den simple fysiske slags, lod han sin frie hvile sig på de tre sværds skæfter, hvor den da også hørte mest hjemme. Han havde virkelig ikke lyst til problemer.

Morgana klukkede en anelse. Lige til sagens kerne, uden svinkeærner eller forspil. Ikke engang en sans for humor! Det skulle nok blive spændende.
"Du genkendre mig slet ikke?" sagde hun med en tydeligt påtaget fornærmethed. Hun sukkede let "Vores sidste møde var nok også lidt kort" tilføjede hun så konstaterende, inden hun drjede hoved og mødte hans blik. "Morgana" præsenterede hun sig kort, i tilfælde af at det faktisk var lykkeds ham at glemme hende.
"Jeg har opsøgt dig, fordi jeg er kommet i besidelse af noget, som nok ville interessere dig" forklarede hun så med en let skuldertrækning "Men hvis du ikke er interesseret, så lader jeg dig da bare i fred" tilføjede hun en anelse opgivende, og gjorde mine til at gå igen.
Forhåbenlig ville det være nok til at fange hans interesse, og hvis ikke.. Ja, så måtte hun sætte en anelse mere madding på krogen.

Blaines hjerne arbejde på højtryk, og alligevel kunne han ikke forbinde hendes ord til noget, der gav mening. Han kunne godt huske hende, det var ikke problemet. Han genkendte som hende han meget kort havde mødt på skøgekroen, hvor hun havde siddet med den tåbeligt fulde kaptajn. Det kunne selvfølgelig være at Blaine tog fejl. Det kunne være at kaptajnen hun havde siddet med i virkeligheden ikke var så fuld, men bare var en tåbe.
Problemet var at han ikke kunne komme på noget hun kunne have som kunne interessere ham. Han havde knap nok vekslet et ord med hende, og så vidt han vidste kendte hun ikke mere til ham end han gjorde hende. Han tænkte tilbage på deres møde. Hvordan nogle flirtende ord var blevet udvekslet, og hvordan hun havde forsøgt at manipulere ham til at gøre sit beskidte arbejde. Ordene Skaf kortet til os, og du skal få et kys, genlød i hans hoved. Var det derfor hun var her? For at give ham en reprimande for ikke at have fået fingrene i kortet?
Blaine kunne ikke forestille sig at hun kunne finde på at gøre sådan. Hans opfattelse af hende var næppe forkert; hun var en farlig kvinde, men ikke på den direkte farlige måde. Hvis det endelig kom til stykket, ville hun ikke selv forsøge at lokke Blaine i en fælde, hun ville få ham til at vandre i den selv, mens hun befandt sig på en behagelig afstand. Som det var nu var hun tæt nok på til at han kunne hugge hende ned.
Han vidste naturligvis ikke om hun havde nogen kræfter hun kunne bruge til at slippe væk, eller om hun i det hele taget virkeligt var til stede ved siden af ham. Der var intet Blaine kunne gøre. Han var nød til at spille hendes spil lidt længere, indtil han fandt ud af hvad hun ville.
”Jeg kan godt huske dig,” sagde han roligt. Nu hvor hun havde vendt sit hoved en smule kunne han se hendes ansigt. Egentligt ville han nok godt kunne have set det før, han havde nok bare ikke anstrengt sig nok. Hans blik låstes med hende, og han forsøgte at læse hendes udtryk, noget han aldrig havde været god til. For ham så hun bare munter ud. Han så på hende da hun gjorde mine til at forlade. ”Der er intet der forhindrer dig i at tale.” Han nikkede diskret opmuntrende til hende, som havde han nu anerkendt hendes tilstedeværelse og sænket nogle af sine parader. Alligevel forblev hånden plantet på sværdenes skæfter.

Morgana stoppede, og vendte sig tilbage mod Blaine igen. Så lidt interesseret var han alligevel? Perfekt. Hun flyttede lidt skødesløst en tot hår væk fra sig ansigt, inden hun igen mødte hans blik. Hun kendte nok ikke detajlerne i Blaines og Nichols forhold eller mangle på samme, men det skulle da ikke stoppe hende i at skabe sig en smule profit på det?

"Vi kom skævt ind på hinanden tilbage på kroen. Det sker jo når man kommer i så tåbeligt selvskab som vi var der!" sagde hun med en let grin. Der var smalltalk, men der var ingen tvivl om at hun var på vej til sagens kerne. "Men da jeg så stødte på en person det lod til at ville dig det ondt, ville jeg da lige advare dig" fortsatte hun i samme smalltalk agtige tone. "Jeg tænkte du nok stadig var i havnen, du ved. Det var da det mindste jeg kunne gøre" fortsatte hun med en let skuldertrækning. Det virkede sågar som om hun var reel omkring det, som om hun faktisk følte hun skyldte ham det. Sandheden var en blanding. Det var ikke meget hun gjorde af 'skyld følelse', men der var ingen grund til at have flere uvenner end højst nødvendigt.

Blaine smilte skævt af hendes første ord. Han kunne godt fornemme small talk når han hørte det, men det var alligevel meget sjovt at han åbenbart ikke syntes at folkene der havde været lidt… ”Adspredte”. Det var meget muligt ikke et godt karaktertræk at syntes dårligt om folk man ikke kender, men så havde man i det mindste en grund til ikke at lære dem at kende. Hans smil forsvandt hurtigt da hun fortsatte. Blaine kunne, uden at anstrenge sig, komme i tanke om flere personer, der ønskede at gøre ham ondt, men de fleste havde ikke rygraden til at gøre det selv. Og hvordan vidste hun i øvrigt at personen ville finde ham? Hun måtte have snakket med personen, medmindre hun var en tankelæser. Han antog at han havde forstået hendes person meget godt. Morgana virkede som en kvinde, der gik målrettet efter hvad hun ville have. Kunne hun finde på at gøre noget af sit hjertes godhed alene? Næppe. Med alt sandsynlighed ville hun have noget ud af ham, enten for at tie stille, eller for at fortælle Blaine hvem det var, der var efter ham.
”Ved du hvem det er?” Der var ingen grund til at lade være med at forsøge. Det kunne jo være at hun bare gerne ville være på hans gode side. ”Og tak for advarslen,” mumlede han hastigt, inden hun kunne nå at svare på hans spørgsmål. Det kostede ikke noget at være høflig, havde hans bedstemor altid sagt. I værste tilfælde blev folk smigrede.

Morgana bukkede kort nakken i et symbolsk buk. "Det var så lidt" svarede hun, og virkede faktisk en anelse smigret. Manere og høflighed var ikke noget man så ofte blandt folk som dem selv, men med Morganas opvækst, kunne hun ikke undgå at nyde det, når det en sjælden gang skete. Det blev bestemt ikke værre af at komme fra en så uventet kilde som Blaine.

Da hun løftede hoved igen var der dog andre boller på suppen. Et skævt smil akkompineret af et grådigt glimt i øjet. "Jeg ved skam hvem det er" startede hun, mens hendes smil belv en anelse breddere men også mere muntert "Desværre har jeg gjort dagens gode gerning, så navnet kommer du til at betale for!" tilføjede hun så med et let grin, og lagde venskabligt en hånd på hans skulder "Vi skal jo alle leve som du ved!"

Blaine bekæmpede en trang til at tage et skridt tilbage, da han så Morganas hånd bevæge sig mod hans skulder. Manden vidste godt hvordan det fungerede, havde endda presset nogle folk selv i sit liv, men han stod i en dårlig situation. Blaine havde levet hele sit liv som tyv, men havde på det sidste haft en kraftig modvilje mod det. Det virkede som for meget arbejde med for lille effekt til at være hans besvær værd. Uden megen tøven fjernede han sin hånd fra sværdenes skæfter, og tog den op til sin skulder, hvor han med et roligt tag om hendes håndled førte hendes egen hånd væk fra ham. Hun skulle ikke tro at hun havde ret til at være fysisk, bare fordi hun havde overhånden. Det simple ønske om respekt vidste han et eller andet sted gik tabt i kvinden foran ham, men selvom hun ikke respekterede ham ville han tvinge hende til at anerkende ham.
Alligevel, trods alt det vemod han følte ved situationen, havde han svært ved at undertrykke en spændt fornemmelse. Der var længe siden at han sidst havde været i sådan en situation, og det var betydeligt bedre end slet ikke at lave noget. Desuden kendte Blaine Nichols. Manden var farlig, og på en anden måde en Morgana, men Blaine kunne løbe hurtigere. Der var få i landet der kunne løbe så hurtigt som ham, medmindre de, ligesom han selv, brugte magiske kræfter til det. Nu havde han pludseligt lyst til at blive i spillet, bare for at se hvordan det gik.
Han fastholdt hendes blik, og det kunne være at hun så noget af alt det han tænkte på. Han var i hvert fald sikker på at have set et glimt af grådighed i hendes blik. Hvad ville hun gøre når hun fandt ud af at han ikke havde nogen penge?
”Hvad havde du i tankerne, lille frøken?” Han mente ikke at hun var en lille frøken, tværtimod. I Blaines øjne var hun en meget fuldvoksen kvinde, og endda også en meget køn en af slagsen. Han ville bare understrege hvor meget større end hende han var, og holdt lidt fastere om hendes håndled.

Morgana lod ham fjerne sin hånd uden at stride imod. Hun var gået for hurtigt frem anerkendte hun. Blaine skulle have modspil, sandt, men hendes ivrighed efter at komme fra havnen havde fået hende til at gå for hurtigt frem. Hun sad med alle kortene, men havde ikke ladet ham føle han havde overtaget på noget tidspunkt. Hun havde skudt og ramt det værst tænkelige punkt, hans mandlige ego.

Morgana gengældte hans blik. Hun var blevet god til at læse folk, med måtte erkende at hun havde læst Blaine forkert. Han var ikke til hverken mænd eller små drenge. Han var forsigt og ville ikke løbes om hjørner med. Samtidig var han smart nok til at se hvornår nogen forsøgte.
Efter at han havde fastholdt hendes blik et par sekunder, veg hun for ham, og slog blikket ned. Et simpelt, med kraftfuldt tegn på underkastelse, der forhåbenligt kunne give hende en smule mere spillerum. "Man siger jo diamanter er en kvindes bedste ven.." startede hun ud og prøvede at holde en munter tone, men tilføjede hurtigt "Med et par safire skulle nok kunne gøre det" med lavere stemme.

Det ekstra klem om hendes hånd fik hende til at strække fingrene, og gav et godt udsyn til de intrikante tatoveringer der dækkede dem, og tilsyneladende strakte sig videre op under hendes ærme. Hun prøvede at trække sin arm til sig igen, uden helt at lægge alle krafter i. Igen et simpelt lille kvinde trick, for at lade ham føle sig som en større mand.

Blaine havde aldrig holdt specielt hårdt fast om hendes håndled, og da han kunne mærke at hun hev den tilbage gav han blot slip. I det mindste lod det til at hun anerkendte at Blaine var en dårlig legekammerat, og at det derfor var heldigt at dette ikke var en leg. I det mindste lod det til at hun havde tilpasset sig således. Efter at hun havde sænket sit blik, smilte han skævt, og var glad for at hun ikke længere kunne se det. Han ville bestræbe sig på at have det væk igen inden hun kiggede op på ham, men det føltes nu en gang for godt at være i en position af en eller anden art. Det kunne meget vel være at hun havde alle kortene, men han sad med en kniv under bordet. Det handlede ikke længere kun om at spille sin kort rigtigt for at komme ud med livet i behold, man skulle også være hurtig og handle rigtigt; I Blaines logik var truslen fra den ukendte person der ledte efter ham mindsket, hvis han eliminerede personer, der kendte til dem begge. Så kunne hun i det mindste ikke sladre.
”Jeg har ingen penge, men jeg er sikker på at jeg kan overtale dig til at fortælle mig det på en anden måde, ikke? Du har sikkert allerede selv tænkt på nogle måder, så hvorfor fortæller du mig ikke hvad du virkeligt tænker på?” Et snedigt glimt sneg sig ind i hans blik. Selvom Blaine var dårlig at lege med, var han fabelagtig til spil, og han elskede dem højt.

En kort, munter latter undslap Morganas læber. "Ved ik hvad du forventede, med jeg er ked af at skuffe dig Blaine" sagde hun med et grin "Jeg er en meget simpel kvinde! Men jeg er sikker på du kan fremskaffe sådan et par håndøre på ingen tid" tilføjede hun, halvt som et kompliment, halt som en konstatering. Put up, or shut up. Hun havde været mere end rigeligt generøs, og hun havde ikke tid til at lalle for meget rundt. Hun skulle have sine 'vare' fra Nichols, og så ud på havet igeHun, inden byvagten fik nys om hvor hun gemte sig. Der var allerede andre af de fra hendes gamle besætning der enlig var sluppet væk, der, ligesom hende, ikke havde kunne komme væk fra havnen, og var blevet indfanget igen. Morgana havde ikke i sinde at dele deres skæbne, men det ville snart blive en reel risiko, hvis hun ikke fik plads på et skib, og kom væk fra havnen snart.

Blaines blik blev atter alvorligt da han kiggede ind mod havnen. Hendes ord var bestemt hvad han havde regnet med. Det havde også været usandsynligt at forvente at hun skulle være interesseret i andet end pengene. Hvad skulle en stakkels tyv som Blaine dog gøre?
Svaret behøvede han slet ikke at gætte. Det havde været til stede i ham hele tiden, og lå på lur i hans underbevidsthed. Hvad andet end at stjæle var en tyv måske god til? Han kiggede ned på hende, og tænkte sig om. Det var svært at tyde kvindens ord og udtryk. Var det bare småpenge hun var ude efter, eller ville hun forsøge at få ham til at stjæle noget for alvor. Ikke at en safir var småpenge selvfølgelig.
”Og hvor regner en simpel kvinde så med at jeg skal skaffe dem? Noget specifikt i tankerne?” Nu lød han nærmest som en købsmand, der tog imod en ordre. Han var blevet så vant til at stjæle, at han tog det som en professionel. Det gjorde i hvert fald ingen forskel for ham. Det svære ved at stjæle noget var altid at få sig selv sat i gang; når først man var startet drev lysten efter rigdom ham.

Morgana slog lidt ud med armen "Verden er fuld af muligheder!" svarede hun og så ud på de mange folk der udførte deres gøren og laden på havnen. Der var bestemt ikke tomt der midt på dagen. "Der er selvfølgelig også en anden mulighed..." startede hun ud med et let kryptisk smil "Hvis du ville gøre en simpel kvinde ekstra glad, kunne du rekvirere en hvis genstand som jeg har... mistet. En jadering der lige nu ligger i Baronesse Hiltegards sommerresidens, som tilfældigvis ligger her i byen" forklarede hun med et let lokkende smil "Hvis du kunne skaffe den tilbage til mig ville det gøre mig meget, meget glad" tilføjede hun så, og følte sig igen i sit es. Hendes evne begyndte at flyde, og skønt den var ukendte for hende, viste hun inderst inde, at han ville ønske at gøre hende glad, mere end noget andet. Det var en let kilden af sindet, der satte tankerne igang, om alle de fantastiske ting han kunne opnå, hvis han bare gjorde Morgana lykkelig, om end kun for et flygtigt øjeblik.

”Selvfølgelig, alt for dig,” røg det ud af ham, uden at han kunne stoppe sig selv eller betvivle sine ord. Efter at han havde sagt det blinkede han hastigt et par gange. Han havde en underlig fornemmelse i sig, men kunne i netop dette øjeblik ikke sætte fingeren på hvad det var. Han var jo en tyv, og så var det det mindste han kunne gøre at stjæle for denne kvinde, han knap nok kendte til. Selvom det lød underligt i hans hoved, føltes det som det eneste rigtige at gøre.
Han vidste godt hvor baronessens sommerresidens lå, havde endda været fordi den et par gange i tidligere liv som omrejsende gøgler. Der var altid gode penge at få fra den lattermilde kvinde, der ejede ’huset’, hvis man kunne kalde den det. Desværre var det hvor hun boede på denne tid af året, og sammen med hende var der en mindre hårskare af vagter, der skulle beskytte hende mod lejemordere. At møde hende alene og uden at hun var under opsyn, var en umulighed.
Blaine satte den ene fod foran sig, og bevægede sig af sted mod bygningen, hvorefter han stoppede og tog sig til hovedet. Et eller andet var galt, men det kunne ikke være Morganas skyld; til det var hun for uskyldig. Han skammede sig nærmest over at have været mistroisk overfor hende tidligere, og slog hende skamfuldt ud af hovedet som mulig årsag til sin forvirring. ”Og hvad skal jeg gøre ved baronessen?” spurgte han, ude af stand til selv at tage stilling. Han måtte høre hendes ord og kende hendes specifikke ordre førend han kunne handle.

Morganas smil blev mildere, sødere, som Blaine gav efter for hende. Hun viste han ville komme til fornuft. Det gjorde de altid. Hun kunne dog kun blive positiv over hans entuiasme. Ordene havde jo knapt forladt hendes mund, før han allerede var på vej ud for at eropre verden for hende!
"Jeg ser frem til din tilbagevenden" sagde hun som farvel da han begyndte at gå, og vente fronten tilbage mod havet. Hun vendte dog ansigtet hans vej igen, da han stoppede. "Ohh jeg bære ikke 'nag. Gør med hende som som du vil" svarede hun med et roligt smil. Han skulle også have lov til at have sit sjov, hvis han da var en af type menneske.

Blaine forlod stedet umiddelbart derefter med retning direkte med baronessens palæ. Han havde ingen idé om hvad han ellers burde gøre, og – af en eller anden mystisk årsag – var det hans største ønske pt. at opfylde Morganas ønske.

(…)

Der var gået lang tid siden Blaine forlod stedet. Han havde skaffet ringen, men var nød til at vente til at baronessen tog den af for at sove. Han var hverken interesseret i at skade nogen, eller på nogen måde at efterlade nogen indikation af at han havde været der. Det var en farlig tid for kriminelle, og at stjæle fra byens adelige og højere borgere var direkte dødeligt. Hvis ikke deres egne hyrede soldater dræbte ham, ville inkvisitionen uden tvivl få sat fingeren på ham før eller siden. Medmindre selvfølgelig at han ikke efterlod nogen tydelige beviser.
Han havde dog ikke tænkt sig at gå direkte til Morgana med ringen. Som hun havde forudsagt var magien hun havde kastet over ham forsvundet, og han havde indset hvad det var, der havde drevet ham til at handle; at modstå magisk kontrol af den slags hun havde udsat ham for, var noget han havde trænet hele sit liv for at modstå, og han havde lovet sig selv at hun ikke ville få magten over ham igen. Nu ville han have svar.
I stedet for at gå over til hende, stod han et godt stykke væk, tæt på en mørk gyde mellem to varehuse. Her stod han, netop synligt nok til at han var sikker på at hun ville kunne få øje på ham, hvis hun da stadig var der. Så snart hun havde set ham og var begyndt at gå over mod ham, ville han forsvinde ind i gydens mørke.