Adrian sad ved et bord i værtshusets stue, der var ikke nogen gæster, da det var midt på formiddagen. Køkkenpersonalet havde småtravlt med at blive klar til aftenens mulige gæster. Han sad med et stort krus mjød samt en tønde, med mere mjød i. Lullu! Kom lige ind med en tallerken med noget mad. Kunne godt bruge noget ædelse. sagde han højlydt.

Lullu, en af tjenerene der arbejdede på Værtshuset, kom ud med en stor tallerkenfuld mad til Adrian. Adrian stak hende nogle rav og takkede hende, med et kys på panden. Derefter gik hun ud i køkkenet igen.
Adrian begyndte nu at spise og drikke. Der gik alligevel ikke længe før han var blevet færdig. Han rejste sig og tog tallerken og gik ud i køkkenet med den.

En lidt skummel skikkelse dukkede op i Medianien på dette tidspunkt af dagen. Solen stod højt på himlen i dette tidlige forår. Luften var frisk og fyldt med fuglesang og en svag summen af insekter. Lyden fra en tung humlebi der fløj forbi hans øre var tydelig og næsten skærende for hans lidt skarpere hørelse. I gaden var der en smule mennesker der gik rundt og nød denne dejlige dag. Det var som om det hele varslede til bedre tider.
Simon stod foran en bygning. Han kunne ikke se hvad det var for en. Hvad er det jeg står foran? Hans spørgsmål var rettet til sin bue som han havde over sin skulder som altid. Denne gang havde han dog også sit kogger med, som var fyldet med pile med flotte styrefjer. De bedste var pilene med styrefjer fra en musvåge. Det var hvert fald dem han havde brugt længst tid på at lave.
Buen svarede ham konkret hvad det var han stod over for. Denne lille samtale var kort og varede ikke længere end et halvt sekund. Disse samtaler var sjældent lange, selv de mere komplekse tog ikke mere end et par sekunder. Det var også den måde han fandt frem på. Den eneste måde han kunne se på. Selvom hans blindhed var et handikap, så var hans evne dog en dejlig fordel for en blind.
Han trådte hen til døren og åbnede den roligt. Han kunne mærke at kroen ikke var fuld. Der var faktisk kun en, hvilket han også blev informeret om. Da der ikke var andre end den ene person i krostuen så valgte han sig at træde hen til dette bord. "Må man sidde her?" Hans stemme var rolig og venlig, og på hans læber var et venligt smil. Man kunne ikke se hans øjne, da hætten stadig var trukket ned i ansigtet på ham. Folk undrede sig virkelig meget hvordan hun kunne finde rundt med hætten foran øjnene, og de undrede sig endnu mere da de fandt ud af at han var blind. Især at han var så en dygtig jæger som han nu engang var.

Adrian kiggede op, da han hørte fuglene synge udenfor. Hvem mon kommer på dette tid af døgnet? tænkte han roligt. Da en ukendt mand kom ind, smilede han roligt og venligt. En kunde måske? eller måske en der vil søge job? Hvem han var eller hvad han ville, undrede han sig lidt over. Da han derimod kom hen til bordet og spurgte om han måtte sidde der, så Adrian blot på ham med et venligt smil. Sid du blot ned, min gode herre. Er der noget jeg kan byde dem? sagde han med en venlig stemme. Han rettede sig op og satte sig tilbage i hans stol, som han altid sad i, når han ikke skulle lave noget, eller bare have en pause. Velkommen til Værtshuset. sagde han lettere stolt. Mit navn er Adrian og er ejer og vært her. fortsatte han og smilede.
Lullu som var ude i køkkenet kom ind i stuen med et stort krus mjød, som hun stillede foran Adrian. Hun så derefter på den fremmede og smilede høfligt. Er der noget jeg kan være behjælpelig med? spurgte hun stille, med sin blide pigestemme.
Adrian så på Lullu da hun kom med kruset og takkede hende. Han havde ikke bedt hende om at gøre det, selvom at han alligevel trængte til noget at drikke.

Han satte sig ned med et smil og tog koggeret af og stilte det ved siden af sig. Buen blev på sin plads, da han bedst kunne lide at den var tæt på ham. Det var nærmest hans bedste ven. Der var ikke mange der ville snakke med jægere, når de var så underlige som ham. Ja, livet var nu en gang ensomt når man var blind.
"Mit navn er Simon. Simon Ildhjerte. Søn af Beorn Ildhjerte." Nu hvor Adrian var så venlig at præsentere sig så kunne han vel også. At han tilføjede sin far, var nok fordi der var en mulighed for Adrian at kende ham, da den gamle stadig boede i Medianien. Han gjorde ikke mine til at fjerne hætten, og hans sad også og stirrede i en retning konstant. Hans bevægelser var nogen gang lidt stive, især med hovedet, da han jo ikke havde nogen steder at se hen. Samtidig med at han talte, søgte han også efter en ting der kunne fortælle ham hvad man kunne købe.
Han nåede også at være klar da den unge pige kom for at spørge hvad han gerne ville have. Han havde overvejet at droppe alkoholen, men et enkelt krus gjorde ikke så meget. Det gik først galt når det andet røg ned. "Jeg vil gerne bede om et krus mjød og noget af jeres friskbagte brød." Han vendte sig ikke mod Lullu, men sad bare og smilede, og man kunne næsten tro at han sad og talte med Adrian stadigvæk. Endnu en bagdel ved at være blind. Folk fik nogen gange en fornemmelse at han var uhøflig, fordi han ikke søgte øjenkontakt. Det gjorde det også lidt svært at få skabt venskaber.
Han strøg en finger hen over strengen på sin bue. Han nærmest kærtegnede den. Han ville gerne have et bedre syn på hele lokalet. Han holdt derfor sin hånd stille på buen i et kort stykke tid. Han fik sendt billeder ind i sit hovede af hele lokalet fra buestrengens synsvinkel. Det var altid lidt underligt når man gjorde det, fordi han kunne se sig selv. Det var ikke mange der kunne undtagen ved brug af spejl eller en anden blank overflade.
Han slap strengen igen og han lagde sine arme på bordet og foldede sine hænder sammen. Stadig med sit smil på læben. Ærmerne var som sædvanlig rullet op til hans albuer, og det var tydeligt for enhver at han ikke var en svækling. Muskler manglede der ikke på den her knægt, men han ville jo også altid blive stærkere, så han var forberedt på at kunne slippe ud af en hule der var styrtet sammen hvis nødvendigt.

Da Simon havde bestilt, troede Lullu at han snakkede til Adrian og ikke til hende. Hun skævede derfor lidt til Adrian.
Adrian så på hende med et lille smil. Du hørte manden. Kom nu af sted og hent noget frisk brød og et krus med mjød.! lød han lettere opgivende. Hvorefter han igen så på Simon med et venligt blik. Jeg har desværre ikke haft fornøjelsen af at møde din far. sagde han roligt med en venlig stemme.
Han tog en slurk af kruset med mjød, han havde fået lige efter Simons ankomst. Hvorefter han igen så på Simon. Men hvad søger du, hvis jeg da må spørge? spurgte han roligt. Hvis han ikke ville svare, så behøvede han jo ikke. Men Adrian kunne nu godt lide at holde styr på tingende i hans Værtshus.
Lullu kom hastigt tilbage igen, med et stort krus mjød og noget friskbagt brød. Hun satte kruset fra sig lige foran Simon, brødet havde hun på en lille tallerken, som hun også satte foran ham.
Adrian så på brødet og smilede. Jeg kan se at du er kommet i rette tid. Brødet er stadig varmt, så det må lige være kommet ud af ovnen. sagde han og smilede. Han så på Lullu. Kan du ikke lige hente mig noget også, Lullu, så er du sød. sagde han bydende. Hvorefter hun igen gik ud i køkkenet.

Han takkede Lullu da hun kom tilbage med det han havde bestilt. Igen havde han sit blik rettet stift ligeud som han altid havde haft det. Duften fyldte hans næse og det fik ham til at smile yderligere. Han elskede de friske dufte. Sådan noget var nærmest euforiserende. Han tog noget af brødet og brød et stykke af det og spiste det langsomt og nød smagen.
"Jeg har problemer med at få solgt de dyr jeg får skudt. Der er ikke så stor interesse for dyr for øjeblikket." Han tog en slurk af sin mjød som også smagte fantastisk lige som brødet. Han følte sig heldig med det sted han var kommet hen, fordi det var billigt og det smagte godt. "Og så tænkte jeg at måske kunne jeg prøve at spørge i et værtshus om de havde lyst til at tage imod noget kød." Hans stemme var stadig rolig og venlig, mens blikket stadig ikke virkede til at være fæstnet på et bestemt punkt. Selv med hætten foran øjnene ville man kunne ane det.
Ja, det kan jeg mærke, men det smager fantastisk." Han smilede glad til Adrian, selvom det virkede en smule skummelt med hætten foran øjnene.

Lullu kom hurtigt ind igen, med et stort krus med mjød til Adrian, hvorefter han kyssede hende på panden og hun gik ud i køkkenet igen. Adrian smilede til Simon. Faktisk, så kunne jeg godt bruge en jæger, en der kunne levere noget kød her til. Der vil naturligvis være en fast løn, uanset om det er et vildsvin eller en ged, der skal jages. For tiden har det været mig der har jaget og skaffet kødet, men jeg er ved at have fået travlt med resten af alt det det nu engang indebærer at styre Værtshuset her. sagde han roligt, med en venlig stemme. Han havde brug for at der blev skaffet kød. Og det hastede nærmest, da de ikke havde mere i saltlageret og Adrian ikke havde tid til at skaffe det denne dag. Hvis du er interesseret kunne vi jo godt indgå en kontrakt. sagde han afslappet. Han vendte sig om og kaldte på Lullu, hvorefter han igen havde blikket mod Simon foran sig.

Han tænkte sig lidt om, mens han strøg sin hage, der var dækket af en smule skægstubbe. Ikke særlig voldsomt, men det var tydeligt nok for dem der sad tættere op af ham. Han kunne godt bruge en sikker kunde. Noget han vidste der altid tog imod det han fik fat i, selvom man ikke rigtig kunne definere det som en kunde, men arbejdsgiver, så ville det da stadigvæk ikke være værst. Et fast arbejde. Det havde han egentlig aldrig overvejet. Så skulle han jo også nå ting inden for en hvis tidsfrist. Det var han så heller ikke vant til. Han havde altid været vant til at kunne tage sig godt med tid og følge et spor længe, måske flere dage, bare for hyggens skyld, men det her ville da også være en udfordring og det ville teste hans styrke og udholdenhed, samt hans evne til at bevæge sig lydløst gennem skoven og fange et dyr så hurtigt som muligt. Jo han havde også sat fælder og snarer op, men det var mest til harer og fugle. Ikke til sådan noget Adrian bad om.
"Jeg kunne godt være interesseret i at få et job. Jeg har ikke været vant til det, men jeg tror godt det kan gå hurtigt for mig at lære det. Altså at fange et dyr inden for et bestemt tidsrum, og hvad der angår vildsvin og geder, så er det nogle af de letteste dyr at jage." For ham var mange dyr lette at følge, men sværere at ramme. Vildsvinet var lidt langsomt og kluntet og geden var ofte meget uopmærksom. Hjorten var lidt sværere, selvom det har en større krop. Bjørne skød han kun i nødstilfælde, hvis den overraskede ham, men så kunne han også sælge skindet.

Adrian så på ham og smilede. Hvis du er frisk, så lyder listen sådan her. sagde han og ville lige sikre sig at Simon lyttede efter inden han begyndte at remse op.
[list][*] 2 Geder[/*:m][*]1 Vildsvin[/*:m][*]2 Hjorte[/*:m][/list:u]
Det er hvad vi skal have hver dag. Ulden og skindende kan du beholde. Prisen kan vi snakke om når du kommer med dem. Det afhænger naturligvis af hvordan de lige ser ud. Hvor meget kød der er på dem og sådan. sagde han roligt og med en venlig tone. Han tog derefter en ordenlig slurk af sit krus med mjød, for hans stemme var blevet noget tør af den remse han lige havde fyret af.

Han blev ret overrasket over hvor meget han skulle nå at fange på en dag. Der var alligevel en del han skulle nå. Hvis han var heldig så fik han måske fat i to hjorte og en ged, men det kunne blive sjovt at få testen sin styrke på den her måde. Han skulle nok kunne nå det, hvis han havde sat sig for at gøre det, men så skulle han bare op, lang tid før solen viste sit ansigt over landet og skovene. Han skulle bevæge sig hurtigt, og der ville ikke være tid til at ramme ved siden af. Det skulle gå hurtigt og præcist.
"Det bliver interessant." Han talte ikke så højt, da han stadig overvejede det lidt. "Jeg tror jeg gerne vil prøve det. Jeg kan ikke garantere for at den daglige levering er komplet hver dag." Jagt var måske nemt nok for nogle med fantastiske evner som ham, hvis han nu også havde synet i god behold, men det gjorde ham alligevel en smule langsommere end de normalt seende jægere. De havde lettere ved at sigte, men han skulle stole på sin bue og pil. Han kunne ikke selv fornemme dyret han sigtede efter.
Han tog omsider sin hætte af og de grå øjne blev synlige og den tomme stirren tydelig. Hans brune tjavsede hår hang løst ned fra hans hoved og noget af det hang ned i hans pande. At han var blind skulle være tydeligt for Adrian nu, hvilket også ville kunne give en smule forståelse fra Adrians side at det ikke var en garanti for at det hele var fanget. Selv en normal jæger ville have problemer med at fange så mange dyr på en dag.

Adrian så på Simon, da han fjernede sin hætte. Jeg vidste dog ikke at du var blind, men hvis du kan udføre jobbet, så er jeg tilfreds. sagde han og smilede. Han skævede lidt til ham. Hvis du blot kommer med et vildsvin hver anden dag så, så kan det nok godt gå. hvert fald lige for tiden. Der har ikke været så mange større forsamlinger for tiden. sagde han med sin venlige men barske stemme. Han tog endnu en tår af sit krus med mjød.

Han trak hætten over hovedet igen. Han vidste der var nogen der ikke brød sig om at se hans stirrende øjne. Nogen mente at de nærmest var døde, hvilket man godt kunne sige de var ,siden han ikke kunne bruge dem som så mange andre. Han var bare heldig at hans blindhed ikke forhindrede ham i mere end den gjorde.
"Det skulle jeg nok kunne klare. Jeg har tilfældigvis to geder og en hjort i mit saltlager, om de kunne bruges til denne dag, da jeg nok ikke ville kunne nå at fange alt i dag. Det er for sent på dagen at nå mere end højst tre dyr." Han smilede venligt til Adrian, og var glad for at have lavet denne aftale. Han glædede sig allerede til næste dag. Der skulle ske meget, og han elskede at jage. Han kunne bruge en masse af tid ude i naturen, mens han udførte sit arbejde, og han ville tjene godt på det måske, ved at have det sjovt.

((sorry for sent og kort svar))

Adrian så på Simon og smilede venligt da trak hætten ned over hovedet igen. Jeg har selv fanget det meste af de vi skal bruge i dag. Mangler dog stadig en enkelt hjort. sagde han og smilede endnu mere, da han nu var sikker på at kunne få alle varer i hus. Men hvis du kommer med en hjort i dag, så.. sagde han roligt og afslappet, men stoppede midt i et ord, for at tænke sig om. .. Eller jeg kan også hente en hjort selv i dag, og så kan du starte fra i morgen af. foreslog han. Det var tydeligt at han var i godt humør denne dag. Adrian havde tidligere været lidt bekymret for om han kunne nå at skaffe en sidste hjort inden aftenen faldt på.

"Jeg kan godt fange en hjort inden i eftermiddag. Der er lige en ting? Hvad med partering af dyrene? Har i en slagter til det, ellers kan jeg godt ordne det en gang i mellem." Han parterede for det meste sine dyr selv, men så mange dyr kunne godt tage tid. Han ville nok ikke få meget fritid, men hvis han kunne få pigerne til at hjælpe sig, så skulle de nok kunne hygge sig. Han elskede at snakke med andre, og det var tit ensomt i sin hytte. Han ville ikke have noget imod det. Absolut ikke.
Han famlede kort efter sit kogger der stod ved siden af hans stol. Ved et uheld kom han til at velte koggeret, og pilene blev strøet over gulvet. Han bandede lavmeldt. Det var utrolig sjældent at sådan noget skete, men selv seende kunne gøre det. Han rejste sig fra sin stol og begyndte at samle dem op i sin hånd. Han kiggede over mod væggen, mens han roligt lod sin hånd glide hen over gulvet, hvor den hver gang den var over en pil søgte ned efter den og samlede den op.
At det lige skulle ske nu irriterede ham lidt. Han ville bare virke mere hjælpeløs nu end hvis han havde undgået dette lille uheld. Det havde ikke gjort så meget hvis han havde været med sig selv, men han kunne ikke lide hvis folk så ham som hjælpeløs. Han var ikke hjælpeløs. Ikke i forhold til andre blinde!

Adrian så på ham med et venligt blik. Det lyder sørme da dejligt. sagde han med en venlig og glad stemme.
Nej desværre har vi ingen slagter, så det er for tiden mig der håndtere den del. Jeg søger blandt andet også en slagter, men det bør nok være en der ikke har så meget mod mindre rum. Slagter rummet er nemlig ikke særligt stort. fortsatte han roligt og tog derefter en ordenlig tår af sit mjød og tømte kruset. undskyld mig lige et lille øjeblik. sagde han roligt og vendte sig om. Han bankede en enkelt gang på væggen. Lullu, gider du ikke bringe mig et nyt krus med mjød? Hans stemme var rolig og afslappet. Han vendte sig igen mod Simon. Nå .. Hvor var vi? .. Nåh jo. Ingen slagter, hvert fald ikke lige for tiden. Men jeg klare det nu uden mærket. sagde han roligt og så på Simon med en venligt blik.

Han stivnede midt i en bevægelse. Han tabte lige den pil han lige havde samlet op. Den trillede hen ad gulvet meden lav klirre, hvor den til sidst lå stille på gulvet og vippede lidt endnu. Han afskyede små rum. Han frygtede dem. Lige siden han var endt inde i den hule, så havde han ikke kunne lide små rum. Nu havde hans egen hytte nu heller ikke de største rum, men så længe der var et vindue så vinden kunne trække igennem så han stadig kunne mærke at han var fri. "Er... er der et vindue?" Han spurgte meget forsigtigt, selvom han ville prøve at undgå at lyde som om han ikke var tryg. Faktisk var han næsten rædselsslagen, men for at opretholde det der var tilbage af masken, begyndte han igen at samle pilene op. Han koncentrerede sig om at tælle, så han kunne falde ned igen og få slappet lidt af. Hans hjerte bankede en smule hastigt, men det faldt hurtigt til ro igen. Han fik samlet sine pile sammen som han så lagde i koggeret. Den lidt hule klirren kom fra koggeret da pilene blev lagt på plads med de skarpe pilespidser ned mod den tykke bund.
Han satte sig i sin stol igen. Han havde helt glemt hans mjød og sit brød og brækkede derfor et godt stykke af hans brød og tyggede på det. Den rytmiske bevægelse fik ham til at slappe af. Det er nogen gange underligt at se store brød som ham i en nærmest ynkelig tilstand, som hvis han ender i små rum og går i panik. Han kan ofte forvolde utrolig stor skade på sig selv. Han tog også en god slurk af sin mjød, og han tømte næsten kruset. Han havde jo knap nok taget en slurk før, så han fik ret meget ind på den korte tid. Han kunne også mærke det. Hans hovede begyndte at snurre, men det var fordi han havde fået rejst sig lidt hastigt. Han stillede det næsten tomme krus på bordet.

Adrian så på Simon med et forundret blik. Jeg får en fornemmelse af at du bestemt ikke kan lide små rum. Det er nede i kælderen og ingen vinduer. han strak sin nakke så den sagde nogle knækkende lyde. Jeg må vel selv tage mig af den del indtil videre. sagde han med et lille ironisk smil.
Lullu kom ind med en tønde med mjød, som hun satte fra sig på bordet mellem Adrian og Simon. Vær så god Adrian. Og så vil jeg have tid til at spise min mad nu. Mik er jo ude og købe rå vare ind til i aften. Resten sover, så de er klar til i aften. sagde hun lidt gnavent. Desuden plejer vi jo slet ikke at have gæster på denne tid af dagen. fortsatte hun. Derefter gik hun hastigt ud i køkkenet igen.
Adrian havde blot set forundret på hende mens hun var inde i stuen. Han hældte noget mjød op til sig selv, så over på Simon. vil du have noget mere? spurgte han ham.

Han rømmede sig. "For at være ærlig kan bryder jeg mig ikke om det. Jeg kan måske godt vænne mig til det efter noget tid, men døren skal hvert fald ikke lukkes, hvis jeg skal arbejde der nede." Han smilede skævt mens han igen stirrede lige ud. Han tog den sidste slurk af sin mjød, og han kunne mærke virkningen. Han begyndte at blive en smule ør i hovedet og han kunne mærke at der ikke skulle meget til at han ville blive hidsig. Han forbandede allerede hans svage sind der havde valgt mjøden i stedet for mælk. Hvorfor skulle han absolut tage det forbandede bryg så hans dømmekraft var mindre. Han spiste også resten af brødet, og han lagde mærke til at der blev båret en hel tønde mjød ind. Det var tydeligt for ham, selvom han ikke kunne se det. Han kunne også høre Lullus irritation over at Adrian blev ved med at bede om mere fra hende hele tiden.
Han holdte lidt øje med hende gennem bordet. Han havde lagt begge hænder på bordet og så efter hende. Jo hun så en smule fornærmet ud. Han bedømmede også at hun ikke var 20 endnu. Langt fra. Måske en 14-15 år. Gammel var hun ikke. Han selv var omtrent 20 somre gammel. Han havde ikke helt styr på det, men dag og nat faldt sammen for ham hele tiden, så han havde svært ved at bedømme hvornår på dagen det var. Han var dog sikker på at det var lidt tidligere på dagen nu, fordi solen var ikke stærk endnu.

Adrian så på Simon med et forunderligt blik. Simon, Jeg skal nok tage mig af slagtningen, hvis blot du fanger dyrene til mig. sagde han roligt til ham. Han var jo vant til at gøre det hele selv, så at slippe for at skulle jage, var en god ting. Så kunne han få brugt noget mere tid med at holde styr på Værtshuset og sådan.
Nå ja. Ville du forresten have et værelse her? spurgte han roligt, hvorefter han tog en slurk af sit mjød.
Adrian var ikke typen der kunne få for meget at drikke. Han drak til det kedede ham, så begav han sig i gang med noget andet.

Han slap bordet for ikke at virke til at snagede i hendes liv. Selvom der ikke var øjne der var rettet mod folk, så var der alligevel nogen der fik en fornemmelse af at nogen holdte øje med dem, når han så gennem genstandende. Der måtte være en eller anden sjette sans i mennesker der fortalte når nogen så på en. Han havde jo også oplevet det at have den fornemmelse at nogen holdte øje med en.
Han nikkede taknemligt til Adrian da han sagde at han ville overtage slagtningen i kælderen. Han hadede kælderrum. De kunne styrte sammen og så ville han være fanget igen, og han ville hade det. Hvorfor skulle sådan noget også ske for ham? Nå, men det gjorde ham jo kun stærkere, eller hvert fald en grund til at blive stærkere, så han aldrig nogen sinde skulle fanges i en hule igen. Det var da også forfærdeligt at han ikke kunne forudsige vejret med det begrænsede syn han havde.
"Det ville være rart. Jeg ville ikke bruge det hele tiden, da jeg også har en hytte i Tusmørkedalen. Der er jo fælder og snarer jeg skal holde øje med i Paradisskoven." Han ville skam ikke have noget imod at have et værelse han ville kunne bruge hvis han ikke kunne nå tilbage til sin egen hytte, hvilket nok ville være et par gange når han nu skulle fange så meget.