Tidligere på dagen havde Ravn været inde for at tale med en af sine kilder. For knap en uge siden havde hun givet ham den opgave at finde ud af hvor byvagten Asbjörn Peregrine boede, til sin overraskelse fand hun ud af at byvagten som havde holdt hende fanget var kaptajn af bygarden. egentligt var hun ikke så overrasket hun havde jo trods alt gættet sig til at han nok havde en rimeligt høj rang.. men kaptajn? det var alligevel overraskende.
Han havde de oplysninger som hun betalte ham for, Asbjörn boede på sin gård, ved havn Asgård, klassisk nok..og hun fik de mere præcise anvisninger på et papir som han hurtigt stak i hånden på hende inden at hun hurtigt forlod ham i gyden. hun gik med foroverbøjet hoved ind i en anden gyde, fandt et sted hvor at hun kunne klatre op på et tag, forvandlede sig så til en ravn, før at hun svang sig op på himlen og forlod byen, for at gøre som hun havde sagt at hun ville gøre..

Solen nærmede sig horisonten som hun fløj igennem landskabet, og langsomt nærmede sig gården. der strøg en blid vinde over området, som ikke var specielt kold, og solen varmede stadigt en smule.. men i nat ville det blive koldt, og ravn ærgerede sig kort over at hun havde så tyndt tøj på.. Frosten sad stadigt godt fast i jorden selvom sneen var forsvundet forlængst, og om natten blev det lige så koldt som det havde været om dagen da der lå sne..
Endeligt fik den unge ravn gården i syne og hun dukkede ned imellem de bare bladløse træer, hvor at hun landede lidt væk fra skovens slutning.. det var ved at være skumring da hun bevægede sig over imod gården, eller rettere svævede. den unge havlv sortelver med de klare røde øjne, svævede omhyggeligt neden under køkenvinduet, og op til taget, mens hun prøvede at finde ud af hvor byvagtens soveværelse var.

Da hun endeligt fandt det, svævede hun ned til det og så kort ind af vinduet for at finde ud af om der var nogen derinde.. da hun havde sikret sig at der ikke var nogen, tjekkede hun om vinduet var sat fast med en hasp eller noget den retning.. det var det ikke, så hun fik hurtigt luften inde fra værelset til at åbne vinduet og så trak hun den ravnefjer hun havde i tasken op og lagde den omhyggeligt i vinduet.
det var der at hun hørte nogen på gangen..

Ravn grinede muntert da hun så Asbjörn stikke hovedet ud af vinduet, og lagde sig fladt ned på taget, hvorefter at hun stak hovedet ned foran ham, og et par livlige og muntre røde øjne så ind i hans. hun havde lige nået at svinge sig op på taget da hun hørte en person og hun var blevet glædeligt overrasket da hun fandt ud af hvem personen var.
"nøj hvor synd! du skulle da vel ikke tilfældigvis stadigt være i besiddelse af noget af den omtalte frugt og vin? jeg har trods alt fløjet hele vejen herud, i dette her forbandede kolde vejr. ikke at det var specielt koldt som ravn.." Hun stirrede på hans hænder hvor han stadigt holdt i ravnefjeren, som om at hun forventede at der pludseligt dukkede en favnfuld frugt og en dunk vin, op. det var mest at af alt or sjov, men man kunne jo altid håbe..

Så trak Ravn hovedet op på taget igen, men der gik kun ganske få sekunder før at hun svingede sig fra taget og ned i hans vindueskarm. derfra kravlede hun ind i det nu afkølede rum og prøvede at få lokket noget af den kolde luft ud. hør var ikke beregnet til vinterbrug. hun grinede, mens hendes tænder egentligt mest havde lyst til at klapre, lavede en bevægelse overimod vinduet, som hun håbede ville få vinduet til at smække i, uden at Asbjörn ville få det i hovedet..
"så du er byvagternes kaptajn? det får mig bare til at spørge mig selv igen hvorfor at jeg dog kom.."
Glimtet i hendes øjne var stadigt muntert, men en indgroet mistro imod byvagter og deslignende kunne hun alligevel ikke holde væk og den var rimeligt tydelig i hendes øjne.. han virkede muligvis rar, og sympatisk, men hvem vidste. det var for risikabelt at stole på ham, mente fornuftens og den lille sortelverstemme, som besynderligt nok var enige.. den sidste lille stemme, krystalisianeren, den mere naive af dem, modsagde dem lidt og ville have hende til at være venlig.. til de to andres frustration valgte hun den lille naive stemme..

"savnet dine rapporter? de fyldte ellers ganske godt i min pengepung og i mit depot af viden"
Et tyvagtigt grin, og en let latter forlod hendes læber som hun bare ventede på hans respons..

"du er da blevet vældigtglad for at bukke for mig.."
Hun hævede muntert et øjenbryn og smilede ned til ham som han bukkede, og hun trådte et skridt væk fra ham.. hun var ikke helt tryk ved at være så tæt på ham med et lukket vindue, men med kulden der herskede uden for vinduet ville hun ende med at blive syg, selvom det altid havde været utroligt svært for hende at blive syg.. muligvis på grund af hendes elvergener..
"jeg takker, Asbjörn.. det er noget af et hjem.. jeg kunne næsten blive misundelig, men jeg kan nu også meget godt lide mit loftværelse.. og jeg ved nu ikke helt.. ydmyge? hvad ydmygt er der ved denne her gård?"

"den højere rang gør mig ikke mere rolig.. jeg ved ikke hvor smart det er af mig at stå i generalens gård.. er der nogen byvagter i nærheden?"
Ravn gik med lettere rastløse skridt hen til vinduet og så ud i det mørke landskab og prøvede at se igennem mørket for at finde ud af om der var nogle vagter.. ikke fordi at hun havde noget problem med at se igennem mørket, det havde hendes fars øjne sikret hende, men hun kunne ikke se nogen vagter.. ikke herfra i hvert fald, og det gjorde hende lidt mere rolig.. så hun lagde den rolige og selvsikre facade igen og vendte sig imod ham, stadigt stående ovre ved vinduet.
Som han rykkede sig tættere på hende, rettede hun sig op, og trådte et halvt skridt væk fra vindueskarmen, for at hun kunne have plads at bevæge sig. det var en ren instinktiv forsvarsbevægelse og stadigt var halvelverens ansigt selvsikkert, men uroen som hun følte kunne tydeligt ses i hendes røde øjne..
"Asbjörn Peregrine.. jeg står som fuldt bevæbnet, magikyndig tyv i dit hjem, og du spøerger mig om jeg er bange for dig!? det er ikke dig som person der har gjort mig nervøs.. det er tyngden af dit ord, overfor dine underordnede.. magtfuld er du måske, farlig, jeg bliver skuffet hvis du ikke er, men ond.. du taler til en halvsortelver.. jeg er født med en indre ondskab.. jeg ved hvordan man ser om folk er onde eller ej.. og det er du ikke.. jeg er her nu, fordi at jeg lovede at opspore dig og ligge en fjer hos dig.. det har jeg gjort.."

Hun kunne se hans irritation og det fik hende til at smile et drillagtigt smil, som fortalte at det havde vlret hendes intention at irriterer ham. hun elskede at provokere folk, og det morede hende, specielt når man kunne se at det irriterede..
"vigtig lektion 1: når du låser en tyv inde i dit arbejdsrum, og tyven så slipper ud af cellen, så går tyven, hvis det er en tyv der har gode nerver, ikke bare over til døren og forsvinder.. nej! så har tyven for det meste udset sig et eller andet som tyven vil undersøge nærmere og evt stjæle.. og dokumenter, rapporter og lignenede er utroligt gode at stjæle fordi at de er lette, nemme at skjule, og giver gode penge hvis du tager de rette..sådan noget troede jeg at du vidste.. hvis ikke, undrer det mig at du er nået så højt op i herakiet.. jeg ved at du er intelligent, men jeg regnede med at du kendte dine modstandere.."

Byvagten betragtede hende indgående, da hun bevægede sig rundt i værelset. Han var ikke sikker på, om det var nervøsitet han kunne spore i hendes opførsel. Måske. Han ventede et par sekunder, og lod hende kigge færdigt igennem vinduet før han sagde: "Der er ingen byvagter her, min ven, eftersom vi ikke er i byen." Bagklogskaben sejrede igen. "Det ville undre mig hvis du fandt en anden byvagt herude end jeg. Du bemærkede nok at Medanien lå forholdsvis langt fra byen - for langt til en daglig rejse tur-retur. Jeg er sjældent hjemme selv, hvis arbejdet bliver for meget i byen." informerede han dernæst.

Han tog hurtigt et skridt tilbage igen, da han bemærkede hendes defensive bevægelse. Han var ikke sikker på om han fandt det komisk eller næsten fornærmende. "Dét er nu lidt unfair, synes du ikke?" lød det en anelse bebrejdende fra ham. "Jeg redede teknisk set dit liv, og hvis jeg så meget som kommer for tæt på dig, gør du dig klar til at flygte. Tyve har ikke megen tillid til andre mennesker." han sukkede og rystede på hovedet. "På den anden side, så stjal du nogle vigtige papirer fra mit arbejde, og kommer uanmeldt til mit hjem - måske ligefrem et indbrud. Jeg ville også frygte konsekvenserne, hvis jeg var dig."
Han hævede et øjenbryn og overvejede om det overhovedet var en god idé at hun besøgte ham. Hvis nogen fandt en tyv i hans hjem så --- rettelse... Hvis nogen fandt en af de TRE tyve som han på nuværende tidspunkt husede, hvad ville der så ikke blive af ham? Han tog sig til halsen og kunne næsten se sin henrettelse for det indre øje. Manden vendte ganske hurtigt blikket imod døren, i tvivl om han skulle sende den nytilkomne tyv hjem af frygt for følgerne. Det ville sikkert være bedst for dem begge. Hvorfor var hun her overhovedet? Som hun selv sagde; hun var kommet for at lægge en fjer og nu var det gjort.

Resolut vendte byvagten atter blikket imod tyven, da hun atter talte om rapporterne. "Jeg var måske et fjols at stole på dig. Det vil ikke ske igen." sagde han spidst. Måske for spidst. Egentlig forstod han ikke selv hvorfor han stolede på hende, da hun jo trods alt var en tyv hele vejen igennem. Men han var måske en kende for venlig - sådan var det altid for Asbjörn. Han fik lyst til at svare hende igen - erklære at han kendte mange af sine modstandere ganske godt, men igennem tiden begik fejl.
"Jeg er ikke perfekt." brummede han for sig selv. Så sandt så sandt.

"sandt nok, det er lagt væk fra byen, men jeg kan ikke tillade mig at få grimme overraskelser.. ikke nu hvor jeg lige er sluppet ud fra jeres celle.. og i hvert fald i mange andre byer har folk med høj rang det med at have en del vagter.. du er så muligvis undtgelsen der bekræfter reglen."
Hun trak lidt undskyldene på skuldrene men rettede sig så helt op igen, da han begyndte at prøve at give hende dårlig samvittighed..
"Jeg er muligvis ike altid retfærdig, men jeg har kun mig selv.. mennesker bryder sig ikke om halvsortelvere, og hvis min far finder ud af at jeg eksiserer dræber han mig selv hvis han ser mig.. og gu' har andre tyve ikke meget tillid til folk.. det lærer du hurtigt er et dårligt træk hvis man vil overleve som tyv.. og Asbjörn som du ved kan jeg godt lide dig, men jeg kan ikke tillade mig at miste al forsigtighed på grund af en følelse.." Hendes stemme var blevet skarp, men hun så væk til sidst, og hendes stemme blev svær at høre.. hun kunne mere end bare lide ham, men samtidig sagde al logik hende at det var for dumt..

Hun kravlede op i vindueskarmen og slog armene om sine knæ, mens hun hvilede haget på dem og så ud i luften. hun gad ikke svare ham tilbage, for hun kunne godt mærke at han var vred på hende, og hun havde lyst til at krumme sig sammen i et hjørne. men det var hun alligevel for stolt til..
"beklager Asbjörn, jeg burde nok bare gå nu.. undskyld.."
hun hoppede ned igen, og så på ham med et par undskyldene røde øjne, noget som absolut ikke lignede hende at gøre. Hun var også virkeligt ked af det, og indeni hende hvæsede sortelverhalvdelen af hende og forbandede bastardens svaghed over for mennesket. *Du er ikke værdig til at være af sortelverblod! Forsvind din forbandede sorthud! Jeg gør hvad der passer mig!*
Hun viste ingen tegn på den indre kamp, men indtil videre vandt menneskehalvdelen, og hun vendte hovedet væk fra byvagten lidt skamfuld over at have vist så mange følelser..

"ja det kan man vel sige, men hvem er dig og mig?"
Ravn trak lidt sørgmodigt på skuldrene, og kom til at tænke på hvor længe siden, det var at hun havde været sammen med "ærlige" mennesker, eller væsner.. det måtte være flere år siden.. jo hun havde da en gang imellem haft små samtaler med ikke-tyve, men det var udelukkende for at opnå noget, forretningsmæssigt.. sådan føltes dette her ikke.. hun blev næsten overrasket over erkendelsen, men så igen, det var ikke smart at involvere sig for meget med de folk du få nætter senere ville bestjæle og rippe for alle personens ejendele af værdi.. det morede hende at stjæle, men måske var det på tide at leve normalt for en tid? hun havde penge nok til det.. men så alligevel, hvem ville dog ansætte en bastard.. en halv sortelver..

hun sukkede lidt træt og lænede sig op ad vindueskarmen, før at hun hev sig op i den igen og åbnede et vindue ud til den begyndende kolde nat. det var ikke lige et vejr at flyve hjem i, men lettet på en eller anden måde hørte hun Asbjörns ord, og drejede langsomt rundt imod ham, mens at hun lukkede vinduet.
"du vil gerne have mig til at blive?"
hun smilede tøvende et lille smil, lille var det, men det var da en begyndelse.
"jeg tager dig på ordet så.. og hvis der er nogle grimme overraskelser så er det dig jeg går efter.."
det var mest af alt ment som en spøg, og det drilske glimt var også at se i hendes øjne, men en lille næsten uhørlig advarsel lå i ordene på trods af alt. hun kunne ikke bare stoppe med at være mistænksom som på kommando..


(det er helt okay, har også haft en rimeligt hård uge på skolen(horror-uge-.- jeg kan ikke klare sådan noget) så min krea har også været ret langt nede..)

"ja for ellers ville jeg jo ikke være mig.."
et drillende smil kom langsomt frem på hendes læber og voksede langsomt, men sikkert. hun morede sig en smule over byvagten der prøvede at være filosofisk, og formentligt også at lyde viis.. det var et hæderligt forsøg måtte hun give ham, men hun kunne ikke kvæle smilet over det alligevel. Hun var vant til altid at være provokerende og drilsk, for det forventede folk ikke at hun var.. måske forventede de det der med provokerende, noget som hendes fars folk jo også gjorde sig en del i. inderst inde kunne hun være meget rar, men den facade som hun brugte til hverdag var den drilske og provokerende tyv.. den frække tyv, som nyder at slippe fra vagterne, som direkte spadserer ud foran dem, med sit bytte godt gemt.. i hvert fald når hun var i godt humør og kunne tage det lidt med ro en gang i mellem.. der benyttede hun alt den tid som hun kunne med at drille byvagterne..

"heh.. du ved godt at jeg nok kommer til at gøre brug af det engang når jeg er i problemer?" hun så halv-alvorligt på ham, mens hun i sit stille sind besluttede kun at ville bruge hans tilbud i nødstilfælde.. hun brød sig ikke om når andre skulle klare hendes affærer for hende. heller ikke selvom hun virkeligt godt kunne lide Asbjörn..
"jo tak, jeg kan jo lige så godt finde alle flugmulighederne og de gode gemmesteder nå hvor jeg er her.. ikke at jeg vil få noget problem med at komme i gennem væggen hvis det skulle gå helt galt.. men jeg gætter på at du fortrækker at beholde dine vægge uden huller?"
Hun blinkede muntert til ham for at signalere at det mest af alt var for sjov..

hun smilede stille.. så han savnede besøg.. så var det måske ikke det rigtige sted at bo, altså så langt væk fra alting.. selv ville hun have utroligt svært ved at bo så langt væk fra alting, hun ville simpelthen savne byens hektiske liv og kroerne og tyvene og morskaben som hun fandt sammen med andre i samme profession som hende.. kort sagt, det hurtige liv som hun levede nu..
"Glimrende byvagt.. jeg troede ellers ikke at du var så meget for gemmeleg, men jeg kan høre at jeg har taget fejl.."
Ravn smilede bredt og med et specielt glimt i øjnene der klart fortalte at hun drillede, ikke at det var usædvanligt for hende.. hun forventede ikke at byvagten var glad for gemmeleg, men det var det første som hun lige kom på, så det var også hvad der kom ud af munden på hende..

"det var da synd, det med det ekstra vindue, jeg kan sikket lave nogle der er flottere end du vil tro.. i hvert fald med mere interessante former.."
hun grinede som hun næsten rastløst begyndte at gå rundt i rummet, og af ren vane begyndte at kigge alle ting af værdi ud.. det gjorde hun helt uden at tænke over det, og havde hun tænkt over det så ville hun nok have gjort det mindre, men kun lidt, meget lidt.. hun var tyv, og hun havde ikke tænkt sig at ligge sine vaner fra sig på grund af en byvagt.. nu var det ikke fordi at hun gjorde det, altså kiggede efter værdier, på en måde der direkte stod ud fra hendes sædvanlige opførsel.. det vidste hun godt ville være en dårlig ide..

Mens de gik rundt i huset fortsatte hun med at kigge efter værdier, og hørte efter med et halvt øre hvad han fortalte. det var mest stuen der fangede hendes opmærksomhed og hun sugede hurtigt indtrykkene fra rummet og genstandene omkring sig, så hun kunne huske dem hvis det blev nødvendigt..
da hun begyndte at blive lidt mere nærværedende og hun havde fået snuset værdierne op, blev hun overrasket over hvordan han havde råd til alt dette her.. for andre ville det sikkert ikke være ret meget, men for hende var det rimeligt meget. hun havde set bedre, men hun var opvokset i værre, så alt i alt syntes hun at det var et rimeligt stort hus..
"nej det tror jeg ikke.. hvad skulle der være at spørge om? hvor du gemmer dine sparepenge?"
et skævt smil tog det værste af hendes ord og hun stillede sig afslappet op ad dørkarmen..

Byvagten betragtede Ravnen med et mistroisk blik og et hævet øjenbryn. Det var ikke til at sige om han fandt hendes små vittige kommentarer underholdende eller irriterende. Måske lidt udfordrende, på en u-udfordrende måde. Han endte dog alligevel med at smile skævt og ryste på hovedet. "Sparepengene må du jo se om du kan finde," sagde han og blinkede. Han ønskede selvfølgelig ikke at hun pludselig skulle splitte hele hytten ad for at finde de småpenge, som lå lidt hist og her, men det var vel blot for at give hende lidt igen, af den lidt halv-flabede og udfordrende tone, som hun havde valgt at lægge imellem dem.

"Jeg er sikker på at du ville kunne lave et meget interessant vindue til mig - med arme og ben. Et hoved måske også. Det er bare så svært at få en rude i dé former, må du forstå. Hvis du var glaspuster, så kunne vi måske finde ud af noget. Og jeg tror ikke at du ville kunne stjæle dig til et vindue i netop dé former." Han forsøgte at se eftertænksom ud, og trak til sidst på skuldrene. "Måske er det bedst hvis du undlader at lave huller i væggen så, synes du ikke?"

Han viste hende hen til en sofa med en arm bevægelse. "Sid endelig. Og fortæl mig så lidt om dig selv - bare lidt. Jeg er så nysgerrig efter at vide lidt om den mystiske Ravn." sagde han og tog selv plads i stolen overfor den sofa, som han havde udpeget til hende. "Kan jeg hente noget til dig? Noget at drikke? Spise? Eller du modtager måske ikke mad og drikke fra byvagter? Det kunne jo være at jeg var ude på at forgifte dig." sagde han og smilte drilsk. Selvfølgelig var det noget han aldrig kunne finde på, men nu hvor hun var i drillehumør, så blev han det også.

"sparepenge siger du.. hm.. kunne måske overvejes, men nej.. for det første så har jeg penge nok til det næste lange stykke tid, og derudover så stjæler jeg ikke fra mine venner. for selvom du er byvagt, så betragter jeg dig stadigt som en ven."
Hun trak den mørke hætte ned så hendes hvide pjuskede hår lå blødt om hendes ansigt, mens at de røde øjne tydeligvis kiggede endnu mere nysgerrigt rundt i stuen. mere bare for at se om hun kunne finde nogle åbenlyse skjulesteder til værdier. ikke fordi at hun havde tænkt sig at tage noget hvis hun endeligt fandt dem, det var mere for at se om hun kunne.

"altså hvis det var en udfordring så tror jeg godt at jeg ville kunne. men det ville bare kræve en del forberedelse, samt en masse små rapserier."
Ravn lød meget sikker i sin sag da hun talte og indeni var hun allerede begyndt at lave en plan, over hvordan hun kunne klare det. måske noget med en handelsmand, en adelsfrøken.. og nogle af de penge som hun havde stjålet på det sidste for at friste glaspusteren.
"men jeg kan da godt lade være.. det var heller ikke et forslag som jeg ville gide bruge tid på."
Hun smilede og blinkede til ham, med et sødt glimt i øjet. spørgsmålet var bare om det var ægte eller ej..

"lidt om mig selv.. hm.. hvad skal jeg fortælle.. men jo, lidt vin og måske lidt at spise ville være dejligt.. for som fugl var det ikke nogen behagelig tur, og så blev jeg også nød til at få vinden til at hjælpe mig.. det var ret udmattende.. og jeg stoler på at du ikke forgifter mig, jeg ved godt at jeg virkede meget mistænksom før, men det er en nødvendighed mener jeg selv.. men beklager, alligevel.."
Hun smilede lidt undskyldende til ham, noget som hun sjældent gjorde, men hun havde gjort ham uret ved at være så mistænksom så han fortjente en undskyldning..

Byvagten smilte mildt og forsvandt et øjeblik ud i køkkenet, hvor han hentede dem en flaske vin fra Medanien og lidt brød, som var blevet købt hos en bager samme morgen. Han bragte det hele med sig ind i stuen, på en bakke, hvorpå der også var glas. Han overvejede om ravnen mon var vegetar, og valgte derfor ikke at bringe noget med, som kunne spises med brødet.

"Så Ravn, du bliver ved med ikke at fortælle mig om dig selv." Han smilte, og satte bakken på et bord, for derefter at slå sig ned i en stol. Han så på sine støvler, og overvejede hvad han skulle gøre nu. Hvad han var i færd med.
"Jeg burde ikke have en eftersøgt i mit hjem," sukkede han endelig. "Kan De ikke stoppe med at være eftersøgt?" han lo mildt. Der var intet at sige til det - hun var som hun var. Det respekterede han.

"Men måske kunne du gøre mig en tjeneste. Fortælle mig om de forbrydelser du har lavet igennem tiden? Så kan jeg få lukket nogle uopklarede sager."

Mens at Ravn ventede på Asbjörn gik hun roligt rundt og kiggede nærmere på alle de ting som der var i stuen. sidste gang at hun havde været i en stue, med et lovligt ærindre, måtte have været da hun boede hos sine forældre.. det var kort sagt lang tid siden. hun så smilende over imod døren da han kom ind igen.
"Det er meget lang tid siden at jeg har været i en stue, hvor jeg har kunnet slappe af."
hun trak halvejs undskyldende på skuldrene da hun indså at hun havde snuset rundt i hans ting igen, og satte sig på en stol ved siden af ham, mens at hun brækkede lidt af brødet af.

"Jeg blev født her i byen for halvtreds år siden, Asbjörn, og fra jeg var 15 år her jeg været indbrudstyv. jeg kan ikke huske hvor mange gange jeg har lavet indbrud siden.. men det er mange.. jeg har talent for det, og mine medfødte evner gør det bare endnu nemmere. Jeg har ikke set mine forældre siden da, men jeg går ud fra at de er døde.. eller der mener jeg selvfølgeligt ikke min rigtige far. ham har jeg aldrig mødt, og det er heldigt for ham. Min halvbror er kroejer, men han har aldrig mødt mig. Og sådan vil det forblive.. han skal ikke blandes ind i ulovlighederne som jeg laver."
Hendes blik blev hårdt og koldt da hun nævnte sin far og den hånd der ikke sad med brødet knyttede hun hårdt sammen, hvis hun nogensinde mødte sin far så var hun ikke i tvivl om hvad hun ville gøre ved ham. han skule føle al den smerte som han havde kostet både Ravns mor og Ravn selv.
Hun lysnede dog lidt op igen da hun kom til at tænke på hendes bror, hun havde hørt at han klarede sig godt.. Så var der da i det mindste en fra familien der levede godt.

"Det kunne være en sjov afveksling, men det ville vel indebære at jeg blev lovlydig og det ved du at jeg ikke har nogen intentioner om.. det er hvad jeg er god til og jeg holder meget af den frihed som det giver, som du ved." hun smilte mildt til ham, med et varmt glimt i øjnene. Hun holdt meget af byvagten selvom at det var lidt underligt at være venner med en som plejede at jagte en.

"Kære Asbjörn. tror du virkeligt at jeg kan huske alle de indbrud som jeg har begået? og jeg ved ikke engang hvor mange efterlysninger i har om mig.. der er nok en fra ca nogle og tredive år siden. men den ved jeg ikke om er blevet lukket? jeg har ikke lige været forbi jeres hovedkvarter for at finde ud af det.."
Hun grinede drillende til ham og koncentrerede sig så igen om vinen og brødet.