Amora satte sig bedre tilpas på den gren hun sad på. Hun sad i et stort egetræ, med ryggen mod stammen på en rimelig stor og bred gren. Der var kæmpe træer nogle steder i paradisskoven, og det var der, der egentlig var mest roligt.
Den eneste grund til at hun var kravlet der op, var for at komme lidt væk. Hun havde brug for at være lidt alene, og så langt oppe over jorden, var der ikke rigtigt nogen der kunne gøre hende noget.
Med forsigtighed tog hun fløjten frem. Det var ikke en hvilken som helst fløjte, det var et våben, hvis man kunne finde ud af at bruge det. Det sorte træ var glat, og der var malet små og store, røde snirkler på den. De mindende lidt om slanger. Træet var velholdt, selvom det var gået i arv i hendes familie. Den var dog lidt slidt ved hullerne og mundstykket, men det var ikke rigtigt noget man lagde mære til.
Hun spidsede læberne og satte fløjten for munden. Kort efter lød der toner i skoven. Tonerne smøg sig alle steder hen, indad sprækker og ned i huller.
Det var ikke en hvilken som helst melodi. Fløjten talte til alle der hørte det. Den fortalte om et smukt og frodigt sted, og de rolige og smukke toner fik folk til at glemme hvad de egentlig var i gang med, og fik dem til at slappe af. Den fortalte, at man bare skulle tage det stille og roligt, dagen var jo smuk, og der var intet der hastede.
Amora sad i bladenes skygge mens hun spillede.

Conrad slentrede afsted in igennem skoven. Uvandt med varmen og myg, mukkede han sig over alle disse træer og blade og flade landskab. Hvilket tydeligvis ikke behagede ham. Han kiggede sig lidt omkring da han hørte en svag fløjten. Han trak stroppen af sit sværd så det kunne trækkes hurtigt men vidste dog ellers ingen tegn på at han havde lagt mærke til det og styrede stik mod lyden *Nå lad os da se hvem vi har med at gøre* Han smilte for sig selv og kiggede op mellem træerne "jeg kan hører du er der..hvem du så end er...men hvis du ikke giver dig til kende er jeg nødsaget til at kigge efter..." han grinte svagt og kunne ikke løfte hovedet alt for højt da han var klædt i sin rustning

Gabrielle og Tit bevægede sig side om side gennem skoven, den varme forårsluft gjorde dem begge i godt humør. De havde ingenting de skulle nå i dag, og der var ingen formål med deres vandring. De skulle bare nyde dagen. Jeg gad nu godt snart at finde nogen med en ny opgave til mig. Tanken nåede lige at ryge igennem hovedet på Gabrielle, før nogen begyndte at fløjte. Hendes hidtidige tanker forsvandt, og en mistro dukkede op i hendes sind. Hun var ikke dum. Manipulatoriske instrumenter var farlige. Uden at se på ham, strøg hun Tit over hovedet en enkelt gang, og han luntede væk i en anden retning. Gabrielle selv gjorde sig fuldstændigt lydløs og usynlig, før hun bevægede sig nærmede lyden af fløjten. Hun var nødt til at se det an. På vejen derhen fik hun øje på en anden person, en person fra hvem fløjten bestemt ikke kom fra. En person i rustning. Hendes opmærksomhed var nu splittet imellem den fremmede mand, og hvem end der sad et sted og fløjtede. Det så ud til at manden også fulgte lyden, og hun fulgte derfor efter ham.

Ild på himlen. Solen skinnede så skønt og Urúvion elskede sin far. Måske var de ikke ligefrem beslægtede, men solen bestod af ild og han var et barn af ild. Ild var hans forældre, men ild var også ham selv. Han fløj hen over himlen i sin ildform. Han var svær at ane på den lyse himmel, og selv dem der så ham ville bare regne med at han var et individ af den sjældne race af fønixer. Han lignede fønixen meget når han fløj, men der var ingen der kunne se ham fra det sted han fløj. Han nærmede sig Paradisskoven, men langt tid inden han nåede skoven, landede han i nogle klipper, så græsset omkring ham ikke brændte og han blev til sin menneskelige form.
Det ildrøde bølgende lange hår dansede let i den lune forårsvind og alt virkede normalt. Det var ikke sjældent at man så folk med abnormaliteter, hvilket gjorde det lidt lettere at skjule de ildrøde øjne. Der var måske andre, eller så var han den eneste, men ikke mange genkendte ham som denne elemental som han egentlig var. Der skulle meget til at afsløre ham. Det ville ikke undre nogen at han var elemtalernes spion, på den måde som han kunne gå i et med menneskerne i dette land.
Han bevægede sig hen til skoven med rolige skridt og endte i skyggerne af de store gamle træer. Han strøg en hånd over barken på en gammel eg. Hvor let den ville brænde for hans hånd, men han gjorde det ikke. Egen var naturen og naturen elskede han. Han var kommet til dette land, fordi han skulle rede naturen og ikke brænde den til aske. Han skulle finde dem der gjorde det. Det eneste tidspunkt han skulle brænde en skov, var for at sørge for balancen i naturen. Det var det elementals var kommet for. Synderne skulle straffes.
Han hørte noget. Noget som han syntes var helt fantastisk ved mennesket. Musikken. Mennesket havde fundet en måde at frembringe dette fænomen, som egentlig var over alt, men dette var kontrolleret og smukt. Han kunne lave den knitrende musik, når ilden fortærede træet eller når heden fik stenene til at sprænge. Denne musik var anderledes fra sin egen.

Amora begyndte at høre lyde under sig. Hun hørte en mandsstemme kalde, men hun var ligeglad. Hvis han ville vide hvem hun var, måtte han kravle op i træet. Hun kunne ikke se ham, men han lød til at have noget tungt på.
Hun skiftede tone, og duften af blomster fulgte tonerne. Dem der hørte musikken ville kunne dufte blomsterne, høre de fredelige lyde fra skoven, bare mere forstærket. Det var som om man selv stod midt i skoven, midt mellem alt det herlige. Der var intet skidt i verden, kun gode ting. Ingen krig, død og ødelæggelse.
Alt sammen var selvfølgelig Hallucinationer, men det var det fløjten kunne frembringe. Den kunne få folk til at se, tænke, lugte og føle tin der ikke var der. Tonerne smøg sig omkring og kom ind alle steder. Det var svært at undslippe den. Men der kunne så heller ikke blive spillet hvad som helst på den. Det var fløjten der bestemte hvad der skulle spilles derpå. Det kunne dog lade sig gøre, at spille 'almindeligt' musik, men det var svært, og Amora havde ikke lært det hele endnu.
Amora levede sig selv ind i musikken. Hun så selv de ting fløjten spillede omkring, forskellen var bare, at hun kunne stoppe det når som helst. Det kunne andre folk ikke.

Conrad hørte musikken skifte og også hans humør. Han kiggede sig lidt omkring med et lidt tåget udtryk indtil han lod til at ryste sig selv op og gryntede, han lagde ej heller mærke til at nogen sneg efter ham. Han tag sin økse og brugt den som en krog og satte den op ved en gren over hans hovedet og trak ham selv op af al magt. Dog var det at klatre i fuld brynjerustning ikke det letteste i verden og noget tydede på han heller ikke var alt for god til at klatre. Snarre en smule klumset men op kom han da. "Helt ærligt! Det er høfligt at hilse" han gryntede stille og skvattede og fald det på ryggen med et brag og et grynt i smerte hvor han blev liggende og kiggede op mellem bladende.

Gabrielle blev stående på jorden da manden i rustning begyndte at klatre op i træet. Hun betragtede ham, og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet af hans klodsethed. Og det var så netop derfor hendes egen rustning fyldte noget mindre. Man kunne jo ikke klatre og springe ordentligt med alt det grej på. Hun rystede let på hovedet, stadig usynlig og uhørlig for alle og enhver. Hun var tæt på at bryde ud i grin da han faldt ned på ryggen, men håbede da at han ikke slog sig alt for meget. Hun havde dog nået at få et glimt af hvem der sad oppe i træet og spillede da manden havde fået rykket nogen af bladene - en menneskepige. En menneskepige med et våben der var mere snedigt end hun selv var.
Gabrielle besluttede sig at det var på tide at komme væk derfra. Hun kendte til den slags instrumenter. Lige nu lød det harmløst og fredeligt, men den slags instrumenter kunne bringe alverdens ulykker med sig. Hun vendte om på hælen og løb tilbage hvorfra hun var kommet. Hun mødtes med Tit igen lidt længere henne, og sammen forlod de skoven, på vej mod et mere menneskeforladt sted.

[ Out - sorry, for mange spillere lige nu. ]