Det var en næste ualmindelig hed dag denne dag. Solen bagte voldsomt på folks kroppe og flere søgte skygge rundt omkring i landet. Selv i Tusmørkedalens ellers altid så svale temperatur var der ret varmt. Det koldeste sted var i Paradisskoven, og det var nok ikke der man regnede med at finde en Elemental der repræsenterede ilden.
Nu var det heller ikke så let at genkende Elementalen på dette tidspunkt, for han lignede et ganske almindeligt menneske. Det lange røde krøllede hår dansede let i den lune vind, som bar duftene af en skov der var midt i sensommeren.
Han slentrede lidt rundt mellem de stolte træer, og han elskede dem, lige så meget som ilden i bjergene, havets fisk og himlens skyer. Det hele var måske ikke så sikkert for ham, men det hele var en del af naturen, og naturen var en del af ham, så han sørgede for naturen lige så meget som han sørgede for sig selv.
Der var nogle der ikke havde indset denne kærlighed, og de udnyttede naturen til deres eget bedste, så de kunne få mere magt, men en ting vidste de ikke. Naturen slog tilbage på dette tidspunkt. Krigen var i gang, og elementerne havde sendt deres riddere ud for at redde balancen i verden. Hvert element havde sine trofaste hjælpere.
Urúvion var faktisk kommet til Paradisskoven i håb om at møde en Træ-elemental. Disse langsomt reagerende elementals var stærke og ret vise, og også underholdende at snakke med. Han kunne godt bruge en at snakke med.
Selvom det var en elemental han ville snakke med, så havde han alligevel skjult sig i sin anden form, så ingen ville lægge besynderligt mærke til ham. Alle sikkerhedsforanstaltninger var taget i brug.
Selvom han så stor og muskuløs ud, så vejede han stort set intet. Græsset bøjede sig knap nok for hans vægt, og der var knap nok synlige spor i jordens støv. Han var glad for at han ikke brændte planterne, men han kunne jo slukke ilden så hurtig som han startede den. I denne form var han langt fra så hed som han var i sin elemental form. Man kunne se at der for ikke så lang tid siden havde været en mindre tåge over skoven, men det var heller ikke så lang tid siden fra at det havde været morgen. Det var knap nok middag.

Der hvilede en idylisk fred over skoven.. alt virkede så roligt og harmonisk; et sted hvor krigen ikke var nået hen så tydeligt at det gav synlige spor.. jorden var dog tør, og i forhold til normalt, var den langt mere ufrugtbar. Men den var et dejligt hvilested, for de som søgte ly for krigen... træerne skyggede kroget op mod himmelen, og forhindrede Cassa i at få solen i øjnene, som han sad dér, lænet op af et træ, hovedet vippet ud til siden, ned mod skulderen.. Den unge lysets konge, havde været på flugt i to dage i streg, og havde så endeligt fundet et sted hvor han kunne sove uforstyrret.. rundt om ham, lå der en usynlig barierre, skabt af hans telepatiske kræfter.. Cassa havde så meget kontrol over denne evne, at han snildt kunne lade den beskyttende kuppel forblive oppe, skønt at han sov og derfor mentalt ikke var til stede..
Han var iført et par sorte bukser, og nogle sorte støvler som nåede op over knæet, op til midten på låret. hans overkrop var dækket af en hvid silkeskjorte, som var revet mere eller mindre itu, og med blodige strøj hen over sig, som tydeligt bevidnede at den unge, solbrune mand var kommet slemt til skade på et tidligere tidspunkt. Eller det vil sige, det var kun en overfladisk rift, eftersom Cassas hud var solid som en rustning af jern... snittet over brystkassen kunne kun betyde, at han havde været i kamp mod en der var bevæbnet med sortmetal.. en dæmon måske..
hans krop var let snavset, og han virkede så skrøbelig som han sad dér, ganske fredelig på græsset.. de sorte hårlokker hang løst, og faldt smult ned over hans skuldre.. skinnede nærmest blåt i solens stråler. måden håret faldt på, indrammede hans ganske kønne ansigt, gjorde det så bly og rent at se på, at hvis man ikke vidste bedre, ville man tro at det var et ansigt som tilhørte en engel...
de brune øjne var lukket afslappet i, og man kunne se på den muskuløse brystkasse, at han trak vejret roligt; ja det var tydeligt at han sov..
ved siden af ham i græsset lå et sværd.. han havde taget bæltet af for at sidde mere behageligt...

Han vandrede stadig igennem de høje træer, uden at kunne fornemme en eneste Træ-elementals nærvær. De var nu også svære at overse, så han ville nok møde en på et tidspunkt. Han havde jo sin tid, og ligeledes havde træ-elemtalen.
Han vandrede ikke længe omkring før han opdagede en sovende skikkelse under et af de store træer. Han virkede utrolig udmattet, og ikke ligefrem den der havde det så forfærdelig godt. Han blandede sig sjældent i Krystallandets folks sager, udover når det er noget der kunne være relevant for ham. Han var ligeglad med deres krig, da de skulle frygte mere for den krig som elementerne var i gang med.
Denne person havde en eller udstråling over ham der gjorde at Urúvion var knap så skeptisk over for ham, men han var alligevel klar til at brænde, hvis det var nødvendigt. Alligevel følte han at han ikke ville få behov for det. Noget sagde ham det, og det var meget sjældent han havde den følelse. Bare hvis han trak sit sværd, så ville de fleste blive nervøse, og de fleste ville gå i panik når han skiftede til sin rigtige form.
Lige nu var han bare den unge mand i rødt. Han havde brugt forskellige navne, og det var sjældent at nogen kunne huske bare et af dem. Han brugte sjældent det samme navn, hvilket også var godt nok. Hans rigtige navn kunne være for afslørende, da flere kendte det. Det var ikke så mange, men det var alligevel nok til at han ikke synes om det. De fleste kendte dog ham som Inferno, men det navn turde ikke mange at bruge. Hvordan mon Mørkets Hersker ville reagere hvis han fandt ud af at nogen var sluppet levende fra at snakke med en elemental? Det ville betyde den visse død, hvilket så lige så godt kunne være indtruffet mens han havde kløerne i personen.
Nu stod han bare som en helt uskyldigt udseende ung mand på 19 år, ikke langt fra den sovende mand. Han trådte nogle skridt frem, men han stødte pludselig på en usynlig barriere, ikke engang han kunne passere. Det var ikke meget hans ild ikke kunne fortære, men dette var en af dem.

I det sekund, den fremmede stødte ind i den usynlige baierre, slog Cassa sine øjne op, han greb sit sværd i ald hast, og forsvandt på under et sekund... tilbage var nu kun en glitrende søvlblå dis inde i kuplen, som så derefter forsvandt.
Cassa var dukket op nogle meter væk, med hånden om sværdskaftet, og den anden hånd om sværdets skede, klar til at trække det.. men han var alligevel ikke fjendtlig at se på, men bare parart..
han tog fyren i øjesyn, men fandt ham ikke fjendtlig... så han slap skaftet på sværdet, og spændte istedet bare bæltet om hofterne igen.. den unge mand så meget udmattet ud, en smule træt of ødelagt ud.. men skønt disse faktorer, så han stadig ganske køn ud..
der gled et venligt, imødekommende smil frem på hans læber, og han hilste venligt..
"Goddag.." lød det i en rolig og honningblid stemme.. han børstede sig af for eventuel jord han måtte have fået på bagen mens han sad på græsset..
Han gned sine øjne søvnigt i øjnene, og skjulte et gab bag sin hånd.. Det var en brat opvækning, men Cassa måtte jo være på vagt.. for tiden var alle hans sanser skærpede, hver eneste muskel i hans krop var konstant anspændt.. han slappede aldrig af... de afspidsede ører viste sig ud imellem de midnatsfarvede hårlokker, og blev blot en anelse mere synlige, da Cassa trak et lille lysseblåt hårbånd frem fra sin bæltetaske.. han tog den i munden mens han med begge hænder samlede sit hår i en løs hestehale i nakken, som han derefter flettede i nogle hurtige bevægelser... så tog han med den ene hånd fat i det lille bånd, som han så bandt håret sammen med... stadig hang de lange lokker foran frit ned over hans lettere blodindsmutre brystkasse..

Hans øjne søgte lidt hen over det sted hvor den sovende på et tidspunkt havde lagt. Han var forsvundet lige efter han var stødt ind i det usynlige noget han ikke kunne passere. Hans øjne fandt dog utrolig hurtigt manden igen, og det gik næsten ingen tid fra at manden igen var dukket op, indtil Urúvion havde fæstet sit blik tilbage på ham. De røde øjne viste ingenting. De var ikke venlige, men heller ikke det man kunne kalde for fjendtlige. Hvis man så efter, så kunne det næsten virke til at hans iriser brændte, men så skulle man også stå ret tæt på for at fornemme det.
"Goddag. De ved godt det ikke er sikkert længere at opholde sig i skoven. Hvorfor opholder de dem egentlig her, når Elementals vandrer frit rundt. De er ikke nogen man kan spøge med." Et trick der duede for det meste. Tanken om at han var en elemental fløj hurtigt væk fra de fleste når han talte på den måde. Flere regnede ham for en eller anden knægt der havde læst de sedler der hang rundt omkring for ofte, og at han bare tog alt til sig, men de færreste mistænkte ham for at faktisk prøve på at sno folk om hans lillefinger med falsk tillid. Det opdagede nogen blot alt for sent.
Han kunne se at manden han var stærk. Musklerne der var spændte fortalte ham, at den mand var klar til at forsvare sig. Hans egne muskler var egentlig ikke andet end bare bedrag. De var også bare der for at kunne give nogen en falsk form for tryghed, for den fik nogen når de vandrede rundt sammen med en sympatisk, stærk og ung mand. Især kvinder, og få vidste hvor meget de egentlig vidste. Nogen mente at kvinder var dumme og loyale over for dem, men hvis der dukkede en mand der viste dem venlighed, så ville de gøre meget for at stikke deres ægtefælde i ryggen, der måske ikke havde behandlet hende med den respekt hun nogen gange fortjente. Kvinder var dog lette at lokke, og ofte fik det sendt deres mænd i et stort problem, hvilket kunne være Elementernes Dom. Der var ingen nåde, når en blev slæbt frem for en gruppe Elementals for at blive dømt for sine handlinger mod naturen.

Cassa så lidt på fyren, mens han talte.. først så han tænksom ud, men så smilte han bare.
"For at være ærlig, så skræmmer tanken mig da, om den overvældende styrke sådanne væsner besider... Men jeg er ikke bange for dem, som væsner.." han rettede lidt på sit bælte, inden han fortsatte.
"Jeg kan ikke se, hvad grund en elemental skulle have til at angribe mig?" sagde han i en lidt spørgende tone.
Cassa smilte bare venligt.. de dybbrune øjne havde en direkte øjenkontakt med den anden.. i Cassas øjne, kunne der ikke spores frygt.. han var oprigtig, men også naiv.. desværre.
"Jeg går ud fra, at De selv er af samme overbevisning, siden de færdes i skoven alene?" hans læber skiltes svagt i et imødekommende smil..
"Dog takker jeg for Deres betænksomme advarsel. Det var særdeles elskværdigt af Dem, min gode mand." sluttede Cassa så af med.. hans blik gled rundt, iagtagende... han tjekkede efter, at ingen af mørkets tilhængere skulle skjule sig blandt træer og buske rundt omkring...
en let brise føg igennem underskoven, ruskede blidt i planter, grene og hvad der nu ellers kunne bevæges af en blid vind.. nogle hårlokker gled ind foran det solbrunlige ansigt, som han derefter lod de slanke fingre flytte væk, for at der ikke skulle skærmes for hans udsyn.

Han kiggede op i træerne, som om han ledte efter noget blandt deres kroner. "Man hører så mange rygter, min herre." Han havde hørt en del rygter om ham og hans slags, blandt andet at de skulle være nogle morderiske sataner, der kun tænker på at dræbe folk, så de kunne komme til magten og regere over hele verden. Hvis det ikke var den nuværende regent, der var blevet en smule paranoid, så vidste han ikke hvem der ellers kunne finde på at sætte sådan et rygte i gang. Nogle Elementals var som rygterne fortalte utilregnelige og ekstremt farlige, men det fandtes også de mere blide, selvom det ikke var nogen af dem der var bange for at myrde for at redde naturen. Det var han ikke bange for at bekræfte, men at de var uhyrer der kun hungrede efter kød, var noget værre vås. Hvert fald for majoriteten.
"Jeg har hørt at man kunne finde forskellige magiske genstande, som nogle af disse berygtede Elementals skulle have medbragt fra en glemt tid. Jeg ville søge efter en af disse, og jeg tænkte at Paradisskoven var et godt sted at starte, siden man kunne risikere at støde på en Elemental i disse skove." Endnu et rygte han havde hørt fra folk rundt omkring i landet. Folk var fyldt med disse rygter, men dette var dog en der var sand. Med kaldet, blev også flere artefakter hevet med fra glemslen. Han vidste ikke selv hvor de kunne findes, men han kunne heller ikke se hvorfor han skulle have behov for det. De eneste han ville få behov for at frygte var Vandelementals, da han med sin ild kunne få almindelige menneskers vand til at fordampe hurtigere end dug for solen. Han kunne ikke se hvorfor han havde behov for sådan noget. Det var noget der hørte menneskerne til. De skulle have noget de kunne klynge deres håb til. Noget de kunne føle at de var stærkere, men de ville alligevel ikke kunne besejre en elemental. Man skulle virkelig være magtfuld, og ingen kunne muligvis være så magtfuld.
Vinden trak ligeledes i hans ildrøde krøller, men han havde ikke behov for at fjerne dem fra sit ansigt. De gled stille og rolige tilbage på deres plads. Fordi det var sådan han ville have det, var det ikke lige nogen der rigtig ville kunne regne ud, men man vidste aldrig. Ligeledes hev vinden lidt i hans tøj og den røde skede, med sværdet med det røde skæfte var stukket i. Man skulle næsten tro, at det eneste der ikke var rødt var hans gyldenbrune hud.

Cassa nikkede.
"Ja... Det er så ganske rigtigt.. Men jeg vælger nu at vurdere hvert væsen selv, og ikke lytte til rygterne.. Og, hvis jeg skulle blive angrebet, er flugt en sikker løsning." han lo ganske blidt.. der var intet bedrevidende eller belærende i hans tone, men blot en lille tilføjelse som bare faldt naturligt ind i samtalen.
Han blev dog en smule misfornøjet at se på, ved de næste ord, som lød fra den fremmedes mund.
"Hvad vil De dog med disse genstande? Jeg vil nu vove at påstå, at sådanne genstande ikke hører til i andres hænder, end elementalernes. Nu kender jeg Dem ikke, og De må ikke tage dette ilde op, men jeg synes at vurdere sådanne handlinger, som tyveri.. ufred er der nok af i det her land.." han sukkede lydløst og rystede en smule på hovedet.. Denne mand han talte med, virkede ikke til at have nogle dårlige hensigter, men Cassa vidste dog også godt, at man aldrig skulle skue hunden på hårene.. en bog havde jo trods alt mange sider, hvis indhold ikke kunne vurderes ved blot at tilegne den et overfladisk blik.
Cassa lod sine hænder glide over sine overarme.. det ene ærme var revet over, og nu hang kun manchetten (kan ikke stave til det ord ><) nede om håndledet på ham... hans arm var skamferet af rifter, som skønt de kun var overfladiske, så lettere voldsom ud..
Han lod sit blik glide rundt.. en sø eller noget kunne være rart, så man kunne vaske blodet af sig.. Kiggede man godt efter, ville man bemærke at blodet som Cassa havde hist og her på sin krop, var mørkere end normalt blod ville være; og dette var ikke blot fordi det var størknet

Han rystede på hovedet. "Jeg vil ikke stjæle dem, og hvis de Elementals ville have behov for dem, så hvorfor bruger de dem ikke? Jeg tror ikke Elementals kan bruge dem. Deres kræfter er store nok i forvejen." Han smilede lidt, og fik sig selv til at se selvsikker ud og en smule dumdristig. Ager som en af dem, og du vinder deres tillid hurtigst. Han smilte indvendigt for sig selv. Denne mand, hvem det nu en gang var, stolede nærmest blindt på ham. Sådan virkede det hvert fald, da rigtig mange mænd der var i den forfatning, var ofte nærmest vildere end en løve der ikke havde ædt i en uge eller to. De stolede ikke på noget levende, og prøvede nærmest at dræbe alt hvad de kunne komme af sted med, men ham har virkede rolig og tænkende. Denne mand måtte være intelligent, siden han ikke tog vildskaben med sig, når man var så dårligt tilredt.
"Og desuden ville da være spændende at finde sådan en uvurderlig skat. At være den der fandt noget så magtfuldt i dette land ville da være yderst interessant. Man kommer da til at føle sig som en skattejæger, eller måske bedre sagt en skattefinder. Ikke at jeg havde tænkt mig at bruge sådanne magtfulde relikvier, da jeg er bange for at jeg ikke kan håndtere så meget magt." Han virkede utrolig troværdig, selvom det nærmest var en løgn. Han havde aldrig nogen intentioner om at finde disse genstande, men hvis han nu tilfældigvis fik fat i et af dem, så ville han nok enten tilintetgøre artefakten, eller bare beholde den som en slags souvenir. Så ville han have noget som han ikke skulle skifte på hele tiden. Tænk at finde en smuk ring, med en eller anden form for stor kraft, og så bare bære rundt på den som et smykke. Han ville jo aldrig komme til at bruge ringens kraft, hvis den overhovedet virkede på Elementals, men sådan noget kunne man jo ikke vide før det var prøvet af.

Cassa trak på skuldrende.
"Hvis de ikke skal bruge dem, hvorfor skulle de så have bragt dem til den her verden?" spurgte han med et let smil.
"De lader til at vide meget om disse væsner?" sagde han med et hævet øjenbryn..
Cassa var naiv, og han virkede som stolede han på den fremmede.. Men hvad Cassa havde lært, var at man ikke skulle stole på fremmede.. Men hans opdragelse bød ham at tale pænt, være høflig og behandle andre med respekt, så sådan var Cassa blevet. Omsorgsfuld, oprigtig og aldrig hoven. - i hvert fald ikke længere!
Han trak endnu engang på sine skuldre, dels også for at skutte dem en kende.
"Tja.. Den slags har jeg svært ved at realitere til.. jeg mener ikke at jeg har behov for den slags i mit liv... altså skattejagte..." han lo kortfattet..
Skønt den fremmede ikke virkede ondsindet, var Cassa nu på vagt... denne troværdighed den anden viste, forekom Cassa en smule absurd, når denne samtidig havde så stor viden om elementalerne... der var ét eller andet, som ikke var helt rigtigt her, men han kunne ikke sætte en finger på hvad præcist det var..

Han så tænkende ud, og han gned sin hage blidt, der var dækket af små dun. Egentlig vidste han ikke helt selv hvorfor de blev taget med fra den glemte tid, men han regnede med at de ligeledes havde fulgt kaldet, lige som alle Elementals havde gjort, den dag hvor krigen startede. "Jeg ved det ikke min herre, og jeg tror heller aldrig jeg finder ud af det. Elementals er nogle mystiske skabninger." Han kunne godt høre at han skulle passe lidt på med hvad han sagde. Han skulle jo virke som en der ikke vidste andet end rygter om dem. Han skulle jo ikke være den store ekspert inden for det område, så han måtte hellere vare sin tunge en smule. "Alt det jeg 'ved', det er blot løse rygter, eller ting jeg prøvede at regne ud. Jeg ville aldrig turde at komme i kontakt med sådanne skabninger. De ville højst sandsynligt slå mig ihjel som en lille flue. Jeg er jo intet i forhold til dem."
Han prøvede nærmest at lyde så ynkelig som mulig, så det virkelig virkede til at han var så vag i forhold til dem, og at han havde ingen chance for overlevelse, hvis han så en flere hundrede meter væk. Han ville virkelig overbevise manden om, at han aldrig ville kunne tage kampen op med en Elemental, selvom han faktisk ville synes at det kunne være sjovt at lave en venskabelig dyst med en af sine artsfæller. Han tænkte at en kamp sammen med en anden elemental, ville være endnu voldsommere end bare en enkel, og så hvis det oven i købet var en af alle slags, så ville hele landet bryde sammen. De ville kunne kombinere deres kræfter, hvilket ville have fatale følger for alle væsner. Ild og luft sammen ville bare gøre ilden voldsommere og den ville brede sig med lynets hast. Kombinationerne var uendelige nærmest, og ingen skulle håbe på at få lov til at opleve sådan en kombination af Elementals, da det ville mene den visse død!

Cassa nikkede, smilte fortsat.
"Det kan De have ret i.. men om ikke andet, nogle facinerende væsner..." sagde han med et enkelt nik..
Dog blev han overrasket ved den næste talestrøm fra fyren... nu var den da helt rådden.. før virkede han selvsikker, men nu virkede han bange? ét eller andet var ikke rigtigt..
"Hvis De ikke ville turde det, hvorfor så færdes i skoven? det må da siges at være risikabelt... Men hvis De behandler naturen dårligt, ja, så ville De vel blive angrebet.." han smilte skævt, trak på skuldrende, ganske løst... Der var ingen mistillid at spore hos Cassa.. han virkede stadig helt igennem naiv, og hans tvivl om den fremmedes hensigter, var umulige at spore, selv for den aller snedigste..
"Jeg må nu indrømme, at jeg gerne ville møde en en dag.. naturligvis en fornuftig og fredelig en... Jeg har ikke lyst til at bekrige dem.. aldrig i livet... Jeg synes ikke at det burde være nødvendigt.. jeg mener, alle væsner stammer jo fra naturen i sidste ende..." han smilte fortsat.. Cassa virkede virkelig som et rent og naivt individ... som om der i hans verden egentlig ikke eksisterede ondskab, men at det bare var en misforstået lille del af forskellige væsners tanker og følelser...

Han smilede venligt, mens indvendigt var der et stort bedrevidende smil. Manden anede intet om, at han faktisk var mit i et møde med en berygtet Elemental. Ja, Urúvion var en lille berygtet satan, men stadig kun under navnet Inferno.
Han tænkte lidt at måske skulle de præsentere sig for hinanden. Han bukkede lidt, bare af høflighed og sagde: "Vi har ikke fået præsenteret hinanden endnu. Mit navn er Daniel. Søn af Brego." Hvor tit han havde oplevet at folk præsenterede sig selv, med navnet på dem selv og deres far. Han havde til gengæld ingen far, så han brugte bare endnu et navn han kunne huske som folk brugte. Det værste var når de så spurgte efter hans 'faders' stilling, for det kunne ofte afsløre ham som løgnere, især hvis de kendte personen der havde den stilling i virkeligheden.
En fugl kunne høres synge i nærheden. Den fine pippen var altid så afslappende, og man fik næsten lyst til at fløjte med på fuglens melodi, men det gjorde han sjældent. Fuglene var ikke en del af hans element. De tilhørte luften og jorden. Egentlig havde ilden ikke nogen form for levende væsen med i deres element. Undtagen føniksen. Nogle af disse fugle lignede også ild-elementals og nogle elementals lignede fønikser, så man skulle passe på hvis man nærmede sig disse magiske skabninger som kaldtes for fugl føniks. De fugle kunne også være lige så farlige som elementals, siden de var født af ilden, men de havde til gengæld også en helende egenskab, hvilket elementals ikke havde. Eller han vidste ikke med de andre, men dem født af ilden, var kun født til at ødelægge.

Men det var ikke kun Cassa, som var uvidende om hvem han stod midt i et møde med.. Elementalen stod nemlig overfor et af disse legendariske væsner... en fønix.. Cassa var et sælsomt væsen.. hans race var så svært bestemmelig, nærmest som var han halvt menneske, halv fønix, og alligevel havde han spidse tænder i overmunden, ganske som en vampyr. Var han i kamp, var hans pupiller smalle, som en kats og gjorde ham i stand til at se i mørke. Han kunne kontrollere ting med tankens kraft, og i princippet var han også i stand til at læse folks tanker. Men Cassa var en ærlig og reél mand. Han blandede sig ikke i andre folks tanker, medmindre det var livsnødvendigt. hans ører var spidse, som en elver, hvilket hans høje, slanke kropsbygning også tydede på.. De fleste gættede på at han var en elver, men alligevel var det som om der manglede noget, før han kunne betegnes som et sådan væsen.. Men at han var en fønix, havde han aldrig selv gættet... han kendte ikke til alle de hemmeligheder der hvilede over hans tilblivelse.. men i kampen mod den forrige mørkets lord, hvor Cassa nådesløst var blevet brændt til aske, blev han jo født på ny af sine egne jordiske, afbrændte rester... en fønix, som rejste sig på ny... utroligt at ingen havde set det komme, alle de gange hans enorme, røde vinger havde været synlige for gud og hver mand. Hvor var det dog ironisk, at ingen af de to tilsyneladende unge herrer, vidste hvem de stod ansigt til ansigt med..

Cassa tænkte ikke over at spørge ind til denne faders erhverv, men navnet forekom ham bekendt.
"Brego?" gentog han.
"Bageren Brego?" han så overrasket ud... Brego, det var da navnet på bageren på hjørnet til sir.hulkensgade? en sidegade til hovedgaden... men han var da meget gammel, den bager.. og fyren her så ung ud.. men måske var det en anden Brego...? men det navn stødte man ikke tit på..
Men Cassa måtte også hellere præsentere sig... han vidste, at det nok ikke var smart at bruge sit eget navn.. eller, mellemnavn, men det kendte ingen jo alligevel...
"Jeg hedder forresten Giacomo... jeg er tilrejst til fastlandet fra topalis... Eh.. vi bruger ikke rigtig præsentationen 'søn af' hvor jeg kommer fra.." han lo let.
"Men min fars navn er Themseno... han ejer en smedie." kom det som en forklaring.. Hans blik vigede ikke et sekund, og det hele virkede helt igennem troværdigt.. hans hud var langt fra bleg, man kunne sagtens forestille sig at han kom fra en varm ø som topalis.. og han tvivlede også på, at denne Daniel havde nogen egentlig viden om topalis.. det havde de færreste.. Cassa vidste, at han snakkede med en accent der ikke lød helt rigtig for en indfødt krystalianer; men det byggede jo bare op om troværdigheden om hans herkomst på topalis; folk derfra, talte jo også lidt anderledes hvis man spurgte en borger fra indre by..

Han smilede let. Tænk at nogen kendte en anden der hed Brego. Det var lidt sjovt, men dette navn havde han fra en jæger der boede på Topalis. Han var en god mand. Han var jæger, men han ærede naturen mere end så mange andre. Han kunne virkelig godt lide gamle Brego, men han var død for nogle år siden.
"Topalis er en smuk ø. Jeg kender den meget godt. Mine forældre tog mig tit ud til den. Jeg kender den utrolig godt." Han sendte et blik i den retning han vidste Topalis lå. Han kunne til hver en tid finde frem til Topalis. Vulkanen kaldte altid på ham. Hele tiden kaldte den, men ikke for at få ham tilbage, men bare for at sige at den stadig var der, og der var et sted han kunne komme hjem til. Man kunne godt sige at vulkanen var hans forældre, men det var også hans egentlige hjem. Det var der han hørte til.
"Jeg kan mærke de er et godt menneske." Han vendte sit blik igen mod manden og smilede. Halskæden der hang om hans hals, næsten begyndte at lyse. Man kunne næsten se flammerne slikke op af indersiden på stenen. Han lagde en hånd på den hede sten. Han kunne mærke at ilden ville ud, og han ville et eller andet sted ikke være bange for at vise ham hans sande form. Ilden virkelig hadede at være indespærret, og lige nu kæmpede den for at slippe ud af skallen. Hans iriser brændte også mere. De ligeledes næsten lyste, og hans hår dansede også mere. Hårets glans lignede slikkende flammer, og der var hverken sol eller ild der kom ind i skoven lige for øjeblikket. Ilden ville virkelig gerne fri! Den ville have lov til at være sig selv, og ikke skjult som et eller andet menneske. Han kunne bruge den form til meget, men det var sjældent at ilden kæmpede så meget for at slippe fri. Han havde flere gange været i formen i flere dage inden den begyndte at kæmpe, men nu havde han knap nok skjult sig i en dag. Der var noget ilden kaldte på. Eller den blev kaldt på. Der var noget der gjorde at ilden ville fri, og det var oftest hvis han var i nærheden af andet ild, men han kunne ikke få øje på ild nogen steder, og han vidste at han ikke stod over for en anden ild-elemental, for det villede begge have mærket med det samme.

Men "Daniel" sagde ham ikke imod.. så Cassa troede at det var Bageren Brego... men han valgte ikke at tænke mere over det.. han kunne godt fornemme, at det bare ville give hovedpine i sidste ende!
"Det er dejligt at møde en der kender til stedet..." lo han blidt... Han lod en hånd glide hen over sin brystkasse... det føltes lidt som om et af hans ribben var bøjet...
ved den næste kommentar, kunne Cassa ikke lade være med at le mildt.
"Det kommer så sandelig an på hvem De spørger, min gode mand... Men dog, med alt beskedenhed, vil jeg nok heller ikke selv påstå at jeg handler med et ondsindet tankespind..." hans hoved gled en smule på skrå.. Der var et eller andet over manden, som forandrede sig.. men hvad det var, kunne han ikke helt sætte pris på.. Men af en eller anden grund, kunne Cassa mærke noget i sin ryg, der gjorde ondt.. han forsøgte at skutte sine skuldre, men uden held... jo mere han bevægede sine skuldre, desto mere smertefyldt blev det...
"Jeg... undskylder min uhøflighed, men jeg er nødt til at sætte mig ned...." hans blik gled rundt, og han satte kurs mod en sten ikke langt derfra, hvor han så satte sig ned og ømmede sin ryg med et utilpas udtryk i ansigtet..
hans ene hånd forsøgte at massere ryggen, men uden større held.. han mærkede også hvordan han fik det underligt varmt.. lidet vidste han, at hans krop var begyndt at reagere over at have været så længe i nærheden af en ild elemental...

Han smilede til manden, da han pludselig skulle sætte sig ned. Han spurgte ikke hvorfor, da han ikke så det som en egentlig uhøflighed, da han vidste at mennesket havde et større behov for at sætte sig end elementals. Mennesket blev træt af at stå op. Udmattelse var ikke noget han havde oplevet, da hen egentlig bestod af energi. Han havde heller aldrig behov for at sove eller spise.
Ilden pressede på nu, og han kunne mærke facaden krakelere, og så snart en smule af ilden var brudt ud af hans mundhule, så brød han helt i flammer, og en søjle af ild stod op fra ham og en mindre trykbølge af varme kom ud fra ham. Nogle af grenene fængede ilden, men så snart ildsøjlen forsvandt, så forsvandt også ilden fra grenene. Urúvion havde skam slukket den så snart han kunne. "Hvis de spørger mig er de et godt menneske" Hans stemme var blevet mere hvislende, og den lød lidt som ild der slikkede op af noget. Han smilede, men det lignte mere en ond grimasse, og det var en sprække der åbnede ind til et mørkt indre. Hans øjne virkede også til at være onde i stedet for milde. Hans krop lignede egentlig et slankt menneske, udover det bestod af ild. Hans hår var flammer der dansede lystigt.
Selvom man skulle tro at han ville antænde græsset eller træerne omkring sig, så var det som om han var lige så ufarlig som en mild brise, men det var kun fordi han holdte ilden i skak hele tiden. Hans krop var lige så varm som et Sankt Hans bål, når det stod med de største flammer. Man kunne mærke heden bølge fra ham flere meter væk.

Cassa så lidt overrasket op, da han mærkede en pludselig varme strømme fra... eh... ildfyren?
var han en elemental...? Cassa så en smule overrasket ue, men han var ikke bange, istedet smilte han blot.
"Gudkse tak og lov.." han lo mildt.
"Jeg syntes at have fornemmet noget mistænksomt ved Dem, men jeg kunne ikke sætte en finger på det.. " han lagde en hånd mod sit ansigt.. han følte sig pludseligt underlig varm.. som om han havde feber..
"Jeg havde i et øjeblik overvejet, om De måske havde været en af mørkets spioner... Men jeg ser, at det ikke er tilfældet.." han nikkede langsomt..
"Jeg må fortælle Dem, at jeg før fortalte Dem en løgn.. men ser De, jeg er nødt til at være på vagt... Mit navn er ikke Giacomo.. eller... jo det er mit mellemnavn, men hvorom alting er, ikke mit fornavn... Jeg håber at De vil bære over med min lille løgn.. jeg er nødt til at tage mine forholdsregler i disse grusomme tider..." han smilte fortsat et høfligt smil, mens han bare talte dæmpet.. han så ingen grund til at frygte denne elemental.. nok så han noget farlig ud, men Cassa vidste også, at han intet havde gjort, som gav 'Daniel' eller hvad han rigtigt hed, grund til at angribe ham.. en sikkerhedsforanstaltning i form af en uskyldig lille løgn, var jo ikke en dødssynd, men nærmere en nødvendighed i denne tid..
"De er en Elemental, ikke sandt min gode mand?" spurgte han dernæst..
"Jeg har ofte spekuleret på, hvordan sådanne ædle væsner mon så ud... Jeg er meget taknemmelig for at De har givet mig muligheden for at få svar på disse spekulationer.." han smilte stadig, men følelsen af feber og smerte i ryggen blev kraftigere..

Han rystede på hovedet. Der var ikke en eneste elemental der lignede den anden. De havde måske visse ligheder, men de var aldrig ens. Ildelementals var dem med størst variation mellem dem. Nogle lignede almindelige drager, mens andre lignede et bål, lige som ham, men igen så var der ingen der så ud som ham. "De skal ikke sige at jeg er normalen for alle elementals. Jeg er mere end undtagelse end en regel, og ligeledes er de andre. Der er sjældent at vi ligner hinanden, og det er langt fra sikkert at vi alle er så rolige som mig. Selvom jeg er ild, hvilket er grådigt og ustyrligt, så er jeg meget behersket. Mange ildelementals er langt mere destruktive, hvilket kan bringe naturen i langt større ubalance hvis de ikke passer på! Vi er kommet til at redde naturen igen. Sætte en stopper for menneskernes ødelæggelser af skove, søer, bjerge og alt muligt mere! Verden skal tilbage til sin balancerede tilstand. Først da vil vi trække os tilbage." Hans stemme var fyldt af alvor og en smule vrede. Han begyndte også at flamme en smule op, og heden blev en smule stærkere. Han fik dog hurtigt vreden under kontrol, da det kunne resultere i ødelæggelser af større omfang, hvilket ikke ville være alt for praktisk, da verden ville have behov for disse skove, hvis den ville overleve den nærmere fremtid, men der var desværre folk der mente at de ikke havde behov for skove og naturen, og de mente at de havde alle rettigheder og herredømmet over naturen, men de havde aldrig drømt om at naturen ville være herskerne for evigt, og de kun var der til at hjælpe naturen med at opretholde balancen, men det ansvar havde de kastet bort og nu var langt større kræfter begyndt at røre på sig, hvilket resulterede i denne krig.

Cassa lyttede opmærksomt.
"Ah, på den måde.." kommenterede han forstående på forklaringen af elementalerne..
Han lod derpå den anden tale ud.
"Jeg undskylder meget, hvis De tog min generalisering ilde op.. Det var skam ikke ment for at fornærme Dem.. Men jeg er ikke så belært på dette område.." han smilte venligt.. skønt varmen blev stærkere, gjorde det ikke andet end at give Cassa lidt ondt i ryggen..
Han så dog ned derefter.
"Jeg jeg giver Dem ret... der er så mange, der desværre ser stort på naturen.. Jeg ser det lidt som at man som menneske, eller lignende væsen, naturligvis har ret til at bruge naturen.. men den måde det bliver gjort, det er jo respektløst!" han rynkede brynene.
"At fælde et træ, for at få brænde til et bål og varme sig ved, samt holde dyrene væk i løbet af natten.. det kan være en nødvendighed... men afbrænding af træer eller størrer områder, grundet en kamp... det er forfærdeligt.. Men hvorom alting er, så er det næsten uundgåeligt med denne krig.." han lod en hånd glide om bag sig.. masserede lidt på sin ryg.. hvor gjorde det dog ondt.. det var lige så smertefuldt som dengang hans vinger fik vokseværk..
"Men man kan ikke bekæmpe krig med krig..." han så hen på elementalen igen..
"Jeg tror, at starten på en bedre balance, er ved at slå mørkets kræfter tilbage.. hvis først Morgoth ikke sidder på magten længere, så vil mange af kampene høre op... der vil ikke blive fældet så mange træer til at bygge våben med, eller underjordiske hytter... eller hvad end folk nu finder på.." han sukkede en smule..
"Balancen mellem lyset og mørket er så forstyrret for tiden.. der er ikke noget at sige til, at det også ender med at gå ud over naturen... Jeg beklager så meget, på mit folks vegne, min gode herre... Er der på nogen tænkelig måde, noget man som enkelt person ville kunne gøre? Jeg ved at der er så mange, som måske ikke tænker videre over det, men hvis de gjorde, ville de gladeligt gøre en indsats... Jeg vil hellere forhandle i fred, frem for at starte en unødig krig, hvor den retmæssige vindere allerede er udpeget; naturen.."
Cassas stemme var oprigtig... HAN var oprigtig... han mente hvert et ord han sagde... sådan var Cassa bare. ærlig.