Snim bliver opmærksom på, at det store kattedyr er begyndt at knurre. Det har opdaget ham, sandsynligvis på grund af at vinden har båret hans duft med sig. Han lugter hurtigt til sin ene armhule med sin forholdsvis store næse, men må konstatere, at han ikke lugter af særligt meget. Men måske er den svage lugt af en mindre dæmon også nok til at tirre et dyr, da dæmoner sjældent bliver forbundet med noget godt. Det var sikkert et eller andet nedarvet instinkt hos katten.
Han tænker kortvarigt på, om katten nu også kan klatre i træer, for hvis den kan, skal han nok se at få gnidt søvnen ud af øjnene og få benene på nakken. Det er sgu en stor kat.
Så får han øjenkontakt med pigen, der nysgerrigt stirrer på ham.
"Hvad jeg er for én," gentager han som svar. "Jeg er da en imp."
Da han kan se, at hun ikke fatter, hvad han snakker om, går han i gang med at forklare det navn, som hans stamme påtog sig i sin tid. Han svinger benene rundt, så han sidder med ret ryg på grenen med benene hængende ned på samme side.
"Imps er små dæmoner, der ikke rigtig har nogen kræfter. De andre dæmoner skammede sig over os, så vi blev forvist til dette land. Vi dannede en stamme og foretog navneforandring. Forholdsvis kort historie, egentlig," tilføjer han tankefuldt. Måske skulle han have pyntet lidt mere på den?
Han retter atter opmærksomheden mod hende.
"Nå, men hvad er du selv for en? Du ligner lidt en elver, hvis jeg sådan selv skal sige det, men man kan vel tage fejl?"
Den skinner! Det er min! Jeg så den først! *snerre*