Vanessa var tillidsfuldt fulgt efter Handark igennem byen og hen til de grønne arealer, som hun faktisk aldrig havde nydt noget af før. Deres vej derhen havde været tavs, men på en måde der på ingen måde havde føltes ubehageligt, idet Vanessas hånd hele tiden havde ligget i den mandlige krystallianers, og hun havde været alt for overvældet af lettelse over at være sluppet væk fra det forfærdelige værtshus. Kort strejfede hendes tanker muligheden for, at hun nok ville blive fyret for dette lille optrin, men hurtigt gik det op for hende, at det ikke betød noget for hende. Hendes chef kunne fyre hende så meget han havde lyst til; hun kunne sagtens finde et arbejde der var bedre end det hun havde, og hvis det gik helt galt, så havde hun jo i princippet ikke brug for særlig mange penge. Da de endelig kom frem til Handarks bestemte destination, en sød lille træbænk under et stort piletræ, stoppede de to op. Vanessa udtalte de første ord siden de forlod Den Vilde Gås. ”Tak, Handark,” sagde hun og sendte ham et lille smil. ”Det var virkelig rart at komme væk derfra.”

Den lette brise strøg ham over ansigtet. Kærtegnede blidt hver eneste krog, imens den smøg sig ind under hans hår og løftede det op i en let dans. Han vandrede målrettet fremad, imens hans hånd var i hendes. De havblå øjne dansede febrilsk fra side til side, studerende grunden foran dem imens det grønne langsomt omsluttede dem. Et let smil havde langsomt formet sig over hans mund, i takt med at byen forsvandt bag dem. Grebet omkring hendes hånd løsnede sig i takt med at de nærmede sig bænken, og slap den helt til sidst da de var få meter derfra. Hans skridt standsede, da de til sidst stod foran den. Han vendte fronten imod hende, seende på hende med afventende øjne. Var det en for drastisk handling? Var det noget hun havde ønsket, eller var hun blot fuldt med ham uden egentlig at have ønsket at forlade værtshuset. Vanessa var trods alt en stærk kvinde – hvad han havde erfaret ud fra deres korte møde, og dette de nu stadig var i – men han havde, kunne ane et svagpunkt ved hende, efter episoden inde i værtshuset. Det havde været hende ubehageligt. Om det så havde været ubehageligt nok til at forlade hendes vagt, og hun ville risikere hendes job for frisk luft, var han ikke helt sikker på. Dette fik han dog svar på, få sekunder efter deres stop under piletræet.
Stadig fornemmende følelsen af hendes hånd i hans, lukkede han hans næve i en knyttet hånd. Mørke lokker smøg sig ganske let omkring hans ansigt, kildede hans kind, imens han lyttede til hendes ord. Han gengældte hendes smil, med sit eget velkendte smil. Hans blik søgte kontakt med hendes, og med dette sagt, svarede han hende da: ,,Selv tak,”

Vanessas blik lod sig finde af Handarks, undersøgte de oceanlignende iriser. Det hjalp lidt på hendes hovedpine at være ude hvor vinden legede med bladene og den milde sol faldt på hendes kinder, truende med at efterlade dem røde og solbrændte. Med en lettet udånding strakte hun armene over hovedet, for at sparke lidt liv i sin krop, der føltes en smule radbrækket efter de blot fire timers arbejde, der havde været udslidende nok i sig selv uden afbrydelsen fra den påtrængende Vladimir.
Hun smilede endnu engang til Handark og talte så igen: ”Jeg hader virkelig at trænge ind i folks sind på den måde,” lød det fra hende, idet hun følte trang til at forklare Handark hvorfor hun reagerede så hårdt på episoden; hun havde ikke lyst til at have ham til at opfatte hende som værende svag; så hellere lukke ham ind og forklare hende hvorfor hun blev så påvirket af det. ”Jeg fortalte kun en brøkdel af alle de forfærdelige, forfærdelige ting han har gjort, og når jeg ligesom.. roder rundt i folks hoveder, så har jeg det som om jeg ligesom.. mister lidt af mig selv, du ved. Det føles som om jeg selv har gjort alle de ting, fordi jeg har svært ved at skille hans tanker fra mine.” Overvejende om hendes forklaring var blevet en ramlende overshare pillede hun ved en lok løst pandehår. Hun håbede virkelig ikke at hun skræmte ham helt væk – tidligere bekendtskaber havde trukket sig væk fra hende da det gik op for dem, at de potentielt intet kunne skjule for hende – mange kunne ikke rumme tanken om ikke at have ro i deres eget hoved, selv med bevidstheden om at hun ofte helt undlod at lade folks tanker strømme over i sit sind ved hjælp af sit såkaldte filter. Det ville være synd, hvis Handark havde det sådan, for selvom det var meget overilet at sige, så havde hun ikke lyst til at miste hans bekendtskab.

Handarks mistanke om den kvindelige krystallianers magiske kræfter, var blot bekræftet for alvor, efter episoden på værtshuset. Der var ikke den mindste tvivl længere: Vanessa var tankelæser, men kunne udover den førstnævnte evne, også læse det enkelte individs fortid. En evne han ikke kendte før til denne dag, hvor han – mildest talt – havde set den i action. Det forusagede ikke hvad hun frygtede; det skræmte ham ikke. Fornærmet var han heller ikke, trods han håbede på at hun havde holdt sig fra hans fortid og minder. Han vidste hun havde læst hans tanker, hvilket ikke havde berørt ham voldsomt – udover den nysgerrighed, der senere havde dannet sig for hendes evnes oprindelighed. Han ville ikke flygte fra hende, på grundlag af denne kendsgerning. Ikke nu; ikke hvor de stod sammen under piletræet, med vinden der løftede dem begges både krop og sjæl. Ikke nu.
Prøvende at sætte sig i hendes situation, om hvordan hun ladede sig påvirke af andres tanker om minder, bevægede hans blik sig kortvarigt fra hendes øjne, og få centimeter længere ned. Følgende hendes næses struktur, til dannelsen af amorbuen, for så at se imod den rødlige mund, standsede hans blik. Han lod sig rive med; lod sig i de få sekunder lade sig rive med af sine egne tanker, da blikket faldt netop dér. Han mindedes kort den aften de havde tilbragt sammen, mindedes kortvarigt hvordan de var at være så tæt på et andet menneske. Følelsen var ham uigenkendelig, da han lod tankerne vandre tilbage dertil. Men ikke desto mindre, var dem ham stadig behagelig.
Han hævede da til sidst øjnene, hørende hvordan de sidste ord forlod den rosafarvede mund. Han nikkede forstående, imens han da svarede hende: ,,Jeg kan .. forestille mig ubehagelighederne,” det skæve smil, hvis mærkelighed fortsat var lav, prægede atte den let skæggede mund. Han vendte hende kort ryggen, for at placere sig på den nærtstående træbænk. Med en let bevægelse satte han sig ned, da atter med ansigtet imod hende. Hans øjne glødte, imens lette farver dannede sig i hans kinder. Han følte sig fri.

Vanessa var fortsat fascineret over den virkning Handarks smil havde på hende. Selvom hun mindst hundrede og nitten gange havde fortalt sig selv siden hun var vågnet op alene i en seng der duftede af piberøg og ham kunne hun ikke benægte at der var noget over den blidhed der sænkede sig over hans ansigt, så snart han så meget som trak på smilebåndet, der vækkede en eller andet dybt inde i hende. Lige præcis hvad det var, kunne hun ikke definere – måske var hun også bange for at grave for dybt i sig selv til årsagen. ”Mmh, det er vel egentlig heller ikke så svært, når man bliver sat ind i det,” sagde hun med et skuldertræk som svar på hans ord efter en rum tids stilhed. Hun bemærkede godt at den anden satte sig ned, men undlod sig selv fra at sætte sig ned. I stedet lænede hun sig ind over bænkens ryg ved siden af Handark, bag hans ryg. Hun kunne mærke hvordan det ubarmhjertige vintervejr der det sidste halve år havde terroriseret Krystallandet var på retræte og nu gjorde plads til et mildt forår, ligeledes tilladende en masse nye blomster at springe ud og græsset vokse i fuldt flor.
Stadig med albuerne støttende på bænken førte hun sine hænder om bag hovedet for at løsne det bånd, der holdt hendes franske fletning på plads. Efter kort tid stod hendes hår ned til endes skuldre i bløde krøller skabt af fletningen, og hun kunne mærke hvordan det kildede hende i nakken og gav hende en behagelig gåsehud hele vejen ned ad ryggen.
”Hvad render du ellers og laver? Jeg har slet ikke fået spurgt dig om sådan noget,” udbrød hun så. Officielt havde han slet ikke fortalt hende hvad han brugte sit liv på, og selvom hun måske havde fået en del med fra de flygtige tanker i hans hoved den anden dag, så var hun stadig interesseret i at få hele historien fra hans læber.

Han hævede hagen ganske let, vurderende hendes nærmende skikkelse, da hun lænede sig ind over ryglænet. Seende hvordan de ibenholtsfarvede hår falde ned imod hendes skuldre, omkredse hendes ansigt fik hans øjne til at mejle sig fast. Studerende hvert enkelte krog af det bløde ansigt, var det nu munden hans øjne endte ved. Skævende derimod, opmærksom på de ord hun udstødte til ære for ham, måtte han trække øjnene tilbage. Eller i hvert fald vænne blikket de få centimeter længere op; ved hendes øjne. ,,Jeg rejser-” han rykkede en anelse på sig, vænnende fronten imod skikkelsen bag sig. ,,- rundt omkring,” det svage smil kollapsede en anelse, da tanken om han nok snart skulle finde sig et andet sted at opholde sig. Dagene hos ved det værtshus han havde opholdt sig på, de seneste dage, var udløbet. Det var aldrig en fornøjelse at finde et nyt sted – ikke i disse tider. ,,Ikke noget specielt,” understregede han, med en undertone af det skæve smil der langsomt krøb tilbage til hans læber.

Vanessa lagde godt mærke til hvordan Handarks blik granskede hendes ansigt, men hun havde intet imod det; hun havde samme tendens til at stirre søgende på den andens træk i uhøfligt lang tid, noget enhver anden nok ville finde irriterende, men imellem de to var der en behagelig fornemmelse associeret med det. Vanessa vidste ikke hvorfor, men hun havde det som om der var noget ved Handark der fik hende til at føle sig - med frygten for at lyde som en kliché - hjemme, og på trods af at hun havde boet det samme sted i lang tid, så var det en følelse hun ikke kunne få nok af. Hans tanke om at han ikke kunne bo på sit værtshus meget længere forekom hende svag, en hvisken i periferien af hendes bevidsthed, men ikke desto mindre lagde hun mærke til den. "Bliver du aldrig træt af at rejse?" spurgte hun ham med hovedet lagt let på skrå. Hans liv forekom hende på en måde utrygt, rodløst, men Handark lod jo selv til at være vant til det. Hun huskede også selv dengang hun levede fra den ene dag til den anden og aldrig havde en trang til at slå sig ned, men den tid var overstået for hendes vedkommende. "Altså, hvis du kommer til at mangle et sted at være engang, så skal du i hvert fald være velkommen hos mig," sagde hun så efterfølgende, før hun nåede at få et svar fra den anden. Hun overvejede ikke rigtig hvad det var hun sagde, før ordene forlod hendes mund, men da hun hørte lyden af sin egen stemme måtte hun indrømme overfor sig selv at hun mente enhver stavelse. Der var noget over Handark, som hun ikke kunne sætte en finger på, og hendes mystiske tiltrækning til ham fik hende til at gøre underlige ting og tænke sære tanker.

Hans øjne drog fra hende, vendte sig frem imod naturen der var lige foran dem. Spørgsmålet der blev stillet ham, var et han selv havde overvejet – flere gange faktisk. Trods dette, havde han aldrig draget til en konklusion. Han havde rejst størstedelen af sit liv; havde ikke haft et fast hjem siden han var nitten år, og nu i alderen af fireogtredive år, havde han stadig ikke fundet et. Det var først for nylig han var vendt tilbage til Krystallandet, hvor han før havde været ude i områder han ikke vidste fandtes. Ondskaben havde draget ham fra Krystallandet, men ironisk nok havde den også fået ham til at vænne tilbage. Tilbage til det, trods dets nuværende forfærdigelighed, han anså som sit hjem.
Han var træt, ja. Ikke af rejsen, for det var sådan han levede. Nødigt indrømmet, var han træt af at være alene. Dette var noget han nok aldrig ville indrømme overfor nogen, ja end ikke overfor sig selv. Men så alligevel, foretrak han at rejse alene. Sidst han havde haft en rejsefælde, havde det endt i et blodigt opgør. Han ønskede ikke at skulle grave endnu flere grave. Så skulle det da være hans egen.
Åbnende munden for at svare hende, måtte han klappe den i igen da hun ikke ventede på at høre hans svar. Lyttende til hendes ord, trak han op i et tydeligt tandsmil ved hendes ord. Han vendte kortvarigt blikket nedad, mærkende hvordan det skuldrelange hår langsomt fulgte med i hans bevægelse. Matheden der havde omfavnet hans øjne var da også forsvundet; hendes ord varmede ham, for ikke at tale om glædede ham. Det var lidt af en tilbud, måtte han indrømme. Et tilbud, der næsten ikke kunne afslås. Han løftede let den enkelte arm, liggende den imod bænkens ryglæn i modsatte side af hvor hun stod. Smilet famlede lige så langsomt, ja indtil det kun var til at ane. Og da dette skete, løftede han blikket imod hendes øjne. ,,Tak,” hviskede han til hende, imens den frie af hans hænder løftede sig. I en blid bevægelse omfavnede han en tot hår der havde skubbet sig ned foran hendes ansigt. Med forsigtige hænder, lagde han disse om bag hendes ører.

Vanessa nød at se hele Handarks væsen lyse op ved lyden af hendes ord. Hun havde virkelig ikke regnet med, at det ville være så stor en ting for ham; Handark var trodsalt en ret flot mand, så at han ikke fik flere tilbud som Vanessas undrede hende faktisk lidt. Selv kunne hun i hvert fald sagtens klare tanken om at skulle bo sammen med ham, og kunne gå og lure på ham hver gang han var hjemme. Da hans blik ramte hendes blev det mødt med en inderlig blidhed, som var forbeholdt meget få personer. Handark havde på ufatteligt kort tid tilegnet sig retten til at få et af de blikke, noget der endda overraskede Vanessa lidt. ”Du er noget så velkommen, det mener jeg virkelig,” forsikrede hun ham om med et let smil prægende sine læber. Med noget der lignede ærefrygt betragtede hun den andens hånd løfte sig. Hun nød at mærke hvordan hans fingre strejfede hendes kind, da han flyttede den vildfarne hårlok, og da den blev flyttet om bag hendes øre gøs hun ligefrem ved den lette berøring, ikke fordi den i sig selv var så fantastisk, men fordi den mindede Vanessa om fornemmelsen af hans krop imod hendes, hans åndedræt imod hendes nakke da de faldt i søvn sammen – den tomhed hun havde følt, da hun var vågnet uden ham. Hun havde det uendeligt underligt med at være så påvirket over så lidt, men der var noget i hende, der skreg på mere. Selvom hun forsøgte at afholde sig fra at gøre noget drastisk, kunne hun ikke helt lade være med at løfte sin hånd op til den, der var ved hendes øre. Hun hev, ganske stille og roligt, i hans arm, så hans ansigt blev trukket helt hen til hendes. Da der var lidt over en centimeter imellem deres læber slap hun igen sit greb. Hans ansigt var kommet så tæt på at hun var nødt til at dreje sit en lille smule imod siden, for ikke at ramme næsen imod hans. Hendes klare, grønne øjne søgte atter hans, og Vanessa var stærkt bevidst om rytmen på sin egen vejrtrækning.

Smilet på de smalle læber bredte sig ganske let i det let solbrune ansigt, da Vanessa understregede hendes gæstfrihed for Handark. Om nok sagde hun det ikke direkte, men mennesket havde på fornemmelse at der lå blot en anelse mere bag denne gæstfrihed, end som så. Han selv nærede også nogle blandede følelser for hende, selvom han ikke ville indrømme det helt for sig selv. På den korte tid de to havde kendt hinanden, havde de udviklet en utrolig tiltrækning til hinanden. Fysisk tiltrækning især. Men som tiden havde gået, inklusiv de dage hvor de havde været fra hinanden, havde en anden følelse end tiltrækning, meldt sig på banen. Hvilken var mennesket ikke helt klar over, på daværende tidspunkt. Eller, så var det netop det han var. Indrømmelse og erkendelse var svære for ham at håndtere, end så meget andet.
Mærkende hendes hånd omfavne hans, fik hans øjne til at dirre febrilsk fra sidde til sidde. De blå øjne så imod hendes, omfavnende det intense blik der betragtede ham. Da hun trak ham nærmere, fulgte han bevægelsen som han selv havde forberedt at gøre det. Han holdte dog, da hun slap ham. Trækkende vejret igennem næsen, mærkede han den kvindelige krystallianers ånde imod hans læber. Hans øjne bevægede sig imod hendes læber, liggende der kortvarigt, indtil de atter fandt kontakten med hendes. Han tiltede hovedet ganske let, hvilende sin næse imod hendes. Rykkende hendes nærmere, lod han øjenlågene falde ganske let ned over sine øjne. Og da, kyssede han hende. Hånden der havde ligget imod hendes nakke, bevægede sig imod buen der skilte hals og skuldre. Her klemte han hende blidt.

Ufatteligt optaget af at se ind i den andens øjne, var Vanessa, fuldstændig betaget af den måde Handarks ansigt ikke umiddelbart var til at læse, og når hun blot filtrerede hans tanker bort, var det rent faktisk op til hende selv at regne ud, hvordan han ville reagere på hendes pludselige initiativ. Han reagerede som hun havde håbet, for da Vanessa så den anden lukke sine øjne vidste hun allerede at hun havde vundet. Hvad hun gjorde var stik imod hendes såkaldte plan. Hun havde jo tænkt sig at være kold som is når hun stødte ind i ham igen, men allerede på værtshuset havde hun været nødt til at tilgive alt, og nu var alt hun ville egentlig blot at forsvinde ud i intetheden med ham, noget der lykkedes meget godt, det øjeblik hans læber krævede hendes. Vanessa var endnu ikke klar over, hvorfor hun var så draget til Handark, men der var noget der sagde hende at han var en chance, hun ikke kunne lade forpasse. Mærkende hvordan hendes krop pludselig føltes ganske let, sukkede hun let imod den andens læber. Hendes hånd blev løftet til hans nakke, og lagde sig efter få øjeblikke ind i hans hår langs med hans baghoved. Det var ikke første gang, hendes hånd fandt vej hertil, og placeringen virkede hende behageligt bekendt. Efter et stykke tid besindede Vanessa sig dog og slap den andens læber, for at læne sin næse imod hans og atter åbne øjnene. ”..Hvorfor ender vi altid her?” lød det fra hende med et næsten drillende smil.

Da de ibenholtsfarvede hår langsomt omringede hans ansigt, og lukkede ham inde i den verden han befandt sig i når han var så tæt på tankelæseren, trak han sig ind til hende. Han lod sig langsomt omslutte af hende; lod hende føle på ham, imens han blot lod sig fange yderligere i hende. Alt hvad der handlede om opmærksomhed på omverdenen, forsvandt. Der var kun hende. Hende, og hans eget hjerteslag. Tegn på liv, og mennesket nær ham. Hvor grotesk det så end lød, så forholdte det sig sådan. Hvordan det var kommet til at forholde sig sådan, kunne han end ikke forklare. For han vidste det ikke selv. Han var lige så uvidende, som den der ville sætte spørgsmålstegnet til den nuværende situation. Kunne hun mon svare på dette? Måske. Måske ikke. Ærligt talt, var han ligeglad. Og det var sådan han blev, når han lod sig falde i favnen på den faktisk fremmede kvinde. Ligeglad. Men det var også blot for en tid. For det skulle da alt sammen ende. Fantasierne, deres lille verden sammen i tankerne. Den stille stund, hvor lykken virkelig tog til. Det skulle ende, og det skulle endes med ord. Spørgende ord, han ikke kunne svare helt på.
Han åbnede øjnene langsomt, og lod blikket stille skarpt på kvindeansigtet der var ham så utroligt nært. Han trak svagt på smilebåndet, med næsen hvilende blidt imod hendes. Hendes læber strejfede hans, da hun løftede op i et smil der kunne betragtes som drilsk. Han fik kortvarigt lyst til at nappe hende; genfinde den følelse de havde fundet, den nat. Men det var ikke nu den skulle genfindes – og det vidste han godt. Han havde været tæt på at lade sig rive med. ,,Det ved jeg ikke, Vanessa” hendes navn lå ham godt i munden; blev udtalt med samme sødme, som det blik der hvilede over hendes læber. Hans øjne genfandt kontakten med hendes, sammen med hånden der langsomt drev imod hendes, som befandt sag ved hans baghoved. Han trak den fra sine lokker, samtidig med han flyttede sit ansigt få centimeter fra hendes. Da begge hænder befandt sig foran hans ansigt, lod han sine læber omslutte den enkelte af hendes knoer. Han kyssede den blidt, imens hans øjne stadig hvilede over hendes. Nu var det hans tur til at vente på svar. Svar på det spørgsmål hun netop havde stillet til ham. Hvad havde hun mon at sige til det?

Lyden af hendes blide latter trak yderligere på hans smilebånd – fik ham til at blotte en side, han længe ikke havde haft overskud til at vis frem for fremmede. Overskud, eller ikke havde følt træng til at vise. Der havde ikke været nogen grund, specielt ikke i de tider de nu engang befandt dem i. Det havde der været nu. Hun var grund nok. Grund nok til at få ham til at smile igen – og så oprigtigt. Men var det så egentlig oprigtigt? Eller var han blot så mættet af mørket at det stod ham til halsen; var han så mæt, at han kunne kaste op? Måske. Mæt af mørket var han ja, men dette var ikke ens betydende med at følelserne for hende, undertrykte eller ej, ikke var ægte.
Stilheden der langsomt bredte sig omkring dem, var ikke kvælende som en stilhed nu plejede at være. Tværtimod, var den ganske udholdelig. For ham var den – specielt med de mosfarvede øjne hvilende imod hans egne havblå. Hans udbredte tandsmil falmede i takt med at lyden af naturen omkring dem, overdøvede en hver form for lyd. Han kneb øjnene ganske let sammen, betragtede hende som hun betragtede ham. Hans blik måtte dog kortvarigt slippe hendes, da hun løsrev den enkelte af hendes hænder. Mærkende hendes fingre kærtegne hans kind ganske let, frembragte svagt det umærkelige smil. Det også de ord hun efterfølgende udstødte. Hendes prøvende tonefald fik ham til at rynke brynene ganske let; bragte et undersøgende blik frem i hans øjne. Vedligeholdende blikket imod hendes ansigt, undersøgte han det. Søgte efter udtryk, så som fortrydelse, der førte til hendes efterfølgende reaktion på hendes ord. Men der opstod ingen – ingen udover fuldkommen ro. Også kysset, der efterlod et stød af behag igennem hans krop. Et smil formede sig atter imod hendes læber; et der langsomt blottede hans tænder i en tilbageholden latter. Han kyssede hende igen, lænede sig yderligere ind imod hende for blot at berører hendes krop endnu engang. Han var enig, og det kunne fornemmes tydeligt.

På en måde var det fuldstændig hen i vejret, det de to skikkelser der på græsset havde gang i. For det første var det langt fra socialt acceptabelt; hvis Vanessas tidligere omgangskreds havde vidst noget om det ville de nok have rynket kraftigt på næsen. En mand, der tydeligvis var den del ældre end hende, og så havde hun givet ham sit allerhelligste allerede første gang de mødtes. Ganske forfærdeligt, ville de sige. Men igen, det var mennesker Vanessa ikke havde talt med i ufatteligt lang tid, og nu var det jo ikke dem der styrede hendes liv. Hvad vidste de om noget? Havde de mærket den dragede fornemmelse der altid fremkom i den mørkhårede kvindes krop, så snart Handark var nær, eller havde de i erindringen hvor blide hans hænder havde været? Havde de følt hans uimodståelige læber imod deres? Nej, det havde de ikke, og det skulle hun nok sørge for, at de aldrig kom til. Det var ikke fordi Vanessa var possessiv. Altså, det fortalte hun i hvert fald sig selv. Det var bare mere et spørgsmål om at hun dét øjeblik blev enig med sig selv om at hvis Handark ikke allerede var hendes, så var han nødt til at blive det. Vanessa følte mentalt hvordan hun desperat kæmpede efter fodfæste og realitetssans imens kysset truede med at rive hende bort fra virkeligheden, selvom det var ufatteligt svært for hende. De var lige udenfor kathedralen, gik det langsomt op for hende, ved et helligt sted, men hvad var mest helligt? De fromme mennesker i klosteret, der svor på at afstå sig fra den slags, Vanessa og Handark gjorde netop nu, eller var det mere helligt at stå der i solen med en andens smil imod sine læber?

Vanessa var ikke i tvivl om, at hun nok var nødt til at skifte religion, for hun vidste godt, hvad hun foretrak. Efter en rum tid trak hun sig bort og åbnede sine øjne. Ganske blidt rakte hun ud efter Handarks ansigt og lod sine fingerspidser kærtegne hans kæbelinje. Et smil på hendes læber. På mange måder var det forståeligt, at hun reagerede som hun gjorde, idet ensomheden der havde fyldt hende de sidste mange måneder, flere end hun kunne tælle på sine ti fingre, endelig blev skubbet væk og erstattet af en langt mere behagelig følelse. ”…Er du sikker på at du ikke vil have din ring tilbage?” spurgte hun med et drilsk smil da tanken faldt på den grønne ring der stadig lå ved siden af Vanessas seng.

Som hendes fingre fulgte hans kæbelinje, fulgte hans øjne ligeledes hendes. Han vendte ansigtet, strakte det imod hendes skikkelse imens han langsomt drejede kroppen imod den han for få minutter siden, havde berørt med sin egen. Fornemmelsen af hendes negle kredse imod hans skæggede kind, skudte stød ned igennem hans rygrad og ned i hans lænd. Trods det lette smil endnu ikke havde fundet frem til hans læber, og ak det ville det nu nok snart, var lyset stadig til at finde i hans øjne. Disse kneb sig en anelse sammen, beskyttende for solen der ramte dem. En skygge dannede sig over hans ansigt, og atter kunne han åbne øjnene op; hendes skygge strakte sig over ham, tegnede sig op i forgrunden for ildkuglen der stod så højt på himlen.
Smagen af hende hvilede endnu på hans læber, da han kortvarigt lod tungen omfavne den nedre læbe. Han rynkede brynene, undrende sig over hendes sødme. Ikke kun denne som lod sig værende beskrevet som hendes smag, men hele hendes persona. Tanken om at en kvinde ville give sig til ham, frivilligt, så hurtigt som hun havde gjort det var ufattelig – ubeskrivelig, ja næsten umulig. Men det var sket, for det var hvad hun havde gjort: givet sig til ham. Og hun havde gjort det på flere måder, end han turde tænke på. Ikke blot havde hun stolet nok på ham, til at lukke ham ind i hendes hjem – men hun havde også lukket ham ind. Hun havde ladet ham komme hende så nær, som mennesket nu kunne komme hinanden nært. Hun havde ladet ham kysse hende, omfavne hende og ladet hende røre hende. Tanken om hendes blanke krop gjorde ham ør i hovedet, svimmel for en tid. Tanken om natten de havde tilbragt sammen, tog ham fra virkeligheden og ind i deres verden. Den verden, som ingen kunne gennemtrænge, udover dem selv. Ingen.

Lyden af hendes blide stemme fik hans øjne til at plante sig imod hende. Den sorte skikkelse der formede den kvindelige krop, bevægede sig som en kat. Solen skærmede atter for hans øjne, og han var blind for alting – for en tid. Hendes stemme var ham dog ganske tydelig, trods han ikke kunne se læberne der formede ordene. Det svagelige smil formede sig atter på hans læber, og en svag latter kravlede op af hans tørre hals. Han viede med blikket fra skikkelsen foran ham, og imod hans egne knæ. Hvide pletter dannede sig for hans øjne, og vis det ikke var fordi han vidste det var solen, havde han troet det var hende. Hun besatte sig langsomt hans tanker, gjorde hun ikke? Sødt.
,,Min ring?” gentagelsen forlod hans læber. Et spørgsmål, var dette også. Men det var ikke ment som det skulle besvares. Det vidste hun sikkert også godt. ,,- Jo. Hvis jeg må få den?” han satte hånden støttende imod bænken, han befandt sig på, hævede sig fra den i en let bevægelse. Ganske let trådte han udenom den, nærmede sig hendes skikkelse, imens hans hånd hvilede imod dennes ryglæn. Hans fingrespidser nåede hendes, bevægede sig opad indtil de nåede mellemrummene der formede sig imellem hendes knoer. Her hvilede de sig, blidt. Og sådan smilede han. Blidt.

Der blev lyttet opmærksomt til den lidt ældre mands stemme, hvordan tonen gik opad i slutningen af sætningen, som var det et spørgsmål, som havde han glemt alt om ringens eksistens, den ring han øjensynligt havde efterladt for at have en undskyldning for, at vende tilbage, en gestus som Vanessa til at starte med ikke havde forstået eller troet mulig, men nu gav meget mere mening end den tidligere havde gjort. Specielt meget mening gav den da hun tog den måde Handark så på hende med til overvejelse, hvordan han trodsede modlyset og ikke lod til at kunne få blikket fra hende, selvom alt han kunne se sikkert var omridset af det ikke-længere-så-ordentlige hår og konturerne af et ansigt præget af et smil. Vanessa derimod var velsignet af det helt modsatte, solen der stod skarpt på Handark, så skarpt at den næsten brændte eventuelle ar og småfejl væk og efterlod den andens ansigt i et slør af perfektion, som næsten gjorde helt ondt at se på. Det var behageligt at sidde der, betragte hvordan den anden rejste sig for så at næsten fange hende imellem bænken og sig selv. Det gjorde hende ikke noget. At blive fanget altså. Når det blot var ham, der gjorde det. Det kildede, hans fingerspidser der roligt og uden hastværk bevægede sig op ad oversiden af hendes fingre, men det kildede ikke i kroppen. Det kildede i hjertet. Det lød forfærdeligt, men så snart Vanessa havde tænkt tanken, vidste hun, at den nok var mere sand og ren end nogen anden tanke, at det ikke var indre ord der kunne trækkes tilbage. Der var efterhånden ikke noget af alt det her, der kunne trækkes tilbage, og det indså den mørkhårede kvinde først rigtigt, da hun så op for at møde den andens blik. Om det var sket da de mødtes i regnvejret, da hun tog ham med hjem, da hun gav sig fuldt og helt til den fremmede, der ikke længere føltes fremmed overhovedet, eller om det var sket da han kontaktede hende på Værtshuset, vidste Vanessa ikke, men hun havde en følelse af at de for længst havde kastet sig ud i en kløft sammen, spændte på at se om de ville møde bunden, hård og ubarmhjertig, eller om de ville opnå den vægtløshed der lod til at manifestere sig hver gang deres læber mødtes.

”Selvfølgelig må du få den, tosse,” smilede Vanessa efter et stykke tid at have betragtet Handark og hvordan deres omgivelser genspejlede sig i hans blå øjne – hvordan hun kunne se sig selv i de øjne, der var så prægede af Handarks smil der mere end nåede op til dem.

Det var fristende blot at blive siddende, at stirre hjælpeløst på den anden indtil der skete noget drastisk, men Vanessa besluttede sig alligevel for at rejse sig fra bænken således at hun i stedet for at lade Handark fortsat holde ved ryglænet, idet hun blidt men bestemt tvang hans arm omkring sin hofte da hun endelig var helt oppe at stå. Det var umuligt at kæmpe imod trangen til at krybe ind i den andens favn da hun nu havde gjort halvdelen af arbejdet, og hurtigt fandt Vanessa sig til rette med øret presset imod den andens hals, hagen hvilende på hans skulder. Selvom hun ikke var tæt på hans hjerte kunne hun mærke pulsen, måske fordi hun lå med øret så tæt på åren i hans hals, og igen måtte hun overgive sig til øjeblikket, selvom hun af en eller anden grund higede efter at få Handark med tilbage i lejligheden, nu snakken var faldet på det.

(Hvorfor mon? xD)

Seende hende skikkelse rejse sig, bane sig imod ham, fik ham til at lægge hovedet ganske let tilbage. Hans øjne lagde sig vurderende over hende, betragtede hvert træk der nu ville danne sig i det kvindelige ansigt. Hånden der lagde sig omkring hans håndled, og efterfølgende førte hans arm omkring hende, blev ikke ænset. Han var allerede fanget. Fanget i de øjne som gang på gang synes at gribe hans, og trække ham ind i trance. Normalt ville han have forladt hende; ladet hende alene endnu engang, i frygt for hvad der i sidste ende ville ske dem begge. Men denne gang skete et ikke; denne gang sårede han hende ikke, som han tidligere havde gjort det. For det var hvad han havde, var det ikke? Såret hende, ved at lade hende vågne op alene den morgen. Inderst inde var han taknemlig, for den om muligt gengældende følelse af hendes. På den anden side, var han knap så taknemlig.
Men det var ikke hvad der fangede ham nu. Det var hende; hendes øjne og hendes mund. Hendes lugt, den lugt han havde været omgivet af den sene nat, han havde forladt hendes lejlighed. Den søde, kvindelige lugt der havde hængt ved, da han lagde sig i krostuens ulme, tungt lugtende seng. Han lod sig omfavne af denne, og af hende. Lod hende røre ved sig, imens hun knugede sin krop ind imod hans. Ganske let lagde han den anden arm omkring hende, denne støttende omkring den øverste del af hendes ryg. Han trykkede hende imod sig, imens han fortsat så imod hende. Da hun lagde hovedet imod hans skuldre, lagde han hovedet imod siden af hendes. Hans næse begravede sig i hendes hår, og han lukkede øjnene. Inden stilheden atter tog over, mumlede han ganske blidt til hende: ,,Tak” hans læber rørte afsluttende hendes ører, i et blidt kys. Selvom han ønskede dette var slutningen på det hele, forholdte det sig ikke sådan.

En bevægelse fandt sted. De dybblå øjne viede fra den ibenholtsfarvede manke, hvis hår endnu kildrede hans kind ganske blidt, til tre skikkelser der travede igennem krattet der adskilte katedralområdet fra byen. Lyden af sværdets klinge glide imod sværdskeden, sang skingert i menneskets ører. De drog våben; sværd, dolke. Våben. Deres kroppe vandrede aggressivt igennem grenene, tromlede alt ned der nærmede sig dem. Skridtene blev til løb, og grebet omkring våbnene strammede sig imens hænderne hævede sig til slag. Mennesket trak armene til sig, som før havde hvilet blidt omkring hende, hvor hånden der havde grebet blidt om stoffet ved hendes kjole fandt sværdets håndgreb, der gemte sig under kappen. Det tog ikke Handark voldsomt lang tid at finde genkendelse i det ansigt, der var ham allernærmest. Manden fra kroen, hvor Vanessa arbejdede, stod ganske klart på menneskets hukommelse. Vreden, der ikke ligefrem var blevet sænket af fuldskaben, var mindst lige så heftigt som sidst. Vildskaben var i den grad også frembragt, da Vladimir tilsyneladende tog den hastigere konklusion at ’hemmeligheden’ som Vanessa havde fundet frem til ved at rode i hans tanker, var skidt at kende til. Denne var åbenbart så skidt, at man ikke skulle lades leve hvis man havde kendskab til denne. For det var vel hvad mændene ville – komme dem til livs?
De to sekunder det tog Handark at drage sit sværd, var netop nok til at Vladimir slyngede en kniv imod ham. Et hurtigt sving, og lyden af de to blade mødende hinanden sang i menneskets ører. Han kastede sværdet til højre for sig, og kniven fløj hastigt fra ham og væk. Han trådte frem, med sværdet endnu hvilende godt i den ene hånd, hvor han med den anden sendte en knyttet næve direkte i ansigtet på Vladimir. Slaget sad godt, men ikke godt nok til at denne væltede fra ham. Nej han trak derimod yderligere et andet våben, som nu pegede imod menneskets skuldre.
Det held; den dag.

Der gik en del længere tid, før Vanessa opdagede dem. At Handark pludselig trak sig sværd var nok den primære kilde til at hun overhovedet blev revet ud af den ufatteligt behagelige tilstand at lykke hun var i, lykke over ikke at være alene; men da hun endelig blev revet ud af den blev hun virkelig revet ud af den, det var sikkert. Det var lang tid siden, Vanessa sidst bar våben med sig rundt omkring, og i dag havde selvfølgelig ikke været en undtagelse på dette. Omvendt så havde hun også en fordel som de færreste havde, evnen til at forvandle sig til et dyr – lad os nu sige, et rovdyr, fx – som kunne slå mere fra sig end de fleste våben. Endnu en evne, som Handark bestemt ikke havde kendt til, endnu en evne som han nok ville lære at kende på allermest chokerende vis. Den relativt høje kvinde var lettet over at se at Handark undgik den kniv, der blev slynget imod ham. Det kunne ellers have set kønt ud hvis den havde ramt ham i halsen, Vanessa atter alene, sikkert mere ensom end nogensinde..

Hvor lang tid siden var det, at Vanessa havde været i en reel kampsituation? Nitten-tyve somre havde hun vel været, og den femogtyvende sommer var netop begyndt, så det var lang tid siden. Om det ville blive et problem eller ej, var hun virkelig ikke klar over, endnu mindre forberedt på at finde ud af, idet hendes primære instinkt var at stikke af, løbe langt væk og undgå at komme til skade; men så kom de måske efter dem igen? Hvad var garantien for, at denne Vladimir ikke ville finde ud af, hvor hun boede? Han havde jo fundet ud af, hvor de var gået hen nu, og det var bevis nok i sig selv på, at han ikke var den man skulle provokere. Og det havde hun gjort, i højeste grad provokeret ham, og nu stod han med en kniv rettet mod Handark, der enten lod til ikke at have flere våben, eller til at gemme dem til et senere tidspunkt. Nej, hun kunne ikke stikke af, for arene på Handarks krop havde sagt hende, at Handark bestemt ikke var typen, der stak af fra en hændelse som denne, og ham ville hun ikke efterlade sammen med de tre voldsbrødre. Derfor forekom et skarpt, hvidt lysglimt, efterladende Vanessas lille skikkelse forsvundet, erstattet af en tiger; langt fra en almindelig tiger. Tigre plejede ikke at være sorte med hvide striber, eller at have ufatteligt grønne øjne, og tigre plejede heller ikke at beskytte mennesker, men der gik mindre end et par sekunder før Vanessa i sin tigerskikkelse var fløjet i flæsket på Vladimir. Nok havde Handarks slag ikke væltet ham, men Vanessas kampvægt på 260 kilo havde tilsyneladende været rigeligt. Med de store poter holdt hun ham nede på skuldrende, egentlig i færd med at knurre ad ham; og så gik det op for hende, at hun havde glemt, at han havde medbragt selskab, et selskab der lige nu overvandt deres frygt og farede over imod hende for at hjælpe Vladimir. Tre mand på en gang, det var mange at kæmpe imod, og prioriteringssagen stod hende klar: hvis hun slap Vladimir ville han komme på benene, men gjorde hun ikke, ville hun få jaget et sværd i hver flanke. Derfor rejste hun sig halvt op på bagbenene for at langt hårdt ud imod den nærmeste mand med de skarpe kløer, der da også ramte ham henover brystkassen og formåede at lave hul i hals tøj, før han blev presset bagover, men det forhindrede ikke ham, der kom fra den anden side, i at jage en kniv i låret på Vanessa hvor hendes opmærksomhed ikke var, fremprovokerende et højt, irriteret brøl af smerte.

Han havde sværdet i hånden. Han havde den øvrige magt, trods dolken der var plantet imod hans skuldre. Vladimir ville ramme ham; hans krop stod blottet for enhver klinge, og det var et tidspunkt Vladimir havde valgt at udnyttet. Han ville ikke kunne nå at afværge slaget, men muligheden for at gennembore kroppen foran ham var stor. Han kunne fjerne lemmer fra hans krop ved blot ét enkelt slag. Ved blot ét enkelt slag, ville det være ovre. Var det ikke noget slynglen selv ville gøre? Skreg det ikke ud fra hans handlinger? Men han var ikke sådan. Han havde set uskyldige mennesker falde, for helt uskyldige gerninger. Vladimir var ikke et af disse uskyldige mennesker, tværtimod. Han var den der førte stridsøksen.
Han kastede overkroppen til side med det spinkle håb om at undgå angrebet. Som forudsagt, var dette uundgåeligt. Knivens blad skar, og det skar godt. En tynd fin stråle af fulgte bladet i luften, og plettede Vladimirs i forvejen beskidte trøje til. Smerten indtrådte hurtigt efter, og blodet begyndte at flyde. For det ventede ikke på nogle.
En lys stråle vækkede ham fra hans mørke tanker, og fik ham kortvarig til at standse. Hans skridt blev pludselig usikre, sammen med følelsen af overvældende forvirring så han til hvordan den kvindelige skikkelse forsvandt. Hendes krop blev erstattet af det over to hundred vejende dyr, hvis græsgrønne øjne stirrede vildt frem for sig. Han følte en svag koldsved melde sig på panden, da han ikke så det som en mulighed at Vanessa også besad denne form for evne. Det kunne da ikke være anderledes, selvom han nødig ville tro på dette. Han trådte bagud da den enorme kattekrop kastede sig fremad, imens grebet omkring sværdet strammede sig yderligere. Smerten i overarmen var nu forsvundet, og erstattet med den dunkende fornemmelse han mærkede i brystet. Kroppen var fyldt med adrenalin, og han var kastet ud i rosen.
Vladimir brølede overrasket, men blev da slået ud fra luft på grund af dyrets enorme vægt. Handark så blot til imens manden lod sig nedlægge af dyret, og glemte for en tid mandens følgesvende. Han nåede netop at kaste sig frem, da den enkelte af mændene jog et våben i låret af det enorme dyr. Med et erstattes modet med panik, og panikken med vrede. Vladimirs mellemmand hævede sværdet til endnu et stød, hvor dette denne gang ville denne placeres imod hovedet. Et vanvittigt smil formede sig på mellemmandens læber, og en latter skulle til at udformes. Dette blev dog kvalt, og erstattes med et skingert skrig. Igennem hans torso stak en skinnende klinge ud. Bag ham befandt mennesket sig, holdende sig klamret til sværdet han netop havde gennemboret svinet med. Han greb omkring hans trøje, og kastede ham til side fra Vanessa og Vladimir foran dem. Med et hurtigt spring, var han nu på siden af dem hævende sværdet med blodet dryppende fra klingen. Den anden medhjælper af Vladimirs stirrede chokeret frem for sig, imens han langsomt bakkede ud. Løb for helvede. Tanken skreg i hovedet på mennesket, imens han blottede tænderne til et råb. Til sidst synes denne nærmest at have læst hans tanker, da han satte af og løb. Løb som det gjaldt hans liv. Først da, huskede mennesket at trække vejret.
,,Vanessa – flyt dig fra ham,” der var pludselig ingen blidhed at finde i hans stemme. Denne var pustende, på grund af den manglende luft i hans lunger, og ganske livsløs. Blodet begyndte at dryppe fra hans ærme, og ned på de grønne græs under dem. De malede det rødt, og blandede sig med den fugtige jord. Han vendte de havblå øjne imod tigeren, han før havde kendt som et menneske. En tankelæser – ikke en formskifter.