I et af sine raserianfald var Zilanea flygtet fra hovedstaden for at få fred for de umådeligt irriterende skarnsunger der havde ødelagt hele hendes dag. Hun var ikke typen der gjorde skade på børn, og havde derfor taget den første hest hun kunne få øje på, og havde set i fuld galop ud af de åbne porte.
Hun havde ikke rigtigt ænset hvorhen hun red, indtil hun var et godt stykke inde i den ødelagte og halvdøde skov. Der var hun stoppet helt op og havde set sig omkring. Selvom alarmklokkerne ringede i hendes hoved, havde hun fortsat ind i skoven, denne gang i langsomt skridt, indtil hun var nået en lysning. Stedet så fredeligt ud og virkede fuldstændigt malplaceret i den mørke skov.

Hun steg forsigtigt af den store, brune hest og satte sig midt i lysningen så hun kunne mærke mest muligt sol. Det var en forholdsvis varm dag på trods af årstiden, og hun sad der på knæ, med lukkede øjne og koncentrerede sig om at slappe af og lytte til sit åndedræt. Hun fornemmede at hesten gik og græssede et stykke til venstre for hende.

Keidron rev et par løse grene ud af håret og smed dem fra sig på jorden inden han samlede håret i en lang hale. De klare øjne skimtede rundt i skoven og med næsen indsnusede han den friske morgenluft. Jagten var allerede afsluttet, men de skulle først udvide hullen hen på eftermiddagen og med maven fuld var dette en af de sjældne gange, hvor han ikke havde noget vigtigt at lave.
Blikket strøg langsomt imod himlen, solen så varm ud så mon ikke man kunne smide sig i græsset og hede lidt op. Halen kunne trodsalt godt bruge et ekstra lille boost.
Demonstativt svang han den en enkelt gang så piskesmældet imod luften gav genlyd i skoven.
Yup det ville være en fin ide.
Langsomt snoede han sig frem i underskoven med kurs imod lysningen, hvor han ville kunne absorbere solens stråler indtil arbejdet skulle starte.

Da han nærmede sig skoven mærkede han en ny duft blandede sig med skovens. Blikket blev skarpt og et smil skilte kort hans læber. Krystalianer. Han kunne genkende den friske duft af deres kød overalt, og selv med fuld mave løb hans tænder i vand. Han skyndte sig dog at antage en upåvirket attityde inden han gled frem gennem skovens åbning. Han så kun krystalianeren ud af øjenkrogene idet han gled ud midt i lysningen og rullede sig sammen til at lille klump og smed overkroppen henover den brune slangehale. En lille lyd af nydelse undslap hans læber.
så... kom så lille krystalianer... kom tættere på...
Tankerne fyldte hans hovede og det var svært at fokusere på andet end duften af frisk kød.

En lyd der bestemt ikke stammede fra den stjålne hest fik Zilanea til at slå øjnene op, og dreje hovedet en anelse. Det lød som noget der slæbte sig hen ad skovbunden. Hvad i alverden er det?! spurgte hun og spærrede øjnene vidt op. Hun rystede på hovedet som om hun ikke troede på hvad hun så. Først troede hun, at det var en kæmpe slange der havde fat i en mand, men så gik det op for hende at manden var slangen, og det bare var hans underkrop.

Hun så på ham med en blanding af afsky, skepsis og frygt da hun fattede hvad det var hun sad og så på. En elemental. Og ikke bare en hvilken som helst elemental. En lamiae. Hun havde aldrig nogensinde mødt en elemental før, og med hendes held var det ikke underligt at hun skulle støde på den mest blodtørstige af dem alle.
Stiv af skræk så hun sig over skulderen for at lokalisere hesten, og hun så tilbage på elementalen og rejste sig ganske forsigtigt op. Hun begyndte med langsomme, og besværede skridt at bakke hen mod hesten, indtil hun stødte ind i den.

Hun bevægede sig væk. Hun forstod åbenbart den fare han udgjorde. Trist. Han havde håbet hun ikke kendte til Lamiaerne, de lignede trodsalt ikke den generelle elemental. Langsomt løftede han kroppen og vendte blikket imod kvinden. Hans øjne var afslappede og hans læber sad i et venligt smil. Alt i alt virkede hans ansigt ganske venligt og beroligende.
Slangekroppen strakte sig ud bag ham, lang og brutal, men han bevægede sig ikke. Han ville lade hende stige på hendes lille hoppe og ride afsted. Han ville sågar jage dem afsted for at de skulle for god fart på, blot til hun indså de red i ring. Hesten var allerede under hans kontrol, styret af hans magiske evner, programmeret til at ride direkte ind i hans åbne arme.
"Løber du allerede?" Hans stemme var dæmpet og alligevel ville der ikke være noget problem med at høre den. "Du er jo lige kommet"
Han rettede sig op. Musklerne på hans bare overkrop blev spændt og trådte tydeligt frem. Han var stærk, ikke blot almindeligt stærk, men meget stærkere end nogen krystalianer ville komme kæmpe imod. Han var trodsalt en elemental. Kunne han blot få fingrene i den unge kvindes krop, så var der intet hun kunne gøre.

Et eller andet sted vidste hun godt, at det nok var ude med hende. Panikken var nærmest ved at kvæle hende. Men så fik hun set hans ansigtsudtryk og hørt hans venlige stemme, og hendes eget blik blev koldt og overlegent. Han narrede hende ikke et sekund med sin påtagede venlighed, tværtimod gjorde det hende fornærmet at han regnede med at hun var dum nok til at stole på hans slags. Det blik hun sendte ham før hun sprang op på hesten fortalte at han godt kunne droppe facaden.
Zilanea var typen der tog tingene meget personligt, og blev alt for hurtigt irriteret. Men irritationen hjalp hende til at tænke mere klart. Hun vidste godt, at hendes chancer var meget små, men hun bed blot tænderne sammen før hun satte hesten i galop ind i skoven.
Skoven var ukendt for hende, så hun kunne ikke se om hun var på vej ud, men håbede at hun red i den rigtige retning.

Keidron fulgte langsomt efter og da hun forsvandt ind mellem træerne hævede han den ene arm efter dem.
Uden videre afbrydelse sendte han sin ordre til hesten. Rid i en bue tilbage, intet aggressivt, få det til at se ud som om den blot følger ruten. Uden mulighed for at sige fra måtte den adlyde og skød mellem træerne i forsøget på at danne den rigtige bue.
Keiran selv greb med begge hænder fat i et træ i udkanten af lysningne og straks skød halen omkring det. Øjeblikket efter skød han til vejrs og placerede sig selv flere meter oppe i luften. Han ventede nu blot på hun ville komme ridende tilbage under ham.
Forhåbentlig så hun ikke op og opdagede den voldsomme slange, der hang over hovedet på dem, for så kunne han nemlig ubesværet gribe hende med halen når hun passerede under ham og derved fange hende med sin stærkeste legemesdel. Skulle hun opdage ham ville det dog ikke gøre så meget. Hesten ville være umulig at få til at ændre kurs og ville ubesværet drøne hen under ham lige meget hvor hårdt hun så end rev og sled i tøjlerne. Sprang hun af ville det formodentlig ikke blive svært at indhente hende. Han kendte trodsalt området bedre end nogen krystalianer og så længe han kunne klatre i træerne ville det være svært at løbe fra ham. Hans tempo i træer oversteg hans evner på jorden med flere længder.

Da hun havde redet lidt, fik hun fornemmelsen af at et eller andet var fuldstændig galt. Hesten ville ikke adlyde hendes berøringer, og hun kunne ikke få øje på lamiaen uanset hvor hun kiggede hen. Hun tvivlede stærkt på at han uden videre havde droppet jagten.
Hun sled i hestens tøjler, men hesten fortsatte bare i endnu højere fart, og hun var ikke i tvivl om at der var noget andet der styrede hesten. Hvis hesten undlod at adlyde fordi den var lige så bange som hun selv var, ville det have været tydeligt at mærke og se. Men der var ingen angst i hesten, kun målrettethed. Om lamiaen havde besat den eller hvad, det vidste hun ikke, men den var ikke i hendes kontrol. I en hurtig, flydende bevægelse trak hun sit sværd og stak i struben på hesten som faldt død om på stedet. Den var ikke til nogen brug for hende. Zilanea selv fløj forover og slog en kolbøtte før hun kom op at stå igen, satte sværdet på plads, og begyndte at løbe for livet.
Mens hun løb hviskede hun lydløst til vinden, og der gik ikke mange sekunder før vinden omkring hende var nået op på stormstyrke. De visne blade i underskoven hvirvlede op og skabte et optisk kaos, men hun blev ikke selv påvirket af det. Hun håbede til gengæld, at det for lamiaen betød at han fik sværere ved at se og lugte hende, og sværere ved at bevæge sig hvor end han så var.

Han mærkede pludselig den mentale forbindelse til hesten forsvinde og et smil gled over hans læber. Hun ville åbenbart ikke gå ned uden kamp?
Øjeblikkeligt skød han afsted, hurtigt og elegant gennem trætoppene, hun var ikke langt væk, han kunne lugte hende.
Vinden blæste imod hans ansigt og han hævede et øjebryn, vinden burde ikke komme fra den side. En kraftigere vind fulgte og han forstod hurtigt hvad der skete. Han skød længere ned, til hvor vinden havde sværre ved at nå ham.
I skoven blev vinden dæmpet og kraften forsvandt hurtigt fra hendes angreb, og med halen omkring de kraftige stammer lod det ham knap påvirke. Det blæste ligeledes lugten direkte i hovedet på ham og der var ikke gået mange sekunder før han passerede den døde hoppe.
Mistede han sit bytte måtte han blot tage den, der var trodsalt masser af kød på og smagen var heller ikke værst. Det ville dog stadig være som at bytte gourmemad ud med en skål havregrød. Ikke noget han frivilligt ville gå med til.

Mødet med en lamiae var noget Zilanea helst ville have været foruden. Selv hvis han havde været mere venligsindet (yeah, right), ville hendes temperament hurtigt have fået hende ud i problemer alligevel. Heldigt for hende, havde hun en tendens til altid at komme ud af kniben i sidste øjeblik. Hun var dog ikke så sikker på den evne nu hvor hun spurtede gennem skoven, et løb der virkede umenneskeligt og ugennemførligt.
Af en eller anden mærkelig grund kom hun til at tænke på sin lærermester, Xelirateis. Zilanea var i øjeblikket i lære hos sortelveren. Gad vide hvad hun ville have gjort hvis hun var her.. tænkte hun. Måske var det fordi Zilanea var overbevist om at kvinden var en så dygtig magiker at der skulle meget og mere til end en enkelt elemental til at slå hende ud, eller måske var det fordi Zilanea ville have ønsket at hun var løbet til sit lejede værelse hos sin lærermester, i stedet for at stjæle en hest og sætte afsted mod Mørkets Skov da hun blev gal. Hvor dum har man lov at være.. Tanken var rettet mod hende selv. Og den med hesten ville hun også være nødt til at forklare når hun kom tilbage til byen. Hvis jeg kommer tilbage, rettede hun sig selv.
Hun havde på fornemmelsen at hendes plan med vinden havde været ubrugelig, og ombestemte sig. På samme måde som hun havde fremkaldt en storm, fik hun nu vinden til at stå fuldstændig stille. Ingen blade eller andet rørte sig som følge af vinden. Det betød, at lamiaen bedre kunne høre hende, men det betød, håbede hun, at hun også ville kunne høre ham.

Da stormen fortog sig skød Keidron højt op i trækronerne igen inden han skød henover Zilanea. Blikket faldt roligt ned på hende idet han hang 30 meter over hende. Et eller andet sted overvejede han bare at lade sig falde ned. Halen var tung nok til at kvase hende og blød nok til at afdæmpe faldet, samtidig med at hans krop nok skulle klare trykket. Det ville dog være for kedeligt og jagten var trodsalt hovedsagen til han elskede at jage krystalianere. De kunne trodsalt altid overraske, og til tider bed de endda igen! Ja sjove var de.
"Er du allerede stoppet?"
Stemmen var høj og tydelig, den skulle nok få hendes opmærksomhed og forhåbentlig også sætte hende igang med at løbe igen. Han ville løbe hende træt og derefter slå til. Det ville ikke være nogen svær sag, han skulle bare styre hende dybere ind i skoven, og for at gøre det måtte han placere sig rigtigt. Med andre ord, hvis hun ville løbe ud af skoven skulle hun hen under ham, noget han endnu ikke havde set et bytte gøre, de plejede trodsalt at løbe væk fra ham.

Zilanea stod først musestille, prøvede at få vejret. Hun var ikke vant til at løbe så meget. Men adrenalinen pumpede stadig rundt i kroppen på hende, og hun følte sig, på trods af anstrengelserne, ikke udmattet.
Da hun hørte hans stemme kiggede hun først forvirret rundt til alle sider, uden at få øje på andet end skoven. Et køligt smil dukkede op på hendes læber, og så hun op. Hendes øjne spiledes op, og hun stod lidt og betragtede det sære syn, forventede egentligt at han ville falde ned på hende snart, mose hende til plukfisk med sin slangelignende underkrop, men det gjorde han ikke.
"Hvad venter du på?" råbte hun op til ham. Af en eller anden grund var hendes tålmodighed ved at slippe op. "Kom og fang mig hvis du tør!" Hvis hun skulle dø i dag, så ville hun gøre det med stil, og hun gik ikke ned uden kamp. Hun følte ikke frygten længere, irritationen over at blive behandlet som et stykke legetøj havde taget over.
Når hun kiggede frem kunne hun ane at det blev lysere forude, hvilket måtte betyde at kanten af skoven, hendes flugtvej, ikke var alt for lang væk.

Hurtigt og elegant skød Keidron rundt og stammen og ned af træet. Ønskede hun han kom tættere på, så var det skam intet problem.
Uden megen lyd lagde han sig som en blokade mellem Zilanea og hendes udvej. Han overkrop nærmest bare hang ned fra hans lange underliv, som en dødvægt. Håret var trukket tilbage i en hale og brystet blottet, så det voldsomme ar var tydeligt for enhver.
"Er du færdig med at løbe eller skal vi tage en tur mere?" Spurgte Keidron med sit sædvanlige drillende tonefald. Han var endnu ikke træt, ikke engang tæt på. Elementalens krop var ufattelig udholdende, deres fysiske standpunkt var svært at sammenligne med en almindelig krystalianer uden at observere den åbenlyse forskel.
Han rettede roligt kroppen op og hævede armene. Der var liv i overkroppen og han var klar til at gribe hende hvis hun prøvede at passere omkring ham.
Smilet skilte hans læber. Han smagte allerede hendes blod.

Afventende, og med musklerne mere spændte end hun lagde mærke til, stod Zilanea og så til da elementalen nu befandt sig foran hende. At han stillede sig der betød kun, at hun havde haft ret: hendes flugtvej var den vej.
Hun gengældte hans blik med et lokkende smil. Hun vidste, at hun havde absolut ingen jordisk chance for at slå elementalen ihjel - godt nok var hun dygtig til sværdkamp, men hun var ikke naiv. En elementals evner overgik langt et almindeligt menneskes.
De blågrå øjne lynede af frustration og vrede, selvom smilet forblev på hendes læber, og vinden begyndte igen at tage til på grund af hendes humør, men denne gang var det ikke bevidst.
"Kom og fang mig," hviskede hun, for hun var ikke i tvivl om at han kunne høre hende. Hun stod helt stille og ventede på at lamiaen skulle slå til.